For nogle år siden beskæftigede jeg mig meget med politik. Det optog mig levende og fyldte mit liv: jeg skrev om politik, holdt foredrag om det og deltog aktivt i samfundets politiske liv og kultur. For et par dage siden spurgte en af mine venner mig om, hvordan jeg har det med politik i dag? Jeg blev ham svar skyldig, for ærlig talt, så gør politik mig i bedste fald helt tom i hovedet, og i værste fald giver det mig udtalt humørsyge.

Jeg fortryder på ingen måde min tidligere interesse. Jeg deler fortsat det gamle græske ideal om, at mennesket indgår i helheder på flere niveauer: fra det store kosmos til mindre helheder som staten eller samfundet.

Vi har desuden brug for både et Vita Activa og et Vita Contemplativa: både et aktivt og udadrettet liv i det fælles samfundsmæssige, og et mere indadrettet, meditativt liv. Grækernes mål var, at disse to idealer for menneskelivet skulle opfyldes og eksistere side om side, som understøttende for hinanden. Hvordan man kunne virkeliggøre dette ideal var bl.a. det, som filosofferne beskæftigede sig med i det gamle Grækenland. Politik var på den måde også et eksistentielt anliggende, der handlede om begreber som Det gode liv, etik og moral.

Politik bygger på antagelsen om, at tingene kan blive anderledes. At der er noget på spil; at vi i fællesskab kan gøre et eller andet ved rammerne for vores livsbetingelser, fordi der kan vælges mellem forskellige alternative muligheder for samfundets indretning. Politik knytter sig derfor til forestillingen om, at det spiller en rolle, hvordan vi vælger og handler i det samfundsmæssige fællesskab.

I dag kan det være nærmest umuligt at overbevise nogen om, at aktiv politisk deltagelse er en dyd. Men sådan har det faktisk været engang. I dag er det vel nærmest sådan, at politikere betragtes som alt andet end dydige og troværdige. Der er sagt næsten alt, hvad der kan siges om misforholdet mellem moral og politik. Forsøg på at forene moral og politisk magt resulterer til stadighed i, at den ene af siderne tilsyneladende må opgives. Resultatet ser ud til at være blevet en slags politisk samvittighedslammelse, der ledsages af en rummelig og kynisk samvittighed, som det er vanskeligt at have sympati for.

I dag lever vi  i en politisk kultur, hvor stort set næsten hele toppen fra den tidligere regering er under seriøse anklager for magtmisbrug, løgn og bedrag og minder om de grupper i samfundet, som vi normalt idømmer fængsel og samfundstjeneste for at gøre dem til bedre mennesker og lovlydige borgere. Vi lever imidlertid også i en politisk kultur, hvor disse politikere vil blive stemt direkte tilbage til deres gamle regeringskontorer, fordi de er oppe imod den nuværende regering, som endnu ikke er under juridisk anklage, men hvis magtmisbrug, løgne og forsømmelser minder om hvad der ville ske, hvis Homer Simpson kom til magten. Dag efter dag udstiller de deres intellektuelle og moralske nøgenhed så eksplicit, at man må undre sig over deres skamløshed. Vi lever i en politisk kultur, hvor løgn bliver besvaret med en endnu større løgn, hvor snyd imødegås af snyd, hvor troværdighed ikke er noget, man kan vinde på, men derimod med stor sandsynlighed taber på. Vi lever i en politisk kultur, hvor politikerne ikke bliver stemt ind, fordi vi forventer noget positivt, men fordi der ikke er noget alternativ.

Det er fristende at tale om fremvæksten af en slags politisk autisme. Det virker nemlig som om politikken næsten kun reagerer på sin egen moralske virkelighedsopfattelse, og ikke længere tager ellers helt almindelige og anerkendte moralske standarder alvorligt. Dette har ikke noget at gøre med bestemte politiske partier. Over næsten hele linjen ser den politiske og moralske autisme ud til at have sat forståelsen for bredere moralsk ordentlighed helt ud af kraft.

For godt 10 år siden var jeg med til at skrive en stor bog med den tyngende titel Magtens Bog. På næsten 1000 sider skrev en række af Danmarks bedste journalister om tidens politiske magtmisbrug. Sag efter sag blev rullet op og viste, hvordan politikere og embedsmænd fra magtens inderkredse bevidst misbrugte deres magt og satte både lov og moral ud af spillet. Men det er 10 år siden. I dag kunne vi ikke skrive en tilsvarende bog, der så systematisk afslørede politikernes magtmisbrug og løgne. Ikke fordi politikerne har fået en bedre moral og er stoppet med at misbruge deres magt. Nej – ganske enkelt fordi et flertal af de folkevalgte politikere er blevet enige med sig selv om, at offentligheden ikke skal kunne snuse rundt i magtens korridorer. Offentlighedens adgang til at kigge de politiske magthavere i kortene er blevet indskrænket – af magthaverne selv. Og det i en grad, så Danmark i dag minder om en bananstat når det drejer sig om aktindsigt, åbenhed omkring de politiske beslutningsprocesser og magthavernes øgede muligheder for at misbruge magten i det skjulte.

Dette er udtryk for en politisk kynisme, hvor samfundet ikke længere tages alvorligt som det sted, hvor der lever mennesker, men blot bliver betragtet som hjemsted for vælgergrundlaget. Det er ikke mærkeligt, at mange mennesker oplever, at deres ærlige engagement i samfundet omkring dem er blevet hjemløs. Som filosoffen Hannah Arendt sagde, så skal politik være den aktivitet, der giver mennesket en verden, der opleves som fælles – og som en indsats værdig. I dag er det politiske rum imidlertid blevet en fremmedgørende kampplads for adgangen til magten, nærmest for magtens egen skyld. Og samfundets borgere er i den politiske bevidsthed reduceret til stemmer og privatøkonomiske aktører.

Det glemmes, at politikkens objekt ligger udenfor det politiske. Genstanden for den politiske aktivitet er samfundet og de mennesker, der lever i det samfundsmæssige fællesskab. Politikkens genstand er ikke politikken – men os andre og rammerne for vores samliv i det danske samfund. Når man her i efteråret har set tv-indslag fra de forskellige politiske partiers landsmøder – så melder tanken sig: betragter de politik som et spil, som Stratego, hvor deres handlinger og moral ikke har nogen betydning i bredere forstand? Og den næste tanke, der melder sig: hvad kommer det mig ved? I et lyst øjeblik ved jeg selvfølgelig godt, at det kommer mig en hel del ved, og at jeg igen burde engagere mig langt mere aktivt i politik, når jeg nu er så utilfreds. Det gør jeg bare ikke – jeg tror ganske enkelt ikke på mulighederne for at trænge igennem den politiske autisme lige nu.

Men hvis vi var mange der spurgte politikerne: hvor er ordentligheden blevet af? – så kunne det jo være. Indtil da må vi vise ordentligheden i de daglige fællesskaber – og det er også en slags modgift mod den politiske kynisme.