Når jeg ringer op på telefonen får jeg ofte en lille melodistump i øret med teksten “three is a magic number” – tre er et magisk tal. Det er reklamen for et teleselskab som imidlertid har overset, at det slet ikke er tallet tre, der er et magisk tal i vores samfund og kultur, men derimod to-tallet. Det, der er normen i dag, er ikke et, ikke tre og i hvert fald ikke fire osv. Jeg gør så meget ud af at fremhæve to-tallets norm og magi, fordi det her skal dreje sig om kærlighedens magiske tal – og det er to-tallet, uden konkurrence fra omkringliggende tal.

I weekenden havde dagbladet Information en artikel, som fortalte netop dén historie. Kærlighed mellem voksne har tilsyneladende en simpel og letforståelig matematik: 1+1=2=kærlighed. Det er to mennesker, der lever sammen i det hellige to-tals tosomhed – dog med følgende algebraiske tilføjelse, som ikke er helt uvæsentlig: 1(m)+1(k)=kærlighed. Det vil sige: én mand plus én kvinde er kærlighedens numeriske norm. Two is a magic number, specielt hvis de to et-taller er kønnet på den rigtige måde.

Jeg bliver altid lidt skeptisk når nogen forsøger at definere noget så udefinerligt, som kærlighedens kilde eller udspring. Ligeså mange, som i sin tid ledte efter Nilens kilde, har ledt efter kærlighedens kilde, og de fleste af disse opdagelsesrejsende ind i emotionernes jungle mener faktisk, at have fundet den: det sted, som kærligheden udspringer fra, kærlighedens kilde, er det heteroseksuelle monogamis tosomhed.

Det hævdes, at der findes 37 officielle familieformer i Danmark. Ganske vist bor kun omkring halvdelen af alle danske familier i den klassiske monogame tosomhed med far, mor og fælles børn. Men så skulle der altså også være 36 andre familieformer tilbage. De skulle imidlertid også have tosomheden og monogamiet, som ideal. Andre tænkelige muligheder for at indgå i kærlighedsforhold ser ud til at være illusoriske. Polyamory – dvs. kærligt samliv mellem flere end to – og andre former for samliv, der ikke bygger på heteroseksualitet og tosomhed, er ganske enkelt marginaliserede, fortæller artiklen.

Mulighederne ser ud til at være udtømt. Ikke mindst fordi neurologer, biologer, primatologer og zoologer i Informations artikel slår fast, at monogamien ligger dybt i vores dna. Sådan – kærlighedens kilde, en ganske bestemt familie- og samlivsform er hermed slået fast, som genetisk betinget. Two is a magic number, og ikke alene det; magien står skrevet i generne. Men gør den nu også det? Hvis vi endelig skal reducere det hele til biologi og genetik, så er det da omvendt ret påfaldende, at kun tre procent af alle pattedyr lever monogamt. Dét kunne godt åbne for et lidt bredere perspektiv på spørgsmålet om, hvorfor det heteroseksuelle monogami anses for at være den eneste normale, den sundeste og den kærligste samlivsform.

Bl.a. den franske filosof Michel Foucault og psykoanalytikere som Freud og Lacan har afvist ideen om mennesket, som noget uforanderligt, og de tvivler på eksistensen af en universel og ahistorisk menneskenatur. På forskellige måder siger de det samme: der findes slet ikke noget, som kan kaldes en menneskelig natur! Det siger selvfølgelig sig selv, at der må være et biologisk aspekt ved mennesket. Men, siger de, dette biologiske aspekt optræder altid i en kulturel forklædning. Mennesket er aldrig kun biologi. Det er biologi i en bestemt kulturel kontekst, i en bestemt diskurs, som på ganske mange måder bl.a. sætter rammerne for, hvad der er den normale måde at leve kærlighed, seksualitet og samliv ud på.

Det helt specielle ved mennesket er, at det lever i en kultur, som det selv frembringer, men som på sin side paradoksalt nok også frembringer en stor del af menneskets selvforståelse. I en given kultur er der f.eks. en kærlighedsdiskurs, som i meget stor udstrækning er med til at skabe det enkelte menneskes forståelse af (og accept af), hvordan “en der elsker” skal leve, hvem man kan elske, hvor mange og af hvilket køn.

Når vi siger, at den heteroseksuelle tosomhed er det normale, det rigtige, den sande kerne for en sund kærlighed og en velfungerende familie – så er det ikke nødvendigvis forkert. Undersøgelserne er dog kun korrekte i den forstand, at de viser, hvad der er normen, hvad der er den dominerende kærlighedsdiskurs. Men de siger intet sandt om, at kærligheden ikke kan have andre kilder end det heteroseksuelle monogami.

Jeg har netop læst Poul Henningsens “Erotikens historie” og Kai Aalbæk-Nielsens “Kærlighedens historie”. I sammenhæng med artiklen om det heteroseksuelle monogamis tilsyneladende naturgivne og genetiske dominans, viser disse bøger noget meget vigtigt: Hvordan mennesket udlever og realiserer sin biologi er kulturelt betinget. Mennesket har op gennem tiden realiseret både seksualiteten og kærligheden på 1000 forskellige måder, ikke mindst afhængig af den givne kultur.

Når vi i dag næsten kun kan få øje på den samlivsform, der knytter sig til det heteroseksuelle monogami, så hænger det ikke entydigt sammen med menneskets biologiske og genetiske udrustning. Det har noget at gøre med den dominerende kærlighedsdiskurs. Til andre tider har denne diskurs haft helt andre idealer end monogamiet og det heteroseksuelle. Hos mennesket eksisterer seksualiteten aldrig i sig selv. Den er altid spundet ind i noget andet, f.eks. kærligheden og forestillinger om kærligheden, som styrer seksualiteten mindst ligeså meget, som seksualiteten styrer kærligheden.

Så derfor: elsker du mænd eller kvinder, elsker man mere end to, er det f.eks. fire, der er det magiske tal eller dyrker du kærligheden på en måde, som jeg slet ikke kan tænke mig til – så viser du/I bare det, som hele historien har vist (men som mennesket ofte glemmer): at kærlighedens mange forskellige idealer op gennem tiden alle sammen har været en stræben hen imod en tilstand, hvori livet var værd at leve; noget, der er nødvendigt at tro på for at klare livet. Det er muligt, at seksualiteten er biologisk knyttet til artens overlevelse. For mig at se er kærligheden i dens utallige former imidlertid også knyttet til overlevelse – nemlig menneskets eksistentielle overlevelse i den moderne kultur. Bøssen, den lesbiske, de polyamorøse og andre kærlighedsformer, der er i mindretal i forhold til det heteroseksuelle monogami, udviser i virkeligheden slet ikke en anden slags kærlighed; kærligheden udtrykkes blot på andre måder, i en anden form – men det er stadig slet og ret kærlighed – den livgivende kærlighed, som alle ønsker at mærke.

Respekten for enhver kærlighedsform må bygge på accepten af, at kærlighed altid stræber efter det samme – nemlig at være modgift mod menneskets eksistentielle vilkår – lidelsen, ensomheden, døden, angsten og meningsløsheden. Enhver kærlighed virker som en modgift mod den fortvivlelse, som disse eksistentielle vilkår ellers sætter mennesket i. Ethvert udtryk for kærlighed skal derfor fejres, som var det vejen til følelsernes befrielse – uanset om kærligheden udleves som homo-, hetero-, bi- eller polyamorøs kærlighed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: