Mennesket lever på Jorden men kan også se stjernerne. Her har vi måske forklaringen på vores nysgerrighed. Det daglige liv udelukker ikke visioner om det store og ukendte. Foruden al den viden, vi så ubesværet har adgang til på Jorden, er et blik på himlen nok til at vække forundring over alt det, vi ikke har adgang til at vide noget om. Hvilken grænse mellem det tilgængelige og det utilgængelige. Ikke mærkeligt, at mennesket gang på gang forsøger at overskride den.
Symbolsk begyndte fortællingen om menneskets nysgerrighed cirka 500 f.Kr. i byen Efesos i Lilleasien. Ifølge traditionen var det her filosoffen Heraklit levede og formulerede det berømte udsagn: »Tings egentlige natur holder af at skjule sig.« Disse få ord har siden været stærkt medvirkende til menneskets refleksion over tilværelsen og verdens beskaffenhed. For datidens filosoffer betød natur nemlig tingenes inderste væsen; alt det, som ikke var umiddelbart tilgængeligt ved første blik.
Homo Sapiens er en art der ønsker at vide. Men drivkraften til at afdække og få noget nyt at vide, har altid været fascinationen af det skjulte. Ikke kun det skjulte, der blinker til os ude fra verdensrummet, når vi kikker op på stjernerne. Selv her på Jorden ved vi, at der stadig findes noget skjult. Det fascinerende er netop, at vores planet, vores nærmeste omgivelser her på Jorden, også består af noget, der er utilgængeligt for os.
Videnskaben er optimistisk med hensyn til at kunne skabe endnu mere viden og gennemsigtighed. Den fortæller da også historien om en fantastisk udvikling, hvor mennesket i dag ved mere end nogensinde, både om sig selv og om den omgivende verden. Heldigvis – for uden videnskabens afdækning af skjulte og ellers ukendte fænomener ville vores verden i dag have set helt anderledes ud end den gør; langt farligere, langt mere truende og præget af tilfældigheder.
Det er umuligt at sige, hvor grænsen for den videnskabelige afdækning af ny viden går, for mennesket vil altid være en grænsegænger på grænsen mellem det kendte og det ukendte.
Den dybeste mangel på viden begynder imidlertid i vores eget hus, og udtrykkes måske bedre i poesiens sprog end i videnskabelige begreber. Hvordan er det f.eks. at være noget andet end det jeg er? Den amerikanske filosof Ian Bogost spørger således, hvordan det er at være en ting? Normalt spørger vi ikke på den måde. Ting relaterer jo til hensigter, formål eller omstændigheder, men vi kan ikke vide hvordan tingene er i sig selv, og slet ikke hvordan det er, at være en ting,
Her er vi allerede på vej ind i en klassisk filosofisk problemstilling, nemlig Kants adskillelse af tingene i sig selv og tingene, som de fremtræder for os. Ifølge Kant kan jeg ikke kan vide, hvordan en sten eller en hammer er i sig selv; kun hvordan stenen eller hammeren fremtræder for mig. Det er ordet jeg, som skaber vanskelighederne. Jeg’et afgrænser sig selv; jeg betyder dybest set en undtagelse fra alt andet. Jeg’et kan vi følge langs dets grænse i forhold til alt andet.
Det er ikke kun i forhold til ting vi må spørge, hvordan det er at være noget helt andet end én selv, eller som den portugisiske digter Fernando Pessoa spurgte: »Hvad er det at være en flod og at flyde?«
Hele Pessoas forfatterskab er bygget op omkring en undersøgelse af, hvad jeg kan stille op med den begrænsning det er, at være mig? Han udtrykker en dyb sorg over, at verden altid kun kan beskrives med det enkelte menneskes eget udgangspunkt. Han mærkede den uomgængelige begrænsning, der knytter sig til, at vi kun kan beskrive vores oplevelse af omgivelserne, f.eks. af floden, mens vi aldrig vil kunne erhverve os viden om, hvordan det er at være selve floden.
Bare ved at kikke sig lidt omkring kan man her og nu møde mysterier, som aldrig vil lade sig afdække. Pessoa udtrykte således stor ærgrelse over, at han ikke kunne vide, hvordan det var at være en haremskvinde. Det andet menneskes erfaring er jo ikke tilgængelig i direkte linje. Hvis det er Pessoas haremskvinden, det drejer sig om, kan hun formidle hvad hun oplever, og vi kan fortolke hendes liv, men den direkte oplevelse af haremskvindens liv er og bliver hendes alene.
Hvad der sker på den anden side af grænsen, hvor jeg ikke er, og hvor jeg ikke kan komme, fremtræder for Pessoa attraktivt, mystisk, fremmed, skræmmende, og ikke mindst stimulerende. Det er den mest magiske af alle grænser at stå ved, fordi den kan få et andet menneske til at virke som et mirakel. Det tiltrækkende, det fascinerende og det mystiske ligger jo aldrig i det, som vi helt udtømmende kan forstå.
Hverken den fjerneste galakse eller det nærmeste menneske kommer vi til at forstå helt restløst. Fernando Pessoa undrede sig over, hvordan det var at være en flod eller en haremskvinde. Han talte om tingenes forbløffende virkelighed, som han dagligt kunne opdage: floder, sten, mennesker – dog uden at kunne overskride grænsen, for det egentlige holder jo af at skjule sig, som Heraklit skrev for flere tusind år siden.
Andre gange mærkede Pessoa vinden, der blæste i Lisabons gader. Måske ville han gerne have vidst, hvordan det var at være vinden. Men alligevel, skrev han, var alene det at høre og mærke vinden alle livets besværligheder værd.
Det meste af Fernando Pessoas liv gik med at forholde sig til det skjulte, fordi det viste hvilken overflod vi bevæger os rundt i. Sådan var det for Pessoa uanset om han skrev om floder, træer, vinden gennem gaderne eller andre mennesker.
Litteratur:
Peter Johannes Schjødts blog 