Vi gik en tur rundt i København. Det var aften og vi gik uden mål. Bare i en bevægelse gennem gaderne, hvor vi kendte nogle af stederne, som næsten hjemlige, mens andre var nærmest ukendte. Det er den måde, man tilegner sig et sted på. Det har ikke noget at gøre med, at følge ruter på et kort. Det handler om at tilegne sig stedet gennem sin krop, som fodgænger. Selvfølgelig kan vores bevægelse gennem byen gengives på et kort. Mobiltelefonen kan have GPS’en slået til, så vores usynlige spor bliver til synlige gengivelser på skærmen og kommer til at danne et mønster: Her gik vi. Men det vigtigste mistes i sådan en optegning af vores tur; nemlig handlingen at gå, at passere steder, at bevæge sig ind på steder, at komme steder hen.

Hvis man taler et sprog, så tilegner man sig det. På samme måde er det en tilegnelsesproces, at gå, at bevæge sig legemligt rundt på steder, som f.eks. en by. Ved at tale et sprog overtager man det. Ved at gå rundt på et sted overtager man også dét, gør det kropsligt, fordi stedet, vi går rundt i, ikke blot er et topografisk og rent fysisk terræn. Det er ikke bare et rum, men et eksistentielt rum, som den amerikanske filosof Edward S. Casey skriver.

Jeg tror ikke, at man nødvendigvis tager fotografier af forskellige steder alene for at huske, hvordan de så ud, men først og fremmest for at genkalde sig følelsen af, hvordan disse steder virkede på én. Hvilke følelser og tanker de gav anledning til og fremkaldte.

Jeg har på den måde steder i København, som samler på noget for mig. Steder ligger ikke uden for én, som neutrale størrelser i det omkringliggende rum. Som Casey skriver, så samler stederne på oplevelser, på historier, på følelser, sprog og tanker. Når vi går rundt i gaderne passerer vi steder, som er fyldt med erindringsgods: Her gik, her var, her skete, her så jeg, her mødtes vi. Steder har en evne til at fastholde, også når vores egen umiddelbare fastholdelsesevne ikke længere slår til.

Alt dette viser sig ikke ved hjælp af en grafisk fremstilling af vores rute gennem byen. Stedet skærer igennem fortiden, ind i erindringerne og helt ind til det første møde med et menneske på dette sted. Endda helt ind i det usynlige, hvor der en gang var et sted, som min far talte om, men som for længst er væk, og som jeg aldrig har set. Steder er dybt betydningsfulde. De er en slags forlænget kognitiv funktion hos os. Glemte ting, uklare minder, vage følelser, tågede erindringer og forestillinger træder klart frem når vi møder et bestemt sted. Alt dette tilhører nærmest stedet, som om det var en forlængelse af min hjerne og min krop.

Da vi gik gennem byen mødte vi steder, som ikke alene var et punkt i et koordinatsystem, et fysisk punkt. Vi gik gennem steder, som var begivenheder, hvor vi og stedet voksede sammen, fordi stedet opsamlede noget væsentligt om vores liv og historie.

I psykoanalysen er det vigtigste menneskets forhold til sig selv. Den franske filosof Gaston Bachelard skrev, at man dog ikke skal undervurdere det afgørende ved menneskets forhold til steder og ting. Steder er jo netop ikke kun et andet ord for det tomme rum, som filosofien og videnskaben taler om. Rummet omkring os er fyldt med kvaliteter, erfaringer, sansninger, fornemmelser, tanker og følelser, som er af eksistentiel betydning for os, og som konstituerer os som det menneske, vi er. Vi vil slet ikke være til uden steder, og vi er dén vi er på grund af nogle bestemte steder.

Tænkt blot på stedet “hjem”. En adresse, der kan indkodes på et kort ved hjælp af koordinatpunkter; et hus på et stykke jord. Men også et sted, der er som en krop uden på kroppen, som Bachelard skriver. Et sted, som har indlejret sig i os, som bærer væsentlige dele af vores erindringer og erfaringer med de vigtigste følelser i eksistensen. Som Heidegger skrev, er hjemmet et bygningsværk, men først og fremmest et sted, som er broen imellem mennesket og dets væren.

Som nattevandrer i Københavns gader er det heller ikke roen, vi får foræret. Det er ikke selvforglemmelse i omgivelserne, der får én til at glemme kilometer efter kilometer. I byen er det tværtimod sanseindtrykkenes forførelse, der får én til at bevæge sig – efter mere, måske mere erindring, mere af det glemte, der ellers bare vagt fornemmes. Stederne, broerne imellem mennesket og dets væren, trænger sig hele tiden på, holder os opmærksomme, fordi vi trænger ind i byens steder med vores bløde påvirkelige hylster af krop og psyke.

Litteratur:
Gaston Bachelard: The Poetics of Space, Beacon Press, Boston 1994.
Edward S. Casey: Getting Back into Place, Indiana University Press, Indianapolis 2009.
Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted, Århus Universitetsforlag 2015.