Det har taget mig en del tid, at blive 58 år. Men nu nærmer det sig – her, hvor året er ved at sparke støvlerne af, som den svenske digter Thomas Tranströmer skriver.

Tiden er den måde, som mennesket bevæger sig på. I begyndelsen uden at opdage det. Efterhånden hurtigere og til sidst larmer tidens bevægelse, som et eksprestog.

At blive ældre udlægges ofte, som at blive indhentet af alderen. Men den biologiske alder er næsten altid foran bevidstheden.

Måske handler det slet ikke om at blive indhentet af alderen, men om selv at indhente den. Som det hedder om børns udvikling: man må blive alderssvarende.

At være alderssvarende betyder, at være psykisk og mentalt jævnbyrdig med sin alder. At indhente alderen, som voksen og ældre, er vel et forsøg på, at blive alderssvarende.

I tidligere tiders samfund havde man overgangsriter, der hjalp mennesket med at flytte sig psykisk og mentalt, fra livsfase til livsfase.

Der var overgangsriter og indvielsesritualer, fra livmoderen til verden, fra barndommen til puberteten, fra ungdom til voksenalder, fra voksen til alderdom og fra liv til død.

Der var ikke nogen alder, som var mere værd end andre. Hver alder havde sin betydning. Derfor var det vigtigt, at sikre menneskets indvielse til hver ny livsperiode.

Det er mere usikkert om hver alder og livsfase har ens værdi i dag. Ungdommen er alderen. Og det i et omfang så det er officielt anerkendt, at tale om ældrebyrden.

I dag knytter riterne sig mere til det, at udsætte overgangen mellem ungdommen og de ældre livsfaser. Det handler om at fastholde ungdommen.

I stedet for overgangsriter kunne vi tale om afvisningsriter. Et menneske på 58 har et problem, hvis det virker alderssvarende. Det er bedst, at virke yngre end sin alder.

Afvisningsriterne praktiseres mange steder, i mange former for kirker og templer – og ungdommen er blevet den mest efterstræbelsesværdige aldersfase.

Men det er kun børnene, der er unge for evigt. De kan kun være ét sted – nemlig i deres barndom, og samtidig minder de os andre om, at vi ikke kan forblive unge.

Børn lever evigt. Det skrev Bob Dylan om i sangen”Forever Young”. En sang, som hans lille søn inspirerede ham til:

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young

Menneskets liv er ofte blevet illustreret som en cirkel. Denne cirkel bør dog tegnes med to åbninger: den, hvor vi smutter ind i livet og den, hvor vi smutter ud igen.

Jeg kender en lille fyr, som for 8 år siden smuttede ind i livet. Når jeg kigger på ham kan jeg se, at barndommen og alderdommen kan noget særligt:

De kan intensivere vores eksistens. Men børnene er bedst til det. For dem eksisterer der ikke andet end barndommen. De er jo lige smuttet ind i livet og kender ikke andet.

For os andre eksisterer der livsfaser, hvor vi måske hellere ville være, i stedet for snart, at skulle til at smutte ud af en åbning i livets cirkel.

Jeg ser på den lille fyr. May you have a strong foundation. For dét vil jeg lære af. Jeg vil lære af dit grundlag: at du kun kan være barn – kun kan være der, hvor du er lige nu.

Så kan jeg også lettere være alderssvarende. For på samme måde som dig er jeg jo aldrig hverken yngre eller ældre end jeg er – NU eller NU…for NU er jeg den jeg er – HER.