Da jeg var barn kom der hver pinse et omrejsende tivoli til byen. Der blev slået boder og forlystelser op i skovlysningen ned mod søen, og i nogle dage var alle børnene i en stemning, som havde pinsens højtidelige fejring af Helligåndens komme fået en spejling i det omrejsende tivolis magiske tilsynekomst midt i hverdagen.

Det er ikke usædvanligt, at det allermest almindelige skal opdages gennem noget andet. I det daglige havde jeg ikke lagt mærke til luften, jeg indåndede, himlen over mit hoved, vindens usynlige, men mærkbare berøring af mine kinder. Men dét var pinsens mirakel i min provinsby:

Når min far havde anbragt mig i karrusellen fløj jeg vægtløs gennem luften, båret af et blå-hvidt lys; vinden strøg omkring kroppen, intet tyngede mig ned, alt var himmelflugt. Som apostlene i sin tid oplevede, at der i pinsen kom en lyd fra himlen, som af et kraftigt vindstød, oplevede jeg på det nærmeste, at vinden bar mig helt op til himlen. Mens lyden fra himlen dengang opfyldte apostlene af Helligånden, fyldtes jeg af lykke over luften, himlen og vinden under karruselturens få minutter, der varede evigt, så længe de varede.

Lykke kalder jeg denne følelse. I middelalderen blev lykken kaldt for visio dei – eller gudsskuet. Lykkelig var den, der havde skuet Gud. I kristendommen er det nemlig ikke muligt at finde lykken i det jordiske. Sjælen higer efter det overjordiske, det overmenneskelige – det, der ligger hinsides livet – gudsskuet. Bemærk da også, at ordet lykke ofte danner par med ordet længsel. Higen og længsel efter lykke gør i denne sammenhæng livet til en vandring, en pilgrimsvandring mod paradiset, der altid ligger et helt andet sted. Men da jeg sad dér i karrusellen var jeg på det helt rigtige sted. Det var et fuldendt øjeblik, der var ikke nogen indre eller ydre stemme, der bad mig om vente på lykken. Den var lige dér, mellem navlen og rygsøjlen.

Jeg skulle blive lidt ældre før jeg fandt ud af, at den rigtige lykke sandsynligvis var et helt andet sted end mig – ofte ude i fremtiden; at lykken var noget, som næsten altid lod vente på sig. Det omrejsende tivoli blev ved med at komme til byen hver pinse, men jeg blev for stor til øjeblikkets uformidlede her-og-nu lykke i karrusellen.

Jeg blev en af de store drenge, og i stedet for at samles omkring karrusellen stod vi nu i kø ved lykkehjulet. På engelsk hedder lykkehjulet Wheel of Fortune. Det vil sige Fortunas hjul. Fortuna var en romersk gudinde, der på den ene side nok repræsenterede lykken og heldet, men på den anden side også tilfældet, vilkårligheden og det flygtige ved menneskets tilværelse. Vi drenge satte krone efter krone ind på at fravriste lykkehjulet – fru Fortuna – en smule lykke. Vi vidste, at muligheden for gevinst var der og nærmest med forventningens mavepine længtes vi efter, at Fortunas hjul skulle stoppe netop ved vores nummer.

Men, men – anråbelse af lykkegudinden Fortuna nytter intet. Det vidste den italienske middelalderdigter Dante Alighieri, da han i den Guddommelige Komedie skrev, at Fortuna intet hører. Uanset hvor meget vi higer efter verdens forgængelige goder og stræber efter lykken, så er det Fortunas opgave, at sørge for, at goderne og lykken med tiden vandrer fra den ene til den anden. Fortuna sørger for, at der konstant sker forandringer, at menneskets vilkår hele tiden ændrer sig. Vi kunne håbe på, at lykkehjulets gevinst tilfaldt os, der stod ved boden i Pinseskovens tivoli, men det måtte forblive et håb, som tilmed altid var svangert med frygten for at miste den allerede indhøstede gevinst.

Da jeg som lille blev sat i karrusellen af min far, og lod mig kaste ud i himmelstyrtets lykkefølelse, var det en her-og-nu lykke. Da jeg som stor dreng stod ved lykkehjulet var lykken knyttet til en drøm om fremtidig gevinst. Mens jeg husker himmelstyrtets lykkefølelse, som en dyb indre lykke, da jeg susede rundt, rundt og rundt – som en nærværende tilstand, jeg var i, og ikke ventede på, så var tilstanden foran lykkehjulet en slags fravær.

Lykke er blevet defineret som oplevelsen af fylde. Men livet kan jo fyldes af ganske mange forskellige ting. For enkelthedens skyld kan vi her sige, at livet kan fyldes af noget nærværende og/eller noget fraværende.

Fyldes livet af drømme, forventninger, forhåbninger, som foran lykkehjulet, så bliver virkeligheden – her og nu – ofte til en ventesal, det uvæsentlige, mens vi venter på fremtidens lykke. På tilsvarende vis mister nuet, virkeligheden for vores fødder, naturligvis betydning, hvis vi lever i mindernes tid. Jeg husker min barndoms oplevelse i karrusellen, som en intens lykkefølelse. Men hvis jeg næsten udelukkende levede på denne tidligere lykkefølelse, så ville jeg være fraværende i det nærværende, ligesom hvis jeg levede på forventningen eller i drømmen om fremtidens gevinst ved Fortunas lykkehjul.

Det er to forskellige former for lykke, som jeg husker fra pinsefestens tivoli. Den lille drengs intense lykkefølelse og den lidt større drengs stærke og forventningsfulde ønske om at vinde lykken ved Fortunas hjul. I det første tilfælde var jeg fyldt af noget meget nærværende, i det andet tilfælde var jeg paradoksalt nok fyldt af noget fraværende. I det første tilfælde var jeg fyldt af lykke, i det andet tilfælde var jeg fyldt af forventningen om en fremtidig lykke. Det er nok ikke tilfældigt, at det var som barn, jeg oplevede den stærke følelse af intens, nærværende lykke. Som voksen skal man nemlig virkelig være opmærksom for ikke at falde for fristelsen til at erstatte disse nærværende øjeblikke med enten forventninger eller minder.

Men hvis forventninger og minder i alt for stor udstrækning erstatter det nærværende, så erstatter de på en måde også livet – som jo altså foregår her og nu. Hvis vi vil tale om lykke, så mener jeg, at man kan lære en lille smule af drengen i karrusellen. Da han blev ældre stod han ofte foran fru Fortuna, og undertiden var der gevinst på et eller andet område af tilværelsen, men han kunne aldrig vide hvornår. Som ældre erstattede han derfor barndommens karrusel med sofaen hjemme i stuen – som f.eks. i aften giver ham endnu en oplevelse af himmelstyrtets nærværende lykkefølelse – i selskab med de tre smukke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: