Måske har verden tidligere haft et hjerte. Jeg sidder på min yndlingscafé og læser online-nyheder. En uendelig række af kriser: Mellemøsten, Afrika, USA, Asien, Europa, Danmark. Tilsyneladende er det fælles-menneskelige i globaliseringens tidsalder blevet smerte, lidelse og frygt. Er det muligt, at vi må til at gentænke stort set alt i lyset af, at det ikke mindst er frygten for hinanden, der skaber denne dybe eksistentielle verdenskrise? Det etiske begreb om ”Den Anden” er blevet trængt i baggrunden af det frygtskabende begreb om ”Den Fremmede”. ”Den Anden” er et menneske, som kunne være mig, mens ”Den Fremmede” er en frygtelig skygge, som truer min eksistens og hele selvforståelse, og som derfor må elimineres.
Jeg siger ikke, at verden var et bedre sted i tidligere tider. Men vi lever nu i en verden, hvor vi ved nok, er rige nok, har overskud nok til at mærke, at når man lever i skammelige tider så falder der også skam på én selv. Det er her jeg kommer i tanke om hjertet. Den franske filosof Gabriel Marcel skrev nemlig, at den verden, det vi kalder vores verden, menneskenes fælles verden – den verden må engang have haft et hjerte. Men men kan sige, at dette hjerte er holdt op med at slå.
Det hævdes ikke længere at samfund kunne bygge på ønsket om at leve sammen. Samfund, hele verdenssamfundet, bygger i stedet på frygten, og på forholdsregler, der skal kontrollere frygten. Håbet knytter sig ikke længere til det fælles-menneskelige, men til at mennesker kan holdes adskilt.
Religiøse og politiske dogmer kan end ikke formulere, hvad det er for problemer, som menneskeheden er konfronteret med, selv om det er religionerne, der har lovet mirakelløsninger, godt hjulpet af politiske ideologier. Disse mirakelløsninger har dog ofte vist sig, at stille fremmed over for fremmed og glemme den andens lighed med én selv. Men her, midt i min læsning om de forskellige krisers enorme menneskelige omkostninger, kan jeg alligevel ikke lade være med at ønske mig et mirakel.
Hvad er det så for et mirakel, man kunne ønske sig? Ikke et religiøst eller ideologisk, det er jo netop den slags mirakler, som mange terrorister tror, de er forkæmper for, og som de fleste krige føres for at realisere. Mit ønskemirakel er mindre og mere beskedent og formuleres suverænt af den svenske digter Tomas Tranströmer når han stilfærdigt forklarer hvad der skal til:
To sandheder nærmer sig hinanden. En kommer indefra, en
kommer udefra
og hvor de mødes har man en chance for at se sig selv.
Peter Johannes Schjødts blog 
Hej Peter
Jeg er helt på samme side i forhold til, at det nogle gange føles som om, at man lever i en verden med et hjerte, der er holdt op med at slå. Men er det på den baggrund ikke passiviserende at vente på et ‘ønskemirakel’? Jeg foretrækker mere Slavoj Zizeks samfundsperspektiv i bogen “Living in the end times”, hvor han argumenter for, at vi snarere bør tænke som hyperpessimister, der tror, at alt er fortabt. Han mener, at det er den eneste måde at frigøre os fra den passiviserende tro på, at andre nok skal ordne problemerne, eller at tingene ordner sig af sig selv. Fra et hyperpessimistisk perspektiv kan man så derefter se det som en pligt at være optimist og redde så meget af verden, som man nu kan. Giver det mening? 🙂
Mvh
Andreas