En lørdag i april måned 1805 blev den tyske storkøbmand Heinrich Floris Schopenhauer fundet død i den kanal, der løb bag familiens hus i Hamburg. Selv om det ikke blev sagt åbent tydede mange ting på, at der var tale om selvmord.

Uanset den personlige tragedie, der altid er forbundet med et selvmord, er det ikke Heinrich Floris Schopenhauer, vi direkte skal beskæftige os med i det følgende. Det er hans søn, Arthur Schopenhauer, som på det tidspunkt, hvor selvmordet fandt sted, var 17 år gammel. Sønnen skulle nemlig udvikle sig til at blive en af den europæiske tænknings helt store og banebrydende filosoffer.

Hvis man tænker på, at Arthur Schopenhauer mistede sin far allerede som 17-årig – og tilmed ved selvmord – kan det vist ikke undre mange, at netop pessimismen skulle blive et centralt tema i hans senere filosofi. Ud over faderens død for egen hånd ved vi, at han var belastet af en barndom med store modsætninger mellem forældrene og desuden af en skelsættende oplevelse af lidende galejslaver i Toulon. Så ud fra et psykologisk perspektiv er denne pessimisme ganske forståelig. Men Schopenhauer var også barn af sin tid i den forstand, at han i oplysningstænkningens ånd anså ethvert religiøst løfte om frelse, som slet og ret bedrag. Han slog fast, at i denne verden kan lidelsen alligevel ingen ende tage – og jo, det lyder naturligvis  ganske pessimistisk. Men der kan faktisk også være en anden lektie at lære af Schopenhauer.

Arthur Schopenhauer (1788 - 1860)

Arthur Schopenhauer (1788 – 1860)

Først må vi lige se lidt nærmere på, hvorfor Schopenhauer siger, at lidelsen ingen ende kan tage. Det skyldes først og fremmest, at menneskets lidelse, i Schopenhauers optik, knyttes til en kontinuerlig stræben, en oplevelse af endnu ikke at have nået et tilfredsstillende mål, ikke at være kommet frem til det efterstræbte, hvad dette så ellers måtte være for det enkelte menneske. Alt efter temperament kan man jo sætte f.eks. penge, kærlighed, lykke, karriere m.m., som den ubekendte faktor ind i denne ligning for, hvad man hele tiden stræber efter at opnå mere af.

Endnu at være utilfreds, endnu ikke i fred, men fortsat at måtte stræbe – hertil knytter lidelsen sig, mener Schopenhauer. For så snart mennesket har fået tilfredsstillet én stræben indfinder der sig en ny, og så orienterer viljen sig igen mod forsøget på at opnå tilfredsstillelse. Denne vilje bliver som en blind drift, der aldrig kan finde varig mæthed, men hele tiden må stræbe efter tilfredsstillelse. Men, siger Schopenhauer, hver gang et mål ser ud til at være nået, viser det sig, at tilfredsstillelsen er illusorisk.

Denne endeløse og utilfredsstillende stræben kan naturligvis føre til fortvivlelse, og for Schopenhauer skulle hele filosofiens udspring findes i den erfaring, at eksistensen derfor er lidelsesfuld. Men, hvis man tænker i forlængelse af Schopenhauer, så kan erkendelsen af lidelsens udspring i den uendelige stræben også føre til en form for afkaldets filosofi

Der er ikke nogen tvivl om, at menneskets vilje til hele tiden at søge overskridelsen – det at overskride grænser, at overskride sig selv, at overskride den viden, vi hidtil har haft o.l. har resulteret i alt det, som vi kan i dag inden for f.eks. videnskab og teknologi. Jeg er ikke naiv og jeg ønsker endnu mere viden, endnu mere videnskabelig forskning og mere teknologi så endnu flere mennesker kan få gavn og glæde af, at der hele tiden overskrides grænser for, hvad mennesket kan.

Men der er også indlysende, at vi både som enkelte individer og som samfund har meget vanskeligt ved at give afkald. Vi søger hele tiden overskridelsen, stræber hele tiden mod mere og bedre. Det er dog bemærkelsesværdigt, at i samme tempo, som vi stræber efter nye mål, nye løsninger, mere af alting – så ser det også ud til, at utilfredsheden, lidelsen og den eksistentielle angst vokser.

Hos Schopenhauer endte det i en form for resignation – en opgivelse af livet, som det sted, hvor mennesket kunne frigøre sig fra den evige stræben. Jeg mener, at Schopenhauers indsigt i lidelsen, som funderet i evig stræben, har ganske meget på sig. Men jeg mener ikke, at dette nødvendigvis må ende i resignation. Selv om det, at give afkald, nok ikke er det moderne menneskes stærkeste side, så kan en lille meditation i lyset af Schopenhauers indsigt måske alligevel være på sin plads:

Hvad har du nok af? Hvad stræber du efter, som du ikke behøver at stræbe efter? Hvad af alt det værdifulde, som du allerede har, kan erstatte din kontinuerlige stræben efter noget nyt?

Dette er ikke udtryk for en pessimistisk opgivelse eller resignation, men blot en stille eftertanke: Når jeg nu er så god til at stræbe er jeg så også god nok til undertiden at give afkald på mere stræben?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: