Jeg tænker, altså er jeg. Sådan lyder et af de mest berømte udsagn i filosofihistorien. Det stammer fra den franske filosof René Descartes (1596-1650) i hans forsøg på at undersøge, hvad der kan vides med sikkerhed. Sandheden skulle altså have sit udspring i det enkelte menneskes viden om at det tænker: cogito ergo sum – jeg tænker, altså er jeg.

Efter nogle hundrede år med en befæstet tro på det enkelte, isolerede individs evne til frembringelse af viden og sandhed, kom der en ny version af svaret på spørgsmålet om, hvor sandheden har sin kilde? Først var det den tyske digter Friedrich Hölderlin (1770-1843), der sagde, at vi mennesker er en samtale. Og så fortsatte den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002) ud af dette spor ved at foreslå: communico ergo sum – jeg samtaler, altså er jeg!  I modsætning til Descartes mente Gadamer, at det er ved at træde ud af os selv, at vi finder sandheden.

Denne teori skulle ikke være så vanskelig at finde forståelse for i dag. Lige netop begreber som ”kommunikation” og ”samtale” jo er nogle af de mest anvendte i moderne sprogbrug. En helt uvidenskabelig undersøgelse på internetboghandlen saxo.com viser således, at ordet ”kommunikation” kommer ud med 2021 titler og ordet ”samtale” optræder i 612 bogtitler – alene på dansk. Men – man skal jo altid være en lille smule forsigtig med konklusionerne når ellers komplicerede begreber opnår sådan en udbredelse, for så er risikoen for skamridning jo også nærliggende.

Selve begrebet ”kommunikation” betyder, at gøre noget fælles. På den måde er kommunikation langt mere end meddelelser, der gives til hinanden. Både kommunikation og samtale har en eksistentiel dimension. Som Hölderlin jo sagde, så er vi mennesker en samtale. Det er gennem samtalens kommunikation (samtalens gøren noget fælles), at vi bliver mennesker, at vi træder i eksistens.

Netop fordi vi lever i et kommunikationssamfund, fyldt med meddelelser, informationer, evig udveksling af beskeder o.l. tror vi også, at vi ganske uproblematisk kan samtale. Det mener jeg ikke nødvendigvis er korrekt. Vi er gode til at tiltale, men mindre gode til at samtale. Forskellen mellem tiltale og samtale svarer til forskellen mellem sex og samleje. Sex er to kroppe der smasker sammen. I samlejet lejrer man sig hos hinanden – lejrer sig sammen og bliver til mere end to, hvilket i denne sammenhæng sjovt nok vil sige til én.

På samme måde kendetegnes en samtale ved, at de talende, som subjekter, forsvinder. Samtalen i dens dybeste og mest autentiske form overskrider nemlig den enkelte; det er at glemme sig selv. De to samtalende bliver så at sige til et fælles tredje, til et fælles vi. I samtalen går man ud af sig selv, og ind i det fælles. Denne form for overskridende samtale er vi ikke nær så fortrolige med, som man måske umiddelbart skulle tro i et samfund, der kalder sig selv for et kommunikationssamfund. Hvis vi bruger filosoffen Karl Jaspers’ (1883-1969) begreb for denne form for åben dybdekommunikation, så kan der tales om ”grænseløs kommunikation”. Med det mente Jaspers kommunikation, der forudsætter den gode vilje til at åbenbare sig selv og til at lytte – altså igen det med at træde ud af sig selv og ind i det fælles. Denne form for samtale, mente Jaspers, er den primære form for alt menneskeligt samvær.

Hvad handler den slags samtale så om? Først og fremmest om forsøget på at blive klogere ved hjælp af hinanden. Ikke nødvendigvis om at blive enige – endsige om at afvise eller latterliggøre konkurrerende standpunkter, argumenter og holdninger – men om at kæmpe kærligt med hinanden. Den form for kommunikation og samtale forudsætter, at de samtalende hele tiden accepterer, at være undervejs – at søge ved hjælp af og ikke på trods af hinanden. Her er kommunikation og samtale ikke blot udveksling af tanker. Kommunikationen og samtalen er tanker, fordi tænkning i sin substans er kommunikativ, det vil sige bygger på samtale.

De ord, der samveksles mellem de samtalende, er forløsende – de forløser tanker, og er det helt nødvendige fundament for fællesskab. Det er ikke noget nyt, at ord på den måde har magt. Det vidste allerede grækerne og romerne, som satte denne form for magt i system gennem retorikken. Ikke alle, der har beskæftiget sig med ord, samtale og kommunikation, har dog gjort det ligeså forstandigt og åbent, som de gamle grækere og romere. I 1912 skrev amerikaneren Dale Carnegie om det ”talte ords magt”, som af største betydning, hvis man ville være succesfuld og rig. På den måde kan ord, samtale og kommunikation også være grundlaget for en hel overtalelsesteknologi, som vi kender fra markedsføring, reklame, politisk spin o.l. Her er det ikke den nysgerrige undersøgelse, sandheden, afdækningen og kærlighed til viden, der er motivet. Nærmest tværtimod, og derfor handler det ikke om dén grænseløse kommunikation, som Karl Jaspers talte om. I stedet er det en form for samtale og kommunikation, hvor det handler om at opsætte grænser for den anden, om at indvinde nyt territorium fra modparten (ikke samtalepartneren), og om at latterliggøre, ironisere og udmanøvrere.

Man behøver blot at se et debatprogram i tv eller følge en politisk diskussion. Her drejer det sig ikke om at lade ordene forløse noget fælles, men om at stræbe efter at være den, der står alene tilbage på slagmarken med den sandhed, som man selv har defineret og besejret de andre med. Karl Jaspers mente, at enhver form for politik må vurderes på om den fremmer kommunikation mellem mennesker eller ej; om den fremmer grænseløs kommunikation eller forsøger det modsatte – nemlig at sætte grænser for kommunikation og samtale. Hvordan det på den baggrund står til med kommunikationen og samtalen i kommunikationssamfundet og i nationen, der opfandt samtalekøkkenet? – tja, bum, bum, som en dansk statsmand sagde, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige!