For enden af mine blodbaner er der bundet en sløjfe. Hertil og ikke længere løber blodets bånd. Mit blod flyder ikke i andre, ingen børn er blodsbeslægtede med mig. Og dog har jeg alligevel børn – på den måde, som mange mennesker har børn i dag. På et tidspunkt i mit liv mødte jeg en fantastisk kvinde, som senere skulle blive min kone. Hun havde to vidunderlige piger og sammen blev de min familie for omkring 20 år siden. Med andre ord: jeg er en del af den såkaldte moderne familieform. Jeg er papfar i en sammenbragt familie, hvor det ikke, som i traditionelle familier, er blodets bånd, der binder os sammen.

Alligevel har jeg helt fra begyndelsen oplevet et dybt slægtskab med pigerne. At jeg ikke er blodsbeslægtet med pigernes mor er naturligvis ikke raketvidenskab. Vi er i det, der kan kaldes et valgslægtskab – vi har valgt hinanden, fordi vi fattede kærlighed for hinanden og valgte at dele livet, og sådan er det i alle moderne kærlighedsforhold. Anderledes er det med børnene. I en traditionel familie, ville jeg være deres biologiske far, vi ville være blodsbeslægtede og genetisk bundet sammen. Egentlig har jeg aldrig tænkt specielt meget over dette – om kærligheden til pigerne ville være anderledes, hvis vi delte blod og gener. Da jeg mødte pigernes mor, og fattede dyb kærlighed til hende, var pigerne der også, og vi levede sammen næsten helt fra begyndelsen – de blev mine, jeg var stolt af dem, elskede dem, og vi kom til at deltage i hinandens liv, selv om jeg ikke var biologisk far, men papfar. Pigerne har haft god og kærlig kontakt med deres biologiske far, og han har generøst givet mig masser af plads og anerkendt min centrale placering i pigernes tætteste familie.

For nylig stødte jeg imidlertid på en bog, som handlede om børn i sammenbragte familier, som min. Her kunne jeg se, at der faktisk er undersøgelser som viser, at stedforældrenes kærlighed til stedbørnene kan være yderst skrøbelig. Det skulle især gælde, hvis der kommer nye fælles børn ind i den sammenbragte familie. Der er ganske vist endnu ikke kommet små nye ind i min familie, men undersøgelsen fik mig til at spekulere over, hvad det egentlig er for et kærlighedsbegreb, der opereres med.

Der er tale om et kærlighedsbegreb som forudsætter, at den dybeste forældrekærlighed gemmer sig i blodet. Men jeg tror ikke, at sagen er helt så indlysende, som undersøgelsen mener at vise, selv om det er blevet almindeligt at tale om børn, som dine, mine og vores og implicit antage, at det er lettest at elske og vise de børn kærlighed, hvor blodet er fælles. Måske er det imidlertid hverken blod eller pap, der skal tages udgangspunkt i, men slet og ret i det særegne ved kærligheden, at dens udspring – det sted, hvor kærligheden flyder fra – aldrig kan findes.

I 1847 udgav Søren Kierkegaard en afhandling med titlen Kjerlighedens Gjerninger. Han skrev ikke noget om forældrekærlighed. På Kierkegaards tid fandtes der jo ikke ”delebørn”, og hverken forældreskabet eller familieformen stod til diskussion på samme måde, som i dag. Men den danske filosof skrev noget om kærlighedens udspring, som jeg mener giver anledning til refleksioner over forholdet imellem blod, pap og kærlighed.

Et af de første afsnit i Kjerlighedens Gjerninger handler om kærlighedens skjulte liv. Med dette mente Kierkegaard, at kærlighedens udspring fortaber sig i fjernhed og skjulthed, uanset hvor langt ind i et menneske, man formår at kigge. Vi kan spørge, hvor kærligheden kommer fra, hvor i et menneske den har sin oprindelse? Kierkegaard ville sige, at dette sted ikke kan findes, og såfremt vi forsøger at trænge ind i kærlighedens skjulte tilblivelse, så vil der ske det samme, som hvis vi nysgerrigt forsøger at kigge efter solstrålernes oprindelse, nemlig i retning af solen – så vil vi blive forblindede og miste synsevnen.

Måske kan vi også blive forblindede når vi så entydigt kigger efter forældrekærlighedens udspring i blodet – i det blodsbeslægtede – og er så hurtige til at konkludere, at rinder der ikke fælles blod i årerne, så kan der heller ikke være ægte forældrekærlighed. Det er desuden næsten for smertefuldt at formulere den anden del af ligningen: fordi der rinder fælles blod i årerne behøver der ikke nødvendigvis at være ”ægte” forældrekærlighed.

Kan man virkelig entydigt kende forældrenes kærlighed til barnet på det fælles blod, der flyder i deres årer? Ikke kun, og ikke nødvendigvis. Her kan Kierkegaards tanker om kærligheden sætte perspektiv på et vanskeligt og følsomt spørgsmål.

Om kærligheden siger Søren Kierkegaard, at der i virkeligheden kun er én eneste måde, hvorpå den kan kendes: kærligheden skal kendes på frugterne, på gerningerne, på kærlighedens gerninger. Det skyldes, at kærligheden selv er skjult og derfor kun er til at kende på den måde, som den kommer til udtryk på i det levede liv.

Som sagt ytrer Kierkegaard ikke noget om forældrekærligheden, derfor kan jeg selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed – men jeg tror, at han ville sige det samme til spørgsmålet om, hvordan børnene oplever forældrekærlighed: ikke ved at I er blodsbeslægtet, ikke ved at du siger det – men ved at du viser det; gennem kærlighedens gerninger.

Det er muligt, at forældrekærlighed traditionelt er defineret og forstået som følelser, der primært bygger på, at børnene er af forældrenes blod. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvad der menes. Men som papfar må jeg også sige, at min oplevelse af kærligheden til de såkaldte papbørn knytter sig til, at de simpelthen er til stede i mit liv på samme uadskillelige måde, som mit blod er til stede i min krop. Måske er vi ikke blodsbeslægtede, men vi er livsbeslægtede. De har været omkring mig og delt livet med mig i så mange år, at de er blevet en del af min eksistens, af hele min selvforståelse.

Jeg ved godt, at mit blod ikke rinder i deres årer, men deres virkelighed er til stede i mit liv og det er for mig mirakuløst på helt samme måde, som hvis vi var blodsbeslægtede. Det ses selvfølgelig ikke på, at vi fysisk ligner hinanden, men på det, som vi i løbet af livet har vist hinanden af kærlighed – gennem kærlighedens gerninger.