Her til aften læste et af de mennesker, der står mig nærmest, et digt højt for mig. Vi havde netop talt sammen i mange timer om alt det vigtigste i tilværelsen. Ikke mindst om det i ens fortid, som man ikke kan gøre noget ved – alt det, som man gerne ville havde været foruden, og om det, som man har fortrudt. Alt det, som man ikke kan gøre noget ved, netop fordi det nu engang er sket.

Selv om de tilhører fortiden, kan mange af den slags begivenheder alligevel fylde meget i ens liv. Det var dét, vi talte om: Hvordan er det med livet, når der nu er så meget, der gerne måtte have været anderledes?

Min veninde rejste sig og gik hen til reolen og kom tilbage med en samling digte af amerikaneren Raymond Carver, der døde af kræft i 1988, kun 50 år gammel. Han skrev et digt om alt det, der gerne måtte have været anderledes. Men han nævnte det bare ikke med et ord. Digtet handler nemlig om, hvad det vil sige, at få noget ud af livet – på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes. Digtet, som Raymond Carver kaldte for ”Sent fragment” lyder sådan her:

Og fik du så alligevel det ud af
livet du gerne ville?
Det gjorde jeg.
At kalde mig elsket, føle mig
elsket på Jorden.

Min veninde har en smuk mørk stemme, og læste digtet højt med den alvor, som vores samtale om de svære ting i livet havde fremkaldt. Når en mand på dødens rand kan skrive et så livsbekræftende digt, næsten som sin sidste gerning – så kan man vel også kalde det en slags lykke, at man stadig har hovedet oppe og benene nede. Der er allerede sket så mange umulige ting i ens liv, og nu sidder jeg her og lader hende læse et digt til:

Vågnede op i morges med
en frygtelig trang til at blive liggende i sengen
og læse hele dagen. Kæmpe imod et øjeblik.

Så kikkede jeg ud ad vinduet på regnen.
Og gav efter. Overgav mig fuldstændig i denne
regnfulde morgens varetægt.

Ville jeg leve mit liv om igen?
Begå de samme utilgivelige fejltagelser?
Ja, hvis jeg bare fik den mindste mulighed, ja.

Dette digt hedder ”Regn”, og blev en slags opsamler for alt det, vi havde talt om:

Ja – til det hele, både til fortiden og til fremtiden, på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes!