Søren Kierkegaard blev kun 42 år gammel. Han havde et skrøbeligt helbred, men forsøgte at styrke det ved at gå ture i Københavns gader flere gange om dagen. Kierkegaard vidste, at det var en fysisk livsnødvendighed for ham at bevæge sig til fods, og det var en kur, som han gerne anbefalede til andre, der også led under et svigtende helbred. Han skrev således til sin svigerinde, Henriette Kierkegaard, at hun for alt i verden ikke måtte miste lysten til at gå.

Svigerinden, der tilbragte det meste af tiden i sengen, fik dette råd med på vejen om de helsebringende effekter af spadserekunsten: »Jeg gaar mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaar fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at man ikke kan gaa fra den. Når man saaledes bliver ved at gaa, saa gaar det nok.«

Hensynet til helbredet spillede en væsentlig rolle for Søren Kierkegaard, når det handlede om hans interesse for at gå lange ture. Udsigten til ikke at kunne få motion var således en af Kierkegaards store bekymringer, da han i en periode frygtede at blive arresteret, på grund af sin konflikt med kirken.

Men det at gå lange ture var ikke kun et spørgsmål om at dyrke motion for at holde sig i form. For Søren Kierkegaard havde det også en eksistentiel dimension. På den måde kan vi se Kierkegaard som en af de mange filosoffer, der op gennem tiden har koblet gåture sammen med det at filosofere. For over 2000 år siden blev en gruppe af filosoffer i Grækenland således kaldt for Den peripatetiske Skole. Ordet peripatetiker er græsk og betyder vandringsmand. Bl.a. var Aristoteles peripatetiker, fordi hans undervisning i filosofi foregik mens han gik omkring i Athens gader sammen med sine elever.

På Kierkegaards mange ture i Københavns gader blev der også filosoferet og drevet psykologiske studier af mennesker. Det var tanker og iagttagelser, som kunne være forberedelse til hans bøger. Det at gå rundt og samtale med andre mennesker, eller opsamle indtryk fra byens liv, var således også en filosofisk livsnødvendighed for Søren Kierkegaard. Han gav det tilmed et navn. Når Kierkegaard vandrede rundt i København tog han nemlig menneskebad.

Jeg sidder på Café Kop Amok og kikker over mod Vesterport Station. Søren Kierkegaard må have passeret tæt forbi dette sted, når han begav sig ud på en af sine yndlingsture; den ud mod Frederiksberg Have. Fra mit udsigtspunkt, her cirka 160 år senere, kan jeg godt forstå, hvad Søren Kierkegaard mente med at tage menneskebad.

Synssansen er den frieste af alle sanserne. Jeg kan rette den mod et bestemt menneske, som krydser over gaden fra Vesterport Station og med blikket følge ham ned ad Vester Farimagsgade mod Hovedbanegården. Eller jeg kan lade mit blik være ufokuseret og blot se, uden at se efter noget bestemt, bare lade hvem som helst komme ind i synsfeltet og passere videre, som bølger fra menneskehavet ude på gaden.

Men jeg kan også lade mit blik løbe hen over Vesterport Station, og kikke på byen, som jeg ved den aldrig kommer til at se ud igen. Her tager mit indre blik over og lader gamle billeder fra tidligere tider lægge sig som en tynd film hen over det, jeg ser her og nu. Sådan så Vesterport ud da jeg var barn og gik forbi med min mormor i hånden, når vi var i København i sommerferien.

Eller jeg kan rette blikket undersøgende over mod en dør og opgang længere nede ad gaden og spørge om jeg vil kunne leve der? Det er det særlige blik, det vurderende, som jeg næsten altid bruger når jeg kikker på specifikke steder. Jeg vurderer næsten aldrig om de er pæne, grimme eller indbydende – men om jeg vil kunne bo der. På den måde får jeg med det samme et personligt forhold til steder, som f.eks. denne dør og trappeopgangen bag den.

På den måde er det ikke blot menneskebad man tager, men verdensbad. Sammen med alle de mennesker, der passerer forbi, dukker stedets karakteristika op, som en del af badet. Ikke kun den dør, som jeg kikkede på, men også alle forretningerne, der på det nærmeste skyller mig op på en fremmed strand. En enkelt gade repræsenterer næsten hele verden. Alene fra min plads i cafeen kan jeg se forretninger fra Indien, Pakistan, Italien, Danmark, USA, Vietnam, Marokko og Rusland.

Og så er der alle hjørnerne, som altid bringer noget nyt frem. Hjørner har eksistentiel betydning, fordi de afslører noget, for senere at skjule det igen. Fra min plads i cafeen kan jeg se tre hjørner. Hende, der lige har rundet det ene hjørne, hvor var hun før jeg fik øje på hende? Hvor kom hun fra, hvad havde hun foretaget sig inden hun dukkede op, for kort efter at forsvinde rundt om et andet hjørne? Der er forbandet mange hjørner i en by. Først skjuler de noget, så åbenbarer de en lille smule og så skjuler de det hele igen.

Vi er på den måde både forbundet med verden og samtidig afkoblet fra den. Men den eneste måde vi kan være forbundet med verden og med andre mennesker, er gennem vores opmærksomhed. Byen åbner sig ikke bare for os, og det var Søren Kierkegaard klar over. Forudsætningen for Kierkegaards menneskebad var nemlig hans opmærksomhed på mennesker og verden. Selv om han ikke kendte tjenestepigerne, der passede børn i Frederiksberg Have, så fik de alligevel, gennem Kierkegaards opmærksomhed, en placering i hans liv, og nogle af dem endda en betydning i hans bøger.

Jeg har lige har set en kvinde komme omkring hjørnet med et barn i hånden. Selv om de allerede få sekunder efter er forsvundet om det næste hjørne, så belønner opmærksomheden alligevel én med vigtig viden om dem: Der eksisterer andre mennesker, for hvem jeg også lige er dukket frem fra et hjørne, og om lidt forsvinder omkring et andet. Det er den ekstremt vanskelige oplevelse af, at noget andet end én selv har virkelighed på helt samme niveau, som man selv har.

Faktisk tror jeg, at det er gennem et opmærksomt menneskebad, at vi for alvor oplever os selv, som et konkret individuelt menneske. Et individuelt menneske bliver man nemlig først i det opmærksomme møde med andre mennesker: Her er jeg, dér er du.