Måske er det alderen, for i stigende grad har jeg svært ved at orientere mig i den verden, som også er min – og som jeg ikke længere helt kan genkende, når jeg vågner om morgenen. Samfundet har tilsyneladende ikke længere ret meget at give mennesker, og omvendt har mennesker heller ikke ret meget at give samfundet. Sådan ser det i hvert fald ud, for mennesker, grupper, racer, lande og nationer isolerer sig, og prøver at overleve ved at vende ryggen til hinanden, og måske endda ved at forsøge at udrydde de andre, smide dem ud eller bygge mure.

Trump bliver præsident i USA ved at dyrke et program, der bygger på kvindehad, racisme, vold, brutalitet, vrede, løgnagtighed, mistro og mistillid til alt og alle. I Europa har vi et EU, som ingen længere kan se fællesskabsværdien i, vi har et Frankrig med Front National, et Østrig med Frihedspartiet, et Ungarn og et Polen, hvor demokratiet allerede er under afvikling og i Danmark har vi DF – alle steder politikere og partier, som udelukkende definerer sig selv i modsætning til de fleste andre, de andre nationer, de andre racer, de rige, de fattige, de andre – altså dem med skylden for det hele, dem der ikke indrømmes nogen rettigheder, og nærmest ikke engang en menneskelighed.

I aviserne kan jeg læse journalisternes analyser af det amerikanske valg og af alle de andre anti-demokratiske bevægelser rundt omkring i verden. Det skulle angiveligt være folkedybet, som begynder at røre på sig, fordi eliten har svigtet. Hvornår man er elite og hvornår man er folkedyb er der ikke helt nogen, som gør rede for. Jeg har ikke de politiske journalisters intellektuelle kapacitet og deres forbløffende indsigt i folkedybets karakter og i elitens anløbne moral, men jeg er ganske meget ude blandt mennesker, og kan ikke helt genkende denne opdeling af befolkningen.

Gennem min undervisning på en Sosu skole har jeg mødt tusindvis af meget forskellige mennesker fra det folkedyb, som journalisterne så betaget har fået øje på. Altså det folk, som nu skulle være på vej med et brutalt, antidemokratisk oprør mod de fikse ideer om menneskerettigheder, lighed, demokrati, retfærdighed, fredelig sameksistens, tolerance og lignende pladderhumanisme.

På mine hold drøfter vi tit, hvad der er ret og rimeligt, ansvar og forpligtelse, godt og ondt. Jeg har talt med Maria, Carina, Lotte, Katrine og Pernille. Jeg har stået midt i klassen med Bente, Camilla, Lasse, Dorthe, Sofie og Mette. Jeg har siddet på bordet foran Julie, Anne og alle de andre – og måske har vi været uenige – men ingen er gået over den anstændighedsgrænse, som politikerne gang på gang overskrider. Mange af mine elever er vrede over den kurs, som vores samfund har i disse år, de er vrede over, at de ikke kan passe deres borgere på den bedste måde, de er vrede over, at de bliver svigtet, at de bliver nedslidte, at de skal gå skuffede fra deres arbejde, at de skal være bange for vanvittige terrorister. Men de er aldrig uanstændige og brutale i deres vrede – på den måde som politikerne i stigende grad er det.

Medierne fremstiller det såkaldte folkedyb, som den direkte årsag til at politikere og ekstreme partier udtrykker sig mere og mere brutalt – en brutalitet, som angiveligt skulle være et spejl af, hvad folkedybet går og tænker og føler. Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at det slet ikke er folkedybet, som jeg gennem årene har stået i et undervisningslokale sammen med. Men det er i hvert fald en stor del af den befolkning, som jeg i parentes bemærket også selv tilhører. Og det er en gruppe mennesker, som jeg har så stor tillid til, at vi kan være uenige eller enige, fordi jeg ved, at der er en anstændighed, som jeg ikke finder i det politiske liv længere.

Maria, Carina, Lotte, Mette, Pernille, Julie og alle jer andre i mit undervisningslokale – hvor kunne politikerne lære meget af jeres anstændighed! I har meget at give til samfundet, men det virker som om samfundets politikere ikke længere vil tage imod det. Kunne det tænkes, at de kun er optaget af magten og faktisk ser brutalitet, som et middel til både at opnå og beholde magten?