Hvad betyder det når et menneske siger: Bare jeg havde mere tid? Nu er det jo vanskeligt rent faktisk at få mere tid, og jeg tror heller ikke, at det er det, der menes. Bag ønsket om mere tid gemmer der sig en grundlæggende tvivl, nemlig spørgsmålet: Bruger jeg den tid, som jeg har, på det rigtige? Problemet er ikke nødvendigvis at have travlt, og føle at tiden går. Men der opstår problemer, hvis man pludselig kommer i tvivl om det nu også er det rigtige, man har så travlt med.

For få år siden blev der lavet en undersøgelse af børnefamiliernes tidsforbrug. På den ene side viste det sig, at det var disse familier, der brugte mest tid på at arbejde. På den anden side udtrykte de samme familier, at der var en kløft mellem det liv, som de levede, og det liv, som de godt kunne tænke sig at leve. De følte sig fanget mellem frygten for ikke at kunne hænge på når toget kørte med arbejde, karriere, øgede forbrugsmuligheder o.l. og frygten for ikke at få tid til livet i bredere forstand.

Og det er jo ikke kun børnefamilierne. I alle hjørner af samfundet støder vi på mennesker med stress, nedslidte og udbrændte medarbejdere; man behøver bare at kigge sig om. Mennesker knækker dagligt og psykologerne taler om, at vi er blevet paniske udrettere. Man skal nå det hele. Uro og rastløshed er blevet nøglebegreber i en psykologisk samtidsdiagnose, for livet har fået form af et projekt, der skal bygges, udvikles, vedligeholdes, og hvor stilstand, pause og langsomhed er et problem.

De gamle græske guder straffede nu og da mennesket på den mest grusomme måde: Guderne fandt ud af, hvad menneskene ønskede sig mest af alt; og så opfyldte de disse ønsker alt for fuldkomment. Måske er vi i dag ved at opleve den fulde ironi i denne form for straf. Vi ønskede os masser af velstand og arbejde, som kunne give os råd til nye forbrugsmuligheder, nye oplevelser osv.  Det har vi så fået, uanset finanskriser o.l. Dog til en vis pris på de indre linjer.

Som Milan Kundera viser i den smukke bog ”Langsomheden”, så sker der noget med os når vi bliver stadig mere stakåndede for at nå det hele: Glemslen vinder over erindringen. Hvorfor var det, at vi ønskede os alt dette? Ikke at det var eller er et forkert ønske. Personligt kunne jeg ikke tænke mig at leve i noget andet samfund end vores. Der er ikke nogen grund til fattigdoms- eller bonderomantik. Men det er dog en overvejelse værd, hvad det er for en livsdrøm, der ligger bag den måde, som vi har indrettet os på. Er det fortsat den rigtige måde, vi prioriterer på, hvis vi vil holde fast i denne drøm?

Evnen og viljen til disse overvejelser ser heldigvis ud til at vokse. Der er ved at blive vakt en ny livsinteresse hos mange, som har fundet ud af, at tid ikke bare er noget man koger æg efter, som Piet Hein sagde. Tiden er det sted, hvor man lever sit liv. Livet er ikke et andet sted. Derfor kan vi også se en stræben efter virkelig at overveje, hvad det er, tiden fyldes med; om det er vigtigt nok for det liv, som man ønsker at leve.

Som sagt mener jeg ikke at der er noget galt i at have travlt, hvis man føler at det er det rigtige, man har travlt med. Hvis travlheden er fremmedgjort, er det imidlertid et problem. For så er der også tale om en fremmedgjorthed i forhold til det liv, som man dybest set ønsker sig. Så ender det med alt for meget tempo og alt for meget tomhed.