Gud skabte dagen. “Der skal være lys,” sagde han. Og så blev der lys. Det lys kaldte Gud for dagen, som altså på den måde blev hans første større værk. Lyset og dagen kunne mennesket ikke have skabt. Til den sag kræves der en gud, eller noget ligeså mirakuløst, som f.eks. millioner af tilfældigheder og ligeså mange usandsynlige kombinationer af de millioner af tilfældigheder.

Gud eller mirakuløse tilfældigheder, det er ikke det vigtige lige her, vi er ikke på vej ud i en teologisk diskussion. Det vigtige er, at dagen ikke er menneskets værk, ligeså lidt som natten er det, eller alt det andet, som skabelsesberetningen i Første Mosebog fortæller om: vandet, himlen, jorden. Og de stjerner, som Gud satte på himmelhvælvingen til at oplyse jorden. Eller alle de levende væsener, som han satte til at vrimle i havet og de vingede fugle på himlen. Krybdyrene og alle de vilde dyr på jorden – og endelig mennesket, til at herske over hele skaberværket.

Fra dengang, hvor jeg gik i søndagsskole, har jeg holdt af skabelsesberetningen. Men heller ikke i menighedshusets højloftede undervisningslokale kunne jeg få det til at hænge helt sammen. Hvorfor var de så optaget af at sætte navn på skaberen? Det, der fascinerede mig var ganske enkelt, at det overhovedet ikke kunne være mennesket selv, der stod bag alt det, som blev nævnt i skabelsesberetningen, og som jeg jo tydeligt kunne genkende fra min hverdag i den lille vestsjællandsk landsby: jorden, himlen, vandet, ormene, smedens duer og valnøddetræet – det åbne landskab, med marker så langt barneblikket kunne række, men nok til verdens ende.

Og mennesket – selvfølgelig mennesket, til at tage sig af det hele i Guds fravær. Det med Guds fravær sagde de ikke noget om i søndagsskolen, og for mig var det ganske ligegyldigt. Som jeg forstod det hellige, var det nemlig noget, der var større end mennesket. Og det var der jo meget, der var – ikke mindste alt det, som vi ikke selv kunne have ordnet; netop dét, som Mosebogen fortalte om.

I stedet for at være et argument for Gud forekommer det mig stadig at alt det, der ikke på nogen måde er menneskets eget værk, kalder på en meditation over, hvorfor fornemmelsen af noget helligt alligevel er essentielt for mennesket.

Begrebet hellig stammer fra hel – det fuldstændige eller perfekte. I religiøs sammenhæng giver det jo god mening, for hvem andre end Gud kan skabe det fuldstændige og perfekte? Men hermed peges der jo netop også væk fra mennesket, til noget uden for og udover mennesket. Uanset om man tror på skabelsesberetningen – at det var Gud, der skabte det hele – eller om man forholder sig til det ligeså usandsynlige, at jorden, himlen, havet, og alt levende opstod ved en tilfældighed, så peges der væk fra menneskets skabende handlemuligheder og handlekraft.

Her vises der hen til vores afhængighed af noget, som vi ikke selv har skabende kontrol over. Noget, der er lagt til rette for os, inden vi bliver til, og som vil forblive der efter vores individuelle tid. Jorden, himlen, havet, livet – altså Mosebogens anliggender. Når alt andet er usikkert er der trøst at hente i den uforanderlige verden – den verden, som vi ser blive til i Mosebogen, også selv om vi ikke kan tro på, at det var Gud, der satte det hele i værk. Dét glemmes let i det moderne menneskes voldsomme bestræbelser på, at være sin egen verdens skaber og opretholder.

Den indianske maler Charles Lovato citeres i Poul Borums smukke digtsamling “Om jorden siger jeg”:

Om jorden siger jeg: den har givet mig liv,
den er kommet med mad når jeg var sulten,
den er kommet med regn når jeg var tørstig,
nu er jeg gammel, og den venter på at omfavne mig.

Her har vi et blik for det hellige i det tætte daglige: vores afhængighed af det, vi ikke selv er årsag til. Noget som kan opretholde os eller slå os ned. Tættere kommer vi ikke på noget helligt i en uhellig tid, hvor vi i en grænseløs optimisme tror os som skabningens mester. Men i den moderne verden er betydningen af det hellige i denne forstand nærmest blevet uforståelig. Og nu har denne udvikling fået et navn: Vi befinder os i en ny tidsalder, siger en række forskere: den Antropocæne tidsalder.

De siger, at vi mennesker, i vores bestræbelser på at tage magten over jorden, har påvirket alt det, som historien i Første Mosebog taler om, og det i en grad, så naturen faktisk må anses for død:

“Når geologer langt ude i fremtiden graver ned og undersøger jordlagene, vil de blive mødt af så store mængder af industriaffald, rester fra afbrænding af olie, kul og gas, levn fra atomprøvesprængninger, plasticrester og andet affald samt spor efter såkaldt naturforvaltning, at forskere reelt er begyndt at tale om, at naturen i sin naturlige tilstand er død.”

Men Gud sagde jo også, at mennesket skulle være skabningens herre – nu er vi så også ved at blive dens drabsmand. I en eller anden forstand kunne vi ikke holde det hellige for helligt nok. Måske er det en forandring, som man bare skal vænne sig til? Men forandringen dækker også over det indlysende slægtskab mellem mennesket og alt det øvrige i skabningen: Om jorden siger jeg: den har givet mig liv…