Kategoriarkiv: Litteratur

Januars Janus-ansigt

Skriv en kommentar

Januar har navn efter den gamle romerske gud Janus, som var vogter af bl.a. port- og døråbninger. Han vogtede over al begyndelse og afslutning, for sådan er det jo netop med porte og døre; man går både ud og ind af dem, på én gang endda. Man afslutter noget ved at vende ryggen til og begynder noget andet ved at træde ind over tærsklen. Helt på samme måde, som det er med den måned, der er begyndt i dag. Janus har ikke kun januars begyndelse at vogte over, men hele det nye år, samtidig med at han fortsat skal søge for, at det opbrugte år ikke alene finder sin afslutning, men også sin indlemmelse i det kommende år. Janus er derfor også afbilledet med to ansigter. Et der kikker frem og et, der kikker tilbage – på samme tid.

Janus-ansigtet er en sindstilstand hos mange mennesker omkring årsskiftet. Tilbageblikket og det første kik ind i det nye år. Selv om det er blevet et moderne slogan, at man ikke skal kikke sig over skulderen, men se fremad, fordi drømmene ligger i fremtiden, så er alle drømme også gjort af stof fra vores fortid.

Hvad 2018 end vil bringe, så ved vi i hvert fald, at det nye år vil bringe himmellys. Det kan året slet ikke lade være med og tilløbet blev taget for to uger side, i det gamle år, da det var vintersolhverv. En af det gamle års sidste handlinger for os: Den første åbning mod mere lys. Det gamle års sidste dag, og det nye års første dag her og nu, fortjener derfor også en ekstra lille sang.

Her på bloggen skal vi fejre det med et digt af vores gamle digter og forfatter Johannes V. Jensen (1873-1950) og en tegning af Johannes Larsen (1867-1961), den dejlige lysmaler fra Kerteminde.

Omkring juletid i 1922 skrev Johannes V. Jensen til den fynske maler. Kort tid inden var Johannes V. Jensen begyndt at udgive tidsskriftet Forum. Nu ville han gerne have Johannes Larsen til at lave en tegning til tidsskriftets januar-udgave:

»Det skal være en Fugl og jeg vil skrive en Tekst dertil, et Nytaarsdigt, det første Kny efter Solhverv, saa ved du hvilken fugl det skal være,« skrev Johannes V. Jensen.

Kort efter sendte Johannes Larsen den fine stregtegning af gærdesmutten. Johannes V. Jensen kaldte gærdesmutten for landets mindste sanger. Og lille er den. Næst efter fuglekongen er gærdesmutten Danmarks mindste fugl, men en stor sanger, som også synger om vinteren. Derfor satte Johannes V. Jensen fuglen i forbindelse med årets første måned. Den »synger i et tidligt Vintergry – Nytaarsmorgen? – og hilser Solen…«

Senere kom der tegninger til årets øvrige måneder. F.eks. var det kragen, der blev februars fugl, fordi den er »sort og hvid som Taagen og Brakmarken med Tøsne.« Til hver tegning satte Johannes V. Jensen et digt. Jeg ved ikke om vi har samme fornemmelse for årstidernes gang og særpræg, som mennesker ofte havde tidligere. Vores opmærksomhedsevne har i stor udstrækning drejet sig et andet sted hen. Måske mod os selv, vores eget indre følelseslandskab, mere end mod det ydre og omgivende landskab.

I vores indre landskab er der ingen syngende stemmer fra gærdesmutten, stæren eller viben; her er der kun vores egen indre stemme og følelser. Og det er jo godt nok, og vigtigt nok. Men når man læser Johannes V. Jensens digte om Johannes Larsens fugletegninger – og om årets gang – så fornemmer man alligevel betydningen af at kunne tage sansemæssigt bad i omgivelserne og i naturen, og ikke blot i sine egne følelser.

Opmærksomheden i digtene og tegningerne er rettet udad mod omgivelserne og naturens verden. På den måde får januar lige pludselig en stemme, gærdesmuttens, når digteren skriver:

I Graven gik det gamle Aar
med Løgn og Pjalter, Skam og Saar.
Det unge Gry mod Rosensky
af Havet svinger sig paany.

Nu vender om den sunkne Sol
og flytter til vor Strand sin Stol.
Det gamle Spil! Hvor gerne vil
vi haabe Haabet en Gang til!

Ved Solhvervstid vor mindste Fugl
forvoven flyver af sit Skjul.
Kong Gædesmut, med Halestrut,
forkynder: Mørketid er slut!

(…)

Ak knyt dig til de gamle Ting!
De holder ud, de gaar i Ring.
Nu Dagen trang – nu lys og lang …
Giv dig Aarets Vold med Sang!

Januar, altså måneden opkaldt efter Janus, guden der kikkede både frem og tilbage. 2017 er ganske vist forbi og væk, men i dets spor skabes der allerede nyt. Johannes V. Jensen lader gærdesmutten synge det mørke væk, som må have været der, og Johannes Larsens tegning viser den lille fugl kikke ud mod solens tiltagende lys i horisonten.

Både tekst og tegninger kan findes i Johannes V. Jensen: Johannes Larsen og Aarstiderne. Forord af Aage Marcus. Gyldendal 1963.

Filosofi – ikke for fastholdere

Skriv en kommentar

Det er ikke så tit at filosoffer optræder på en rangliste. Men på kunstmagasinet ArtReviews årlige verdensrangliste over de mest indflydelsesrige personer inden for kunstverdenen har der sneget sig to filosoffer ind på top-10. Helt oppe på 4. pladsen finder vi den 73-årige amerikaner Donna Haraway, der kommer fra en placering som nr. 43 på ranglisten for 2016. På 9. pladsen ligger den 70-årige franske filosof Bruno Latour, efter slet ikke at have været på listen i 2016. Jeg nævner blot alderen for at vise, hvor stor en ressource erfaring er for at forstå det nyeste.

Det er et godt år for filosofien med disse to top-10 placeringer. Og det er dejligt at se netop disse to filosoffer blandt dem, som anses for at være mest indflydelsesrige. Det afspejler, at der uden for den snævre fagfilosofiske verden er et behov for at bruge det, som filosofien kan byde på. Men det er også udtryk for, at der er ved at ske noget med filosofien selv. At den så at sige byder sig mere til; at flere og flere filosoffer byder op til dans med f.eks. kunstnere, digtere, filmmagere, arkitekter, designere, psykoterapeuter, ingeniører, computereksperter, spiludviklere og mange andre.

Donna Haraway skrev allerede i 1984 bogen A Cyborg Manifesto: Science, Technology and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century, hvor hun beskrev modstillingerne mellem mennesker, maskiner og dyr som kun tilsyneladende modstillinger. Haraway filosoferede på tværs af alle faggrænser, brød med etablerede teorier, og i de filosofiske refleksioner benyttede hun alt fra religion over science fiction til økologi og viden om hundes følelsesmæssige liv. I stedet for at tænke i individer som isolerede fra verden tænker Donna Haraway dem som knuder i et forbundet netværk. Hun tænker både i biologiske, teknologiske og sociale netværk, og kommer derfor også ind på bioteknologi, genetisk ingeniørarbejde, etik, samfundets maskuline skævheder og cyberfeminisme.

Bruno Latour er også netværksfilosof, og har arbejdet med en mangfoldighed af problemfelter. Aktuelt beskæftiger han sig bl.a. med miljøregimer, klimaproblemer, teknologisk innovation og meget andet – men altid i sammenhæng med hyperaktuelle problemstillinger, som både har politiske, sociale, etiske, teknologiske og økonomiske dimensioner.

Disse to filosoffer er repræsentanter for en ny måde at gribe filosofien an på. Det er det, som jeg selv kalder for “philosophy to go” – filosofien skal også være der, hvor der sker noget, den skal placere sig midt i de nybrud, som altid sker, og som nu sker oftere og oftere. Den skal i overført betydning være på gaden (også gerne i direkte betydning), filosofien skal også være der, hvor tingene sker, hvor menneskene er, hvor livet leves, problemerne drøftes og forsøges løst.

I 2015 var den amerikanske filosof Graham Harman nr. 75 på ovennævnte liste. Det lyder måske ikke af så meget, men Harman er en af hovedpersonerne i en ny filosofisk dynamik. Jeg vil ikke kalde det for en filosofisk bevægelse, for den er også karakteriseret af mange modsætninger. Men det er en dynamik, som vækker ny røre, fordi den har fået mange filosoffer til meget aktivt at kaste sig over både gamle og nye problemfelter, hvor filosoffer i almindelighed ikke har bevæget sig ind.

Graham Harman kalder sin filosofi for “objektorienteret ontologi“. Det skal vi ikke bevæge os ind på her. Men det er en filosofi, som virkelig bringer bevægelse ind i debatterne om, hvad verden er, hvad mennesket er, hvad viden er, hvad det vil sige ikke alene at være et menneske, men også hvad det vil sige at være en ting, en maskine, et kunstværk, en bygning. Hvad det vil sige at leve i en verden, hvor der er mange ting, som hele tiden virker ind på hinanden, hvor vi som mennesker både forstår en masse ting, men hvor vi også hele tiden overraskes over alt det uforudsigelige der sker.

Filosofien skal vinde i morskab, skriver Graham Harman. Den skal være sjov og underlig, lige så tiltrækkende underlig, som den verden og de problemer, som den tænker over. Det betyder også, at filosofien pludselig får mange flere emner at filosoferer over, end den har haft tidligere. At vil gøre filosofi til tænkning over den mærkelige virkelighed har som konsekvens, at der stort set ikke er det, som filosofien ikke kan kaste sig over og gøre til genstand for refleksion og undersøgelse.

Jeg har selv i mange år både læst og beskæftiget mig med filosofi. På den baggrund mener jeg, at de bedste ord, der kan sættes på den filosofiske virksomhed, slet ikke er formuleret af en filosof, men af en digter. Det er Klaus Rifbjerg, som i digtet Konfrontationer skriver: “jeg vil bruges / bliver brugt”. Og senere i samme digt:

Jeg er ikke for fastholdere.
Fang mig
og jeg forsvinder i vandet,
smutter, flygter som fisken,
slår op i glinsende blink,
vil ikke tages.

Filosofi vil og skal bruges. Men filosofi er ikke for fastholdere; den er i konstant bevægelse og smutter ud mellem fingrene på alle, som vil forsøge at fastholde den. På samme måde som den verden, der er filosofiens arbejdsmark, kan filosofien ikke fanges én gang for alle. Det er philosophy to go.

Amager i mit hjerte

Skriv en kommentar

Ved et af mine utallige besøg i Danmarks bedste og venligste bogantikvariat (som ligger i Næstved) købte jeg en gammel udgave af Klaus Rifbjergs digtsamling ”Amagerdigte” fra 1965. Det er frydefuldt som en sommerdag i Kongelunden, at læse Rifbjerg beskrive Amagerbrogade som min pragtfulde hjerteflod. Jeg har selv et forgrenet ophav på Amager. Min far voksede op på Holmbladsgade, hvor jeg umiddelbart efter min fødsel også selv kom til at bo.

Senere flyttede mine forældre på landet, hvilket var en frygtelig fejl, for på landet er der ikke noget Amager, mens der på Amager er masser af åbent land samtidig med at det også flyder med by. Senere flyttede jeg selv tilbage til Amager, hvor jeg i min studietid boede på Grønjordskollegiet, lige i kanten af Fælleden. Her boede jeg sammen med Hanne på værelse 4513 og senere sammen med Ditte på Hørhusvej ved siden af politistationen. Her havde jeg sammen med min kollegieven Torben en stampub i Amager Centret. Min ældste ven Poul boede i Serbiensgade og jeg lærte norsk af Heidi mens vi blandt andet gik tur på Voldene og smugkikkede ind i Ravelinen.

Jeg har boet på Amager og synes, at en julepyntet Amagerbrogade sætter mig i bedre julestemning end noget andet. Jeg fór vild i Urban Planen med en ukendt pige, som har brændt sig ind i mine hænder, købte ristede pølser i Grønjordsgrillen, soppede midt om natten i Øresund ved Italiensvej med udsigt til lysene på Barsebäck. Jeg løb efter bussen på Peder Lykkes Vej, læste filosofi ved Københavns Universitet på AMAGER og forsømte aldrig en mulighed for at krydse rundt i de mange kolonihaveforeninger.

Jo jo, jeg er ama’rkaner i hjertet og synes at A’mager er smukkere end de fleste andre bydele i København. Heldigvis er Amager også det første, som turisterne ser når de er landet i lufthavnen, der ellers hedder Københavns Lufthavn, men den fejl blødes der lidt op på når det er Amagerlandet, som først møder de tilrejsendes blik. Jeg har det lidt som Klaus Rifbjerg skriver: Broerne til Amager er hjerteklapper i mit liv.

Hvordan er det at være noget andet?

Skriv en kommentar

Mennesket lever på Jorden men kan også se stjernerne. Her har vi måske forklaringen på vores nysgerrighed. Det daglige liv udelukker ikke visioner om det store og ukendte. Foruden al den viden, vi så ubesværet har adgang til på Jorden, er et blik på himlen nok til at vække forundring over alt det, vi ikke har adgang til at vide noget om. Hvilken grænse mellem det tilgængelige og det utilgængelige. Ikke mærkeligt, at mennesket gang på gang forsøger at overskride den.

Symbolsk begyndte fortællingen om menneskets nysgerrighed cirka 500 f.Kr. i byen Efesos i Lilleasien. Ifølge traditionen var det her filosoffen Heraklit levede og formulerede det berømte udsagn: »Tings egentlige natur holder af at skjule sig.« Disse få ord har siden været stærkt medvirkende til menneskets refleksion over tilværelsen og verdens beskaffenhed. For datidens filosoffer betød natur nemlig tingenes inderste væsen; alt det, som ikke var umiddelbart tilgængeligt ved første blik.

Homo Sapiens er en art der ønsker at vide. Men drivkraften til at afdække og få noget nyt at vide, har altid været fascinationen af det skjulte. Ikke kun det skjulte, der blinker til os ude fra verdensrummet, når vi kikker op på stjernerne. Selv her på Jorden ved vi, at der stadig findes noget skjult. Det fascinerende er netop, at vores planet, vores nærmeste omgivelser her på Jorden, også består af noget, der er utilgængeligt for os.

Videnskaben er optimistisk med hensyn til at kunne skabe endnu mere viden og gennemsigtighed. Den fortæller da også historien om en fantastisk udvikling, hvor mennesket i dag ved mere end nogensinde, både om sig selv og om den omgivende verden. Heldigvis – for uden videnskabens afdækning af skjulte og ellers ukendte fænomener ville vores verden i dag have set helt anderledes ud end den gør; langt farligere, langt mere truende og præget af tilfældigheder.

Det er umuligt at sige, hvor grænsen for den videnskabelige afdækning af ny viden går, for mennesket vil altid være en grænsegænger på grænsen mellem det kendte og det ukendte.

Den dybeste mangel på viden begynder imidlertid i vores eget hus, og udtrykkes måske bedre i poesiens sprog end i videnskabelige begreber. Hvordan er det f.eks. at være noget andet end det jeg er? Den amerikanske filosof Ian Bogost spørger således, hvordan det er at være en ting? Normalt spørger vi ikke på den måde. Ting relaterer jo til hensigter, formål eller omstændigheder, men vi kan ikke vide hvordan tingene er i sig selv, og slet ikke hvordan det er, at være en ting,

Her er vi allerede på vej ind i en klassisk filosofisk problemstilling, nemlig Kants adskillelse af tingene i sig selv og tingene, som de fremtræder for os. Ifølge Kant kan jeg ikke kan vide, hvordan en sten eller en hammer er i sig selv; kun hvordan stenen eller hammeren fremtræder for mig. Det er ordet jeg, som skaber vanskelighederne. Jeg’et afgrænser sig selv; jeg betyder dybest set en undtagelse fra alt andet. Jeg’et kan vi følge langs dets grænse i forhold til alt andet.

Det er ikke kun i forhold til ting vi må spørge, hvordan det er at være noget helt andet end én selv, eller som den portugisiske digter Fernando Pessoa spurgte: »Hvad er det at være en flod og at flyde?«pessoa

Hele Pessoas forfatterskab er bygget op omkring en undersøgelse af, hvad jeg kan stille op med den begrænsning det er, at være mig? Han udtrykker en dyb sorg over, at verden altid kun kan beskrives med det enkelte menneskes eget udgangspunkt. Han mærkede den uomgængelige begrænsning, der knytter sig til, at vi kun kan beskrive vores oplevelse af omgivelserne, f.eks. af floden, mens vi aldrig vil kunne erhverve os viden om, hvordan det er at være selve floden.

Bare ved at kikke sig lidt omkring kan man her og nu møde mysterier, som aldrig vil lade sig afdække. Pessoa udtrykte således stor ærgrelse over, at han ikke kunne vide, hvordan det var at være en haremskvinde. Det andet menneskes erfaring er jo ikke tilgængelig i direkte linje. Hvis det er Pessoas haremskvinden, det drejer sig om, kan hun formidle hvad hun oplever, og vi kan fortolke hendes liv, men den direkte oplevelse af haremskvindens liv er og bliver hendes alene.

Hvad der sker på den anden side af grænsen, hvor jeg ikke er, og hvor jeg ikke kan komme, fremtræder for Pessoa attraktivt, mystisk, fremmed, skræmmende, og ikke mindst stimulerende. Det er den mest magiske af alle grænser at stå ved, fordi den kan få et andet menneske til at virke som et mirakel. Det tiltrækkende, det fascinerende og det mystiske ligger jo aldrig i det, som vi helt udtømmende kan forstå.

Hverken den fjerneste galakse eller det nærmeste menneske kommer vi til at forstå helt restløst. Fernando Pessoa undrede sig over, hvordan det var at være en flod eller en haremskvinde. Han talte om tingenes forbløffende virkelighed, som han dagligt kunne opdage: floder, sten, mennesker – dog uden at kunne overskride grænsen, for det egentlige holder jo af at skjule sig, som Heraklit skrev for flere tusind år siden.

Andre gange mærkede Pessoa vinden, der blæste i Lisabons gader. Måske ville han gerne have vidst, hvordan det var at være vinden. Men alligevel, skrev han, var alene det at høre og mærke vinden alle livets besværligheder værd.

Det meste af Fernando Pessoas liv gik med at forholde sig til det skjulte, fordi det viste hvilken overflod vi bevæger os rundt i. Sådan var det for Pessoa uanset om han skrev om floder, træer, vinden gennem gaderne eller andre mennesker.

Litteratur:

Hans Blumenberg: The Genesis of the Copernican World, The MIT Press, Cambridge 1987.
Pierre Hadot: The Veil of Isis: an essay on the history og the idea of nature, The Belknap Press of Harvard University Press, Cambridge 2008.
Jane Hirshfield: Hiddenness, Uncertainty, Surprise: Three Generative Energies og Poetry, Bloodaxe Books Ltd 2008.
Jørgen Mejer: Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit, Hans Reitzels Forlag 1994.
Fernando Pessoa: Den såkaldte sjæl, Brøndums Forlag 2002.
Fernando Pessoa:  The Book of Disquiet, Penguin Modern Classics 2002.
Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Oversat fra portugisisk af Peter Poulsen. Forord af Martin Bastkjær. Rosinante 2016.

Hammeren, barnet og ambolten

Skriv en kommentar

I dag kørte jeg forbi en ejendom, som lå helt ud til landevejen. Ved indkørslen var der et metalskilt, hvor der stod »Den gamle smedje«. Stedet så forladt og meget faldefærdigt ud. Ingen satte derfor farten ned for at tage det nærmere i øjesyn og ingen kunne vide, at stedet var fyldt med spøgelser. Dét opdagede jeg imidlertid hurtigt da jeg havde passeret, for de fleste spøgelser kommer indefra – fra én selv. Når anledningen viser sig begynder de at spøge, rumstere og tale til én. Derfor er det sjældent de samme spøgelser, som folk ser. Vi ser eller mærker vores egne, men ikke de andres spøgelser, som vi derfor kalder for overtro.

Da jeg fik øje på den tomme ejendom ved vejkanten og skiltet, som fortalte at det var »Den gamle smedje«, begyndte mine spøgelser at larme.

Smeden lod hammeren falde. Jeg kunne ikke se det, men vidste hvordan det så ud, når han stod inde bagerst i værkstedet, hvor ilden i essen gjorde hans ansigt rødligt, selv om det i virkeligheden var gråt og gulligt, ligesom hans skæg.fil_000-1

Jeg hørte det oppe på mit værelse, hvor mor havde lukket vinduet op ud til vejen og pladsen foran smedjen lige overfor vores hus. Hammeren ramte ambolten i den rytme, som jeg kunne nikke i takt til. Kun når smeden vendte sig om for at gøre hesteskoen rødglødende inde i essens flyvende lys var der en kort pause. Men jeg vidste hvor længe stilheden ville vare, nemlig ligeså længe som jeg kunne holde vejret. Så begyndte han igen at banke formen ind i den jernsko, som senere skulle sømmes på en af bøndernes heste, mens smeden sad på en trebenet taburet med alle fire hestesko lagt ud på jorden foran sig, og de mærkelige firkantede søm i munden.

Mor var gået ned i køkkenet igen efter at have lagt dynen godt omkring mig, fordi jeg hostede og havde feber. Men så snart jeg kunne høre hende rasle med en gryde på komfuret listede jeg hen over gulvet, til det åbne vindue, og kravlede op på stolen, så jeg kunne kikke over imod porten til smedens værksted. Så kom det næste slag inde bagerst fra smedjen, uden efterklang, fordi hammerens lyd forsvandt ned i den massive ambolts jern og den træstub, som den var boltet fast på. Èt tungt slag på hesteskoen, og så det tynde hvileslag på ambolten, inden smeden løftede hammeren og slog igen.

Det næste slag ville fange mig, hvis jeg ikke kunne holde vejret længe nok og nikke nøjagtigt på det tidspunkt, hvor hammeren ramte ambolten. Jeg ville blive fanget mellem hammeren og ambolten. Men så stoppede slagene og jeg kunne høre smedens træsko på værkstedets betongulv. Han kom til syne i porten og fortsatte hen over pladsen imod døren til stuehuset. Om lidt ville han sidde og spise frokost inde i stuen, så man lige kunne se hans hoved over vinduets halvgardin, men stadig med kasketten på. Jeg listede tilbage i seng og faldt i søvn. Da jeg vågnede var vinduet blevet lukket og mor sagde, at jeg vist var ved at blive rask, for jeg trak vejret meget lettere.

Jeg kikkede i bakspejlet. Den gamle smedje lå bag mig, cirka 100 meter og 50 år.

Menneskebad

Skriv en kommentar

Søren Kierkegaard blev kun 42 år gammel. Han havde et skrøbeligt helbred, men forsøgte at styrke det ved at gå ture i Københavns gader flere gange om dagen. Kierkegaard vidste, at det var en fysisk livsnødvendighed for ham at bevæge sig til fods, og det var en kur, som han gerne anbefalede til andre, der også led under et svigtende helbred. Han skrev således til sin svigerinde, Henriette Kierkegaard, at hun for alt i verden ikke måtte miste lysten til at gå.

Svigerinden, der tilbragte det meste af tiden i sengen, fik dette råd med på vejen om de helsebringende effekter af spadserekunsten: »Jeg gaar mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaar fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at man ikke kan gaa fra den. Når man saaledes bliver ved at gaa, saa gaar det nok.«

Hensynet til helbredet spillede en væsentlig rolle for Søren Kierkegaard, når det handlede om hans interesse for at gå lange ture. Udsigten til ikke at kunne få motion var således en af Kierkegaards store bekymringer, da han i en periode frygtede at blive arresteret, på grund af sin konflikt med kirken.

Men det at gå lange ture var ikke kun et spørgsmål om at dyrke motion for at holde sig i form. For Søren Kierkegaard havde det også en eksistentiel dimension. På den måde kan vi se Kierkegaard som en af de mange filosoffer, der op gennem tiden har koblet gåture sammen med det at filosofere. For over 2000 år siden blev en gruppe af filosoffer i Grækenland således kaldt for Den peripatetiske Skole. Ordet peripatetiker er græsk og betyder vandringsmand. Bl.a. var Aristoteles peripatetiker, fordi hans undervisning i filosofi foregik mens han gik omkring i Athens gader sammen med sine elever.

På Kierkegaards mange ture i Københavns gader blev der også filosoferet og drevet psykologiske studier af mennesker. Det var tanker og iagttagelser, som kunne være forberedelse til hans bøger. Det at gå rundt og samtale med andre mennesker, eller opsamle indtryk fra byens liv, var således også en filosofisk livsnødvendighed for Søren Kierkegaard. Han gav det tilmed et navn. Når Kierkegaard vandrede rundt i København tog han nemlig menneskebad.

Jeg sidder på Café Kop Amok og kikker over mod Vesterport Station. Søren Kierkegaard må have passeret tæt forbi dette sted, når han begav sig ud på en af sine yndlingsture; den ud mod Frederiksberg Have. Fra mit udsigtspunkt, her cirka 160 år senere, kan jeg godt forstå, hvad Søren Kierkegaard mente med at tage menneskebad.img_2315

Synssansen er den frieste af alle sanserne. Jeg kan rette den mod et bestemt menneske, som krydser over gaden fra Vesterport Station og med blikket følge ham ned ad Vester Farimagsgade mod Hovedbanegården. Eller jeg kan lade mit blik være ufokuseret og blot se, uden at se efter noget bestemt, bare lade hvem som helst komme ind i synsfeltet og passere videre, som bølger fra menneskehavet ude på gaden.

Men jeg kan også lade mit blik løbe hen over Vesterport Station, og kikke på byen, som jeg ved den aldrig kommer til at se ud igen. Her tager mit indre blik over og lader gamle billeder fra tidligere tider lægge sig som en tynd film hen over det, jeg ser her og nu. Sådan så Vesterport ud da jeg var barn og gik forbi med min mormor i hånden, når vi var i København i sommerferien.

Eller jeg kan rette blikket undersøgende over mod en dør og opgang længere nede ad gaden og spørge om jeg vil kunne leve der? Det er det særlige blik, det vurderende, som jeg næsten altid bruger når jeg kikker på specifikke steder. Jeg vurderer næsten aldrig om de er pæne, grimme eller indbydende – men om jeg vil kunne bo der. På den måde får jeg med det samme et personligt forhold til steder, som f.eks. denne dør og trappeopgangen bag den.

På den måde er det ikke blot menneskebad man tager, men verdensbad. Sammen med alle de mennesker, der passerer forbi, dukker stedets karakteristika op, som en del af badet. Ikke kun den dør, som jeg kikkede på, men også alle forretningerne, der på det nærmeste skyller mig op på en fremmed strand. En enkelt gade repræsenterer næsten hele verden. Alene fra min plads i cafeen kan jeg se forretninger fra Indien, Pakistan, Italien, Danmark, USA, Vietnam, Marokko og Rusland.

Og så er der alle hjørnerne, som altid bringer noget nyt frem. Hjørner har eksistentiel betydning, fordi de afslører noget, for senere at skjule det igen. Fra min plads i cafeen kan jeg se tre hjørner. Hende, der lige har rundet det ene hjørne, hvor var hun før jeg fik øje på hende? Hvor kom hun fra, hvad havde hun foretaget sig inden hun dukkede op, for kort efter at forsvinde rundt om et andet hjørne? Der er forbandet mange hjørner i en by. Først skjuler de noget, så åbenbarer de en lille smule og så skjuler de det hele igen.

Vi er på den måde både forbundet med verden og samtidig afkoblet fra den. Men den eneste måde vi kan være forbundet med verden og med andre mennesker, er gennem vores opmærksomhed. Byen åbner sig ikke bare for os, og det var Søren Kierkegaard klar over. Forudsætningen for Kierkegaards menneskebad var nemlig hans opmærksomhed på mennesker og verden. Selv om han ikke kendte tjenestepigerne, der passede børn i Frederiksberg Have, så fik de alligevel, gennem Kierkegaards opmærksomhed, en placering i hans liv, og nogle af dem endda en betydning i hans bøger.

Jeg har lige har set en kvinde komme omkring hjørnet med et barn i hånden. Selv om de allerede få sekunder efter er forsvundet om det næste hjørne, så belønner opmærksomheden alligevel én med vigtig viden om dem: Der eksisterer andre mennesker, for hvem jeg også lige er dukket frem fra et hjørne, og om lidt forsvinder omkring et andet. Det er den ekstremt vanskelige oplevelse af, at noget andet end én selv har virkelighed på helt samme niveau, som man selv har.

Faktisk tror jeg, at det er gennem et opmærksomt menneskebad, at vi for alvor oplever os selv, som et konkret individuelt menneske. Et individuelt menneske bliver man nemlig først i det opmærksomme møde med andre mennesker: Her er jeg, dér er du.

Bibliotek

Skriv en kommentar

I mit københavnerliv spiller Det Kongelige Bibliotek en stor rolle. Den Sorte Diamant er bibliotekets nyeste tilbygning og ligger ved Søren Kierkegaards Plads. Den monumentale bygning er opført i sort granit, som er blevet brudt i Zimbabwe og poleret i Italien. Bag den afrikanske granit kan man bl.a. finde Café Øieblikket, som har fået navn efter et af Søren Kierkegaards værker. Det er her jeg ofte drikker min kaffe, holder møde med dem, jeg skal tale med, sidder og læser eller skriver.det-kgl-bibliotek

Der er noget magisk ved ethvert bibliotek, uanset om det er en bogbus, et lille købstadsbibliotek, Det Kongelige Bibliotek eller måske forestillingen om det legendariske bibliotek i Alexandria, som i antikken var verdens største bibliotek.

Da jeg var barn tog min far mig med på biblioteket i den provinsby, vi boede i. Det kan naturligvis ikke passe, men i min erindring var det altid mørkt når vi kørte på biblioteket. Det hænger sammen med, at mørket, som jeg ellers ikke var glad for, blev trygt når min far var med. Og på biblioteket var der altid voksne med autoritet, og der blev ikke råbt eller drillet – så for mig var det et godt sted at være.

Jeg lærte først at læse i en ret sen alder, fordi jeg pjækkede fra skole. Men efterhånden begyndte de sorte streger og krumninger på papiret at give mening. Ikke i den betydning, at jeg begyndte at kunne læse. Bogstaverne og ordene tog sig af mig, og begyndte at tale, så jeg kunne høre dem. På den måde har jeg måske i virkeligheden aldrig helt lært at læse, men til gengæld er jeg blevet en god ordlytter, så jeg kan høre ordene, selv når de ikke udtales, men kun står på det flade papir.

Der er skrevet masser af historier og fortællinger om biblioteker, fordi grundstoffet i al magi lige netop er ord, der taler om det ufattelige; det, der paradoksalt nok ikke kan siges, med mindre det siges ud fra siderne i en bog.

Historiens store biblioteker har været mytiske og mystiske, fordi det blev fortalt, at de rummede al den viden, som fandtes, og dermed var farlige. Ligesom i dag har viden til alle tider været anset for farlig. Særlige bøger på specielle biblioteker har være så farlige, at de blev brændt, hvis bibliotekerne ikke formåede at skjule dem godt nok. En af de farligste bøger i verden har været Om verdens natur, som blev skrevet af romeren Lukrets (96-55 fvt.) I mange århundreder var dette manuskript væk, og der gik kun rygter om det. Men i 1418 fandt Poggio Bracciolini en gammel kopi af det på et klosterbibliotek. Manuskriptet havde været gemt grundigt af vejen, fordi det fortalte om den farlige idé, at universet og mennesket fungerede helt uden indblanding fra guderne. Lukrets skrev, at religiøs frygt var helt uden grund i virkeligheden og kun virkede til skade for mennesket. Bogen fortsatte derfor med at være farlig for kirken og for de etablerede i samfundet, der byggede på Guds love.

Der er således masser af fortællinger om bøger og biblioteker, som på den ene eller anden måde er magiske, fordi de rummer dyb, farlig eller hemmelig viden. Når jeg sidder inde i den store granitblog på Søren Kierkegaards Plads er der også magi omkring mig i form af de mange millioner bøger, manuskripter og tekster af enhver art, som befinder sig ganske tæt på mig når jeg drikker kaffe i Café Øieblikket.

I etagerne over mig, og i alle bibliotekets ældste bygninger, befinder sig bøger og tekster, systematiseret og opbevaret i en orden, så de ikke alene kan findes, men også udgør en sammenhæng. Der er forskellige faglige afdelinger, forskellige bogsamlinger og inddelinger efter en tematisk orden, der viser, hvor meget mennesket gennem århundrede har forsøgt at forstå om sig selv og verden.

Der er bøger om de mindste insekters særlige karakteristika og om universets yderste stjerner. Uanset hvilken afdeling og hylde man skulle støde ind i på Det Kongelige Bibliotek, så vil de bøger og tekster man finder, alligevel have noget til fælles. De er alle sammen udtryk for menneskets forsøg på at forstå, forklare og fortolke sig selv. Bøgerne er udlægninger af menneskelivet, af verden – rent ud sagt af alt. Om det så er en digtsamling, den tyndeste samling, den ældste eller nyeste i biblioteket, så er den et forsøg på at tolke mennesket og den menneskelige eksistens i verden.

Det Kongelige Bibliotek er derfor heller ikke bare en stor bogsamling. Det er en problemsamling, som den tyske filosof Ernst Cassirer (1874-1945) beskrev det såkaldte Warburg-bibliotek i Hamburg. Det var et privat bibliotek med 20.000 bøger, hvor bøgerne ikke var sat op efter den almindelige systematik. Bogsamlingen var bygget op så bøgerne stod ved siden af hinanden på en måde der viste, hvordan bøgernes forskellige slags viden spillede sammen i forsøget på at udlægge den menneskelige verden. En bog om kunsthistorie kunne stå ved siden af en bog om mytologi, der stod ved siden af en bog om sprog, der stod ved siden af en bog om religion, der stod ved siden af en bog om filosofi, videnskab, græske guder, eller hvad det nu måtte være. Selv om Det Kongelige Bibliotek ikke er bygget op på den måde, så er bøgernes forskellighed dog et fælles forsøg på at forstå den menneskelige eksistens i verden.

Mennesket er omgivet af en realitet, som det ikke selv har skabt, og som det ikke selv er herre over. Det er denne realitet, som bøgerne forsøger at fortolke og forstå – for herigennem måske alligevel at kunne kontrollere den, bare en smule, eller i hvert fald for at give den en særlig mening og betydning.

Bibliotekerne viser hvor meget mennesket har kæmpet med verden og med sig selv, for at skabe mening og handlemuligheder. Tavst står Den Sorte Diamant ved havnefronten i København og virker lidt tung og dyster i sin sorthed. Men måske er den det mest levende sted i København, for her lever tusindvis af tanker og forestillinger fra tusindvis af år om tusindvis af ting, som mennesket har været berørt af og stadig er det – og stadig skriver bøger om. For afklaret bliver vi aldrig, og derfor er tanken og ordet altid i bevægelse. Derfor kan jeg mærke, at Den Sorte Diamant bevæger sig, som var den en tanke om det hele – indtil nu.

Træstub

Skriv en kommentar

Sidste år fældede de et af træerne bag kirkegårdsmuren ud mod fjorden. Men stubben, der blev tilbage, er ikke mindre karakterfuld end det høje træ i sin tid var. I alle rynkerne og udposningerne er det tydeligt, at stubben gemmer på erindringer, som repræsenterer mange generationer af menneskeliv.traestub

Med træets direkte udsigt ned til kirkedøren er utallige lykkelige og ulykkelige begivenheder passeret forbi op gennem tiden. Og så er der selvfølgelig alle børnene, som har kravlet og leget i træets grene. Eller de unge fra omegnen, som med en fiskekniv har skåret deres navne i barken for at fortælle, at de havde været der sammen med deres kæreste – sikkert ret sent en sommeraften.

Næsten for foden af træet har der ligget en lille havn for småbåde. Der er tre vakkelvorne anløbsbroer tilbage, men her har strandjægere og fiskere gennem tiden samlet sig for at fortælle om deres held eller uheld ude på vandet. Træet var så stort, at flere af mændene kunne læne sig op ad det, mens de fortalte og bankede piberne ud nederst på træet.

Måske har nogen troet, at de var alene ved bådene eller når de gik langs kirkegårdsmuren nede ved vandet. Træet stod der jo bare og var ikke nogen. I hvert fald ikke nogen, som man kunne være sammen med, så hvis der ikke var andre mennesker i sigte, var man alene.

Men de opdagede alligevel med det samme, at træet en dag var væk. Og det vil undre mig, hvis mange af dem ikke begyndte at tale om deres oplevelser omkring træet – næsten som om det alligevel havde været nogen, man kunne have oplevelser sammen med.

F.eks. dengang de som børn kravlede op på kirkegårdsmuren for at kunne nå de nederste grene og hive sig helt op i træet, hvor de kunne gemme sig og søge tilflugt, hvis nogen var efter dem. Andre stod og kikkede på træet da det var blevet fældet og ledte efter det sted på stammen, hvor de i sin tid havde snittet et hjerte. Og dem, som havde gået der om natten, eller boede tæt på, fortalte om træets knagende lyde når det stormede; de lyde, som nogen var bange for, mens andre følte det trygt og hyggeligt, som om træet beskyttede dem.

Træet havde stået der så længe, at de voksne i mange generationer huskede det, som symbolet på barndommens tidløse sommeraften. Træet havde ikke kun én fortid. Det var en akkumulering af fortider, som forskellige mennesker gennem mange generationer havde delt med det. Og nu repræsenterede træstubben den sidste rest af denne hukommelse.

Mange har på den måde haft et samliv med træet, som ellers så ud til bare at stå der. Når jeg sætter mig på træstubben falder jeg let ind i træets tid. Efter et par minutter kan jeg mærke, hvordan det må have været, at være dét træ, hvor der nu kun er stubben tilbage. Et øjeblik har jeg det gamle træs alder og højde, og hører stemmerne fra alle dets oplevelser på tværs menneskets tid. Jeg kan se ud over hele landskabet bag kirkegårdsmuren, hvor folk er kommet fra når de skulle døbes, konfirmeres, giftes og begraves, og jeg kan se ud over vandet, til landet på den anden side, der hvor sognet i gamle dage endte så brat, som var det en helt ukendt verden der begyndte.

Duften af syren

Skriv en kommentar

Det regnede i København, og jeg krydsede gennem Illum for at skyde genvej mellem Købmagergade og Strøget. Det tager omkring ét minut, at skære hjørnet af Illum ved Amagertorv. Glasdørene åbner automatisk for én, og tidligt på formiddagen er der masser af plads til hurtigt at kunne smutte rundt mellem de udstillede varer og glasmontrerne.

Da jeg trådte til side for at lade en ung kvinde med barnevogn komme forbi, strejfede min hånd en glasdisk i afdelingen for dameparfume. Et øjeblik var det som om jeg havde gnedet på den magiske lampe, for mod mig strømmede der en duft, en slags ånd, der ville mig noget.

Den fyldte luften omkring mig, som en melodistump man hører, uden først helt at genkende den som en klassiker: Det var duften af min første kæreste, som jeg stadig ikke kunne sætte i forbindelse med andet end det komplet ukendte, fordi hun var den første pige i mit liv, som havde taget min hånd og lagt den ned mellem sine ben.

Hvor meget har jeg ikke glemt om hende, selv om jeg faktisk tror, at jeg i en af mine gamle telefonbøger har det nummer, som man kunne ringe til på hendes kollegium. Men så var der denne duft, som hun nu uden varsel dukkede ud af, som lampens ånd. Den mindede mig om, hvordan én enkelt hændelse, mødet ved et busstoppested sent om aftenen, blev til en anden tilfældig hændelse, nemlig genkendelsen dagen efter i et indkøbscenter, og endte med, at vi tilfældigvis kom til at danse sammen ved en byfest, den efterfølgende weekend.

Hun blev min første kæreste, men jeg kan ikke længere høre hendes stemme; ikke engang i mit hoved eller fantasi. Og så alligevel den duft, som jeg blev fanget i og som på stedet fik mig til at ønske og håbe på nye minder og erindringer om hende. Omgivelserne overtog centrale funktioner af min hjerne, ikke mindst hukommelsen.

Kraniet og huden – har ikke nogen privilegeret funktion, som grænsen for vores forstand og psyke. Objekterne omkring os, sanseindtrykkene fra vores omgivelser, er ofte langt mere kraftfulde end vores personlige hjerne og erindringsevne. De husker os på det der var, men som ikke er længere. De er reservoirer fyldt med specifikke personlige erfaringer, som blot venter på, at vi kommer forbi og samler erindringen op. Duften i Illums parfumeafdeling var fyldt med timer af mit liv for 40 år siden.

Duften af Syren. Måske går der en linje fra syrenhækken i mine forældres have til den uomgængelige tiltrækning, som jeg mærkede, da jeg i sin tid svagt kunne fornemme hendes duft af netop syren. Der er en slags opmærksomhedens erotik i denne sansning – både dengang og nu, her i Illum. Erotik i den betydning, at jeg bliver trukket ud af mig selv, mod noget andet, mod denne syrenduft, denne andethed og fremmedhed, som har overlevet i 40 år, deponeret i en parfume, som nu pludselig strømmer mod mig igen.

Parfumen, som jeg svagt fornemmede, da jeg passerede tæt forbi disken, bærer på en erfaring i sin flacon, som kun materialiserede pigen, fordi jeg kom forbi, og genkendte duften som hendes fra den dag, jeg for første gang duftede til hendes hals og bryst. Jeg passerede parfumeafdelingen, fordi jeg søgte ly for regnvejret og ville skyde genvej. Dét tog mig cirka ét minut, men da jeg gik ud på Strøget, havde jeg været 40 år undervejs, og havde fået et nyt forhold til min første kæreste – og hun var stadig ligeså tiltrækkende og mystisk som første gang, jeg mærkede hendes duft af syren.

Sjælefuglen

Skriv en kommentar

sjaelefuglenHer i weekenden gik jeg hen over engen i Præstø. Allerede tidligt på efteråret begynder Tubæk å at flyde over og tage nogle af vandets dyr med ind blandt træerne.

På lang afstand så jeg en fiskehejre stå i retstilling i skyggen af et træ, på dens karakteristiske fastfrosne måde. Men da jeg vendte mig om igen var den væk, som opløst af den fugtige luft over engen. Den havde allerede mærket mit blik og gjort sig usynlig.

I mytologien symboliserer fugle ofte sjælen. F.eks. i det gamle Egypten, hvor sjælefuglen hed Ba. Måske er det fordi fugle er så uhåndgribelige, svære at fange, så forsvindende flyvske og altid på vej mod himlens usynlighed, at de er blevet symbolet på sjælen, som jo heller ikke lader sig hverken se eller fange.

Jo mere mennesket op gennem tiden har ledt efter sjælen jo mindre har der været at se. Gennem lange tider troede man, at sjælen sad i hjertet, men da der blev kikket efter, var der ikke noget at se, hvilket dog alligevel godt kan være beviset for sjælens eksistens: Som en fugl var den fløjet da mennesket rettede sit insisterende og undersøgende blik mod den.

Men ofte kan man alligevel mærke noget besjælet hos et andet menneske. Ikke hvis man stirrer, kikker, leder, graver eller glor. Kun kan man mærke det, hvis man er opmærksom, et eller andet sted i yderkanten af synsfeltet, på den måde, som jeg så fiskehejren. Herfra skinner det ind i vores eget liv:

Fiskehejren folder sig ud og trækkes let op i vinden
inden blikket endnu har nået den.

Øjet har løftet en fjer i dens stramme dragt
så en luftning advarer om at synligheden er på vej.

Fuglen er der kun så længe den ikke er set
når blikket larmer tages den af usynligheden.