Jeg følger naturligvis med i mediernes dækning af Ebola-epidemien. Med god grund frygtes denne dræbervirus, som slår 90 procent af de smittede ihjel. Og som vanligt rammer den slags epidemier med størst kraft i de lande, der har færrest ressourcer, så den bliver endnu vanskeligere at inddæmme.

Enhver epidemi giver ildevarslende erindringer. De store epidemiske sygdomme har skæbnesvangre navne som pest, kopper, kolera, tuberkulose, polio, den spanske syge og AIDS. Det er navne på epidemier, som har dræbt millioner af mennesker, og blot den hypotetiske risiko for en ny epidemi er nyhedsstof, fordi disse sygdomme defineres ved deres uforudsigelige og ukontrollerede spredning, og derfor rummer risikoen for, at vi selv kan blive ramt.

Det er dog også i forhold til de store epidemier, at lægevidenskaben har gjort nogle af de mest mærkbare fremskridt. Alene i min fars barndomshjem døde to ud af familiens fem medlemmer af tuberkulose. Det vil næppe ske i dagens Danmark, som er under sundhedsmyndighedernes overvågning.

WHO har erklæret udbruddet af Ebola-epidemien for en sundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Men alligevel er det ikke Ebola, der er den mest udbredte epidemiske sygdom i dag. Det er stress-epidemien, som igennem nogle årtier har levet sit helt eget liv i skyggen af de store og umiddelbart langt mere dræbende epidemier, der egner sig så glimrende til mediernes måde at præsentere verden på.

Det er på sin plads at nævne, at WHO en hel del år før udbruddet af Ebola også udsendte en advarsel mod konsekvenserne af det voksende arbejdspres. Den Internationale Verdenssundhedsorganisation vurderede således, at stress og arbejdspres udgør en trussel mod den mentale sundhed verden over.

WHO forudser, at i år 2020 vil depressioner være den mest udbredte lidelse næst efter hjertesygdomme, fordi der er en tæt sammenhæng mellem langvarig stress og mange former for depressioner. I it-branchen er der tilmed dukket et helt nyt begreb op, som beskriver denne tilstand: Dot-com-syndromet, der henviser til tilfælde, hvor helt unge medarbejdere pludselig bliver ramt af unaturlig træthed, søvnløshed, sukkersyge, besvimelser og fra den ene dag til den anden ikke længere kan huske fra næse til mund. De bliver syge på krop og sjæl, og nogle dør af det i en ung alder.

I Japan kalder man det for Karoshi, og fænomenet hævdes at ligne en epidemi. Tusindvis af unge mænd er døde af hjerteflimmer efter lang tid med alt for meget arbejde. Det er dem, der har et spændende job, en høj grad af fleksibilitet og stort selvstændigt ansvar på deres arbejdsplads. Det er dem, der selv tilrettelægger deres arbejdstid og ikke kan nå alle deres opgaver indenfor normal arbejdstid, men som alligevel er glade for deres udfordrende arbejde og derfor presser sig selv helt ud til kanten i måned efter måned.

Samtidig er der mange af dem, som har dårlig samvittighed over for familien, fordi der ikke er tid nok til også at engagere sig i de følelsesmæssige relationer på hjemmefronten – som så bogstavelig talt bliver en slags front, hvor der kæmpes, ligesom der kæmpes på arbejdsfronten.

Tænk lige et øjeblik på, hvad ordet ‘stress’ betyder. Det kommer fra det latinske ‘stringere’, at stramme til eller snøre til. Stress er i omfang, at sammenligne med en verdensomspændende mental kvælningsepidemi. Ebola-epidemien rammer de fattigste og mest ressourcesvage lande, og derfor er den så vanskelig at inddæmme. Stress-epidemien rammer først og fremmest de rige lande, og derfor er dén så vanskelig at gøre noget ved. Her forveksles travlheden, rastløsheden og arbejdets betydning nemlig ofte med en intensitet og livsfylde, der ligner nærvær – og med den livsdybde, der kan være så svær at opnår, hvis der ikke er tid.

Så bliver problemet, at der ikke er så mange steder, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke over eksistensens dybeste spørgsmål. I stedet resulterer hastigheden og det konstante præstationspres i en glemsel; den værste glemsel, man kan blive ramt af, nemlig selvglemsel.

Det er sygdommen og det dårlige helbred, der er ved at være det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og accepteret langsomhed. Sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet accepteres stadig af kulturen, som hurtighedssamfundets refugium. Mange mennesker når således først frem til eftertankens ro, når de møder op i det refugium, der hedder sygdom og sygemelding.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: