Man kan sige, skrive og udtrykke alt. I Danmark er det heldigvis ikke nødvendigt at undertrykke en mening eller en holdning af frygt for at blive forfulgt. I offentligheden og på de sociale medier bliver der da også dagligt udtrykt meninger, som i bedste fald er ligegyldige og i værste fald stærkt krænkende, truende og nedværdigende. Men vi lever heldigvis i et land, hvor det er tilladt at sige stort set alt om og til hinanden. Det er imidlertid blevet helt almindeligt, at selv det værste slamsprog, udokumenterede påstande, tilsvininger og slet skjulte trusler bliver begrundet med forsvaret for ytringsfriheden.

Det er f.eks. helt lovligt at kalde en navngiven kvindelig politiker for “en led so, der ikke skulle have lov til at forplante sig.” Det er helt lovligt at bruge trusler om seksuel vold i den offentlige debat, det er lovligt at kalde hele befolkningsgrupper og politiske grupperinger for rotter; i det hele taget er det lovligt, at sige og udtrykke stort set alt – både løgn og latin – i den offentlige debat. Personligt forstår jeg ikke nødvendigheden af at benytte sig af den slags svinefrihed i den offentlige debat, men jeg accepterer, at det er en del af den frihed, som vi heldigvis har i vores del af verden. Jeg mener imidlertid ikke, at en ytring som “din so” kan legitimeres med henvisning til det menneske- og samfundssyn, der ligger i Menneskerettighedernes ytringsfrihed.

Selvfølgelig er svinefriheden en konsekvens af ytringsfriheden – men f.eks. verbal seksuel nedgørelse af mennesker, som giver sig til kende sig i den offentlige debat, må alligevel betragtes som en (lovlig) forvrængning af ytringsfriheden.

Retten til at have en mening og til at give udtryk for den er nedskrevet i Menneske-rettighedserklæringens Artikel 19: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

I de senere år er netop retten til at have en mening og til at give udtryk for den blevet et argument for ganske mange ting. Da de 30 artikler i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget i 1948 udsprang de fra en verden som menneskeligt, politisk og økonomisk lå i ruiner efter 2. Verdenskrig. Erklæringen om Menneskerettigheder talte fra dybet af den politiske idéhistorie og i dugfrisk erindring om nederdrægtighedens politiske verdenshistorie. Menneskets hele værdighed og frihed havde balanceret på kanten af afgrunden, og det havde kostet millioner af menneskeliv og ufattelige lidelser, at sikre mennesket endnu en chance for besindelse på egne destruktive kræfter.

Det var i denne sammenhæng, at Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev udformet og vedtaget: Den skulle beskytte menneskets værdighed, ukrænkelighed og frihed. Derfor er det vel i bedste fald på grund af uvidenhed når selv samme Verdenserklæring om Menneskerettigheder bliver anvendt som begrundelse for nødvendigheden af at ytre alt mellem himmel og jord.

“Det er nødvendigt for at forsvare ytringsfriheden” eller “jeg bruger bare min ytringsfrihed” lyder argumentet i stigende omfang for det slam, der publiceres og ytres i mediernes debatspor, i store dele af den offentlige debat og på de sociale medier.

Et aktuelt eksempel er debatten, som i denne uge efterfulgte den tragedie, at en udvist mand døde i politiets varetægt. Her tager jeg ikke stilling til det retslige og rimelige i udvisningen. Det er naturligvis lovligt at udtrykke følgende på de sociale medier om sagen: “Så kunne han lære det og han vil ikke blive savnet.” Eller: “Hvor der handles, der spildes.” Eller: “Trist at der ikke var 55.000 der fik samme tur.” Det er også lovligt at tilsvine politikeren Johanne Schmidt-Nielsen, fordi hun kalder det skete for en tragedie og gerne vil have undersøgt, hvad der egentlig skete, da et menneske døde under udvisning.

Jeg er ikke enig i disse holdninger eller i anvendelsen af svinefriheden til at kalde Johanne Schmidt-Nielsen for en so, fordi hun udtaler, at det er en tragedie, at et menneske omkom, og at det skal undersøges. Men jeg anerkender, at det skal være lovligt, at benytte sig af svinefriheden, hvis man har det behov.

At begrunde den slags ytringer med, at det er et forsvar for ytringsfriheden er dog en demonstration af uvidenhed om, hvad der egentlig var etikken i Menneskerettighederne. Ytringsfriheden blev en af de centrale Menneskerettigheder for at give alle ret til at tale magthaverne imod. Den skulle gøre det muligt at kritisere magten og forhindre undertrykkelse af meninger, som forekom magthaverne ubekvemme. Den samfundsmæssige og etiske alvor i dette projekt kan naturligvis i hovedet på nogle mennesker degenerere til svinefrihed.

For nogle få år siden blev det hævdet, at kapitalismen var i krise. I dag må enhver snak om krise forstumme. Kapitalismen har aldrig haft det bedre. Det er samfundet og dets mennesker, der er i krise.

Kapitalismen har udviklet en ekstrem gennemtrængningskraft. Alt liv er koblet sammen gennem en universel relation, nemlig kapitalens. Økonomi anses som den eneste troværdige målestok for det gode samfund: Hvis der kan spares penge på sygehusene, ældreområdet, uddannelserne osv. er det godt for samfundet, fordi disse sparede penge kan bruges til at give skattelettelser. Det vil skabe øget købekraft, øgede investeringer, øget produktion, øget velstand – hører vi fra mange politikere, fra erhvervslivet, fra bankerne, fra det lukkede kredsløb af borgere i det finanskapitalistiske parallel-samfund.

Mennesket anses som et væsen – en økonomisk aktør – der udelukkende vurderer sig selv på grundlag af økonomi og forbrugsmuligheder. God omsorg i velfærdsstaten sættes lig med billigere omsorg. Gode uddannelsesinstitutioner er billigere uddannelses-institutioner. Kvalitet beregnes efter hvor lidt penge, samfundet behøver at bruge på f.eks. omsorg, behandling, velfærd, kultur o.l. Øget produktivitet er målet og midlet samlet i én destruktiv idé.

Udbredelsen af stress, angst og depression er vokset på globalt plan, så det kun med fornægtelsens briller på næsen er muligt, at benægte en sammenhæng mellem kapitalismens gennemtrængningskraft og det enkelte menneskes habitus. WHO vurderer, at i år 2020 vil psykisk sygdom være rykket op som nr. 2 på listen over hvilke lidelser, der er på globalt plan er mest udbredte. Og 1/3 af alle dødsfald i aldersgruppen 15-44 år vil være selvmord.

Er det blot en tilfældig sideeffekt ved finanskapitalismen, at mennesker dør på grund af for høj arbejdsmoral, at arbejdsmiljøet ødelægger menneskers helbred fysisk og psykisk, at uligheden øges, at den offentlige velfærd og omsorg er under enormt pres, at de globale ressourcer samles på færre hænder, at en global epidemi af forråelse truer enhver forestilling om menneskelighed?

Normalt vil man betragte dette som voldsomme krisesymptomer. Og det er det faktisk også for dem, der bliver ramt. Men for finanskapitalismen er det alt andet end en krise – det er nemlig tegn på, at det går ganske godt for økonomien, fordi alt andet end Homo Oeconomicus er på vej ud af normalbilledet. Det økonomiske menneske, legemliggørelsen af de økonomiske idealforestillinger om at være sin egen entreprenør, sin egen investeringskapital, sin egen producent, der tilstræber individuelle løsninger i en sig-selv-nok-verden, og som ikke mindst søger og finder selvrealisering i forbrugsformer af enhver art.

Den form for kapitalisme, som i dag forurener både den indre og den ydre natur har en livline, der styrkes ved angst, usikkerhed, selviskhed og skabelse af evig utilfredshed og kynisme i forhold til andre. Den engelske forfatter J.D. Tayler har kaldt det for en slags kognitiv kapitalisme, der har sat sig i selve styresystemet for vores selvforståelse og reaktionsmønster.

Der er opstået en glemsel af, hvad og hvem vi også kan være. Vores arbejde, produktion, forbrug og individualisering hyldes i termer af økonomisk vækst. Men der sker ikke nogen grundlæggende kobling til menneskets eksistentielle selv. Hermed opstår selv-forglemmelsen, og den kyniske tilfredshed med at have hentet identiteten i produktionens kredsløb og ikke i det indre og i et menneskeligt, eksistentielt samspil med andre med-mennesker.

Der findes et insekt, en slags vandrende pind, som hedder Phyllium. Dette insekt lever af træernes blade. For at beskytte sig tager insektet imidlertid også form, farve og struktur efter de blade, som det lever af. Hermed bliver Phyllium en fremragende kapitalismekritiker, som på bedste vis illustrerer, hvad der i dag skaber så stor menneskelig sårbarhed.

En organisme, der kamuflerer sig som sin egen primære føde løber selvfølgelig risikoen for selv at fortæret – af andre lignende organismer. I dag er det vanskeligt ikke at tage form og struktur efter det omgivende samfunds værdier; vi lever jo nærmest af dem. Kapitalen er så gennemtrængende, at vi – på samme måde som Phyllium – derfor ofte tager farve efter omgivelserne, altså kapitalens benhårde lov om udbud og efterspørgsel, fordringen om det enkelte menneskes værdi, som udelukkende en økonomisk størrelse i produktion og dagligdag.

For Phyllium kan det at ligne omgivelserne ses som en forsvarsstrategi, der imidlertid rummer et stærkt selvdestruktivt element. Sådan er det også for mennesker i dagens samfund. Det kan umiddelbart opleves som en beskyttelse, at integrere sig – gå op i, forsvinde i – et samfund, som på grund af den gennemgribende kapitalisering af alle relationer stinker af opløst menneskelighed. Men så er vi i risikozonen for at blive ædt af det, vi prøver at komme til at ligne, på samme måde som Phyllium.

Måske ligner det integration, og måske føles det umiddelbart også sådan og som en sikkerhed at ligne omgivelserne. Men det er en form for disintegration. En forvirring af grænserne mellem mennesket og dets miljø, som i stadig større udstrækning styres af rent økonomiske værdier.

For kapitalen er det store spørgsmål, hvordan mennesket i dets selvforståelse kan forvandles til en udelukkende økonomisk størrelse. For mennesket er spørgsmålet imidlertid, hvordan samfundet kan vinde i menneskelighed?

Måske er det alderen, for i stigende grad har jeg svært ved at orientere mig i den verden, som også er min – og som jeg ikke længere helt kan genkende, når jeg vågner om morgenen. Samfundet har tilsyneladende ikke længere ret meget at give mennesker, og omvendt har mennesker heller ikke ret meget at give samfundet. Sådan ser det i hvert fald ud, for mennesker, grupper, racer, lande og nationer isolerer sig, og prøver at overleve ved at vende ryggen til hinanden, og måske endda ved at forsøge at udrydde de andre, smide dem ud eller bygge mure.

Trump bliver præsident i USA ved at dyrke et program, der bygger på kvindehad, racisme, vold, brutalitet, vrede, løgnagtighed, mistro og mistillid til alt og alle. I Europa har vi et EU, som ingen længere kan se fællesskabsværdien i, vi har et Frankrig med Front National, et Østrig med Frihedspartiet, et Ungarn og et Polen, hvor demokratiet allerede er under afvikling og i Danmark har vi DF – alle steder politikere og partier, som udelukkende definerer sig selv i modsætning til de fleste andre, de andre nationer, de andre racer, de rige, de fattige, de andre – altså dem med skylden for det hele, dem der ikke indrømmes nogen rettigheder, og nærmest ikke engang en menneskelighed.

I aviserne kan jeg læse journalisternes analyser af det amerikanske valg og af alle de andre anti-demokratiske bevægelser rundt omkring i verden. Det skulle angiveligt være folkedybet, som begynder at røre på sig, fordi eliten har svigtet. Hvornår man er elite og hvornår man er folkedyb er der ikke helt nogen, som gør rede for. Jeg har ikke de politiske journalisters intellektuelle kapacitet og deres forbløffende indsigt i folkedybets karakter og i elitens anløbne moral, men jeg er ganske meget ude blandt mennesker, og kan ikke helt genkende denne opdeling af befolkningen.

Gennem min undervisning på en Sosu skole har jeg mødt tusindvis af meget forskellige mennesker fra det folkedyb, som journalisterne så betaget har fået øje på. Altså det folk, som nu skulle være på vej med et brutalt, antidemokratisk oprør mod de fikse ideer om menneskerettigheder, lighed, demokrati, retfærdighed, fredelig sameksistens, tolerance og lignende pladderhumanisme.

På mine hold drøfter vi tit, hvad der er ret og rimeligt, ansvar og forpligtelse, godt og ondt. Jeg har talt med Maria, Carina, Lotte, Katrine og Pernille. Jeg har stået midt i klassen med Bente, Camilla, Lasse, Dorthe, Sofie og Mette. Jeg har siddet på bordet foran Julie, Anne og alle de andre – og måske har vi været uenige – men ingen er gået over den anstændighedsgrænse, som politikerne gang på gang overskrider. Mange af mine elever er vrede over den kurs, som vores samfund har i disse år, de er vrede over, at de ikke kan passe deres borgere på den bedste måde, de er vrede over, at de bliver svigtet, at de bliver nedslidte, at de skal gå skuffede fra deres arbejde, at de skal være bange for vanvittige terrorister. Men de er aldrig uanstændige og brutale i deres vrede – på den måde som politikerne i stigende grad er det.

Medierne fremstiller det såkaldte folkedyb, som den direkte årsag til at politikere og ekstreme partier udtrykker sig mere og mere brutalt – en brutalitet, som angiveligt skulle være et spejl af, hvad folkedybet går og tænker og føler. Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at det slet ikke er folkedybet, som jeg gennem årene har stået i et undervisningslokale sammen med. Men det er i hvert fald en stor del af den befolkning, som jeg i parentes bemærket også selv tilhører. Og det er en gruppe mennesker, som jeg har så stor tillid til, at vi kan være uenige eller enige, fordi jeg ved, at der er en anstændighed, som jeg ikke finder i det politiske liv længere.

Maria, Carina, Lotte, Mette, Pernille, Julie og alle jer andre i mit undervisningslokale – hvor kunne politikerne lære meget af jeres anstændighed! I har meget at give til samfundet, men det virker som om samfundets politikere ikke længere vil tage imod det. Kunne det tænkes, at de kun er optaget af magten og faktisk ser brutalitet, som et middel til både at opnå og beholde magten?