Giv magten til dem, der helst ikke vil have den. Sådan kan man formulere den mest radikale idé i Platons store dialog Staten fra ca. 380 f.Kr. Her fremsætter og forsvarer Platon det synspunkt, at enten må filosofferne blive konger, eller også må kongerne blive filosoffer, fordi filosoffer ikke ønsker magt, men til gengæld (eller netop derfor) har visdommen til at bruge magten på den rette måde.

Selvfølgelig er dette en utopi. Men, som det er tilfældet med næsten enhver utopi, er der noget, som alligevel kan bruges til at kigge det aktuelle samfund efter i sømmene med.

I hele mit voksenliv har jeg fulgt tæt med i politik. Jeg har analyseret og kommenteret politik i medier og i bøger – og her i juledagene forsøgte jeg at gøre regnebrættet op. Jeg lyttede til Helle Thornings nytårstale, til Lars Løkkes løfter for det kommende år og til udtalelser fra mange andres folketingsmedlemmer. Men – hvad ville de mig? Hvad for et samfund var det, de ville arbejde for? Hvad har politikerne på lager til mig? Hvad ønsker de af mig, som samfundsborger?

Det er her, at en lille rekurs til Platons Staten måske kan stimulere fantasien til at forestille sig noget, der ikke er specielt radikalt, men som dog igennem nogle årtier har været en mangelvare i dansk politik: Politikernes evne eller vilje til troværdigt, at kunne personificere eller være model for de normer, der stilles op for borgerne i et demokratisk samfund.

Når Platon foreslog, at filosofferne skulle være konger var det fordi han mente, at netop filosofferne havde denne troværdighed. De ønskede ikke magten, fordi de hellere ville bruge tilværelsen på at søge sandhed og visdom. Men når de så alligevel fik magten, brugte de den til at fremme det fælles gode, og ikke blot til at fastholde magten.

Når politikerne i dag f.eks. taler om, at borgerne skal tage mere ansvar, vise god moral, høj etik, mådehold o.l. i omgangen med samfundets fælles værdier; når de varmt taler for åbenhed, medmenneskelighed og omsorg i samværet med hinanden; når de beder os om at være aktive frontkæmpere for demokrati, frihed og lighed; når politikerne kræver, at vi slutter op omkring det åbne samfunds grundlæggende rettigheder, pligter og værdier – så kunne man have en forestilling om, at politikerne også ville forsøge at være en model for egne normer. I Platons utopi skulle filosof-regenterne kunne sige til folket: kom, følg os, gør som os – så opnår vi i fællesskab det gode samfund.

For nogle år siden skrev vi (et forfatterkollektiv) Magtens bog. I løbet af bogens 1000 sider dokumenterede vi, at det næppe ville komme fællesskabet og samfundet til gode, hvis befolkningen helt ukritisk fulgte politikernes eksempler. Vi skrev om politikere, som bestemt meget gerne ville have magten, og ofte var parate til at gøre næsten hvad som helst for at beholde den. I Magtens bog viste vi, hvordan dem, der var valgt til at varetage demokratiets interesser den ene gang efter den anden brugte deres magt til at manipulere, skjule, fordreje, lyve og snyde i bestræbelserne på at beholde magten.

I de 30 sager vi gennemgik kunne det faktisk være svært at se, hvad politikerne ville bruge magten til – andet end som redskab til at beholde den. Magtens bog udkom i 2002. I dag må vi konstatere, at der end ikke kunne skrives en lignende bog i 2015, fordi politikerne har vedtaget en lovgivning, som forhindre deres vælgere i at få indsigt i, hvordan magten bruges.

Platons anbefaling, at gøre filosofferne til regenter, eller regenterne til filosoffer, hang bl.a. sammen med ønsket om at finde nogle regenter, der var dygtige, og som kunne få folket til at slå følge i retning af det gode samfund. Nøglespørgsmålet er selvfølgelig, hvad en god politiker er? I dag er der almindelig enighed om, at politikerne naturligvis skal vælges fra folkets midte, og at vi derfor heller ikke skal forvente særlige moralske egenskaber hos dem. På Platons tid var det omvendt en almindelig forventning, at politikerne besad nogle særlige moralske kvaliteter.

Sidste år så jeg, at Lars Løkke blev beskrevet som en af sin generations dygtigste og mest talentfulde politikere. Udsagnet blev bifaldet fra mange sider, selv om der dog også var enighed om, at han kunne have en lidt anløben moral, hvad diverse sager jo også har vidnet om. Men en dygtig politiker, det var han sgu. På samme måde bliver mange af de politikere, der har været involveret i de seneste årtiers utallige skandaler, beskrevet som meget dygtige politikere, selv om de har begået politisk svindel på højt niveau og misbrugt deres tildelte politiske magt på et endnu højere niveau. Men igen – dygtige, det var de altså.

I dag defineres f.eks. Lars Løkke, som en meget dygtig og talentfuld politiker af dem, der i samme moment siger, at hans moral måske ikke er så god! På Platons tid drøftede man, hvad en god politiker egentlig skulle kunne, fordi man vidste, at den politiske magt kunne forårsage grusomme ting. I dag er der enighed om, at en god politiker skal beherske kommunikationens vanskelige kunst, at vedkommende skal kunne skabe resultater, være en overlever og kunne performe. Men hvad med spørgsmålet om moral og ansvar i forhold til den tildelte magt?

I Magtens bog viste vi hvor meget magt politikerne ofte bruger på at skjule og fordreje sandheden om, hvordan de bruger eller misbruger den politiske magt. De seneste årtiers store politiske skandaler har faktisk deres skandalekarakter fra den mængde magt, som politikerne brugte på at skjule, at noget var gået helt galt. Som det ser ud i dag har politikerne tilsyneladende forsøgt at barrikadere sig moralsk ved at gennemføre en lovgivning, som i stadig mindre grad tillader offentligheden at tjekke, hvordan magten bruges.

Mon ikke det netop var dét problem, som Platon ville forhindre gennem forslaget om at give magten til dem, der ikke ønskede den?