Kategoriarkiv: Samfund

Menneskebad

Skriv en kommentar

Søren Kierkegaard blev kun 42 år gammel. Han havde et skrøbeligt helbred, men forsøgte at styrke det ved at gå ture i Københavns gader flere gange om dagen. Kierkegaard vidste, at det var en fysisk livsnødvendighed for ham at bevæge sig til fods, og det var en kur, som han gerne anbefalede til andre, der også led under et svigtende helbred. Han skrev således til sin svigerinde, Henriette Kierkegaard, at hun for alt i verden ikke måtte miste lysten til at gå.

Svigerinden, der tilbragte det meste af tiden i sengen, fik dette råd med på vejen om de helsebringende effekter af spadserekunsten: »Jeg gaar mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaar fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at man ikke kan gaa fra den. Når man saaledes bliver ved at gaa, saa gaar det nok.«

Hensynet til helbredet spillede en væsentlig rolle for Søren Kierkegaard, når det handlede om hans interesse for at gå lange ture. Udsigten til ikke at kunne få motion var således en af Kierkegaards store bekymringer, da han i en periode frygtede at blive arresteret, på grund af sin konflikt med kirken.

Men det at gå lange ture var ikke kun et spørgsmål om at dyrke motion for at holde sig i form. For Søren Kierkegaard havde det også en eksistentiel dimension. På den måde kan vi se Kierkegaard som en af de mange filosoffer, der op gennem tiden har koblet gåture sammen med det at filosofere. For over 2000 år siden blev en gruppe af filosoffer i Grækenland således kaldt for Den peripatetiske Skole. Ordet peripatetiker er græsk og betyder vandringsmand. Bl.a. var Aristoteles peripatetiker, fordi hans undervisning i filosofi foregik mens han gik omkring i Athens gader sammen med sine elever.

På Kierkegaards mange ture i Københavns gader blev der også filosoferet og drevet psykologiske studier af mennesker. Det var tanker og iagttagelser, som kunne være forberedelse til hans bøger. Det at gå rundt og samtale med andre mennesker, eller opsamle indtryk fra byens liv, var således også en filosofisk livsnødvendighed for Søren Kierkegaard. Han gav det tilmed et navn. Når Kierkegaard vandrede rundt i København tog han nemlig menneskebad.

Jeg sidder på Café Kop Amok og kikker over mod Vesterport Station. Søren Kierkegaard må have passeret tæt forbi dette sted, når han begav sig ud på en af sine yndlingsture; den ud mod Frederiksberg Have. Fra mit udsigtspunkt, her cirka 160 år senere, kan jeg godt forstå, hvad Søren Kierkegaard mente med at tage menneskebad.img_2315

Synssansen er den frieste af alle sanserne. Jeg kan rette den mod et bestemt menneske, som krydser over gaden fra Vesterport Station og med blikket følge ham ned ad Vester Farimagsgade mod Hovedbanegården. Eller jeg kan lade mit blik være ufokuseret og blot se, uden at se efter noget bestemt, bare lade hvem som helst komme ind i synsfeltet og passere videre, som bølger fra menneskehavet ude på gaden.

Men jeg kan også lade mit blik løbe hen over Vesterport Station, og kikke på byen, som jeg ved den aldrig kommer til at se ud igen. Her tager mit indre blik over og lader gamle billeder fra tidligere tider lægge sig som en tynd film hen over det, jeg ser her og nu. Sådan så Vesterport ud da jeg var barn og gik forbi med min mormor i hånden, når vi var i København i sommerferien.

Eller jeg kan rette blikket undersøgende over mod en dør og opgang længere nede ad gaden og spørge om jeg vil kunne leve der? Det er det særlige blik, det vurderende, som jeg næsten altid bruger når jeg kikker på specifikke steder. Jeg vurderer næsten aldrig om de er pæne, grimme eller indbydende – men om jeg vil kunne bo der. På den måde får jeg med det samme et personligt forhold til steder, som f.eks. denne dør og trappeopgangen bag den.

På den måde er det ikke blot menneskebad man tager, men verdensbad. Sammen med alle de mennesker, der passerer forbi, dukker stedets karakteristika op, som en del af badet. Ikke kun den dør, som jeg kikkede på, men også alle forretningerne, der på det nærmeste skyller mig op på en fremmed strand. En enkelt gade repræsenterer næsten hele verden. Alene fra min plads i cafeen kan jeg se forretninger fra Indien, Pakistan, Italien, Danmark, USA, Vietnam, Marokko og Rusland.

Og så er der alle hjørnerne, som altid bringer noget nyt frem. Hjørner har eksistentiel betydning, fordi de afslører noget, for senere at skjule det igen. Fra min plads i cafeen kan jeg se tre hjørner. Hende, der lige har rundet det ene hjørne, hvor var hun før jeg fik øje på hende? Hvor kom hun fra, hvad havde hun foretaget sig inden hun dukkede op, for kort efter at forsvinde rundt om et andet hjørne? Der er forbandet mange hjørner i en by. Først skjuler de noget, så åbenbarer de en lille smule og så skjuler de det hele igen.

Vi er på den måde både forbundet med verden og samtidig afkoblet fra den. Men den eneste måde vi kan være forbundet med verden og med andre mennesker, er gennem vores opmærksomhed. Byen åbner sig ikke bare for os, og det var Søren Kierkegaard klar over. Forudsætningen for Kierkegaards menneskebad var nemlig hans opmærksomhed på mennesker og verden. Selv om han ikke kendte tjenestepigerne, der passede børn i Frederiksberg Have, så fik de alligevel, gennem Kierkegaards opmærksomhed, en placering i hans liv, og nogle af dem endda en betydning i hans bøger.

Jeg har lige har set en kvinde komme omkring hjørnet med et barn i hånden. Selv om de allerede få sekunder efter er forsvundet om det næste hjørne, så belønner opmærksomheden alligevel én med vigtig viden om dem: Der eksisterer andre mennesker, for hvem jeg også lige er dukket frem fra et hjørne, og om lidt forsvinder omkring et andet. Det er den ekstremt vanskelige oplevelse af, at noget andet end én selv har virkelighed på helt samme niveau, som man selv har.

Faktisk tror jeg, at det er gennem et opmærksomt menneskebad, at vi for alvor oplever os selv, som et konkret individuelt menneske. Et individuelt menneske bliver man nemlig først i det opmærksomme møde med andre mennesker: Her er jeg, dér er du.

Bibliotek

Skriv en kommentar

I mit københavnerliv spiller Det Kongelige Bibliotek en stor rolle. Den Sorte Diamant er bibliotekets nyeste tilbygning og ligger ved Søren Kierkegaards Plads. Den monumentale bygning er opført i sort granit, som er blevet brudt i Zimbabwe og poleret i Italien. Bag den afrikanske granit kan man bl.a. finde Café Øieblikket, som har fået navn efter et af Søren Kierkegaards værker. Det er her jeg ofte drikker min kaffe, holder møde med dem, jeg skal tale med, sidder og læser eller skriver.det-kgl-bibliotek

Der er noget magisk ved ethvert bibliotek, uanset om det er en bogbus, et lille købstadsbibliotek, Det Kongelige Bibliotek eller måske forestillingen om det legendariske bibliotek i Alexandria, som i antikken var verdens største bibliotek.

Da jeg var barn tog min far mig med på biblioteket i den provinsby, vi boede i. Det kan naturligvis ikke passe, men i min erindring var det altid mørkt når vi kørte på biblioteket. Det hænger sammen med, at mørket, som jeg ellers ikke var glad for, blev trygt når min far var med. Og på biblioteket var der altid voksne med autoritet, og der blev ikke råbt eller drillet – så for mig var det et godt sted at være.

Jeg lærte først at læse i en ret sen alder, fordi jeg pjækkede fra skole. Men efterhånden begyndte de sorte streger og krumninger på papiret at give mening. Ikke i den betydning, at jeg begyndte at kunne læse. Bogstaverne og ordene tog sig af mig, og begyndte at tale, så jeg kunne høre dem. På den måde har jeg måske i virkeligheden aldrig helt lært at læse, men til gengæld er jeg blevet en god ordlytter, så jeg kan høre ordene, selv når de ikke udtales, men kun står på det flade papir.

Der er skrevet masser af historier og fortællinger om biblioteker, fordi grundstoffet i al magi lige netop er ord, der taler om det ufattelige; det, der paradoksalt nok ikke kan siges, med mindre det siges ud fra siderne i en bog.

Historiens store biblioteker har været mytiske og mystiske, fordi det blev fortalt, at de rummede al den viden, som fandtes, og dermed var farlige. Ligesom i dag har viden til alle tider været anset for farlig. Særlige bøger på specielle biblioteker har være så farlige, at de blev brændt, hvis bibliotekerne ikke formåede at skjule dem godt nok. En af de farligste bøger i verden har været Om verdens natur, som blev skrevet af romeren Lukrets (96-55 fvt.) I mange århundreder var dette manuskript væk, og der gik kun rygter om det. Men i 1418 fandt Poggio Bracciolini en gammel kopi af det på et klosterbibliotek. Manuskriptet havde været gemt grundigt af vejen, fordi det fortalte om den farlige idé, at universet og mennesket fungerede helt uden indblanding fra guderne. Lukrets skrev, at religiøs frygt var helt uden grund i virkeligheden og kun virkede til skade for mennesket. Bogen fortsatte derfor med at være farlig for kirken og for de etablerede i samfundet, der byggede på Guds love.

Der er således masser af fortællinger om bøger og biblioteker, som på den ene eller anden måde er magiske, fordi de rummer dyb, farlig eller hemmelig viden. Når jeg sidder inde i den store granitblog på Søren Kierkegaards Plads er der også magi omkring mig i form af de mange millioner bøger, manuskripter og tekster af enhver art, som befinder sig ganske tæt på mig når jeg drikker kaffe i Café Øieblikket.

I etagerne over mig, og i alle bibliotekets ældste bygninger, befinder sig bøger og tekster, systematiseret og opbevaret i en orden, så de ikke alene kan findes, men også udgør en sammenhæng. Der er forskellige faglige afdelinger, forskellige bogsamlinger og inddelinger efter en tematisk orden, der viser, hvor meget mennesket gennem århundrede har forsøgt at forstå om sig selv og verden.

Der er bøger om de mindste insekters særlige karakteristika og om universets yderste stjerner. Uanset hvilken afdeling og hylde man skulle støde ind i på Det Kongelige Bibliotek, så vil de bøger og tekster man finder, alligevel have noget til fælles. De er alle sammen udtryk for menneskets forsøg på at forstå, forklare og fortolke sig selv. Bøgerne er udlægninger af menneskelivet, af verden – rent ud sagt af alt. Om det så er en digtsamling, den tyndeste samling, den ældste eller nyeste i biblioteket, så er den et forsøg på at tolke mennesket og den menneskelige eksistens i verden.

Det Kongelige Bibliotek er derfor heller ikke bare en stor bogsamling. Det er en problemsamling, som den tyske filosof Ernst Cassirer (1874-1945) beskrev det såkaldte Warburg-bibliotek i Hamburg. Det var et privat bibliotek med 20.000 bøger, hvor bøgerne ikke var sat op efter den almindelige systematik. Bogsamlingen var bygget op så bøgerne stod ved siden af hinanden på en måde der viste, hvordan bøgernes forskellige slags viden spillede sammen i forsøget på at udlægge den menneskelige verden. En bog om kunsthistorie kunne stå ved siden af en bog om mytologi, der stod ved siden af en bog om sprog, der stod ved siden af en bog om religion, der stod ved siden af en bog om filosofi, videnskab, græske guder, eller hvad det nu måtte være. Selv om Det Kongelige Bibliotek ikke er bygget op på den måde, så er bøgernes forskellighed dog et fælles forsøg på at forstå den menneskelige eksistens i verden.

Mennesket er omgivet af en realitet, som det ikke selv har skabt, og som det ikke selv er herre over. Det er denne realitet, som bøgerne forsøger at fortolke og forstå – for herigennem måske alligevel at kunne kontrollere den, bare en smule, eller i hvert fald for at give den en særlig mening og betydning.

Bibliotekerne viser hvor meget mennesket har kæmpet med verden og med sig selv, for at skabe mening og handlemuligheder. Tavst står Den Sorte Diamant ved havnefronten i København og virker lidt tung og dyster i sin sorthed. Men måske er den det mest levende sted i København, for her lever tusindvis af tanker og forestillinger fra tusindvis af år om tusindvis af ting, som mennesket har været berørt af og stadig er det – og stadig skriver bøger om. For afklaret bliver vi aldrig, og derfor er tanken og ordet altid i bevægelse. Derfor kan jeg mærke, at Den Sorte Diamant bevæger sig, som var den en tanke om det hele – indtil nu.

Opmærksomhedens etik

2 svar

I sidste uge fik jeg tilfældigvis foræret lidt tid. I et par dage kunne jeg forholde mig i ro og sidde stille i stolen. Men så opdagede jeg, at der bag verdens tumultariske støj gemmer sig en larmende tavshed, som ikke høres med mindre man netop giver sig tid, og direkte retter opmærksomheden mod den. Jeg tror det er den tavshed, som den israelske forfatter David Grossman kalder for ligegyldighedens tavshed over for andres smerte.

For et par uger siden hørte jeg Grossman tale ved litteraturfestivalen ”Verdenslitteratur på Møn”. Midt i de smukke og idylliske omgivelser på Fanefjord Skovpavillon spurgte han: ”Hvem giver sig i dag oprigtigt hen til andres lidelse for at sympatisere med den?”

Ligegyldigheden er den tavshed der kan høres, hvis man er opmærksom nok. Det er måske et paradoks at sige, at man kan høre tavsheden. En form for opmærksom lytten er da også nødvendig, hvis man skal høre ligegyldighedens tavshed, fordi den meget let forsvinder i flygtighedens baggrundsstøj. Som David Grossman sagde i Kristeligt Dagblad, så er der nemlig en tendens til at omforme alt til underholdning og vittigheder: ”Når du tænder for fjernsynet, ved du aldrig i de første 20 sekunder, om det er et seriøst nyhedsmagasin, et standup-show eller en dokumentarudsendelse, du er ved at se.” Opmærksomheden over for det vigtige sløres, distraheres – og så er det, at ligegyldighedens tavshed indfinder sig.

Vi får masser af daglige glimt af andre menneskers helvede. Det er den slags voyeurisme, som medierne i stor udstrækning bygger på. I sekunder ser vi det, og glemmer det, og derefter er der kun ligegyldighedens tavshed tilbage, fordi der skal være plads til flere glimtvise oplevelser. Vi skulle helst ikke hænge for meget fast i det samme; krigen om vores opmærksomhed tillader ikke fordybelsens tidsmæssige hængedynd.

Jeg har altid en tvangstanke på mig, i lommen eller i min taske. Tvangstanken er ofte en bog, som skal tvinge mig til at fastholde noget vigtigt, øge min opmærksomhed og gøre den lidt mere stillestående end det ellers er ønskværdigt, hvis man skal følge med udviklingen. Lige for tiden er det to digtsamlinger, som tvinger min opmærksomhed i en bestemt retning:

hvorfor er vi alle sammen
så stille
vi er da ikke døde
endnu

Disse tretten små ord er fra Henrik S. Holcks digtsamling ”Vi må være som alt”. Smal og med skarpe kanter, som et af de lommetørklæder min mor strøg til min far, kan den ligge i lommen og sætte eftertanker i gang – ikke mindst når det senere i samme digt lyder:

der skal så lidt til
og det er ubærligt
synet er vort skriftested

Hvorfor bliver vi så stille når vi præsenteres for blikket ind i andres lidelse? Måske af den årsag, som en anden af mine aktuelle tvangstanke-bøger skriver om:

På et tidspunkt
blev solen kold
og gavmildheden forlod jorden.

(…)

Ingen tænkte længere på kærlighed
Ingen tænkte længere på at kæmpe for noget,
og ingen
tænkte længere over noget som helst

Sådan skrev den unge kvindelige iranske digter Forugh Farrokhzad i digtet ”Jordiske vers” fra 1963. Både Henrik S. Holcks digt og Forugh Farrokhzads efterladte ord (hun døde i 1966, kun 32 år gammel) er skrevet i en anden sammenhæng end den, jeg her bruger dem i. Men lige nu er de blandt de tvangstanker, som jeg frivilligt har valgt at gå rundt med, fordi de dels stiller spørgsmålet: hvorfor er vi alle sammen så stille? – og dels antyder et svar: ingen tænker længere på kærlighed.

Forughs digt om kærlighed har en særlig betydning, som nærmest er forsvundet fra sproget. Kærlighed handler ikke kun om kærlighed mellem to, tre eller fire mennesker, eller mellem de ganske nære. For Forugh har kærligheden en poetisk betydning i bredere forstand, som også gør den til noget politisk betydningsfuldt. Når hun skriver: ”ingen tænkte længere på kærlighed” er det ikke blot udtryk for en følelsesmæssig melankoli. Det er også en beskrivelse af den del af samtiden som har glemt, at rette kærlighed mod de lidende, de forfulgte, ofrene for tvang, undertrykkelse, terror og al anden vold.

Hvorfor er vi så stille når stuen hver aften fyldes med andre menneskers lidelse? Vi er da ikke døde endnu. Nej – men der er sket noget med vores opmærksomhed. Uden opmærksomhed svækkes den sansning, som giver næring til medfølelse, empati, sympati og kærlighed.

I nutiden er der en økonomisk betinget kamp om vores opmærksomhed. Opmærksomheden er derfor hele tiden på vej et andet sted hen; ofte er den nærmest et helt andet sted end vores krop. Opmærksomheden er så at sige på flugt fra os. Umiddelbart kan det måske opleves som en rigdom i muligheder for det enkelte menneske, at opmærksomheden ikke er bundet til noget, men er i fri bevægelighed. Men selv om opmærksomhed er en individuel egenskab er det også tydeligt, at spørgsmålet om opmærksomhed er ved at blive et kollektivt problem.

Den amerikanske filosof Matthew B. Crawford understreger, at vores opmærksomhed også er rettet mod en fælles og delt verden. Der er et moralsk imperativ knyttet til det, at have opmærksomheden rettet mod den delte verden, og ikke kun at have den lukket inde i ens eget hoved.

Forfatteren Iris Murdoch skrev, at for at være et godt menneske, må man først og fremmest vide visse ting om ens omgivelser, ikke mindst naturligvis om eksistensen af andre mennesker, deres behov og fordringer.

Som mennesker har vi kun begrænsede opmærksomheds-ressourcer. Et indlysende eksempel på dette er at tale med et menneske, som sideløbende med vores samtale tjekker sin SMS. Jo – vi kan tale, men ikke sam-tale, for uanset hvor begrænset uopmærksomheden er ved at tjekke SMS, så påvirker det evnen til opmærksomt nærvær, indlevelse, medlevelse, lytning og forståelse. På den måde er vores opmærksomhed altså ikke kun en privat, indre sag for os selv, men et fælles anliggende, der påvirker andre. Når vi lever i distraktionens tidsalder bliver det nærliggende, at tale om en opmærksomhedens etik. Et opmærksomt blik, en opmærksom opmærksomhed eller en uforstyrret, ikke-distraheret opmærksomhed på andre mennesker.

Når David Grossman spørger, hvem der i dag giver sig oprigtigt hen til andres lidelse, for at sympatisere med den, så handler det også om, hvor godt, hvor længe og hvor dybt vi kan fastholde opmærksomheden mod lidelsen i en opmærksomhedsøkonomi, hvor der hele tiden er noget, nogen – og ofte os selv, der bringer opmærksomheden ud på distraktionens afveje.

Forugh Farrokhzad skrev om solen, der på et tidspunkt blev kold, hvormed gavmildheden forlod verden. Hvis vi et øjeblik siger, at solen er vores opmærksomheds lys, som kan rettes mod et andet menneske, så kan gavmildheden være den kærlighed i bred forstand, som Forugh også talte om. For kærlighed, oplevelsen af kærlighed, medfølelse, sympati, med-lidelse, knytter sig til opmærksomheden

At give sig hen til andres lidelse er også at give dem opmærksomhed. Ikke kun voyeurismens blik, men opmærksomheden, der trækker det andet menneske ind i ens eget liv. Opmærksomhed mod den anden fører mig væk fra mig selv, i retning af noget, der er fremmed for mig – men også noget, som min bevidsthed ikke kan beskrive som uvirkeligt eller ukorrekt. Opmærksomhed, når et andet menneske lider, fører til erkendelsen af lidelsens virkelighed for dette andet menneske. Opmærksomhed er den egenskab, der forbinder os med verden, og knytter os til andre mennesker.


Kilder:
Kristeligt Dagblad d. 17.09.16. Interview med David Grossman: Ligegyldighed over for andres smerte er vor tids forbandelse.
Henrik S. Holck: Vi må være som alt, Gladiator 2016.
Forugh Farrokhzad: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Oversat af Shadi Angelina Bazeghi, Gyldendal 2013.
Matthew B. Crawdford: World Beyond Your Head, Farrar, Straus and Giroux, New York 2015.
Iris Murdoch: Existentialists and Mystics. Writings on Philosophy and Literature, Penguin Books 1999.

Den Anden – Den Fremmede

1 kommentar

Måske har verden tidligere haft et hjerte. Jeg sidder på min yndlingscafé og læser online-nyheder. En uendelig række af kriser: Mellemøsten, Afrika, USA, Asien, Europa, Danmark. Tilsyneladende er det fælles-menneskelige i globaliseringens tidsalder blevet smerte, lidelse og frygt. Er det muligt, at vi må til at gentænke stort set alt i lyset af, at det ikke mindst er frygten for hinanden, der skaber denne dybe eksistentielle verdenskrise? Det etiske begreb om ”Den Anden” er blevet trængt i baggrunden af det frygtskabende begreb om ”Den Fremmede”. ”Den Anden” er et menneske, som kunne være mig, mens ”Den Fremmede” er en frygtelig skygge, som truer min eksistens og hele selvforståelse, og som derfor må elimineres.

IMG_1622Jeg siger ikke, at verden var et bedre sted i tidligere tider. Men vi lever nu i en verden, hvor vi ved nok, er rige nok, har overskud nok til at mærke, at når man lever i skammelige tider så falder der også skam på én selv. Det er her jeg kommer i tanke om hjertet. Den franske filosof Gabriel Marcel skrev nemlig, at den verden, det vi kalder vores verden, menneskenes fælles verden – den verden må engang have haft et hjerte. Men men kan sige, at dette hjerte er holdt op med at slå.

Det hævdes ikke længere at samfund kunne bygge på ønsket om at leve sammen. Samfund, hele verdenssamfundet, bygger i stedet på frygten, og på forholdsregler, der skal kontrollere frygten. Håbet knytter sig ikke længere til det fælles-menneskelige, men til at mennesker kan holdes adskilt.

Religiøse og politiske dogmer kan end ikke formulere, hvad det er for problemer, som menneskeheden er konfronteret med, selv om det er religionerne, der har lovet mirakelløsninger, godt hjulpet af politiske ideologier. Disse mirakelløsninger har dog ofte vist sig, at stille fremmed over for fremmed og glemme den andens lighed med én selv. Men her, midt i min læsning om de forskellige krisers enorme menneskelige omkostninger, kan jeg alligevel ikke lade være med at ønske mig et mirakel.

Hvad er det så for et mirakel, man kunne ønske sig? Ikke et religiøst eller ideologisk, det er jo netop den slags mirakler, som mange terrorister tror, de er forkæmper for, og som de fleste krige føres for at realisere. Mit ønskemirakel er mindre og mere beskedent og formuleres suverænt af den svenske digter Tomas Tranströmer når han stilfærdigt forklarer hvad der skal til:

To sandheder nærmer sig hinanden. En kommer indefra, en
kommer udefra
og hvor de mødes har man en chance for at se sig selv.

 

Citatet er fra Tranströmers digt Præludier i Tomas Tranströmer: Samlede Tranströmer. På dansk ved Peter Nielsen.  Rosinante 2011, s. 134.

Om Jesus, Muhammed og andre hønisser

Skriv en kommentar

Begivenheder i det tidlige forår 1990 bragte hønisserne i centrum for en mindre dansk religionskrig. Årsagen var, at den socialdemokratiske gruppeformand og tidligere minister Ritt Bjerregaard i en kronik havde sammenlignet Helligånden, Jesus og Jomfru Maria med hønisser, og desuden inkluderet både Vorherre og Allah i samme kategori. Kronikken skabte en ophedet debat, som viste, at det historisk set ligger os danskere meget på sinde, at forholde os engageret til krænkelser af religiøse følelser. Og det var dét, som hønisserne blev brugt til, mente mange.

HønisseI min familie har vi en fin tradition for hønisser. Vi har selv en, som bor i en lille krukke, og i julemåneden tager vi låget af for at lukke den ud. Tilbage i 1990 var det lidt af en hønisse, som Ritt Bjerregaard fik lukket ud af krukken. I folketroen er en hø-nisse et overnaturligt væsen og sandsynligvis i slægt med nisserne. Sammenligningen af bl.a. Jesus med den slags fantasiskabninger gik da også rent ind.

Først blev Ritt Bjerregaard meldt til politiet, fordi hun ved at sammenligne Jesus med hønisser havde hånet og nedværdiget de kristne, som anmelderen sagde – og desuden også muslimer, buddhister og andre religiøse grupper. Politiet blev derfor sat til at undersøge om Ritt Bjerregaard havde begået noget strafbart ved denne sammenligning. Også redaktøren på Berlingske Tidende, som havde trykt den famøse kronik, blev meldt til politiet. Ingen af dem blev dog dømt for noget.

Men hermed var det ikke slut. I kronikken havde Ritt Bjerregaard nemlig også skrevet, at hun var »tilbøjelig til at opfatte religion som skadelig overtro«. Dette udsagn og rangeringen af Jesus på samme plan som hønisser fik den radikale politiker Hans Larsen-Ledet til at sige: »Hun har krænket store dele af det danske folk ved sine blasfemiske udtalelser«. Han var glad for, at det ikke var en radikal politiker, som havde nedgjort danskerne på den måde, sagde han, og konkluderede, at Ritt Bjerregaard med den kontroversielle kronik havde sat sine muligheder for at blive statsminister over styr.

Også internt i Socialdemokratiet var der kritik. Her sagde den tidligere kirkeminister Tove Lindbo Larsen, at politikere skal have lov til at udtale sig om religion, men dog tage et vist hensyn. Med sine udtalelser havde Ritt Bjerregaard imidlertid overskredet de »uskrevne, etiske regler der er i Socialdemokratiet«, mente Tove Lindbo Larsen. Partiets daværende næstformand Poul Nyrup Rasmussen opfattede ligeledes Ritt Bjerregaards sammenligning af Jesus med en hønisse, som i »direkte modstrid med partiets politik«. Nyrup Rasmussen havde den holdning, at man ikke skal »sparke ud efter mennesker, der engagerer sig i religion«, og han angreb Ritt Bjerregaard for at gøre religiøse mennesker til grin.

Dette lille historiske tilbageblik er naturligvis ganske tankevækkende i dag, hvor religionen er blevet meget tydeligere, i både gadebilledet og i den offentlige debat, end tilfældet var i 1990. På næsten alle områder spiller religionen en større rolle i dagens samfund end den gjorde for godt 25 år siden.

Noget har ændret sig, og i dag kunne Ritt Bjerregaards kronik have ført til terrortrusler mod hendes liv. Sammenligningen af Jesus og ikke mindst Allah med hønisser havde nok virket stærk oprivende på nogen – og reaktionen havde ganske sikkert været afbrændte dannebrosflag, trusler og sikkert også direkte voldsudøvelse.

Ritt Bjerregaard beskyldte i sin tid også religionerne for at bygge på overtro. Men i dag er det ikke overtroen, der diskuteres når det drejer sig om religion. Nu handler det om religionens indtrængen på det politiske og samfundsmæssige område; ikke ikke primært, som en trosfaktor, men som en meget synlig og aggressiv volds- og magtfaktor.

I dag er det ikke hønisser, som er religionens værste fjende, men religionen selv. Ingen af de store religioner har vist, at de kan håndtere det jordiske livs mange forskelligheder og modsætninger med andre midler end uforsonlighed, konflikt, intolerance og vold. Jeg ved naturligvis godt, at der er forskel på en religion og mange af de mennesker som dyrker den. Men uforsonlighed er alligevel det, der kendetegner religionen i alt for stort omfang.

Da Ritt Bjerregaard skrev kronikken med titlen »Jeg tror på et liv før døden« blev ordet hønisse anset for at være krænkende for de religiøse mennesker. I dag må vi sige, at religionen klare det det fint selv. Hvor mange muslimer føler sig mon ikke krænket af den primitive og voldelige måde, som Islam bliver ført frem på? Hvor mange jøder må ikke føle sig krænket af den måde, som konflikten i Mellemøsten har udviklet sig på? Hvor mange kristne må ikke føle sig krænket af den måde, som kristendommen i stigende grad bruges som begrundelse for afvisning og intolerance? Og hvor mange ikke-religiøse må ikke føle sig krænket af religionernes formørkede virkelighedsopfattelse og ødelæggende, aggressive fremfærd?

Der var ikke mange, som talte hønissernes sag efter Ritt Bjerregaards kronik. Men i forhold til den skade, som religionerne gør på sig selv og ikke mindst på andre i disse år, var hønissernes angreb for intet at regne.

Huler

Skriv en kommentar

Børn har deres egne steder; hemmelige huler og skjulte gemmer. De finder dem med usvigelig sikkerhed eller skaber dem selv bagerst i haven, i et krat, på loftet, i kælderen, måske under rodnettet fra et væltet træ – eller som mine piger om sommeren, hvor blommetræet nede på engen var deres hemmelige sted. Hver gang vi går tur peger vi og siger: »Der stod pigernes blommetræ,« for om sommeren var træet nærmest som en forlængelse af deres kroppe, når de gemte sig i deres hule oppe under bladene.

Børn kender betydningen af at have et særligt sted. De ved, at det f.eks. kan bruges til at besegle venskaber. Hvor mange børn har ikke sagt: »Nu skal jeg vise dig mit hemmelige sted, som jeg selv har fundet. Det er et godt sted, hvor man kan gemme sig, så du må ikke sige det til nogen.« Men så var der alligevel en som sladrede, eller måske fandt de store børn stedet. Og en morgen, hvor man kravlede gennem buskadset for at komme ind til det hemmelige sted, blev man mødt af ødelæggelse. Så måtte man enten bygge det op igen, eller finde et nyt sted, som kunne blive ens eget. På den måde kunne en sommerferie godt gå.

Huler og skjulte steder er vigtige. De er børnenes første oplevelse af den vedvarende alliance mellem stabilitet og bevægelse, lukkethed og åbenhed. Børnenes huler er en tidlig demonstration af, hvordan åbenhed og nysgerrighed i forhold til verden er betinget af muligheden for at lukke verden ude, eller for at afgrænse sig fra omgivelserne.

Livmoderen beskrives som den muskuløse hule i kvindens krop, hvor zygoten i sikkerhed kan udvikles til et barn. At blive menneske betyder at bryde ud af livmoderens hule. Men mennesket må ikke kun frigøre sig fra en mor, det finder også sig selv konfronteret med udfordringen, at skulle være i verden. Der er to mirakler: Fødslen og den senere bevægelse ud i verden. Dette udbrud til verdens uendelige horisonter er kun muligt, hvis der fortsat findes huler. Hulen og det hemmelige gemmested er en imiteret livmoder.

Som voksen kan man let glemme eller fortrænge den grundfølelse, som alle børn må have, nemlig barndommens konstante oplevelse af verden, som en radikal åbenhed af den mest uforudsigelige og fremmede slags. Men erindringen kan vækkes igen, når man pludselig befinder sig på åben mark, udleveret til verdens påtrængende skubben rundt med én – uden huler eller andre lignede former for skjulesteder.

Aristoteles så mennesket som et politisk og socialt væsen, hvor livet består i aktivitet – vita activa. Men mennesket er på samme tid også et forklarings- og meningssøgende væsen. Denne del af vores natur kommer til udtryk i stræben efter det kontemplative liv – vita contemplativa. Selv om Aristoteles lagde vægt på mennesket, som et politisk og socialt væsen, så mente han alligevel, at sandheden var at finde i den kontemplative tilstand.

Vi har derfor brug for huler, skjulesteder og refugier i respekt for vores præ-politiske grundform: Eksistensen i det lille huleformat. Det nuværende stor-skala samfund, det globale og grænseløse, efterlader os imidlertid uden naturlige huler og skjulesteder.

Huler kan bygges i blommetræer. Men også voksne har en eksistentiel huledrift. Det har vist sig, at mennesker, som har deres arbejdsplads i storkontorer, uden afskærmning, i det åbne, grænseløse og frit tilgængelige rum, også finder deres huler – på toilettet. Medarbejdere der sidder i storkontor bruger således mere tid på toilettet end dem, som har deres eget kontor! Toilettet er det aflukke, som respekterer hule-behovet for at kunne trække sig tilbage til vita contemplativa, som modvægt til den sanseløse aktivitet, der uden filtrering overstimulerer alle sanser og tanker.

Toilettets visdom – de gode ideer og den fred, der falder over én, når man låser sig inde på toilettet – er betingelsen for at kunne forsvare sin eksistens uden for hulen. Denne toilettets hule-imitation er et korrektiv til kulturens og arbejdspladsernes krav om ekstrovert tilstedeværelse og mental ekshibitionisme.

Uden huler, som toiletter, biler, hotelværelser, stærkt afgrænsede rum, skjulesteder i toppen af blommetræer og andre lignende eksistentielle beskyttelsesrum, vil vi miste et vigtigt udsigtspunkt til verden – nemlig vores eget.

Det var ikke mennesket, som et politisk og socialt dyr, der var i begyndelsen. I begyndelsen var mennesket i sin livmoder-hule, derefter var barnet i sit hemmelige skjulested oppe i blommetræet, og så begyndte tiden, hvor vi må lede efter voksenhuler, som f.eks. toiletter, for overhovedet at kunne gå ud i verden og være politiske og sociale væsner. Ethvert samfund må have en slags hulens eller skjulestedets etik. Tankevækkende er det naturligvis, at toilettet i dag er en af de mest oplagte huler.

Steder der husker

2 svar

Vi gik en tur rundt i København. Det var aften og vi gik uden mål. Bare i en bevægelse gennem gaderne, hvor vi kendte nogle af stederne, som næsten hjemlige, mens andre var nærmest ukendte. Det er den måde, man tilegner sig et sted på. Det har ikke noget at gøre med, at følge ruter på et kort. Det handler om at tilegne sig stedet gennem sin krop, som fodgænger. Selvfølgelig kan vores bevægelse gennem byen gengives på et kort. Mobiltelefonen kan have GPS’en slået til, så vores usynlige spor bliver til synlige gengivelser på skærmen og kommer til at danne et mønster: Her gik vi. Men det vigtigste mistes i sådan en optegning af vores tur; nemlig handlingen at gå, at passere steder, at bevæge sig ind på steder, at komme steder hen.

Hvis man taler et sprog, så tilegner man sig det. På samme måde er det en tilegnelsesproces, at gå, at bevæge sig legemligt rundt på steder, som f.eks. en by. Ved at tale et sprog overtager man det. Ved at gå rundt på et sted overtager man også dét, gør det kropsligt, fordi stedet, vi går rundt i, ikke blot er et topografisk og rent fysisk terræn. Det er ikke bare et rum, men et eksistentielt rum, som den amerikanske filosof Edward S. Casey skriver.

Jeg tror ikke, at man nødvendigvis tager fotografier af forskellige steder alene for at huske, hvordan de så ud, men først og fremmest for at genkalde sig følelsen af, hvordan disse steder virkede på én. Hvilke følelser og tanker de gav anledning til og fremkaldte.

Jeg har på den måde steder i København, som samler på noget for mig. Steder ligger ikke uden for én, som neutrale størrelser i det omkringliggende rum. Som Casey skriver, så samler stederne på oplevelser, på historier, på følelser, sprog og tanker. Når vi går rundt i gaderne passerer vi steder, som er fyldt med erindringsgods: Her gik, her var, her skete, her så jeg, her mødtes vi. Steder har en evne til at fastholde, også når vores egen umiddelbare fastholdelsesevne ikke længere slår til.

Alt dette viser sig ikke ved hjælp af en grafisk fremstilling af vores rute gennem byen. Stedet skærer igennem fortiden, ind i erindringerne og helt ind til det første møde med et menneske på dette sted. Endda helt ind i det usynlige, hvor der en gang var et sted, som min far talte om, men som for længst er væk, og som jeg aldrig har set. Steder er dybt betydningsfulde. De er en slags forlænget kognitiv funktion hos os. Glemte ting, uklare minder, vage følelser, tågede erindringer og forestillinger træder klart frem når vi møder et bestemt sted. Alt dette tilhører nærmest stedet, som om det var en forlængelse af min hjerne og min krop.

Da vi gik gennem byen mødte vi steder, som ikke alene var et punkt i et koordinatsystem, et fysisk punkt. Vi gik gennem steder, som var begivenheder, hvor vi og stedet voksede sammen, fordi stedet opsamlede noget væsentligt om vores liv og historie.

I psykoanalysen er det vigtigste menneskets forhold til sig selv. Den franske filosof Gaston Bachelard skrev, at man dog ikke skal undervurdere det afgørende ved menneskets forhold til steder og ting. Steder er jo netop ikke kun et andet ord for det tomme rum, som filosofien og videnskaben taler om. Rummet omkring os er fyldt med kvaliteter, erfaringer, sansninger, fornemmelser, tanker og følelser, som er af eksistentiel betydning for os, og som konstituerer os som det menneske, vi er. Vi vil slet ikke være til uden steder, og vi er dén vi er på grund af nogle bestemte steder.

Tænkt blot på stedet “hjem”. En adresse, der kan indkodes på et kort ved hjælp af koordinatpunkter; et hus på et stykke jord. Men også et sted, der er som en krop uden på kroppen, som Bachelard skriver. Et sted, som har indlejret sig i os, som bærer væsentlige dele af vores erindringer og erfaringer med de vigtigste følelser i eksistensen. Som Heidegger skrev, er hjemmet et bygningsværk, men først og fremmest et sted, som er broen imellem mennesket og dets væren.

Som nattevandrer i Københavns gader er det heller ikke roen, vi får foræret. Det er ikke selvforglemmelse i omgivelserne, der får én til at glemme kilometer efter kilometer. I byen er det tværtimod sanseindtrykkenes forførelse, der får én til at bevæge sig – efter mere, måske mere erindring, mere af det glemte, der ellers bare vagt fornemmes. Stederne, broerne imellem mennesket og dets væren, trænger sig hele tiden på, holder os opmærksomme, fordi vi trænger ind i byens steder med vores bløde påvirkelige hylster af krop og psyke.


Litteratur:
Gaston Bachelard: The Poetics of Space, Beacon Press, Boston 1994.
Edward S. Casey: Getting Back into Place, Indiana University Press, Indianapolis 2009.
Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted, Århus Universitetsforlag 2015.

Karma

Skriv en kommentar

“Det var den bedste tid; det var den værste tid; det var visdommens århundrede; det var dårskabens århundrede.” Sådan begynder Charles Dickens roman To byer fra 1859. Over 150 år senere virker disse ord nærmest, som en beskrivelse af vores egen tid, på samme måde, som indledningsordene til D.H. Lawrences skandaliserede roman Lady Chatterleys elskere: “Den epoke, der blev vor, er hovedsagelig tragisk. Derfor værger vi os ved at tage den tragisk,” skrev Lawrence i 1928. På samme måde, som Dickens ord, kunne de være skrevet om den tid, som vi selv lever i.

Dickens og Lawrence skrev om epoker, hvor mennesket mødte konsekvenserne af en virkelighed, som det selv havde været med til at skabe; først og fremmest krigens konsekvenser. Det var ikke blinde naturkatastrofer, men menneskeskabte tragedier, som netop, fordi de var menneskeskabte, kunne have været forhindret. Siden da har vi gang på gang set, at man ikke skal undervurdere menneskets evne til at fremkalde komplet ukontrollabel destruktivitet. Det tragiske ligger i det selvskabte ved denne destruktion: konsekvenserne af menneskets egne tanker og handlinger for mennesket selv.

Karma – det forkætrede begreb, som findes i mange religiøse forestillinger. Måske er det på tide, også at gøre det til en politisk og økonomisk forståelsesramme. I dén sammenhæng er karma-begrebet ikke knyttet til nogen form for religiøsitet, men blot til en ganske rationel anskuelse af virkeligheden. Politisk karma handler om konsekvenserne af de politiske ideer og beslutninger. På den måde er karma et af de mest realistiske og nødvendige begreber, der kan tænkes ud fra i dag: Politiske handlinger og tanker betyder noget, de har konsekvenser, og i stigende grad helt ukendte og uforudsigelige konsekvenser. Politisk karma betyder derfor øget fokus på konsekvenserne af de politiske og økonomiske handlinger.

En væsentlig begrundelse for at bruge karma-begrebet i politisk og samfundsmæssig sammenhæng er det, der i socialpsykologien kaldes for “kognitiv dissonans.” Dette begreb beskriver menneskets evne til at handle og tænke imod bedre vidende. Eller med andre ord, til at fortrænge ubekvem viden og kendsgerninger, som ikke stemmer overens med kortsigtede og mere bekvemme ønsker.

Det kunne f.eks. være når medierne formilder politikernes glade budskab: “Vi begynder med noget godt nyt for dansk økonomi: For første gang i mange måneder er der nemlig kommet gang i dankortene. Privatforbruget er endelig på vej op, og økonomerne jubler.” Eller når finansministeren siger, at han gerne ser, “at danskerne går ud og køber et hus, køber nogle forbrugsgoder – svinger dankortet – for det er det, vi har brug for.”

Øget forbrug er lig med, at det går godt i samfundet. Sådan lyder det politiske budskab. I sig selv er det naturligvis en ret åndsforladt politisk målestok, men ikke alene det. Ud fra en viden, som efterhånden er ganske overvældende, betyder det også, at den aktuelle her-og-nu-værdi, som er forbundet med øget forbrug og økonomisk vækst, er i lodret modstrid med menneskets langsigtede interesser. Ukvalificeret økonomisk vækst og materielt forbrug betyder måske værditilvækst her og nu, men på længere sigt afstedkommer det en påvirkning af Kloden i form af miljøproblemer og klimaforandringer, som kan betyde enorme forandringer i vores livsvilkår.

“Den epoke, der blev vor, er hovedsagelig tragisk. Derfor værger vi os ved at tage den tragisk,” skrev Lawrence i 1928. Dette er den poetiske omskrivning af det socialpsykologiske begreb “kognitiv dissonans.” Vi har den tilgængelige viden om, hvad ukvalificeret økonomisk vækst gør ved de fremtidige livsvilkår. Men vi handler ikke efter denne viden. På den ene side anerkendes det, at klimaproblemerne vokser og på nogle områder allerede er ude af kontrol. På den anden side fortrænges disse ubehagelige kendsgerninger samtidig med, at stærke grupper i samfundene direkte modsætter sig de handlinger, som måske kunne dæmme op for klimaproblemernes fortsatte vækst.

Karma – den moderne frygt. Årsagen til klimaproblemerne og mange andre problemer, som truer menneskets fremtid. Karma – frygten for, at vores egne handlinger skal vende sig imod os selv. Politisk karma er ikke noget, man behøver at tro på. I modsætning til religionens karma har videnskaben bevist, at vi uomgængeligt rammes af karma fra vores egne handlinger i den politiske og økonomiske virkelighed.

Den ulidelige politiske optimisme knytter sig til troen på, at tingene kan styres og kontrolleres. Det er en livsfarlig optimisme, som blot fastholder, at vi uden videre bekymring kan lade udviklingen fortsætte, fordi markedskræfternes frie spil, videnskaben og teknologien til enhver tid vil kunne genoprette orden og stabilitet. Men dét punkt er for længst passeret.

Kun hvis vi regner karma med ind i hverdagen, i det politiske, økonomiske og samfundsmæssige perspektiv, har vi mulighed for indflydelse på vores egen fremtid. Så kan det måske blive visdommens århundrede i stedet for dårskabens århundrede, som Charles Dickens digtede om for mere end 150 år siden.

Karma er jo netop det indiske ord for menneskets samlede moralske handlinger, og vi behøver slet ikke at tale om den spirituelle udlægning af begrebet. Karma er så at sige summen af vores handlinger, også i politisk og samfundsmæssig forstand. Som politisk begreb kan karma henlede vores opmærksomhed på behovet for dybere og mere moralske overvejelser over, hvilken fremtid, der mon kommer ud af vores nuværende handlinger. Så kan vi måske genvinde hjertets optimisme trods forstandens pessimisme.


Litteratur:

Isaiah Berlin: A Message to the Twenty-First Century, i Ariel Levy (ed.): The Best American Essays 2015, Moughton Mifflin Harcourt, New York 2015, s. 31ff.

David Budtz Pedersen og Finn Collin: Kampen om mennesket. Fire subjektbegreber i humanistisk forskning, i David Butz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe (red.): Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning, Hans Reitzels Forlag 2015, s. 145-177.

Steen Hildebrandt: Vækst og bæredygtighed. Omstilling og nye muligheder, Libris Business 2015.

Jørgen Steen Nielsen: Den store omstilling. Fra systemkrise til grøn økonomi, Informations Forlag 2013.

Peter Johannes Schjødt: Kritik af den politiske optimisme, Forlaget Fremad 2000.

Polyamory – The Future of Love?

Skriv en kommentar

Scientific American er et anerkendt internationalt tidsskrift, der skriver om den nyeste videnskabelige og teknologiske udvikling. Derfor er det måske også lidt overraskende, midt i det hele, at støde på en artikel om kærlighed. Men på samme måde, som alt andet, har kærligheden naturligvis også udviklet sig op igennem historien. Kærligheden har til alle tider optaget mennesket, uanset hvordan den så ellers har vist sit ansigt.

Artiklen viser da også, at kærligheden stadig udvikles og forandres. Først og fremmest tyder noget på, at kærlighedens mængdelære er under udfordring: Tosomheden er ikke nødvendigvis den eneste og rigtigste måde, at udleve kærligheden på. Psykologer og sociologer er således begyndt at kikke nærmere på det, der kaldes “polyamory.” Ordet “poly” betyder mange, og ordet “amor” betyder kærlighed. Et polyamorøst forhold er på den måde et kærlighedsforhold imellem flere end to mennesker; tre, fire eller måske flere.

Polyamory adskiller sig fra swingere ved ikke, at være knyttet til uforpligtende sex med partnerbytte men ved først og fremmest, at bygge på forpligtende kærlighedsforbindelser imellem alle involverede. Polyamory er derfor heller ikke bare et såkaldt “åbent forhold.” Der er tale om en familie, som blot består af mere end to voksne, og hvor alle har kærlighedsbånd til alle – og naturligvis også seksuel tilknytning til hinanden. En polyamorøs familie kan således f.eks. bestå af en kvinde og to mænd eller af en mand og tre kvinder med kærligheds- og seksuelle bånd på kryds og tværs – altså bånd, som inkluderer alle og derfor også knytter sig til, at nogle af parterne får udlevet deres biseksualitet i det polyamorøse forhold. Der er simpelthen tale om en samlivsform, hvor hverdagen er, som i enhver anden familie – der er blot tale om flere involverede.Hands

Amerikanske sociologer regner med, at der er over en halv million af den slags polyamorøse forhold i USA. Men sandsynligheden taler for, at der er mange flere. I forhold til samfundsnormerne er det nemlig langt mere acceptabelt, at to mænd eller to kvinder lever sammen i et homoseksuelt forhold, end f.eks. tre eller fire mennesker lever sammen i en polyamorøs familie. Derfor forsøger mange sandsynligvis, at skjule deres polyamory. En kendt anbefaling blandt polyamorøse er da også, at åbenhed i forhold til omverdenen ikke altid er en ubetinget anbefaling.

Det er naturligvis ikke kun i USA, at kærligheden udtrykker sig igennem polyamorøse forhold. Det vil ikke undre mig, hvis der blandt denne blogs læsere er nogen, som kender nogen, der lever polyamorøst, selv om det måske ikke sker for helt åbent tæppe. Det er deres valg. Kærligheden har altid langt flere ansigter end man kan forestille sig – og det er jo svært at have noget imod, at den dyrebare kærlighed deles imellem mange.

Den amerikanske psykolog Deborah Anapol har forsøgt, at give en samlet beskrivelse af polyamory i bogen “Polyamory in the Twenty-First Century.” Kort sagt bygger polyamory naturligvis på den levede og positive erfaring af, at man kan have dybe kærlighedsforhold til flere mennesker på én gang. Kærligheden bliver ikke mindre af, at blive delt imellem tre eller fire, og ikke kun imellem to. Kærlighed behøver ikke, at være defineret eksklusivt, men kan også være inklusiv. Kærlighedsbåndene i et polyamorøst forhold er ligeså dybe, stærke og seriøse, som imellem to mennesker i et mere traditionelt forhold.

Parterne i et polyamorøst forhold har ikke kun fundet sammen af seksuelle årsager, men først og fremmest, fordi de elsker hinanden og er knyttet følelsesmæssigt sammen. Som i alle andre kærlighedsforhold betyder det seksuelle naturligvis også meget i det polyamorøse forhold. Men de traditionelle spørgsmål til et polyamorøst forhold: “Så knalder I vel hele tiden, og er det ikke skide frækt at se to eller flere kvinder/mænd sammen, eller hvordan gør I?” giver ganske enkelt ikke nogen mening. På samme måde, som kærligheden har mange ansigter, har seksualiteten det også. Men ligesom i et helt almindeligt to-personers forhold er polyamorøs seksualitet knyttet til, at den finder sted imellem mennesker, som elsker hinanden, men som også skal forholde sig til, hvem der køber ind til aftensmaden, og om katten har fået mad.

Den amerikanske professor i social-psykologi Bjarne M. Holmes har bl.a. undersøgt, hvad der følelsesmæssigt karakteriserer en polyamorøs relation, for at finde ud af, om andre kunne lære noget af den måde, som disse familier håndterer dagliglivets udfordringer på. Faktisk viser det sig, at de polyamorøse familieformer måske kan komme med nogle svar på en række af de problemer, som parterapeuter ofte møder i monogame forhold.

De polyamorøse gør nemlig ofte mange af de ting, som vil styrke ethvert forhold. Måske fordi de polyamorøse så tydeligt er tvunget til det, hvis familietrioen eller -kvartetten skal fungere og holde sammen. Og netop det med at holde sammen, undgå utroskab, svigt o.l. er selvfølgelig lige så vigtigt for det polyamorøse forhold, som for det monogame. At der er flere i det polyamourøse forhold betyder ikke, at båndene er løsere. Den følelsesmæssige og seksuelle binding er lige så stærk, som i det monogame forhold.

Typisk for et polyamorøst forhold er, at der samtales og kommunikeres meget og intenst, siger Bjarne M. Holmes. Netop fordi balancen imellem parterne er helt afgørende er det vigtigt, at stærke følelsesmæssige begreber, som tillid, ærlighed, åbenhed, sandhed, gensidig involvering, sammenhold, indbyrdes forståelse, respekt og følelsesmæssig nærhed hele tiden bliver gjort tilgængelige ved hjælp af samtale og kommunikation. I disse forhold forbliver ganske få følelser og stemninger uudtalte. Der kommunikeres hele tiden igennem tale, berøring, sms, mails, telefon – for at sikre balancen, tilliden og åbenheden imellem parterne i det polyamorøse forhold.

Bjarne M. Holmes mener derfor, at mange monogame forhold kunne lære noget af den måde, som de polyamorøse forhold fungerer på nede i maskinrummet. For også i det monogame forhold handler det om balance, tillid og åbenhed imellem parterne. Holmes mener imidlertid, at de polyamorøse forhold ofte er mere optaget af et fælles dybdeengagement i udforskningen af følelserne end mange monogame forhold, fordi det omgående bliver tydeligt, hvis en ubalance rammer forholdet, idet én af parterne så lige pludselig havner i en “uden-for-tilstand,” som kan blive livstruende for hele forholdet.

Men sådan er det jo også med monogamiens tosomhed. Bare fordi man her kun er to er der jo ikke mere kærlighed til deling end der er, hvis man er tre eller fire. Og kærligheden imellem to er ikke nødvendigvis stærkere end den er imellem tre eller fire. Måske kan man sige, at i et polyamorøst forhold er der flere til hele tiden, at “tage vare” på det vigtige, hele tiden nogen, som får øje på, hvis en begynder at føle sig ude, svigtet eller glemt. Hvem skal gøre det i en tosomhed, hvor den der glemmes eller svigtes jo netop bliver glemt eller svigtet af den anden part, som i sagens natur ikke helt oplever det, fordi det jo er ham eller hende, der glemmer eller svigter?

Det er denne bevidste og konstante udforskning af det polyamorøse forholds følelsesliv, som mange monogame forhold kunne lære lidt af, mener professor Holmes. Artiklen i Scientific American beskriver naturligvis ikke polyamory som et fremskridt på kærlighedens område, på samme måde som en teknologisk opfindelse kan være et fremskridt. På den måde kan man ikke tale om fremskridt for vigtige følelser, som kærlighed. Men der er dog en pointe at hente i artiklen, som gælder al kærlighed og ikke kun den polyamorøse, mener Holmes:

I polyamorøse forhold bruges der bevidst ekstraordinær meget tid på at samtale og kommunikere. Denne tid er bevidst tilvalgt i mange af disse forhold på bekostning af mulighederne for øget økonomisk velstand og karriere. At være sammen, at tilbringe tid i fællesskab, at samtale o.l. koster penge og måske endda karrieremuligheder. I det polyamorøse forhold er dette ofte bevidste til- og fravalg i bevidstheden om, at kærlighed koster tid, og at vedligeholde kærligheden koster endnu mere tid. Polyamory er en livsform, som er meget bevidst tilvalgt, mens monogamien nok ofte vælges, fordi den er et bærende træk ved vores kultur.

Som enhver parterapeut i dag ved er det netop manglen på bevidste valg omkring tid og ikke mindst fællestid, som tit kaster kærligheden ud i krise. Måske er den polyamorøse kærlighed ikke The Future of Love for alle. Men tit vil det i hvert fald være sådan, at The Future of Love i mange familier afhænger af det, som polyamorøse ofte er meget bevidste om: Prioriteringen imellem tid, kærlighed, samvær og økonomi.

 

Litteratur

Deborah Anapol: Polyamory in the Twenty-First Century – Love and Intimacy With Multiple Partners, Rowman & Littlefield 2012.

Kai Aalbæk-Nielsens fire bind om kærlighedens historie er udgivet på Gyldendal i perioden 1999-2003.

Palle Ove Christensen & Svend Nielsen (red.): Kærlighedens ansigter. Fra førromantik til vore dage, C.A. Reitzels Forlag 2002.

Poul Henningsen og Ove Brusendorff: Erotikkens historie i tekst og billeder, Thanning & Appels Forlag 1966-1967.

Elisabeth Sheff: The Polyamorists Next Door – Inside Multiple-Partner Relationships and Families, Rowman Littlefield Publishers 2015.

Philosophy To Go

Skriv en kommentar

En dag spurgte hun mig: »Hvorfor valgte du at læse filosofi?« Jeg svarede med de ord, som afsluttede min gamle amerikanske yndlingsserie på tv, X-Files: »The Truth is Out There!« Mit liv i sig selv havde ikke helt givet nogen mening. Men der var en mening, når jeg i korte øjeblikke formåede at se mit liv, som en del af noget større. Når jeg ikke blindt og tankeløst accepterede verden, som noget selvfølgeligt, men både som en gave og en gåde, jeg måtte undersøge og trænge dybere ind i. Der var en vej derude, og der var langt mere end jeg kunne forstå – det var i denne uvished, jeg så en mulighed. »The Truth is Out There!«

Men måske er jeg bare blevet en Second-Hand tænker; en brugt-tanke-tænker. Hvordan kan man snart være andet? Der er jo tænkt næsten alt mellem himmel og jord i den tid, hvor filosofien har gjort fordring på, at dyrke gudinden Sophia – visdommens gudinde. I 2.500 år har filosofien spekuleret over alt fra gudernes væsen til menneskets væren, fra verdens beskaffenhed til hvordan det mon er, at være en sten. Hvad kan gudinde Sophia efterhånden mere kræve af menneskets filosofiske tænkeevne? Det siges da også, at den tyske mestertænker Immanuel Kants sidste ord skulle have været “genug” – på dansk “nok” – for ham var der i hvert fald ikke mere at tænke.

Også for mange efterfølgende tænkere havde Kant udtømt filosofiens mulige rige med hensyn til, hvad der kunne tænkes af helt nye tanker. I hvert fald gav hans filosofi udtryk for, at den vidste, hvad der kunne vides og hvordan – og tilmed også, hvad der ikke kunne vides. Kant havde filosoferet over både det tænkelige og det utænkelige og hvad skulle der så være tilbage, at tænke og filosofere over? Men der blev naturligvis fortsat filosoferet og tænkt, selv om den engelske filosof A.N. Whitehead senere har ment, at al europæisk filosofi dybest set blot er en slags fodnote; ikke til Kant, men til oldtidens Platon.

Siden Platons tid har der alligevel været udvist en fantastisk idérigdom inden for filosofien, og det kunne ikke engang den store Immanuel Kant sætte en stopper for. Men selvfølgelig er der alligevel mange, som har vendt filosofien ryggen. En af dem var rumæneren E.M. Cioran, som vendte sig væk med den begrundelse, at det var umuligt at opdage nogen menneskelig svaghed hos Kant og måske også hos alle andre filosoffer. Efter Ciorans smag hævdede de nemlig, at kunne vide for meget. Og med hensyn til Kant kan vi nok godt give Cioran ret, for Kant sagde jo, at han både vidste, hvad vi kunne vide og hvad vi ikke kunne vide. Hermed er videre tænkning nærmest sat skak mat.

For at filosofien skal kunne leve må der være nogle åbninger, eller der må skabes nogle åbninger i forhold til, hvad der kan filosoferes over, ellers bliver man jo bare en genbrugs-filosof. Min gamle professor i filosofi sagde ved en forelæsning, at filosofi er kritisk eftertanke over alt det, som vi tager for givet. Og der er jo ganske mange ting, som vi tager for givet – flere og flere endda. Ikke mindst inden for etikken og moralen, hvor den fremvoksende selvfedme med hensyn til det rigtige og det forkerte godt kunne trænge til lidt filosofisk eftertanke, så der blev skabt lidt mere usikkerhed. På etikkens område er det ikke dogmatisk sikkerhed vi har brug for, men en usikkerhed, som konstant kan åbne for ny eftertanke.

Mange tror fejlagtigt, at filosofi har noget at gøre med sikkerhed, måske endda med opnåelse af sikker viden. Men filosofien lever stadig efter 2.500 år, fordi den grundlæggende næres af usikkerhed, og den dør i det øjeblik mennesket bliver for sikker – på sig selv, på sine evner, på sine muligheder, på sin viden, sin kontrol og sit overblik. Overtager denne sikkerhed filosofien får vi brug for en anti-filosofi, som kan genskabe den filosofiske usikkerhed og geninstallere spørgsmålene og tvivlen i både menneske og samfund. Tvivl åbner for eftertanke og fornyet undersøgelse. Sikkerhed kan forblinde, så vi lukkes inde i fasttømrede systemer og ikke kan være i konstant og skabende bevægelse.

Det er ikke et problem ved filosofien, at den ikke giver nogen endegyldige svar. Det er dens uafsluttethed, som er filosofiens mulighedsrigdom. Den franske filosof Gabriel Marcel sagde, at filosofien ikke kan dø, fordi det er en menneskelig grundbetingelse, at være bevidst om eksistensen af ubesvarlige spørgsmål. Ethvert menneskeliv er fuld af de dybeste dramaer, de mest uforklarlige hændelser og eksistentielle mysterier. Filosofien forsøger bl.a., at komme tæt på og beskrive disse mysterier. »The Truth is Out There!«PTG platon og aristoteles

Når jeg går gennem København køber jeg ofte en Coffee To Go. En Instant Coffe, som jeg kan varme mig ved på turen gennem byen. Men der er også behov for en Philosophy To Go, for virkelig filosofi opstår gennem konfrontationen med virkelige ting, som vi bl.a. møder på en tur gennem byen og i det hele taget på turen gennem livet. På turen gennem byens gader bryder ens gamle forestillinger hele tiden sammen, bliver udfordret og krakelerer, hvis man sætter sig selv i parentes og er opmærksom på alle tingene, hændelserne og episoderne, der udspiller sig lige foran én.

Med opmærksomheden rettet ud, væk fra alt det, som man ellers ved og tager for givet, har man en slags Philosophy To Go, som baner vejen ind i mysterier, og som sætter etableret viden sammen i nye kombinationer. Måske går vi der, hvor vi har gået før, men alle steder er der alligevel usynlige dimensioner, som tidligere er blevet overset, ikke undersøgt og ikke samtænkt med det, vi i forvejen vidste.

Philosophy To Go er at lade sig forstyrre af det fremmede, som imidlertid ofte er det vi har set på tusind gange før på den samme rute gennem byen, men som vi i åbenhed pludselig lader tale til os. Philosophy To Go er at lade stenene tale til os om, hvordan det er at være en sten og så måske begynde at overveje, hvilken forskel der er på det at være en sten og det at være træet på Assistens Kirkegård, det at være bænken bag muren, det at være mig og det at være fremmed for hende, der lige cykler forbi. Hvordan er det overhovedet at være i verden? »The Truth is Out There!« Tag en Philosophy To Go og undersøg det.

 

Litteratur:

Ian Bogost: Alien Phenomenology, or What It’s Like to Be a Thing, University of Minnesota Press, Minneapolis 2012.

E.M. Cioran: A Short History of Decay, Penguin Books, London.

Jeffrey Jerome Cohen: Stone. An Ecology of the Inhuman, University of Minnesota Press, Minneapolis 2015.

Gabriel Marcel: The Mystery of Being. Vol. 1: Reflection and Mystery, St. Augustine’s Press, South Bend, Indiana 2000.

Eugene Thacker: Starry Speculative Corpse. Horror of Philosophy, Vol. 2, Zero Books, Winchester 2015.