Kategoriarkiv: Litteratur

Et menneske i flertal

Skriv en kommentar

Et menneske er mere end ét menneske. Selv om det grammatisk set hedder: jeg er et menneske og ikke jeg er mennesker, så indfører forfatteren Karen Blixen en slags eksistentiel grammatik når hun i en fortælling lader billedhuggeren Angelo Santasilia sige, at et menneskeliv er mere end ét menneskeliv. Vi er så at sige beboet af mange liv, der ikke umiddelbart lader sig sammenfatte i enkle beskrivelser.

Han blev født, arbejdede og døde. Sådan beskrev filosoffen Martin Heidegger en af historiens andre helt store tænkere, nemlig Aristoteles. Ikke for at reducere Aristoteles til noget simpelt, enkelt eller gennemskueligt, men for at komme i gang med det vigtige: En forståelse af Aristoteles, der kunne række ud over det synlige, at han blev født, at han arbejdede og at han døde. Heidegger sætter et menneskeliv helt på spidsen og opnår dermed det modsatte af den korte sætnings rent sproglige indhold: Det bliver helt tydeligt, at et menneske er langt mere end det, der kan sammenfattes i sætningen, det blev født, arbejdede og døde.

Lad mig ganske kort oversætte dette til et hverdagsbillede fra gaden. På bænken over i parken sidder der en gammel mand. Sådan ser vi ham udefra. Men han er jo også den lille dreng fra baggården, hvor han i sin tid boede, da han var barn. Han er den unge mand, der fik viklet sig ind i et forvirrende netværk af kærlighedshistorier. Han er en mand, som på et tidspunkt fik en hemmelighed, som kun han selv kender. Han er en mand, som overvejede at blive præst, men endte med at blive noget helt andet. Det er flere forskellige mennesker, der sidder på bænken, selv om det ud fra andres synsvinkel til forveksling ligner ét enkelt menneske, som det er let at pege på med den sylespidse sætning: Du er… Det er også derfor, at man næsten aldrig kan genkende sig selv i de beskrivelser, som andre giver af én. Her bliver man jo ofte reduceret til netop ét enkelt menneske – mens man i sin egen bevidsthed er mange forskellige slags mennesker.

Det er ikke så mærkeligt, at en anden af Karen Blixens figurer, kardinal Salviati, må fortælle en lang og indviklet historie, da en kvinde spørger ham: Hvem er De? Kardinalen siger selv, at han næsten bringes i forlegenhed af spørgsmålet. Det forholder sig jo nemlig sådan, at han ikke kun er den ærværdige kardinal, men også rummer mange andre liv, der næsten virker som om de ikke hænger sammen med kardinalens nuværende liv.

Kardinalen fortæller en indviklet historie, hvor hans forskellige liv vikles og væves ind i hinanden. Først virker det nærmest som om, det ikke kan være den samme mand, der har levet så mange forskellige liv. Men efterhånden, som historien (livet) skrider frem – efterhånden, som kardinalen får fortalt sit liv – ja, så tager det form, begynder at hænge sammen og danner til sidst et mønster.

Sådan er det ikke kun for de fiktive personer i en stor forfatters bøger. Tænk på dig selv, eller genkend dig selv i dette: Overfor mig sidder der en kvinde, hun er af kød og blod og kaster skygger på jorden når hun står i lyset; hun er altså ikke bare en fiktiv skabning på et fladt stykke papir. Jeg kan spørge hende: Hvem er du? Det er kun foran et menneske, at vi kan få svar på dette spørgsmål. Alt andet her på kloden vil forblive i tavshed, hvis vi spurgte. Men vi har fået selvbevidstheden og sproget, og det er i fortællingen om vores mange forskellige liv, at virkelighedens manglende sammenhæng alligevel kan bringes sammen til et meningsfyldt liv. Spørgsmålet: Hvem er du? kan nemlig ikke besvares entydigt. Der er ikke noget endegyldigt svar.

Kvinden overfor mig er min hustru, men hun er også mor til pigerne, hun er selv datter, søster, veninde, kollega. Hun har selv engang været barn, ung – helt anderledes end den kvinde, som i dag er min hustru. Hun er som et fint vævet tæppe, hvor helheden ikke viser de enkelte dele nok respekt og de enkelte dele ikke fortæller nok om helheden. Faktisk tror jeg slet ikke at man kan isolere nogen af disse mange forskellige liv og sige – her er hun, sådan er hun, dette var målet med hendes tilværelse! På den måde oplever jeg med al ønskelig tydelighed, at Karen Blixen havde ret: Et menneske må forstås i flertal; det lever mange liv, med helt forskelligt indhold og forskellige mål, som tilmed ofte er dybt modsætningsfyldte.

På den ø, hvor jeg bor, lå der i 1500-tallet et Antonitterkloster. Denne klosterorden havde taget navn efter den hellige Antonius, en eneboer, der levede i den egyptiske ørken i de første århundreder e.Kr. Den franske forfatter Gustave Flaubert har skrevet en roman om, hvordan Antonius den ene gang efter den anden blev fristet af Djævlen. I denne bog findes en af de få sætninger, som jeg mener fortæller næsten alt om mennesket. Antonius møder en kvinde, som selvfølgelig skal friste og lede ham i fordærv. Det lykkedes ikke for hende – han var jo dog en hellig mand – men med mig havde hun haft lettere spil, for hun sagde nemlig om sig selv: Jeg er ikke en kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er dét vi er; vi er en verden, ikke bare et enkelt menneske. Hver især er vi en hel verden og befolker en verden med alle de forskellige mennesker vi er.

Og her ligger både vores muligheder og vores udfordringer. Mulighederne for at finde andre udgaver af sig selv; mulighederne for at insistere på at kunne sige: Jeg er ikke kun den, I tror jeg er – jeg er også mange andre. Men her ligger udfordringerne også, nemlig at kunne forlige sig med dem man er – når man nu ikke bare er én men mange, der jo som bekendt kan komme i konflikt med hinanden.

Den lille forskel

Skriv en kommentar

Den lille forskel er måske lille men tænk på, hvad den alligevel kan forårsage af følelsesmæssige tsunamier og kropslige jordskælv. Det er den forskel, der er strømførende, og som kan oplyse et helt univers, hvis man møder ham eller hende uden sikkerhedsnet. Den lille forskel er selvfølgelig metaforen for forskellen mellem de to køn og det er netop i mødet med et menneske, der opleves som forskelligt fra én selv – som anderledes og mystisk – at de menneskelige naturkræfter for alvor kan slå sig løs.

Men – begrebet den lille forskel er efter min mening alt for godt til kun at blive brugt på forskellen mellem mænd og kvinder. Jeg vil derfor foreslå, at indføre begrebet som almen beskrivelse af forholdet mellem alle mennesker. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere den lille forskel mellem mænd og kvinder, men der er også en lille forskel mellem mænd og mænd og mellem kvinder og kvinder. Ethvert møde er faktisk defineret af, at der eksisterer en lille forskel mellem dem, der mødes – uanset om de er af samme eller forskelligt køn. Hvis der ikke var en lille forskel, ville man nærmest slet ikke opdage de andre.

Bevidstheden om denne forskelligheds-tilstand er forudsætningen for at kærlighed og venskab kan bygges op og vare ved. I kærlighed og venskab lader man nemlig den anden være – men med hengivenhed og interesse – som den engelske psykiater Ronald D. Laing engang skrev. Hvis man ønsker kærlighed og venskab må man kunne holde det andet menneskes fremmedhed ud, og opleve den som noget givende – som noget der kalder på udforskning, interesse og selvoverskridelse. Det modsatte, sagde Laing, er en form for vold, hvor man forsøger at indskrænke den anden til noget genkendeligt, til det der kan forstås ud fra ens egne præmisser; hvor man prøver at forklare den anden, hvem han eller hun er. Med andre ord en reduktion af den anden til at blive den, man ønsker. Og det er jo i virkeligheden udtryk for en fatal mangel på interesse for det andet menneske, men også en ligegyldighed, der i et stykke tid kan forklædes som kærlighed og venskab.

En engageret anerkendelse, interesse og hengivenhed for den lille forskel er nødvendig i ethvert møde mellem mennesker. Det er det, som inden for psykologien kaldes for den nødvendige separation – den nødvendige adskillelse. Sådan er det med det tidlige mor-barn forhold, og den adskillelse, der er forudsætningen for, at det lille barn kan blive et selvstændigt menneske. Får denne adskillelse ikke lov til at udvikle sig – får den lille forskel ikke plads – måske fordi kærlighed misforstås som enshed mellem mor og barn, så bliver kærligheden til et kannibalistisk forhold, hvor to mennesker i stedet for at blive selvstændige individer, faktisk ender med nærmest at æde hinanden.

Sådan er det også med kærlighed og venskab mellem voksne. Dem, jeg elsker, elsker jeg, fordi de er anderledes end mig. Som K.E. Løgstrup sagde, så hører det med til det at blive elsket, at man ikke skal gøre noget for at blive det. Jeg elsker dem, fordi de er som de er, ikke fordi de forsøger at leve op til nogle forestillinger og idealer, som jeg kan have om, hvordan de bør være, hvis de skal være genstand for min kærlighed.

Hvorfor skulle man også elske et andet menneske, der er ligesom én selv? Sådan en har man jo i forvejen, og det kan være svært nok at elske sig selv. Men ligesom kærlighed til sig selv bl.a. omfatter det, at kunne anerkende og integrere de sider ved sig selv, som man ikke umiddelbart føler sig fortrolig med – så er kærlighed og venskabsfølelser til andre også at opleve deres fremmedhed som noget, der er med til at gøre én selv til et mere helt menneske. Vi har simpelthen noget at lære hinanden gennem vores forskellighed; på grund af den lille forskel.

Jeg bliver til i mødet med Dig, ved at få øje på Dig – og jeg får øje på Dig, fordi du er noget helt andet end mig. Derfor vækker du min nysgerrighed, mit begær efter at gå på opdagelse i den lille forskel. Den amerikanske forfatter Siri Hustvedt skriver så smukt om, hvad der holder både kærlighed, erotik og venskab ved lige: Det kan kun vare ved, så længe man holder fremmedheden ved den anden i live.

Denne fascination af den andens grundlæggende anderledeshed er betinget af, at man forstår tiltrækningens logik på samme måde som Platon formulerede den i dialogen Symposion: Det, der skal til for at blive hel er at finde og udforske det, som er anderledes end én selv. Så opdager man nemlig også, at Gud faktisk aldrig blev helt færdig med at skabe verden:

Hver gang jeg får øje på noget fremmed i Jer fornyer min verden sig. Ved at gå på opdagelse i Jeres anderledeshed opdager jeg også noget nyt om mig selv. I driver mig ud af min alt for kendte verden og ind i en ny skabelse. På grund af den lille forskel, der eksisterer mellem alle mennesker, kan vi blive skaberguder for hinanden.

Du – min verden (et prosadigt)

1 kommentar

Du – er jorden under mine fødder. Kig lige op for du skal vide, at da jeg mødte dig, elskede jeg dig så vildt, at jeg troede, at jeg ikke kunne rumme mere kærlighed. Men så dukkede pigerne op og kiggede på mig, og så elskede jeg også dem, for din kærlighed avler endnu mere kærlighed i mig. Du er min hustru – dét er du, og du er ikke blot en kvinde, du er en verden.

Du – du er min datter, og det er du også, fordi kærlighed flyder meget lettere end blod, og er ikke begrænset af biologiens slægtskab.

Og du – dig derovre i stolen, du gav mig nøglen så jeg kunne lukke op. Du blev min jordemor, som hjalp mig til genfødsel, huggede mig ud af den stenblok, som jeg engang var ved at blive lukket inde i.

Og du – du var fra Norge og sang når du talte. Selv om vi var unge, satte du et spor, som ikke er sandet til, men stadig vibrerer.

Du – er død, men du er jo stadig min far, og du er min mor. I var begge to i verden lang tid før min ankomst og gjorde livet parat til mig. Og du, det fik jeg senere at vide, både du og jeg var ved at dø, da du fødte mig. Men du ville ikke acceptere min modvilje mod at blive til, så her er jeg. Og du, der så tit var væk, du kunne godt have levet lidt længere, for du var jo min far.

Og du – med de smukke mørke øjne. En dag kiggede du på mig og talte fra et helt uventet sted. Du er min Glaspige, der holder spejlet op foran mig.

Du – Petra, var den første døde jeg så, da jeg arbejdede på et plejehjem. Du var meget gammel, og kan du huske, at du havde glemt din mand og troede, at vi var kærester. Måske var vi, for jeg har jo aldrig glemt dig.

Du – som jeg har kendt i mange år, du er min ven, som jeg stoler på, fordi du var så besværlig i begyndelsen. Derfor ved jeg, at du aldrig svigter mig, og jeg kan savne dig så meget.

Du – dig, som jeg nu har i tankerne igen, dig vil jeg gerne beundres af, og du skal sige, at jeg er, som jeg skal være – og lidt til.

Og du – du ved det godt, du er så stille, men det er dejligt at vide, at du er der alligevel.

Du – du er dem, der er min verden.

Vendepunktet

Skriv en kommentar

Man kan fare vild mens man ligger i sin seng og miste sig selv på få sekunder. Det skete for en af mine venner for nogle år siden. Hans liv brød sammen, som så mange menneskers liv bryder sammen. Det skete mens han lå på hospitalet, hvor der på et tidspunkt var alvorlig fare for hans liv. På det tidspunkt havde jeg kendt ham i mange år, ikke helt tæt, men vi vidste altid, hvor hinanden befandt sig, og gennem en del år havde vi arbejdet sammen. Heldigvis overlevede han, men der var gået noget helt galt – trods stor taknemmelighed, fordi han havde overlevet, havde han alligevel på en måde mistet sig selv, dér i hospitalssengen, mens han lå og kæmpede med døden.

Han er en meget belæst mand, og altid god for et citat fra en af hans yndlingsforfattere. Man kan opfatte dette som en distance, men jeg oplever også ofte, at de alvorlige ting faktisk bedst beskrives gennem kunsten, et citat fra en roman eller et digt. Da han også selv har en lille kunstnerisk åre blev han derfor voldsomt inspireret af noget, som en læge sagde til ham den dag, hvor han endelig blev udskrevet: Du er en stendanner. Selv om lægen havde ment det som en forklaring på, at min ven havde dannet sten i alle mulige indre organer, så er det ikke noget, man bare lige siger til en mand med en ganske livlig litterær fantasi. Flere år efter vendte min ven da også tilbage til dette udsagn. Det var en dag, hvor han prøvede at fortælle mig, hvorfor han havde mistet livslysten efter mødet med døden, selv om han jo rent faktisk overlevede og burde være glad.

Man må søge ned i livets undergrund – og du ved jo, at jeg er en stendanner, så vejen ned i min personlige undergrund er lidt hård og jeg må hele tiden søge nye veje, fordi der er spæret af stenstykker, og jeg ved ikke om jeg snart har flere udveje. Jeg var klar over at det var meget alvorligt ment. Han havde overlevet fysisk, men frygtede med god grund at dø psykisk og var faktisk på vej væk fra livet.

Min ven havde netop læst Salman Rushdies roman ”Maurerens sidste suk”, der handler om en mand, hvis liv forløber meget hurtigere end det skulle, så han derfor også nærmer sig døden hurtigere end han egentlig burde. I denne fantastiske bog siger hovedpersonen på et tidspunkt:

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed (…) Når det gælder frygten, så er det alt eller intet. Enten styrer den som en hvilken som helst tyrannisk bølle ens liv med stupid, blindende almagt, eller også omstyrter man den, og så forsvinder dens magt i en lille røgsky. Og endnu en hemmelighed: Revolutionen mod frygten, det at vælte denne tarvelige despot, har stort set intet med ”mod” at gøre. Det drives af noget langt enklere: det simple behov for at komme videre med ens liv. Jeg holdt op med at være bange, for hvis min tid her på jorden var begrænset, så havde jeg ikke sekunder at spilde på bæven.

Det var sådan, min ven gerne ville have det, men han var blevet fanget af frygten og kunne ikke starte en revolution mod den. Derfor blev frygten bare mere og mere selvforstærkende, så han nu var ved at miste troen på, at der kunne være en mening med hans liv. For at vise, at jeg også kunne være med, henviste jeg til nogle tanker, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård flere år senere skulle gøre sig i andet bind af ”Min kamp”: spørgsmålet om livets mening er blevet et teenagespørgsmål, der ikke længere kan stilles af voksne med en intakt anstændighedsfølelse. Og det er meget trist, for når man rammes af meningsløsheden er det vigtigt at kunne stille alle de dybeste spørgsmål, ellers bliver man for alvor væk for sig selv.

Det var noget tid efter denne samtale, at min ven besluttede sig til, at dette kunne han ikke klare alene. Hans hustru måtte hjælpe ham til denne indsigt og senere fortalte han om den dag, der blev mytisk for ham, og som vi siden har kaldt for Vendepunktet. Helt for mig selv tænker jeg også på den som en slags genfødsel – for faktisk virker han i dag som en genfødt. Ikke som en nyfødt – men som en mand, der har taget livet i besiddelse, måske for første gang i den periode, hvor han har levet her på Kloden. Men jeg ved godt, at det var en svær fødsel. Det forstod jeg helt fra begyndelsen da han fortalte om, hvordan han mødte sin Jordemor for første gang.

Kvinden over for ham kunne være et sted mellem 35 og begyndelsen af 40’erne. Han så på hende hen over det lave bord med te-glassene; lidt i modlys fra vinduet, der fra første sal vendte ud mod torvet, som han få minutter før havde krydset med blikket stift rettet mod døren op til hendes klinik. Fra samme øjeblik, han havde ringet til hende for at bestille en tid, havde han været i tvivl. Der er jo egentlig ikke noget alvorligt i vejen med mig, havde han tænkt. Havde han måske ikke klaret sig godt, fået en uddannelse, haft gode og prestigefyldte jobs, fået meget anerkendelse, haft gode forældre og selv fået en dejlig familie? Hvorfor skulle det være nødvendigt at tale med en terapeut? Havde alle mennesker det i virkeligheden ikke på samme måde?

Men nu var han der altså og på hendes ansigtsudtryk forstod han, at hun sikkert havde stillet et spørgsmål, som nok drejede sig om, hvorfor han var der. Det var netop det spørgsmål, der fyldte ham så meget, at han nærmest ikke opfattede, hvad hun sagde, og mest af alt havde lyst til at sige, at der var tale om en fejltagelse. Det var en gåde for ham, hvordan han havde fået åbnet døren, bevæget sig op til 1. sal og sat sig i sofaen foran hendes klinik. Hun var en fremmed kvinde, som han skulle fortælle noget, der næsten var skjult for ham selv. Symptomer kunne han ikke fortælle hende om, der var jo ikke tale om en sygdom, som gjorde ham ude af stand til at fungere. Afstand var det, han kunne komme på; en følelse af afstand til det virkelige liv, en følelse der gjorde ham bange og ked af det. En afstand, der betød, at han konstant oplevede en smertelig distance til alle andre, og til sig selv, som om han levede i det forkerte af to parallelle universer.

Hvordan forklarer man et fremmed menneske det, når man er vant til, at netop afstanden hjælper én til hverken at skulle mærke eller forklare det? Hen over hendes venstre skulder kunne han se folk bevæge sig rundt nede på torvet. Han så dem på afstand, gennem et vindue, der holdt alle lyde nede på en svag summen, og pludselig fik den afstand, der jo her var så tydelig, ham til at sige: For nogle år siden blev jeg så syg, at jeg var ved at dø af det, men overlevede. Nu er jeg blevet så bange, at jeg næsten ikke tør leve alligevel – og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Dét var Vendepunktet i dets enkelthed; ord som forløste. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for min ven – det holder han naturligvis helt for sig selv. Men hun var magisk og tilbød det rum, hvor han i de kommende år hele tiden kunne gå lidt længere, end han ellers kunne have gjort på grund af de stendannelser, der spærrede vejene i hans indre. På den måde kunne han tage nogle skridt, som det aldrig ville have været muligt at tage alene og uden denne kvinde, som deltagende vidne.

Når vi i dag taler om dette Vendepunkt i min vens liv kan han naturligvis ikke lade være med at citere fra Rainer Maria Rilkes digt ”Nu sænkes timen”, når han skal forklare, hvad der skete den dag:

Nu sænkes Timen og rører mig tøvende
med sit Metalklare Slag;
Jeg føler: jeg kan – og griber med prøvende
Sanser den plastiske Dag.

Selv om jeg på mange områder næsten ikke kan kende min gamle ven længere, så er vi vokset sammen på en helt ny måde og er nok langt mere uadskillelige end tidligere. Det gælder også min ven og hans hustru. Det var hende der ventede på, at han fik rystet alle de psykiske stendannelser af sig, så han kunne tage imod den store kærlighed, som hun sammen med de to piger viste ham.

Nu er det ikke kun min ven, der kan det der med at citere store digtere. I al beskedenhed prøver jeg at følge med og dækker mig undertiden ind bag digternes ord, når mine egne evner ikke slår til. Så til min ven og hans familie vil jeg gerne slutte denne blogpost med at citere den danske digter Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” fra 1891:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Ombølget af dig

Skriv en kommentar

På denne blog har jeg skrevet side op og side ned om døden. Det har været min hensigt at udforske den del af døden, som vi mennesker oplever i levende live. Da angsten er den måde, som døden henvender sig til mennesket på, har det også handlet meget om denne svære følelse. Men her vil jeg gerne skrive om det modsatte af angsten. Umiddelbart skulle det vel være ikke-angst. Men jeg vil vove en anden påstand: Det modsatte af angst er kærlighed. Det er naturligvis ikke den patologiske og behandlingskrævende angst, jeg taler om, men den angst, der knytter sig til mødet med de menneskelige eksistensvilkår, f.eks. døden, det at miste, ensomheden, vanskeligheden ved at finde en mening i det hele og den grundlæggende usikkerhed, fordi vi ikke har kontrol over alt det vigtigste i livet.

I indledningen til et stort værk om kærlighedens historie skriver forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen, at kærlighed er menneskets tragedie. Og så nævner han nogle af de store historier, hvor kærligheden blev vejen til undergang: Romeo og Julie, Tristan og Isolde, Charlotte og den unge Werther. Ingen af disse berømte kærlighedsforhold endte lykkeligt. I virkeligheden døde de elskende ikke af kærligheden, men fordi kærligheden ikke længere var mulig. I disse store fortællinger er kærligheden forudsætningen for troen på livet; når kærligheden af den ene eller anden grund bliver umulig, mistes livsviljen. Dét er tragedien: de store romantiske helte har oplevet kærligheden og kan derfor ikke leve uden den.

Kærlighed er det, der får mennesket til at gribe ud efter verden og skaber behovet for at forbinde sig med livet i dets mangfoldighed. Når jeg ser på min smukke hustru kan mine følelser således bedst beskrives med nogle strofer af den danske digter Sophus Claussen:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

Kærlighed er oplevelsen af, at samværet med et andet menneske gør én til noget mere end man er i sig selv. Dette andet menneske kan være hustru, mand, kæreste, børn, forældre, venner, veninder og tidligere var det også Gud og Naturen. Kærligheden er den følelse, der fylder mig med verden, som når jeg føler mig ombølget af Marianne og derfor som en del af noget, der er større end mig selv. Hun giver mig så at sige en verden ud over min egen. Et af mine ynglingscitater stammer fra den franske forfatter Gustave Flaubert, som i romanen ”Den hellige Antonios’ Fristelser” lader en kvinde sige: Jeg er ikke nogen kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er lige det, du er. Vores kærlighed løfter mig ud over mit eget liv, trøster og beroliger mig. Selv når jeg lider og er bange er jeg ombølget af et andet menneskes verden som fortynder angsten gennem sit nærvær.

Det modsatte af kærlighedens fylde er tomheden, fraværet – der er ikke noget, ikke andet end mig, og man er mindre end man var i kærlighedens fylde. I angstteorien defineres angst således ofte gennem forskellige versioner af begrebet intethed – som et liv, der ikke er fyldt ud, hvor mennesket kikker lige ind i intetheden og fraværet.

I den fremragende lille bog ”Den største sorg i verden her…” skriver den jungianske psykoanalytiker, Verena Kast, om den sorg, som mennesker føler når de mister en elsket. Hun beskriver det på den måde, at den sørgende føler sig udstødt af verden. Det er den følelse der opstår, når kærlighedsbåndet til den elskede brydes, og derfor er det tilliden til kærligheden, der skal genoprettes, for det er gennem kærligheden, vi indlejres i verden. Det er gennem kærligheden, at vi knytter os, ikke alene til andre mennesker, men til verden og livet, fordi alt virkeligt liv er møde – underforstået mødet med andre mennesker, som den tysk-jødiske filosof Martin Buber skrev i bogen ”Jeg og Du”.

Den danske digter Emil Aarestrup skrev i 1838 et digt med titlen Angst:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Dette digt om angst – eller det, der skal til for at dæmpe angsten – står i en digtsamling, som forfatteren kaldte Erotiske Situationer. Det giver rigtig god mening, for Eros er den kraft, der overskrider det enkelte menneske og trækker os i retning af andre og på den måde kan kalde os til nyt liv, hvis angsten skulle have lammet og isoleret os. Her bliver kærlighedens nærvær stillet op mod angstens fraværstema. Hold fastere omkring mig eller lad mig blive ombølget af dig – dette er modgiften mod oplevelsen af fraværet og angsten.

Når jeg her til aften kikker hen over computerskærmen ser jeg Marianne sidde i sofaen. Og så får jeg lyst til at citere endnu mere af Emil Aarestrup – for han beskriver alt det, der på en eller anden måde afgifter mig for den helt almindelige og daglige usikkerhed, angst og uro, som livet jo kan fremkalde i os alle:

Der er en Trolddom på din Læbe,
Der er en afgrund i dit blik,
(…)
Der er en Verden i dit Indre.

 

Ungdomskæresten

Skriv en kommentar

I weekenden opdagede jeg helt tilfældigt, at en af mine ungdomskærester er død. Hun blev 58 år, og det er helt absurd at skrive dette tal. Ungdomskærester bliver bare ikke 58 år gamle; de forbliver unge. Derfor er det en ung pige på 23 år, der er død, og jeg lyver helt sandfærdigt. Nok er det ikke historisk korrekt, at hun stadig er i live, det viser dødsannoncen, men det er følelsesmæssigt sandt, at hun stadig er en smuk ung pige på 23 år der foreslår, at vi går hjem til hende.

Sproget beskriver virkeligheden, men dét er kun en lille del af sprogets opgave, for det skaber nemlig også virkelighed. Sandfærdigheden af denne lille fortælling kan derfor kun vanskeligt betvivles. Ordene i dødsannoncen beskriver noget, der er sket: at hun er død. Mine kommende ord skaber imidlertid en ny virkelighed for min ungdomskæreste, hvor hun igen er vækket til live. Lige nu er hun nemlig der, hvor alle døde kommer hen: i hjerterne hos dem, som de har betydet noget for. Det kunne vi også kalde for den levende erindring.

Jeg ved ikke hvordan hun levede i de mange år efter vores kærestetid. Hun tænkte nok lige så lidt på mig, som jeg tænkte på hende. Og vi mødtes kun en enkelt gang, da vi for mange år siden kort stødte ind i hinanden på Rådhuspladsen. Jeg skulle dog bare læse hendes dødsannonce, så var hun installeret i mit hjerte og vækket til live gennem mindernes arkæologi. Som den tysk-engelske forfatter W. G. Sebald skriver, så er de døde jo uden for tiden, hvilket gør grænsen mellem livet og døden langt mere gennemtrængelig end vi umiddelbart regner med. I selskab med en af de døde, er det meget lettere at overskride grænserne bagud i tiden, i jagten på tilbageblevne spor, som bare endnu ikke er opdaget.

Der kan naturligvis psykologiseres meget over min pludselige opmærksomhed på minderne om min ungdomskæreste, nu hvor hun er død. Er det min egen død, jeg på den måde ser i øjnene og reagerer på? Er det en midaldrende mands vemodige nostalgi? Muligvis, for enhver rejse i hukommelsen er en rejse i både fortid og nutid. Men det blev også en slags meditation over alt det, der hele tiden går i glemme. Og for igen at tale med W. G. Sebalds ord: begæret efter at ophæve glemslen og finde ud af hvem man selv er, og hvordan man er blevet det.

I de seneste dage er der således sket en delvis afvikling af glemslen omkring min ungdomskæreste. Hendes stemme taler igen og fortæller historier, som tvinger selvrefleksionen frem. Minder er ikke afsluttet blot fordi de overlejres af tidens gang. Både glemslen og erindringen ændrer sig. Og min ungdomskæreste er ikke en millimeter mere død end hun stadig kan flytte rundt på elementer i min historie. Hun ændrer på mig og jeg ændrer på hende i rejserne mellem de forskellige tidslommer.

Jeg er ved at blive en lidt ældre mand. Men der er ting, som jeg stadig gør med ungdommens lethed. Jeg ser bl.a. på min ungdomskæreste med den unge mands betagelse: Hendes lidt specielle gang, let løftet på tæerne, fregnerne på hendes arme og modermærket i hårgrænsen. Forfatteren Milan Kundera skriver i bogen Udødeligheden, at vi med en vis del af os lever uden for tiden. Jeg tror det er når vi erindrer, tænker og genfortæller. Så er vi ikke afhængige af at tiden er gået, at ungdomskæresten er død i en alder af 58. Det der gælder, er den stemthed, helt uafhængig af tiden, som mødet med hende i erindringen fremkalder. Og denne stemthed kender ingen grænser, hverken mellem fortid og nutid eller mellem de levende og de døde: Til min dødsdag, og lang tid efter, vil hun forblive min smukke ungdomskæreste på 23 år.

Forstørrelse

2 svar

Med jævne mellemrum kører jeg forbi Fensmark præstegård, hvor digteren Christian Winther blev født i 1796. Mest er det for at se om jeg ikke kan få et glimt af hans mor. Ganske vist døde hun i 1830, men hun var en meget usædvanlig kvinde, der var kendt for at besidde en intens opmærksomhed, der kunne vække sjælen af dagligdagens sløvhed, så det forekommer mig alligevel ikke utænkeligt, at hun en dag kunne finde på at efterkomme mit ønske. Men ellers er det også fint blot at forestille sig hendes venlige tilstedeværelse når jeg står og kigger på mindestenen for den berømte søn.

Hanna Winther, sådan hed hun, beherskede kunsten at forstørre verden og give den mer-betydning, og det er noget vi har brug for helt fra fødslen. Vi fødes jo ind i en verden, der har eksisteret i årtusinder før os, men alligevel er ukendt for den nyfødte, og den proces at gøre verden til ens egen kræver, at nogen åbner den for os, så vi trygt kan tage den i besiddelse.

På den lille Christians fem-års fødselsdag gav hun ham derfor en gave, som åbnede sønnens øjne for denne verdens store underværker: Hanna gav barnet solopgangen i gave ved at tage ham med ned i præstegårdshaven og vise ham solopgangen over det sydsjællandske landskab. Senere beskrev Christian Winther oplevelsen på denne måde: Det, som mange tusinder af poeter forgæves har søgt at beskrive, oprulledes for mit barnlige øje. Og han glemte aldrig denne gave.

Christians mor havde forstørret præstegårdshaven for ham, åbnet himlen og tilføjet kosmiske dimensioner til det, der før havde været barnets kendte legeplads. Nu ved ethvert barn jo, at verden ikke er som den ser ud til at være. Gemt i hver en lille ting kan der være en mer-betydning, som de voksne ikke har sans for. Men bliver denne evne hos barnet ikke mødt af en verden, som tillidsfuldt lader sig åbne og forstørre, som Christian Winthers mor forstørrede præstegårdshaven, så risikere den at tørre ind.

Nogle filosoffer taler om en metafysisk mer-betydning ved tingene i verden. Det kunne f.eks. være erfaringen af noget uforståeligt men alligevel tillidsvækkende ved tilværelsen, en dybde, der anes som en tryg rumklang bag alle hverdagens begivenheder. Mennesker har til alle tider oplevet denne fortryllethed, når verden med ét blev forstørret. Bibelens åbenbaringer er eksempler på dette, ligesom mytologien er fortællinger, der skal forstørre verden og give dybde og betydning til livet og hverdagens hændelser.

I moderne tid taler man imidlertid om, at verden er blevet affortryllet. Det knytter sig naturligvis til, at videnskaben har fundet forklaringer på næsten alt. Men det moderne menneskes evige stræben efter kontrol, spiller også ind. Kontrol over vores liv, planlægning af fremtiden og forsøget på at eliminere det, vi kalder tilfældigheder, men som set i forstørrelsens perspektiv også kunne være indfald fra tilværelsens dyb, som på ingen måde lader sig kontrollere.

Min far havde samme evne som Hanna Winther til at kunne forstørre hverdagsting og fremkalde en oplevelse af noget nyt, overraskende og indbydende. Når han var nærværende ophørte tiden, og de kendte dimensioner var slet ikke tilstrækkelige til at kunne rumme det vi oplevede. Verden udvidede sig, blev mystisk og vækkede opmærksomheden fra vanens sløvhed.

Ligesom Hanna kunne min far forstørre verden, så den helt almindelige daglige solopgang blev porten til noget meget stort. Han kunne imidlertid ikke forstørre sig selv. Tværtimod var han så usikker på sit eget værd, at han nærmest ikke fandt sig stor nok til denne verden.

Jo mere han forstørrede verden for mig, jo mindre blev han, og efter kun 50 år forsvandt han helt, fordi han ikke havde haft nogen til at gøre det samme for ham. Han havde ikke haft en mor som Hanna Winther eller en far som han var for mig til at forstørre verden og gøre den til et spændende og trygt sted at være. Men mig efterlod han en verden så stor og ubegrænset, at jeg næsten mener at kunne se Hanna Winther komme ud fra præstegårdens port uden at det forbavser mig.

Man skal ikke undervurdere de døde

Skriv en kommentar

De døde er i flertal, og man skal bestemt ikke undervurdere deres evne til at gøre sig gældende blandt de endnu levende. Den svenske mesterfortæller Pär Lagerkvist skriver i romanen ”Det evige smil” om en gruppe døde, som får tiden til at gå ved at tale om de levende: Nej, sagde en af dem og fortsatte en samtale, som havde varet i uendelige tider, de levende er for selvglade. De bilder sig ind at alt afhænger af dem.

Det er ikke ukendt, at der i religionernes og myternes verden rettes stor opmærksomhed mod de døde. Man kender deres indflydelse, og frygter den. Derfor skal de døde begraves på en bestemt måde, vendes med hovedet i den rigtige retning, have gaver med i graven, ofres til, og i hvert fald huskes. Ellers hører man fra dem. Men det behøver man ikke at være religiøs for at opleve.

En dag, hvor jeg skulle hente min kone i Faxe, gik jeg først ind i boghandlen og købte Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Rystet spejl”. Det var en fin dag så jeg tog bogen med hen til et sted, hvor man har god udsigt over kalkbruddet. Her slog jeg op på en tilfældig side og læste:

Selv oldinge føler sig fortabte
når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne
og pludselig husker
at de har mistet deres forældre.

Digtet kaldte et billede frem for mine øjne. Et eller andet sted nede i kaldbruddets grønne og hvide månedal havde min far stået sammen med to kammerater, da de lige efter krigen var på cykeltur, væk fra det overophedede København. Hver gang jeg er i Faxe prøver jeg at identificere det sted, hvor de har fotograferet hinanden, men geografien har ændret sig, så jeg kan ikke orientere mig efter de små sort-hvide fotografier. Men hver gang håber jeg at finde det sted, hvor min far engang havde stået.

Søren Ulrik Thomsens digt fortæller om, hvordan de døde lever videre. Blot fordi ens far dør, er man stadig et menneske, der har en far, som man gerne vil vise, hvor langt man har drevet det, som man skælder ud på eller fortæller hvor skidt man har det, og hvor meget man har brug for hans råd og evne til at tage ansvaret for en. Og det samme gælder naturligvis ens mor; vi forbliver vores mors barn, også som oldinge.

Ofte taler de døde langt højere end da de af egen kraft fik deres stemmebånd til at vibrere. De kan fortsat kommentere det, man gør og de beslutninger, man træffer. Det var jo også de døde, som Freud kaldte overjeget og installerede som en stærk myndighed i menneskets psyke. Og du forstår mig meget bedre, hvis du ved noget om mine forældre og min opvækst som deres barn. Vi er aldrig samtidige med det, der gør os til den vi er. Vi er rodfæstede i fortiden, og mange af vores motiver fortaber sig i den opvækst, vi har haft med vores forældre, og i det liv, som de har haft med deres far og mor.

På den måde kan vi også træde endnu længere ind i tidsmaskinen. Koderne i mit blod, mine knogler, mit kød, mine anlæg, det overhovedet at være i live, kommer af mine forældre, mine bedsteforældre, oldeforældre, og deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Jeg består af tusindvis af menneskers historie, som jeg aldrig har kendt, men den er i blodet og i mine dispositioner, måske fortyndet, men alligevel mine forfædres mærke på mit liv.

I mit blod er der rester fra den gang, da min mors slægt i 770’erne deltog i sachsernes kampe med Karl den Store. Min fars slægt forsvinder derimod fra kirkebøgerne efter få led. Første udtynding sker da familienavnet pludselig ændrer stavemåde og siden forstøver alle spor da en gade forsvinder fra bykortet. Men i det dunkle trækkes trådene tilbage til de døde. Som Pär Lagerkvist lader en af de døde sige: Vi bor i dem dernede. Vi bor stille. Vi går rundt på strømpesokker, der er ingen, der hører os.

Men selv på strømpesokker kan de døde sandelig trampe godt rundt i vores liv og larme mere end rigeligt. Tag Dig iagt for enhver Afdød, advarede Søren Kierkegaard i ”Kjerlighedens Gjerninger” De døde er nemlig stærke, fordi de forbliver uforandrede, og denne uforanderlighed gør de dem så insisterende og svære at håndtere for de efterlevende.

Tid til livet

Skriv en kommentar

Hvad betyder det når et menneske siger: Bare jeg havde mere tid? Nu er det jo vanskeligt rent faktisk at få mere tid, og jeg tror heller ikke, at det er det, der menes. Bag ønsket om mere tid gemmer der sig en grundlæggende tvivl, nemlig spørgsmålet: Bruger jeg den tid, som jeg har, på det rigtige? Problemet er ikke nødvendigvis at have travlt, og føle at tiden går. Men der opstår problemer, hvis man pludselig kommer i tvivl om det nu også er det rigtige, man har så travlt med.

For få år siden blev der lavet en undersøgelse af børnefamiliernes tidsforbrug. På den ene side viste det sig, at det var disse familier, der brugte mest tid på at arbejde. På den anden side udtrykte de samme familier, at der var en kløft mellem det liv, som de levede, og det liv, som de godt kunne tænke sig at leve. De følte sig fanget mellem frygten for ikke at kunne hænge på når toget kørte med arbejde, karriere, øgede forbrugsmuligheder o.l. og frygten for ikke at få tid til livet i bredere forstand.

Og det er jo ikke kun børnefamilierne. I alle hjørner af samfundet støder vi på mennesker med stress, nedslidte og udbrændte medarbejdere; man behøver bare at kigge sig om. Mennesker knækker dagligt og psykologerne taler om, at vi er blevet paniske udrettere. Man skal nå det hele. Uro og rastløshed er blevet nøglebegreber i en psykologisk samtidsdiagnose, for livet har fået form af et projekt, der skal bygges, udvikles, vedligeholdes, og hvor stilstand, pause og langsomhed er et problem.

De gamle græske guder straffede nu og da mennesket på den mest grusomme måde: Guderne fandt ud af, hvad menneskene ønskede sig mest af alt; og så opfyldte de disse ønsker alt for fuldkomment. Måske er vi i dag ved at opleve den fulde ironi i denne form for straf. Vi ønskede os masser af velstand og arbejde, som kunne give os råd til nye forbrugsmuligheder, nye oplevelser osv.  Det har vi så fået, uanset finanskriser o.l. Dog til en vis pris på de indre linjer.

Som Milan Kundera viser i den smukke bog ”Langsomheden”, så sker der noget med os når vi bliver stadig mere stakåndede for at nå det hele: Glemslen vinder over erindringen. Hvorfor var det, at vi ønskede os alt dette? Ikke at det var eller er et forkert ønske. Personligt kunne jeg ikke tænke mig at leve i noget andet samfund end vores. Der er ikke nogen grund til fattigdoms- eller bonderomantik. Men det er dog en overvejelse værd, hvad det er for en livsdrøm, der ligger bag den måde, som vi har indrettet os på. Er det fortsat den rigtige måde, vi prioriterer på, hvis vi vil holde fast i denne drøm?

Evnen og viljen til disse overvejelser ser heldigvis ud til at vokse. Der er ved at blive vakt en ny livsinteresse hos mange, som har fundet ud af, at tid ikke bare er noget man koger æg efter, som Piet Hein sagde. Tiden er det sted, hvor man lever sit liv. Livet er ikke et andet sted. Derfor kan vi også se en stræben efter virkelig at overveje, hvad det er, tiden fyldes med; om det er vigtigt nok for det liv, som man ønsker at leve.

Som sagt mener jeg ikke at der er noget galt i at have travlt, hvis man føler at det er det rigtige, man har travlt med. Hvis travlheden er fremmedgjort, er det imidlertid et problem. For så er der også tale om en fremmedgjorthed i forhold til det liv, som man dybest set ønsker sig. Så ender det med alt for meget tempo og alt for meget tomhed.