Et menneske er mere end ét menneske. Selv om det grammatisk set hedder: jeg er et menneske og ikke jeg er mennesker, så indfører forfatteren Karen Blixen en slags eksistentiel grammatik når hun i en fortælling lader billedhuggeren Angelo Santasilia sige, at et menneskeliv er mere end ét menneskeliv. Vi er så at sige beboet af mange liv, der ikke umiddelbart lader sig sammenfatte i enkle beskrivelser.

Han blev født, arbejdede og døde. Sådan beskrev filosoffen Martin Heidegger en af historiens andre helt store tænkere, nemlig Aristoteles. Ikke for at reducere Aristoteles til noget simpelt, enkelt eller gennemskueligt, men for at komme i gang med det vigtige: En forståelse af Aristoteles, der kunne række ud over det synlige, at han blev født, at han arbejdede og at han døde. Heidegger sætter et menneskeliv helt på spidsen og opnår dermed det modsatte af den korte sætnings rent sproglige indhold: Det bliver helt tydeligt, at et menneske er langt mere end det, der kan sammenfattes i sætningen, det blev født, arbejdede og døde.

Lad mig ganske kort oversætte dette til et hverdagsbillede fra gaden. På bænken over i parken sidder der en gammel mand. Sådan ser vi ham udefra. Men han er jo også den lille dreng fra baggården, hvor han i sin tid boede, da han var barn. Han er den unge mand, der fik viklet sig ind i et forvirrende netværk af kærlighedshistorier. Han er en mand, som på et tidspunkt fik en hemmelighed, som kun han selv kender. Han er en mand, som overvejede at blive præst, men endte med at blive noget helt andet. Det er flere forskellige mennesker, der sidder på bænken, selv om det ud fra andres synsvinkel til forveksling ligner ét enkelt menneske, som det er let at pege på med den sylespidse sætning: Du er… Det er også derfor, at man næsten aldrig kan genkende sig selv i de beskrivelser, som andre giver af én. Her bliver man jo ofte reduceret til netop ét enkelt menneske – mens man i sin egen bevidsthed er mange forskellige slags mennesker.

Det er ikke så mærkeligt, at en anden af Karen Blixens figurer, kardinal Salviati, må fortælle en lang og indviklet historie, da en kvinde spørger ham: Hvem er De? Kardinalen siger selv, at han næsten bringes i forlegenhed af spørgsmålet. Det forholder sig jo nemlig sådan, at han ikke kun er den ærværdige kardinal, men også rummer mange andre liv, der næsten virker som om de ikke hænger sammen med kardinalens nuværende liv.

Kardinalen fortæller en indviklet historie, hvor hans forskellige liv vikles og væves ind i hinanden. Først virker det nærmest som om, det ikke kan være den samme mand, der har levet så mange forskellige liv. Men efterhånden, som historien (livet) skrider frem – efterhånden, som kardinalen får fortalt sit liv – ja, så tager det form, begynder at hænge sammen og danner til sidst et mønster.

Sådan er det ikke kun for de fiktive personer i en stor forfatters bøger. Tænk på dig selv, eller genkend dig selv i dette: Overfor mig sidder der en kvinde, hun er af kød og blod og kaster skygger på jorden når hun står i lyset; hun er altså ikke bare en fiktiv skabning på et fladt stykke papir. Jeg kan spørge hende: Hvem er du? Det er kun foran et menneske, at vi kan få svar på dette spørgsmål. Alt andet her på kloden vil forblive i tavshed, hvis vi spurgte. Men vi har fået selvbevidstheden og sproget, og det er i fortællingen om vores mange forskellige liv, at virkelighedens manglende sammenhæng alligevel kan bringes sammen til et meningsfyldt liv. Spørgsmålet: Hvem er du? kan nemlig ikke besvares entydigt. Der er ikke noget endegyldigt svar.

Kvinden overfor mig er min hustru, men hun er også mor til pigerne, hun er selv datter, søster, veninde, kollega. Hun har selv engang været barn, ung – helt anderledes end den kvinde, som i dag er min hustru. Hun er som et fint vævet tæppe, hvor helheden ikke viser de enkelte dele nok respekt og de enkelte dele ikke fortæller nok om helheden. Faktisk tror jeg slet ikke at man kan isolere nogen af disse mange forskellige liv og sige – her er hun, sådan er hun, dette var målet med hendes tilværelse! På den måde oplever jeg med al ønskelig tydelighed, at Karen Blixen havde ret: Et menneske må forstås i flertal; det lever mange liv, med helt forskelligt indhold og forskellige mål, som tilmed ofte er dybt modsætningsfyldte.

På den ø, hvor jeg bor, lå der i 1500-tallet et Antonitterkloster. Denne klosterorden havde taget navn efter den hellige Antonius, en eneboer, der levede i den egyptiske ørken i de første århundreder e.Kr. Den franske forfatter Gustave Flaubert har skrevet en roman om, hvordan Antonius den ene gang efter den anden blev fristet af Djævlen. I denne bog findes en af de få sætninger, som jeg mener fortæller næsten alt om mennesket. Antonius møder en kvinde, som selvfølgelig skal friste og lede ham i fordærv. Det lykkedes ikke for hende – han var jo dog en hellig mand – men med mig havde hun haft lettere spil, for hun sagde nemlig om sig selv: Jeg er ikke en kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er dét vi er; vi er en verden, ikke bare et enkelt menneske. Hver især er vi en hel verden og befolker en verden med alle de forskellige mennesker vi er.

Og her ligger både vores muligheder og vores udfordringer. Mulighederne for at finde andre udgaver af sig selv; mulighederne for at insistere på at kunne sige: Jeg er ikke kun den, I tror jeg er – jeg er også mange andre. Men her ligger udfordringerne også, nemlig at kunne forlige sig med dem man er – når man nu ikke bare er én men mange, der jo som bekendt kan komme i konflikt med hinanden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: