På væggen i mit arbejdsværelse hænger der en reproduktion af den spanske maler Velásquez’ store maleri af den liggende Venus. Hun har ryggen til os, så vi kan ikke se hendes ansigt direkte. Men foran hende holder Cupido et spejl op, og fra det kan vi få et indirekte blik på kærlighedsgudindens ansigt.RokebyVenus

Jeg har det hængende for at huske på betydningen af det direkte blik, den direkte, her-og-nu-forbindelse med dem, som man elsker. Det er ikke dét, som billedet er malet for at udtrykke, men for et stykke tid siden læste jeg en fantastisk historie om et menneske, som på grund af skæbnens spil aldrig fik set nok til sin elskede. Og i dén historie spiller Velázquez’ maleri, og ikke mindst spejlet, et central rolle.

Det drejer sig om den belgiske forfatter Stefan Hertmans familiehistorie Min bedstefars himmel. Den er først og fremmest en gribende fortælling om forfatteres bedstefar, og om tiden i Europa under og efter første verdenskrig. Stefan Hertman bygger fortællingen på de notesbøger, som hans bedstefar skrev. Det blev til 600 sider, skrevet i hånden, før Hertmans bedstefar, Urbain hed han, havde skrevet det, han ville om sit liv.

Bogen, som bygger på Urbains notesbøger er på alle måder dramatisk. På de ydre linjer, fordi den følger Urbains oplevelse af første verdenskrig, helt ude ved fronten, hvor intet menneskeligt mere er genkendeligt. Og på de indre linjer, hvor notesbøgerne fortæller en kærlighedshistorie, hvor alt det smukkeste menneskelige flyder, som en stille understrøm. Det er historien om, hvordan Urbain mødte den smukke Maria Emelia, hvordan han mistede hende, og hvordan han blev ved med at huske hende på grund af spejlet i Velázquez’ maleri.

Maria Emelia var naboens yngste datter og fra sit værelse kunne Urbain se ned på gårdspladsen, hvor hun tit viste sig. Jeg skal ikke trætte med, hvordan de blev kærester, men blot med Urbains ord fortælle, hvad han følte: »Jeg har fundet en himmelsk pige, som jeg kan knytte mig til og glemme gruen.« Det var krigens rædsler, som Maria Emelia fik Urbain til at glemme. De rædsler, som ellers truede med at tage magten fra hans livsmod. Men som han skriver i notesbogen, så trøster hun ham ved at sige: »Fat mod, min lille soldat, vi skal giftes til foråret.«

Urbain havde arvet sin fars store talent for at male og fulgte undervisningen på kunstakademiet. Det kan derfor ikke undre nogen, at han lover, at han vil male Maria Emelia, hvis hun en dag vil sidde model for ham. Men denne kærlighedshistorie bliver kort, fordi Den spanske syge spredte sin virus til næsten alle hjørner af Europa. Den rammer også Maria Emelia og i løbet af kort tid dør hun i armene på den knuste Urbain.

Urbain kom sig aldrig over denne sorg. Men han blev gift med en anden kvinde. Igen var det naboens datter, men nu Maria Emelias storesøster. Det var vist noget forældrene fik arrangeret, og det er svært at forstå, hvordan det må have været for Urbain at blive gift og tilbringe resten af livet sammen med søsteren til sin store kærlighed.

Som Stefan Hertman skriver, så bygger troen på den store kærlighed, jo netop på forestillingen om uerstattelighed, på den eneste ene. Og de var forskellige, de to søstre. Der var ikke mange af Maria Emelias træk, hverken psykisk eller fysisk, som gik igen hos storesøsteren. Kvinden, som Urbain blev gift med forblev utilnærmelig igennem hele livet. De fik børn, men ellers nægtede hun ham al nærhed og ethvert favntag.

Det er ikke mærkeligt, at Urbain derfor måtte lade Maria Emelia vende tilbage i en anden skikkelse. Han forblev søsteren tro igennem hele livet, men uden nogen opdagede det, fik han alligevel Maria Emelia med ind i tilværelsen. De havde kun været kærester i kort tid og Urbain havde aldrig set Maria Emelia nøgen eller haft mulighed for at elske med hende og mærke hendes krop under sig. Men hun havde været sanselig og der var mange løfter i de berøringer og kærtegn, som de havde haft mulighed for at udveksle.

Der findes kun et enkelt og meget dårligt og udvisket fotografi af Maria Emelia. Stefan Hertman så det da han skrev bogen om sin bedstefar. Han kendte naturligvis også alle de malerier, som Urbain med stort kunstnerisk talent havde malet. Blandt andet havde Urbain fremstillet en kopi af Velázquez’ maleri af den nøgne Venus, der lå og spejlede sig. Det var kendt i familien, at Urbain havde malet denne kopi og billedet stod fremme i hjemmet. Da Stefan Hertman skulle skrive bogen om sin bedstefar opdagede han imidlertid noget, som ingen andre havde lagt mærke til: Kvinden på maleriet ligger jo med ryggen til og man kan kun se hendes ansigt i spejlet. Men i dette spejlbillede genkendte Stefan Hertman ved et tilfælde Maria Emelias ansigt.

Urbain havde alligevel malet Maria Emelia, selv om hun ikke fik direkte mulighed for at være hans model. Han huskede hendes ansigt og gav det til Venus, kærlighedens gudinde. Maria Emelia var Urbains livslange kærlighedsgudinde, som han kun havde haft alt for kort tid til at tilegne sig. Men så malede han Velázquez’ Venus og gav hende Maria Emelias ansigt i spejlet. Både Venus og Maria Emelia var uopnåelige på hver deres måde. Men hver gang Urbain så på sin egen gengivelse af Velázquez’ maleri kunne han i spejlbilledet se hende, som skulle have været hans Venus i hverdagslivet.

Når jeg ser på den reproduktion, som jeg selv har hængende af Velázquez’ maleri, tænker jeg på hvor tæt-væk Urbain må have følt Maria Emelia i maleriets spejl. Og dét er en god erindringsøvelse for at huske på, hvor tæt man heldigvis stadig kan være på sit eget livs hverdags-venus’er.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: