Det virker som om, at vreden er blevet det moderne menneskes foretrukne udtryksform. I de politiske debatter, i trafikken, på arbejdspladserne, på gader og stræder, på internettet. Der er no mercy; alle steder er der mennesker med så meget opdæmmet vrede, at de virkelig må være bange for, at der kan ske dem noget alvorligt. Men er der blevet mere at være vred over, eller er vi blevet lettere at gøre vrede?

Inden for nogle psykologiske teorier arbejdes der med begrebet grundfølelser. Det kan være glæde, sorg, seksualitet eller vrede. Det giver naturligvis ikke nogen mening, at rangordne disse følelser og sige, at den ene er vigtigere end den anden. Men vrede regnes alligevel for, at være en af de vigtigste, fordi den både er en nødvendig kraftkilde for det enkelte menneske og samtidig også kan være yderst destruktiv.

Vrede er nødvendig når vi som individer f.eks. skal sætte grænser, eller omvendt skal række ud i verden efter muligheder for udfoldelse og behovstilfredsstillelse. Men vrede er også en svær følelse for mange, fordi den sættes i forbindelse med konflikt, aggression, overskridelse og risikoen for udstødelse af det gode selskab. I mange familier er vrede nærmest en forbudt følelse, fordi den opleves som en trussel mod eksisterende magtbalancer, ubevidste rollefordelinger, og i stor udstrækning betragtes som en ukærlig og negativ følelse, der skal bekæmpes og erstattes af postive og varme følelser.

Men sådan er det ikke nødvendigvis altid med vrede. Mennesker, der ikke får mulighed for at vise vrede, fordi de ubevidst tvinges til at undertrykke den, vil gang på gang opleve, at deres grænser overskrides, hvilket kan skabe en opdæmmet vrede, som vendes mod dem selv. Man bliver altså vred på sig selv, fordi man lader andre overskride ens grænser.

Vrede er således en livsvigtig følelse for menneskets udvikling. Men den kan også bruges til noget andet. Først og fremmest er vreden god at gemme sig bag. Hvis vi siger, at følelser ofte viser sig i par, så kan vi spørge, hvilken anden følelse, der kan gemme sig bag vreden? Her er det vigtigt at være opmærksom på, at vreden jo netop kan være tegn på, at et menneske føler sit eksistensrum i fare, måske truet udefra. Men når så mange i dag tilsyneladende let bliver meget vrede, hænger det ikke nødvendigvis sammen med, at de ydre trusler mod vores eksistens er blevet flere og alvorligere.

Det moderne menneske er blevet stærkt individualiseret. Det betyder, at vi i bund og grund er afhængige af og selv. Det gør os imidlertid også skrøbelige og skaber følelsen af udsathed i forhold til omgivelserne, der let kommer til at virke truende. Og så er det, at vreden vokser frem, for den skal jo beskytte os, netop når vi oplever noget truende. Det kan ske i køen på motorvejen, i den politiske debat, på jobbet, når vi bliver udfordret af omstillinger eller bare når vi møder fremmede mennesker på gaden. I den indre Helman-provins er vi så alene og og føler os så sårbare og udsatte, at vreden ofte må beskytte os.

Bag al vreden gemmer der sig altså ofte bange og sårbare mennesker, der er ved at knække; mennesker, som af den ene eller anden grund er bange for at blive løbet over ende, fordi deres indre verden er så skrøbelig, at den ikke er et sikkert fundament for psykisk overlevelse. Det er altså deres eksistensrum, de kæmper for med al vreden.

I gamle dage var dette eksistensrum fysisk defineret. Det kunne f.eks. være et livsvigtigt jagterritorium. I dag er det et indre rum, ofte i form af selvfølelsen, der trues – tit ved den blotte tilstedeværelse af andre mennesker. Derfor er så mange forhold blevet til rene magtkampe. Men kan vi et øjeblik få øje på det bange menneske bag vreden, så er meget nået på vejen mod anerkendelse, både af hinandens, men ikke mindst af vores egen, indre sårbarhed. Det kunne godt tænkes, at give mere plads til nåden frem for vreden.