I den offentlige debat kan man blive til grin på mange måder. Men en af de mest træfsikre er at hævde følgende: Der bør mere kærlighed ind i politik. Høj latter, høj cigarføring, i bedste fald en mild rysten på hovedet og nogle besindige ord om umulige utopier og naiv humanisme. I værste fald resulterer det i voldsomme vredesudbrud og beskyldninger for urealistisk omgang med kendsgerningerne i den virkelige verden, fordi det anses for langt mere realistisk at appellere til egennyttige interesser, egoisme og selvtilstrækkelighed end til kærlighed.
Det er da også helt indlysende, at i samfundet og på det politiske niveau findes der modstandere og endda fjender, og man kan selvfølgelig ikke elske alle, ikke engang de fleste. Det bør dog lige tilføjes, at den meget udbredte politiske og økonomiske overbevisning, at samfundet består af mennesker, som hver især konsekvent forfølger egne interesser, faktisk meget ofte modbevises, når man bevæger sig opmærksomt rundt i det, der kaldes for den realistiske virkelighed.
Dog – vi ikke skal blande politik og kærlighed direkte sammen. Men politikken kan alligevel tilføres en eftertanke, hvis man undersøger kærligheden lidt nærmere. Midt i et valg, som ikke aftvinger nogen optimisme, kan det nemlig være tiltrængt at dykke lidt ned i den kraft, som politikken er opstået af.
Politik vedrører fællesskabet og viser, hvad dette fællesskab er i stand til, hvad vi kan præstere, når vi som forskellige individer forener os, tænker og beslutter sammen. Det paradoksale svar på dette, politikkens klassiske spørgsmål, lyder i dag: Når vi individer slår os sammen, så er det for at forfølge vores egne individuelle interesser, som er forskellige fra fællesskabets interesser – og endda trues af fællesskabet.
Fra politikkens side er det blevet et helt alment accepteret perspektiv, at det er individernes selvtilstrækkelighed, der skal bygges på. Det er det enkelte menneskes personlige horisont, der skal laves politik ud fra, hvilket naturligvis skaber en besynderlig populistisk blanding af perspektivløshed, middelmådighed og nervøsitet for horisontudvidelse i den politiske offentlighed.
Politik tager afsæt i fællesskabet, hvis vi skal være tro mod politikbegrebets udspring. Men i dag ser det ud som om politikken forsøger at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Der har nærmest udviklet sig en forventning om, at politikken skal have en plan klar for hvert enkelt individ, så dette uantastet af andre kan forfølge sine egne veje.
Hvad kan vi så lære af kærligheden for at udvide politikkens horisont? Jeg mener, at et kig på kærlighedens væsen kan genindføre det nødvendige begreb “skabende forskellighed” i den politiske forståelse af verden. Ofte tror vi nemlig, at kærlighed drejer sig om at møde et andet menneske, som er forskellig fra én selv, for så derefter at skabe et fælles perspektiv på verden. Det er lige omvendt, tror jeg. Et varigt kærlighedsforhold drejer sig om, at finde ud af, hvad to, eller nogle få, er i stand til at gøre, hvis de gør netop forskellen skabende.
Som den franske filosof Alain Badiou skriver, så giver kærligheden et svar på, hvad verden er “når vi erfarer den fra toeren og ikke fra eneren.” Hvad er verden når den undersøges, praktiseres og leves med udgangspunkt i forskellen, og ikke med udgangspunkt i os selv, i vores egen identitet? Kærlighed drejer sig ikke om, at to skal blive til én, men om at gøre forskelligheden, to-heden, til noget skabende, der kalder på nysgerrighed, begær efter at vide mere, kende mere, forsøg på at se ens egen verden, som den samme verden, som ens elskede ser, med hendes eller hans øjne.
Mærkeligt nok er det denne kærlighedens to-hed, som i dag kan lære politikken noget om, hvad det betyder ikke at tage udgangspunkt i enshed, men i forskellighed, at overskride den individuelle egeninteresse for at konstruere verden fra et langt mere decentreret synspunkt.
Selv om kærligheden knytter sig til to, eller i hvert fald til få mennesker, så er der også noget universelt ved den. Kærligheden siger noget om de erfaringer, man kan gøre sig ved at være to og ikke en. Vores forståelse af politikken er i dag blevet så snæver, at vi må genlære denne kærlighedens erfaring i det politiske. Alain Badiou skriver, at erindringen om kærlighedens perspektivudvidelse kan føre os til den erkendelse, “at man kan erfare verden fra forskellens synspunkt.” Dét har politikken glemt i dag og dét har vi glemt i vores forventning til, hvad politikken skal gøre for os.
De sidste par ugers valgkamp har helt entydigt drejet sig om ikke at tænke i fællesskab, ikke at forstå forskelle, ikke at se samfundet som et fælles projekt for forskellige mennesker og grupper. Fra alle sider har man stået i kø for at definere det eneste rigtige perspektiv på samfundets udvikling, primært ved at udfase dem, der er forskellige: De arbejdsløse, bistandsmodtagerne, de fremmede, de fattige, de rige, de unge, de gamle, de vilde, de stille, de syge, de alt for syge, lærerene, akademikerne, de ufaglærte, EU-tilhængerne, EU-modstanderne, svenskerne, lollænderne osv. Det er altså, hvad politik handler om i dag: At definere forskelle, som et problem, at tale til den mest primitive, individuelle frygt for forskelle.
Resultatet er blevet en bunke middelmådige politiske programmer, der ikke evner at inddrage forskellene, som et perspektiv på fremtidens samfund. Og her kan vi lære noget af kærligheden: Skal kærligheden mellem to mennesker bestå, så handler det om at kunne gøre forskellen til et skabende perspektiv. Ret mig, hvis det er forkert, men jeg har ikke set noget politisk program med overskriften “SKABENDE FORSKELLIGHED”. I stedet har de haft fokus på appeller til egoisme, egeninteresse og frygt for forskelle – vi siger nej til…
Er det så virkelig alt hvad vi kan præstere, når det gælder politikkens klassiske målsætning om at tænke og handle sammen – netop med udgangspunkt i forskelligheder?
Peter Johannes Schjødts blog 