Der eksisterer mange Harolder i denne verden. De er ganske vist ikke så synlige, for de steder, hvor der Haroldes, er yderst diskrete – det foregår nemlig på kirkegårde. Begrebet, at Harolde, stammer fra den amerikanske film ”Harold og Maude”, som i 1970’erne blev en kultklassiker. Harold, filmens unge mandlige hovedperson, er besat af døden og hænger derfor ud på kirkegårde, hvor de døde jo ikke blot bliver bragt af vejen, men også med stor omhu bliver gjort tilgængelige i en ny form for eksistens, nemlig som minder for de efterladte – og for filmens Harold, som et memento mori, husk på døden.

Man kan Harolde på mange måder. Den canadiske forfatter Douglas Coupland beskriver i bogen ”Polaroider fra de døde”, hvordan han som helt ung Haroldede næsten hver uge på en kirkegård i Vancouver. Her gik han rundt mellem gravene og så på, hvem der var døde, hvornår og hvor gamle de blev.

Jeg har altid selv dyrket en form for Harolding. Da jeg var dreng elskede jeg at gå rundt på kirkegården, som lå med den røde landsbykirke i midten. Kirkegården var omkranset af et bredt stengærde ind mod landsbyen, og af en hvid kampestensmur ud mod landevejen og markerne. Det var forbundet med stor tryghed for mig, at gå rundt inde bag denne afgrænsning. Der var fredeligt og ingen, der ville mig noget, kom nogensinde i tanke om at lede efter mig her. For de fleste andre børn i landsbyen var kirkegården nemlig forbundet med uhygge. Men ikke for mig. Her var hyggeligt, roligt, og som Douglas Coupland skriver stille som livmoderen.

Douglas Coupland holdt op med at Harolde da han fandt ud af, at der huserede gravrøvere på den kirkegård, hvor han hang ud. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Man kan holde ud at Harolde, fordi kirkegårde trods alt har sat den kaotiske død i en vis form for orden, ikke fordi de døde skal række så direkte ud efter én, som de gør fra den åbne grav, som gravrøverne efterlader sig. I mindre dramatisk form har jeg selv oplevet dette.

Jeg kan godt lide at gå rundt på kirkegårde og læse de forskellige gravstens inskriptioner. Men en dag, hvor jeg gik tur i skoven, så jeg en bunke gravsten ligge i en lysning. De var fra nedlagte grave og skulle knuses til skærver og spredes ud på skovstierne. Da jeg skubbede til de allerede halvt knuste gravsten opdagede jeg, at de var helt anderledes end dem, jeg så på kirkegården. De var faktisk uhyggelige, her ude i skoven.

På kirkegården kunne jeg have en fornemmelse af at navnet, der var indhugget i en gravsten, stod der, netop fordi nogen huskede den afdøde, kærede sig om vedkommende, savnede og stadig elskede det menneske, der var bag inskriptionen. Navnet var kendt, husket og en omskrivning af kærlighed og hengivenhed. På den måde kan kirkegården jo virke som en trøst for os: du bliver husket og båret videre. Ude i skoven kom de gamle, opbrugte gravstene, imidlertid til at virke, som en slags opbrugte minder; som om det var de døde, der var blevet efterladt i en ensomhed, hvor ingen længere huskede dem.

Naturligvis var det min dødsfrygtende kultur, der skabte denne forestilling i mig. Men i hvert fald fandt jeg ved den lejlighed ud af, at kirkegårde ikke kun er for de døde, men mindst lige så meget for de levende. Derfor er jeg stadig en Harold. På min aftentur går jeg næsten altid hen over byens kirkegård. Under hver eneste gravsten taler jo en stemme. Det ved alle seriøse Harolder, som har læst ”Spoon River Antologien” af Edgar Lee Masters – en slags bibel for den trofaste Harolder.

I Spoon River Antologien er det de døde, der fortæller om livet i en lille amerikansk by. Det er stemmerne under gravstenene på højen ved byen Spoon River, der taler til de forbipasserende, som f.eks. morderen Hod Putt, der endte på kirkegården, fordi han blev hængt: Her ligger jeg begravet/Side om side med gamle Bill Piersol./Han tjente sine Penge på Forretninger med Indianerne,/saa gik han konkurs/og tjente endnu flere Penge ved det. Eller som digteren lader en kvinde med navnet Amanda Barker sukke fra gravhøjen: Henry gjorde mig med Barn,/skønt han vidste, at jeg ikke kunde føde et nyt Liv/uden at miste mit eget. Eller den venlige doktor Hill: Dage og Nætter gik jeg her/op og ned ad Gaderne./Alle Døgnets Timer tilbragte jeg hos de Syge og/Fattige./Ved du hvorfor?/Min kone hadede mig, min søn gik i Hundene.

Alle kirkegårde er en slags Spoon River Antologi – en krønike over livet på stedet gennem flere menneskealdre. Det er selvfølgelig mest tydeligt på en stor kirkegård, som Assistens Kirkegård i København, der fører de besøgende tilbage til alle hjørner af Danmarkshistorien. Men rigtige Harolder finder det samme på selv den mindste og mest vindblæste kirkegård. Navnene, årstallene, antallet af sten på en gravplads, gravenes udseende o.l. giver stemme til de døde i jorden under dine fødder, når du står på en kirkegård. Netop som man måske var helt opslugt af det døgnflueliv, der ofte udfolder sig uden for kirkegården, så kan de døde begynde at tale til én. De kan fortælle om det, der var før os og dermed rette vores blik mod både forgængeligheden og historiens kontinuitet.

Som Jung skriver i ”Forvandlingens symboler” sker der vigtige ting, når man bliver opmærksom på noget fjernt og fremmede – det kunne være de døde i gravene på kirkegården. De fragmenter af en livshistorie, der er hugget ind i en gravsten, peger ud over kirkegårdsmuren og fortæller, at her, hvor livet og dagligdagen nu i al hast leves – her var der også liv for mange år siden; anderledes levet liv, men af samme betydning som det, der leves her og nu. Mange af gravene fortæller tydeligt, hvad der bevægede de mennesker, som levede her før jeg blev født. Selv lidenskaber kan afsløres i en gravstens mejslede ord. Også de, der ligger under mine fødder, var sandsynligvis overbevidste om deres livs uforlignelighed og uerstattelighed.

Og sådan vil det nok blive ved.