Sidste år fældede de et af træerne bag kirkegårdsmuren ud mod fjorden. Men stubben, der blev tilbage, er ikke mindre karakterfuld end det høje træ i sin tid var. I alle rynkerne og udposningerne er det tydeligt, at stubben gemmer på erindringer, som repræsenterer mange generationer af menneskeliv.traestub

Med træets direkte udsigt ned til kirkedøren er utallige lykkelige og ulykkelige begivenheder passeret forbi op gennem tiden. Og så er der selvfølgelig alle børnene, som har kravlet og leget i træets grene. Eller de unge fra omegnen, som med en fiskekniv har skåret deres navne i barken for at fortælle, at de havde været der sammen med deres kæreste – sikkert ret sent en sommeraften.

Næsten for foden af træet har der ligget en lille havn for småbåde. Der er tre vakkelvorne anløbsbroer tilbage, men her har strandjægere og fiskere gennem tiden samlet sig for at fortælle om deres held eller uheld ude på vandet. Træet var så stort, at flere af mændene kunne læne sig op ad det, mens de fortalte og bankede piberne ud nederst på træet.

Måske har nogen troet, at de var alene ved bådene eller når de gik langs kirkegårdsmuren nede ved vandet. Træet stod der jo bare og var ikke nogen. I hvert fald ikke nogen, som man kunne være sammen med, så hvis der ikke var andre mennesker i sigte, var man alene.

Men de opdagede alligevel med det samme, at træet en dag var væk. Og det vil undre mig, hvis mange af dem ikke begyndte at tale om deres oplevelser omkring træet – næsten som om det alligevel havde været nogen, man kunne have oplevelser sammen med.

F.eks. dengang de som børn kravlede op på kirkegårdsmuren for at kunne nå de nederste grene og hive sig helt op i træet, hvor de kunne gemme sig og søge tilflugt, hvis nogen var efter dem. Andre stod og kikkede på træet da det var blevet fældet og ledte efter det sted på stammen, hvor de i sin tid havde snittet et hjerte. Og dem, som havde gået der om natten, eller boede tæt på, fortalte om træets knagende lyde når det stormede; de lyde, som nogen var bange for, mens andre følte det trygt og hyggeligt, som om træet beskyttede dem.

Træet havde stået der så længe, at de voksne i mange generationer huskede det, som symbolet på barndommens tidløse sommeraften. Træet havde ikke kun én fortid. Det var en akkumulering af fortider, som forskellige mennesker gennem mange generationer havde delt med det. Og nu repræsenterede træstubben den sidste rest af denne hukommelse.

Mange har på den måde haft et samliv med træet, som ellers så ud til bare at stå der. Når jeg sætter mig på træstubben falder jeg let ind i træets tid. Efter et par minutter kan jeg mærke, hvordan det må have været, at være dét træ, hvor der nu kun er stubben tilbage. Et øjeblik har jeg det gamle træs alder og højde, og hører stemmerne fra alle dets oplevelser på tværs menneskets tid. Jeg kan se ud over hele landskabet bag kirkegårdsmuren, hvor folk er kommet fra når de skulle døbes, konfirmeres, giftes og begraves, og jeg kan se ud over vandet, til landet på den anden side, der hvor sognet i gamle dage endte så brat, som var det en helt ukendt verden der begyndte.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: