De døde er i flertal, og man skal bestemt ikke undervurdere deres evne til at gøre sig gældende blandt de endnu levende. Den svenske mesterfortæller Pär Lagerkvist skriver i romanen ”Det evige smil” om en gruppe døde, som får tiden til at gå ved at tale om de levende: Nej, sagde en af dem og fortsatte en samtale, som havde varet i uendelige tider, de levende er for selvglade. De bilder sig ind at alt afhænger af dem.

Det er ikke ukendt, at der i religionernes og myternes verden rettes stor opmærksomhed mod de døde. Man kender deres indflydelse, og frygter den. Derfor skal de døde begraves på en bestemt måde, vendes med hovedet i den rigtige retning, have gaver med i graven, ofres til, og i hvert fald huskes. Ellers hører man fra dem. Men det behøver man ikke at være religiøs for at opleve.

En dag, hvor jeg skulle hente min kone i Faxe, gik jeg først ind i boghandlen og købte Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Rystet spejl”. Det var en fin dag så jeg tog bogen med hen til et sted, hvor man har god udsigt over kalkbruddet. Her slog jeg op på en tilfældig side og læste:

Selv oldinge føler sig fortabte
når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne
og pludselig husker
at de har mistet deres forældre.

Digtet kaldte et billede frem for mine øjne. Et eller andet sted nede i kaldbruddets grønne og hvide månedal havde min far stået sammen med to kammerater, da de lige efter krigen var på cykeltur, væk fra det overophedede København. Hver gang jeg er i Faxe prøver jeg at identificere det sted, hvor de har fotograferet hinanden, men geografien har ændret sig, så jeg kan ikke orientere mig efter de små sort-hvide fotografier. Men hver gang håber jeg at finde det sted, hvor min far engang havde stået.

Søren Ulrik Thomsens digt fortæller om, hvordan de døde lever videre. Blot fordi ens far dør, er man stadig et menneske, der har en far, som man gerne vil vise, hvor langt man har drevet det, som man skælder ud på eller fortæller hvor skidt man har det, og hvor meget man har brug for hans råd og evne til at tage ansvaret for en. Og det samme gælder naturligvis ens mor; vi forbliver vores mors barn, også som oldinge.

Ofte taler de døde langt højere end da de af egen kraft fik deres stemmebånd til at vibrere. De kan fortsat kommentere det, man gør og de beslutninger, man træffer. Det var jo også de døde, som Freud kaldte overjeget og installerede som en stærk myndighed i menneskets psyke. Og du forstår mig meget bedre, hvis du ved noget om mine forældre og min opvækst som deres barn. Vi er aldrig samtidige med det, der gør os til den vi er. Vi er rodfæstede i fortiden, og mange af vores motiver fortaber sig i den opvækst, vi har haft med vores forældre, og i det liv, som de har haft med deres far og mor.

På den måde kan vi også træde endnu længere ind i tidsmaskinen. Koderne i mit blod, mine knogler, mit kød, mine anlæg, det overhovedet at være i live, kommer af mine forældre, mine bedsteforældre, oldeforældre, og deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Jeg består af tusindvis af menneskers historie, som jeg aldrig har kendt, men den er i blodet og i mine dispositioner, måske fortyndet, men alligevel mine forfædres mærke på mit liv.

I mit blod er der rester fra den gang, da min mors slægt i 770’erne deltog i sachsernes kampe med Karl den Store. Min fars slægt forsvinder derimod fra kirkebøgerne efter få led. Første udtynding sker da familienavnet pludselig ændrer stavemåde og siden forstøver alle spor da en gade forsvinder fra bykortet. Men i det dunkle trækkes trådene tilbage til de døde. Som Pär Lagerkvist lader en af de døde sige: Vi bor i dem dernede. Vi bor stille. Vi går rundt på strømpesokker, der er ingen, der hører os.

Men selv på strømpesokker kan de døde sandelig trampe godt rundt i vores liv og larme mere end rigeligt. Tag Dig iagt for enhver Afdød, advarede Søren Kierkegaard i ”Kjerlighedens Gjerninger” De døde er nemlig stærke, fordi de forbliver uforandrede, og denne uforanderlighed gør de dem så insisterende og svære at håndtere for de efterlevende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: