Kategoriarkiv: Litteratur

Opmærksomhedens etik

2 svar

I sidste uge fik jeg tilfældigvis foræret lidt tid. I et par dage kunne jeg forholde mig i ro og sidde stille i stolen. Men så opdagede jeg, at der bag verdens tumultariske støj gemmer sig en larmende tavshed, som ikke høres med mindre man netop giver sig tid, og direkte retter opmærksomheden mod den. Jeg tror det er den tavshed, som den israelske forfatter David Grossman kalder for ligegyldighedens tavshed over for andres smerte.

For et par uger siden hørte jeg Grossman tale ved litteraturfestivalen ”Verdenslitteratur på Møn”. Midt i de smukke og idylliske omgivelser på Fanefjord Skovpavillon spurgte han: ”Hvem giver sig i dag oprigtigt hen til andres lidelse for at sympatisere med den?”

Ligegyldigheden er den tavshed der kan høres, hvis man er opmærksom nok. Det er måske et paradoks at sige, at man kan høre tavsheden. En form for opmærksom lytten er da også nødvendig, hvis man skal høre ligegyldighedens tavshed, fordi den meget let forsvinder i flygtighedens baggrundsstøj. Som David Grossman sagde i Kristeligt Dagblad, så er der nemlig en tendens til at omforme alt til underholdning og vittigheder: ”Når du tænder for fjernsynet, ved du aldrig i de første 20 sekunder, om det er et seriøst nyhedsmagasin, et standup-show eller en dokumentarudsendelse, du er ved at se.” Opmærksomheden over for det vigtige sløres, distraheres – og så er det, at ligegyldighedens tavshed indfinder sig.

Vi får masser af daglige glimt af andre menneskers helvede. Det er den slags voyeurisme, som medierne i stor udstrækning bygger på. I sekunder ser vi det, og glemmer det, og derefter er der kun ligegyldighedens tavshed tilbage, fordi der skal være plads til flere glimtvise oplevelser. Vi skulle helst ikke hænge for meget fast i det samme; krigen om vores opmærksomhed tillader ikke fordybelsens tidsmæssige hængedynd.

Jeg har altid en tvangstanke på mig, i lommen eller i min taske. Tvangstanken er ofte en bog, som skal tvinge mig til at fastholde noget vigtigt, øge min opmærksomhed og gøre den lidt mere stillestående end det ellers er ønskværdigt, hvis man skal følge med udviklingen. Lige for tiden er det to digtsamlinger, som tvinger min opmærksomhed i en bestemt retning:

hvorfor er vi alle sammen
så stille
vi er da ikke døde
endnu

Disse tretten små ord er fra Henrik S. Holcks digtsamling ”Vi må være som alt”. Smal og med skarpe kanter, som et af de lommetørklæder min mor strøg til min far, kan den ligge i lommen og sætte eftertanker i gang – ikke mindst når det senere i samme digt lyder:

der skal så lidt til
og det er ubærligt
synet er vort skriftested

Hvorfor bliver vi så stille når vi præsenteres for blikket ind i andres lidelse? Måske af den årsag, som en anden af mine aktuelle tvangstanke-bøger skriver om:

På et tidspunkt
blev solen kold
og gavmildheden forlod jorden.

(…)

Ingen tænkte længere på kærlighed
Ingen tænkte længere på at kæmpe for noget,
og ingen
tænkte længere over noget som helst

Sådan skrev den unge kvindelige iranske digter Forugh Farrokhzad i digtet ”Jordiske vers” fra 1963. Både Henrik S. Holcks digt og Forugh Farrokhzads efterladte ord (hun døde i 1966, kun 32 år gammel) er skrevet i en anden sammenhæng end den, jeg her bruger dem i. Men lige nu er de blandt de tvangstanker, som jeg frivilligt har valgt at gå rundt med, fordi de dels stiller spørgsmålet: hvorfor er vi alle sammen så stille? – og dels antyder et svar: ingen tænker længere på kærlighed.

Forughs digt om kærlighed har en særlig betydning, som nærmest er forsvundet fra sproget. Kærlighed handler ikke kun om kærlighed mellem to, tre eller fire mennesker, eller mellem de ganske nære. For Forugh har kærligheden en poetisk betydning i bredere forstand, som også gør den til noget politisk betydningsfuldt. Når hun skriver: ”ingen tænkte længere på kærlighed” er det ikke blot udtryk for en følelsesmæssig melankoli. Det er også en beskrivelse af den del af samtiden som har glemt, at rette kærlighed mod de lidende, de forfulgte, ofrene for tvang, undertrykkelse, terror og al anden vold.

Hvorfor er vi så stille når stuen hver aften fyldes med andre menneskers lidelse? Vi er da ikke døde endnu. Nej – men der er sket noget med vores opmærksomhed. Uden opmærksomhed svækkes den sansning, som giver næring til medfølelse, empati, sympati og kærlighed.

I nutiden er der en økonomisk betinget kamp om vores opmærksomhed. Opmærksomheden er derfor hele tiden på vej et andet sted hen; ofte er den nærmest et helt andet sted end vores krop. Opmærksomheden er så at sige på flugt fra os. Umiddelbart kan det måske opleves som en rigdom i muligheder for det enkelte menneske, at opmærksomheden ikke er bundet til noget, men er i fri bevægelighed. Men selv om opmærksomhed er en individuel egenskab er det også tydeligt, at spørgsmålet om opmærksomhed er ved at blive et kollektivt problem.

Den amerikanske filosof Matthew B. Crawford understreger, at vores opmærksomhed også er rettet mod en fælles og delt verden. Der er et moralsk imperativ knyttet til det, at have opmærksomheden rettet mod den delte verden, og ikke kun at have den lukket inde i ens eget hoved.

Forfatteren Iris Murdoch skrev, at for at være et godt menneske, må man først og fremmest vide visse ting om ens omgivelser, ikke mindst naturligvis om eksistensen af andre mennesker, deres behov og fordringer.

Som mennesker har vi kun begrænsede opmærksomheds-ressourcer. Et indlysende eksempel på dette er at tale med et menneske, som sideløbende med vores samtale tjekker sin SMS. Jo – vi kan tale, men ikke sam-tale, for uanset hvor begrænset uopmærksomheden er ved at tjekke SMS, så påvirker det evnen til opmærksomt nærvær, indlevelse, medlevelse, lytning og forståelse. På den måde er vores opmærksomhed altså ikke kun en privat, indre sag for os selv, men et fælles anliggende, der påvirker andre. Når vi lever i distraktionens tidsalder bliver det nærliggende, at tale om en opmærksomhedens etik. Et opmærksomt blik, en opmærksom opmærksomhed eller en uforstyrret, ikke-distraheret opmærksomhed på andre mennesker.

Når David Grossman spørger, hvem der i dag giver sig oprigtigt hen til andres lidelse, for at sympatisere med den, så handler det også om, hvor godt, hvor længe og hvor dybt vi kan fastholde opmærksomheden mod lidelsen i en opmærksomhedsøkonomi, hvor der hele tiden er noget, nogen – og ofte os selv, der bringer opmærksomheden ud på distraktionens afveje.

Forugh Farrokhzad skrev om solen, der på et tidspunkt blev kold, hvormed gavmildheden forlod verden. Hvis vi et øjeblik siger, at solen er vores opmærksomheds lys, som kan rettes mod et andet menneske, så kan gavmildheden være den kærlighed i bred forstand, som Forugh også talte om. For kærlighed, oplevelsen af kærlighed, medfølelse, sympati, med-lidelse, knytter sig til opmærksomheden

At give sig hen til andres lidelse er også at give dem opmærksomhed. Ikke kun voyeurismens blik, men opmærksomheden, der trækker det andet menneske ind i ens eget liv. Opmærksomhed mod den anden fører mig væk fra mig selv, i retning af noget, der er fremmed for mig – men også noget, som min bevidsthed ikke kan beskrive som uvirkeligt eller ukorrekt. Opmærksomhed, når et andet menneske lider, fører til erkendelsen af lidelsens virkelighed for dette andet menneske. Opmærksomhed er den egenskab, der forbinder os med verden, og knytter os til andre mennesker.


Kilder:
Kristeligt Dagblad d. 17.09.16. Interview med David Grossman: Ligegyldighed over for andres smerte er vor tids forbandelse.
Henrik S. Holck: Vi må være som alt, Gladiator 2016.
Forugh Farrokhzad: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Oversat af Shadi Angelina Bazeghi, Gyldendal 2013.
Matthew B. Crawdford: World Beyond Your Head, Farrar, Straus and Giroux, New York 2015.
Iris Murdoch: Existentialists and Mystics. Writings on Philosophy and Literature, Penguin Books 1999.

Steder der husker

2 svar

Vi gik en tur rundt i København. Det var aften og vi gik uden mål. Bare i en bevægelse gennem gaderne, hvor vi kendte nogle af stederne, som næsten hjemlige, mens andre var nærmest ukendte. Det er den måde, man tilegner sig et sted på. Det har ikke noget at gøre med, at følge ruter på et kort. Det handler om at tilegne sig stedet gennem sin krop, som fodgænger. Selvfølgelig kan vores bevægelse gennem byen gengives på et kort. Mobiltelefonen kan have GPS’en slået til, så vores usynlige spor bliver til synlige gengivelser på skærmen og kommer til at danne et mønster: Her gik vi. Men det vigtigste mistes i sådan en optegning af vores tur; nemlig handlingen at gå, at passere steder, at bevæge sig ind på steder, at komme steder hen.

Hvis man taler et sprog, så tilegner man sig det. På samme måde er det en tilegnelsesproces, at gå, at bevæge sig legemligt rundt på steder, som f.eks. en by. Ved at tale et sprog overtager man det. Ved at gå rundt på et sted overtager man også dét, gør det kropsligt, fordi stedet, vi går rundt i, ikke blot er et topografisk og rent fysisk terræn. Det er ikke bare et rum, men et eksistentielt rum, som den amerikanske filosof Edward S. Casey skriver.

Jeg tror ikke, at man nødvendigvis tager fotografier af forskellige steder alene for at huske, hvordan de så ud, men først og fremmest for at genkalde sig følelsen af, hvordan disse steder virkede på én. Hvilke følelser og tanker de gav anledning til og fremkaldte.

Jeg har på den måde steder i København, som samler på noget for mig. Steder ligger ikke uden for én, som neutrale størrelser i det omkringliggende rum. Som Casey skriver, så samler stederne på oplevelser, på historier, på følelser, sprog og tanker. Når vi går rundt i gaderne passerer vi steder, som er fyldt med erindringsgods: Her gik, her var, her skete, her så jeg, her mødtes vi. Steder har en evne til at fastholde, også når vores egen umiddelbare fastholdelsesevne ikke længere slår til.

Alt dette viser sig ikke ved hjælp af en grafisk fremstilling af vores rute gennem byen. Stedet skærer igennem fortiden, ind i erindringerne og helt ind til det første møde med et menneske på dette sted. Endda helt ind i det usynlige, hvor der en gang var et sted, som min far talte om, men som for længst er væk, og som jeg aldrig har set. Steder er dybt betydningsfulde. De er en slags forlænget kognitiv funktion hos os. Glemte ting, uklare minder, vage følelser, tågede erindringer og forestillinger træder klart frem når vi møder et bestemt sted. Alt dette tilhører nærmest stedet, som om det var en forlængelse af min hjerne og min krop.

Da vi gik gennem byen mødte vi steder, som ikke alene var et punkt i et koordinatsystem, et fysisk punkt. Vi gik gennem steder, som var begivenheder, hvor vi og stedet voksede sammen, fordi stedet opsamlede noget væsentligt om vores liv og historie.

I psykoanalysen er det vigtigste menneskets forhold til sig selv. Den franske filosof Gaston Bachelard skrev, at man dog ikke skal undervurdere det afgørende ved menneskets forhold til steder og ting. Steder er jo netop ikke kun et andet ord for det tomme rum, som filosofien og videnskaben taler om. Rummet omkring os er fyldt med kvaliteter, erfaringer, sansninger, fornemmelser, tanker og følelser, som er af eksistentiel betydning for os, og som konstituerer os som det menneske, vi er. Vi vil slet ikke være til uden steder, og vi er dén vi er på grund af nogle bestemte steder.

Tænkt blot på stedet “hjem”. En adresse, der kan indkodes på et kort ved hjælp af koordinatpunkter; et hus på et stykke jord. Men også et sted, der er som en krop uden på kroppen, som Bachelard skriver. Et sted, som har indlejret sig i os, som bærer væsentlige dele af vores erindringer og erfaringer med de vigtigste følelser i eksistensen. Som Heidegger skrev, er hjemmet et bygningsværk, men først og fremmest et sted, som er broen imellem mennesket og dets væren.

Som nattevandrer i Københavns gader er det heller ikke roen, vi får foræret. Det er ikke selvforglemmelse i omgivelserne, der får én til at glemme kilometer efter kilometer. I byen er det tværtimod sanseindtrykkenes forførelse, der får én til at bevæge sig – efter mere, måske mere erindring, mere af det glemte, der ellers bare vagt fornemmes. Stederne, broerne imellem mennesket og dets væren, trænger sig hele tiden på, holder os opmærksomme, fordi vi trænger ind i byens steder med vores bløde påvirkelige hylster af krop og psyke.


Litteratur:
Gaston Bachelard: The Poetics of Space, Beacon Press, Boston 1994.
Edward S. Casey: Getting Back into Place, Indiana University Press, Indianapolis 2009.
Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted, Århus Universitetsforlag 2015.

Hverdagens Venus

Skriv en kommentar

På væggen i mit arbejdsværelse hænger der en reproduktion af den spanske maler Velásquez’ store maleri af den liggende Venus. Hun har ryggen til os, så vi kan ikke se hendes ansigt direkte. Men foran hende holder Cupido et spejl op, og fra det kan vi få et indirekte blik på kærlighedsgudindens ansigt.RokebyVenus

Jeg har det hængende for at huske på betydningen af det direkte blik, den direkte, her-og-nu-forbindelse med dem, som man elsker. Det er ikke dét, som billedet er malet for at udtrykke, men for et stykke tid siden læste jeg en fantastisk historie om et menneske, som på grund af skæbnens spil aldrig fik set nok til sin elskede. Og i dén historie spiller Velázquez’ maleri, og ikke mindst spejlet, et central rolle.

Det drejer sig om den belgiske forfatter Stefan Hertmans familiehistorie Min bedstefars himmel. Den er først og fremmest en gribende fortælling om forfatteres bedstefar, og om tiden i Europa under og efter første verdenskrig. Stefan Hertman bygger fortællingen på de notesbøger, som hans bedstefar skrev. Det blev til 600 sider, skrevet i hånden, før Hertmans bedstefar, Urbain hed han, havde skrevet det, han ville om sit liv.

Bogen, som bygger på Urbains notesbøger er på alle måder dramatisk. På de ydre linjer, fordi den følger Urbains oplevelse af første verdenskrig, helt ude ved fronten, hvor intet menneskeligt mere er genkendeligt. Og på de indre linjer, hvor notesbøgerne fortæller en kærlighedshistorie, hvor alt det smukkeste menneskelige flyder, som en stille understrøm. Det er historien om, hvordan Urbain mødte den smukke Maria Emelia, hvordan han mistede hende, og hvordan han blev ved med at huske hende på grund af spejlet i Velázquez’ maleri.

Maria Emelia var naboens yngste datter og fra sit værelse kunne Urbain se ned på gårdspladsen, hvor hun tit viste sig. Jeg skal ikke trætte med, hvordan de blev kærester, men blot med Urbains ord fortælle, hvad han følte: »Jeg har fundet en himmelsk pige, som jeg kan knytte mig til og glemme gruen.« Det var krigens rædsler, som Maria Emelia fik Urbain til at glemme. De rædsler, som ellers truede med at tage magten fra hans livsmod. Men som han skriver i notesbogen, så trøster hun ham ved at sige: »Fat mod, min lille soldat, vi skal giftes til foråret.«

Urbain havde arvet sin fars store talent for at male og fulgte undervisningen på kunstakademiet. Det kan derfor ikke undre nogen, at han lover, at han vil male Maria Emelia, hvis hun en dag vil sidde model for ham. Men denne kærlighedshistorie bliver kort, fordi Den spanske syge spredte sin virus til næsten alle hjørner af Europa. Den rammer også Maria Emelia og i løbet af kort tid dør hun i armene på den knuste Urbain.

Urbain kom sig aldrig over denne sorg. Men han blev gift med en anden kvinde. Igen var det naboens datter, men nu Maria Emelias storesøster. Det var vist noget forældrene fik arrangeret, og det er svært at forstå, hvordan det må have været for Urbain at blive gift og tilbringe resten af livet sammen med søsteren til sin store kærlighed.

Som Stefan Hertman skriver, så bygger troen på den store kærlighed, jo netop på forestillingen om uerstattelighed, på den eneste ene. Og de var forskellige, de to søstre. Der var ikke mange af Maria Emelias træk, hverken psykisk eller fysisk, som gik igen hos storesøsteren. Kvinden, som Urbain blev gift med forblev utilnærmelig igennem hele livet. De fik børn, men ellers nægtede hun ham al nærhed og ethvert favntag.

Det er ikke mærkeligt, at Urbain derfor måtte lade Maria Emelia vende tilbage i en anden skikkelse. Han forblev søsteren tro igennem hele livet, men uden nogen opdagede det, fik han alligevel Maria Emelia med ind i tilværelsen. De havde kun været kærester i kort tid og Urbain havde aldrig set Maria Emelia nøgen eller haft mulighed for at elske med hende og mærke hendes krop under sig. Men hun havde været sanselig og der var mange løfter i de berøringer og kærtegn, som de havde haft mulighed for at udveksle.

Der findes kun et enkelt og meget dårligt og udvisket fotografi af Maria Emelia. Stefan Hertman så det da han skrev bogen om sin bedstefar. Han kendte naturligvis også alle de malerier, som Urbain med stort kunstnerisk talent havde malet. Blandt andet havde Urbain fremstillet en kopi af Velázquez’ maleri af den nøgne Venus, der lå og spejlede sig. Det var kendt i familien, at Urbain havde malet denne kopi og billedet stod fremme i hjemmet. Da Stefan Hertman skulle skrive bogen om sin bedstefar opdagede han imidlertid noget, som ingen andre havde lagt mærke til: Kvinden på maleriet ligger jo med ryggen til og man kan kun se hendes ansigt i spejlet. Men i dette spejlbillede genkendte Stefan Hertman ved et tilfælde Maria Emelias ansigt.

Urbain havde alligevel malet Maria Emelia, selv om hun ikke fik direkte mulighed for at være hans model. Han huskede hendes ansigt og gav det til Venus, kærlighedens gudinde. Maria Emelia var Urbains livslange kærlighedsgudinde, som han kun havde haft alt for kort tid til at tilegne sig. Men så malede han Velázquez’ Venus og gav hende Maria Emelias ansigt i spejlet. Både Venus og Maria Emelia var uopnåelige på hver deres måde. Men hver gang Urbain så på sin egen gengivelse af Velázquez’ maleri kunne han i spejlbilledet se hende, som skulle have været hans Venus i hverdagslivet.

Når jeg ser på den reproduktion, som jeg selv har hængende af Velázquez’ maleri, tænker jeg på hvor tæt-væk Urbain må have følt Maria Emelia i maleriets spejl. Og dét er en god erindringsøvelse for at huske på, hvor tæt man heldigvis stadig kan være på sit eget livs hverdags-venus’er.

Understregninger

Skriv en kommentar

I dag er det 150 år siden, at den danske digter Sophus Claussen (1865-1931) blev født. Selv om han nok ikke længere er kendt af så mange kan vi jo godt fejre ham på Facebook. De af os, der bor i den sydlige del af landet, kan i hver fald godt være lidt stolte over, at det var Sophus Claussens far, som i sit tid stiftede Lolland-Falsters Folketidende, som digteren også selv var redaktør for i en periode. Og tilmed gik Claussen i Nykøbing Katedralskole, hvor han dog klarede sig dårligt, og kun var at finde i en kort periode.

Sophus_ClaussenJeg arvede en gammel udgave af Sophus Claussens digtsamling “Fabler” fra min far. Når man arver bøger er det ikke kun spændende at læse i dem, men også at se, hvor den oprindelige ejer har sat streger; hvad den tidligere læser oplevede som specielt vigtigt. Senere har jeg selv købt andre bøger af Sophus Clausssen, hvor jeg også har sat mine egne streger under det, som jeg blev fanget af under læsningen.

Hvis man sammenligner disse streger viser der sig to forskelle: Den ene er, at Sophus Claussen både var en dyster og en lys digter. Og – at stregerne i min fars bog står under de dystre digte, mens jeg også har sat streger ved de mere lyse digte. Beslægtede, men dog så forskellige – det gælder både Claussens digte og min far og mig. I min fars lille bog med Claussens digte er der en tynd blyantstreg ved disse linjer:

Thi jeg anede, at Verden som en grav var dyb og stor,
var en Krypt, hvor Livets Drømme hver og en blev
stedt til jord….

Disse tre linjer må vise noget om min fars oplevelse af verden og af livet. Det er et sted, hvor drømme bliver begravet. Jeg ville ønske, at han havde fortsat med at sætte blyantstreger, for digtet går nemlig videre:

men jeg sejrede over Døden med udødelige Ord.
Og jeg fejrede Livets Fester, men jeg fejrede dem i Ord.

Men min far satte ikke nogen streger under disse to linjer, da han læste Sophus Claussens digt. De streger, som man sætter i bøger under læsningen, afspejler det som man selv kan – ja, spejle sig i. Han havde mange drømme, men tiderne var anderledes den gang og han tænkte måske, som et andet sted, hvor han satte en streg i Sophus Claussens digtsamling:

Jeg drømte, jeg var dømt,
af alle dømt
for en Daad, jeg havde drømt!

Man skulle ikke drømme, det var han ikke vokset op med. Men det gjorde han alligevel, som alle mennesker. Han var bare alt for god til at begrave disse drømme, eller endnu værre, lade andre mennesker drømme på hans vegne. Og så var det, at min far kunne genkende Sophus Claussens ord om drømme, der “blev stedt til jord”.

Men Sophus Claussen var en digter, hvor man kunne finde det dystre side om side med det lyse. Et sted har digteren sagt, at han repræsenterede en “livsanskuelse grundet på elskov.” Når jeg nu sidder og vender sider i de bøger af Sophus Claussen, som jeg selv har købt, så finder jeg mine egne understregninger. Disse streger afspejler et andet blik på verden end det, min far havde. Han satte næsten kun streger under linjer, der fortalte om mørket. Mine understregninger viser, at jeg gennem hele mit voksenliv har kunnet spejle mig i både de mørke og de lyse sider hos Sophus Claussen. Min fars streger markerer steder, hvor digteren taler om døden, tabet, mørket og ensomheden Dé streger har jeg overtaget fra min far, men tilføjet mine egne understregninger af det, som trøster, det som opløfter, det som heler os – nemlig det at være ombølget af andre mennesker.

Flest streger er der således ved Sophus Claussens digt “Jeg er ombølget af dig…” Det er i virkeligheden unødvendige understregninger, for jeg har digtes linjer i hovedet – eller i hjertet:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje er omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

 (…)

Og du er det vidunderligste
Barn, Jorden har skabt.
Og jeg bryder mig ikke om andet
end at være saa nær dig, at
jeg aner
dit Hjærtes fritblussende Pulsslag,
og at se på den Dagklarhed, der udgaar
fra dine Øjnes Nat.

Sophus Claussen kunne skrive om drømme der blev lagt i graven og om det, at være ombølget af de udvalgtes kærlighed. Når han i dag fylder 150 år er der grund til at fejre ham – og grund til at overveje, hvor ens egne understregninger sættes.

Ja tak til en ommer – eller: mere af det samme, tak!

Skriv en kommentar

Her til aften læste et af de mennesker, der står mig nærmest, et digt højt for mig. Vi havde netop talt sammen i mange timer om alt det vigtigste i tilværelsen. Ikke mindst om det i ens fortid, som man ikke kan gøre noget ved – alt det, som man gerne ville havde været foruden, og om det, som man har fortrudt. Alt det, som man ikke kan gøre noget ved, netop fordi det nu engang er sket.

Selv om de tilhører fortiden, kan mange af den slags begivenheder alligevel fylde meget i ens liv. Det var dét, vi talte om: Hvordan er det med livet, når der nu er så meget, der gerne måtte have været anderledes?

Min veninde rejste sig og gik hen til reolen og kom tilbage med en samling digte af amerikaneren Raymond Carver, der døde af kræft i 1988, kun 50 år gammel. Han skrev et digt om alt det, der gerne måtte have været anderledes. Men han nævnte det bare ikke med et ord. Digtet handler nemlig om, hvad det vil sige, at få noget ud af livet – på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes. Digtet, som Raymond Carver kaldte for ”Sent fragment” lyder sådan her:

Og fik du så alligevel det ud af
livet du gerne ville?
Det gjorde jeg.
At kalde mig elsket, føle mig
elsket på Jorden.

Min veninde har en smuk mørk stemme, og læste digtet højt med den alvor, som vores samtale om de svære ting i livet havde fremkaldt. Når en mand på dødens rand kan skrive et så livsbekræftende digt, næsten som sin sidste gerning – så kan man vel også kalde det en slags lykke, at man stadig har hovedet oppe og benene nede. Der er allerede sket så mange umulige ting i ens liv, og nu sidder jeg her og lader hende læse et digt til:

Vågnede op i morges med
en frygtelig trang til at blive liggende i sengen
og læse hele dagen. Kæmpe imod et øjeblik.

Så kikkede jeg ud ad vinduet på regnen.
Og gav efter. Overgav mig fuldstændig i denne
regnfulde morgens varetægt.

Ville jeg leve mit liv om igen?
Begå de samme utilgivelige fejltagelser?
Ja, hvis jeg bare fik den mindste mulighed, ja.

Dette digt hedder ”Regn”, og blev en slags opsamler for alt det, vi havde talt om:

Ja – til det hele, både til fortiden og til fremtiden, på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes!

Vand

Skriv en kommentar

Jeg bor ved vandet – på en halvø, hvor min baghave er tidligere havbund. Blot ét spadestik nede bliver jorden hvid og grå af resterne fra skaldyrenes verden dengang, hvor stedet var en virkelig ø, hele vejen rundt. I dag aftegner den tidligere vandkant sig gennem et åløb og baghaver, som jævnligt bliver oversvømmet når vinden kommer fra øst. Og vil vi se vandet skal vi kun gå omkring 500 meter, så forsvinder ens blik ud i det drømmeagtige element, som i tidernes morgen var det eneste – dét, som Guds ånd svævede over inden han skilte vandene og skabte himmel og jord.

Det er sjældent, at mennesker stiller sig op og kigger ud over en mark eller en skov med det samme langstrakte blik, som de kigger ud over vandet med. Hver aften når vi går tur langs vandet passerer vi mennesker, som pludselig er stoppet op for at kigge ud over vandet. Ikke efter noget bestemt, men med det særlige oceaniske udtryk, hvor man kan komme i tvivl om de betragter noget ydre eller noget indre, for deres blik strækker sig langt indefra og langt udad – helt til vandets gamle betydning, som ophav til alt mellem himmel og jord.

Det har noget med vandet og havet at gøre – ikke blot med udsigten. Vandet og havet, det på én gang kendte og fremmede element. Det er ikke blot en samling vandmolekyler, der hver består af to Hydrogen-atomer og ét Oxygen-atom, og som kaldes H2O. Vandet og havet har et overskud af betydninger hinsides den overflade, vi kigger ud over, om den så er blik eller stormfuld.

Når vi står ved vandkanten er det tydeligt, at mennesket er en grænsegænger. Vi kan passere et skel i landskabet og gå ud over markerne, kravle over et stendige og fortsætte ind i en skov. Men vandet forstsætter vi ikke bare ud i. Grænsen mellem land og vand har konsekvenser; den tvinger os til at stoppe op – derfor det langstrakte blik ud over vandet, ind over grænsen.

Vandet har en overflade – og et dyb. Overfladen er kun gennemtrængelig for blikket få meter ned, og det er dybet, der tilfører vandet dets mytologi og fascinationskraft. Det er dybet, der trækker blikket langt, og som hen over grænsen mellem land og vand tager os i besiddelse. Det vigtigste ved vandet er jo netop det, som vi ikke ser, men som vi ved eksisterer og som på flere måder kan trække os ned.

Det vi ikke kan se – dybet under overfladen, har mennesket til alle tider haft kontakt med gennem metaforen, der ofte tager udgangspunkt i vandets dobbelthed som både livgivende og ødelæggende. Vandet er symbol på den urmoderlige fostertilstand, på frugtbarhed, på liv, renselse, genfødsel og på både menneskers og guders oprindelse. Fra det oprindelige kaos-ocean, med dets vanduhyrer og dæmoner, opstod der en orden, som satte vores verden i gang med at være den genkendelige verden, som vi i dag bevæger os rundt i – sådan siger mange skabelsesmyter.

Men under det hele, under overfladen, lurer igen kaotiske oversvømmelser, hvor Syndfloden, blot var et eksempel på, at mennesket kan overskylles af vandet. Ingen skal vide sig sikker på vandet, for dets karakter er at kunne stige og trække mennesker ned på bunden til dybets dæmoniske kræfter, som det skete for Jonas da han forladt og ensom måtte tilbringe tre dage i kæmpefiskens bug, dybt nede i det kaotiske hav. Det er jo også fra dette dyb, at Jorden ved Ragnarok vil blive opslugt for at en ny verden kan stige op af havet.

I min barndoms Anders And-blade optrådte der undertiden en figur med navnet Moby And. Det var en lidt forvirret and, som havde været hvalfanger på de store verdenshave, uden dog nogensinde at fange en hval. Derfor måtte han ernære sig ved at være kaptajn på et af Joakim von Ands skibe. Moby And havde fået sit navn efter Moby Dick – den store hvide hval i Herman Melvilles roman af samme navn. Nogen and var der bestemt ikke tale om i Melvilles kæmpe af en roman. Måske slet ikke en hval, selv om hele romanen er et studie i den gale kaptajn Akabs jagt på det uhyrlige væsen i havets dyb. I hvert fald er dette uhyre ikke kun en kæmpemæssig kaskelothval. Melville skriver det selv midt inde i den næsten 600 siders lange roman om hvalfangsten ude på de dybeste og farligste verdenshave:

Se, hvor listigt havet er; se, hvordan dets mest frygtede skabninger glider frem under vandet, som regel usynlige og forræderisk skjult under det søde skær af azur (…) Overvej alt det, og vend dig så mod denne grønne, milde og myge jord; se på dem begge, se på havet og landet, og finder du da ikke en sælsom analogi til noget i dig selv? For som det forfærdende hav omkredser det grønklædte land, ligger der i menneskets sjæl et Tahiti, fyldt med fred og glæde, men omgivet af alle det ubevidstes rædsler. Gud bevare dig dér! Drag ikke bort fra hin ø, thi aldrig kan du vende tilbage!

I romanen om havdybets uhyrlige Moby Dick advarede Herman Melville i 1851 mennesket mod at forlade den grønne ø, som er bevidsthedens Tahiti. Rundt om denne ø ligger nemlig det kaotiske, ubevidste hav, med alle dets trusler om undergang, rædsel og død. Det var 50 år før Sigmund Freud omkring år 1900 udviklede en systematisk teori om menneskets ubevidste. Siden da – men ikke på grund af Melville – er menneskets ubevidste ofte blevet sammenlignet med et hav, det uregerlige og magtfulde dyb, der omgiver den menneskelig bevidsthed. Et hav af ubevidste og evigt truende drifter, behov, skjult seksualitet, traumernes dæmoner og et kaotisk dyb, som mennesket slet ikke kan genkende når det er oppe på bevidsthedens trygge ø.

Carl Gustav Jung, den anden store af dybdepsykologiens grundlæggere, så imidlertid ikke kun trusler når han kiggede ned i dette havdyb, men en slags brønd, hvor mønten aldrig når bunden. Hos Jung ligger der i det ubevidste hav både dæmoniske trusler og ubegribelige muligheder for det enkelte menneske. En stærk understrøm omkring bevidsthedens trygge ø, som ikke umiddelbart lader sig hente op til overfladen, men som alligevel må opsøges, hvis mennesket vil udvide sit territorium og måske bevæge sig fra at være en ø til at være en halvø, sådan som det gik med det sted, hvor jeg bor.

Vandet, havet, oceanet er både noget ydre, der afgrænser min ø, og noget indre i sjælen hos alle mennesker – en eksistentiel tilstand. Men begge steder er det med til at definere mennesket, som en grænsegænger. Vil mennesket undersøge verden må det passere hen over grænsen og ud på vandets overflade, vel vidende at i dybet lurer alle mulige og umulige trusler, måske vores personlige Moby Dick. Men verden blev større da navigation gav mennesket mulighed for at bryde grænsen og krydse det åbne hav i stedet for blot at padle langs kystgrænsen på det mere sikre og kendte farvand, hvor man altid kan bunde.

Om broer og floder

Skriv en kommentar

En af mine venner har rakt ud efter mig fra en helt anden verden. Hun kommer fra et land, hvor det for udenforstående er let at fare vild i historien, i fjendskaber og venskaber, i krige og fredsslutninger. Selv i områdets geografi er det svært at orientere sig, for den har ændret sig mange gange, hvor grænser har flyttet sig i den ene eller i den anden retning. Måske derfor – men jeg er ikke sikker – gav hun mig en dag romanen ”Broen over Drina”, som er skrevet af den serbiske forfatter Ivo Andric og første gang udgivet i 1945.

Drina er en biflod til en biflod til Donau – flodernes flod. For et flodfattigt land som Danmark er der dog alligevel tale om en ganske anseelig flod: 346 kilometer lang flyder den gennem Bosnien-Hercegovina, hvor den også, i en del af sit løb, udgør grænsen til Serbien. Broen, som sammen med floden, har en hovedrolle i bogen, ligger ved byen Visegrad, og har selvfølgelig et navn, der understreger dens næsten menneskelige værdighed: Mehmed Paša Sokolović-broen. Den blev bygget i slutningen af det 16. århundrede og fik i 2007 sine 179,5 meter optaget på UNESCOs liste over denne verdens anerkendte kulturarv.Mehmed_Pasa_Sokolovic_Bridge_Visegrad_1900

Sådan er de faktiske forhold omkring floden og den tunge stenbro, som ligger et helt andet sted i verden, og som jeg måtte møde J. for at lære at kende. Men det var ikke som en turistguide, hun gav mig bogen. Broen og floden er nemlig også metaforer for det møde, på tværs af kultur og oprindelsessted, som vi for nogle år siden, ved tilfældigheders sammentræf, havde med hinanden – hvorved et venskab begyndte.

Det er sådan med floder, som f.eks. Drina, at de allerede for flere tusind år siden skrev sig ind i filosofihistorien, som symbol på spørgsmålet om identitet. Heraklit, som levede ca. 500 år f.Kr., sagde således de berømte ord, at vi ikke kan stige ned i den samme flod to gange. Det han mente med dette orakelagtige udsagn var, at træder du ned i floden i dag, så er det ikke den samme flod, som du trådte ned i forleden dag – den har forandret sig, selv om den alligevel ligner sig selv. Men det er ikke det samme vand, som du træder ned i; gårsdagens vand er jo allerede flere hundrede kilometer væk. Og tilmed kan det hævdes, at ikke engang dig, som træder ned i floden i dag er den samme, som trådte ned i floden i går. Også du har forandret dig siden i går.

I bogen om broen, der går hen over floden, viser Andric, at det desuden også ofte er umuligt at gå hen over broen to gange og fortsat være den samme. Han viser, at f.eks. i krigstider har to mennesker den ene dag passeret hinanden på broen som venner, mens krigens udvikling dagen efter har forvandlet dem til fjender, der begynder at slås med hinanden midt på broen, hvor de tidligere havde passeret hinanden med en fredelig hilsen.

Broen og floden Drina er en kæmpe metafor for identitetens frygtelige dilemma: Flodens konstante bevægelse er symbolet på altings foranderlighed. Floden er ikke noget ukendt symbol på livet, der flyder og flyder – og som konstant forandrer menneskets vilkår, konstant stiller os over for nye og uprøvede livsvilkår. På samme måde, som floden hele tiden ændrer sig, ændrer livsbetingelserne sig, og er disse ændringer alvorlige nok, så føles det lige bestemt som om det ikke er det samme liv, vi træder ud i. Romanen om Floden over Drina viser, at netop som mennesket tror, at alting ligger fast, så er det faktisk helt omvendt – alting flyder, som allerede Heraklit sagde for over 2500 år siden med floden som billede på den evige foranderlighed, der hele tiden stiller identitetsspørgsmålet: Hvem er du?

Jeg er glad for bogen og har læst den flere gange. Den taler til mig, fordi floder, broer og andre overgangssteder er vigtige metaforer for mennesket og dets liv. Livets udfordringer til os – skæbnen om man vil – forandrer sig hele tiden, på samme måde som den flydende flod. Men som alle der bor ved en flod ved, så kan man ikke af den grund undlade at træde ud i floden efter vand. Undlader man det så melder tørsten sig.

Livets gang oppe på broen viser, at ikke engang ved at søge tørskoet hen over floden kan vi forblive uforandrede, for vi møder hele tiden nye vilkår, nye mennesker i nye situationer, som aldrig lader os uberørte, eller tillader, at vi forbliver nøjagtigt det samme menneske, som vi var før. Alting flyder, om du så vælger at vade over floden eller at bruge broen. Det eneste faste er – at floden, livet og broen altid møder mennesket med en foranderlighed, som også forandrer mennesket selv.

Er du en Harold?

Skriv en kommentar

Der eksisterer mange Harolder i denne verden. De er ganske vist ikke så synlige, for de steder, hvor der Haroldes, er yderst diskrete – det foregår nemlig på kirkegårde. Begrebet, at Harolde, stammer fra den amerikanske film ”Harold og Maude”, som i 1970’erne blev en kultklassiker. Harold, filmens unge mandlige hovedperson, er besat af døden og hænger derfor ud på kirkegårde, hvor de døde jo ikke blot bliver bragt af vejen, men også med stor omhu bliver gjort tilgængelige i en ny form for eksistens, nemlig som minder for de efterladte – og for filmens Harold, som et memento mori, husk på døden.

Man kan Harolde på mange måder. Den canadiske forfatter Douglas Coupland beskriver i bogen ”Polaroider fra de døde”, hvordan han som helt ung Haroldede næsten hver uge på en kirkegård i Vancouver. Her gik han rundt mellem gravene og så på, hvem der var døde, hvornår og hvor gamle de blev.

Jeg har altid selv dyrket en form for Harolding. Da jeg var dreng elskede jeg at gå rundt på kirkegården, som lå med den røde landsbykirke i midten. Kirkegården var omkranset af et bredt stengærde ind mod landsbyen, og af en hvid kampestensmur ud mod landevejen og markerne. Det var forbundet med stor tryghed for mig, at gå rundt inde bag denne afgrænsning. Der var fredeligt og ingen, der ville mig noget, kom nogensinde i tanke om at lede efter mig her. For de fleste andre børn i landsbyen var kirkegården nemlig forbundet med uhygge. Men ikke for mig. Her var hyggeligt, roligt, og som Douglas Coupland skriver stille som livmoderen.

Douglas Coupland holdt op med at Harolde da han fandt ud af, at der huserede gravrøvere på den kirkegård, hvor han hang ud. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Man kan holde ud at Harolde, fordi kirkegårde trods alt har sat den kaotiske død i en vis form for orden, ikke fordi de døde skal række så direkte ud efter én, som de gør fra den åbne grav, som gravrøverne efterlader sig. I mindre dramatisk form har jeg selv oplevet dette.Gravsted i Præstø

Jeg kan godt lide at gå rundt på kirkegårde og læse de forskellige gravstens inskriptioner. Men en dag, hvor jeg gik tur i skoven, så jeg en bunke gravsten ligge i en lysning. De var fra nedlagte grave og skulle knuses til skærver og spredes ud på skovstierne. Da jeg skubbede til de allerede halvt knuste gravsten opdagede jeg, at de var helt anderledes end dem, jeg så på kirkegården. De var faktisk uhyggelige, her ude i skoven.

På kirkegården kunne jeg have en fornemmelse af at navnet, der var indhugget i en gravsten, stod der, netop fordi nogen huskede den afdøde, kærede sig om vedkommende, savnede og stadig elskede det menneske, der var bag inskriptionen. Navnet var kendt, husket og en omskrivning af kærlighed og hengivenhed. På den måde kan kirkegården jo virke som en trøst for os: du bliver husket og båret videre. Ude i skoven kom de gamle, opbrugte gravstene, imidlertid til at virke, som en slags opbrugte minder; som om det var de døde, der var blevet efterladt i en ensomhed, hvor ingen længere huskede dem.

Naturligvis var det min dødsfrygtende kultur, der skabte denne forestilling i mig. Men i hvert fald fandt jeg ved den lejlighed ud af, at kirkegårde ikke kun er for de døde, men mindst lige så meget for de levende. Derfor er jeg stadig en Harold. På min aftentur går jeg næsten altid hen over byens kirkegård. Under hver eneste gravsten taler jo en stemme. Det ved alle seriøse Harolder, som har læst ”Spoon River Antologien” af Edgar Lee Masters – en slags bibel for den trofaste Harolder.

I Spoon River Antologien er det de døde, der fortæller om livet i en lille amerikansk by. Det er stemmerne under gravstenene på højen ved byen Spoon River, der taler til de forbipasserende, som f.eks. morderen Hod Putt, der endte på kirkegården, fordi han blev hængt: Her ligger jeg begravet/Side om side med gamle Bill Piersol./Han tjente sine Penge på Forretninger med Indianerne,/saa gik han konkurs/og tjente endnu flere Penge ved det. Eller som digteren lader en kvinde med navnet Amanda Barker sukke fra gravhøjen: Henry gjorde mig med Barn,/skønt han vidste, at jeg ikke kunde føde et nyt Liv/uden at miste mit eget. Eller den venlige doktor Hill: Dage og Nætter gik jeg her/op og ned ad Gaderne./Alle Døgnets Timer tilbragte jeg hos de Syge og/Fattige./Ved du hvorfor?/Min kone hadede mig, min søn gik i Hundene.

Alle kirkegårde er en slags Spoon River Antologi – en krønike over livet på stedet gennem flere menneskealdre. Det er selvfølgelig mest tydeligt på en stor kirkegård, som Assistens Kirkegård i København, der fører de besøgende tilbage til alle hjørner af Danmarkshistorien. Men rigtige Harolder finder det samme på selv den mindste og mest vindblæste kirkegård. Navnene, årstallene, antallet af sten på en gravplads, gravenes udseende o.l. giver stemme til de døde i jorden under dine fødder, når du står på en kirkegård. Netop som man måske var helt opslugt af det døgnflueliv, der ofte udfolder sig uden for kirkegården, så kan de døde begynde at tale til én. De kan fortælle om det, der var før os og dermed rette vores blik mod både forgængeligheden og historiens kontinuitet.

Som Jung skriver i ”Forvandlingens symboler” sker der vigtige ting, når man bliver opmærksom på noget fjernt og fremmede – det kunne være de døde i gravene på kirkegården. De fragmenter af en livshistorie, der er hugget ind i en gravsten, peger ud over kirkegårdsmuren og fortæller, at her, hvor livet og dagligdagen nu i al hast leves – her var der også liv for mange år siden; anderledes levet liv, men af samme betydning som det, der leves her og nu. Mange af gravene fortæller tydeligt, hvad der bevægede de mennesker, som levede her før jeg blev født. Selv lidenskaber kan afsløres i en gravstens mejslede ord. Også de, der ligger under mine fødder, var sandsynligvis overbevidste om deres livs uforlignelighed og uerstattelighed.

Og sådan vil det nok blive ved.

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

Skriv en kommentar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.

Alt hvad der kan fortælles er til at bære

Skriv en kommentar

I mit liv har der været en gennemgående forestilling, som ofte har været styrende for min forståelse af tilværelsen – nemlig forestillingen om en rejse. Ikke i ydre forstand, som en rejse i geografien, men som en forestilling om, at hele mit liv er en rejse. At jeg har det sådan viser måske, at jeg slet ikke kun er de 56 år, som jeg ellers hævder, men muligvis snarere er omkring 5000 år gammel. Forestillingen om menneskelivet, som en rejse, er i hvert fald skrevet ned i nogle af de ældste fortællinger, som vi overhovedet kender til. Og når jeg læser dem, føler jeg mig genkendt på en så nærværende måde, som havde jeg været der selv.

Så langt tilbage, som verdenshistorien rækker, har der været beretninger om menneskets rejse gennem tilværelsen. Den ældste af disse rejsebeskrivelser er fortællingen om Gilgamesh, der flere tusind år f.Kr. var fyrste i den babylonske by Uruk. Fortællingen handler om den mægtige Gilgamesh’ rejse ned i underverdenen for at finde udødeligheden. Han finder den og mister den igen, men under denne rejse beskrives mødet med alt det mest fundamentale i menneskelivet: Ud over døden og mødet med frygtens løver, møder Gilgamesh alle de evige spørgsmål om livets mening, om kærlighed, venskab, magt, ansvar og frihed. Det er en rejse, hvor helten undervejs konfronteres med alt det, der giver menneskelivet form. Gilgamesh rejser ud, og på rejsen må han gennemgå alle de udfordringer, som ethvert menneske stilles over for, inden han atter når hjem – med ny viden og indsigt.

Noget taler for, at der rent faktisk har levet en historisk person, som hed Gilgamesh – men i fortællingen er vi inde i mytens verden. I dag bruger vi begrebet myte om det, som de andre tror på – de mere primitive, de religiøse, alle dem, der ikke ved bedre. Myten er det, de troede på i gamle dage og som vi ikke kan tro på i dag, fordi vi er blevet så oplyste og vidende. Det er da nærmest også helt sikkert, at den historiske Gilgamesh ikke har oplevet det, som myten fortæller os. Men er det løgn af den grund? Nej – for myterne skal ikke måles efter samme målestok, som den objektive videnskabelige viden.

Myter er ikke blot inspirerende historier om virkelige mennesker, der levede på en særlig måde. Myterne handler om alle menneskers liv. Myterne har til alle tider fortalt noget om, hvordan mennesket kunne forholde sig til de mystiske kræfter, som intet menneske er herre over: Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden osv. Livet er en rejse gennem konfrontationen med disse kræfter, som vi alle møder, men som vi ikke, eller kun i meget begrænset omfang, har kontrol over.

Det er det bevidste møde med denne, livets upersonlige kraft, der former det enkelte menneskes liv. Og det er ikke mindst myterne, som op gennem historien har hjulpet mennesket med at forholde sig til de kræfter, som er uden for menneskelig indflydelse, men som ikke desto mindre har afgørende betydning for eksistensen.

Myternes fortællinger har medvirket til at bære det enkelte menneske gennem livets forskellige faser, fra fødslen, gennem ungdommen og voksenliv til modenhed, alderdom og død. De største af disse mytologiske historier er dem, der har inspireret og virket ind på de menneskelige muligheder for at forstå livet og verden. Op gennem tiden har myterne afsløret de universelle vilkår for mennesket og åbenbaret nogle fortolkningsmuligheder, som stort set ikke eksisterer længere – her i den efter-mytologiske tid.

Jeg bliver rørt når jeg læser de gamle mytologiske fortællinger. Rørt over den genkendelighed, som jeg oplever i forhold til mit eget liv. I mødet med de gamle myter oplever jeg, at nok er jeg mig, men også, at jeg er en del af menneskeheden, som jeg deler erfaringer med – nærmest uanset hvor langt tilbage i historien, jeg søger.

5000 år er lang tid i det enkelte menneskes perspektiv. Det var dengang Gilgamesh rejste ud for at finde svar på de største spørgsmål, som et menneske kan stille sig selv: Spørgsmålet om døden og spørgsmålet om meningen med livet på trods af døden. Mange tusind år senere – men stadig for lang tid siden – skrev den italienske digter, Dante Alighieri, en anden stor fortælling, nemlig den Guddommelige Komedie, hvor hovedpersonen drager ud på en rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. På denne rejse møder han smerte, frygt, lidelse, forløsning og erkendelse. Dantes fortælling indledes med nogle ord, som jeg selv har oplevet, som næsten magiske i deres genkendelighed – trods afstanden på omkring 700 år:

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.

Hovedpersonen i den Guddommelige Komedie rejser gennem en frygtelig underverden for til sidst at komme op til et nyt liv, eller i hvert fald et nyt syn på livet. Det var en rejse, som han tiltrådte midt i livet, da han åndeligt set havde forvildet sig ind i en mørk og dyb skov og ikke kunne finde vejen ud igen. Andre rejser begynder når man bevæger sig fra fra ungdom til voksenliv, eller når man nærmer sig alderdommen. En rejse kan også begynde ved tabet af et elsket menneske og generelt når livsbetingelserne ændrer sig, så man ikke længere kan møde livet på samme måde som før. Tidligere var der myterne til at guide mennesket på disse rejser. Det vigtige var, at man gennem myterne tog livets overgange så alvorligt, at det var nødvendigt, at fortælle livet om, eller at få det genfortalt, hver gang man blev kaldt ud på en ny rejse, en ny fase i livet.

Hver gang jeg læser den slags fortællinger, hvor livet bliver betragtet ud fra rejsens perspektiv, gør det stort indtryk på mig. For mig betyder det, at rejse, at være opmærksom, både på den strækning, der er blevet tilbagelagt, og på den nye strækning, som man er ved at bevæge sig ind på. Det tilbagelagte har en stærk symbolbetydning. At tilbagelægge en strækning, som i fremtiden uigenkaldeligt vil være lukket for én, er også en model for både udvikling og forvandling. Du kan ikke blive ung igen, du kan ikke genvinde fordums styrke, du kan ikke genoplive et mistet menneske. Altså, vil myten sige, må du ændre eller forvandle dig – du må indoptage det, der er sket, for at kunne leve videre. Måske vil den sige, at du må genfødes, eller at du må genopstå; at du op til flere gange i løbet af din tilværelse så at sige må dø bort fra noget velkendt og ind i noget nyt.

Det vigtige er, at myterne hjælper mennesket til at være opmærksom på dets egen indre forfatning. Dét er af stor betydning, hvis man skal opleve livet som en udvikling, og ikke blot som en lang række af tab, der aldrig bliver integreret og gjort til en del af livets vækst.

Vi har ikke længere myterne inden under huden; de repræsenterer ikke vejledninger i livet for det moderne menneske. Men i de senere år er de gamle myter kommet til ære og værdighed igen – som litteratur, som kunst og fortælling. De oversættes og udgives i nye udgaver. Selv om de ikke længere har mytens oprindelige kraft i forhold til mennesket, så har vi i hvert fald fortællingerne. Bl.a. fortællingerne om alle dem, der drog ud på en rejse, for at kunne leve videre – og det var det, heltene ofte gjorde i myterne. De rejste ind i de vilkår, som livet på et givent tidspunkt stillede mennesket over for; måske ind i de mørke og dybe skove, som Dante skrev om.

Selv om vi ikke længere kan bruge myterne på dén måde, så er menneskets vilkår ikke blevet mindre mystiske end de var på Gilgamesh’ tid, for omkring 5000 år siden. Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden, magten – alle disse vilkår har vi stadig ingen magt over, som vi heller ikke havde det for 5000 år siden. Men de påvirker vores liv med samme vindstyrke.

Har vi ikke evnen til at bruge myterne, så har vi dog stadig evnen til at fortælle. Myterne tillagde livets store hændelser en mening og betydning. I dag er dét vores egen opgave, og den opgave kan vi bl.a. løse ved at bruge de gamle myter som inspiration til at tænke over og fortælle, hvordan vi oplever de vigtigste ting i livet. Som i myternes fortælling kan ordene stadig virke forløsende, når vi møder livets alvorligste øjeblikke.

Når jeg f.eks. siger døden, hvad siger du så? Den fortælling, der kommer ud af dette, kan have mytens funktion i forhold til skabelse af mening og integration af mange frygtsomme følelser og tanker, fordi – alt hvad der kan fortælles er til at bære.