Kategoriarkiv: Samfund

Om kys og kysningens filosofi – og lidt mere

Skriv en kommentar

»Jeg kysser dig!« Der er altså et menneske, som giver et kys og et andet, som modtager kysset; men hvor kommer selve kysset fra? Der er et »mig« og et »dig«, men der er ikke et »kys«, som ikke involverer i hvert fald to mennesker. Der findes ikke et kys, som kommer et eller andet sted fra, så vi kunne sige; »se, der kommer et kys ned mellem læberne på os«. Kys opstår når der er kysning, når mennesker så at sige gør et kys sammen. Hvis der skal være kys i verden må vi mennesker selv lave dem.

Hele kyssets eksistens ligger i, at to eller flere mennesker kysser. Så er kysset der. Hvis mennesker pludselig skulle holde op med at kysse, ikke længere gad at kysse, så ville der heller ikke længere være nogen kys i verden. De vil ikke kunne hentes frem fra arkiverne på et museum for at blive udstillet under et skilt: »Se dette kys«. Der kunne være billeder af mennesker som kysser. Men ikke nogen kys, hvis kyssehandlingen forsvandt.

Kys opstår når mennesker gør noget specielt sammen. Og på den måde opstår mange af de vigtigste ting i verden, som f.eks. »fred«. Det er med fred, som med kys. Der er ikke et sted, hvor der ligger en mængde fred. Fred opstår på samme måde som kys, når mennesker gør noget specielt sammen. Eller »solidaritet«. Der opstår solidaritet, når mennesker det gør solidariske, ellers er solidariteten der ikke. Ligesom kyssene ikke er der, hvis der ikke bliver kysset.

Hverken kys, fred eller solidaritet opstår, fordi vi taler om det. Først når vi aktivt gør kysset, freden eller solidariteten kommer disse ting ind i verden. Det gode ved dette er derfor, at ting som kys, fred og solidaritet ligger latent i mennesket. At kunne lave kys, fred, solidaritet og mange andre lignende goder, hører til menneskets muligheder. Men de kan kun komme til verden sammen med mennesker. På egen hånd kan et kys ikke noget.

Et kys kommer ikke ind i verden, hvis det ikke er i selskab med kyssende mennesker. Og sådan er det også med freden og solidariteten. De kommer kun til verden når mennesker sammen gør fred og solidaritet, når vi realiserer dem sammen. Hvis vi vil have kys i verden, så må vi altså kysse sammen. Hvis vi vil have fred, solidaritet og lignende gode ting, så må vi altså være fredelige og solidariske sammen. Heldigvis er det jo også lige netop også den mulighed vi har.

Fra omstrukturering til rundforvirring

1 kommentar

Jeg har netop deltaget i en undersøgelse af helbred og arbejdsmiljø fra Danmarks Statistik og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Spørgsmålene, som jeg fik tilsendt, var skræmmende og svarene må være direkte angstprovokerende. Er du deprimeret eller angst, lider du af frygt for fremtiden, har du mistet troen på dig selv, bliver du moppet, er du nedslidt, stresset eller syg på grund af dit arbejde, bliver du anerkendt, får du støtte og kan du stole på ledelsen, bliver du hørt, medinddraget o.l.? Spørgsmål af en alvor, som vel kun bliver stillet, fordi de afspejler den krigs- og kamplignende tilstand, der hersker på det danske arbejdsmarked år 2018.

Den slags spørgsmål er nødvendige, fordi det danske arbejdsmarked er præget af vilkår, som truer medarbejdernes mentale og fysiske sundhed. Øget stress, depression og angst er blandt de eksistentielle omkostninger ved en aggressiv ledelseskynisme, som helt fejlagtigt tror, at gevinster skabes ved at eliminere den menneskelig faktor og ensidigt prioritere den økonomiske.

Uanset hvor mange diplom-, master- og andre uddannelser, lederne bliver sendt på, er der kun én forklaring på, at arbejdsmiljøet er i en forfatning så arbejdsrelateret stress, nedslidning, angst og depression må antages, at blive den tungeste sygdomsbyrde for fremtidens samfund: Lederne har fejlprioriteret i en grad der er påfaldende, og som ville koste de menige medarbejdere jobbet, hvis det var dem, der fejlede i samme omfang.

Naturligvis afspejler virksomhedsledelse de overordnede samfundsmæssige tendenser, hvor det økonomiske er blevet gjort til den principielle regulator for enhver form for menneskelig livsudfoldelse, og økonomisk profit til det fundamentale motiv for både den politiske og virksomhedsmæssige ledelse. Men jeg bliver trist over at se, hvordan ledelsen ofte betragter medarbejderne som et problem og ikke som en ressource ud fra princippet: »Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, kan de bare gå.« Men det er jo ikke ledelse, det er en ekstrem indskrænket form for magtfuldkommenhed, som siger nej til samarbejde om den fælles opgave det er at få en virksomhed til at fungere.

Selvfølgelig skal der tjenes penge og økonomien være sund, men alt for ofte bliver medarbejderne betragtet som en hindring for, at virksomheden ikke har en endnu større omsætning og stærkere omkostnings-effektivitet.

Man hører jævnligt begejstrede ledere sige, at verden ikke står stille, at vi hele tiden skal være klar til at forandre os, møde nye udfordringer og derfor være fleksible og omstillingsparate. Det er ofte svært at finde ud af, hvad der ligger i denne analyse. Men den slår i hvert fald ud i omstruktureringer, nye projekter og organisatoriske ændringer. Og Danmark ligger helt i front netop når det handler om omstruktureringer og organisatoriske ændringer på jobbet.

Disse konstante forandringer betyder imidlertid også, at arbejdsmængden langt overstiger den tid der er til rådighed for medarbejderne. En undersøgelse viser derfor ikke overraskende, at de negative konsekvenser ved omstruktureringer er voldsomme: Lavere jobtilfredshed, lavere engagement i jobbet, højere grad af udbrændthed, øget stressniveau, reduceret arbejdsevne, øget jobusikkerhed, øget sygefravær m.m.

Iflg. Den Danske Ordbog betyder Omstrukturering det at ændre til en »anden (og mere hensigtsmæssig) struktur eller opbygning.« Der er ikke nogen tvivl om, at omstruktureringer giver næring til ledelseslagene i en virksomhed; til dem, der laver strategiske planer, til HR-afdelingerne, de såkaldte udviklingsafdelinger, markedsføringsfolket, innovationsafdelingen o.l. Men de medarbejdere, som beskæftiger sig med det der oprindeligt var virksomhedens kerneopgave er ikke altid enig i, at omstrukturering betyder »mere hensigtsmæssighed«, som definitionen ellers lyder i Den Danske Ordbog.

For medarbejderne i kernefunktionerne, f.eks. omsorg, pleje, undervisning, fremstilling o.l. virker det ofte som om Den Danske Ordbogs definition af begrebet Forvirring er mere relevant: En »tilstand eller situation præget af uorden, rod, manglende styring, misforståelser el.lign.« Omstruktureringer ender nemlig ofte som rundforvirring, hvor kerneopgavens kvalitet kun opretholdes, fordi medarbejderne, imod alle odds og på trods af omstruktureringen, kæmper for at bevare den.

Det funktionelle fejlskøn, der ofte hører med til en beslutning om at gennemføre omstruktureringer, uden tanke på konsekvenserne for virksomhedens kernefunktioner og kompetencer, er udtryk for dårlig ledelse, slet og ret. Og det fører ikke til virksomhedens succes, hvilket måske i ledelsens optik tages som tegn på, at medarbejderne virkelig er et problem, som kalder på endnu en omstrukturering.

Som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen viser i bogen Pseudoarbejde, så føler ledelsen, at den skal handle, og derfor gennemføres (helt eller halvt) »uigennemtænkte projekter, der ikke konkret anviser noget som helst, men som man simpelthen bare håber virker…«. Hvor mange medarbejdere både i private og offentlige virksomheder kender ikke det?

Af en eller anden grund reagerer ledelsen ikke på det, som medarbejderne ved, og som dybest set er virksomhedens guld og eneste betydningsfulde ressource. I stigende grad har vi fået et samfund på halsen, hvor virksomhedsledelse skal orientere sig væk fra det, der skulle være kerneopgaven, og i stedet vender sig mod omorganisering, omstrukturering, branding, akkreditering, dokumentation, indførelse af nye IT-platforme, kontrolsystemer o.l. Stolt siger nogle ledere, at ledelse er blevet et fag, som ikke nødvendigvis hænger sammen med kompetencer i det, som virksomheden producerer. En eftertanke kunne være, om dette netop er udtryk for tomhedens triumf?

Det tæmmede menneske skal danse noget mere

Skriv en kommentar

Jeg har et godt arbejde. Sammen med mine elever og studerende har jeg haft magiske øjeblikke af en helt anden verden. Dem glemmer jeg aldrig! Men man skal ikke arbejde alt for meget, for så er det jo netop, at man kan glemme alt det der strålede. Såkaldt lediggang er meget undervurderet. Lønarbejdet er ikke livets mening, selv om vores kultur har fået det til at se sådan ud. En dag dør man alligevel, uanset hvor flot ens CV er, og hvor mange arbejdstimer man har præsteret. Jeg burde nok være synlig med en grøn prik på min arbejdsmail lige nu, og gøre behørigt knæfald for virksomhedens strategiske målsætninger. Men nu vi har altså danseaften her i familien, og senere opfører vi os måske som vilde kaniner.

Arbejdet kan ikke stå alene; der skal også skrives digte, dyrkes elskov, laves verdensrevolutioner, udtænkes nye svar på gamle spørgsmål, gives fodmassage og laves kunst – og så skal der altså også lige danses lidt. Det prøver jeg at lære mine elever.

På nogle af mine hold har vi helt uregelmæssigt danset på bordene og sunget med på bl.a. det gamle nummer af UFO Yepha »Fluen på væggen«, som netop handler om alt det vigtige, der kommer før og efter arbejdet – om at huske sig selv og de andre. Det har været kendingsmelodien når vi talte om samfund og politik. Men der står ikke »sang incl. dans på bordene« i evalueringsskemaerne. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle sang, dans på bordet og meget andet altså være unødvendigt. Og det tror jeg ikke, at det er.

Lønarbejdets jernbur

I 1991 skrev jeg en kronik i Politiken, der hed »Det tæmmede menneske«. Den var en kritik af den måde, man behandlede de arbejdsløse på. En stadig strammere lovgivning virkede som et fængsel for de arbejdsløse. Kunne de ikke få et arbejde, skulle de i hvert fald se ud som om de arbejdede. Derfor blev de aktiveret af systemet, ofte på den mest uværdige måde og i de mest stupide projekter. Det var som om man var bange for, hvad folk kunne finde på, hvis de ikke havde lønarbejde. Måske begyndte de at danse på bordene. Altså indførtes der en lov, som pacificerede hundredtusindvis af mennesker med det formål at tæmme dem, så de ikke kunne leve et meningsfuldt liv, men kun gå og vente på Nirvana – jobbet. Og mens de ventede, måtte de ikke danse eller lave andre lignende verdensrevolutioner.

I dag kunne jeg skrive næsten det samme. Arbejdet fylder stadig mere i vores samfund og i vores bevidsthed om, hvad der af værdi, og hvad der gør os til »rigtige« mennesker. I dag tvinges selv alvorligt syge til at arbejde. Imod lægelig vurdering hives dødeligt syge mennesker i arbejdsprøvning og terminale cancerpatienter mistænkeliggøres, hvis de ikke kan møde op til arbejdstesten. Og alle vi andre – vi arbejder mere end nogensinde. Dem, der ikke arbejder tager diplomuddannelser, ofte for at bevise, at de i hvert fald er i cirkulation; at de ikke hænger fast.

Arbejdet gør krav på at fylde næsten alt i vores bevidsthed. Hvor meget er ikke blevet koblet op på arbejdet? Velfærd, fritid, uddannelse, værdi, kvalitet, meningsfuldhed o.l. hænger i stigende grad sammen med lønarbejdet.

Digteren Henrik Nordbrandt har sagt: »Folk arbejder simpelthen så meget, at de ikke har tid til at tænke. Det er perverst.« Hvorefter han blev svinet til. Selvfølgelig skal vi da arbejde, vi skal også forbruge, og derfor tjene penge. Men livets mål ligger i sidste ende ikke på markedet. Arbejdet, økonomien og forbruget kan kun være midler til at opnå noget andet. I dag er arbejdet, økonomien og forbruget imidlertid blevet ophøjet til at være et mål i sig selv. Men hvor ligger dit mål?

Jeg tror det er vigtigt, at vi også retter bevidstheden mod alt det, der ligger udenfor arbejdsmarkedet. Ellers ender vi med at blive som en slags »tæmmede mennesker« – lukket inde i arbejdets jernbur – styret af markedets blinde kræfter, mens solen lyser fra en blå himmel, og kalder til dans og meget mere.

Nå men – nu skal vi altså danse. See You Later, Alligator.

Freud har fødselsdag i dag: En stemme fra dybet

Skriv en kommentar

I går var det Karl Marx, der kunne fejre fødselsdag. I dag er det Sigmund Freud (1856-1939), der bliver 162 år. Endnu en af de store kanoner, der har været med til at forme vores selvforståelse. Freuds ideer gennemstrømmer så mange områder af vores menneskesyn, kultur og samfund, at vi ofte ikke får øje på dem.

Det var ikke Freud som opdagede, at der måtte skelnes mellem det bevidste og det ubevidste i mennesket. Men det var Freud, der forsøgte at opbygge teorier om det ubevidstes udvikling og funktion i menneske og kultur. Det skete bl.a. gennem drømmeanalyse og ved at undersøge barndommens betydning for udviklingen af det enkelte menneskes psykiske habitus. Freud lagde grunden til, at barndommen i dag ses som en formende kraft i det voksne menneskes liv. Det betyder også, at vi kan takke Freud for, at der senere er udviklet en dyb forståelse for barnets behov for omsorgsfulde og kærlige relationer. I dag ved vi, hvad der sker, hvis det lille barn ikke mødes med nærhed og tryghed.

Via Freud (og Marx) har vi også fået forståelse for, hvordan de sociale og kulturelle forhold medvirker til at udvikle bestemte karaktertyper og bestemte former for relationer mellem den enkelte og samfundet. Der kan f.eks. skabes opvækstvilkår for mennesker, så de udvikler flugt- og afværgemekanismer, i form af passivitet eller aggressivitet, hvilket naturligvis virker tilbage på samfundet.

Det var Freud, der systematisk begyndte at arbejde med psykoanalyse. Når vi opsøger en psykoterapeut, fordi vi har problemer med vores selvværd, mangler tillid til andre, har konflikter med vores forældre, er i krise, bliver svigtet eller ikke kan finde kærligheden i vores liv, så sker det i et ekko fra det psykiske dyb, som Freud prøvede at kortlægge.

I dag ved vi godt, at et menneske ikke kun er det vi kan se og opleve på overfladen, og det som mennesket selv er bevidst om. Alle mennesker er en hel verden, og størstedelen af os ligger hen i det ubeviste og fremmede – også for os selv. Derfor bliver man aldrig færdig med at lære hverken sig selv eller andre at kende. Ukendte kræfter fra vores eget dyb virker på os, holder os tilbage, skubber os frem, taler kærligt til os eller skælder ud. Hernede i dybet ligger kilderne til vores motivation og inspiration, glæde, angst og lykke. I det ubevidste findes det kompas, som vi orienterer os efter i forhold til andre mennesker, her er der både larmende alarmklokker og lokkende amoriner, forestillinger om kærlighed og fantasier om blodbade. Et menneskes muligheder for udvikling og selvforståelse stopper ikke før på den yderste dag. Dén erkendelse kan vi takke dagens fødselar for.

De gamle grækere sagde »Kend dig selv«. Siden har vi forsøgt at finde ud af, hvem vi er, og hvorfor vi er som vi er. Religionerne har givet én type af svar ved at få mennesket til at kikke op mod himlens guder. Freud anbefalede, at vi kikkede i en anden retning – nemlig indad, og fandt »Kongevejen« til det ubevidste. Og det, vi møder herinde, i vores eget dyb, kan være ligeså uendeligt og fremmede, som det himlen kan byde på.

Karl Marx bliver 200 år i dag. Opgaven er stadig at forandre verden!

2 svar

Karl Marx blev født d. 5. maj 1818 i den tyske by Trier. Måske er jeg den sidste generation, der har haft ham som bagage op gennem ungdommen og faktisk i hele mit liv. Og så alligevel; for mens mange har troet, at casino-kapitalismen for længst havde taget livet af den marxistiske tænkning, så er Karl Marx ved at blive rehabiliteret.

På mange måder er de fleste menneskers syn på verden i dag præget af den marxistiske historiefilosofi: at det er de økonomiske og materielle relationer, der bestemmer vores bevidsthed og sociale relationer – og ikke omvendt. På det økonomiske område, er Karl Marx’ analyser også en yderst relevant ramme til at forstå, hvad der er ved at ske med vores casino-kapitalistiske system: Det er ved at sejre sig ihjel.

Karl Marx var en filosof med en sag, som kan sammenfattes med overskriften fra et brev, han skrev i 1844: Han ville praktisere »en hensynsløs kritik af alt, der eksisterer.« Og i de såkaldte ”Feuerbach-teser” skrev han om de hidtidige filosoffer, at »de kun har fortolket verden på forskellige måder, men nu er opgaven at forandre den.«

Marx analyserede menneskehedens historie som klassekampens historie, hvor samfundsklasser står over for hinanden. I dag benægtes det ofte, at der kan tales om klasser og klassekamp. Men der er stadig en voldsom ulighed i økonomi, ressourcer, velfærd og i muligheder mellem forskellige grupper i samfund overalt i verden.

For et par år siden blev Karl Marx’ analyse opdateret af den franske økonom Thomas Piketty i bogen »Kapitalen i den 21. århundrede.« Ikke overraskende havde nogle årtier med dereguleret casino-kapitalisme resulteret i voksende afstand mellem verdens rigeste og fattigste: Tallene viser bl.a., at de 8 rigeste i verden (som næsten kan være i en almindelige familiebil) har rigdom svarende til de 3.5 milliarder fattigste.

Der er ikke nogen tvivl om, at vor tids globale casino-kapitalisme er langt mere sofistikeret og modstandsdygtig end den var på Karl Marx’ tid. Derfor: Vi har stadig brug for kritiske marxistiske analyser af ulighed, undertrykkelse og magtmisbrug. Hvis vi mister evnen til at se uligheden og uretfærdigheden, så bliver vi selv en del af det undertrykkende.

Politik handler om…øh…mennesker?

1 kommentar

Sikkert utilsigtet er Donald Trump kommet til at gøre noget begavet. Da den amerikanske præsident i sidste uge skulle møde nogle af de overlevende fra det seneste skoleskyderi i USA havde han en lille huskeseddel med. Under mødet sad han med den i hånden, og på et pressefoto kan man tydeligt se hvad noterne skulle huske ham på. De fem punkter på listen kan sammenfattes således: “Husk at være empatisk!” F.eks. lød et af punkterne: “Hvad vil I helst have at jeg skal vide om jeres oplevelser?” Og det sidste punkt på Trumps liste var: “Jeg hører, hvad I siger.”

Det er naturligvis bekymrende at den amerikanske præsident skal huskes på almindelig menneskelighed og empati før et møde med unge, dybt traumatiserede overlevende fra et skuddrama. Men hånden på hjertet; er det helt ualmindeligt med et markant underskud af empati i politik? Det er ikke så mange år siden, at en dansk statsminister sagde: “Politik handler om mennesker, det må vi til at vænne os til. Både Trumps huskeseddel og dette udsagn viser, at empati på ingen måde er en integreret og naturlig del af den daglige politiske virkelighed.

Derfor: Velkommen til det nådesløse samfund, hvor uforsonlighed nærmest er blevet en moralsk kvalitet, og empati reduceret til svaghed, manglende handlekraft og pladderhumanisme. Et samfund, hvor kritik og humanistiske idealer hånligt afvises som “politisk korrekthed” og betragtes som udtryk for blødsødne renegaters naivitet og svaghed. Om det gælder løsningen af flygtningeproblemet, arbejdsløsheden, kriminaliteten, terroren, narkomisbrug eller amerikanske skoleskyderier, så er der tilsyneladende kun én løsning: uforsonlighed, magtanvendelse, straf, mere stok end gulerod – og desuden forstod Donald Trump ikke hvorfor eleverne ikke havde gjort mere modstand.

Bare her i Danmark, det fredelige brugsforeningssamfund, som Palle Lauring kaldte vores lille land, er det blevet helt legitimt at stemple mennesker og grupper som onde, amoralske, dovne, samfundsskadelige, underudviklede og lignende. Det accepteres rutinemæssigt, at politikerne kalder flygtninge og indvandrere over én kam for voldtægtsforbrydere og rotter. Uden tøven betegner folkevalgte politikere hele befolkningsgrupper som udskud, terrorister og en trussel mod den danske nation. Narkomanerne skal smides i fængsel, de somaliske piger tvangsfjernes, de arbejdsløse have færre penge og de kriminelle straffes hårdere. Nuancerne er få, hellere hænge én gruppe for meget ud til spot og spe på de sociale medier end at tøve. Skyd først – så behøver du slet ikke at spørge.

Når valget står mellem empatisk barmhjertighed og nådesløs uforsonlighed, vælges det sidste. Kriterierne for det gode (og demokratiske) samfund er ikke længere empati, omsorg, medlidenhed, tolerance, anstændighed, solidaritet, selvkritik og lignende humanistiske værdier. I det nådesløse samfund bliver disse værdier nærmest latterliggjort, fordi de betragtes om udtryk for en eftergivenhed og forsonlighed, der repræsenterer svaghedens moral over for styrkens position – og styrken ligger i afvisningen, den ukritiske selvhævdelse; i uforsonligheden.

No mercy. Skam er i stadig mindre grad noget man føler når etiske værdier krænkes, eller almindelig menneskelig anstændighed og værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed, empati og barmhjertighed. De svage skulle tage at skamme sig, og det samme gælder alle de nyttige og kritiske idioter fra godhedsindustrien, der mener noget andet, og som måtte ønske en mere kvalificeret diskussion; alle dem, der taler om menneskerettigheder, anstændighed i behandlingen af andre mennesker; som maner til besindighed, inden vi går i krig; som fastholder nødvendigheden af, at der også i et demokrati må være grænser for, hvad man kan kalde hinanden, og som kalder på solidaritet og barmhjertighed over for svage og udsatte.

Empati-underskuddet i politik blev blot sat på spidsen, da Donald Trump så synligt måtte mindes om at optræde empatisk, i mødet med unge overlevende fra skuddramaet på skolen i Florida. Han havde ikke held med det, sandsynligvis af kognitive årsager, og desuden lå hans sympati hos National Rifle Association, interesseorganisation der arbejder for privatpersoners ret til at bære våben.

Men som illustration af den manglende bevidsthed om empati i politik, var Trumps lille huskeseddel ganske begavet tænkt. Vigtigt er det imidlertid at vi ikke forfalder til den sædvanlige kliché: Sådan er det måske i USA og andre steder, men ikke i Danmark. Empati er heller ikke en naturlig del af den danske politiske virkelighed. Derfor måtte en dansk statsminister som sagt minde sig selv om, at han skulle vænne sig til at politik handler om mennesker.

Måske skulle flere politikere derfor være udstyret med en seddel a la Trumps. Behovet er der i hvert fald når en dansk politiker f.eks. kan sige, at “Vi bliver jo ikke en bananrepublik uden menneskerettighederne.” Så kunne det have været fint, hvis han lige havde haft en lille Trump-seddel i hånden hvor der stod: “Husk at vi bliver en forrået og uempatisk bananrepublik, hvis vi dropper menneskerettighederne.”

 

Tog til tiden

Skriv en kommentar

Banevogteren. Landsbyen Ring, 1884. Nationalmuseum, Stockholm.

Togstrækningen, der løber forbi det lille ledvogterhus på maleriet fra 1884, findes også i dag. Det er forbindelsen fra Næstved via Vordingborg og videre mod det sydlige. I 1884 gik den fra Roskilde over Køge til Næstved og Vordingborg. Stedet er landsbyen Ring, sådan cirka midt imellem Næstved og Vordingborg. Det er malet af en af de helt store i dansk malerkunst, L.A. Ring (1854-1933), som selv kom fra den lille Sydsjællandske landsby, hvor maleriet blev til. Han hed ellers Laurits Andersen, men tog senere navn efter sit fødested, og blev til L.A. Ring.

Jeg kører tit med toget på denne strækning når jeg skal til København eller hjem til Præstø igen. Derfor interesserer jeg mig selvfølgelig for denne fantastiske maler. Han havde nemlig også forbindelse til Præstø. Da Laurits Andersen, som han hed dengang, var 14 år kom han i malerlære i Præstø, hvor han bl.a. var med til at restaurere Nysø, herregården, der ligger lige ved indkørslen til Præstø, med udsigt over fjorden. Han ville gerne være kunstmaler, men som husmandssøn havde han ikke mange muligheder for at komme på Kunstakademiet, og så kunne en begyndelse være, at blive håndværksmaler.

Laurits læste alt om kunst og kunstnere i datidens magasiner, men en oplevelse ved Præstø fjord har sikkert været af stor betydning for hans vilje til selv at blive kunstmaler. Mens han var hos malermesteren i Præstø stødte han en dag på kunstmaleren P.C. Skovgaard (1817-1875), der sad på stranden tæt ved Nysø, og malede udsigten over mod Præstø. Senere blev L.A. Ring selv en af de største, og for mig er maleriet Banevogteren. Landsbyen Ring, et meget stærkt eksempel på dette mesterskab. Det udtrykker langt mere end der er i rammen omkring maleriet, og er ikke kun et billede, men også et menneskeligt sjælelandskab.

Togstrækningen, som vi kan se på maleriet blev anlagt i 1870. Tilfældet, eller landmåleren, ville, at skinnerne kom til at gå tværs igennem den grund, hvor L.A. Rings barndomshjem lå, så huset blev adskilt fra frugthaven. Men jernbanen kom til at betyde endnu mere end dette skel på familiens jordstykke. Som alle steder, hvor der blev lagt skinner til det nye transportmiddel, fik det ikke kun konsekvenser for infrastrukturen, men også i høj grad for menneskers mentalitet og oplevelse af verden.

Hele det sydsjællandske landskab, som L.A. Ring og hans samtidige var vokset op i, ændrede udseende og skiftede karakter. Der kom skinner, broer, ledninger, master, nye lyde, nye transportmidler. Og alt dette virkede som noget fremmed. Når toget drønede forbi varslede det helt nye vilkår for mennesket. Mange oplevede, at de ikke ville komme med det tog, som man kunne sammenligne det moderne samfund med. At toget så at sige “var kørt” i mere end en forstand.

Banevogteren på maleriet vender ansigtet væk fra os, kikker mod toget, der er på vej nede fra kurven og om lidt vil støje forbi. I en bog om dette maleri bliver manden i de store træsko identificeret. Det er husmand Frederiksen fra Ring, der var blevet omskolet til opgaven som vogter ved den nye togbane. Egentlig kan man se på maleriet, at han slet ikke hører til i forbindelse med togskinnerne, der larmer med løfter om alt det moderne, der er på vej. Som på så mange andre af Rings malerier, er personerne nærmest sat ind, ikke som en integreret del af motivet, men som noget utilpasset – noget, der skal understrege den fremmedhed, som L.A. Ring selv oplevede sin omverden med.

Bag banevogteren kan vi se skyggerne fra et lukket hegn. Der er ikke nogen vej tilbage til den gamle tid. Der er kun at vente på det, som er på vej. Og på Rings tid var det moderne, dynamiske, hurtige samfund på vej – godt på vej endda, her symboliseret ved toget, som om lidt vil blæse forbi. Fra den mørke skikkelse forrest i vores synsfelt kan vi mærke, at han ikke forstår den udvikling, som han pludselig er havnet midt i, og gennem den officielle uniformskasket tilmed er blevet repræsentant for. Alt det, som har ændret hans liv, forandret landskabet, både det indre og det ydre, er symboliseret gennem toget, helt oppe i maleriets horisontlinje. Men alt det andet, måske det vigtigste, ligger udenfor maleriet, hvor samfundet, tæt på århundredskiftet, er ved at forandre sig i alle dets hjørner, for at blive til det samfund, som vi kender i dag.

Men måske er den selvsamme togstrækning igen eller fortsat et af de mange symboler på, at verden stadig ændrer sig i et voldsomt tempo. Når togene på strækningen i dag er forsinkede, aflyst, erstattet af busser og når 100 broer på linjen skal udbygges, når der skal lægges kabler og fremtidens tog bliver elektrificerede og skal køre med en hastighed på 200 kilometer i timen, så skyldes det, at verden aldrig bliver færdig med at udfolde sig. Når jeg lige for tiden kører i tog og passerer Ring, på vej ud eller hjem, så ved jeg, at om ganske få år har landskabet igen skiftet karakter, togene vil køre til Tyskland over Femernforbindelsen, verden vil have åbnet sig endnu mere, måske så meget, at man selv står og kikker efter udviklingen, som Rings banevogter i sin tid.

Toget har stadig samme symbolkraft, som på Rings tid, som noget man kan nå eller komme for sent til, vente på eller kikke efter. Det kan bringe én ud eller hjem, til afsked eller ankomst. Derfor repræsenterer toget også sindbilledet på både det kendte og det fremmede. Rings maleri forekommer mig som et tidligt udtryk for det moderne menneskes følelsesmæssige rodløshed stillet overfor alt det, der sker i den verden, som er vores, som vi er afhængig af, men som det kan være svært at føle sig hjemme i og fortrolig med. Altså med andre ord – som et maleri af os selv, også i dag, selv om det blev malet i 1884.


Litteratur:
Henry Nielsen og Dorthe Fogh: På sporet af banevogteren. Et ikonisk maleri fra 1884. Aarhus Universitetsforlag, 2016.
Statens Museum for Kunst: L.A. Ring. På kanten af verden, 2006.
Henrik Wivel: L.A. Ring. Dansk Klassikerkunst. Forlaget Palle Fogtdal, 1997.

Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer

Skriv en kommentar

Danmark indtager en topplacering på listen over de »bedste lande i verden«. På FNs seneste Human Development Index indtager Danmark således en plads som nr. 5. På denne rangliste handler det ikke udelukkende om økonomi. Der tages også hensyn til faktorer som forventet levetid og antal år på skolebænken. Her kunne historien så slutte, specielt hvis man ville have den til at ende godt, som et vaskeægte dansk eventyr. Men der er en sten i skoen, måske endda en hel grusbunke.

Hvis der kan tales om en tidsånd, så må den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand; de ting, som de dybest set mener virkelig betyder noget her i tilværelsen. I det moderne højhastighedssamfund modvirker kravet om effektivitet, hurtighed og forandring imidlertid opnåelsen af den fylde, som vi også gerne vil have ud af livet. Det er den erfaring, som John Lennon bedre en nogen har beskrevet med ordene: »Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.«

Og netop i denne uge er der så igen en ny undersøgelse, der konkluderer, at stress bliver et endnu større problem: »Konkurrencen er blevet hårdere. Der er ikke den samme tid, som der har været førhen, hvor man bedre kunne tage nogle pauser og gøre tingene i sit eget tempo.«

Hvis man nu ikke længere kan gøre tingene i sit eget tempo, i hvis tempo er det så, at man skal gøre dem? Det er i markedets tempo, hvor en af de ledere der er blevet interviewet til undersøgelsen siger, at vi hele tiden skal »forny os, og det går sindssygt stærkt. Det er ikke alle medarbejderne, der er klar på den rejse.« Nu er det jo heller ikke lige en rejse, som man selv har bestilt, men ofte en, som man nærmest er blevet tvangsudskrevet til.

Der er imidlertid ikke nogen trøst at hente. Mange af de adspurgte ledere mener, at det i fremtiden vil blive endnu værre med stress. Men stress handler ikke bare om, at medarbejderne har travlt, alt for travlt. Travlheden, den nærmest sanseløse travlhed, er en dødbringende cocktail bestående af »dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral,« som en psykolog med speciale i stress formulerer det.

Måske sammenfattes dette ganske godt i citatet fra en FTF-undersøgelse: »Medarbejderne lider, mens lederne forandrer.«

Derfor er det alt for let at sige, at det er medarbejdernes personlige ansvar at sige fra. Eller at det ikke er et problem, men en udfordring, fordi det ikke bliver anderledes, som en arbejdspsykolog sagde på et møde, jeg overværede. Det er en helt forkert adressering af problemet, hvis der skal gøres noget, så stress, nedslidning og følgesygdommene ikke bliver fremtidens største helbredsmæssige problem, både fysisk og psykisk. Det svarer jo til at sige, at hvis du ikke kan lide lugten i bageriet…osv. Men måske ligger det slet ikke i kortene, at ledelsen for alvor skal tage sig af den slags problemer. Måske er medarbejdertrivsel og strategisk ledelse to helt forskellige domæner?

Det er jo ellers ikke fordi der mangler fokus på ledelse og lederuddannelse. Men for mange ledere er personaleledelse langt mindre interessant end strategisk ledelse, planlægning, innovation og effektivitetsmaksimering. Ofte glemmes det imidlertid, at medarbejderne ikke blot er skakbrikker, der kan flyttes rundt på uden konsekvenser – også for virksomhedens omsætning, innovative styrke og effektivitet. Hvis ledelsen stiller krav om en produktivitet, som der simpelthen ikke er personalemæssige ressourcer til at efterkomme, så er der noget galt med ledelsens evner til at prioritere. Og dét kan ikke undgå at ramme virksomheden i dens helhed, på både kvalitet og omsætning. Det strategiske skal naturligvis gå op med ressourcerne, hvis der skal være en form for bæredygtighed på længere sigt.

Dette gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Men begge steder har ledelsen svært ved for alvor at få sat fokus på medarbejdernes trivsel. Tilsyneladende er det ikke et vigtigt element i de mange lederuddannelser, at der skal være et balanceret samspil mellem strategiske effektivitetsmålsætninger og de personalemæssige ressourcer og medarbejdernes trivsel.

Høj vækst og høj hastighed er elementer i samme ligning for virksomhedens succes. Det betyder forandring på forandring, omstrukturering efter omstrukturering, øget tidspres og konstante krav om innovation. Medarbejderne oplever imidlertid ofte, at alt dette ikke resulterer i øget kvalitet, men i øget tidspres og både psykisk og fysisk nedslidning.

Disse hastighedsimpulser har en epidemisk effekt. De spredes ud over den sociale verden og ind i de individuelle sfærer. Accelerationen resulterer i store tidspolitiske konflikter mellem forskellige livssfærer. Men der er ikke nogen helle, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke. Og så alligevel; der er ét sted, et midlertidigt fristed, som desværre også lige netop er symptomet på en syg samfundsmæssig udvikling. Det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og periodisk accepteret langsomhed – det er sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet. Den sygdom, som er konsekvensen af højhastighedssamfundet, er blevet dette samfunds refugium. Og mange mennesker når først frem til eftertankens ro, når de på grund af stressrelateret sygdom møder op i dette refugium for en kortere pause.

I en undersøgelse blev 800 psykologer spurgt, hvad det i hovedsagen er for nogle problemer, som deres klienter møder op med i konsultationen. Svaret er skræmmende: 75% af klienterne kommer med stress og dårlig trivsel på grund af deres arbejdsplads. Som en af psykologerne siger, så var det for nogle få år siden først og fremmest problemer med skilsmisse, kærlighed og sorg, der var problemet. Men i dag kommer folk ikke så meget med den slags private problemer. Nu er det problemer, som knytter sig til deres arbejde. Men så er det jo alligevel ikke kun arbejdsrelaterede problemer. Nu er disse problemer på vores arbejdsplads i meget stor udstrækning også blevet problemer i vores private liv – i hele vores liv, som desværre ofte forveksles med arbejdslivet.

Vintersolhverv

Skriv en kommentar

I dag, d. 21. december, er det vintersolhverv. Solen når sit laveste punkt over horisonten, og ikke engang fra dens middagshøjde er der meget lys at hente. Julen, som kaldes for lysets fest, fejres altså på det tidspunkt af året, hvor himlen er mørkest og nærmest kan mørkne helt ind i menneskets sjæl. Digteren Thøger Larsen (1875-1928) beskrev fraværet af lys på denne måde i digtet Vintersolhverv:

Maja Lisa Engelhardt: Vintersolhverv (2001)

Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have.
Natten er som Nat i Grave.

“Solen er ikke hjemme,” men heldigvis – julens gamle nordiske betydning hænger alligevel sammen med glæde og jubel over, at nu vender lyset efterhånden tilbage, nærmest stråle for stråle, indtil det får samlet sig til sommerens solbad. I den mørkeste tid fejrer vi julen, som på ganske hedensk vis, er en velkomst til den begyndende lysning. Hvis man ikke har et stærkere personligt forhold til julens evangelium så ligger der altså alligevel en mulighed for at fejre noget højtideligt i anledning af netop vintersolhverv.

Thøger Larsen valgte da også at digte, ikke kun om vintersolhverv, men også om et Jule-Solhverv fordi:

Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.

Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.

Årets kirkelige højtider eller naturens højtider? Ofte falder de sammen, men naturens højtider kan man rent faktisk se på himlen og mærke i luften. De dufter, vækker hudens sanser og sætter kendte toner i vores ører når trækfuglene langsomt begynder at vende tilbage fra de varme lande.

Solhvervsfester har været kendt i Norden siden tiderne virkelig var ukristelige – de var hedenske og det var solens genkomst, man hilste og fejrede. Også de gamle grækere tilbad solens guddom. Hver dag så de jo Helios køre hen over himlen med et hestespand. De bøjede sig for den helt synlige og mærkbare kraft, som Helios og hans hestespand havde: Lyset, solen med dens varme og magi, der fik ting til at vokse op fra jordens mørke, og som skaffede næring til menneskene og deres liv.

Der er ikke nogen grund til at være hånlig over for grækernes tilbedelse af Helios. Han var en meget synlig og aktiv guddom; han var personificeringen af selve lyset. Selv om vi i dag ved en hel del mere end de gamle grækere om solen og dens kræfter, så er vi stadig afhængig af solen, på fuldstændig samme måde, som grækerne var.

Det er tilmed den helt samme sol, der lyser for os i dag, som lyste over datidens Athen. Dén sol har ikke ændret sig, og vores afhængighed af den har slet ikke. Der er med andre ord grund til at besinde sig på, hvad der er vigtigst at fejre: Det kristelige evangelium eller naturens evangelium? Det første hævder at bygge på en guddom, der kan udføre mirakler. Det sidste bygger rent faktisk på mirakler, som dagligt viser sig for vores øjne.

Filosofi – ikke for fastholdere

Skriv en kommentar

Det er ikke så tit at filosoffer optræder på en rangliste. Men på kunstmagasinet ArtReviews årlige verdensrangliste over de mest indflydelsesrige personer inden for kunstverdenen har der sneget sig to filosoffer ind på top-10. Helt oppe på 4. pladsen finder vi den 73-årige amerikaner Donna Haraway, der kommer fra en placering som nr. 43 på ranglisten for 2016. På 9. pladsen ligger den 70-årige franske filosof Bruno Latour, efter slet ikke at have været på listen i 2016. Jeg nævner blot alderen for at vise, hvor stor en ressource erfaring er for at forstå det nyeste.

Det er et godt år for filosofien med disse to top-10 placeringer. Og det er dejligt at se netop disse to filosoffer blandt dem, som anses for at være mest indflydelsesrige. Det afspejler, at der uden for den snævre fagfilosofiske verden er et behov for at bruge det, som filosofien kan byde på. Men det er også udtryk for, at der er ved at ske noget med filosofien selv. At den så at sige byder sig mere til; at flere og flere filosoffer byder op til dans med f.eks. kunstnere, digtere, filmmagere, arkitekter, designere, psykoterapeuter, ingeniører, computereksperter, spiludviklere og mange andre.

Donna Haraway skrev allerede i 1984 bogen A Cyborg Manifesto: Science, Technology and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century, hvor hun beskrev modstillingerne mellem mennesker, maskiner og dyr som kun tilsyneladende modstillinger. Haraway filosoferede på tværs af alle faggrænser, brød med etablerede teorier, og i de filosofiske refleksioner benyttede hun alt fra religion over science fiction til økologi og viden om hundes følelsesmæssige liv. I stedet for at tænke i individer som isolerede fra verden tænker Donna Haraway dem som knuder i et forbundet netværk. Hun tænker både i biologiske, teknologiske og sociale netværk, og kommer derfor også ind på bioteknologi, genetisk ingeniørarbejde, etik, samfundets maskuline skævheder og cyberfeminisme.

Bruno Latour er også netværksfilosof, og har arbejdet med en mangfoldighed af problemfelter. Aktuelt beskæftiger han sig bl.a. med miljøregimer, klimaproblemer, teknologisk innovation og meget andet – men altid i sammenhæng med hyperaktuelle problemstillinger, som både har politiske, sociale, etiske, teknologiske og økonomiske dimensioner.

Disse to filosoffer er repræsentanter for en ny måde at gribe filosofien an på. Det er det, som jeg selv kalder for “philosophy to go” – filosofien skal også være der, hvor der sker noget, den skal placere sig midt i de nybrud, som altid sker, og som nu sker oftere og oftere. Den skal i overført betydning være på gaden (også gerne i direkte betydning), filosofien skal også være der, hvor tingene sker, hvor menneskene er, hvor livet leves, problemerne drøftes og forsøges løst.

I 2015 var den amerikanske filosof Graham Harman nr. 75 på ovennævnte liste. Det lyder måske ikke af så meget, men Harman er en af hovedpersonerne i en ny filosofisk dynamik. Jeg vil ikke kalde det for en filosofisk bevægelse, for den er også karakteriseret af mange modsætninger. Men det er en dynamik, som vækker ny røre, fordi den har fået mange filosoffer til meget aktivt at kaste sig over både gamle og nye problemfelter, hvor filosoffer i almindelighed ikke har bevæget sig ind.

Graham Harman kalder sin filosofi for “objektorienteret ontologi“. Det skal vi ikke bevæge os ind på her. Men det er en filosofi, som virkelig bringer bevægelse ind i debatterne om, hvad verden er, hvad mennesket er, hvad viden er, hvad det vil sige ikke alene at være et menneske, men også hvad det vil sige at være en ting, en maskine, et kunstværk, en bygning. Hvad det vil sige at leve i en verden, hvor der er mange ting, som hele tiden virker ind på hinanden, hvor vi som mennesker både forstår en masse ting, men hvor vi også hele tiden overraskes over alt det uforudsigelige der sker.

Filosofien skal vinde i morskab, skriver Graham Harman. Den skal være sjov og underlig, lige så tiltrækkende underlig, som den verden og de problemer, som den tænker over. Det betyder også, at filosofien pludselig får mange flere emner at filosoferer over, end den har haft tidligere. At vil gøre filosofi til tænkning over den mærkelige virkelighed har som konsekvens, at der stort set ikke er det, som filosofien ikke kan kaste sig over og gøre til genstand for refleksion og undersøgelse.

Jeg har selv i mange år både læst og beskæftiget mig med filosofi. På den baggrund mener jeg, at de bedste ord, der kan sættes på den filosofiske virksomhed, slet ikke er formuleret af en filosof, men af en digter. Det er Klaus Rifbjerg, som i digtet Konfrontationer skriver: “jeg vil bruges / bliver brugt”. Og senere i samme digt:

Jeg er ikke for fastholdere.
Fang mig
og jeg forsvinder i vandet,
smutter, flygter som fisken,
slår op i glinsende blink,
vil ikke tages.

Filosofi vil og skal bruges. Men filosofi er ikke for fastholdere; den er i konstant bevægelse og smutter ud mellem fingrene på alle, som vil forsøge at fastholde den. På samme måde som den verden, der er filosofiens arbejdsmark, kan filosofien ikke fanges én gang for alle. Det er philosophy to go.