Kategoriarkiv: Religion

Kunsten at møde guderne

Skriv en kommentar

Tidligere i historien var det en filosofisk paradedisciplin, at formulere logiske beviser for Guds eksistens. Senere blev det et filosofisk hovedproblem, hvordan mennesket kunne leve uden sikker viden om Guds eksistens. I dag er der mange som tænker over, hvordan man kan opnå dybde og alvor i tilværelsen når det nu definitivt ser ud til, at Gud ikke lige med det samme har planer om at melde sig ind i kampen igen.

Gudsbeviser er en god og relevant beskæftigelse her i juleferien. Det kan der naturligvis grines af, men for mig handler det slet ikke om Gud eller om beviser for hans eksistens, men om at tage et menneskeligt grundvilkår alvorligt: Det helt fantastiske ved os mennesker er nemlig, at vi kan stille spørgsmål om os selv – til os selv. Mennesket har evnen til at stille spørgsmål, som faktisk kan ændre virkeligheden. Spørgsmålet om Gud er naturligvis kun et af mange alvorlige spørgsmål, der kan stilles i julen, men det er nu engang Gud der – ikke helt retfærdigt – udpeges som årsag til julehøjtiden, og dermed også til juleferien.

Historisk set har ideen om Gud ofte været et transportmiddel for den menneskelige stræben efter at finde dybde og mening i tilværelsen. Jeg tror, at søgningen efter Gud har hængt sammen med det menneskelige behov for at erfare en slags mer-betydning i verden. Med mer-betydning mener jeg fornemmelsen af, at verden ikke blot er som den fremtræder rent fysisk og materielt for os. Mer-betydning er fornemmelsen af en dybde og alvor, noget under overfladen, noget betydningsfuldt bag Isis-sløret.

Det siges at shamanerne opfattede de uventede hændelser som nøglen til livets dybde. Det vil sige alt det, der ikke afhænger af vores egne anstrengelser; alt det, som vi ikke kan beslutte os til eller fra. Et personligt eksempel: En dag for mange år siden gik jeg ind i et undervisningslokale. Der sad, ganske uplanlagt, den kvinde, som senere skulle blive min kone. Lige så lidt som jeg er herre over mit eget hjerteslag var dette møde betinget af min egen indsat; snarere tværtimod, for jeg havde helt andre planer.

Hverken mit hjerteslag eller mødet med denne mystiske kvinde har i min bevidsthed noget med Gud at gøre. Men begge dele giver mig en fornemmelse af noget uforståeligt, ubegribeligt og storslået ved tilværelsen. I virkeligheden er det sådan at alt det, der giver næring til den menneskelige oplevelse af livsdybde og livsalvor, netop er mødet med noget betydningsfuldt og livsændrende, som vi ikke har indflydelse på: Jeg kan ikke kalde kærligheden til mig og jeg kan ikke afholde døden fra at komme, for at tage to ekstremer.

At opleve verden og livet på denne måde kan bedst kaldes, at være sansende til stede: Evnen til at blive forundret og berørt. For de gamle grækere for over 2000 år siden betød denne sansende erfaring, at de oplevede verden og livet som gennemstrømmet af kræfter, der ikke havde udgangspunkt i menneskets vilje. På samme måde som mit møde med den kvinde, der senere blev min kone, ikke var iværksat, gennemtænkt og planlagt af mig. Det skete for mig, helt uden at bygge på en viljeshandling fra min side. For grækerne ville denne fornemmelse blive udlagt som et møde med det guddommelige.

Vores ord”Gud” dækker da heller ikke den levende betydning, som bl.a. de gamle grækere oplevede i forbindelse med livets magtfulde kræfter. I f.eks. kristendommen hævdes som det første Guds eksistens og derefter tildeles han egenskaber, som kærlighed, godhed, retfærdighed, skønhed o.l. Derfor siger de kristne, at Gud er kærlighed, Gud er godhed osv. Grækerne var mere optaget af det, der skete i verden og i livet. Det vil sige af de stærkeste sansninger, som gjorde det dybeste indtryk, f.eks. mødet med kærligheden, frygten, det gode eller det onde. I stedet for at sige, som de kristne, at Gud er kærlighed sagde grækerne derfor, at kærligheden er Gud, at frygten er Gud, at det gode er Gud osv.

Enhver af de kræfter, som grækerne oplevede virkede stærkest ind på deres liv, og som ikke afhang af mennesket selv – som ikke var født med den enkelte person, og som ikke ville forsvinde med den enkelte – kunne blive kaldt en Gud. Havde jeg været græker på den tid kunne jeg derfor sige, at kærligheden havde været i verden før min fødsel, at mit kærlighedsmøde med min kone ikke var min plan, og at generationerne efter mig også ville opleve kærlighed – ikke min personlige kærlighed, men dog kærlighed: Derfor havde jeg mødt det guddommelige i form af kærlighedensgudinden. Grækerne mødte da også mange guder i deres daglige liv, ikke kun kærlighedsgudinden; når de mødte frygten var det en bestemt guddom, der stod bag; når de sansede det skønne var det skønhedens gud; i mødet med døden stod de over for dødens gud osv. Der var altså tale om, at alle disse guder og gudinder havde en yderst levende og konkret betydning for datidens grækere; de mødte jo f.eks. gudinden Afrodite i den jordiske elskov og kærlighed.

Den slags forklaringer har naturligvis intet at gøre i nutidens verden. Ofte beskrives de bare for at vise hvor tåbelige fortidens mennesker var i forhold til i dag. Det er da nok også korrekt, at kærlighedens gudinde og alle de andre guder ikke findes – men det gør sansningen af kærligheden, døden, frygten, lidelsen, skønheden, godheden, glæden osv. Så lad guderne fare, men mærk alligevel mystikken når du rammes af de stærkeste sansninger og følelser, som du ikke selv er herre over – ligeså lidt som de gamle grækere var herre over dem. Men selv uden guderne kan livet godt opleves og sanses som magisk, mystisk, undertiden nærmest skræmmende ukendt og i hvert faldt som storladent og – på det nærmeste guddommeligt, hvis man altså er en gammel græker, der kom med den forkerte tidsmaskine.

Et barn er født

Skriv en kommentar

Her ved juletid siger fortællingen, at et barn blev født. Som ung havde jeg planer om at blive præst. Havde jeg fulgt dette spor kunne jeg i dag have fortalt om, hvordan fødslen af Jesusbarnet bragte Guds frelse til mennesket. Men af mange årsager er jeg aldrig blevet et menneske, som med troens paradoksale sikkerhed kan udpege jomfrufødslen af det lille barn i Betlehem, som tegnet på Guds frelse af mennesket.

I stedet blev det filosofiens langt mere skeptiske syn på verden, der skulle være min vej. Og filosofferne har gennem tiden ikke beskæftiget sig med fødsler, hverken de jomfruelige eller de helt naturlige – så jeg kan ikke uden videre bare kaste mig over julefortællingen om fødslen i Betlehem. Det er nemlig sådan, at filosoffernes favoritemne ikke er fødslen men døden. Platon sagde direkte, at filosofi er forberedelse til døden, og det mener jeg er en dyb sandhed, fordi bevidstheden om døden er en af de største udfordringer – mens vi er i live. Men jeg mener alligevel, at filosofien kunne lære noget vigtigt ved at beskæftige sig lidt mere med fødslens mirakel.

Fødslen er en urbegivenhed. Ser vi på mytologiens verden har netop fødslen været et af de mest indholdsmættede symboler på menneskets tilværelse. Man behøver slet ikke at tro på mirakler for alligevel at kunne mærke himmelsuset, der fører livet fra fosterstadiet til fødslen af det lille barn og videre til udviklingen af et selvstændigt individ. Dette er blevet det mytiske symbol på menneskets vej: Gennem historien er alle de mest smertefulde kriser og overgange i livet blevet tænkt ind i en slags fødslens metafysik, hvor de tolkes som nødvendige fødsler og genfødsler på vejen mod nye begyndelser og muligheder.

Dette skal man til mytologien, religionen, mystikken eller kunsten for at finde beskrevet. Vi kan dog stadig bruge vendingen ”jeg følte mig som født på ny” efter en voldsom begivenhed i livet. Men ingen filosof kunne have skrevet Juleevangeliet med dets stærke vægt på fødslens mysterium.

En enkelt filosof – en kvinde naturligvis – har dog alligevel forsøgt at bringe temaet ”et barn er født” ind i filosofien. Det var den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-75), som forsøgte at formulere en filosofi, hvor fødslen peger ud over livets afslutning, mod nye horisonter i fremtiden – en filosofi, hvor det ikke er døden, men fødslen, der sætter det grundlæggende eksistensvikår for mennesket: Jo– naturligvis, det er uomgængeligt at døden afslutter vores liv. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket lever for dødens skyld. Vi lever fordi vi er et levende væsen, der er blevet født ind i verden for at bringe den videre – livet er livets mening.

Hannah Arendt skrev i bogen Menneskets vilkår, at menneskets bevidsthed om dets uomgængelige vej mod døden, ville lægge alt menneskeligt i ruiner, gøre kærlighed umulig, livet alt for byrdefuldt, forhindre nytænkning og afmontere ethvert ønske om fremskridt – hvis det ikke var muligt for mennesket at afbryde dette forløb mod døden. Ikke konkret for det enkelte menneske, men ved at se livet i fødslens perspektiv. Det betyder, at se fødslen som begyndelsen på en ny verden – som den begivenhed, der hele tiden skaber fremtid og sikrer livets bestandighed.

Fødslen er ikke udelukkende et kropsligt spørgsmål – et bestemt barn, der kommer til verden – fødslen som forståelseshorisont er også det mirakel, der hele tiden frelser verden fra undergang og ruin. Ikke blot er vi alle født, men hver gang et barn fødes, fødes der også en fremtid og en ny begyndelse for såvel livet, som for verden. Den fulde erfaring af fødslens mirakel kan skabe det håb, der sætter det enkelte menneskes endelighed i evighedens perspektiv. Måske er det netop dette håb, som i religionens sprog beskrives gennem Juleevangeliets beretning om fødslen af det lille barn.

Og så vil jeg gerne for egen regning sige, at fødselsperspektivet også kan skabe denne følelse: En gang var der en tid, hvor jeg ikke var. Min eksistens skyldes ikke mig selv, men nogle andre og noget helt andet end min egen vilje. Fødslen afslører os som afhængige af noget andet end os selv; vi kan kalde det celledeling, Gud, en vellykket elskovsnat mellem to mennesker. Men miraklet bliver ikke mindre. Her er jeg, født og i live – uden selv at have gjort noget for det. I den biologiske kendsgerning, at jeg er født, ligger også den mirakuløse kendsgerning, at jeg er afhængig af noget andet end mig selv.

Et barn er født; ja, og der fødes et barn hele tiden; om man tror eller ikke tror på Gud, så ligger der i den viden, at der fødes børn, at livet ikke går til grunde, men hele tiden frelses fra døden.

Hallo Gud?

4 svar

Guds veje er uransagelige. Sådan sagde min gamle mormor, når der skete noget, som slet ikke gav nogen mening – som virkede uretfærdigt i en grad, så hun måtte antage, at kun Gud kunne forklare det. I den seneste uge har jeg tænkt meget over dette hver morgen på vej til arbejde. Selv om det stadig er mørkt når jeg kører kan jeg ikke undgå at se det: I vejkanten, lige uden for min by, ligger der blomster og afskedsbreve, hvor en ung kvinde og hendes søn blev dræbt ved en trafikulykke for kort tid siden. To familier fik deres liv smadret af savn og sorg – her leder man efter forklaringer, hvor der ingen forklaringer er, og jeg har lyst til at stige ud af bilen og råbe op mod himlen: Hallo Gud, hvor var du?

Her kommer mit håb og min daglige tro på menneskets egen magt over livet til kort. Blomsterne, brevene og børnetegningerne i vejkanten viser, at livet kan bringe os i en situation, hvor det ikke er til at bære – uanset hvor stor magt og indflydelse vi har i det daglige og uanset hvor meget vi håber på noget helt andet. Og så er det, at jeg får lyst til at skælde ud på Gud, ikke mindst fordi hans svar er så arrogant: Enten larmende tavshed eller som i Esajas Bog 55: For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.

Men Gud, dette er ikke noget svar til de ulykkelige. Desværre er jeg ikke i en situation, hvor jeg alligevel kan bede dig om at tage ansvaret for det, der skete for den unge mor og hendes barn, for jeg ved jo, at tavshed og tilbageholdenhed har været det mest karakteristiske for dig til alle tider. Selv om jeg har lyst til at gribe hårdt fat i dig og sige, at jeg ikke slipper dig igen før du har hjulpet de stakkels efterladte, så ved jeg jo godt, at du hverken vil svare eller handle.

Hvad er derfor snart det bedste, jeg kan sige om dig Gud? Måske det, at mange af dem, der har skrevet om dig, taler meget om kærlighed. Men tro mig Gud – dem, der fik smadret deres liv og fremtid den dag ude på landevejen – spurgte man dem, så ville de ikke kunne forstå, at det er kærligheden, som kaldes dit store budskab. Gud, er det derfor ikke sådan, at skal vi erfare den kærlighed, der tales så meget om af dine tilhængere, så må vi vende os et helt andet sted hen end til dig? Så må vi vende os til noget så ugudeligt, som mennesket?

Du siger det jo selv Gud: Dine planer kan vi ikke kende og vores veje er ikke dine veje. Men så kunne det jo være, at vores veje skulle skilles, for på den måde er du ikke nødvendigvis den bedste ledsager på turen gennem livet. Når jeg ser den kærlighed, som blomsterne, de smukke, dybt medfølende ord og børnetegningerne i vejkanten er udtryk for – ja Gud, så frydes jeg mere over medmenneskets kærlige omsorg end over din helt aktuelle guddommelige handlekompetence.

Gud, du hævder, at have skabt mennesket. Nu ved jeg snart ikke med din troværdighed, men skal vi alligevel et øjeblik lade dig have æren for det, så er det i hvert fald godt, at du lykkedes med det. For hvor er vi mennesker dog udleveret til hinanden, når du nu ikke har lyst til at dele dine planer med os. Hvor er vi overladt til hinandens medmenneskelige omsorg, medfølelse, hjælp og kærlighed. Hvor er det godt, at vi mennesker har hinanden, selv om vi kun formår så lidt når ulykken rammer så ubarmhjertigt, som den ramte de stakkels mennesker ude på landevejen, som jeg kører forbi om morgenen.

Vi mennesker kan ikke læge sår, som du satte din søn til da han gik her på jorden. Ej heller kan vi vække døde til live, som han også fik i sin magt at kunne. Men én ting arvede vi alligevel fra ham: Medfølelsen, som kommer fra erkendelsen af vores egen sårbarhed.

Der, hvor livet ikke er til at bære, som det ikke er for de efterladte og for alle andre, der kommer ud i dyb sorg, angst og lidelse – der kan medfølelsen ikke læge, men lindre. Medmenneskelig omsorg, nærhed, kærlighed, trøst – selv midt i det utrøstelige – det er det der giver mod når der ellers ikke er nogen løsninger. Gennem den medmenneskelige berøring kan vi give hinanden mod til at se livet i øjnene – selv når det er brudt sammen. På den måde er vi udleveret til vores menneskelige sårbarhed og afhængige af hinandens medfølende omsorgsfuldhed.

Derfor, Gud – og her kunne du lære noget: Det, som det handler om når man har med mennesker at gøre, det er kærligt nærvær – dét kan være livgivende, også når livet ellers er ved at falde fra hinanden.

Viden og visdom

Skriv en kommentar

Vi lever i et videnssamfund. Nu mangler vi bare at få visdommen med. Mens viden i princippet er noget, der kan måles, omsættes til økonomisk vækst og objektivt bruges til noget, så er visdom langt mindre anvendelig ud fra nutidens effektivitetskrav. Derfor er det nok symptomatisk, at en Googlesøgning på begrebet viden resulterer i over 11 millioner hits, mens visdom blot kommer ud med ca. 1.5 millioner. Selv om viden og visdom har samme sproglige rod, begge udspringer nemlig af et ord, der betyder ”se”, så er det helt forskellige ting, som ses, alt efter om blikket er rettet mod viden eller visdom.

I meget stor udstrækning har vi i dag fokus på viden. Men livet og verden bliver et fattigere sted at være, hvis visdommen ikke tilkendes en plads. Vi kan hverken undvære viden eller visdom, men heller ikke klare os med blot den ene af de to. Næsten alle vigtige ting er nemlig tilgængelig for indsigt, der bygger på både viden og visdom.

Den amerikanske biolog Robert Pollack var en af hovedkræfterne bag opdagelsen af DNA-molekylerne. Om nogen var Pollack inkarnationen af videnskabelig viden, af den videnskabelige metode til at frembringe ny viden om menneskets arvemasse, som gennem genteknologien skaffede os indsigt i livets biologiske byggesten og dermed lagde grunden til bekæmpelse af både sygdom og alderdom. På et tidspunkt blev Pollack imidlertid ramt af en sygdom, som han kun med nød og næppe overlevede. Dette ændrede hans syn på, hvad der var af betydning, hvis man søgte efter indsigt i det konkrete liv: Både viden og visdom. Visdom er ikke et alternativ til den videnskabelige viden, som rent faktisk dagligt redder menneskeliv, men livet kan være genstand for både viden og visdom.

Visdommens liv handler om det oplevede liv, om det personlige liv, som det opleves af den enkelte. Her er det ikke de biologiske processer og den genetiske forståelse af menneskelivet, der er i spil. Det enkelte menneskes liv får ikke sin værdi og subjektive mening gennem de biologiske processer, som den videnskabelige viden kan afdække. Den måde, som jeg oplever mit liv på, påvirkes kun yderst begrænset af videnskabernes forskellige former for viden om mennesket. Selv om den videnskabelige viden en gang også reddede mit liv fra den visse død, så var det ikke denne biologiske og naturvidenskabelige viden, der senere gav mening til mine personlige oplevelser under sygdommen. Derfor er det vigtigt at skelne mellem liv i den ene og den anden betydning, på samme måde som man nødvendigvis må skelne mellem de kemiske processer, der sker oppe i hjernen når vi bliver forelsket og selve den personlige oplevelse af at være forelsket.

Visdom handler om de store konstanter i livet, f.eks. kærligheden, døden, venskabet, angsten, glæden og sorgen. Med andre ord om alt det, der er vigtigt for det enkelte menneskes oplevelse af livet, men som der ikke kan laves videnskabelige undersøgelser af.

Mens viden handler om at finde svar, om at gøre eksisterende svar bedre og mere uddybende for at skabe større objektiv indsigt, som på sin side kan føre til f.eks. bedre medicin, mere effektiv behandling o.l., så drejer visdom sig om de store spørgsmål, hvor der ikke findes nogen bevislige svar. Visdommen er ikke så optaget af detaljerne og det objektive, men først og fremmest af den frihed, der ligger i at kunne stille ”vilde” spørgsmål til livet, f.eks. af typen: Hvorfor mødte jeg lige netop dén kvinde og ikke en anden, og hvorfor blev jeg forelsket i hende? Biokemisk er der muligvis et svar, men jeg spørger for at få et svar fra den mytiske verden: Fordi vi to hører sammen! Sådan oplever jeg mit møde med Hende, der er skulle være min; det var et uomgængeligt møde, som kun kan forstås af mig gennem den historie, jeg fortæller om den gang far mødte mor.

Jeg er en stor tilhænger af f.eks. biokemi, hjerneforskning og al medicinsk forskning i det hele taget, fordi denne form for viden kan redde liv og gøre gode ting for os mennesker. Men jeg elsker dem, jeg elsker, på grund af de forklaringer, som visdommens historieskrivning giver: De gør mit liv større, de giver mit liv mening, de er mine sjælevenner, de er min livseliksir, vi er sat i verden for at mødes og vokse sammen. Intet af dette kan bevises, det er ret ukonkret og lidt tåget. Det er en visdom, som kun jeg kan mærke – det er fra den vinkel, at jeg oplever mit personlige liv, og hvor jeg er ret ligeglad med de objektive forhold.

Personligt har jeg det sådan, at jeg elsker at finde og tilegne mig ny viden, og det er godt, at vi vidensmæssigt bliver klogere dag for dag. Men hvis vi vil have verden til at tale til os, eller hvis vi vil aftvinge den en mening, så må vi vende os i retning af visdommen, der kan starte alle de vigtige eftertanker, som videnskaben i sig selv ikke kan bidrage til: Hvad er godt og ondt, hvad bør vi gøre og ikke gøre, hvordan skal jeg behandle andre mennesker, hvordan skal jeg forholde mig til den menneskelige sårbarhed, til angsten, døden og kærligheden? Om alt dette og meget mere er den videnskabelige viden tavs, fordi det ganske enkelt ikke er dens område. Men når vi selv begynder at stille spørgsmål om meningen med det hele, om hvordan vi skal leve vores liv, hvad vi vil med det og hvordan vi skal være sammen med andre – så er det spørgsmål, der ikke findes nogen endegyldige svar på, men som ikke desto mindre er det, der skaber beredskabet til at leve et liv, som trods al videnskabelig viden i sidste ende er helt uforudsigeligt og uforklarligt.

Om at frelse sig selv

Skriv en kommentar

Mennesket er det eneste væsen, der slår ihjel på grund af en idé. Et enkelt individ behøver ikke at være truende i fysisk forstand, for at påkalde sig en dødsdom, når det handler om ideernes enestående og selvpålagte tyranni. Et menneske behøver blot at have nogle ideer, som anses for at være i modstrid med en stor politisk, ideologisk eller religiøs sandhed, for at miste livet på den mest grusomme måde.

Vi ved, at de politiske ideer har foranlediget millioner af komplet unødvendige drab på uskyldige og forsvarsløse mennesker, blot fordi disse mennesker havde en anden idé. Det samme gælder de religiøse ideer, som man måske ellers skulle tro var kærlighedens sande kilde, i modsætning til de politiske ideer, som mange politikere står i kø for at misbruge til personlige magtformål. Men sådan er det jo ikke: Millioner efter millioner af mennesker er gået til grunde i de store religioners nådesløshed – på grund af en idé.

I masser af bønner har mennesket igennem tiderne bedt deres gud om frelse. Frelse fra det onde, frelse fra synden, frelse fra at tænke urene tanker, frelse fra uretfærdigheden, frelse fra frygten. Men den dybeste bøn, man i virkeligheden kan sende til sin gud, er dog efter min mening: Gud, frels os fra os selv.

Den engelske forfatter D.H. Lawrence skrev engang et digt om dette tema. Gud, sagde han, du, retfærdighedens Gud, hvornår vil du lære mennesket at frelse sig selv? Stop med at sende os flere frelsere, bad han. Vi er alt for ofte blevet frelst for senere at opdage, at vi i virkeligheden er blevet solgt til en idé, som ikke ønsker modsigelse og ikke tåler kritik – og som er parat til, helt uden nåde, at slå os ihjel, hvis vi ikke tænker det rigtige på den rigtige måde.

Op igennem historien har mennesket forsøgt at frelse andre i en grad, så det ikke alene ligner selvforglemmelse, men også en skamløs forglemmelse af andre menneskers frihed til at vælge om og hvordan de eventuelt vil frelses. Denne frelse har ofte haft religionernes navne, men disse frelsesreligioner, bl.a. Kristendommen og Islam, har samtidig haft det med at være en meget aktiv del af nederdrægtighedens verdenshistorie. Efter min mening, fordi de i deres dogmatiske form ikke tillader spørgsmål og individuel søgen, men i stedet har et fast skema for frelsens form. Brydes dette skema, fordi du tænker forkerte tanker og har fejlagtige ideer, rammes du af nådesløshedens sværd.

I mit barndomshjem var der masser af ånd, men også en vis portion sund skepsis over for religionernes dræbende dogmatisme. I sine bedste stunder var den åndelighed, som mine forældre repræsenterede, præget af samtale og udvikling af ideer. De har givet mig en gave, som har været meget værdifuld i hele mit liv, nemlig bevidstheden om, at det vigtigste (og eneste) menneske, vi kan frelse – det er os selv.

Frelse har i denne sammenhæng ikke nødvendigvis noget med religion at gøre, men handler først og fremmest om, at finde frem til, hvem man selv er. Til dette formål har vi ikke brug for, at andre fortæller os det, men for samtale med andre og med os selv om tilværelsens dybeste spørgsmål. Det er nemlig i det åbne møde med disse spørgsmål, at vi finder vejen til os selv. Frelse, i denne betydning, er altså at søge efter svaret på, hvem man er – ikke at få det fortalt af andre, ikke at gøre andres ideer om, hvem man er, til ens egne. Her må man søge sine egne ideer uden at blive truet af andres.

I centrum for religionernes bekæmpelse af ”forkerte ideer” ligger spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over det enkelte menneskes historie og ideer om, hvem det er. Derfor må vi til enhver tid kæmpe imod det religiøse synspunkt, at det kan være i orden, at slå mennesker ihjel på grund af deres ideer og tanker – og desuden også imod enhver religiøs forestilling om rimeligheden i, at sætte grænser for tænkningen. Det er muligt at religionerne mener, at tankekontrol er vejen til frelse. Men det modsatte er faktisk tilfældet.

Det er ved hjælp af den frisatte evne til at tænke over os selv som enkeltindivid, og gennem åben dialog med andre, at vi finder hjem til os selv. Dét tror jeg faktisk er en slags frelse i ordets fineste betydning.

Når man ikke er født i går

Skriv en kommentar

Jeg er bestemt ikke født i går. Det bliver jeg mindet om hver dag. Grå hår, rynker, der bliver flere og dybere; jeg kan falde i staver foran spejlet, når jeg om morgenen prøver at genkende mig selv. Det siges at ældre mennesker vågner tidligere om morgenen end da de var yngre. Jeg tror det er fordi de skal bruge mere tid på at finde ud af, hvem det er der er vågnet.

En gang var der en verden, som lå mellem skoven og landevejen, der gik helt ind til København. Det var her jeg boede lige efter min fødsel, altså mange år før i går. Det var på den tid, hvor tingene ikke var, som de så ud til at være. Der er et gammelt fotografi, som min far tog, hvor jeg står og fisker i åen, der løb gennem skoven. For enden af fiskesnoren var der bare ikke nogen krog, for i virkeligheden ventede vi på at få et glimt af de særlige nymfer, najaderne, der holder til ved kilder og rindende vandløb. Jeg var lille nok, og min far stor nok, til at vi i fællesskab kunne anerkende eksistensen af disse nymfer.

Faktisk dukkede najaderne op når jeg spurgte min far, hvordan vandet kunne undgå alle de sten, der lå i åen, og som jo var meget stærkere end det bløde vand; hvordan det kunne finde nye veje, når jeg sammen med de andre drenge forsøgte at lave dæmninger? Det var najaderne, vandnymferne, forklarede han, der hjalp vandet rundt om alle forhindringerne. Det gav god mening, også selv om jeg senere lærte noget langt mere videnskabeligt om strømhvirvlers bevægelser.

Når jeg tænker på min barndoms vandnymfer og tilmed husker, at en sten med hul i var en ko, som man kunne trække ud på græsset med en snor, så bliver det meget tydeligt, at jeg ikke er født i går, men tværtimod har haft ganske mange år til at vænne mig til en affortryllet verden.

Men så er det, at jeg alligevel får øje på noget i mellemrummet – mellem alt det jeg ved, og som gennem årene har udviklet sig til at være min sikre viden, først og fremmest om mig selv. Det var helt sikkert nogle naturlove, der fik vandet til at bevæge sig på den måde, som det gjorde i min barndoms verden. Det er tilmed muligt, at den engelske fysiker Stephen Hawking har ret, når han skriver, at vi nærmer os det mål, hvor alt vil være kendt. Måske kommer denne sikkerhed engang til at gælde hele den fysiske verden, selv om jeg tvivler. Men hvis vi betragter mennesket, som andet og mere end en optimeret abe, som den amerikanske forfatter Marilynne Robinson siger, så vil der stadig dukke brudstykker af mysterier op, hvor tingene ikke er som vi troede.

Det, der gør mennesket unikt, er nemlig, at det har behovet for og evnen til at stille spørgsmål til sig selv. Næsten alle de væsentligste spørgsmål mangler vi imidlertid redskaberne til endegyldigt at kunne svare på. Det er som den engelske filosof Bertrand Russell sagde, at næsten alle de spørgsmål, der har livsvigtig, eksistentiel betydning for mennesket, hører ind under det, som videnskaben ikke kan besvare. Det er spørgsmål, der ikke lader sig udgrunde gennem dissektion, måling eller vejning og heller ikke gennem de store religioner. I mit barndomshjem var der masser af ånd og spiritualitet, og nymfer var bestemt ikke en umulighed, men religionernes dogmatiske forklaringer blev jeg heldigvis vaccineret grundigt imod.

Men spørgsmålene er der jo alligevel. Alt det, der ikke kan svares på, hører til det, som mennesket til alle tider har overvejet: Hvad er mennesket for en størrelse, hvem er man selv, hvordan er man blevet den man er, hvad er meningen med livet, hvad er det gode, hvordan skal jeg leve mit liv og hvordan skal jeg leve med visheden om min egen død? At der ikke er nogen endegyldige svar på disse spørgsmål er jo ikke en legitim grund til at afvise dem.

Når jeg nu ikke er født i går burde jeg jo nok vide bedre og mere, og ikke bare lade fornuften bukke under for den eksistentielle grundtvivl, med risiko for følelsernes sentimentale forvirring. Men det forholder sig efter min mening således, at mennesket er det eneste væsen her på Kloden, som altid har fortalt sig selv historier for at forstå, hvad det er for en skabning. Ud af disse historier dukker der en beboelig verden op.  Men det er også derfor, at vi kan forsvinde i de fælder, som de dybeste spørgsmål (dem uden svar) sætter for os. Der er således grund til at være ekstra opmærksom når nogen tilbyder os et definitivt svar på vores egne dybeste spørgsmål. Det er nemlig i den fortsatte og nysgerrige spørgen, at verden åbner sig. Det er i spørgsmålene at forsvaret mod den dogmatiske nådesløshed ligger. Det er i spørgsmålene, at man hele tiden genfødes og opdager, at hverken verden eller én selv altid er som man troede aftenen i forvejen.

Optimisme som religion

Skriv en kommentar

Alvoren er det råmateriale som religionerne er gjort af. Det er svært at komme i tanke om en religion, som ikke bygger på en eller anden variation over alvorens tema nr. 1, den menneskelige skrøbelighed: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Her er temaet taget fra Johannesevangeliet i vores egen lokale religion, nemlig Kristendommen. Mytologien og al historisk religion har med samme alvor været henvendt på problemet om, hvordan mennesket kan bære sin skrøbelighed og dødelighed. Det er muligt at døden er almindelig for menneskearten, men det enkelte menneske har brug for, at nogen interesserer sig for det, som et enestående, unikt individ. I størstedelen af historien har det være forestillingen om en eller flere guder, der kunne betjene mennesket med denne lægende og trøstende interesse.

Den moderne religionskritik har da også betragtet religion som opium for folket, som Karl Marx formulerede det. Eller med Freud set religion som en konstruktion opbygget af dem, der ikke kunne tåle at se naturens upersonlige kræfter direkte i øjnene, hvorfor de i desperation søgte religionens trøst, når den ultimative alvor meldte sig. Men som i alt andet handler det om at finde en balance i sine vurderinger. Jeg er derfor helt enig når den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver, at religion indeholder et potentiale der både kan motivere til dyb indsigt og til en helt usædvanlig tilbøjelighed for selvbedrag.

Netop fordi religion altid har haft så stor betydning for menneske, kultur og samfund undersøges det jævnligt, hvordan og hvor meget vi tror på den ene eller den anden religion. For nogle uger siden slog en ny international undersøgelse således fast, at verden samlet set er blevet mindre religiøs i de senere år.

Det skyldes naturligvis at den moderne videnskab vinder stadig mere frem – og lige præcis videnskaben mener at kunne udfase religion, som det rene selvbedrag. Men jeg tror også, at den faldende religiøsitet hænger sammen med religionernes notoriske potentiale for umenneskelighed og stort set alle religioners tilsyneladende indbyggede evne til at være katalysator for vold og destruktion. Religionerne betragtes i stadig mindre grad som noget, der fremmer moral og næstekærlighed. I stedet bliver religion identificeret med forskellige gruppers negative behov for aggressivt at opdele mennesker i dem og os, de rigtige og de forkerte, de onde og de gode. Dette potentiale for nådesløshed og had har religionerne altid haft, men bevidstheden om det er heldigvis blevet større.

Men hvad har så afløst religionen som eksistentielt kompas i forhold til livets alvorligste øjeblikke? Religion har i princippet motiveret mennesket til ønsket om dyb indsigt. Ved at opdage noget værdifuldt i sig selv opdager mennesket noget værdifuldt i alle – her ligger religionernes hemmelighed. Religion bygger på det unikt menneskelige, at vi som det eneste levende væsen, i dyb undren, kan stille spørgsmål om os selv, og søge efter svar, som både kan ændre os selv og vores forhold til andre. Men de to største religioner i vores nærområde, Kristendommen og Islam, har på det nærmeste mistet al legitimitet i de eksistentielle spørgsmål. Kristendommen betragtes i bedste fald som helt ligegyldig, og for Islams vedkommende tegner der sig et billede af en religion med et dybt inhumant og aggressivt menneskesyn.

Den alvor, hvormed religionerne i deres gode øjeblikke betragter mennesket og tilværelsen, er næsten forsvundet fra vores kultur, og det i en grad så der næsten ikke længere er nogen kulturelle redskaber til at forstå og finde mening med den menneskelige skrøbelighed. Dette har resulteret i stærke tendenser til samfundsmæssig og kulturel foragt for både skrøbelighed og svaghed.

I stedet for religionerne har vi fået en ny tro, nemlig optimismen: troen på, at mennesket har alt i sin magt. Gud er så at sige blevet afløst af troen på menneske-guden. Med et stærkt optimistisk syn på alt, hvad mennesket kan og bør, er der imidlertid ikke langt til at betragte skrøbelighed og svaghed som udtryk for det enkelte menneskes personlige utilstrækkelighed.

Mens religionen i sine mest mindeværdige stunder betragter skrøbelighed og sårbarhed som et grundvilkår ved tilværelsen, og derfor også har øje for den gensidige afhængighed, som vi er udleveret til, så har optimismens religion fokus på alt det, som vi har kontrol over. I virkeligheden er dét ikke ret meget, i hvert fald ikke i et eksistentielt perspektiv, men alligevel er der gået selvsving i optimismen: problemer er ikke længere problemer men udfordringer, kritik opleves som negativt og tvivl som udtryk for pessimisme; alt kan lade sig gøre, det er et spørgsmål om at ville det nok.

Jo, vi skal være positive og optimistiske. Jo, vi skal tro på os selv og tage ansvaret i vores liv. Jo, vi skal skabe den tilværelse som vi ønsker os, kæmpe imod begrænsninger, gribe dagen og fortælle positive historier om os selv. Men optimismetyranniet må ikke fjerne blikket fra alvoren ved livet: at vi som skrøbelige og sårbare mennesker er er i verden uden selv at være årsag til det; at åndedrættet ikke er vores egen fortjeneste.

Personligt har jeg svært ved at tro på en skabergud. Men jeg oplever en fattiggørelse af livet i og med, at det alvorlige ikke længere tages alvorligt. Det alvorlige er det, som vi ikke har magt over som mennesker: bl.a. kærligheden, døden, lidelsen, angsten – med andre ord alt det, der sker med os, fordi vi er mennesker. Religionerne kunne vise, at vores liv hviler på et grundlag, som er givet til os – eller som i hvert fald ikke skyldes os selv – og som derfor begrænser vores magt. Jeg får ikke selv mit hjerte til at banke.

På baggrund af denne alvor får optimismen også en langt dybere begrundelse, nemlig den, der knytter sig til den nøgne taknemmelighed.

Sex og eros

Skriv en kommentar

I morges fik jeg den idé, at jeg ville skrive en blog, hvor ordet sex indgik. Måske kunne det lokke kunder til min blog. For at få lidt inspiration tastede jeg derfor naivt de tre bogstaver ind på Google. Dette lille eksperiment resulterede i over 12 millioner sider, alene fra Danmark! Nu er man jo ikke filosof for ingenting, og den slags mennesker kan gøre selv det mest ophidsende og spændende til noget, der har forbindelse med de gamle grækere. Derfor googlede jeg også begrebet eros, det græske ord for kærlighed. Det gav ca. en halv million resultater. Her fik jeg emnet for min blog foræret af Google, for selvfølgelig er der en sammenhæng mellem sex og eros. Tænk bare på ordet erotik, som netop er afledt af det græske eros. Men nu er det så, at jeg må ødelægge det hele, for sex er blot en del af det, som grækerne kaldte eros.

I dag er der en tendens til at forstå mennesket og tilværelsen ud fra økonomiske, funktionelle og instrumentelle værdier. Hvor meget kan det enkelte menneske producere og indtjene, kunne vi ikke få det til at arbejde lidt mere effektivt gennem mere overvågning, konkurrence og pres? Længere arbejdsdage og et liv, hvor arbejdet og arbejdsmoralen dominerer, er jo sundt for bruttonationalproduktet. Mennesker, der kan bringes til at glemme sig selv, er god arbejdskraft; mennesker, der mærker deres længsler mod noget andet og dybere, er nærmest en trussel mod den nationale sikkerhed. Hvis den slags værdier bliver anset for de bærende synes jeg, med filosoffen Arthur Schopenhauers ord, at det er synd for mennesket. Enhver form for værdisætning har nemlig konsekvenser for, hvilke muligheder vi som mennesker kan leve ud. Det er et spørgsmål om, hvilke værdier, der kan/skal bære os i vores tilværelse: økonomi eller eros?

Der er flere fortællinger om eros, som kan modvirke den aktuelle tendens til fokusering på produktion, økonomi og effektivitet, og som i stedet retter blikket mod menneskets mere følelsesmæssige og lidenskabelige sider. I Platons dialog Symposion er der f.eks. en mytologisk fortælling om eros. Her er eros en lyst og længsel hos mennesket til at orientere sig mod og forbinde sig med andre mennesker – ikke gennem økonomiske forbindelser, men gennem den glæde og nydelse, der er ved det rene samvær med andre mennesker. Det er denne sam-væren, der knytter os til verden, og får os til at føle os som hele mennesker og ikke blot som en produktionskraft, en forbruger, en medarbejder med en bestemt funktion o.l. – men som mig, der efterstræbes, elskes eller holdes af, fordi jeg er mig. Her er den seksuelle forbindelse blot ét element. Eros er også grundlaget for vores muligheder for et intimt og fortroligt fællesskab med andre mennesker i bredere forstand.

I det gamle Grækenland var eros – længslen efter det intime og nærværende forhold til andre mennesker – forudsætningen for, at det enkelte menneske kunne overskride sig selv og sit eget snævre perspektiv. Denne selv-overskridelse var for grækerne nødvendig for at blive et helt menneske, og samtidig afgørende for samfundets eksistens.

Gennem lidenskabeligt engagement i de andre åbner vores verden sig og bliver større, hvilket er nødvendigt, hvis der overhovedet skal være noget, som kan kaldes et samfund. Eros er således den drift og lidenskab, der får os til at stræbe efter liv og følelsesmæssig vækst sammen med andre, ikke kun gennem det seksuelle, men også gennem venskaber, fællesskaber og samfundsordninger, der ikke kan sættes på økonomisk formel eller vurderes ud fra effektivitetskriterier. Eros er den længsel, der får os til at ønske nærvær og fortroligt bekendtskab med andre, ikke fordi de har en bestemt status, velstand eller position, men fordi de er med-mennesker, som man kan være sam-værende med.

Eros med bue og elskovspile

Eros er blevet beskrevet på flere måder, bl.a. som den gud, der ved verdens skabelse skulle sikre, at der opstod orden ud af det oprindelige kaos. Eros skulle sørge for, at der skete en fortsat skabelse af verden; han skulle give menneskene lysten til fortsat og nyt liv. Helt i forlængelse af dette er Eros også blevet set som Afrodites søn. Her er Eros en ung mand med vinger, som med sin bue sender elskovspile af sted for at sikre mødet mellem mennesker. Uanset hvilken historie, der fortælles om Eros, så har den noget at gøre med begæret efter helhed, sammensmeltning mellem mennesker, forbindelse mellem det adskilte, hengivelse til hinanden, længslen efter dem, der komplementerer én. Det er den mystik, der knytter sig til eros: En følelsesmæssige oplevelse af forbundethed med andre menneske, der ikke begrænser os, men tværtimod åbner os mod verden, knytter os til og skaber følelsen af, at være en del af verden i et større perspektiv end vores eget.

Hvis dette værdiperspektiv taber for meget terræn i forhold til kravene om, at vi skal konkurrere med hinanden, hele tiden skal testes og evalueres i forhold til andre, at vi skal værne om vores eksklusive individualitet og se andre som potentielle rivaler, så tror jeg, at der mistes en vigtig dimension i vores menneskelighed – nemlig eros-fornemmelsen af at være forbundet med verden, af at vi er nødvendige for hinanden; vi mister fornemmelsen af de andre menneskers betydning for os og af vores betydning for de andre.

Eros binder de elskende sammen, bl.a. gennem sex. Men eros kan også binde fællesskab og samfund sammen gennem de enkelte menneskers bevidsthed om de andres eksistentielle nødvendighed. Eros kan vise sig i sengen, i bussen og i samfundet, når vi et øjeblik glemmer os selv i samværet med andre mennesker. Uden eros ingen sex; uden eros intet samfund.

Det indre rejsebureau

2 svar

På nettet har jeg set, at flere rejsebureauer sælger pilgrimsrejser, som ikke kun er en rejse i geografien, men også har en psykologisk og åndelig dimension. Målet er ikke blot at se nye sandstrande men først og fremmest at opnå personlig udvikling.

Ideen med at drage ud, søge og måske finde ny erkendelse er noget, der knytter sig til de fleste religioner og kulturer: Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig, sagde Gud til mennesket i Første Mosebog. Og i Islam pålægges enhver sand troende mindst én gang i livet, at tage ud på en pilgrimsrejse til Mekka. Overalt i historien støder vi på rejsende: Odysseus rejste ud, kæmpede, forandrede sig og vendte hjem; Dante rejste gennem de tre dødsriger og Gilgamesh, måske den første af alle disse rejsende, tog ud for at finde kilden til det evige liv, men vendte efter mange besværligheder tilbage med gudernes besked om, at dette ikke var for mennesker.

Jeg tror, at alle mennesker får tilbudt mindst én af den slags pilgrimsrejser i løbet af deres liv. Her mener jeg ikke en af de pilgrimsrejser, som man kan købe hos et rejsebureau, ikke en rejse fra det ene punkt til det andet på landkortet, men en indre rejse, hvorfra man ikke kommer tilbage og kan være den samme, som man var før. I modsætning til de rejser, der kan bestilles hos rejsebureauet, kan disse rejser ikke planlægges og der er ikke nogen afbestillingsforsikring. Når muligheden for sådan en rejse dukker op kommer der en budbringer og meddeler det.

Mytologien er fyldt med dramatiske beretninger om, hvordan disse budbringere pludselig varsler et menneske om nødvendigheden af at drage ud, væk fra det kendte og ind i det ukendte og måske farlige. I Mytologien er disse budbringere ofte forklædt som specielle mennesker, halv- eller helguder, eller måske som mytiske dyr. Det er de ikke mere. I dag kan budbringerne f.eks. være alvorlig sygdom, tab, sorg, et møde med døden eller vanskelige overgange i livet fra en livsfase til en anden. Men selv om budbringeren har skiftet form, så er det alligevel de samme udfordringer der varsles: Et menneske må bryde op, livet kan ikke længere leves på den hidtidige måde – nu skal der findes et nyt fundament, hvorfra der kan leves videre.

Den amerikanske myteforsker Joseph Campbell har beskrevet den rejse, som vi mennesker sendes ud på, når livet uden vores vilje og medvirken skifter kurs. Campbell kalder det for heltens rejse. Myter handler jo ofte om usædvanlige helte, der er smukke, skønne, stærke og uden frygt. Men det er kun på overfladen, for i dybden er myterne i stor udstrækning opstået for at vise alle (såkaldte almindelige) mennesker, at de undertiden enten er helte eller må optræde som helte i deres eget liv. Alt det, der sker på Odysseus’ rejse og i alle de andre mytologiske helteberetninger, handler om de kampe, krige og indre psykiske heltegerninger, som alle mennesker bliver kastet ud i når en budbringer melder sig og siger: Drag ud på en rejse for at finde et nyt livsgrundlag, for nu bliver livet aldrig mere som det var; altså må du forandre dig, hvis du vil leve videre.

Et eksempel på hvad der tilbydes i kataloget fra Det Indre Rejsebureau: Indtil jeg blev 50 år havde min uddannelse og mit arbejde givet mig selvtillid. Verden havde været forståelig, forklarlig og analyserbar; lys og gennemsigtig for mit undersøgende blik. Jeg  havde fortalt om den, skrevet om den, undersøgt den, til der ikke var flere hvide pletter på landkortet. Men en dag kom budbringeren i form af en sygdom, som man kunne dø af. Det var et fald fra sikkerhedens piedestal: Mit liv væltede og mistede sammenhæng. Tilværelsen gled forbi bag en glasrude, som i et udstillingslokale, hvor der står, at de udstillede genstande ikke må berøres. I montrerne lå livets forskellige genstande, som jeg kunne kigge på, men ikke røre ved.

I gamle dage ville man nok have sagt om mig: Han har mistet troen, og så var jeg blevet sendt op til præsten eller, hvis det havde været endnu tidligere, til shamanen eller troldmanden. Og faktisk var det vel sådan, at jeg nok overlevede, men alligevel havde mistet troen – nemlig troen på, at der var en mening og sammenhæng i mit liv. Tidligere i historien ville de nok have sendt mig ud på en af de indre rejser, som religionen og mytologien er så rig på: Drag ud og find en ny mening nu, hvor du for alvor har erkendt dit livs skrøbelighed og tilfældighed.

Men hvad gør man i dag? Man kan gøre, som jeg gjorde i lang tid; forsøge at glemme det, fortrænge angsten, kigge den anden vej og lade som om man ikke er hjemme når budbringeren banker på. Men på et tidspunkt kan man også begynde at se, hvad der står på skiltet over døren til Det Indre Rejsebureau: Forvandlingsrejser tilbydes. En dag må man tage udfordringen op og begynde at vandre langs den pilgrimsrute, som vi alle sammen har inden i os. Det er den rute, der kræver de kampe af os, som de gamle myter beskrev i deres dramatiske sprog: Her skal vi konfrontere de dæmoner, der forsøger at holde os tilbage i det kendte, men begrænsende syn på tilværelsen; vi skal kæmpe med den drage, som prøver at holde os ude fra hulen, der rummer hemmeligheden om, hvordan man vinder sig nyt mod på livet, når alt synes at falde fra hinanden; vi skal måske hugge slangen over, som forsøger at forgifte os med selvbebrejdelser, skyld og angst for livet, den menneskelige nærhed og kærligheden.

I myterne kan du finde mange flere af de udfordringer, som man kommer ud for på disse forvandlingsrejser, der fører én frem mod at blive et menneske, der kan klare den nye livssituation uden at hverken at stivne eller knække. Alt dette er der ikke noget mystisk eller overnaturligt ved. I alle mennesker ligger der en visdom, som der imidlertid ofte skal en nøgle til at befri. Denne visdom kan bl.a. komme for dagens (bevidsthedens) lys når en budbringer meddeler, at nu mørkner det for meget til at du kan orientere dig på den måde, som du plejer. Lytter man til denne budbringer, så sker der det, som beskrives i et af mine ynglingsdigte: In a dark time, the eye begins to see. I mørket vænner øjet sig til at se på en ny måde.

Der findes to bøger af den amerikanske myteforsker Joseph Campbell på dansk. Begge kan anbefales:

Levende myter, Thaning & Appels Forlag 1973.
Det indre verdensbillede og det ydre rum, Gyldendal 1991.

Handlingen at være menneske

Skriv en kommentar

En af mine bekendte har spurgt, hvorfor jeg skriver denne blog, når det ikke giver nogen penge? Så er det jo spildt arbejde, mener han. Jeg forstår godt spørgsmålet, men det kan kun stilles, fordi der ikke skelnes mellem det at arbejde og det at handle. En vigtig forskel, som den tyske filosof Hannah Arendt beskrev i bogen Menneskets vilkår. Ikke mindst er det en betydningsfuld forskel, hvis vi vil forstå, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på andet end arbejde.

Arbejde er naturligvis en vigtig aktivitet. Det omsættes jo til de penge, som vi har brug for til indkøb af livets fornødenheder. Men i vores del af verden kan man godt leve uden at arbejde. F.eks. hvis man som arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man få økonomisk hjælp, eller hvis man er rig, kan man få andre til at arbejde for én, og som ældre eller syg kan man leve af pension.

Man kan også godt leve uden at handle, men iflg. Hannah Arendt bliver det et liv, hvor man er fremmed for verden og for livet. Handling knytter sig i modsætning til arbejde nemlig ikke til fysisk overlevelse, økonomisk afkast, fastsatte mål og resultatstyring. Handling drejer sig mere om at være menneske i livet, og menneske bliver man først når man selv handler med livet om, hvordan man skal være menneske – ikke et hvilket som helst menneske, men mig. Menneske er i denne betydning ikke noget, som man blot er, men noget, som man bliver gennem den handling at tage livtag med eksistensens store spørgsmål. Ved på den måde at handle vender vi os ud mod verden og andre mennesker for at vise, hvem vi er og hvordan vi forholder os til livet, og det har ikke noget at gøre med, hvilket arbejde vi har og hvad vi tjener.

Alt hvad jeg skriver om på disse sider handler om ting og sager, som jeg selv oplever, det kan være problematisk at have med at gøre; svært at tale om og vanskeligt at tænke over. Men det er den måde man kommer tættere på livet. At skrive, læse og samtale om disse ting er iflg. Hannah Arendt ikke at arbejde, men derimod udtryk for en handling. Det viser, at man er i fuld gang med handlingen at være menneske.

I det moderne samfund er der imidlertid færre og færre muligheder for i fællesskab at tale om og reflektere over de dybere eksistentielle og åndelige spørgsmål. I stadig større udstrækning tilhører den slags spørgsmål privatlivets sfære. Tidligere var det seksualiteten, der hørte til i privatens inderste sovekammer. Men i dag er seksualiteten blevet et af de væsentligste elementer i vores offentlige identitet og selvforståelse. Til gengæld er de store spørgsmål,  f.eks. om døden, godt og ondt eller meningen med livet, blevet trængt ind i de bagerste gemakker. Kun i meget begrænset omfang har vi sammenhænge, hvor tilværelsens eksistentielle spørgsmål kan tages op, og derfor er vi blevet vænnet fra at tale om dem, og føler ofte en generthed når emnerne bliver bragt frem i lyset.

En artikel i fagbladet Sygeplejersken (nr. 25/2000) viser med al ønskelig tydelighed denne situation. Her siger en sygeplejerske, at det er lettere at tale med patienterne om seksualitet, end om tro og eksistentielle spørgsmål. Det er trist, for det er lige præcis ved at tale om disse eksistentielle og åndelige spørgsmål, at vi for alvor bliver fortrolige med vores eget liv. Hvis man på den måde glemmer handlingen at være menneske – dvs. at forholde sig til de eksistentielle spørgsmål om død, godt og ondt, lidelse, frihed, mening og ansvar – så resulterer det i den tilstand, som filosoffen Martin Heidegger kaldte for værensglemsel. Man glemmer, hvad det vil sige at være til i verden, og er der bare.

Det er tankevækkende, at de store eksistentielle og åndelige spørgsmål i dag næsten kun tages op inden for kunsten og i psykoterapiens rum. Filosofien er næsten forstenet til videnskabsteori, og videnskaberne er blevet så specialiserede, at spørgsmål om menneskets placering i helheden ikke længere kan stilles og heller ikke anses for at være relevante. Det er for længst slået fast, at overvejelser om meningen med det hele er meningsløse.

Tidligere var det en stor del af et menneskes identitet, hvad det mente om de eksistentielle og åndelige spørgsmål. Endnu tidligere var der myter, som fortalte om hvordan helten gik ud og erobrede verden. I virkeligheden kan disse myter fortolkes som fortællinger om, hvordan man må forsøge at erobre sin egen verden og sit eget liv. Dette var ikke heltens arbejde, men handlinger, hvormed han eller hun gjorde sig selv til menneske. Men hvor skal man i dag gå hen for at erobre sig selv og sit eget liv?

Cyperspace – hvor denne blog jo ligger – er et sted, som ikke er. Men fordi dette ikke-sted er så tilgængeligt for alle, kan det alligevel bruges som udgangspunkt for at tale om, hvad det vil sige at være til stede i verden. Alt hvad denne blog måtte resulterer i af mulige overvejelser og eftertanker er derfor udtryk for, at der handles på livet løs med henblik på at erobre en mening med livet. Og det er det, der menes med handlingen at være menneske, som ikke er noget, der kan omregnes til hverken arbejdstid eller økonomisk gevinst.