Jeg kan huske det telefonnummer, vi havde i mit barndomshjem i landsbyen: Først skulle man bede om centralen, som var navnet på den nærmeste lidt større by, og så var det tre tal. Ude på vejen stod telefonmasterne af træ med ledninger ind til de huse, der havde telefon indlagt, som det hed. Når jeg sad i grøften, nede ved indhegningen, med alle fårene, kunne jeg høre ledningerne mellem masterne synge, og så gættede man på, hvem der nu talte sammen, og hvor mærkeligt det var med ord, som kunne klemmes ind i ledningerne når de blev til stemmer. Og på den tid af året sad svalerne, som noder på ledningerne og gyngede, hvis det blæste.
Senere flyttede vi og fik et nyt nummer, fordi de bemandede telefoncentraler blev nedlagt. Alene nummeret afspejlede, at der skulle mere end mennesker til for at forbinde alle de hustande, der ville tale sammen: 47 62 30. Ville mormor fra København ringe til os skulle hun tilmed dreje 03 foran, fordi vi var langt væk, og vi skulle dreje 01 foran hendes nummer, for København var endnu længere væk..
Telefonen ændrede sig også. Da vi boede i landsbyen skulle der drejes på et håndtag for at kalde centralen op så man kunne blive stillet om. Da vi flyttede fik vi en automatisk telefon med drejeskive og en telefonbog til de nye og lange telefonnumre. Telefonbogen fik vi af mormor, og den var i rødt læder. Fordi det var en gave fra hende skrev vi mormor forrest, selvom hverken mormor eller Gerda begyndte med A. Men hun var den, som vi ringede mest til, og mor glemte altid at dreje 01 først.
I mit barndomshjem havde vi altid en særlig telefonstol. En lænestol, som mine forældre kunne sidde i når de talte, og som stod i et værelse, hvor døren kunne lukkes, for det var fortroligt og personligt, at tale i telefon. Når min far havde talt i telefon kom han ud af værelset, og så fortalte han alligevel næsten alt, hvad der var blevet sagt. Men han synes det var svært, at tale ind i røret, hvis der var nogen omkring ham.
Da vi boede i landsbyen tog jeg aldrig telefonen. Opringningen var jo altid til mine forældre, og det var ikke nødvendigt, at vi børn ringede til hinanden, for at aftale om vi skulle lege. Vi gik bare ud på vejen. Men da jeg blev ældre, fik jeg lov til at tage telefonen. Ikke fordi det var mig, der blev ringet til, men hvis mine forældre ikke var i nærheden, så tog jeg den.
På den måde talte jeg med min mormor fra 01-området et par gange om ugen, og havde i det hele taget en ganske bred kontakt til mange mennesker. Det kunne være min fars kolleger, som ringede, en af min mors utallige søskende eller mine forældres venner. Nogle af dem, der ringede, kendte jeg ikke. Men efterhånden kunne jeg genkende deres stemmer, og efter et par gange slog de lige et par ord af med mig, og kaldte mig Peter og spurgte om det gik godt i skolen. Det gjorde det sjældent, men det var der jo ikke nogen grund til at sige, når det nu var så hyggeligt at sludre lidt, inden jeg hentede den at mine forældre, som de skulle tale med, eller tog imod en besked.
På den måde kom jeg til at kende lidt personligt til mennesker, som jeg i dag ikke ville høre det fjerneste til. Og da jeg blev gift kom jeg til at kende min kones gamle venner og kolleger på stemme-niveau. Da mine piger blev så store, at de kunne bruge husstandens telefon, talte jeg også tit med deres veninder og var involveret i aftaler og beskeder, hvis de ikke selv var i nærheden.
Jeg er kommet til at tænke på det ved at høre min familie tale i mobiltelefon med deres venner og bekendte. For blot nogle få år siden ville jeg have kendt disse venners stemme, have slået et par ord af med dem, måske sludret lidt inden den rette person nåede frem til telefonen og kunne overtage samtalen. Jeg kendte stemmerne fra mine forældres venner, kolleger o.l., og senere stemmerne fra mine børns venner, for ville de i kontakt måtte de ringe hjem til os. Det var før mobiltelefonens totale udbredelse, hvor alle samtaler er individualiserede opkald.
I dag kender jeg langt færre stemmer, for disse stemmer, som ellers har stor betydning for mine forskellige familiemedlemmer, ringer personligt og direkte til dem, de skal tale med. Tidligere ville de kun have haft den modsatte mulighed – nemlig at ringe til os, i vores families hjem, og så tale med den, der tog telefonen, og måske sagde, som min far gjorde: Det er hos familien Schjødt.