Kategoriarkiv: Religion

Corpus

Skriv en kommentar

Hvis mennesket blev skabt i Guds billede, så må Gud have en krop. Ganske vist er kroppen et biologisk fænomen, men det er også kroppen, som giver os vores unikke realitet og som forankrer os i livet. Kroppen er derfor noget eksistentielt. Vi har ikke en krop; vi er en krop. Da Gud satte mennesket i verden skete det jo netop gennem en krop – den krop, som er vores eneste måde er være i livet på.

Det er et kendt religiøst dogme, at der ikke kan eller må gøres billeder af Gud. Mig bekendt er der ikke nogen religiøs retning, som for alvor påberåber sig eksakt viden om, hvordan Gud ser ud. Men der er skrevet om ham, og i 1. Mosebog hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede. Derfor er der naturligvis også, trods billedeforbud, lavet bunkevis af billeder af Gud. Alle Guds mange ansigter på disse billeder minder imidlertid ganske meget om menneskets ansigt. Måske er det fordi, det eneste autentiske billede af Gud udtrykkes af mennesket selv.

Det er noget relativt nyt, at der ikke må gøres billeder af Gud. F.eks. havde de gamle grækere masser af statuer, der forestillede deres guder, men som dog er yderst menneskelige at se på. De ligner den ideale menneskekrop, som vi nok ville sige i dag. Senere hen i historien har religionerne imidlertid gjort netop kroppen – Corpus – til det mest ugudelige ved os mennesker, thi det er jo kroppen, vi synder med.

Selv Sokrates, som ellers var omgivet af de smukke græske gudestatuer, sagde, at han så frem til døden, fordi så slap sjælen endelig af med den besværlige krop, der hele tiden forstyrrede med alverdens sanseindtryk og med lidenskaber, som blot kunne tæmmes i kortere perioder, før de atter begyndte deres dominans over sjælens langt renere og mere ædle bestræbelser.

Hvis vi et øjeblik bliver i den religiøse forestillingsverden, så findes der forskellige versioner af den guddommelige skabelsesproces, men alle steder er den forbundet med dén fysiske krop, som Gud tildeler mennesket i skabelsesøjeblikket.

Kroppen er da heller ikke kun noget, som mennesket bruger til at synde med. I tiderne efter Guds skabelse af de første mennesker er det slet og ret gennem den menneskelige krop, at nyt liv kommer til verden. Kroppen manifesterer den kærlighed, som har behov for, at der fortsat skal være liv her på Kloden, nu da Gud ikke længere aktivt giver sig af med skabelse. I hvert fald kan man sige, at det alene er på grund af den menneskelige krop, at livet opretholdes – hvilket jo er en ganske guddommelig gerning af kroppen.

Mens religionen og store dele af filosofien har været mest optaget af døden, så har der ikke været særlig meget fokus på kroppen – på Corpus – som det, der så at sige betinger alt liv. Kroppen er enten blevet betragtet som et problem i forhold til sjælens videre forløb i den ukropslige og åndelige verden, eller som et uinteressant fænomen, der ikke kan siges noget dybere filosofisk om. Nietzsche sagde det i sin tid på den måde, at ingen filosof endnu har talt om den menneskelige næse.

Filosoffen Hannah Arendt beskrev imidlertid senere med indlysende klarhed den grundlæggende menneskelige betingelse – nemlig den overhovedet, at være født. Altså som det, at være en krop, det at være kropsligt i live. Kroppen er det, der gør vores eksistens i verden mulig. Derfor er der selvfølgelig enkelte filosoffer, som har beskæftiget sig med Corpus.

En af disse undtagelser er den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som i bogen ”Kroppens fænomenologi” viser, at menneskets krop ikke blot er et fænomen, der udelukkende tilhører den biologiske verden og er tilgængelig for objektive videnskabelige studier. Kroppen er også en Egenkrop – den krop, som det enkelte menneske er. Kroppen holder mig naturligvis i live rent biologisk, men det er også kroppen, der gør mig i stand til at have personlige og individuelle erfaringer med verden.

Kroppen er min mulighed for at være i verden, den er mit perspektiv. Kroppen er min permanens; ikke min permanens i verden, men en permanens for mig. Kroppen er simpelthen vores generelle måde, at have en verden på. Uden Corpus har vi ikke nogen verden, selv om verden selvfølgelig vil være der alligevel. Kroppen bringer det enkelte menneske ind i verden, betinger hele dets væren i verden og tilmed dets afgang fra verden, når den tid kommer. Vi lever med vores krop og på grund af den. Vores liv er kropsliggjort. Corpus fører os ind i dette liv, igennem det og ud af det. Kroppen bærer hele vores eksistens i dette liv.

Ikke mærkeligt, at guds mange ansigter er gjort i Menneskets billede – i den menneskelige krops billede.

Spor

Skriv en kommentar

Tanker er toldfrie, og det er vist meget godt, for de bevæger sig konstant på kryds og tværs af alle grænser. Intet kan holde en tanke tilbage, hverken rummets eller tidens grænser. Tanker og ideer flyder frit, selv hen over de mest velbevogtede af alle grænser – nemlig dem imellem fortid, nutid og fremtid. Det er kun vores krop, der ikke kan krydse disse grænser.

Men mennesket er et gadekryds, en bastard, hvor fortid, nutid og fremtid krydser grænser. Ingen er det ægte barn af nutiden. Overalt i vores bevidsthed er der både spor, som strækker sig tusindvis af år bagud og spor, som tøvende eller optimistisk, fører ind i fremtiden. Tiden er menneskets særlige måde, at give verden form på. Opleves begivenhederne kun på nutidens nære hold virker de ofte, som alt for tilfældige, uformidlede og uden sammenhæng – og derfor også uden mening.

Forud for det enkelte menneske er verden der. Vi fødes både ind i et nu med vores krop – og i forlængelse af de spor, som fortiden har lagt ud. Meget af det, vi oplever bliver forstået og får mening ud fra den fortid, der var før vi overhovedet kom til verden. Menneskets bevidsthed er på den måde ikke kun forbundet med verden gennem de umiddelbare oplevelser her og nu. Vi er overskridende – selv de ultimative grænser imellem fortid, nutid og fremtid brydes ned af menneskets evne til overskridelse, til at forbinde sig med verden, ved at være en grænseoverløber.

Mennesket er ikke kun bestemt til nutiden, men til ”hele-tiden”. Vi bliver ganske vist til på et bestemt sted. Men på dette sted krydser fortid, nutid og fremtid hinanden. Som den franske filosof Maurice Merleau-Ponty beskriver det:

Vores personlige eksistens er således omgivet af et område af næsten upersonlig eksistens, der så at sige går af sig selv, og som jeg henholder mig til for at holde mig i live, – den menneskelige verden, som vi hver især skaber os, er omgivet af en almen verden, som man først må tilhøre.

Jeg blev født ind i denne verden af et andet menneske. Jeg kunne overhovedet ikke blive til uden at verden havde været der i forvejen. Denne livets understrøm er der altid og er uafhængig af os. Men tilmed fødes jeg også ind i nogle spor fra en fortid, som giver mig en rettethed i verden – en forståelse, som åbner for handlemuligheder. Der kan faktisk nærmest være noget, som ”tænker i mig”.

For nylig sad jeg sammen med min familie på et sygehus, hvor en nær pårørende lå for døden. Vores måde at se på døden er i den grad betinget af de spor, som fortiden har trukket ind over vores liv – både de individuelle spor og de mere kollektive. Den naturvidenskabelige måde at anskue døden på er den, vi lever med i vores nutid. Men den bliver helt uden videre ledsaget af spor, som rækker langt tilbage i tiden, hvor døden ikke kun var en biologisk proces men i høj grad også en spirituel. Jo – vi ved det godt: Videnskaben har bevist, at vi går kødets vej når vi dør. Men om det så er i filosofiens eller psykologiens moderne sprog, så ledsages den moderne viden ofte af gamle spor, der repræsenterer en helt anden måde at se døden på

Mens vi befandt os på sygehuset strejfede spor af oldgamle tanker og forestillinger om døden ind over vores personlige og nutidige bevidsthed. Fra middelalderen tegnede et spor sig som et spørgsmålstegn: Hvad skal der blive af ham når han dør, hvad er vigtigt, at sige til ham nu, inden han dør – selv om han er i koma, hvad kan hjælpe ham med at dø afklaret og hvorfor er dét vigtigt? De selv samme spørgsmål, som mennesket til alle tider har stillet sig hen over et dødsleje, trak spor i vores moderne bevidsthed, hvor de videnskabeligt set kan anses for irrelevante. Men ansigt til ansigt med den ultimative grænsesituation i livet kunne vi mærke disse spor af det almenmenneskelige flette sig ind i vores helt moderne bevidsthed – både som spørgsmål og som antydninger af svar.

Men det er ikke kun fortidens spor, som hen over dødslejet krydser nutiden. Mens vi er i sorg og midt i savnets smerte sker det alligevel, at øjet eller tanken strejfer et spor, som peger ind i fremtiden og derfor gør noget ved den lidelsesfulde nutid. Det kan være børn, som liver op med deres fortsatte eksistens og som dermed forhindrer, at vi lukker os inde i vort personlige her og nu. Vores personlige eksistens afbrydes, skriver Merleau-Ponty, og en anden tid end vores individuelle trænger sig på med f.eks. trøstende minder fra fortiden eller forhåbninger om fremtidens lindring og nye livgivende oplevelser.

Alle mennesker blander tid. Tidsligheden er en måde at forbinde tingene på. Den franske filosof Bruno Latour mener ganske enkelt ikke, at der er nogen aktivitet, som kan kaldes homogen i den forstand, at den kun – helt og udelukkende – er fra vores egen tid. Vi kan jo bare tage os selv. En del af vores gener er 500 millioner år gamle, andre dog kun 3 millioner mens nogle af de nyere blot er 100.000 år gamle. Både vores gener, vores vaner, tanker og forestillinger går fra at være nogle få timer gamle til at trække spor, der er flere tusind år gamle. Vi er med andre ord tidsblandere. Derfor forstår vi – og overlever.

Litteratur:
Stanislav Grof: Books of the Dead, Thames & Hudson, 2013.
Bruno Latour: Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag, 2006.
Maurice Merleau-Ponty: Kroppens fænomenologi, Det lille Forlag, 2009.
Tony Walter: The Revival of Death, Routledge, 2005.

Om træer og mælkebøtter

Skriv en kommentar

Jeg vil gerne fortælle hvordan det er at blive ældre
imens man sidder under en mælkebøtte.

Havde du kendt mig som barn og ung ville du vide
at jeg ofte kunne findes under et træ.

Jeg sad og lænede mig op ad de ældste stammer
dem som havde stået der altid.

I hvert fald i over hundrede år
og tæt på en evighed.

Sådan skulle det også være med mig
jeg skulle være der altid.

I dag er det helt fint med en mælkebøtte
eller det der er mindre.

Mød mig derfor ved mælkebøttens fod
hvor vi kan sidde et øjeblik.

Lad os kigge op igennem fnughimlen
og se hvordan universet udvider sig.

Til næste år er vi måske så små
at vi kan sidde under den første forårsviol.

Navle

2 svar

Sådan cirka midt i det hele sidder navlen. Alle pattedyr har en, men den er vist mest synlig hos mennesket, hvor navlen både kan være en lille fordybning eller boble lidt ud – alt efter om den er en innies eller en outies, som det hedder. Navler er individuelle og kan se helt forskellige ud. Men på samme måde, som næsten alle andre dele af menneskekroppen, har navlen en symbolsk betydning. Navlen er nemlig den kropsliggjorte erindring om det vigtigste tidspunkt i ethvert menneskes liv.da Vinci - navlen

Hvis det stadig var muligt at tale om mennesket i mytologiens sprog, så ville det være let at forstå: kig på din navle og du stirrer lige ind i det kødelige monument over det utænkelige. Navlen minder os om det, der ikke kan huskes af noget menneske, men som vi alligevel bruger hele livet på at genskabe i en eller anden form: Navlen er arret efter ur-separationen, den grundlæggende adskillelse, hvor den ellers givne enhed og forbindelse med vores moderkosmos blev klippet over.

I myternes verden siges der meget om navlen. Bl.a. findes der forestillingsbilleder, hvor navlen både er symbolet på forbindelsen mellem det lille barn og moderen, og på forbindelsen mellem menneske, verden og kosmos. Navlen trækker usynlige tråde til det, der bekymrer mennesket mest – nemlig, hvordan vi kan træde ind i nærværende forbindelser med andre mennesker, måske med den eneste ene, hvordan vi kommer til at opleve os selv, som en del af det hele, hvordan vi erstatter det, vi mistede, da navnestrengen blev klippet over?

Navlestrengen var en sammenknytning imellem os og livmoderens trygge hule. En viden, som vi ganske vist ikke kan erfare eller genkalde i vores bevidsthed, for dengang var vi ikke et subjekt, vi var så at sige et før-subjekt indfældet i noget, der heller ikke var vores omgivelser eller stod for os som et objekt – der var hverken subjekt eller objekt; vi var enhed, eller kort og godt: vi var.

For at mennesket kan blive et selv – sig selv – før det kan blive et selvstændigt væsen og opleve sig som et subjekt, må navlestrengen klippes over. Navlen er arret efter denne overklipning, denne definitive afskæring, som vi har glemt alt om, men som sendte os i eksil fra idealtilstanden og derfor alligevel bliver ved med at være en drivkraft i vores bestræbelser på at finde tæthed, intimitet og livgivende fylde gennem nærhed med andre mennesker og med verden omkring os.

Platon tematiserer dette brud i dialogen Symposion, hvor han lader Aristofanes fortælle om, hvordan mennesker oprindeligt var enkønnede og kugleformede helheder, og desuden guderne jævnbyrdige. Netop derfor var selv overguden Zeus bange for disse kugleformede helheder og endte med at hugge dem midt over. Men – da de nu ikke længere var hele skete der det, at de forskellige halvdele begyndte at løbe omkring for at finde hinanden; de ledte efter den halvdel, som de var blevet afskåret fra. Idealtilstanden ophørte således da Zeus huggede helhederne over og dermed skabte halvheder. Samtidig opstod imidlertid Eros, som ifølge Aristofanes er det halverede menneskes stræben efter den helhed, som det mistede ved overhugningen. Eros er derfor ikke udelukkende noget seksuelt, men et udslag af menneskets oplevelse af sig selv som halvt, som afkoblet fra noget betydningsfuldt andet – og ikke mindst er Eros drivkraften for den menneskelige søgen efter dette betydningsfulde andet.

Hos Aristofanes er denne myte billedet på noget alment menneskeligt, som paradoksalt nok alligevel ikke ligger inden for vores menneskelige erfaring. Vi var der jo ikke selv, for det skete før vi blev et selv. Et selv blev vi først efter den overklippede navlestreng. Men navlen er vores bevis, selv om der også er en anden indikator, nemlig den melankoli, som hos alle mennesker kan vokse ud af det uerindrede, ud af den dunkle anelse, der næsten ikke kan formuleres, men som alligevel ofte udsiges i forskellige variationer over temaet: jeg føler, at der mangler noget i mit liv, at jeg lever på ydersiden af verden, i omkredsen af andre mennesker, ikke inde i et intimt fælleskab men i en slags følelsesmæssigt tomrum, hvor der mangler fylde, nærvær, tryghed og sikkerhed.

Denne melankoli kender de fleste mennesker. Men hvad er det, der savnes og stræbes imod? Dét kan næsten kun formuleres i kunstens og mytens sprog, som f.eks. hos Platon, hvor det er den afhuggede halvdel, mennesket stræber efter at genfinde. Sådan kan det naturligvis kun siges i den før-psykologiske tradition, men selv i den moderne psykologiske kultur kan der ikke peges på noget specifikt, noget bestemt. Det er jo ikke et bestemt andet menneske, der tænkes på, ikke noget bestemt fællesskab, en bestemt mening med det hele. Det forbliver ganske upræcist: det er det, der skal give os følelsen af intimt tilhør, helhed og livsfylde – noget andet end os selv uden dog at være noget bestemt.

I den mytiske og religiøse tradition har dette ”andet” haft navne som f.eks. skytsengel, daimon, dual, eller optrådt i skikkelse af andre åndelige væsener, moderskikkelser, hjælpeånder fra de afdøde osv. Og hos Platon altså, som den afhuggede del, der mangler for at mennesket kan føle sig som et helt væsen. I dag er det ikke helt usædvanligt at tale om sjælevenner, som opfylder den funktion, at være en særlig anden, som man møder en speciel og nærværende forståelse fra. Talismaner og amuletter blev brugt tidligere og bruges stadig, som symbol på en form for beskyttelse af det enkelte menneske. Det kan være billeder, figurer eller symboler, som indgiver følelsen af, at noget andet står ved siden af én, at man har forbindelse til noget stærkere og mere magtfuldt. Men det forklarer alligevel ikke helt, hvad det er vi søger – blot at det er noget andet end os selv. Noget som på en eller anden måde ville gøre os godt, give os følelsen af mere sammenhæng og helhed i livet, lade os mærke den intime samhørigheds dybe tryghed.

Det er ikke noget subjektivt, ikke noget i os selv. Det er heller ikke noget objektivt, ikke noget, som vi kan udpege i omgivelserne. Det er det, som den tyske kulturfilosof Thomas Macho har kaldt et nobjekt. Det er det intime et-eller-andet, som ikke kan ses, men alligevel indgiver os anelsen om en mere komplet eksistens med dybere resonans og nærhedsfølelse. Hvor har vi dog den anelse og længsel fra?

Kig ned, for navlen er svaret. Fra navlen var vi forbundet med et helt kosmos, hvor der ikke var forskel på os og verden. Her var vi ikke et subjekt, her var der ikke noget objektivt andet end os. Vi var i en opslugende tilstand af nobjektivitet; en tilstand af forskelsløshed, enhed, oceanisk medhed. Det var før navlestrengen blev klippet – og fra det øjeblik blev vi langsomt men uomgængeligt sat på sporet af os selv, af forskellen og afstanden fra de andre.

I myten, som fortælles hos Platon, blev menneskene hakket over, men samtidig kom Eros til verden for at give de forskelle halvdele mulighed for at stræbe efter fornyet helhed. Så altså – i det øjeblik, vi kysser den elskede, måske på navlen, kan vi være på vej til at skabe en lille boble, hvor fodfæstet mistes og vi glider sammen til noget, der hverken er et subjekt eller et objekt – men et oceanisk nobjekt med forbindelse til den følelse, som navlen på det tidligste tidspunkt i vores liv forbandt os med.

Vand

Skriv en kommentar

Jeg bor ved vandet – på en halvø, hvor min baghave er tidligere havbund. Blot ét spadestik nede bliver jorden hvid og grå af resterne fra skaldyrenes verden dengang, hvor stedet var en virkelig ø, hele vejen rundt. I dag aftegner den tidligere vandkant sig gennem et åløb og baghaver, som jævnligt bliver oversvømmet når vinden kommer fra øst. Og vil vi se vandet skal vi kun gå omkring 500 meter, så forsvinder ens blik ud i det drømmeagtige element, som i tidernes morgen var det eneste – dét, som Guds ånd svævede over inden han skilte vandene og skabte himmel og jord.

Det er sjældent, at mennesker stiller sig op og kigger ud over en mark eller en skov med det samme langstrakte blik, som de kigger ud over vandet med. Hver aften når vi går tur langs vandet passerer vi mennesker, som pludselig er stoppet op for at kigge ud over vandet. Ikke efter noget bestemt, men med det særlige oceaniske udtryk, hvor man kan komme i tvivl om de betragter noget ydre eller noget indre, for deres blik strækker sig langt indefra og langt udad – helt til vandets gamle betydning, som ophav til alt mellem himmel og jord.

Det har noget med vandet og havet at gøre – ikke blot med udsigten. Vandet og havet, det på én gang kendte og fremmede element. Det er ikke blot en samling vandmolekyler, der hver består af to Hydrogen-atomer og ét Oxygen-atom, og som kaldes H2O. Vandet og havet har et overskud af betydninger hinsides den overflade, vi kigger ud over, om den så er blik eller stormfuld.

Når vi står ved vandkanten er det tydeligt, at mennesket er en grænsegænger. Vi kan passere et skel i landskabet og gå ud over markerne, kravle over et stendige og fortsætte ind i en skov. Men vandet forstsætter vi ikke bare ud i. Grænsen mellem land og vand har konsekvenser; den tvinger os til at stoppe op – derfor det langstrakte blik ud over vandet, ind over grænsen.

Vandet har en overflade – og et dyb. Overfladen er kun gennemtrængelig for blikket få meter ned, og det er dybet, der tilfører vandet dets mytologi og fascinationskraft. Det er dybet, der trækker blikket langt, og som hen over grænsen mellem land og vand tager os i besiddelse. Det vigtigste ved vandet er jo netop det, som vi ikke ser, men som vi ved eksisterer og som på flere måder kan trække os ned.

Det vi ikke kan se – dybet under overfladen, har mennesket til alle tider haft kontakt med gennem metaforen, der ofte tager udgangspunkt i vandets dobbelthed som både livgivende og ødelæggende. Vandet er symbol på den urmoderlige fostertilstand, på frugtbarhed, på liv, renselse, genfødsel og på både menneskers og guders oprindelse. Fra det oprindelige kaos-ocean, med dets vanduhyrer og dæmoner, opstod der en orden, som satte vores verden i gang med at være den genkendelige verden, som vi i dag bevæger os rundt i – sådan siger mange skabelsesmyter.

Men under det hele, under overfladen, lurer igen kaotiske oversvømmelser, hvor Syndfloden, blot var et eksempel på, at mennesket kan overskylles af vandet. Ingen skal vide sig sikker på vandet, for dets karakter er at kunne stige og trække mennesker ned på bunden til dybets dæmoniske kræfter, som det skete for Jonas da han forladt og ensom måtte tilbringe tre dage i kæmpefiskens bug, dybt nede i det kaotiske hav. Det er jo også fra dette dyb, at Jorden ved Ragnarok vil blive opslugt for at en ny verden kan stige op af havet.

I min barndoms Anders And-blade optrådte der undertiden en figur med navnet Moby And. Det var en lidt forvirret and, som havde været hvalfanger på de store verdenshave, uden dog nogensinde at fange en hval. Derfor måtte han ernære sig ved at være kaptajn på et af Joakim von Ands skibe. Moby And havde fået sit navn efter Moby Dick – den store hvide hval i Herman Melvilles roman af samme navn. Nogen and var der bestemt ikke tale om i Melvilles kæmpe af en roman. Måske slet ikke en hval, selv om hele romanen er et studie i den gale kaptajn Akabs jagt på det uhyrlige væsen i havets dyb. I hvert fald er dette uhyre ikke kun en kæmpemæssig kaskelothval. Melville skriver det selv midt inde i den næsten 600 siders lange roman om hvalfangsten ude på de dybeste og farligste verdenshave:

Se, hvor listigt havet er; se, hvordan dets mest frygtede skabninger glider frem under vandet, som regel usynlige og forræderisk skjult under det søde skær af azur (…) Overvej alt det, og vend dig så mod denne grønne, milde og myge jord; se på dem begge, se på havet og landet, og finder du da ikke en sælsom analogi til noget i dig selv? For som det forfærdende hav omkredser det grønklædte land, ligger der i menneskets sjæl et Tahiti, fyldt med fred og glæde, men omgivet af alle det ubevidstes rædsler. Gud bevare dig dér! Drag ikke bort fra hin ø, thi aldrig kan du vende tilbage!

I romanen om havdybets uhyrlige Moby Dick advarede Herman Melville i 1851 mennesket mod at forlade den grønne ø, som er bevidsthedens Tahiti. Rundt om denne ø ligger nemlig det kaotiske, ubevidste hav, med alle dets trusler om undergang, rædsel og død. Det var 50 år før Sigmund Freud omkring år 1900 udviklede en systematisk teori om menneskets ubevidste. Siden da – men ikke på grund af Melville – er menneskets ubevidste ofte blevet sammenlignet med et hav, det uregerlige og magtfulde dyb, der omgiver den menneskelig bevidsthed. Et hav af ubevidste og evigt truende drifter, behov, skjult seksualitet, traumernes dæmoner og et kaotisk dyb, som mennesket slet ikke kan genkende når det er oppe på bevidsthedens trygge ø.

Carl Gustav Jung, den anden store af dybdepsykologiens grundlæggere, så imidlertid ikke kun trusler når han kiggede ned i dette havdyb, men en slags brønd, hvor mønten aldrig når bunden. Hos Jung ligger der i det ubevidste hav både dæmoniske trusler og ubegribelige muligheder for det enkelte menneske. En stærk understrøm omkring bevidsthedens trygge ø, som ikke umiddelbart lader sig hente op til overfladen, men som alligevel må opsøges, hvis mennesket vil udvide sit territorium og måske bevæge sig fra at være en ø til at være en halvø, sådan som det gik med det sted, hvor jeg bor.

Vandet, havet, oceanet er både noget ydre, der afgrænser min ø, og noget indre i sjælen hos alle mennesker – en eksistentiel tilstand. Men begge steder er det med til at definere mennesket, som en grænsegænger. Vil mennesket undersøge verden må det passere hen over grænsen og ud på vandets overflade, vel vidende at i dybet lurer alle mulige og umulige trusler, måske vores personlige Moby Dick. Men verden blev større da navigation gav mennesket mulighed for at bryde grænsen og krydse det åbne hav i stedet for blot at padle langs kystgrænsen på det mere sikre og kendte farvand, hvor man altid kan bunde.

Formateringsstress

Skriv en kommentar

I begyndelsen er livmoderen. Det univers, hvor zygoten – resultatet af befrugtningen, sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle – udvikles til embryon, foster og menneske. Her, i moderskødets varme enhed, er fosteret ikke adskilt fra moderen. Livmoderen er stedet, hvor vi bliver til i enhed med omgivelserne, hvor der slet ikke er noget, som er omgivelse. Alt, som er – er ét – alt er enhed.

Der er ikke nogen bevidsthed om, at vi en dag bliver tvunget til at forlade det varme fostervand og gradvist selv må rejse os op for at skabe vores egen eksistenssfære. Det er fra livmoderen, at vi falder ud i verden, kastes fra det lille før-fødselskosmos til et større, og på alle måder ukendt omverdensrum. Er det derfor mærkeligt, at de dybeste og mest almene menneskelige erfaringer knytter sig til følelsen af at blive afstødt, udstødt, frastødt, forladt, efterladt, tabt?

Tegning af Leonardo da Vinci

Tegning af Leonardo da Vinci

Vi kan ikke huske, hvordan det var at blive revet ud af enheden i livmoderen. I hvert tilfælde ikke på den måde, som ordet ”huske” i almindelighed bliver brugt i sproget, nemlig som en erindring. Men vi kan ikke overhøre det, som dybdepsykologen Otto Rank allerede i 1924 skrev om fødselstraumets indflydelse på menneskets følelsesliv, og de resultater, som Stanislav Grof senere er nået frem til, ved at udforske fødselsoplevelsernes psykologiske konsekvenser.

Her skal vi ikke gå nærmere ind på disse dybdepsykologiske perspektiver, men blot bruge dem til at meditere lidt over det moderne menneskes eksistensvilkår.

Efter de første ni måneder i livmoderens beskyttende enhed, hvor barnet eksisterer i en boble af immunitet, er det at komme til verden en opgave, der varer resten af livet. Fra det indre kosmos til det ydre kosmos; faldet fra den totale enhed i livmoderen til den totale adskilthed – i hvert fald en adskilthed, der kun kan overvindes, hvis mennesker rækker ud efter hinanden og vi undertiden har mulighed for at trække os ind i en lille boble af immunitet, der i nogle øjeblikke skærmer os imod den fremmede og mystiske verden, der altid ligger derude og venter.

Mange af de små tilbagetrækningsforsøg, vi gør i løbet af en dag, er forsøg på at skabe immunitetsbobler, som bare et øjeblik kan skærme os imod det moderne menneskes største problem, nemlig formateringsstress – vanskeligheden ved konstant, at skulle være formateret til det store kosmos, det globale, ubegrænsede og uendelige kosmos, når man nu oprindeligt er formateret til det lille livmoderkosmos.

I langt de fleste menneskers liv krydses der klinger mellem disse store og grænseløse makro-kosmologiske perspektiver og forskellige versioner af det første mikro-kosmos i den veltempererede og beskyttende livmoderhule.

Oldtidens (og tidligere) verdensbilleder viste en version af denne menneskelige kamp for at komme til verden, hvor den fysiske fødsel ud af livmoderen blot er det første skridt, som overhovedet ikke gør det alene. Efter den fysiske fødsel kommer selvfødslen ind i en verden uden for den immunitet, som livmoderen skænkede. Oldtidens verdensbilleder og mytologi viste, at selv efter et menneskes fødsel, var det stadig i en slags moderskød. Ganske vist ikke i form af den biologiske moders, men i det metaforiske – i universets moderskød. Efter fødslen var alt stadig en ubrudt enhed – nu blot med den universelle livmoder, som bolig. Mennesket kunne fortsat opleve, at det levede i en indre livmoder, at det ikke var forstødt til en ukendt ydre og fremmed verden. Først i nyere tid opstår følelsen af ikke at leve i noget indre, men på en yderside, som mennesket kastes ud i ved fødslen, hvor det falder fra livmoderens indre rum ud i et ydre og fremmede rum.

Derfor er det karakteristisk for mennesket, at det altid forsøger, at skabe immunitetssikrende rum omkring sig. Disse bobler af immunitet er små og store rum, fysiske såvel som psykiske, hvor der både direkte og i overført betydning kan suttes på livgivende bryster, opleves øjeblikke af ro og usårlighed, af trøst og omfavnelse, af enhed og følelse af tilhør – men også skabes nationalistiske fortællinger om os og dem eller små hjem langt fra panikkens store scene. Med andre ord forsøg på at håndtere den formateringsstress, som kommer af modsætningen mellem vores oprindelige formatering til det små, det tætte og enhedsmæssige og kravet om omformatering til det store, splittede, uendelige og grænseløse i vores globale dagligdag.

Alle mennesker søger den slags immunitetssikrende rum, og det kan være alt fra fem minutter ekstra på toilettet, når det går værst til på jobbet, til sygdom, som en boble, hvor man ikke kan røres. Det er hårdt at leve i en grænseløs og grænseoverskridende verden, når man i sit udgangspunkt er formateret til livmoderens omfavnelse. Men noget andet udgangspunkt for mennesket findes ikke – i begyndelsen vil livmoderen altid være, og derfor vil det enkelte menneske ofte opleve, at det er mere følsomt end den verden, det lever i. Og derfor er det ofte angsten for ligegyldigheden, frygten for aldrig at komme rigtig i kontakt med andre mennesker, aldrig at få kontakt med verden, aldrig at finde ro, som fylder meget i menneskers sind.

På denne baggrund kan vi selvfølgelig beskrive oplevelsen af en brudt verden – mig og de andre, mig over for verden. Men tanken om, at i begyndelsen var livmoderen, kan også være udgangspunktet for en nærhedsetik, der bygger på den opfattelse, at i begyndelsen var relationen. Når vi falder ud af den ultimative relation i livmoderen, ud i verden, så falder vi også ud i hænderne på andre mennesker. Det er det, vi kalder omsorg, som det at tage vare på det faldende menneske; mennesket når det falder ud i verden – et fald, der varer hele livet – ud i hænderne på de andre, som også har oplevet faldet ud i verden.

Liv efter døden!

Skriv en kommentar

Med vilje har jeg ikke formuleret overskriften som et spørgsmål, men som et udsagn. Der er nemlig liv efter døden, og det kan tilmed bevises: Min far døde i 1979, og her sidder jeg, 35 efter, og er lyslevende. Og når jeg engang er død, vil mine børn leve videre, og måske er der også kommet nogle børnebørn, som kan være med til at vise, at der virkelig er liv efter døden. Det efterliv, som jeg taler om, er altså ikke det personlige liv efter døden, som religionerne og de mystiske traditioner stiller i udsigt, og som mange mennesker, uanset religiøs overbevisning, tror på. Her skal det handle om det kollektive efterliv – eksistensen af andre mennesker efter vores individuelle død.

At der på den måde er liv efter døden virker så indlysende, at det ikke motiverer til specielle overvejelser eller meditation over, hvad det egentlig betyder for de endnu levende, at have denne viden om det fremtidige liv. Vi ved naturligvis, at der også var et liv før livet, det vil sige før vores fødsel. At vi så at sige blev født ind i en verden, som andre, på godt og ondt, havde lagt til rette for os. Dette førliv kan vi se på billeder, høre, læse og få fortalt historier om, og det får os til at føle en beslægtethed med dem, der levede før os – både vores slægt, men også dem, der var med til at skabe den verden, som vi lever i nu. Vi føler os som et led i kæden og forstår os selv i forlængelse af fortidens mennesker.

Men der vil også leve mennesker efter os – når vi er døde. Mens fortiden og historiens betydning er et klassisk emne for både filosofien og psykologien – så er fremtidens betydning ret underbelyst.

Døden er slutningen for det individuelle menneske. Men når jeg nu ved, at min krop dør, er der så nogen grund til at overveje, hvad fremtiden betyder for mig her og nu? Ja, det tror jeg faktisk. For det handler ikke nødvendigvis om en bekræftelse af ens personlige identitet efter døden, men om en del af ens personlige identitet mens man stadig er i live.

Dødens magt er nemlig ikke alene nærværende i vores oplevelse af livets korthed, vores individuelle endelighed. Bevidstheden om vores dødelighed åbner også mulighed for meningsfuld livsudfoldelse gennem den måde, som vi rent faktisk allerede nu er med til at berede vejen for det kollektive efterliv – som jo på en eller anden måde også er mit personlige efterliv

Menneskeheden er så at sige et fortløbende historisk projekt, der danner den implicitte ramme for de fleste af det enkelte menneskes referencer og vurderinger af, hvad der betyder noget. Dette er ikke nødvendigvis tydeligt og bevidst i vores hverdag. Spørgsmålet er dog alligevel om vi ikke alle sammen behøver menneskehedens fremtid for at have en sikker base i vores egen tilværelse her og nu?

Ofte knytter tankerne om fremtiden for menneskeheden sig til et politisk projekt, til diskussioner om miljø, ressourcer, teknologisk udvikling, krige osv. Fremtiden har imidlertid ikke kun politisk betydning for det enkelte menneske. Den har også en eksistentiel betydning for livet her og nu. Vores uudtalte og ubevidste tillid til, at der vil være et kollektivt efterliv, har betydning for, om vi oplever en mening i vores personlige liv. Jeg tror således, at der kan være noget værdifuldt ved at inddrage fremtiden, efter vores individuelle død, i vores aktuelle liv her og nu.

Vi ser ikke fortiden – tiden før vores individuelle livs begyndelse – som en sort evighed af ikke-eksistens, selv om vi jo rent faktisk ikke var der personligt. Ligeså lidt er fremtiden – efter efter vores død – et sort hul af ikke-eksistens. Ganske vist er vi heller ikke personligt til stede på det tidspunkt, men der er liv og jeg tror, det er værdifuldt og perspektivrigt, at personliggøre ens relation til både fortiden og fremtiden.

På samme måde, som verden blev lagt til rette for mig – lang tid før min fødsel – lægges verden allerede i dag til rette for dem, der fødes ind i livet, når jeg en dag er væk. Det er ikke udtryk for storhedsvanvid at tænke sig, at man lige nu er med til at lægge denne verden til rette for fremtiden. Faktisk forekommer det mig at være udtryk for en ganske stor ydmyghed, at se sit liv i dag, som medvirkende til at frembringe den kommende verden.

I dialogen Symposion, skrev Platon, at al natur – herunder mennesket – stræber efter udødelighed. Han mente, at dette blev imødekommet gennem en slags lov, hvor alle dødelige ting bevares – ikke i samme eksistens, men ved at lade en ny eksistens tage den gamle eksistens’ plads. Platon selv døde for ca. 2000 år siden. At jeg nu sidder og skriver dette viser imidlertid, at han stadig har en eller anden form for eksistens. Men dét gælder ikke kun de store og berømte fra fortiden. Hvor meget af den verden, som vi bevæger os rundt i til daglig, har ikke eksistensspor fra mennesker, der har levet? Med andre ord bevæger vi os rundt i deres efterliv på samme måde, som fremtidens mennesker vil komme til at bevæge sig rundt i vores efterliv – i vores liv efter døden.

Religiøst interiør

2 svar

For et par uger siden fik vores hjem en ny sofa. Det er ikke så tit, at vi køber nyt indbo. Derfor var jeg ikke helt klar over, hvad en stor møbelforretning kunne byde på – udover møbler naturligvis. F.eks. havde jeg ikke regnet med, at denne møbel- og indretningskatedral førte sig frem med religiøse symboler. Ved siden af puder, rammer og flettede kurve fik jeg imidlertid øje på en ældgammel religiøs skikkelse, som jeg ikke havde regnet med at møde denne lørdag formiddag under indkøb af en sofa.

Det var ikke Jesus på korset. Det virker ikke salgsfremmende at udstille en mand, der hænger døende på et kors, mens han anråber sin Gud med de desperate ord: ”Hvorfor har du forladt mig?”. Den slags sælger ikke mange sofaer og hyggehjørner til det lille hjem. Nej – det var Buddha, der blev udbudt til salg i forskellige størrelser, farver og materialer. Han virker tilsyneladende langt mere harmløs og hyggespredende end den korsfæstede – måske endda beroligende i sin lettere korpulente fedme – når han står på kaminhylden.

Da jeg prøvesad vores nye sofa i møbelforretningen havde jeg udsigt til hele rækker af udstillede Buddhafigurer. Jeg sad blødt i den nye sofa – så blødt og behageligt, at jeg næsten glemte, hvad der var Buddhaskikkelsens virkelige budskab. Som alle andre religiøse symboler peger Buddha nemlig lige ind i den uundgåelige menneskelige lidelse, hvilket der ikke stod noget om i møbelforretningens julekatalog. Der stod blot, at Buddha kostede 169 kr.

Buddhismen har ikke noget, der minder om det, som vi i Kristendommen kalder Juleevangeliet, med dets glade budskab om trøst, fordi en frelser nu er født. Men der findes dog legender om Buddhas fødsel og opvækst, som også sender budskabet om trøst til dem, der lider. Mens Kristendommen her omkring jul taler meget om menneskets frelse, fordi Gud lader sin søn føde på Jorden, taler Buddhismen imidlertid meget mere om mennesket selv – om de vilkår, vi må leve under og med.

Buddhismen har som religion ikke nogen Gud og Buddha var derfor heller ikke noget sendebud med løfte om frelse. I virkeligheden er navnet Buddha slet ikke et egennavn, men en ærestitel. Figuren, vi kalder Buddha, hed fra fødslen Siddhartha Gautama og var søn af en adelsmand. Først senere – da han i en alder af 35 år – opnåede åndelig erkendelse fik Siddhartha titlen Buddha, som betyder ”Den Vakte”, ”Den Oplyste”. Legenden om Siddharthas vækkelse viser, at det måske mere er mødet på Jorden, med andre mennesker, end det er det himmelske møde med Gud, der kan åbne vores øjne for kærlighedsbudskabet – som jo netop i disse dage prædikes så vedvarende inden julemaden indtages.

Som barn levede Siddhartha omgivet af luksus og i beskyttelse mod den lidelse, som kunne ses alle steder uden for paladset. Det var Siddharthas far, der ikke ønskede at sønnen skulle konfronteres med livets hårdhed. Men en dag skete der selvfølgelig det, at Siddhartha alligevel slap væk fra den påtvungne isolation og vovede sig ud i byen Kapilavastu. Det skete tre gange. Første gang mødte han en affældig gammel mand. På den anden tur uden for det beskyttende palads mødte Saddhartha en syg og feberramt mand, der lå i vejkanten og på den tredje tur så han en død, som blev båret til gravpladsen.

Gennem de tre ture uden for paladsets tryghed lærte Siddhartha således, at alle mennesker ældes, at ingen kan undgå sygdommens lidelse og at døden altid venter på en. Denne overdosis af virkelighed rystede naturligvis Siddhartha og man kan sige, at det var her, Buddha blev født, for hans lære er baseret på de opdagelser, han gjorde, om den menneskelige lidelse.

Kort tid efter forlod Siddhartha den beskyttelse, som rigdommen og faderes magtfulde position i samfundet havde givet ham, for at søge en åndelig vej til forståelse af menneskelivet. Som sagt har Buddhismen ikke nogen Gud, som kan frelse mennesket. Nej, den enkelte må frelse sig selv, og det var det, som Buddha ville lære os. Men det var næppe for at udbrede Buddhas lære, at møbelforretningen solgte figurer af den siddende Buddha. Det var ganske enkelt fordi en indkøbschef havde vurderet, at der ville være penge i det.

Da jeg sad der i vores nyindkøbte sofa og kikkede over på rækken af Buddhafigurer tænkte jeg i første omgang, at det var typisk for kapitalismen: Alt udbydes til salg – selv religiøse symboler, som langt de fleste ikke ville kende betydningen af. Buddha ville rotere i sin grav, tænkte jeg, og var på grænsen til en vis form for selvfedme – for jeg vidste jo godt, hvad det handlede om.

Pludselig var det imidlertid som om Buddha sad i sofaen ved siden af mig, og han roterede slet ikke, faktisk sad han og klukkede af grin. Så sagde han:

”Du er da vist ikke for smart! Når du kommer hjem med din sofa og en dag får gæster, så er der ikke mange, der vil spørge, hvorfor du har købt en sofa. De vil måske kommentere farven, formen, stoffet. Men ikke spørge dig, hvorfor – for det er jo helt indlysende, at der skal stå en sofa i din stue. Din nye sofa vil med andre ord ikke åbne Jer mod nye og ukendte horisonter. Men når din nabo kommer hjem med en Buddhafigur til 169 kr. så kan jeg godt love dig, at hans gæster vil spørge ham, hvorfor i alverden han købte den, og hvad han vil med den. Måske vil de endda spørge, hvem den tykke mand er. Det er slet ikke sikkert, at din nabo vil kunne svare på det. Men det er også helt ligegyldigt. For som du ved – du der er så belæst og klog – så er det blevet sagt, at den, der studerer Buddha, også studerer sit selv. Måske vil din nabo og hans gæster prøve at google mit navn, og måske vil de ramme en side på internettet, hvor der står noget om, at i Buddhismen skal man se verden som den er: Når der f.eks. sker noget frygteligt, så er der også en anden side i tilværelsen, hvor der sker noget smukt. Sig ja, til begge dele. Som du ved, er dette udtryk for Buddhismens ydmyghed over for tilværelsen. Dette vil ingen finde ud af ved at købe en sofa.”

Buddha

Ved nærmere eftertanke var 169 kr. jo ikke ret meget for en figur, som udmærket kunne stå hjemme på den kommode, som jeg i sin tid arvede fra min mor. Buddhafiguren har gennem tiden haft en trøstende virkning på mange mennesker. Buddhismen repræsenterer nemlig en slags kærlig venlighed i mødet med andre mennesker. Derfor er den jo ligeså nødvendig i et hjem, som en sofa. Og tilmed – så repræsenterer den historisk set også den holdning, at kærlig venlighed kun kan vises andre mennesker, hvis man også betragter sig selv med kærlig venlighed: ”Den, som elsker sig selv, vil ikke gøre andre skade”. Ikke nogen dårlig erkendelse at få med når det bare startede med en sofa.

Overskridelse

Skriv en kommentar

Hver gang vi mærker kærlighed mærker vi noget andet end os selv. Sådan er det også, hvis vi blot tænker på kærlighed – så er det noget andet end os selv, vi tænker på. Kærlighedens væsen er nemlig, at kunne åbne os mod noget større og andet end os selv.

Psykoanalytikeren Erich Fromm skrev i bogen Kunsten at elske, at menneskehedens historie dybest set er udtryk for, hvordan mennesket til forskellige tider har forsøgt at overvinde adskiltheden. Mennesket har en bevidsthed om sig selv, som et separat væsen, adskilt fra andre. Denne adskilthed er et grundtræk ved den menneskelige livssituation og er knyttet sammen med smertelige oplevelser af isolation, ensomhed, følelsen af at være udenfor, på afstand af verden og andre mennesker, manglende gensidighed og ikke mindst ofte af intens angst. Andre mennesker kan få mig til at opleve min egen isolation. På den måde kan de andre blive mit helvede, fordi de spejler min afsondrethed, isolation og ensomhed. Og så er det, at jeg må afsondre og isolere mig endnu mere for ikke at mærke min ensomhed. Erich Fromm sagde derfor, at mennesket ville blive drevet til galskab, hvis det ikke kunne befri sig fra dette fængsel og på en eller anden måde forene sig med verden udenfor – med andre mennesker.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesket stået over for dette problem: Hvordan kan adskiltheden og isolationen overvindes? Hvordan kan det enkelte menneskes snævre cirkel brydes og åbnes ud mod verden så der kan skabes forening med andre mennesker? Problemet har været det samme, men løsningerne har selvfølgelig været forskellige. At knytte isolerede mennesker sammen i noget, der er større end det enkelte individ, har bl.a. været målet for myter, religioner, ideologier, livsanskuelser, skabende kunst og meget mere – alt det, der samlet set udgør menneskets historie.

Stræben efter menneskelig forening er den mest magtfulde kraft i mennesket, mente Erich Fromm. Det er den mest fundamentale passion, det er den kraft, der holder klanen, familien, samfundet og kulturerne sammen. Opnås denne forening ikke kan konsekvenserne blive (selv)destruktive. Skal f.eks. et samfund fungere må der være en sammenhængskraft – noget, som på en eller anden måde forener de mennesker, der lever i samfundet; nogle værdier, der peger ud over den enkelte; værdier, som det enkelte menneske kan identificerer sig med. Det kunne være de demokratiske, velfærdstatslige og sociale værdier, som i nyere tid har karakteriseret det danske samfund. Er der ikke nogen værdier, som får samfundets medlemmer til at have en nok så overfladisk fornemmelse af samhørighed og symbolsk forening, så ender samfundet i selvdestruktion og destruktion af andre.

Men det er ikke kun det samfundsmæssige niveau, som er Erich Fromms hovedanliggende i den lille bog om kunsten at elske. Han undersøger kærlighed, som nøglen til den menneskelige væren og mulighederne for livsfylde. Sammen med Gabriel Marcels filosofi om kærlighed, som værens infrastruktur, sammen med håb og troskab, er der tale om en tilgang til kærlighed, som åbner for en afgørende forståelse af menneskelivet. En forståelse af, at det vigtigste i mig ikke kommer fra mig selv. Sådan er det med kærlighed – den går altid gennem den anden. I forlængelse heraf skrev Erich Fromm, at kærlighed er svaret på menneskets evige livsproblem. Som vi husker beskrev Fromm dette problem som spørgsmålet om, hvordan mennesket skal overvinde sin adskilthed og konsekvenserne af bevidstheden om sin isolation fra verden? Med andre ord, hvordan mennesket skal nå frem til en overskridelse af sig selv og sin ensomhed og dermed af den angst, der knytter sig til at være fortabt i sig selv?

For både Erich Fromm og Gabriel Marcel er kærlighed den kraft, der ved at pege ud mod andre får det enkelte menneske til at føle sig som en helhed, og ikke som en isoleret delhed. Det modsatte af angst skulle jo umiddelbart være ikke-angst. Jeg mener imidlertid, at det vil være mere præcist, hvis vi siger, at det modsatte af angst er kærlighed. Angst knytter sig til oplevelsen af tomhed; kærlighed er det modsatte af tomhed, nemlig fylde og nærvær. Derfor: Når man mærker kærlighed, eller blot tænker på kærlighed, så er det fylde og nærvær, der opleves – og fylde og nærvær kommer ved at kærligheden transcenderer, det vil sige overskrider, min isolation fra andre.

Der er vist et ordsprog, der siger noget i retning af, at kærlighed overskrider alle grænser. Det er korrekt på den måde, at kærlighed altid kommer fra et andet menneske. Hermed overskrider kærlighed i hvert fald den grænse, der er omkring det enkelte menneske. Lad mig også lige her til sidst give et eksempel på, hvor grænseoverskridende kærlighed er.

Her ved juletid ved jeg at der er mange, som savner et nært menneske, der er gået bort. Måske er der derfor nogle som siger til dig, at nu må du se at komme over det – komme dig over tabet og sorgen. Nej, du vil ikke komme dig over det, og måske er dette også et håb – for som tiden går bliver du glad for, at du ikke ”kom” dig over det, fordi det menneske, som du elskede, er forblevet i dig – som kærlighed og livsfylde. Så kan vi vel godt sige, at kærlighed er grænseløs og at den altid taler til os fra de andre; selv de døde hvisker til os om kærlighed.

Afkaldets filosofi

Skriv en kommentar

En lørdag i april måned 1805 blev den tyske storkøbmand Heinrich Floris Schopenhauer fundet død i den kanal, der løb bag familiens hus i Hamburg. Selv om det ikke blev sagt åbent tydede mange ting på, at der var tale om selvmord.

Uanset den personlige tragedie, der altid er forbundet med et selvmord, er det ikke Heinrich Floris Schopenhauer, vi direkte skal beskæftige os med i det følgende. Det er hans søn, Arthur Schopenhauer, som på det tidspunkt, hvor selvmordet fandt sted, var 17 år gammel. Sønnen skulle nemlig udvikle sig til at blive en af den europæiske tænknings helt store og banebrydende filosoffer.

Hvis man tænker på, at Arthur Schopenhauer mistede sin far allerede som 17-årig – og tilmed ved selvmord – kan det vist ikke undre mange, at netop pessimismen skulle blive et centralt tema i hans senere filosofi. Ud over faderens død for egen hånd ved vi, at han var belastet af en barndom med store modsætninger mellem forældrene og desuden af en skelsættende oplevelse af lidende galejslaver i Toulon. Så ud fra et psykologisk perspektiv er denne pessimisme ganske forståelig. Men Schopenhauer var også barn af sin tid i den forstand, at han i oplysningstænkningens ånd anså ethvert religiøst løfte om frelse, som slet og ret bedrag. Han slog fast, at i denne verden kan lidelsen alligevel ingen ende tage – og jo, det lyder naturligvis  ganske pessimistisk. Men der kan faktisk også være en anden lektie at lære af Schopenhauer.

Arthur Schopenhauer (1788 - 1860)

Arthur Schopenhauer (1788 – 1860)

Først må vi lige se lidt nærmere på, hvorfor Schopenhauer siger, at lidelsen ingen ende kan tage. Det skyldes først og fremmest, at menneskets lidelse, i Schopenhauers optik, knyttes til en kontinuerlig stræben, en oplevelse af endnu ikke at have nået et tilfredsstillende mål, ikke at være kommet frem til det efterstræbte, hvad dette så ellers måtte være for det enkelte menneske. Alt efter temperament kan man jo sætte f.eks. penge, kærlighed, lykke, karriere m.m., som den ubekendte faktor ind i denne ligning for, hvad man hele tiden stræber efter at opnå mere af.

Endnu at være utilfreds, endnu ikke i fred, men fortsat at måtte stræbe – hertil knytter lidelsen sig, mener Schopenhauer. For så snart mennesket har fået tilfredsstillet én stræben indfinder der sig en ny, og så orienterer viljen sig igen mod forsøget på at opnå tilfredsstillelse. Denne vilje bliver som en blind drift, der aldrig kan finde varig mæthed, men hele tiden må stræbe efter tilfredsstillelse. Men, siger Schopenhauer, hver gang et mål ser ud til at være nået, viser det sig, at tilfredsstillelsen er illusorisk.

Denne endeløse og utilfredsstillende stræben kan naturligvis føre til fortvivlelse, og for Schopenhauer skulle hele filosofiens udspring findes i den erfaring, at eksistensen derfor er lidelsesfuld. Men, hvis man tænker i forlængelse af Schopenhauer, så kan erkendelsen af lidelsens udspring i den uendelige stræben også føre til en form for afkaldets filosofi

Der er ikke nogen tvivl om, at menneskets vilje til hele tiden at søge overskridelsen – det at overskride grænser, at overskride sig selv, at overskride den viden, vi hidtil har haft o.l. har resulteret i alt det, som vi kan i dag inden for f.eks. videnskab og teknologi. Jeg er ikke naiv og jeg ønsker endnu mere viden, endnu mere videnskabelig forskning og mere teknologi så endnu flere mennesker kan få gavn og glæde af, at der hele tiden overskrides grænser for, hvad mennesket kan.

Men der er også indlysende, at vi både som enkelte individer og som samfund har meget vanskeligt ved at give afkald. Vi søger hele tiden overskridelsen, stræber hele tiden mod mere og bedre. Det er dog bemærkelsesværdigt, at i samme tempo, som vi stræber efter nye mål, nye løsninger, mere af alting – så ser det også ud til, at utilfredsheden, lidelsen og den eksistentielle angst vokser.

Hos Schopenhauer endte det i en form for resignation – en opgivelse af livet, som det sted, hvor mennesket kunne frigøre sig fra den evige stræben. Jeg mener, at Schopenhauers indsigt i lidelsen, som funderet i evig stræben, har ganske meget på sig. Men jeg mener ikke, at dette nødvendigvis må ende i resignation. Selv om det, at give afkald, nok ikke er det moderne menneskes stærkeste side, så kan en lille meditation i lyset af Schopenhauers indsigt måske alligevel være på sin plads:

Hvad har du nok af? Hvad stræber du efter, som du ikke behøver at stræbe efter? Hvad af alt det værdifulde, som du allerede har, kan erstatte din kontinuerlige stræben efter noget nyt?

Dette er ikke udtryk for en pessimistisk opgivelse eller resignation, men blot en stille eftertanke: Når jeg nu er så god til at stræbe er jeg så også god nok til undertiden at give afkald på mere stræben?