Kategoriarkiv: Samfund

Behov?

Skriv en kommentar

Det kan ikke være så mange år siden, for jeg har selv oplevet det: Seriøse politiske diskussioner om nedsat arbejdstid og om arbejdsfrihedens værdi for både menneske og samfund. Ved det netop afviklede valg havde Alternativet nedsat arbejdstid på programmet. For alle andre partier og hele korpset af politiske kommentatorer var det imidlertid lige præcis dét, der gjorde partiet latterligt og diskvalificerede det, som et seriøst politisk parti. Vælgerne fik fortalt, at det ville være stemmespild, at sætte kryds ved Alternativet, fordi partiet ville gøre Danmark til et bedre land ved hjælp af nedsat arbejdstid, og tilmed også have mere økologi, bæredygtighed og empati i samfundet.

Partiets programpunkter om bl.a. nedsat arbejdstid bestod ikke det politiske establishments realitetstjek og blev dømt urealistiske, naive, latterlige, samfundsskadelige og ikke mindst det værste, man kan blive kaldt i den politiske verden, nemlig idealistiske.

Anderledes realistisk forholdt det sig tilsyneladende med Socialdemokratiets kampagne for “Det Danmark du kender” og Venstres “Det skal kunne betale sig at arbejde” eller Liberal Alliances kamp mod topskatten. Målet for disse politiske programmer er økonomisk vækst, alt andet er af underordnet betydning, og mere arbejde er midlet.

På den officielle rangliste er Danmark verdens 7. rigeste land. Men er det eneste realistiske spørgsmål derfor, hvordan vi kan få endnu mere overflod? Måske kunne det også være et realistisk spørgsmål, hvad vi vil bruge overfloden til, og hvordan den kan fordeles?

Under valgkampen så det imidlertid ud til, at den vigtigste politiske værdikamp handlede om, hvordan Danmark kunne gøres endnu rigere, og hvordan endnu flere kunne arbejde endnu mere. Det er en politisk-økonomisk tænkning, som har rødder tilbage til en af liberalismens faderskikkelser, englænderen John Locke (1632-1704), der slog fast, at al værdi er en funktion af arbejde. Og det er måske korrekt ud fra betragtningen, at lange arbejdsdage skaber et stigende privatforbrug, hvilket jo netop er et mantra i den neoliberalistiske model, som imidlertid ikke er en samfundsmodel eller en politisk model, men udelukkende en økonomisk model, hvis eneste succeskriterium er øget økonomisk vækst.

Men der kunne jo også tænkes andre værdibegreber. F.eks. mente den franske filosof Émile Durkheim (1858-1917), at det var for snævert kun at se på værdi som brugsværdi. Helt konkret er det jo nok også de færreste mennesker, som i deres sidste time vil sige: “Altså, hvor ville jeg ønske, at jeg havde tilbragt langt flere timer på mit arbejde”.

Og lad det være slået fast – vi arbejder meget; alt for meget til, at det altid er sundt for livskvaliteten. Derfor sagde lederen af den engelske tænketank New Economics Foundation tidligere på året, at vi skulle stoppe arbejdshysteriet. Faktisk er vi nemlig allerede så velstående og købekraftige, at en af de forretningsmodeller, som vokser hurtigst i England, er containere til indkøbte ting, der ikke er brug for!

Dét stoppede dog ikke latterliggørelsen af Alternativets forslag om en begrænset nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer om ugen (jeg arbejder selv kun 30 timer om ugen og køber stadig masser af ting!). Argumenterne imod var mange, for tænk alt det, vi så måtte sige farvel til.

Men måske handler det om, hvilke værdier vi vælger at prioritere. Problemstillingen er ikke ny. Den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1947) mente i sin tid, at lande som f.eks. Danmark ved indgangen til det 21. århundrede ville kunne sætte arbejdstiden ned til 15 timer om ugen, fordi produktiviteten var steget så markant, at vores behov kunne tilfredsstilles uden at vi skulle tilbringe mere tid på arbejdsmarkedet. Keynes fik ret: Produktiviteten voksede eksplosivt. Men – der var noget, som han ikke havde forudset: Vores behov voksede nemlig også, og derfor faldt arbejdstiden ikke. Der måtte tværtimod arbejdes ganske meget mere for at tilfredsstille nye og voksende behov i den rigeste del af verden.

Ingen i det etablerede danske politiske system tør tilsyneladende længere foreslå noget så begrænset som en 30-timers arbejdsuge. Hvorfor? Er vi bange for at skulle prioritere eller bange for at miste anerkendelse? Men er vi ikke også bange for kun at bruge livet på arbejde og dulme det med et forbrug, som skal køres væk i containere? Er vi ikke også bange for at bruge tiden forkert, og måske bruge for lidt tid på alt det andet, der ikke er lønarbejde?

Disse spørgsmål kan tilsyneladende ikke stilles i en politisk sammenhæng i dag. Men så må det enkelte menneske jo gøre som Heraklit, den græske filosof, der sagde: “Jeg har søgt mig selv”. Det spændende er selvfølgelig, hvor man efter sådan en eftersøgning finder sig selv: På arbejdet og jobbet, eller om der også er andre steder, hvor man kan søge og finde sig selv?

Udkant og indkant

Skriv en kommentar

Jeg rejser tit
imellem landet og byen
udkanten og indkanten
stederne som giver os navne
selvforståelse og andreforståelse
tilmed forklaringer
på de store politiske forskelle
som landet nu ligger.

Plovfure og stenbro
Folkeparti og Enhedsliste
fremmedhed, genkendelse
tabere og vindere
naivitet, indsigt
dumme og kloge
ukendte børn
har mange navne.

Skagen og Gedser
Nord og Syd
368 kilometer
Blåvands Huk og Østerkær
Vest og Øst
452 kilometer.

Navne fra sangbogen og Bezzerwizzer
ikke længere end man kan spytte
og det gør man så
imellem udkant og indkant
hvor folk ligner hinanden så meget
at de er enige om en undren
over alle de andre
fra udkanten eller indkanten.

Jeg rejser tit de 80 kilometer
imellem udkant og indkant
og jeg bor temmelig ofte i udkanten
og andre gange i indkanten.

Nær og fjern?
Hjemme, ude, kendt eller fremmed?
60 minutter og endda tid til kaffe på Monarch
med vognmanden fra Slagelse
pendleren fra Stubbekøbing
ham, hende, dem
fra Ølstykke, Præstø, Rantzausgade
Gilbjerggade, Ringsted og skolen i Næstved
fra Kosovo og Albanien
digteren fra Kalundborg
og alle dem som har det så svært eller let
det ene, andet og tredje sted
i områderne langt væk og tætvæk
på landkortet, i tv og vores sind.

Det indre og ydre
af landet som det nu ligger
og giver navne til os og de andre
som vi næsten kan spytte over til
eller i hvert fald pisse på
hvis vi har vinden i ryggen
fordi udkanten og indkanten
ligger så snublende nær
at de kunne navngives efter os selv.

Efter valget

Skriv en kommentar

her
efter valget
løsriver jeg mig
erklærer min urørlighedszone
for republik
og indfører moralsk oplyst enevælde

fordi efter valget
ligger landet
som det ikke skulle ligge
og blæser giftige skyer
ind over min zonegrænse

så vindene
griber mig i struben
når de ærede medlemmer
fjerter fortættede højtryk
og iltfattige lavtryk
ud af alle revner og sprækker

ødelæggende

og efter valget
må vi løsrive os fra landet
som det ligger
oprette nye grænseovergange
imellem alle dem
som vil indføre moralsk oplyst enevælde
og få politik
til at rime på etik

Skabende forskellighed

Skriv en kommentar

I den offentlige debat kan man blive til grin på mange måder. Men en af de mest træfsikre er at hævde følgende: Der bør mere kærlighed ind i politik. Høj latter, høj cigarføring, i bedste fald en mild rysten på hovedet og nogle besindige ord om umulige utopier og naiv humanisme. I værste fald resulterer det i voldsomme vredesudbrud og beskyldninger for urealistisk omgang med kendsgerningerne i den virkelige verden, fordi det anses for langt mere realistisk at appellere til egennyttige interesser, egoisme og selvtilstrækkelighed end til kærlighed.

Det er da også helt indlysende, at i samfundet og på det politiske niveau findes der modstandere og endda fjender, og man kan selvfølgelig ikke elske alle, ikke engang de fleste. Det bør dog lige tilføjes, at den meget udbredte politiske og økonomiske overbevisning, at samfundet består af mennesker, som hver især konsekvent forfølger egne interesser, faktisk meget ofte modbevises, når man bevæger sig opmærksomt rundt i det, der kaldes for den realistiske virkelighed.

Dog – vi ikke skal blande politik og kærlighed direkte sammen. Men politikken kan alligevel tilføres en eftertanke, hvis man undersøger kærligheden lidt nærmere. Midt i et valg, som ikke aftvinger nogen optimisme, kan det nemlig være tiltrængt at dykke lidt ned i den kraft, som politikken er opstået af.

Politik vedrører fællesskabet og viser, hvad dette fællesskab er i stand til, hvad vi kan præstere, når vi som forskellige individer forener os, tænker og beslutter sammen. Det paradoksale svar på dette, politikkens klassiske spørgsmål, lyder i dag: Når vi individer slår os sammen, så er det for at forfølge vores egne individuelle interesser, som er forskellige fra fællesskabets interesser – og endda trues af fællesskabet.

Fra politikkens side er det blevet et helt alment accepteret perspektiv, at det er individernes selvtilstrækkelighed, der skal bygges på. Det er det enkelte menneskes personlige horisont, der skal laves politik ud fra, hvilket naturligvis skaber en besynderlig populistisk blanding af perspektivløshed, middelmådighed og nervøsitet for horisontudvidelse i den politiske offentlighed.

Politik tager afsæt i fællesskabet, hvis vi skal være tro mod politikbegrebets udspring. Men i dag ser det ud som om politikken forsøger at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Der har nærmest udviklet sig en forventning om, at politikken skal have en plan klar for hvert enkelt individ, så dette uantastet af andre kan forfølge sine egne veje.

Hvad kan vi så lære af kærligheden for at udvide politikkens horisont? Jeg mener, at et kig på kærlighedens væsen kan genindføre det nødvendige begreb “skabende forskellighed” i den politiske forståelse af verden. Ofte tror vi nemlig, at kærlighed drejer sig om at møde et andet menneske, som er forskellig fra én selv, for så derefter at skabe et fælles perspektiv på verden. Det er lige omvendt, tror jeg. Et varigt kærlighedsforhold drejer sig om, at finde ud af, hvad to, eller nogle få, er i stand til at gøre, hvis de gør netop forskellen skabende.

Som den franske filosof Alain Badiou skriver, så giver kærligheden et svar på, hvad verden er “når vi erfarer den fra toeren og ikke fra eneren.” Hvad er verden når den undersøges, praktiseres og leves med udgangspunkt i forskellen, og ikke med udgangspunkt i os selv, i vores egen identitet? Kærlighed drejer sig ikke om, at to skal blive til én, men om at gøre forskelligheden, to-heden, til noget skabende, der kalder på nysgerrighed, begær efter at vide mere, kende mere, forsøg på at se ens egen verden, som den samme verden, som ens elskede ser, med hendes eller hans øjne.

Mærkeligt nok er det denne kærlighedens to-hed, som i dag kan lære politikken noget om, hvad det betyder ikke at tage udgangspunkt i enshed, men i forskellighed, at overskride den individuelle egeninteresse for at konstruere verden fra et langt mere decentreret synspunkt.

Selv om kærligheden knytter sig til to, eller i hvert fald til få mennesker, så er der også noget universelt ved den. Kærligheden siger noget om de erfaringer, man kan gøre sig ved at være to og ikke en. Vores forståelse af politikken er i dag blevet så snæver, at vi må genlære denne kærlighedens erfaring i det politiske. Alain Badiou skriver, at erindringen om kærlighedens perspektivudvidelse kan føre os til den erkendelse, “at man kan erfare verden fra forskellens synspunkt.” Dét har politikken glemt i dag og dét har vi glemt i vores forventning til, hvad politikken skal gøre for os.

De sidste par ugers valgkamp har helt entydigt drejet sig om ikke at tænke i fællesskab, ikke at forstå forskelle, ikke at se samfundet som et fælles projekt for forskellige mennesker og grupper. Fra alle sider har man stået i kø for at definere det eneste rigtige perspektiv på samfundets udvikling, primært ved at udfase dem, der er forskellige: De arbejdsløse, bistandsmodtagerne, de fremmede, de fattige, de rige, de unge, de gamle, de vilde, de stille, de syge, de alt for syge, lærerene, akademikerne, de ufaglærte, EU-tilhængerne, EU-modstanderne, svenskerne, lollænderne osv. Det er altså, hvad politik handler om i dag: At definere forskelle, som et problem, at tale til den mest primitive, individuelle frygt for forskelle.

Resultatet er blevet en bunke middelmådige politiske programmer, der ikke evner at inddrage forskellene, som et perspektiv på fremtidens samfund. Og her kan vi lære noget af kærligheden: Skal kærligheden mellem to mennesker bestå, så handler det om at kunne gøre forskellen til et skabende perspektiv. Ret mig, hvis det er forkert, men jeg har ikke set noget politisk program med overskriften “SKABENDE FORSKELLIGHED”. I stedet har de haft fokus på appeller til egoisme, egeninteresse og frygt for forskelle – vi siger nej til…

Er det så virkelig alt hvad vi kan præstere, når det gælder politikkens klassiske målsætning om at tænke og handle sammen – netop med udgangspunkt i forskelligheder?


Den franske filosof Alain Bardiou har nogle meget spændende tanker om dette i bogen “Lovprisning af kærligheden”, Forlaget Philosophia 2015.

Telefon

Skriv en kommentar

Jeg kan huske det telefonnummer, vi havde i mit barndomshjem i landsbyen: Først skulle man bede om centralen, som var navnet på den nærmeste lidt større by, og så var det tre tal. Ude på vejen stod telefonmasterne af træ med ledninger ind til de huse, der havde telefon indlagt, som det hed. Når jeg sad i grøften, nede ved indhegningen, med alle fårene, kunne jeg høre ledningerne mellem masterne synge, og så gættede man på, hvem der nu talte sammen, og hvor mærkeligt det var med ord, som kunne klemmes ind i ledningerne når de blev til stemmer. Og på den tid af året sad svalerne, som noder på ledningerne og gyngede, hvis det blæste.

Senere flyttede vi og fik et nyt nummer, fordi de bemandede telefoncentraler blev nedlagt. Alene nummeret afspejlede, at der skulle mere end mennesker til for at forbinde alle de hustande, der ville tale sammen: 47 62 30. Ville mormor fra København ringe til os skulle hun tilmed dreje 03 foran, fordi vi var langt væk, og vi skulle dreje 01 foran hendes nummer, for København var endnu længere væk..

Telefonen ændrede sig også. Da vi boede i landsbyen skulle der drejes på et håndtag for at kalde centralen op så man kunne blive stillet om. Da vi flyttede fik vi en automatisk telefon med drejeskive og en telefonbog til de nye og lange telefonnumre. Telefonbogen fik vi af mormor, og den var i rødt læder. Fordi det var en gave fra hende skrev vi mormor forrest, selvom hverken mormor eller Gerda begyndte med A. Men hun var den, som vi ringede mest til, og mor glemte altid at dreje 01 først.

I mit barndomshjem havde vi altid en særlig telefonstol. En lænestol, som mine forældre kunne sidde i når de talte, og som stod i et værelse, hvor døren kunne lukkes, for det var fortroligt og personligt, at tale i telefon. Når min far havde talt i telefon kom han ud af værelset, og så fortalte han alligevel næsten alt, hvad der var blevet sagt. Men han synes det var svært, at tale ind i røret, hvis der var nogen omkring ham.

Da vi boede i landsbyen tog jeg aldrig telefonen. Opringningen var jo altid til mine forældre, og det var ikke nødvendigt, at vi børn ringede til hinanden, for at aftale om vi skulle lege. Vi gik bare ud på vejen. Men da jeg blev ældre, fik jeg lov til at tage telefonen. Ikke fordi det var mig, der blev ringet til, men hvis mine forældre ikke var i nærheden, så tog jeg den.

På den måde talte jeg med min mormor fra 01-området et par gange om ugen, og havde i det hele taget en ganske bred kontakt til mange mennesker. Det kunne være min fars kolleger, som ringede, en af min mors utallige søskende eller mine forældres venner. Nogle af dem, der ringede, kendte jeg ikke. Men efterhånden kunne jeg genkende deres stemmer, og efter et par gange slog de lige et par ord af med mig, og kaldte mig Peter og spurgte om det gik godt i skolen. Det gjorde det sjældent, men det var der jo ikke nogen grund til at sige, når det nu var så hyggeligt at sludre lidt, inden jeg hentede den at mine forældre, som de skulle tale med, eller tog imod en besked.

På den måde kom jeg til at kende lidt personligt til mennesker, som jeg i dag ikke ville høre det fjerneste til. Og da jeg blev gift kom jeg til at kende min kones gamle venner og kolleger på stemme-niveau. Da mine piger blev så store, at de kunne bruge husstandens telefon, talte jeg også tit med deres veninder og var involveret i aftaler og beskeder, hvis de ikke selv var i nærheden.

Jeg er kommet til at tænke på det ved at høre min familie tale i mobiltelefon med deres venner og bekendte. For blot nogle få år siden ville jeg have kendt disse venners stemme, have slået et par ord af med dem, måske sludret lidt inden den rette person nåede frem til telefonen og kunne overtage samtalen. Jeg kendte stemmerne fra mine forældres venner, kolleger o.l., og senere stemmerne fra mine børns venner, for ville de i kontakt måtte de ringe hjem til os. Det var før mobiltelefonens totale udbredelse, hvor alle samtaler er individualiserede opkald.

I dag kender jeg langt færre stemmer, for disse stemmer, som ellers har stor betydning for mine forskellige familiemedlemmer, ringer personligt og direkte til dem, de skal tale med. Tidligere ville de kun have haft den modsatte mulighed – nemlig at ringe til os, i vores families hjem, og så tale med den, der tog telefonen, og måske sagde, som min far gjorde: Det er hos familien Schjødt.

Lidelse

Skriv en kommentar

Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.

Det hellige i en uhellig tid

Skriv en kommentar

Gud skabte dagen. “Der skal være lys,” sagde han. Og så blev der lys. Det lys kaldte Gud for dagen, som altså på den måde blev hans første større værk. Lyset og dagen kunne mennesket ikke have skabt. Til den sag kræves der en gud, eller noget ligeså mirakuløst, som f.eks. millioner af tilfældigheder og ligeså mange usandsynlige kombinationer af de millioner af tilfældigheder.

Gud eller mirakuløse tilfældigheder, det er ikke det vigtige lige her, vi er ikke på vej ud i en teologisk diskussion. Det vigtige er, at dagen ikke er menneskets værk, ligeså lidt som natten er det, eller alt det andet, som skabelsesberetningen i Første Mosebog fortæller om: vandet, himlen, jorden. Og de stjerner, som Gud satte på himmelhvælvingen til at oplyse jorden. Eller alle de levende væsener, som han satte til at vrimle i havet og de vingede fugle på himlen. Krybdyrene og alle de vilde dyr på jorden – og endelig mennesket, til at herske over hele skaberværket.

Fra dengang, hvor jeg gik i søndagsskole, har jeg holdt af skabelsesberetningen. Men heller ikke i menighedshusets højloftede undervisningslokale kunne jeg få det til at hænge helt sammen. Hvorfor var de så optaget af at sætte navn på skaberen? Det, der fascinerede mig var ganske enkelt, at det overhovedet ikke kunne være mennesket selv, der stod bag alt det, som blev nævnt i skabelsesberetningen, og som jeg jo tydeligt kunne genkende fra min hverdag i den lille vestsjællandsk landsby: jorden, himlen, vandet, ormene, smedens duer og valnøddetræet – det åbne landskab, med marker så langt barneblikket kunne række, men nok til verdens ende.

Og mennesket – selvfølgelig mennesket, til at tage sig af det hele i Guds fravær. Det med Guds fravær sagde de ikke noget om i søndagsskolen, og for mig var det ganske ligegyldigt. Som jeg forstod det hellige, var det nemlig noget, der var større end mennesket. Og det var der jo meget, der var – ikke mindste alt det, som vi ikke selv kunne have ordnet; netop dét, som Mosebogen fortalte om.

I stedet for at være et argument for Gud forekommer det mig stadig at alt det, der ikke på nogen måde er menneskets eget værk, kalder på en meditation over, hvorfor fornemmelsen af noget helligt alligevel er essentielt for mennesket.

Begrebet hellig stammer fra hel – det fuldstændige eller perfekte. I religiøs sammenhæng giver det jo god mening, for hvem andre end Gud kan skabe det fuldstændige og perfekte? Men hermed peges der jo netop også væk fra mennesket, til noget uden for og udover mennesket. Uanset om man tror på skabelsesberetningen – at det var Gud, der skabte det hele – eller om man forholder sig til det ligeså usandsynlige, at jorden, himlen, havet, og alt levende opstod ved en tilfældighed, så peges der væk fra menneskets skabende handlemuligheder og handlekraft.

Her vises der hen til vores afhængighed af noget, som vi ikke selv har skabende kontrol over. Noget, der er lagt til rette for os, inden vi bliver til, og som vil forblive der efter vores individuelle tid. Jorden, himlen, havet, livet – altså Mosebogens anliggender. Når alt andet er usikkert er der trøst at hente i den uforanderlige verden – den verden, som vi ser blive til i Mosebogen, også selv om vi ikke kan tro på, at det var Gud, der satte det hele i værk. Dét glemmes let i det moderne menneskes voldsomme bestræbelser på, at være sin egen verdens skaber og opretholder.

Den indianske maler Charles Lovato citeres i Poul Borums smukke digtsamling “Om jorden siger jeg”:

Om jorden siger jeg: den har givet mig liv,
den er kommet med mad når jeg var sulten,
den er kommet med regn når jeg var tørstig,
nu er jeg gammel, og den venter på at omfavne mig.

Her har vi et blik for det hellige i det tætte daglige: vores afhængighed af det, vi ikke selv er årsag til. Noget som kan opretholde os eller slå os ned. Tættere kommer vi ikke på noget helligt i en uhellig tid, hvor vi i en grænseløs optimisme tror os som skabningens mester. Men i den moderne verden er betydningen af det hellige i denne forstand nærmest blevet uforståelig. Og nu har denne udvikling fået et navn: Vi befinder os i en ny tidsalder, siger en række forskere: den Antropocæne tidsalder.

De siger, at vi mennesker, i vores bestræbelser på at tage magten over jorden, har påvirket alt det, som historien i Første Mosebog taler om, og det i en grad, så naturen faktisk må anses for død:

“Når geologer langt ude i fremtiden graver ned og undersøger jordlagene, vil de blive mødt af så store mængder af industriaffald, rester fra afbrænding af olie, kul og gas, levn fra atomprøvesprængninger, plasticrester og andet affald samt spor efter såkaldt naturforvaltning, at forskere reelt er begyndt at tale om, at naturen i sin naturlige tilstand er død.”

Men Gud sagde jo også, at mennesket skulle være skabningens herre – nu er vi så også ved at blive dens drabsmand. I en eller anden forstand kunne vi ikke holde det hellige for helligt nok. Måske er det en forandring, som man bare skal vænne sig til? Men forandringen dækker også over det indlysende slægtskab mellem mennesket og alt det øvrige i skabningen: Om jorden siger jeg: den har givet mig liv…

Magt

1 kommentar

Giv magten til dem, der helst ikke vil have den. Sådan kan man formulere den mest radikale idé i Platons store dialog Staten fra ca. 380 f.Kr. Her fremsætter og forsvarer Platon det synspunkt, at enten må filosofferne blive konger, eller også må kongerne blive filosoffer, fordi filosoffer ikke ønsker magt, men til gengæld (eller netop derfor) har visdommen til at bruge magten på den rette måde.

Selvfølgelig er dette en utopi. Men, som det er tilfældet med næsten enhver utopi, er der noget, som alligevel kan bruges til at kigge det aktuelle samfund efter i sømmene med.

I hele mit voksenliv har jeg fulgt tæt med i politik. Jeg har analyseret og kommenteret politik i medier og i bøger – og her i juledagene forsøgte jeg at gøre regnebrættet op. Jeg lyttede til Helle Thornings nytårstale, til Lars Løkkes løfter for det kommende år og til udtalelser fra mange andres folketingsmedlemmer. Men – hvad ville de mig? Hvad for et samfund var det, de ville arbejde for? Hvad har politikerne på lager til mig? Hvad ønsker de af mig, som samfundsborger?

Det er her, at en lille rekurs til Platons Staten måske kan stimulere fantasien til at forestille sig noget, der ikke er specielt radikalt, men som dog igennem nogle årtier har været en mangelvare i dansk politik: Politikernes evne eller vilje til troværdigt, at kunne personificere eller være model for de normer, der stilles op for borgerne i et demokratisk samfund.

Når Platon foreslog, at filosofferne skulle være konger var det fordi han mente, at netop filosofferne havde denne troværdighed. De ønskede ikke magten, fordi de hellere ville bruge tilværelsen på at søge sandhed og visdom. Men når de så alligevel fik magten, brugte de den til at fremme det fælles gode, og ikke blot til at fastholde magten.

Når politikerne i dag f.eks. taler om, at borgerne skal tage mere ansvar, vise god moral, høj etik, mådehold o.l. i omgangen med samfundets fælles værdier; når de varmt taler for åbenhed, medmenneskelighed og omsorg i samværet med hinanden; når de beder os om at være aktive frontkæmpere for demokrati, frihed og lighed; når politikerne kræver, at vi slutter op omkring det åbne samfunds grundlæggende rettigheder, pligter og værdier – så kunne man have en forestilling om, at politikerne også ville forsøge at være en model for egne normer. I Platons utopi skulle filosof-regenterne kunne sige til folket: kom, følg os, gør som os – så opnår vi i fællesskab det gode samfund.

For nogle år siden skrev vi (et forfatterkollektiv) Magtens bog. I løbet af bogens 1000 sider dokumenterede vi, at det næppe ville komme fællesskabet og samfundet til gode, hvis befolkningen helt ukritisk fulgte politikernes eksempler. Vi skrev om politikere, som bestemt meget gerne ville have magten, og ofte var parate til at gøre næsten hvad som helst for at beholde den. I Magtens bog viste vi, hvordan dem, der var valgt til at varetage demokratiets interesser den ene gang efter den anden brugte deres magt til at manipulere, skjule, fordreje, lyve og snyde i bestræbelserne på at beholde magten.Magtens Bog

I de 30 sager vi gennemgik kunne det faktisk være svært at se, hvad politikerne ville bruge magten til – andet end som redskab til at beholde den. Magtens bog udkom i 2002. I dag må vi konstatere, at der end ikke kunne skrives en lignende bog i 2015, fordi politikerne har vedtaget en lovgivning, som forhindre deres vælgere i at få indsigt i, hvordan magten bruges.

Platons anbefaling, at gøre filosofferne til regenter, eller regenterne til filosoffer, hang bl.a. sammen med ønsket om at finde nogle regenter, der var dygtige, og som kunne få folket til at slå følge i retning af det gode samfund. Nøglespørgsmålet er selvfølgelig, hvad en god politiker er? I dag er der almindelig enighed om, at politikerne naturligvis skal vælges fra folkets midte, og at vi derfor heller ikke skal forvente særlige moralske egenskaber hos dem. På Platons tid var det omvendt en almindelig forventning, at politikerne besad nogle særlige moralske kvaliteter.

Sidste år så jeg, at Lars Løkke blev beskrevet som en af sin generations dygtigste og mest talentfulde politikere. Udsagnet blev bifaldet fra mange sider, selv om der dog også var enighed om, at han kunne have en lidt anløben moral, hvad diverse sager jo også har vidnet om. Men en dygtig politiker, det var han sgu. På samme måde bliver mange af de politikere, der har været involveret i de seneste årtiers utallige skandaler, beskrevet som meget dygtige politikere, selv om de har begået politisk svindel på højt niveau og misbrugt deres tildelte politiske magt på et endnu højere niveau. Men igen – dygtige, det var de altså.

I dag defineres f.eks. Lars Løkke, som en meget dygtig og talentfuld politiker af dem, der i samme moment siger, at hans moral måske ikke er så god! På Platons tid drøftede man, hvad en god politiker egentlig skulle kunne, fordi man vidste, at den politiske magt kunne forårsage grusomme ting. I dag er der enighed om, at en god politiker skal beherske kommunikationens vanskelige kunst, at vedkommende skal kunne skabe resultater, være en overlever og kunne performe. Men hvad med spørgsmålet om moral og ansvar i forhold til den tildelte magt?

I Magtens bog viste vi hvor meget magt politikerne ofte bruger på at skjule og fordreje sandheden om, hvordan de bruger eller misbruger den politiske magt. De seneste årtiers store politiske skandaler har faktisk deres skandalekarakter fra den mængde magt, som politikerne brugte på at skjule, at noget var gået helt galt. Som det ser ud i dag har politikerne tilsyneladende forsøgt at barrikadere sig moralsk ved at gennemføre en lovgivning, som i stadig mindre grad tillader offentligheden at tjekke, hvordan magten bruges.

Mon ikke det netop var dét problem, som Platon ville forhindre gennem forslaget om at give magten til dem, der ikke ønskede den?

Verdens oprindelse

Skriv en kommentar

Verden kommer ud mellem benene på en kvinde. Hvis det ikke er en verden, der smutter ud, hvordan skulle man så kunne forstå alt det, der næsten ikke er til at forstå: Alle de forskelle, som gør andre menneskers liv til noget nærmest uforståeligt, lige netop fordi – der ofte er en verden til forskel på mennesker?

Kineserne har kaldt stedet, hvor disse verdner kommer ud, for “Rosernes dal”. I det hele taget har digterne op igennem tiden haft et væld af metaforer for dette stedernes sted, når det drejer sig om oprindelsen til livets mysterium. Få kunstnere har dog givet et mere utvetydigt og intimt portræt af de kvindelige køns- og fødselsorganer, end den franske maler Gustave Courbet (1819-1877).

På et ikonisk maleri fra 1866 vendte Courbet så at sige op og ned på den traditionelle forestilling om kvindekroppen – og skabte skandale. Han udfordrede samtidens idealer om, hvad der var smukt hos kvinden. Ikke alene malede Courbet de blottede kønsorganer hos en anonym kvinde, men han gjorde dem tilmed til fokus for det maleri, som han kaldte L’Origine du monde – Verdens oprindelse. Man kan kun se den kvindelige models torso, hendes ene bryst, og så de kønsorganer, som på Courbets tid ellers var det sidste, der blev afsløret, både i det offentlige og i det private rum – og som Sigmund Freud senere skulle karakterisere, som ikke særligt smukke.

Dette maleri af “Verdens oprindelse” har en ret fantastisk historie. Oprindeligt tilhørte det diplomaten Khalil Bey fra det tyrkiske sultandynasti, og op igennem dets historie har der været tradition for at skjule dette maleri bag et andet og mere neutralt billede. En tildækning der blev forklaret med nødvendigheden af at skjule maleriets utilslørede erotisme. Maleriets sidste private ejer var den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som købte det i 1955. Han fortsatte traditionen med at tildække maleriet og fik konstrueret en dobbeltramme til “Verdens oprindelse”, så det blev dækket af et langt mindre kontroversielt billede.

Men en tildækning er også en afsløring, og i religiøs sammenhæng har specielt de kvindelige kønsorganer været betragtet, som kilden til verdens forfald. I deres hemmelige og djævelske liv mellem kvindernes lår har de fristet med en mystisk tiltrækning, som førte mænd i syndigt forfald. Paradoksalt nok forudsætter religionen nemlig ofte, at mænd har meget lidt moralsk modstandskraft stillet over for de syndefulde kvinder.

Men så var det, at Gustave Courbet, inspireret af geniets klare lys, kaldte billedet af dette farlige sted for “Verdens oprindelse”. Med den titel kommer han utilsigtet til at repræsenterer en filosofisk retning, der ser fødslen af børn, ud mellem kvindernes ben, som en evig tilblivelse af verden.

Før der var noget af mig, før jeg kunne gøre mig erfaringer, før noget, som jeg overhovedet kunne kalde mit, før jeg kunne begynde at indrette den del af livet, som min verden udgør – før alt dette, er det i en kvindes blod og slim, gennem hendes kropsåbning, at jeg kommer ud.

I religionerne har der været et udtalt ønske om at skjule denne biologiske del af verdens oprindelse. For både verdens oprindelse og dens fortsatte beståen har i religionen ofte sin eneste årsag i Gud. I dag ved vi det godt – selv om der skal både sædceller og æg til – så er det gennem kvinden, at livet kommer ind i verden. I dag er Courbets maleri da heller ikke længere tildækket. Det hænger på det franske kunstmuseum Musée d’Orsay, helt utildækket og fuldt anerkendt som et mesterværk.

Det sker dog stadig, at det ikke alene tildækkes, men helt fjernes og censureres. Som f.eks. i 2011, hvor Facebook bortcensurerede maleriet da en dansk kunstner lagde det op i forbindelse med en kommentar til en kunstudsendelse på tv. På Facebook kan man i ganske lang tid slippe af sted med at true navngivne kvinder med voldtægt og drab, mens det forbydes at publicere et billede af en anonym kvindes kønsorganer – tilmed blot et maleri fra 1866, som bærer titlen “Verdens oprindelse”.

For mig repræsenterer dette maleri imidlertid grundlaget for en etik. Kig på maleriet. Ud af den kvindelige kønsåbning, som maleriet så utvetydigt fremstiller, fødes der børn ind i verden, som uden disse børn slet ikke ville være en verden. Agtelsen for fødslens mirakel er det, der kan skabe oplevelsen af, at andre mennesker ikke kun er tingslige genstande, men verdner i sig selv med behov, ønsker og drømme, som os selv i vores egen verden.

“Verdens oprindelse” – jo, sådan er det: Det er de andres helt fremmede verden, der får mig til at tøve over for dem og måske afvise dem, fordi de er uforståelige, som om de kom fra en helt anden verden. Så skulle jeg lige hilse og sige, at det gør de også – og det gør alle vi andre også. For kig lige igen på Gustave Courbets maleri af “Verdens oprindelse”: Det er her vi kommer ud og bliver et spejl for livet – det vil sige, at vi begynder at gøre livet til vores. Og på den måde skaber vi hver især en verden, fordi vi alle sammen er lidt forskellige spejle for livet – og derfor også afspejler det lidt forskelligt.

Epidemi

Skriv en kommentar

Jeg følger naturligvis med i mediernes dækning af Ebola-epidemien. Med god grund frygtes denne dræbervirus, som slår 90 procent af de smittede ihjel. Og som vanligt rammer den slags epidemier med størst kraft i de lande, der har færrest ressourcer, så den bliver endnu vanskeligere at inddæmme.

Enhver epidemi giver ildevarslende erindringer. De store epidemiske sygdomme har skæbnesvangre navne som pest, kopper, kolera, tuberkulose, polio, den spanske syge og AIDS. Det er navne på epidemier, som har dræbt millioner af mennesker, og blot den hypotetiske risiko for en ny epidemi er nyhedsstof, fordi disse sygdomme defineres ved deres uforudsigelige og ukontrollerede spredning, og derfor rummer risikoen for, at vi selv kan blive ramt.

Det er dog også i forhold til de store epidemier, at lægevidenskaben har gjort nogle af de mest mærkbare fremskridt. Alene i min fars barndomshjem døde to ud af familiens fem medlemmer af tuberkulose. Det vil næppe ske i dagens Danmark, som er under sundhedsmyndighedernes overvågning.

WHO har erklæret udbruddet af Ebola-epidemien for en sundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Men alligevel er det ikke Ebola, der er den mest udbredte epidemiske sygdom i dag. Det er stress-epidemien, som igennem nogle årtier har levet sit helt eget liv i skyggen af de store og umiddelbart langt mere dræbende epidemier, der egner sig så glimrende til mediernes måde at præsentere verden på.

Det er på sin plads at nævne, at WHO en hel del år før udbruddet af Ebola også udsendte en advarsel mod konsekvenserne af det voksende arbejdspres. Den Internationale Verdenssundhedsorganisation vurderede således, at stress og arbejdspres udgør en trussel mod den mentale sundhed verden over.

WHO forudser, at i år 2020 vil depressioner være den mest udbredte lidelse næst efter hjertesygdomme, fordi der er en tæt sammenhæng mellem langvarig stress og mange former for depressioner. I it-branchen er der tilmed dukket et helt nyt begreb op, som beskriver denne tilstand: Dot-com-syndromet, der henviser til tilfælde, hvor helt unge medarbejdere pludselig bliver ramt af unaturlig træthed, søvnløshed, sukkersyge, besvimelser og fra den ene dag til den anden ikke længere kan huske fra næse til mund. De bliver syge på krop og sjæl, og nogle dør af det i en ung alder.

I Japan kalder man det for Karoshi, og fænomenet hævdes at ligne en epidemi. Tusindvis af unge mænd er døde af hjerteflimmer efter lang tid med alt for meget arbejde. Det er dem, der har et spændende job, en høj grad af fleksibilitet og stort selvstændigt ansvar på deres arbejdsplads. Det er dem, der selv tilrettelægger deres arbejdstid og ikke kan nå alle deres opgaver indenfor normal arbejdstid, men som alligevel er glade for deres udfordrende arbejde og derfor presser sig selv helt ud til kanten i måned efter måned.

Samtidig er der mange af dem, som har dårlig samvittighed over for familien, fordi der ikke er tid nok til også at engagere sig i de følelsesmæssige relationer på hjemmefronten – som så bogstavelig talt bliver en slags front, hvor der kæmpes, ligesom der kæmpes på arbejdsfronten.

Tænk lige et øjeblik på, hvad ordet ‘stress’ betyder. Det kommer fra det latinske ‘stringere’, at stramme til eller snøre til. Stress er i omfang, at sammenligne med en verdensomspændende mental kvælningsepidemi. Ebola-epidemien rammer de fattigste og mest ressourcesvage lande, og derfor er den så vanskelig at inddæmme. Stress-epidemien rammer først og fremmest de rige lande, og derfor er dén så vanskelig at gøre noget ved. Her forveksles travlheden, rastløsheden og arbejdets betydning nemlig ofte med en intensitet og livsfylde, der ligner nærvær – og med den livsdybde, der kan være så svær at opnår, hvis der ikke er tid.

Så bliver problemet, at der ikke er så mange steder, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke over eksistensens dybeste spørgsmål. I stedet resulterer hastigheden og det konstante præstationspres i en glemsel; den værste glemsel, man kan blive ramt af, nemlig selvglemsel.

Det er sygdommen og det dårlige helbred, der er ved at være det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og accepteret langsomhed. Sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet accepteres stadig af kulturen, som hurtighedssamfundets refugium. Mange mennesker når således først frem til eftertankens ro, når de møder op i det refugium, der hedder sygdom og sygemelding.