Verden kommer ud mellem benene på en kvinde. Hvis det ikke er en verden, der smutter ud, hvordan skulle man så kunne forstå alt det, der næsten ikke er til at forstå: Alle de forskelle, som gør andre menneskers liv til noget nærmest uforståeligt, lige netop fordi – der ofte er en verden til forskel på mennesker?

Kineserne har kaldt stedet, hvor disse verdner kommer ud, for “Rosernes dal”. I det hele taget har digterne op igennem tiden haft et væld af metaforer for dette stedernes sted, når det drejer sig om oprindelsen til livets mysterium. Få kunstnere har dog givet et mere utvetydigt og intimt portræt af de kvindelige køns- og fødselsorganer, end den franske maler Gustave Courbet (1819-1877).

På et ikonisk maleri fra 1866 vendte Courbet så at sige op og ned på den traditionelle forestilling om kvindekroppen – og skabte skandale. Han udfordrede samtidens idealer om, hvad der var smukt hos kvinden. Ikke alene malede Courbet de blottede kønsorganer hos en anonym kvinde, men han gjorde dem tilmed til fokus for det maleri, som han kaldte L’Origine du monde – Verdens oprindelse. Man kan kun se den kvindelige models torso, hendes ene bryst, og så de kønsorganer, som på Courbets tid ellers var det sidste, der blev afsløret, både i det offentlige og i det private rum – og som Sigmund Freud senere skulle karakterisere, som ikke særligt smukke.

Dette maleri af “Verdens oprindelse” har en ret fantastisk historie. Oprindeligt tilhørte det diplomaten Khalil Bey fra det tyrkiske sultandynasti, og op igennem dets historie har der været tradition for at skjule dette maleri bag et andet og mere neutralt billede. En tildækning der blev forklaret med nødvendigheden af at skjule maleriets utilslørede erotisme. Maleriets sidste private ejer var den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som købte det i 1955. Han fortsatte traditionen med at tildække maleriet og fik konstrueret en dobbeltramme til “Verdens oprindelse”, så det blev dækket af et langt mindre kontroversielt billede.

Men en tildækning er også en afsløring, og i religiøs sammenhæng har specielt de kvindelige kønsorganer været betragtet, som kilden til verdens forfald. I deres hemmelige og djævelske liv mellem kvindernes lår har de fristet med en mystisk tiltrækning, som førte mænd i syndigt forfald. Paradoksalt nok forudsætter religionen nemlig ofte, at mænd har meget lidt moralsk modstandskraft stillet over for de syndefulde kvinder.

Men så var det, at Gustave Courbet, inspireret af geniets klare lys, kaldte billedet af dette farlige sted for “Verdens oprindelse”. Med den titel kommer han utilsigtet til at repræsenterer en filosofisk retning, der ser fødslen af børn, ud mellem kvindernes ben, som en evig tilblivelse af verden.

Før der var noget af mig, før jeg kunne gøre mig erfaringer, før noget, som jeg overhovedet kunne kalde mit, før jeg kunne begynde at indrette den del af livet, som min verden udgør – før alt dette, er det i en kvindes blod og slim, gennem hendes kropsåbning, at jeg kommer ud.

I religionerne har der været et udtalt ønske om at skjule denne biologiske del af verdens oprindelse. For både verdens oprindelse og dens fortsatte beståen har i religionen ofte sin eneste årsag i Gud. I dag ved vi det godt – selv om der skal både sædceller og æg til – så er det gennem kvinden, at livet kommer ind i verden. I dag er Courbets maleri da heller ikke længere tildækket. Det hænger på det franske kunstmuseum Musée d’Orsay, helt utildækket og fuldt anerkendt som et mesterværk.

Det sker dog stadig, at det ikke alene tildækkes, men helt fjernes og censureres. Som f.eks. i 2011, hvor Facebook bortcensurerede maleriet da en dansk kunstner lagde det op i forbindelse med en kommentar til en kunstudsendelse på tv. På Facebook kan man i ganske lang tid slippe af sted med at true navngivne kvinder med voldtægt og drab, mens det forbydes at publicere et billede af en anonym kvindes kønsorganer – tilmed blot et maleri fra 1866, som bærer titlen “Verdens oprindelse”.

For mig repræsenterer dette maleri imidlertid grundlaget for en etik. Kig på maleriet. Ud af den kvindelige kønsåbning, som maleriet så utvetydigt fremstiller, fødes der børn ind i verden, som uden disse børn slet ikke ville være en verden. Agtelsen for fødslens mirakel er det, der kan skabe oplevelsen af, at andre mennesker ikke kun er tingslige genstande, men verdner i sig selv med behov, ønsker og drømme, som os selv i vores egen verden.

“Verdens oprindelse” – jo, sådan er det: Det er de andres helt fremmede verden, der får mig til at tøve over for dem og måske afvise dem, fordi de er uforståelige, som om de kom fra en helt anden verden. Så skulle jeg lige hilse og sige, at det gør de også – og det gør alle vi andre også. For kig lige igen på Gustave Courbets maleri af “Verdens oprindelse”: Det er her vi kommer ud og bliver et spejl for livet – det vil sige, at vi begynder at gøre livet til vores. Og på den måde skaber vi hver især en verden, fordi vi alle sammen er lidt forskellige spejle for livet – og derfor også afspejler det lidt forskelligt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: