En af mine venner har rakt ud efter mig fra en helt anden verden. Hun kommer fra et land, hvor det for udenforstående er let at fare vild i historien, i fjendskaber og venskaber, i krige og fredsslutninger. Selv i områdets geografi er det svært at orientere sig, for den har ændret sig mange gange, hvor grænser har flyttet sig i den ene eller i den anden retning. Måske derfor – men jeg er ikke sikker – gav hun mig en dag romanen ”Broen over Drina”, som er skrevet af den serbiske forfatter Ivo Andric og første gang udgivet i 1945.

Drina er en biflod til en biflod til Donau – flodernes flod. For et flodfattigt land som Danmark er der dog alligevel tale om en ganske anseelig flod: 346 kilometer lang flyder den gennem Bosnien-Hercegovina, hvor den også, i en del af sit løb, udgør grænsen til Serbien. Broen, som sammen med floden, har en hovedrolle i bogen, ligger ved byen Visegrad, og har selvfølgelig et navn, der understreger dens næsten menneskelige værdighed: Mehmed Paša Sokolović-broen. Den blev bygget i slutningen af det 16. århundrede og fik i 2007 sine 179,5 meter optaget på UNESCOs liste over denne verdens anerkendte kulturarv.Mehmed_Pasa_Sokolovic_Bridge_Visegrad_1900

Sådan er de faktiske forhold omkring floden og den tunge stenbro, som ligger et helt andet sted i verden, og som jeg måtte møde J. for at lære at kende. Men det var ikke som en turistguide, hun gav mig bogen. Broen og floden er nemlig også metaforer for det møde, på tværs af kultur og oprindelsessted, som vi for nogle år siden, ved tilfældigheders sammentræf, havde med hinanden – hvorved et venskab begyndte.

Det er sådan med floder, som f.eks. Drina, at de allerede for flere tusind år siden skrev sig ind i filosofihistorien, som symbol på spørgsmålet om identitet. Heraklit, som levede ca. 500 år f.Kr., sagde således de berømte ord, at vi ikke kan stige ned i den samme flod to gange. Det han mente med dette orakelagtige udsagn var, at træder du ned i floden i dag, så er det ikke den samme flod, som du trådte ned i forleden dag – den har forandret sig, selv om den alligevel ligner sig selv. Men det er ikke det samme vand, som du træder ned i; gårsdagens vand er jo allerede flere hundrede kilometer væk. Og tilmed kan det hævdes, at ikke engang dig, som træder ned i floden i dag er den samme, som trådte ned i floden i går. Også du har forandret dig siden i går.

I bogen om broen, der går hen over floden, viser Andric, at det desuden også ofte er umuligt at gå hen over broen to gange og fortsat være den samme. Han viser, at f.eks. i krigstider har to mennesker den ene dag passeret hinanden på broen som venner, mens krigens udvikling dagen efter har forvandlet dem til fjender, der begynder at slås med hinanden midt på broen, hvor de tidligere havde passeret hinanden med en fredelig hilsen.

Broen og floden Drina er en kæmpe metafor for identitetens frygtelige dilemma: Flodens konstante bevægelse er symbolet på altings foranderlighed. Floden er ikke noget ukendt symbol på livet, der flyder og flyder – og som konstant forandrer menneskets vilkår, konstant stiller os over for nye og uprøvede livsvilkår. På samme måde, som floden hele tiden ændrer sig, ændrer livsbetingelserne sig, og er disse ændringer alvorlige nok, så føles det lige bestemt som om det ikke er det samme liv, vi træder ud i. Romanen om Floden over Drina viser, at netop som mennesket tror, at alting ligger fast, så er det faktisk helt omvendt – alting flyder, som allerede Heraklit sagde for over 2500 år siden med floden som billede på den evige foranderlighed, der hele tiden stiller identitetsspørgsmålet: Hvem er du?

Jeg er glad for bogen og har læst den flere gange. Den taler til mig, fordi floder, broer og andre overgangssteder er vigtige metaforer for mennesket og dets liv. Livets udfordringer til os – skæbnen om man vil – forandrer sig hele tiden, på samme måde som den flydende flod. Men som alle der bor ved en flod ved, så kan man ikke af den grund undlade at træde ud i floden efter vand. Undlader man det så melder tørsten sig.

Livets gang oppe på broen viser, at ikke engang ved at søge tørskoet hen over floden kan vi forblive uforandrede, for vi møder hele tiden nye vilkår, nye mennesker i nye situationer, som aldrig lader os uberørte, eller tillader, at vi forbliver nøjagtigt det samme menneske, som vi var før. Alting flyder, om du så vælger at vade over floden eller at bruge broen. Det eneste faste er – at floden, livet og broen altid møder mennesket med en foranderlighed, som også forandrer mennesket selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: