Hvor afslører jeg mig mest tydeligt som en bastard? Ikke som et ægte barn af den videnskabelige verden, som jeg er vokset ind i, heller ikke af den spirituelle verden, som jeg blev født ind i – men slet og ret som et gadekryds, en bastard, med aktier i begge lejre. Det er selvfølgelig i mødet med livets grænsesituationer, at det for alvor kommer for en dag, at jeg ikke er raceren.

Det skete bl.a. i sidste uge, hvor jeg besøgte en af mine venner, som var indlagt til et rutinetjek. På gangen, uden for hans stue, stod der et EKG-apparat; et af de instrumenter, der måler hjertes elektriske aktivitet, og grafisk viser livets rytme, som den arbejder dybt inde i kroppen, usynlig for det menneskelige øje. I gamle dage kunne lægen næsten kun tage pulsen og iagttage patienten. I dag kan vi, takket være videnskabens fremskridt, trænge ind i kroppes inderste hemmeligheder, langt hinsides øjets rækkevidde og lægens trykkende og mærkende hænder på kroppens yderside. Det usynlige, som f.eks. hjertes elektriske aktivitet, er blevet åbenbaret i tal og grafer, der videnskabeligt kan analyseres. Ikke alene har den lægevidenskabelige udvikling dermed ændret menneskets muligheder for at overleve sygdomme, som tidligere ellers var dødelige, men også selve dødens natur har ændret sig.

Hvordan ser den moderne så død ud? Svaret er ganske enkelt: Den er en flad linje på EKG-monitoren. Når der ikke længere kan måles nogen aktivitet så ved vi, at døden er indtrådt og herefter giver det ikke nogen videnskabelig mening, at tale om en rest af bevidsthed, eller hvad det nu måtte være – en ikke-fysisk sjælesubstans, et åndelegeme – noget, der går over i en anden verden, hvor døden ikke udelukkende betyder ophør af de biologiske livsprocesser, som videnskabeligt kan måles. På den måde har videnskaben så at sige fjernet dødens mystik, der ellers i størstedelen af historien har stimuleret menneskets fantasi og fundet utrolige udtryk i religioner, kunst, mytologi, filosofi og i hele kulturer og samfunds indretning.

I dag er døden ikke noget mysterium, hvilket dog ikke har gjort den mindre angstprovokerende end dengang, hvor den først og fremmest handlede om sjælens videre rejse efter livets ophør her på jorden. Urmenneskets magiske skikke, de forhistoriske fund af grave med masser af religiøs symbolik, de monumentale pyramider og stort set hele menneskets historie op til for et par hundrede år siden viser imidlertid, at dødens mysterium er det, der har formet både vores bevidsthed og historie. Det er først i nyere tid, at mennesket er blevet reduceret til noget rent biologisk, hvorved døden naturligvis også må regnes for noget udelukkende biologisk. Men beskæftiger man sig med religionerne, myterne og de fortællinger, der handler om en spirituel virkelighed bag den fysiske, er det så en dimension ved verden, som videnskaben ikke kan indfange, eller er det blot kompensationer og illusioner, som helt fra begyndelsen har hjulpet mennesket til at udholde livet i dødens skygge?

Er det udelukkende os moderne mennesker, der med vores videnskab har en indsigt, som fortidens mennesker ikke havde? En indsigt, som indiskutabelt sætter os i stand til at afvise eksistensen af en åndelig og spirituel dimension, der ellers har udgjort baggrunden for menneskets selvforståelse i størstedelen af artens gang her på jorden? Eller vidste mennesket tidligere også noget, som vi ikke ved i dag, eller helt har glemt?

Freud mente, at var det livets barskhed, der skabte det, som han anså for at være en illusion, nemlig religionen og troen på en åndelig dimension ved menneskelivet. Mennesket og kulturen skaber guderne og myterne, mente Freud, for at besværge angsten for døden. Dette er stadig i en vis forstand videnskabens udgangspunkt, stillet over for forestillinger om en åndelig verden, hvor døden ikke eksisterer på sammen håndgribelige og endegyldige måde, som i den fysiske verden.

Som sagt i begyndelsen er jeg en bastard, der på grund af min opvækst i et spirituelt miljø, og senere gennem en videnskabelig uddannelse, har haft lejlighed til at gøre personlige erfaringer med både det spirituelle og det videnskabelige. Og – jeg føler mig ikke kaldet til at vælge mellem troen på noget spirituelt og videnskabens krav om objektiv bevisførelse.

Det, jeg har lært af videnskaben er primært tre ting: For det første en nysgerrighed, som grundlæggende forbyder mig at afvise noget, om det så er et liv efter døden eller spøgelser, der optræder i tv-udsendelser om Åndernes magt. For det andet har videnskaben lært mig en kritisk tilgang, som forbyder mig at tage noget for gode vare, blot fordi en autoritet (videnskabelig eller religiøs) siger, at sådan er det, eller sådan er det ikke. For det tredje har videnskaben vist mig, hvor mange forskellige måder, mennesket op gennem historien har forholdt sig til tilværelsen på. Det betyder, at jeg er af den overbevisning, at vi slet ikke kan være færdige med at opdage veje til nye refleksioner over tilværelsens dybeste spørgsmål.

Det, jeg har lært af min opvækst i en familie med stærke spirituelle præferencer er ligeledes primært tre ting: For det første en tillid til, at der er noget, som er større end mit individuelle liv – uanset om dette så er noget åndeligt eller ganske enkelt livet selv. For det andet har min opvækst i et spirituelt miljø vist mig betydningen af, at holde livet for helligt. Ikke kun mit eget liv, men også andre menneskers liv. Livet er så at sige livets mening. Dette har givet en sund (mener jeg selv) ærbødighed for livet og gjort medfølelsen til noget af det, som jeg sætter højest. For det tredje har mine forældres spiritualitet vist mig betydningen af ikke blindt, at overtage andres tro og indsigt – men i stedet forsøge, at finde sin egen vej i tilværelsen.

Hverken logiske, videnskabelige sandheder eller spøgelser og liv efter døden kan for alvor chokere mig, Som bastard – som det uægte barn af videnskaben og troen – har jeg lært, hvordan man kan leve uden vished og i bevidstheden om en meget stor uvidenhed vedrørende alt det dybeste og mest betydningsfulde i tilværelsen – uden dog at lade sig lamme af usikkerheden. Om man er død når grafen på monitoren flader ud, eller om sjælen kommer et andet sted hen? Det ved jeg ikke, men jeg tror, at evnen til at turde stille den slags spørgsmål er vigtigere end muligheden for at give faste svar. For alene spørgsmålet udvider horisonten, og pludselig viser der sig måske antydningen af noget, som åbner endnu flere veje end et endegyldigt svar.