Jeg har et godt arbejde. Sammen med mine elever og studerende har jeg haft magiske øjeblikke af en helt anden verden. Dem glemmer jeg aldrig! Men man skal ikke arbejde alt for meget, for så er det jo netop, at man kan glemme alt det der strålede. Såkaldt lediggang er meget undervurderet. Lønarbejdet er ikke livets mening, selv om vores kultur har fået det til at se sådan ud. En dag dør man alligevel, uanset hvor flot ens CV er, og hvor mange arbejdstimer man har præsteret. Jeg burde nok være synlig med en grøn prik på min arbejdsmail lige nu, og gøre behørigt knæfald for virksomhedens strategiske målsætninger. Men nu vi har altså danseaften her i familien, og senere opfører vi os måske som vilde kaniner.

Arbejdet kan ikke stå alene; der skal også skrives digte, dyrkes elskov, laves verdensrevolutioner, udtænkes nye svar på gamle spørgsmål, gives fodmassage og laves kunst – og så skal der altså også lige danses lidt. Det prøver jeg at lære mine elever.

På nogle af mine hold har vi helt uregelmæssigt danset på bordene og sunget med på bl.a. det gamle nummer af UFO Yepha »Fluen på væggen«, som netop handler om alt det vigtige, der kommer før og efter arbejdet – om at huske sig selv og de andre. Det har været kendingsmelodien når vi talte om samfund og politik. Men der står ikke »sang incl. dans på bordene« i evalueringsskemaerne. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle sang, dans på bordet og meget andet altså være unødvendigt. Og det tror jeg ikke, at det er.

Lønarbejdets jernbur

I 1991 skrev jeg en kronik i Politiken, der hed »Det tæmmede menneske«. Den var en kritik af den måde, man behandlede de arbejdsløse på. En stadig strammere lovgivning virkede som et fængsel for de arbejdsløse. Kunne de ikke få et arbejde, skulle de i hvert fald se ud som om de arbejdede. Derfor blev de aktiveret af systemet, ofte på den mest uværdige måde og i de mest stupide projekter. Det var som om man var bange for, hvad folk kunne finde på, hvis de ikke havde lønarbejde. Måske begyndte de at danse på bordene. Altså indførtes der en lov, som pacificerede hundredtusindvis af mennesker med det formål at tæmme dem, så de ikke kunne leve et meningsfuldt liv, men kun gå og vente på Nirvana – jobbet. Og mens de ventede, måtte de ikke danse eller lave andre lignende verdensrevolutioner.

I dag kunne jeg skrive næsten det samme. Arbejdet fylder stadig mere i vores samfund og i vores bevidsthed om, hvad der af værdi, og hvad der gør os til »rigtige« mennesker. I dag tvinges selv alvorligt syge til at arbejde. Imod lægelig vurdering hives dødeligt syge mennesker i arbejdsprøvning og terminale cancerpatienter mistænkeliggøres, hvis de ikke kan møde op til arbejdstesten. Og alle vi andre – vi arbejder mere end nogensinde. Dem, der ikke arbejder tager diplomuddannelser, ofte for at bevise, at de i hvert fald er i cirkulation; at de ikke hænger fast.

Arbejdet gør krav på at fylde næsten alt i vores bevidsthed. Hvor meget er ikke blevet koblet op på arbejdet? Velfærd, fritid, uddannelse, værdi, kvalitet, meningsfuldhed o.l. hænger i stigende grad sammen med lønarbejdet.

Digteren Henrik Nordbrandt har sagt: »Folk arbejder simpelthen så meget, at de ikke har tid til at tænke. Det er perverst.« Hvorefter han blev svinet til. Selvfølgelig skal vi da arbejde, vi skal også forbruge, og derfor tjene penge. Men livets mål ligger i sidste ende ikke på markedet. Arbejdet, økonomien og forbruget kan kun være midler til at opnå noget andet. I dag er arbejdet, økonomien og forbruget imidlertid blevet ophøjet til at være et mål i sig selv. Men hvor ligger dit mål?

Jeg tror det er vigtigt, at vi også retter bevidstheden mod alt det, der ligger udenfor arbejdsmarkedet. Ellers ender vi med at blive som en slags »tæmmede mennesker« – lukket inde i arbejdets jernbur – styret af markedets blinde kræfter, mens solen lyser fra en blå himmel, og kalder til dans og meget mere.

Nå men – nu skal vi altså danse. See You Later, Alligator.