Kategoriarkiv: Samfund

At være alderssvarende

Skriv en kommentar

Det har taget mig en del tid, at blive 58 år. Men nu nærmer det sig – her, hvor året er ved at sparke støvlerne af, som den svenske digter Thomas Tranströmer skriver.

Tiden er den måde, som mennesket bevæger sig på. I begyndelsen uden at opdage det. Efterhånden hurtigere og til sidst larmer tidens bevægelse, som et eksprestog.

At blive ældre udlægges ofte, som at blive indhentet af alderen. Men den biologiske alder er næsten altid foran bevidstheden.

Måske handler det slet ikke om at blive indhentet af alderen, men om selv at indhente den. Som det hedder om børns udvikling: man må blive alderssvarende.

At være alderssvarende betyder, at være psykisk og mentalt jævnbyrdig med sin alder. At indhente alderen, som voksen og ældre, er vel et forsøg på, at blive alderssvarende.

I tidligere tiders samfund havde man overgangsriter, der hjalp mennesket med at flytte sig psykisk og mentalt, fra livsfase til livsfase.

Der var overgangsriter og indvielsesritualer, fra livmoderen til verden, fra barndommen til puberteten, fra ungdom til voksenalder, fra voksen til alderdom og fra liv til død.

Der var ikke nogen alder, som var mere værd end andre. Hver alder havde sin betydning. Derfor var det vigtigt, at sikre menneskets indvielse til hver ny livsperiode.

Det er mere usikkert om hver alder og livsfase har ens værdi i dag. Ungdommen er alderen. Og det i et omfang så det er officielt anerkendt, at tale om ældrebyrden.

I dag knytter riterne sig mere til det, at udsætte overgangen mellem ungdommen og de ældre livsfaser. Det handler om at fastholde ungdommen.

I stedet for overgangsriter kunne vi tale om afvisningsriter. Et menneske på 58 har et problem, hvis det virker alderssvarende. Det er bedst, at virke yngre end sin alder.

Afvisningsriterne praktiseres mange steder, i mange former for kirker og templer – og ungdommen er blevet den mest efterstræbelsesværdige aldersfase.

Men det er kun børnene, der er unge for evigt. De kan kun være ét sted – nemlig i deres barndom, og samtidig minder de os andre om, at vi ikke kan forblive unge.

Børn lever evigt. Det skrev Bob Dylan om i sangen”Forever Young”. En sang, som hans lille søn inspirerede ham til:

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young

Menneskets liv er ofte blevet illustreret som en cirkel. Denne cirkel bør dog tegnes med to åbninger: den, hvor vi smutter ind i livet og den, hvor vi smutter ud igen.

Jeg kender en lille fyr, som for 8 år siden smuttede ind i livet. Når jeg kigger på ham kan jeg se, at barndommen og alderdommen kan noget særligt:

De kan intensivere vores eksistens. Men børnene er bedst til det. For dem eksisterer der ikke andet end barndommen. De er jo lige smuttet ind i livet og kender ikke andet.

For os andre eksisterer der livsfaser, hvor vi måske hellere ville være, i stedet for snart, at skulle til at smutte ud af en åbning i livets cirkel.

Jeg ser på den lille fyr. May you have a strong foundation. For dét vil jeg lære af. Jeg vil lære af dit grundlag: at du kun kan være barn – kun kan være der, hvor du er lige nu.

Så kan jeg også lettere være alderssvarende. For på samme måde som dig er jeg jo aldrig hverken yngre eller ældre end jeg er – NU eller NU…for NU er jeg den jeg er – HER.

Ord

2 svar

Ord er det særlige ved mennesket. Det der gør os til mennesker. Men også det, der kan få os til at virke umenneskelige på andre. Ord kan være opbyggende, og ord kan virke nedbrydende. Nogle ord kan redde vores dag, andre ord kan ødelægge den. Vi kan aldrig være ligeglade med ord, for de har deres egen kraft – de er så at sige en slags handling, selv om de er usynlige. Ord skal derfor omgås med forsigtighed.

Der er forsonlige ord og uforsonlige ord. Der har altid været ord, som man kunne blive latterliggjort for at bruge. Hvilke ord det har været, har skiftet fra årti til årti, og mellem generationerne. Måske er netop dét forklaringen på generationskløften: Nu lyder du som en gammel mand. Men jeg vil gerne sige, at i dag virker det som om, det er dem, der bruger de forsonlige ord, som bliver latterliggjort.

Uforsonlighed er nærmest blevet en moralsk kvalitet. No Mercy. Skam er i stadig mindre grad noget man føler, når etiske værdier krænkes, eller når almindelig menneskelig værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed og barmhjertighed. Uforsonlighed er blevet en helt almindelig og accepteret dyd.

Søg på Google: Nåde kommer ud med ca. 170.000 hits. Hævn med 1.1 million. Barmhjertighed med kun ca. 98.000, selv om det er barmhjertighed, som vores kristne kultur bygger på. Alle børn kender jo historien om den Barmhjertige samaritaner, som også udviste forsonlighed (3.000 hits), og ikke stillede sig an med en konfronterende attitude, selv om ordet konfrontation kommer ud med næsten 700.000 Google-hits.

Men det er jo bare ord. Hvis ord imidlertid blot tages for luftige vinde, der slippes ud af munden og derefter forsvinder op i det blå – så undervurderes ordets betydning. Alene skaber ord ikke virkelighed. Men ordene indgår i virkelighedens skabelse af mening, betydning og forståelse. Der var en gang en popsang, der hed ”Words don’t come easy” – ord kommer ikke let – som viste noget om dét.

Den handlede om en fyr, der ikke kunne finde de rigtige ord til at forklare en pige, at han elskede hende. Han var ung og ledte ikke alene efter ordene, men også efter den erfaring, som ordene skulle udtrykke. Han havde ikke tidligere erfaret den kærlighed, som han nu mærkede, og forsøgte at sætte ord på. Det vi ikke har erfaring med er svært at sætte ord på. Men omvendt dukker f.eks. kærligheden ikke op, bare fordi vi bruger de rigtige ord.

Barmhjertighed opstår ikke, fordi vi bruger ordet. Men vi kan være ret sikker på, at barmhjertigheden tyndes ud, efterhånden som ordet latterliggøres, eller betragtes som et taber-ord i samfundet. Der indfinder sig en voksende foragt for svaghed. De svage og udstødte ophører langsomt men sikkert med at være synlige, når ord som barmhjertighed, medfølelse, og nåde forsvinder ud af sproget.

Så ophører de efterhånden med at være et etisk problem, og så er det ikke længere et moralsk ansvar, at vise barmhjertighed over for disse menneskers skæbne. Der er allerede sket mærkelige ting med vores ord og sprog på dette område. Spørgsmålet om det moralske ansvar er flyttet fra barmhjertighed til i stedet at blive fokuseret på forsvaret for de stærkes rettigheder til at sige, lige hvad der passer dem.

Vi har noget, der hedder Modersmål-Selskabet. Med jævne mellemrum udsender det en liste over hvilke ord, der er på vej ud af det danske sprog – ord, som har en begrænset levetid i ordbøger og lignende. I de seneste år har det været ord som dorsk, langmodig, negerbolle og svanger. Til gengæld kommer der nye ord ind i sproget – og så beklager vi os over de mange fremmedord.

Men tanken om ord, der forsvinder er interessant på mange måder. Dan Turèll beskrev i begyndelsen af 1990’erene, hvordan nogle ord – som ellers var gode gamle og velkendte ord – var ved at blive forvandlet til rene fremmedord. I digtet ”Postkort til Modersmål-Selskabet” skrev han: …Næ, de virkelige fremmedord // i dansk, 1991 // er ord som: // trøst // nåde // fred…Og for egen regning vil jeg gerne tilføje ordet barmhjertighed.

Der holdes regnskab med, hvilke ord der forsvinder ud af ordbøgerne. Det er vanskeligere, at holde regnskab med, hvad det betyder, at de forsvinder. Hvad sker der f.eks., hvis ordet barmhjertighed forsvinder, eller hvis det grundlæggende skifter betydning? Måske bliver det vanskeligere at genkende situationer, der kalder på barmhjertighed – sådan må det jo være, hvis vi hverken kender ord eller betydning.

Landkort

Skriv en kommentar

Handskerummet i min fars Opel Olympia rummede en skat. Det var et Danmarkskort fra Esso med Den Lille Havfrue på omslaget. Når vi var ude på lidt længere udflugter var det forbundet med stor spænding, at folde kortet ud og med fingeren forsøge, at følge vores rute på papirets vejstrækninger i forskellige farver.

Før i tiden, da verden var ung og fyldt med ukendte områder, var landkortet symbolet på menneskets erobring af klodens fjerneste afkroge og mest ufremkommelige egne. Op igennem historien har landkort derfor haft en aura af mystik, som appellerede både til menneskets nysgerrighed og til angsten for det ukendte. Landkortet havde en stærk autoritet, som min far stadig kunne give udtryk for, når han fra forsædet, hen over skulderen, spurgte: ”Hvad siger kortet?” I kortet lå en magt; læst forkert kunne det bringe os på afveje.Essokort

Med kortet i hænderne var det som at tage bad i hele verden, selv om kun nogle få kvadratmeter af den lå åben for sanserne. Det var et metaperspektiv på ens egen placering i den grå Opel Olympia. Linjernes én-dimensionalitet var mystiske tegn på alt det, som vi var omgivet af i det mange-dimensionelle rum, selv om vi ikke kunne se ret meget af det fra bilruderne.

Kortet gjorde det usynlige til noget synligt. Det var ikke kun det flade kort, jeg så på, når min finger fulgte de afmærkede veje rundt på papiret. Det tillod sansningen at nå et nyt virkelighedsniveau. Kortet var ganske vist kun en substitut for det landskab, som vi kørte igennem, men det gjorde dets ukendthed og storhed mere tilgængelig: Her befandt vi os på den grønne vej, mellem to mindre byer, der var markeret med rødt, på vej mod en skovstrækning – og inde i skoven lå en sø, som via en tynd streg var forbundet med havet, helt ude ved kortets kant. Fra den vej, som vi kørte på, var der adgang til søen via en sort, stiplet linje, som var en skovsti, der løb halvt rundt om søen inden den drejede skarpt til højre for at ramme en parallel rød vej, som gennem en lysegrøn plantage førte ind til en større by med bebyggelser i både rødt, sort og gråt og enkelte grønne plamager, samt en fjord, der forbandt sig med søen gennem en blå linjeføring. Forskellige farver og numre angav vejenes beskaffenhed, overflade og farbarhed, mens jernbaner trak deres lige spor hen over kortet. Og helt ude i kortes højre kant var der er lille smule af Sverige – udlandet. Alt dette kunne jeg ikke se fra min faktiske position – men kortet trak mig ud af bilen og dykkede mig ned i verdenshavet.

Det er matematik og ikke det menneskelige øje, der er grundlaget for den slags kort. Det er et gradnet af anonyme bredde- og længdegrader, men har alligevel i århundreder været en del af menneskets rumopfattelse og fået virkeligheden til at folde sig ud og give oplevelsen af, at der er langt mere end det, vi kan se fra bagsædet i en Opel Olympia.

Jeg kom i tanke om det gamle Esso-kort forleden dag mens jeg var ved at indstille min GPS, der gør et landkort, som min fars, helt overflødigt. For blot få år siden var vi afhængige af papirkortene for at kunne finde rundt. Stederne og vejene dertil krævede en vågen opmærksomhed; at bevidstheden var rettet mod omgivelserne og at omgivelserne åbnede sig for vores bevidsthed.

I dag taster vi udgangspunkt og destination ind på vores GPS, som ved hjælp af de usynlige koordinater udregner den bedste rute for os. Den giver os mulighed for at vælge mellem den hurtigste eller den korteste rute, men at følge GPS’ens elektroniske anvisninger kræver langt mindre opmærksomhed end dengang, vi var overladt til et Esso-kort af papir.

GPS’en giver os kun et ganske begrænset udsnit af verden. Det er stort set kun den del af verden, der alligevel er inden for vores synsfelt, som vises på skærmen. Man får ikke verdens-fornemmelsen af, at Sverige ligger et stykke ude til højre, at vejen, som vi krydser, forsvinder ind i en skovstrækning, hvor den ender i en havneby, der langs kysten har togforbindelse ind til hovedstaden, og videre ned gennem landet, hvor den ender ved færgeforbindelsen til Tyskland. Stederne mister deres sammenhæng; vi får kun det blik, som vi beder GPS’en om.

For et barn var landkortet en horisontudvidelse, der ikke alene tillod, men direkte lokkede, blikket til at forlade det umiddelbare og gå på vandring i det store og grænseløse perspektiv, som kortet åbnede for. Esso-kortet forlængede mine sanser, gennemtrængte rummet og overskred grænser og horisonter. Så snart jeg foldede kortet ud åbnede der sig en dybde i det landskab, som vi kørte igennem. Det, der var ude af syne, viste sig for mig gennem kortet, fordi jeg trådte ind i det på samme måde, som Alice trådte igennem spejlet, ind i en parallel verden.

Når min far tog Esso-kortet ud af handskerummet, og rakte det om til mig på bagsædet, faldt jeg ud af det rum, som den gamle Opel Olympia befandt sig i, og når vi kom hjem kunne jeg finde på at sige, at vi havde været i Rydebäck i Sverige, selv om vi endte i Humlebæk. Men det var kun løgn for dem, der havde siddet i den grå Opel Olympia – ikke for mig, for jeg havde haft Esso-kortet og nåede kun lige, at komme tilbage på bagsædet før min far slukkede motoren i Humlebæk.

Sted

Skriv en kommentar

Vi er altid et sted. Jeg kan ikke med nogen mening sige, at i morges klokken 8 var jeg ikke noget sted. Det er ganske enkelt umuligt ikke at være et sted. Som Aristoteles sagde, så er de eksisterende ting et eller andet sted. Begrebet “sted” kunne derfor godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Det, at vi altid er et sted, er nemlig ikke kun et spørgsmål om geografisk placering. Vi kan også tale om en eksistentiel topologi (topos betyder sted på græsk), som går nærmere ind på det forhold, at mennesket ikke alene altid er et sted, men dermed også altid er indfældet i verden – at vi altid er forviklet med det sted, hvor vi nu opholder os.

Intet sted, hvor jeg på et bestemt tidspunkt opholder mig, er blot en geografisk placering, som kan bestemmes gennem et sæt koordinater. I den tid, hvor jeg opholder mig på dette sted, er det nemlig også min omgivelse, og ikke blot det. Stedet er også en slags ophav til hvem jeg på det pågældende tidspunkt er, og hvordan det er at være mig. Menneske og sted er intimt forbundet. Det kommer jo bl.a. frem gennem udtryk som: “Her føler jeg mig hjemme” eller “her føler jeg mig truet og udsat” eller måske: “Dette sted siger mig ikke noget, mens det andet sted gav mig inspiration” og ”nu trænger jeg til at komme et andet sted hen”.

Stedet siger noget om os. Når vi ved, hvor et menneske kommer fra – så ved vi også noget om, hvem dette menneske er. Eller mere korrekt: Sådan var det tidligere, hvor begrebet “hjemstavn” (det sted, et menneske kom fra) var af afgørende betydning for, hvem og hvordan dette menneske var. Hjemstavnen var stedet over alle steder – det sted, der gjorde et menneske, til dette bestemte menneske. Tidligere tog forestillingen om et menneskes identitet således udgangspunkt i spørgsmålet om, hvilket sted dette menneske kom fra? Stedet kunne forklare næsten alt om mennesket. Da f.eks. mine forældre i 1958 flyttede fra København til en lille landsby, blot 90 kilometer fra hovedstaden, blev de aldrig kaldt andet end københavnerne. Stedet de kom fra kunne de aldrig løskøbe sig fra. Hjemstedets betydning er så godt og fint formuleret af Tove Ditlevsen i digtet “Barndommens gade” fra 1942:

Jeg er din Barndoms Gade,
jeg er dit Væsens Rod,
jeg er den bankende Rytme
i alt hvad du længes mod.

Det moderne menneskes identitet er imidlertid ikke længere så stedbundet, som i gamle dage. Der spørges ikke længere hvor du kommer fra, men hvem er du. Menneskets identitet er i de seneste årtier blevet frisat fra stedets indflydelse, og i stedet blevet koblet til den frie viljes frie beslutning om, hvem man vil være.

I langt større udstrækning end tidligere bevæger det moderne menneske sig nærmest frit rundt. Det er ikke længere nødvendigvis et særligt sted, som bestemmer hvem du er. Begge mine forældre flyttede tre gange i løbet af deres liv. Jeg har flyttet sted 12 gange. Min identitet er ikke knyttet til nogen bestemte steder, og i hvert fald ikke til ét særligt sted. Selv om jeg selvfølgelig altid er et sted i topologisk betydning, er jeg hjemløs sammenlignet med tidligere generationers stærke bundethed til et bestemt sted.

Min tilstedeværelse i verden er langt mere flydende end mine forældres. Tidligere havde man et hjemsted; i dag må man kunne finde sig hjemme næsten alle steder. For nogle generationer siden var det enkelte menneskes bevægelse skematisk således: Fra livmoderen til mor-barn-dyaden, til familien, til slægten til hjemstavnen og måske til nationens grænse. I dag er det moderne menneskes tur gennem livet således: Fra livmoderen til familien til det globale. ”Sted-chok” kunne være betegnelsen på den følelse, der rammer mange efter denne tur fra det totalt trygge til det totalt utrygge – fra det helt tætte til det helt utætte. Et sted er man naturligvis altid – men et hjemsted?

Da menneskets stedbundethed forsvandt blev den afløst af det ”serielle sted”. Stedet, hvor du er lige nu, men som ikke løser hjemstavnens traditionelle opgave – nemlig den, at give eksistentiel beskyttelse, tryghed, genkendelighed og følelsen af tilhør. Med andre ord, at være det kendte sted, hvorfra min verden går, og som giver mod og tryghed til at gå ud i verden, ud i det ukendte og utrygge, fordi man altid kan vende tilbage til det kendte hjemsted.

Men – der er ikke nogen grund til naivitet og romantiske forestillinger om tidligere tider, fra før verden gik af lave. Det faste sted var nemlig også et påtvunget sted, karakteriseret af ufrihed, social kontrol og fravær af muligheder for mobilitet, både socialt og psykologisk. Den moderne stedløshed kan således både betyde frihed til selv at vælge hvem man vil være og/eller rodløshed og fremmedgørelse.

Når der bliver færre og færre faste steder må mennesket prøve at lave små lommer, der kan tjene som det støttesystem, hjemstavnsstedet var for tidligere generationer. Dette sted kan være lokaliseret i både det ydere og det indre. Ofte vil det naturligvis være stedet, hvor de elskede befinder sig, familien eller steder, hvor man er sammen med venner. Men det kan også være indre steder – ”ikke-steder” som erindringer, fantasier, Facebook, kunstoplevelser, fremtidsforestillinger o.l., der skaber følelsen af eksistentiel tryghed – den følelse, som tidligere blev skabt af hjemstedet.

Faste steder betyder radikalt mindre for det moderne menneske end tidligere. Men det gør følelsen af tryghed og eksistentiel beskyttelse ikke – altså de følelser, som det faste hjemsted traditionelt har leveret rammerne for. Så spørgsmålet er: Hvor søger du hen, når du midt i det moderne livs turbulente flow får behov for ”hjemfølelsen” – den eksistentielle tryghed? Har du et sted i det ydre eller i dit indre, som er din eksistentielle hjemstavn?

Alt er ikke relativt

2 svar

Engang var jorden flad. Hvad ellers? Hvis den var rund, hvordan skulle dem med hovedet nedad så holde fast? Med tæerne måske? Jorden blev i sin tid opfattet som flad, fordi der ganske enkelt ikke var tilgængelig viden, som kunne begrunde at den var rund. På samme måde var der ikke tilgængelig viden, som kunne vise noget andet dengang, hvor det dominerende verdensbillede havde Jorden i centrum for universet. Eller når man skulle beregne Jordens alder. Helt op til 1700-tallet blev dette spørgsmål besvaret med henvisning til Bibelen, som efter nogles mening viste, at Gud havde skabt Jorden ca. 4.000 år tidligere. Videnskaben kunne dog alligevel være ret præcis i dateringen. F.eks. mente den danske professor Vilhelm Lange (1624-1682), at Jorden var blevet skabt mandag d. 30. april 4042 f.Kr. I dag er videnskaben i stand til at beregne Jordens alder til 6.6 milliarder år – og den blev til ud af en urtåge i universet, ikke ved Guds hjælp.

På den måde kan man selvfølgelig sige, at sandheden op gennem historien har vist sig yderst relativ. Stort set hver dag, siden den videnskabelige revolution i 1600- 1700-tallet, har videnskaben afsløret nye sandheder til afløsning af sandheder, som man ellers havde anset for faste og uangribelige gennem århundreder. Måske har det været – og er stadig – som Platon skrev for ca. 2.500 år siden: Vi er som mennesker, der ser ting i en drøm og tror at kende dem til bunds – og så vågner op for at finde ud af, at vi alligevel intet ved.

Det er da også blevet en integreret del af det moderne menneskes selvforståelse, at nok ved vi utallige ting, men sandhedernes tid er forbi. I takt med, at vi er blevet et videnssamfund, er vi paradoksalt nok også blevet et samfund uden forestillinger om, at denne viden overhovedet kan bruges til at etablere et regime, hvor sandheden råder.

Netop forestillingen om at alt er relativt er imidlertid også blevet en ny form for regeletik: I videnssamfundet ved vi nu så meget, at vi også ved, at alt må betragtes som relativt. Det er en etisk grundregel, som man også ofte støder på når talen falder på de dybeste spørgsmål, som f.eks.: Hvad er det gode liv? Hvad er menneskelig værdighed? Hvad er omsorg? Hvad er det gode samfund? Hvilke etiske standarder bør vi holde os til? Så snart den slags spørgsmål rækkes hen over disken, så – ja, så sker der faktisk intet. For sagen er den, bliver man belært om, at det, der er det gode liv for dig, jo nok ikke er det for mig. Du kan ikke sige, hvad der er godt og korrekt for mig – eller omvendt. Vi skal altså lade hinanden være. Med andre ord, de spørgsmål, som tidligere affødte kæmpemæssige diskussioner havner i dag ofte i den tankemæssige blender, hvor hovedopgaven ikke ses som at nå ind til sagens kerne, men at hitte ud af, hvordan vi kan undgå at udfordre hinanden og ikke mindst os selv på de dybeste og mest eksistentielle spørgsmål. Det nærmeste vi kan komme en “sandhed” i denne sammenhæng er ofte dette diktum, som så til gengæld også anses for uangribeligt: På det etiske og moralske område, har ingen mere ret end andre!

Det kan faktisk være ganske vanskeligt at påstå noget andet – vores kultur rummer nærmest ikke muligheden for at sige noget andet, med mindre man er religiøs fundamentalist og fanatiker. Men netop fordi moralens og etikkens relativitet i sin alvorligste konsekvens lukker for samtale er det nødvendigt med tankens yderste anstrengelse.

Når vi nu ikke kan andet end at fastholde den etiske og moralske videns relativitet, så stilles vi overfor den store udfordring, at modstå de alt for lette svar på de alvorligste spørgsmål. Selv om man kan gå med til, at den etiske og moralske sandhed skabes regionalt i dialog mellem mennesker, så er det vigtigt at holde hovedet koldt i spørgsmålet om denne dialogs indhold og kvalitet. Ikke alle argumenter – heller ikke de etiske og moralske – er lige gyldige. Der skal ligge undersøgelser og begrundelser til grund for et udsagn om de etiske valg. Det er ikke nogen begrundelse, at det ene valg kan være lige så gyldigt og legitimt som det andet, blot fordi etik og moral er noget subjektiv og relativt.

Den noble holdning, at i etik og moral er der ikke noget som er mere korrekt end andet, betyder mærkeligt nok ofte, at vi har mere respekt for andres etik og moral end for vores egen – som jo blot er, at alle skal have lov til at mene, hvad de vil. Relativismen på dette område får os tit til helt at opgive at tænke over vores egne sandheder, fordi den etiske og moralske sandhed er blevet indskrænket til frihedens hyldest – friheden til helt ukvalificeret at kunne mene og sige hvad som helst. Men alt er ikke relativt. Det giver stadig god mening at hævde nogle etiske og moralske standpunkter, som mere sande og gyldige end andre. Det gode og troværdige argument er stadig ikke blevet relativt. I dialogen er der gyldighedskrav, som ikke kan fraviges uden at dialogen mister troværdighed. Etisk argumentation handler f.eks. også om argumenternes logik, deres begrundelse og om hvordan der foretages konklusioner med henblik på senere at kunne handle på baggrund af argumenterne.

Vi lever i et samfund, hvor meninger og følelser tit forveksles med argumenter. Vi kan mene og føle stort set alt mellem himmel og jord. Men det ser sort ud for samfundets etisk habitus, hvis de etiske drøftelser i for stor udstrækning bliver påvirket af følelsesfulde meninger.

Når det gælder etiske afgørelser, som har betydning for hvordan vores fælles liv i samfundet skal håndteres – ja, så skal der andet og mere til end meninger og følelser. Så handler det om argumenter og knivskarpe undersøgelser som virkelig viser, at vi tager det alvorlige alvorligt – for i de alvorlige ting handler det ikke kun om at have meninger og følelser. Det handler om at kaste forstandens, teoriernes og historiens klare lys på de forhold, der får mennesker til at mene og føle om de oplever det fælles samfundsmæssige liv som godt eller ondt.

Politisk dyr?

Skriv en kommentar

Mennesket er et politisk dyr, et zoon politikon, sagde Aristoteles for små 2500 år siden. Her er vi tilbage ved udgangspunktet for de politiske ideers stamtavle og nede i politikkens bløde underliv; nede ved forudsætningerne for at forstå nutidens politiske psykoser og fremmedgørelse.

Når Aristoteles kaldte mennesket for et politisk dyr mente han, at mennesket gennem sit væsen hører til i polis, i bystaten – i et “politiske system”; at det udelukkende er gennem sin deltagelse, som fri medborger i det politiske liv, at man kan realisere sig selv som menneske. Aristoteles brugte betegnelsen idiot (som på græsk kommer af idiotes = privatperson) på de mennesker, der ikke ønskede at påtage sig et ansvar i det politiske fællesskab, og som dermed fravalgte at forholde sig som søn eller bror til de andre medborgere, som Aristoteles formulerede det.

For Aristoteles var politikken videnskaben om det gode samfund – og det gode samfund forudsætningen for det gode menneske. Det politiske fællesskab “er opstået med det formål at opnå noget godt”, skrev Aristoteles.

Problemet med de politiske ideers historie er selvfølgelig deres forhold til den sociale og økonomiske udvikling. At mennesket er et politisk dyr kan godt være korrekt. Sagen er bare den, at Aristoteles’ forestilling om det politiske fælleskab, var komplet anderledes end vores. Nøglen til både Aristoteles’ politiske ideer og til den nutidige frustration over det politiske system ligger i det simple og indlysende spørgsmål om, hvad mennesket er formateret til: små enheder eller store enheder?

Som den tyske filosof Peter Sloterdijk siger, så er det vigtigt at tage størrelsen alvorligt – størrelsen på de tidligste menneskelige fællesskaber. I den politiske filosofi er Aristoteles’ præmis om mennesket, som et zoon politikon, ofte blevet accepteret helt ukritisk. Hvad nu, hvis den simpelthen ikke er korrekt, eller kun er korrekt under ganske bestemte vilkår, hvor det f.eks. er størrelsen på det politiske fællesskab, der er afgørende for om mennesket kan fungere og realisere sig selv, som et zoon politikon – et politisk dyr?

Tør vi begynde en drøftelse af mennesket, som et politisk dyr, ved at rette opmærksomheden mod den tidligste dyade mellem mor og barn, gå videre til den nærmeste og senere til den større familie og slægt, til de arkaiske horder eller flokke, der samlede sig og senere blev til mindre grupper med forskellige grader af fællesskab og fast social organisering, og videre op til de meget organiserede, men størrelsesmæssigt ganske begrænsede, græske bystater og op til de hyper-komplekse senmoderne samfund og politiske systemer, hvor fællesskabet på det nærmeste er at finde på et abstrakt metaplan?

Politologer og sociologer vil afvise dette psyko-etnologiske perspektiv, men det giver alligevel en forestilling om de før-politiske former for menneskeligt liv og ikke mindst retter det opmærksomheden mod betydningen af nogle grundlæggende små-skala fællesskaber. Det tvinger os til at undersøge, hvad det er for nogle teknikker, styreformer, integrationsmekanismer og oversættelsesprocedurer mellem individ og politisk system, der er i anvendelse for at få de største politiske enheder til at fungere. De store politiske enheder tvinger os til forudsætte effekten af nogle styrings- og stabilitetsskabende teknikker, som omvendt er dem, der skaber den moderne politiske autisme, det vil sige afstanden og fremmedgørelsen mellem det etablerede politiske system og befolkningen.

Hvordan er det muligt for hundredtusindvis, for millioner af mennesker, at være forenet inden for et fælles sprog, fælles grænser, en fælles politisk enhed, økonomi og stat? Det er den slags spørgsmål, vi må stille for at minde os selv om de komplet umulige og usandsynlige processer, som vi har med at gøre i det politiske. Problemet ligger i oversættelsen fra det lille til det store, fra det konkrete til det abstrakte – og tilbage igen. Med andre ord i formateringsproblemet. Tages dette ikke alvorligt – at mennesket som udgangspunkt er formateret til det lille, det nære, det konkrete – så er det, at den politiske psykose breder sig: ingen kan længere genkende sig selv i det politiske.

Problemet er imidlertid ikke udelukkende, at vi har bevæget os væk fra de små og nære fællesskaber. Småt er ikke altid godt. Små sociale enheder kan være frygtelige og terroriserende for dem, der er anderledes. Problemet er, at vi ikke har fokus nok på spørgsmålet om, hvordan der formidles mellem det små og det store; at det politiske system har lukket sig omkring sig selv og i stigende grad ignorerer forskellen mellem det effektive samfund på metaplanet og det gode samfund i det nære og mellemmenneskelige. Det, der f.eks. på det politiske niveau tematiseres som velfærdsstatens økonomiske problem, opleves som et etisk, moralsk og ofte dybt smerteligt problem hos dem, der ikke kan få hjælp. Her møder vi formateringsproblemet for fuldt orkester: individ og politisk system – to forskellige formater, to forskellige måder at opleve problemerne på, to forskellige løsninger, som ofte er uforenlige og uden fælles kommunikative referencer.

Der er ingen grund til naivitet; vi skal ikke tilbage til de små og lukkede fællesskaber. Men skal der gives vækstplads til mennesket, som et politisk dyr, må den offentlige debat i fremtiden have langt mere fokus på, hvordan der kan skabes sammenhæng og idémæssig udveksling mellem det store format og det lille. Der er efterhånden alt for mange, som ikke kan genkende sig selv i den måde, som politikken i stort format fungerer på. Det kan betyde både ligegyldighed, fremmedgørelse, oplevelsen af ikke at høre til og ansvarsfornægtelse, men også resultere i destruktive og voldelige forsøg på at skabe egne små enklaver med meget letforståelige regler for, hvem der er ven og fjende.

Formateringsstress

Skriv en kommentar

I begyndelsen er livmoderen. Det univers, hvor zygoten – resultatet af befrugtningen, sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle – udvikles til embryon, foster og menneske. Her, i moderskødets varme enhed, er fosteret ikke adskilt fra moderen. Livmoderen er stedet, hvor vi bliver til i enhed med omgivelserne, hvor der slet ikke er noget, som er omgivelse. Alt, som er – er ét – alt er enhed.

Der er ikke nogen bevidsthed om, at vi en dag bliver tvunget til at forlade det varme fostervand og gradvist selv må rejse os op for at skabe vores egen eksistenssfære. Det er fra livmoderen, at vi falder ud i verden, kastes fra det lille før-fødselskosmos til et større, og på alle måder ukendt omverdensrum. Er det derfor mærkeligt, at de dybeste og mest almene menneskelige erfaringer knytter sig til følelsen af at blive afstødt, udstødt, frastødt, forladt, efterladt, tabt?

Tegning af Leonardo da Vinci

Tegning af Leonardo da Vinci

Vi kan ikke huske, hvordan det var at blive revet ud af enheden i livmoderen. I hvert tilfælde ikke på den måde, som ordet ”huske” i almindelighed bliver brugt i sproget, nemlig som en erindring. Men vi kan ikke overhøre det, som dybdepsykologen Otto Rank allerede i 1924 skrev om fødselstraumets indflydelse på menneskets følelsesliv, og de resultater, som Stanislav Grof senere er nået frem til, ved at udforske fødselsoplevelsernes psykologiske konsekvenser.

Her skal vi ikke gå nærmere ind på disse dybdepsykologiske perspektiver, men blot bruge dem til at meditere lidt over det moderne menneskes eksistensvilkår.

Efter de første ni måneder i livmoderens beskyttende enhed, hvor barnet eksisterer i en boble af immunitet, er det at komme til verden en opgave, der varer resten af livet. Fra det indre kosmos til det ydre kosmos; faldet fra den totale enhed i livmoderen til den totale adskilthed – i hvert fald en adskilthed, der kun kan overvindes, hvis mennesker rækker ud efter hinanden og vi undertiden har mulighed for at trække os ind i en lille boble af immunitet, der i nogle øjeblikke skærmer os imod den fremmede og mystiske verden, der altid ligger derude og venter.

Mange af de små tilbagetrækningsforsøg, vi gør i løbet af en dag, er forsøg på at skabe immunitetsbobler, som bare et øjeblik kan skærme os imod det moderne menneskes største problem, nemlig formateringsstress – vanskeligheden ved konstant, at skulle være formateret til det store kosmos, det globale, ubegrænsede og uendelige kosmos, når man nu oprindeligt er formateret til det lille livmoderkosmos.

I langt de fleste menneskers liv krydses der klinger mellem disse store og grænseløse makro-kosmologiske perspektiver og forskellige versioner af det første mikro-kosmos i den veltempererede og beskyttende livmoderhule.

Oldtidens (og tidligere) verdensbilleder viste en version af denne menneskelige kamp for at komme til verden, hvor den fysiske fødsel ud af livmoderen blot er det første skridt, som overhovedet ikke gør det alene. Efter den fysiske fødsel kommer selvfødslen ind i en verden uden for den immunitet, som livmoderen skænkede. Oldtidens verdensbilleder og mytologi viste, at selv efter et menneskes fødsel, var det stadig i en slags moderskød. Ganske vist ikke i form af den biologiske moders, men i det metaforiske – i universets moderskød. Efter fødslen var alt stadig en ubrudt enhed – nu blot med den universelle livmoder, som bolig. Mennesket kunne fortsat opleve, at det levede i en indre livmoder, at det ikke var forstødt til en ukendt ydre og fremmed verden. Først i nyere tid opstår følelsen af ikke at leve i noget indre, men på en yderside, som mennesket kastes ud i ved fødslen, hvor det falder fra livmoderens indre rum ud i et ydre og fremmede rum.

Derfor er det karakteristisk for mennesket, at det altid forsøger, at skabe immunitetssikrende rum omkring sig. Disse bobler af immunitet er små og store rum, fysiske såvel som psykiske, hvor der både direkte og i overført betydning kan suttes på livgivende bryster, opleves øjeblikke af ro og usårlighed, af trøst og omfavnelse, af enhed og følelse af tilhør – men også skabes nationalistiske fortællinger om os og dem eller små hjem langt fra panikkens store scene. Med andre ord forsøg på at håndtere den formateringsstress, som kommer af modsætningen mellem vores oprindelige formatering til det små, det tætte og enhedsmæssige og kravet om omformatering til det store, splittede, uendelige og grænseløse i vores globale dagligdag.

Alle mennesker søger den slags immunitetssikrende rum, og det kan være alt fra fem minutter ekstra på toilettet, når det går værst til på jobbet, til sygdom, som en boble, hvor man ikke kan røres. Det er hårdt at leve i en grænseløs og grænseoverskridende verden, når man i sit udgangspunkt er formateret til livmoderens omfavnelse. Men noget andet udgangspunkt for mennesket findes ikke – i begyndelsen vil livmoderen altid være, og derfor vil det enkelte menneske ofte opleve, at det er mere følsomt end den verden, det lever i. Og derfor er det ofte angsten for ligegyldigheden, frygten for aldrig at komme rigtig i kontakt med andre mennesker, aldrig at få kontakt med verden, aldrig at finde ro, som fylder meget i menneskers sind.

På denne baggrund kan vi selvfølgelig beskrive oplevelsen af en brudt verden – mig og de andre, mig over for verden. Men tanken om, at i begyndelsen var livmoderen, kan også være udgangspunktet for en nærhedsetik, der bygger på den opfattelse, at i begyndelsen var relationen. Når vi falder ud af den ultimative relation i livmoderen, ud i verden, så falder vi også ud i hænderne på andre mennesker. Det er det, vi kalder omsorg, som det at tage vare på det faldende menneske; mennesket når det falder ud i verden – et fald, der varer hele livet – ud i hænderne på de andre, som også har oplevet faldet ud i verden.

Liv efter døden!

Skriv en kommentar

Med vilje har jeg ikke formuleret overskriften som et spørgsmål, men som et udsagn. Der er nemlig liv efter døden, og det kan tilmed bevises: Min far døde i 1979, og her sidder jeg, 35 efter, og er lyslevende. Og når jeg engang er død, vil mine børn leve videre, og måske er der også kommet nogle børnebørn, som kan være med til at vise, at der virkelig er liv efter døden. Det efterliv, som jeg taler om, er altså ikke det personlige liv efter døden, som religionerne og de mystiske traditioner stiller i udsigt, og som mange mennesker, uanset religiøs overbevisning, tror på. Her skal det handle om det kollektive efterliv – eksistensen af andre mennesker efter vores individuelle død.

At der på den måde er liv efter døden virker så indlysende, at det ikke motiverer til specielle overvejelser eller meditation over, hvad det egentlig betyder for de endnu levende, at have denne viden om det fremtidige liv. Vi ved naturligvis, at der også var et liv før livet, det vil sige før vores fødsel. At vi så at sige blev født ind i en verden, som andre, på godt og ondt, havde lagt til rette for os. Dette førliv kan vi se på billeder, høre, læse og få fortalt historier om, og det får os til at føle en beslægtethed med dem, der levede før os – både vores slægt, men også dem, der var med til at skabe den verden, som vi lever i nu. Vi føler os som et led i kæden og forstår os selv i forlængelse af fortidens mennesker.

Men der vil også leve mennesker efter os – når vi er døde. Mens fortiden og historiens betydning er et klassisk emne for både filosofien og psykologien – så er fremtidens betydning ret underbelyst.

Døden er slutningen for det individuelle menneske. Men når jeg nu ved, at min krop dør, er der så nogen grund til at overveje, hvad fremtiden betyder for mig her og nu? Ja, det tror jeg faktisk. For det handler ikke nødvendigvis om en bekræftelse af ens personlige identitet efter døden, men om en del af ens personlige identitet mens man stadig er i live.

Dødens magt er nemlig ikke alene nærværende i vores oplevelse af livets korthed, vores individuelle endelighed. Bevidstheden om vores dødelighed åbner også mulighed for meningsfuld livsudfoldelse gennem den måde, som vi rent faktisk allerede nu er med til at berede vejen for det kollektive efterliv – som jo på en eller anden måde også er mit personlige efterliv

Menneskeheden er så at sige et fortløbende historisk projekt, der danner den implicitte ramme for de fleste af det enkelte menneskes referencer og vurderinger af, hvad der betyder noget. Dette er ikke nødvendigvis tydeligt og bevidst i vores hverdag. Spørgsmålet er dog alligevel om vi ikke alle sammen behøver menneskehedens fremtid for at have en sikker base i vores egen tilværelse her og nu?

Ofte knytter tankerne om fremtiden for menneskeheden sig til et politisk projekt, til diskussioner om miljø, ressourcer, teknologisk udvikling, krige osv. Fremtiden har imidlertid ikke kun politisk betydning for det enkelte menneske. Den har også en eksistentiel betydning for livet her og nu. Vores uudtalte og ubevidste tillid til, at der vil være et kollektivt efterliv, har betydning for, om vi oplever en mening i vores personlige liv. Jeg tror således, at der kan være noget værdifuldt ved at inddrage fremtiden, efter vores individuelle død, i vores aktuelle liv her og nu.

Vi ser ikke fortiden – tiden før vores individuelle livs begyndelse – som en sort evighed af ikke-eksistens, selv om vi jo rent faktisk ikke var der personligt. Ligeså lidt er fremtiden – efter efter vores død – et sort hul af ikke-eksistens. Ganske vist er vi heller ikke personligt til stede på det tidspunkt, men der er liv og jeg tror, det er værdifuldt og perspektivrigt, at personliggøre ens relation til både fortiden og fremtiden.

På samme måde, som verden blev lagt til rette for mig – lang tid før min fødsel – lægges verden allerede i dag til rette for dem, der fødes ind i livet, når jeg en dag er væk. Det er ikke udtryk for storhedsvanvid at tænke sig, at man lige nu er med til at lægge denne verden til rette for fremtiden. Faktisk forekommer det mig at være udtryk for en ganske stor ydmyghed, at se sit liv i dag, som medvirkende til at frembringe den kommende verden.

I dialogen Symposion, skrev Platon, at al natur – herunder mennesket – stræber efter udødelighed. Han mente, at dette blev imødekommet gennem en slags lov, hvor alle dødelige ting bevares – ikke i samme eksistens, men ved at lade en ny eksistens tage den gamle eksistens’ plads. Platon selv døde for ca. 2000 år siden. At jeg nu sidder og skriver dette viser imidlertid, at han stadig har en eller anden form for eksistens. Men dét gælder ikke kun de store og berømte fra fortiden. Hvor meget af den verden, som vi bevæger os rundt i til daglig, har ikke eksistensspor fra mennesker, der har levet? Med andre ord bevæger vi os rundt i deres efterliv på samme måde, som fremtidens mennesker vil komme til at bevæge sig rundt i vores efterliv – i vores liv efter døden.

Overskridelse

Skriv en kommentar

Hver gang vi mærker kærlighed mærker vi noget andet end os selv. Sådan er det også, hvis vi blot tænker på kærlighed – så er det noget andet end os selv, vi tænker på. Kærlighedens væsen er nemlig, at kunne åbne os mod noget større og andet end os selv.

Psykoanalytikeren Erich Fromm skrev i bogen Kunsten at elske, at menneskehedens historie dybest set er udtryk for, hvordan mennesket til forskellige tider har forsøgt at overvinde adskiltheden. Mennesket har en bevidsthed om sig selv, som et separat væsen, adskilt fra andre. Denne adskilthed er et grundtræk ved den menneskelige livssituation og er knyttet sammen med smertelige oplevelser af isolation, ensomhed, følelsen af at være udenfor, på afstand af verden og andre mennesker, manglende gensidighed og ikke mindst ofte af intens angst. Andre mennesker kan få mig til at opleve min egen isolation. På den måde kan de andre blive mit helvede, fordi de spejler min afsondrethed, isolation og ensomhed. Og så er det, at jeg må afsondre og isolere mig endnu mere for ikke at mærke min ensomhed. Erich Fromm sagde derfor, at mennesket ville blive drevet til galskab, hvis det ikke kunne befri sig fra dette fængsel og på en eller anden måde forene sig med verden udenfor – med andre mennesker.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesket stået over for dette problem: Hvordan kan adskiltheden og isolationen overvindes? Hvordan kan det enkelte menneskes snævre cirkel brydes og åbnes ud mod verden så der kan skabes forening med andre mennesker? Problemet har været det samme, men løsningerne har selvfølgelig været forskellige. At knytte isolerede mennesker sammen i noget, der er større end det enkelte individ, har bl.a. været målet for myter, religioner, ideologier, livsanskuelser, skabende kunst og meget mere – alt det, der samlet set udgør menneskets historie.

Stræben efter menneskelig forening er den mest magtfulde kraft i mennesket, mente Erich Fromm. Det er den mest fundamentale passion, det er den kraft, der holder klanen, familien, samfundet og kulturerne sammen. Opnås denne forening ikke kan konsekvenserne blive (selv)destruktive. Skal f.eks. et samfund fungere må der være en sammenhængskraft – noget, som på en eller anden måde forener de mennesker, der lever i samfundet; nogle værdier, der peger ud over den enkelte; værdier, som det enkelte menneske kan identificerer sig med. Det kunne være de demokratiske, velfærdstatslige og sociale værdier, som i nyere tid har karakteriseret det danske samfund. Er der ikke nogen værdier, som får samfundets medlemmer til at have en nok så overfladisk fornemmelse af samhørighed og symbolsk forening, så ender samfundet i selvdestruktion og destruktion af andre.

Men det er ikke kun det samfundsmæssige niveau, som er Erich Fromms hovedanliggende i den lille bog om kunsten at elske. Han undersøger kærlighed, som nøglen til den menneskelige væren og mulighederne for livsfylde. Sammen med Gabriel Marcels filosofi om kærlighed, som værens infrastruktur, sammen med håb og troskab, er der tale om en tilgang til kærlighed, som åbner for en afgørende forståelse af menneskelivet. En forståelse af, at det vigtigste i mig ikke kommer fra mig selv. Sådan er det med kærlighed – den går altid gennem den anden. I forlængelse heraf skrev Erich Fromm, at kærlighed er svaret på menneskets evige livsproblem. Som vi husker beskrev Fromm dette problem som spørgsmålet om, hvordan mennesket skal overvinde sin adskilthed og konsekvenserne af bevidstheden om sin isolation fra verden? Med andre ord, hvordan mennesket skal nå frem til en overskridelse af sig selv og sin ensomhed og dermed af den angst, der knytter sig til at være fortabt i sig selv?

For både Erich Fromm og Gabriel Marcel er kærlighed den kraft, der ved at pege ud mod andre får det enkelte menneske til at føle sig som en helhed, og ikke som en isoleret delhed. Det modsatte af angst skulle jo umiddelbart være ikke-angst. Jeg mener imidlertid, at det vil være mere præcist, hvis vi siger, at det modsatte af angst er kærlighed. Angst knytter sig til oplevelsen af tomhed; kærlighed er det modsatte af tomhed, nemlig fylde og nærvær. Derfor: Når man mærker kærlighed, eller blot tænker på kærlighed, så er det fylde og nærvær, der opleves – og fylde og nærvær kommer ved at kærligheden transcenderer, det vil sige overskrider, min isolation fra andre.

Der er vist et ordsprog, der siger noget i retning af, at kærlighed overskrider alle grænser. Det er korrekt på den måde, at kærlighed altid kommer fra et andet menneske. Hermed overskrider kærlighed i hvert fald den grænse, der er omkring det enkelte menneske. Lad mig også lige her til sidst give et eksempel på, hvor grænseoverskridende kærlighed er.

Her ved juletid ved jeg at der er mange, som savner et nært menneske, der er gået bort. Måske er der derfor nogle som siger til dig, at nu må du se at komme over det – komme dig over tabet og sorgen. Nej, du vil ikke komme dig over det, og måske er dette også et håb – for som tiden går bliver du glad for, at du ikke ”kom” dig over det, fordi det menneske, som du elskede, er forblevet i dig – som kærlighed og livsfylde. Så kan vi vel godt sige, at kærlighed er grænseløs og at den altid taler til os fra de andre; selv de døde hvisker til os om kærlighed.

Two is a magic number

Skriv en kommentar

Når jeg ringer op på telefonen får jeg ofte en lille melodistump i øret med teksten “three is a magic number” – tre er et magisk tal. Det er reklamen for et teleselskab som imidlertid har overset, at det slet ikke er tallet tre, der er et magisk tal i vores samfund og kultur, men derimod to-tallet. Det, der er normen i dag, er ikke et, ikke tre og i hvert fald ikke fire osv. Jeg gør så meget ud af at fremhæve to-tallets norm og magi, fordi det her skal dreje sig om kærlighedens magiske tal – og det er to-tallet, uden konkurrence fra omkringliggende tal.

I weekenden havde dagbladet Information en artikel, som fortalte netop dén historie. Kærlighed mellem voksne har tilsyneladende en simpel og letforståelig matematik: 1+1=2=kærlighed. Det er to mennesker, der lever sammen i det hellige to-tals tosomhed – dog med følgende algebraiske tilføjelse, som ikke er helt uvæsentlig: 1(m)+1(k)=kærlighed. Det vil sige: én mand plus én kvinde er kærlighedens numeriske norm. Two is a magic number, specielt hvis de to et-taller er kønnet på den rigtige måde.

Jeg bliver altid lidt skeptisk når nogen forsøger at definere noget så udefinerligt, som kærlighedens kilde eller udspring. Ligeså mange, som i sin tid ledte efter Nilens kilde, har ledt efter kærlighedens kilde, og de fleste af disse opdagelsesrejsende ind i emotionernes jungle mener faktisk, at have fundet den: det sted, som kærligheden udspringer fra, kærlighedens kilde, er det heteroseksuelle monogamis tosomhed.

Det hævdes, at der findes 37 officielle familieformer i Danmark. Ganske vist bor kun omkring halvdelen af alle danske familier i den klassiske monogame tosomhed med far, mor og fælles børn. Men så skulle der altså også være 36 andre familieformer tilbage. De skulle imidlertid også have tosomheden og monogamiet, som ideal. Andre tænkelige muligheder for at indgå i kærlighedsforhold ser ud til at være illusoriske. Polyamory – dvs. kærligt samliv mellem flere end to – og andre former for samliv, der ikke bygger på heteroseksualitet og tosomhed, er ganske enkelt marginaliserede, fortæller artiklen.

Mulighederne ser ud til at være udtømt. Ikke mindst fordi neurologer, biologer, primatologer og zoologer i Informations artikel slår fast, at monogamien ligger dybt i vores dna. Sådan – kærlighedens kilde, en ganske bestemt familie- og samlivsform er hermed slået fast, som genetisk betinget. Two is a magic number, og ikke alene det; magien står skrevet i generne. Men gør den nu også det? Hvis vi endelig skal reducere det hele til biologi og genetik, så er det da omvendt ret påfaldende, at kun tre procent af alle pattedyr lever monogamt. Dét kunne godt åbne for et lidt bredere perspektiv på spørgsmålet om, hvorfor det heteroseksuelle monogami anses for at være den eneste normale, den sundeste og den kærligste samlivsform.

Bl.a. den franske filosof Michel Foucault og psykoanalytikere som Freud og Lacan har afvist ideen om mennesket, som noget uforanderligt, og de tvivler på eksistensen af en universel og ahistorisk menneskenatur. På forskellige måder siger de det samme: der findes slet ikke noget, som kan kaldes en menneskelig natur! Det siger selvfølgelig sig selv, at der må være et biologisk aspekt ved mennesket. Men, siger de, dette biologiske aspekt optræder altid i en kulturel forklædning. Mennesket er aldrig kun biologi. Det er biologi i en bestemt kulturel kontekst, i en bestemt diskurs, som på ganske mange måder bl.a. sætter rammerne for, hvad der er den normale måde at leve kærlighed, seksualitet og samliv ud på.

Det helt specielle ved mennesket er, at det lever i en kultur, som det selv frembringer, men som på sin side paradoksalt nok også frembringer en stor del af menneskets selvforståelse. I en given kultur er der f.eks. en kærlighedsdiskurs, som i meget stor udstrækning er med til at skabe det enkelte menneskes forståelse af (og accept af), hvordan “en der elsker” skal leve, hvem man kan elske, hvor mange og af hvilket køn.

Når vi siger, at den heteroseksuelle tosomhed er det normale, det rigtige, den sande kerne for en sund kærlighed og en velfungerende familie – så er det ikke nødvendigvis forkert. Undersøgelserne er dog kun korrekte i den forstand, at de viser, hvad der er normen, hvad der er den dominerende kærlighedsdiskurs. Men de siger intet sandt om, at kærligheden ikke kan have andre kilder end det heteroseksuelle monogami.

Jeg har netop læst Poul Henningsens “Erotikens historie” og Kai Aalbæk-Nielsens “Kærlighedens historie”. I sammenhæng med artiklen om det heteroseksuelle monogamis tilsyneladende naturgivne og genetiske dominans, viser disse bøger noget meget vigtigt: Hvordan mennesket udlever og realiserer sin biologi er kulturelt betinget. Mennesket har op gennem tiden realiseret både seksualiteten og kærligheden på 1000 forskellige måder, ikke mindst afhængig af den givne kultur.

Når vi i dag næsten kun kan få øje på den samlivsform, der knytter sig til det heteroseksuelle monogami, så hænger det ikke entydigt sammen med menneskets biologiske og genetiske udrustning. Det har noget at gøre med den dominerende kærlighedsdiskurs. Til andre tider har denne diskurs haft helt andre idealer end monogamiet og det heteroseksuelle. Hos mennesket eksisterer seksualiteten aldrig i sig selv. Den er altid spundet ind i noget andet, f.eks. kærligheden og forestillinger om kærligheden, som styrer seksualiteten mindst ligeså meget, som seksualiteten styrer kærligheden.

Så derfor: elsker du mænd eller kvinder, elsker man mere end to, er det f.eks. fire, der er det magiske tal eller dyrker du kærligheden på en måde, som jeg slet ikke kan tænke mig til – så viser du/I bare det, som hele historien har vist (men som mennesket ofte glemmer): at kærlighedens mange forskellige idealer op gennem tiden alle sammen har været en stræben hen imod en tilstand, hvori livet var værd at leve; noget, der er nødvendigt at tro på for at klare livet. Det er muligt, at seksualiteten er biologisk knyttet til artens overlevelse. For mig at se er kærligheden i dens utallige former imidlertid også knyttet til overlevelse – nemlig menneskets eksistentielle overlevelse i den moderne kultur. Bøssen, den lesbiske, de polyamorøse og andre kærlighedsformer, der er i mindretal i forhold til det heteroseksuelle monogami, udviser i virkeligheden slet ikke en anden slags kærlighed; kærligheden udtrykkes blot på andre måder, i en anden form – men det er stadig slet og ret kærlighed – den livgivende kærlighed, som alle ønsker at mærke.

Respekten for enhver kærlighedsform må bygge på accepten af, at kærlighed altid stræber efter det samme – nemlig at være modgift mod menneskets eksistentielle vilkår – lidelsen, ensomheden, døden, angsten og meningsløsheden. Enhver kærlighed virker som en modgift mod den fortvivlelse, som disse eksistentielle vilkår ellers sætter mennesket i. Ethvert udtryk for kærlighed skal derfor fejres, som var det vejen til følelsernes befrielse – uanset om kærligheden udleves som homo-, hetero-, bi- eller polyamorøs kærlighed.