Jeg har netop deltaget i en undersøgelse af helbred og arbejdsmiljø fra Danmarks Statistik og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Spørgsmålene, som jeg fik tilsendt, var skræmmende og svarene må være direkte angstprovokerende. Er du deprimeret eller angst, lider du af frygt for fremtiden, har du mistet troen på dig selv, bliver du moppet, er du nedslidt, stresset eller syg på grund af dit arbejde, bliver du anerkendt, får du støtte og kan du stole på ledelsen, bliver du hørt, medinddraget o.l.? Spørgsmål af en alvor, som vel kun bliver stillet, fordi de afspejler den krigs- og kamplignende tilstand, der hersker på det danske arbejdsmarked år 2018.

Den slags spørgsmål er nødvendige, fordi det danske arbejdsmarked er præget af vilkår, som truer medarbejdernes mentale og fysiske sundhed. Øget stress, depression og angst er blandt de eksistentielle omkostninger ved en aggressiv ledelseskynisme, som helt fejlagtigt tror, at gevinster skabes ved at eliminere den menneskelig faktor og ensidigt prioritere den økonomiske.

Uanset hvor mange diplom-, master- og andre uddannelser, lederne bliver sendt på, er der kun én forklaring på, at arbejdsmiljøet er i en forfatning så arbejdsrelateret stress, nedslidning, angst og depression må antages, at blive den tungeste sygdomsbyrde for fremtidens samfund: Lederne har fejlprioriteret i en grad der er påfaldende, og som ville koste de menige medarbejdere jobbet, hvis det var dem, der fejlede i samme omfang.

Naturligvis afspejler virksomhedsledelse de overordnede samfundsmæssige tendenser, hvor det økonomiske er blevet gjort til den principielle regulator for enhver form for menneskelig livsudfoldelse, og økonomisk profit til det fundamentale motiv for både den politiske og virksomhedsmæssige ledelse. Men jeg bliver trist over at se, hvordan ledelsen ofte betragter medarbejderne som et problem og ikke som en ressource ud fra princippet: »Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, kan de bare gå.« Men det er jo ikke ledelse, det er en ekstrem indskrænket form for magtfuldkommenhed, som siger nej til samarbejde om den fælles opgave det er at få en virksomhed til at fungere.

Selvfølgelig skal der tjenes penge og økonomien være sund, men alt for ofte bliver medarbejderne betragtet som en hindring for, at virksomheden ikke har en endnu større omsætning og stærkere omkostnings-effektivitet.

Man hører jævnligt begejstrede ledere sige, at verden ikke står stille, at vi hele tiden skal være klar til at forandre os, møde nye udfordringer og derfor være fleksible og omstillingsparate. Det er ofte svært at finde ud af, hvad der ligger i denne analyse. Men den slår i hvert fald ud i omstruktureringer, nye projekter og organisatoriske ændringer. Og Danmark ligger helt i front netop når det handler om omstruktureringer og organisatoriske ændringer på jobbet.

Disse konstante forandringer betyder imidlertid også, at arbejdsmængden langt overstiger den tid der er til rådighed for medarbejderne. En undersøgelse viser derfor ikke overraskende, at de negative konsekvenser ved omstruktureringer er voldsomme: Lavere jobtilfredshed, lavere engagement i jobbet, højere grad af udbrændthed, øget stressniveau, reduceret arbejdsevne, øget jobusikkerhed, øget sygefravær m.m.

Iflg. Den Danske Ordbog betyder Omstrukturering det at ændre til en »anden (og mere hensigtsmæssig) struktur eller opbygning.« Der er ikke nogen tvivl om, at omstruktureringer giver næring til ledelseslagene i en virksomhed; til dem, der laver strategiske planer, til HR-afdelingerne, de såkaldte udviklingsafdelinger, markedsføringsfolket, innovationsafdelingen o.l. Men de medarbejdere, som beskæftiger sig med det der oprindeligt var virksomhedens kerneopgave er ikke altid enig i, at omstrukturering betyder »mere hensigtsmæssighed«, som definitionen ellers lyder i Den Danske Ordbog.

For medarbejderne i kernefunktionerne, f.eks. omsorg, pleje, undervisning, fremstilling o.l. virker det ofte som om Den Danske Ordbogs definition af begrebet Forvirring er mere relevant: En »tilstand eller situation præget af uorden, rod, manglende styring, misforståelser el.lign.« Omstruktureringer ender nemlig ofte som rundforvirring, hvor kerneopgavens kvalitet kun opretholdes, fordi medarbejderne, imod alle odds og på trods af omstruktureringen, kæmper for at bevare den.

Det funktionelle fejlskøn, der ofte hører med til en beslutning om at gennemføre omstruktureringer, uden tanke på konsekvenserne for virksomhedens kernefunktioner og kompetencer, er udtryk for dårlig ledelse, slet og ret. Og det fører ikke til virksomhedens succes, hvilket måske i ledelsens optik tages som tegn på, at medarbejderne virkelig er et problem, som kalder på endnu en omstrukturering.

Som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen viser i bogen Pseudoarbejde, så føler ledelsen, at den skal handle, og derfor gennemføres (helt eller halvt) »uigennemtænkte projekter, der ikke konkret anviser noget som helst, men som man simpelthen bare håber virker…«. Hvor mange medarbejdere både i private og offentlige virksomheder kender ikke det?

Af en eller anden grund reagerer ledelsen ikke på det, som medarbejderne ved, og som dybest set er virksomhedens guld og eneste betydningsfulde ressource. I stigende grad har vi fået et samfund på halsen, hvor virksomhedsledelse skal orientere sig væk fra det, der skulle være kerneopgaven, og i stedet vender sig mod omorganisering, omstrukturering, branding, akkreditering, dokumentation, indførelse af nye IT-platforme, kontrolsystemer o.l. Stolt siger nogle ledere, at ledelse er blevet et fag, som ikke nødvendigvis hænger sammen med kompetencer i det, som virksomheden producerer. En eftertanke kunne være, om dette netop er udtryk for tomhedens triumf?