Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Det lyriske husapotek

Næsten ingen af de problemer, der berører os dybest, har noget sikkert svar. Den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970) anbefaler imidlertid filosofien som en udvej: »At lære, hvordan man kan leve uden vished, og dog ikke lade sig lamme heraf, er måske det vigtigste, filosofien i vor tid stadig kan gøre for dem, der studerer den«, skrev Russell i introduktionen til Vestens filosofi. 

Netop dén bog blev oversat til dansk af forfatteren Elsa Gress (1919-1988) i 1962, og hun havde selv en mening om, hvad man kunne stille op med de eksistentielle problemer, som hverken videnskaben eller religionen kunne give svar på. Hendes svar var ikke filosofien men poesien, som selvfølgelig heller ikke giver noget svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål, men som åbner muligheder for nye perspektiver og opdagelser – og ikke mindst vækker slumrende erkendelser på tværs af tider og steder, fortid og nutid. Lyrik er ikke bare ord og korte linjer. At læse et digt er en erfaring, der sætter spor i både krop og sind, helt på linje med alle andre erfaringer, hvis vi altså er vågne nok. 

Her i sommer har jeg beskæftiget mig en hel del med Elsa Gress og bl.a. besøgt hende på kirkegården ved Damsholte Kirke på Møn, hvor hun ligger begravet. I år ville Elsa Gress være blevet 100 år og det er hen over sommeren blevet fejret med en udstilling og en række arrangementer på Møn, fordi hun fra 1974 og frem til sin død i 1988 boede i den store gartnerbolig ved Marienborg Gods uden for Stege. Stedet eksisterer stadig som Villa Gress og fungerer bl.a. som refugium for forfattere. 

Blandt Elsa Gress’ mindre kendte bøger er Under månens skive fra 1964, med undertitlen Poetisk postil. I middelalderen var postiller en samling litterære tekster, der havde til hensigt at virke opbyggelige og støttende på mennesker, ikke mindst i livets sværeste  øjeblikke. Dengang havde de naturligvis ofte en religiøs karakter. Den poetiske postil, som Elsa Gress udgav, handler imidlertid om det der overgår mennesket i det sublunare – altså i den menneskelige sfære, under månen (Luna er det latinske ord for måne) »i modsætning til himmel og helvede«, som Elsa Gress skriver i forordet. 

I Under månens skive har Elsa Gress samlet og oversat en samling digte, og ordnet dem efter særlige stemninger og grundfølelser, som f.eks. menneskelig længsel, angst, minder, mismod, dødstanker, smerte, lidelse, ensomhed og selvfølgelig kærlighed og knust hjerte; altså stemninger eller grundfølelser, som alle mennesker på et eller andet tidspunkt møder. I forordet skriver hun således, at digtene er valgt »efter hvad man kunne kalde deres sindsstyrkende virkning i de pågældende menneskelige situationer, der alle indebærer behov for trøst«.

At give trøst betyder efter min mening at give håb. Har man mistet håbet, eller tvivler man, så er det næsten aldrig i én selv, at håbet umiddelbart kan genfindes. Så må man vende sig mod verden, mod andre mennesker, eller mod lyrikken, hvorfra der tales med nye ord og andre erfaringer om det, som man lige nu selv oplever.

Selvfølgelig er det i høj grad individuelt, hvad der kan give et menneske håb midt i en lidelsesfyldt situation; også hvilke digte, hvilke ord i det hele taget, der kan virke lindrende. Elsa Gress valgte naturligvis de digte, der havde hjulpet hende. 190 digte blev det til af kendte og ukendte digtere, oversat fra fem forskellige sprog. Her gengiver jeg bare en enkelt strofe fra et digt, som Elsa Gress har placeret under afsnittet Dødstanker og sorg over døde. Strofen er fra Charles Baudelaires (1821-1867) digt Døden og de fattige:

Det er døden, ak, der gi’r lysten til livet,
vort mål og det eneste håb vi har her,
der som eliksir har berust os og givet
os mod til at vandre til natten er nær.

Ideen til en poetisk postil fik Elsa Gress fra den tyske, forfatter Erich Kästner (1899-1974), som i 1936 begyndte at skrive digte til det han kaldte et Lyrische Hausapotheke, et lyrisk husapotek, med digte om og til menneskets forskellige oplevelser; de af menneskets indre tilstande, der ikke findes diagnoser for eller medicin imod, men som ikke desto mindre kan være fyldt med usikkerhed, smerte og lidelse. Først langt senere udkom disse digte, men Kästner tilføjede løbende nye, så den udgave jeg har på tysk består af 29 digte i faksimile, i den smukkeste håndskrift og illustreret.

Der findes en dansk oversættelse af seks af Kästners digte fra Lyrische Hausapotheke, oversat af Julius Clausen, som også selv udgav det lille lyriske husapotek på blot 17 sider og i kun 55 eksemplarer. Bagerst i bogen skriver Julius Clausen, at den udgives i anledning af julen 1949 og med forfatterens, altså Erich Kästners, personlige tilladelse, som det tilføjes med Clausens egen håndskrift. 

Digtenes danske titler fortæller lidt om, hvad Kästners husapotek indeholder og stræber efter: 1. Jernbanetoget, 2. Hvermands Sørgmodighed, 3. Opmuntring for Kleinmodige, 4. Alderdomshjemmet, 5. En Bogholder skriver til sin Mor og 6. Den gyldne Ungdomstid. 

Det er digte, der sætter ord og perspektiv på almene hverdagssituationer, f.eks. den stemning, man kan komme i på banegårde og ved togrejser:

Vi sidder alle i samme Tog
og rejser tværs gennem Tiden.
Saa kigger vi ud. Vi har læst vor Bog.
Vi kører alle i samme Tog.
Hvor langt? Dér glipper vor Viden.

Kästners digte i Lyrische Hausapotheke er henvendt til alle, men og selvfølgelig ikke mindst til værdigt trængende i lidelse og sorg. Helt den samme model, som Elsa Gress udvalgte digte efter til den poetiske postil. 

Man behøver ikke at bruge hele indholdet, eller noget af det overhovedet, fra hverken Elsa Gress’ eller Erich Kästners forslag til til et lyrisk husapotek. Ideen er imidlertid til at bruge. Siden jeg var 17 år gammel har jeg læst digte og har faktisk, uden helt selv at være klar over det, efterhånden fået opbygget et lyrisk husapotek. 

Ikke mindst i de senere år er jeg gang på gang vendt tilbage til bestemte digte, måske for at få trøst og håb i vanskelige og tunge situationer, måske for at få et nyt perspektiv på følelser og tanker, som jeg ikke kunne komme ud af. Eller også har jeg hentet digte fra det lyriske husapotek for at finde udveje, som jeg selv var blind for, eller for at finde forklaringer, der skjulte sig for mig, og for at høste indsigter, som digtere på tværs af tid og sted, generøst tilbød mig. 

Igennem årene har jeg fået samlet mig et lyrisk husapotek, bestående af helt forskellige digtere fra alverdens lande og alle tider. Og mit lyriske apotek vokser heldigvis til stadighed. Sjovt nok senest i forbindelse med endnu et besøg på Møn, hvor jeg jo også mødte Elsa Gress. Denne gang var digteren – Gerđur Kristný – imidlertid helt levende og lysende indsigtsfuld da hun optrådte ved Verdenslitteratur på Møn, og med ét placerede en Sjælemesse blandt de livsnødvendige bøger i mit lyriske husapotek.

Hvis du har lyst til at blive lidt inspireret af mit eget lyriske husapotek, så har jeg samlet nogle få eksempler her.

Da Nobels Fredspris gik til en dansker

Fredrik Bajer blev født i landsbyen Vester Egede, ikke langt fra min lille ø her i det sydsjællandske. Det er nok de færreste der ved, hvem Fredrik Bajer er, men netop i dag er der faktisk god grund til at genopfriske historien. I dag blev Nobels Fredspris nemlig uddelt og i år gik den til Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. For 111 år siden, i 1908, var det imidlertid Fredrik Bajer, fra Vester Egede, der som den hidtil eneste dansker, fik Nobels Fredspris.

Fredrik Bajer blev født i 1837 og døde i 1922. På alle måder er han et af de mennesker, der er grund til at huske. Han levede i urolige tider, som vi vel også gør i dag, og efter at have deltaget som løjtnant i krigen mod Preussen (i 1864) tog han en afgørende beslutning om at engagere sig i arbejdet for freden. Han trådte derfor ud af hæren og kastede sig over løsningen af samtidens alvorligste problemer med et engagement så man kunne ønske sig, at han stadig var iblandt os. 

Skulle Fredrik Bajer finde på at dukke op i dag – bare for at se, hvordan vi havde forvaltet hans politiske og moralske arv – så ville han snart opdage, at det med freden stadig har trange kår. I sin tid var han hovedmanden bag bl.a. Dansk Fredsforening og Verdensfredsbureauet i Bern i Schweiz. Han deltog i de store verdensfredskongresser og var engageret i næsten alt det vigtigste internationale fredsarbejde, og hans betydning for dette arbejde afspejlede sig i tildelingen af Nobels Fredspris i 1908. Derfor var det en enorm skuffelse for Fredrik Bajer, at 1. verdenskrig alligevel brød ud i 1914. Jeg tror ikke hans skuffelse ville være mindre, hvis han tog et kik på nutidens urolige og voldsplagede verden. Ville han overhovedet kunne forstå, at en verden med så mange muligheder, alligevel fortaber sig i umenneskelighed, undertrykkelse, krige og vold?

Fredrik og Matilde Bajer

Fredrik Bajer blev gift med Matilde Schlüter, og sammen stiftede de Dansk Kvindesamfund i 1871, og var begge meget aktive i kampen for ligestilling og social retfærdighed. De var tidligt ude fra familien Bajer, for nu – omkring 150 år senere – er spørgsmålet om fred, ikke-vold, social lighed og retfærdighed stadig aktuelt, og det gælder desværre også ligestillingssagen. 

Nu skal man ikke være demonstrativt pessimistisk sådan en dag, hvor Nobels Fredspris bliver uddelt. Betydningen af fortsat insisteren på, at der skal sættes (stor) pris på fredsarbejdet, kan ikke overvurderes. 

Fredrik Bajer var pacifist, fortaler for ikke-vold og fredelige løsninger på konflikter, samarbejde og gensidig respekt, trods modsætninger. Sådan var den i dag næsten ukendte mand fra Vester Egede. 

Det er nødvendigt at blive ved med at huske ham, nævne ham, huske på hvad ikke-vold betyder, huske på fredens nødvendighed, retfærdighedens betydning og ligestillingens moralske overlegenhed. Mange ting har ændret sig siden Fredrik Bejer fik Nobels Fredspris i 1908; men ikke nødvendigheden af at sætte pris på freden og retfærdigheden. Derfor siger vi tillykke til dagens modtager af Nobels Fredspris, Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. 

Om at ligge for livet

Man kan ligge for døden, og »de som ligge for Døden/ formaa icke meget at røre deris Læber/ oc tale høyt,« som der står i en tekst med åndelige og gudelige tanker fra 1641. Men her ligger vi for livet og læberne rører sig mod læber, som kun de levendes læber kan. 

Det er lørdag morgen; der vågnes på rad og række. Nogen har åbnet vinduet i soveværelset så den kølige morgenluft kommer ind og afsætter gadelys på huden og lydene tegner billeder under tilsandede øjenlåg. 

At ligge for livet er bedst skildret i kunsten, som f.eks. gennem Toulouse-Lautrecs billede af to kyssende kvinder i sengen. Kysset og omfavnelsen viser, at de to kvinder ligger for livet, for de har opdaget hinanden – åh, dér er du igen som min morgen. 

Livet har igen fundet en måde at overmande dem på, som er tilpasset menneskets behov for at ligge ansigt til ansigt. Her blødgøres natten og mørket bliver tøet op og evigheden varer til langt ind i fremtiden. 

Vi ligger kun for døden én gang. Resten af tiden ligger vi for livet, og venter ikke uden grund på noget. Så kan vi kende natten, forske i solnedgangen og vende os i sengen; det er livets brølende brag: du ligger for livet.

Stresshåndtering – opium for folket

Sommerferien er forbi. Ude på virksomhederne skal der igen ledes. Lederne skal forandre, omstrukturere, innovere, maksimere, anerkende, nedskærer, omlægge, motivere m.m. Frem for alt skal lederne igen til at finde løsninger på alle de problemer, som dårlig ledelse og patologiske arbejdsvilkår resulterer i hos medarbejderne, bl.a. sygdom, nedslidning, stress og manglende motivation. 

Virksomhedernes nedbrydning af den såkaldte “menneskelige ressource” er et problem, som ledelsesteorierne tilsyneladende ikke kan finde en løsning på, og som afslører en fatal kløft mellem etik og management. Ikke så få ledelsesteorier går således mere eller mindre direkte ud på at sløre de alvorlige konsekvenser af denne kløft.  

Her skal der ikke refereres til specifikke undersøgelser, men det er for længst dokumenteret, at stress er det reelle i arbejdslivet for mange mennesker, at det moderne arbejdsmarked ofte skaber både psykiske og fysiske problemer hos medarbejderne. Hermed fjernes den motivation og arbejdsglæde, som ellers skulle resultere i gode resultater for virksomhederne. Stress trænger sig ind på stort set enhver virksomhed, og er i dag nærmest defineret som en folkesygdom. Det er næsten umuligt at holde sig på afstand af stressende arbejdsvilkår, selv om alle ved hvor ødelæggende de er for krop og sjæl.

En del af ledelsesteoriernes rationale er at omskrive potentielt stressende arbejdsvilkår til at være tegn på en spændende, motiverende og udfordrende arbejdskultur. Lige omkring sommerferiens afslutning så jeg således tilfældigvis en jobannonce, der netop præsenterede nogle arbejdsvilkår, som forskningen viser er direkte stressfremkaldende. I jobannoncen blev de imidlertid præsenteret som vilkår for et job fyldt med spænding og muligheder for motiverende arbejdsglæde i hverdagen. 

I jobannoncen stod der, at hvis nogen siger “omskiftelig og til tider uforudsigelig hverdag,” tænker I (altså dem, der ville søge jobbet), “herligt – det bliver aldrig kedeligt”. Det lyder måske uskyldigt, men begreberne “omskiftelig” og “uforudsigelig” lover ikke kun variation og sund afveksling i arbejdslivet, men en grænseoverskridende dynamik, der øger risikoen for stress hos medarbejderne.

Bag de tilforladelige ord kan der gemme sig arbejdsvilkår, hvor du ikke kender din opgave når du møder ind om morgenen, hvor du kan blive smidt ud i opgaver, som du ikke har faglige kompetencer til at løse, hvor du ikke har mulighed for at forberede dig på en kvalificeret måde, hvor den næste arbejdstime lige netop er “uforudsigelig” og virksomheden generelt er under konstant omstrukturering. Samlet set en arbejdsdag uden struktur og gennemskuelighed, uden tryghedszoner og med en organisationskultur, hvis fremherskende kendetegn og selvforståelse er konstant forandring. 

Jobannoncen omtaler imidlertid disse arbejdsvilkår i et ny-sprog med forventningen om, at medarbejderne vil opleve f.eks. uforudsigelighed i hverdagen som en “herlig” modvægt til kedsomhed. Sagen er bare, at netop dette flydende arbejdsliv er den direkte vej til stress. Jobannoncen perverterer sandheden og viser hvilken afstand der er mellem etik og management.

Men så er der jo altid stresshåndtering at falde tilbage på, hvis medarbejderen ikke kan tåle mosten. Virksomhederne der stresser medarbejderne, abonnerer på andre virksomheders kurser i stresshåndtering og coaching af stressede medarbejdere. Når den nye medarbejder, der får jobbet med de omskiftelige og uforudsigelige hverdage, bryder sammen, så venter et kursus eller et coachingforløb, som skal gøre medarbejderen i stand til at vende tilbage til det job, som skabte den stressende hverdag. 

Den slags kursus- og coachingforløb i stresshåndtering udtrykker den centrale ideologi bag arbejdsmarkedet i dag. Først præsenterer den moderne ledelsesteori psykologisk og eksistentielt pres på medarbejderne, som lutter positive udfordringer, spændende arbejdsdage og muligheder for personlig vækst. Bryder medarbejderne alligevel sammen med stress så overtager stress-coachen opgaven med at få dem indpasset og gentilpasset de selv samme vilkår, som resulterede i stress. 

Undertiden er det fristende at bruge den marxistiske kliché om opium for folket, som beskrivelse af moderne ledelsesteori og stresshåndtering.

Der er tale om en slags glidecreme, som skal mindske friktionen mellem medarbejder og arbejdsvilkår. Mange ledelsesteorier og metoder til stresshåndtering skal få virksomhedens medarbejdere til, mest gnidningsfrit, at kunne deltage i arbejdslivets afsindige tempo og patologiske organisering, mens de samtidig formår at opretholde en nogenlunde mental sundhed. 

Stresshåndtering og forkromet medarbejdercoaching er blevet en god medspiller på ledelsesgangen, hvor der behændigt manipuleres med stress, frygt og ængstelse. Adspurgt ville den ledelse som stod bag ovennævnte jobannonce nok sige, at jobbeskrivelsen afspejler det, som udviklingen kræver. Ud fra en effektivitetsbetragning ved vi, at dét i hvert fald ikke passer. Stressede medarbejdere er ikke effektive. Ud fra en faglig betragtning ved vi også, at stressede, fortravlede og pressede medarbejdere heller ikke er innovative. 

Måske er det simpelthen bare dårlig ledelse, der bygger på en fordummende ideologisk overbevisning om, at hvis etikken bøjes lidt i den gode sags tjeneste, så kommer der mere profit, og bare man giver medarbejderne coaching og kurser i stresshåndtering, så går smerten væk. Ingen af delene er korrekt, og afslører bare en perfid alliance mellem de virksomheder, der stresser medarbejderne og de virksomheder, der tilbyder disse medarbejder stresshåndtering og coachingforløb. 

I virkeligheden burde enhver stresscoach og ethvert kursus i stresshåndtering have en etisk forpligtelse til også at rette blikket mod de virksomheder, som skaber de stressede medarbejdere. I stedet sker det modsatte i en form for symbiose: De står sammen om at gøre stress til et problem for den enkelte medarbejder, der bare skal have hjælp og behandling, for at kunne klare vilkårene på arbejdspladsen. Der er tale om en fælles uetisk og ideologisk beskyttelse af dem, som skaber stressede mennesker.

Mærkelige ting: Fotografier

Hvert år bliver der taget cirka 1,2 billioner fotografier. Alene på Facebook bliver der dagligt lagt over 200 millioner fotos op. Alle disse fotografier siger ganske givet noget om vores forhold til verden omkring os. Hvad betyder det f.eks. at have en erfaring? Facebook, Instagram, Flickr o.l. giver lidt af svaret: At have en erfaring er i stigende grad identisk med at tage et foto af denne erfaring og publicere det på de sociale medier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er noget helt nyt, at fotografiet har lagt sig som et lag ovenpå alle vores oplevelser. Efter 15 år som amatørfotograf, sagde den franske forfatter Émile Zola allerede i 1901: »Du kan ikke påstå virkelig at have set noget før du har fotograferet det.«

Måske er de 1,2 billioner årlige fotografier den yderste konsekvens af denne holdning. Eller måske knytter foto-manien sig simpelthen til udviklingen af fotografiapparatets konstruktion fra selvstændigt apparat til at være en del af mobiltelefonen. Eller måske til det menneskelige behov for at kunne fastholde erindringer i en tid, hvor alt flyder forbi os i en hastig og ustoppelig strøm af nye indtryk og oplevelser. De mange fotografier kan være en slags fodaftryk og spor i ens tilværelse. 

Vi skal dog alligevel ikke så lang tid tilbage for at møde den opfattelse, at fotografier var noget mærkeligt noget, og tilmed noget farligt. De fleste har hørt historier om mennesker, der var bange for at blive fotograferet, fordi de forestillede sig, at fotografiet så at sige var en del af dem selv. Det hedder jo netop også, at der bliver taget et foto af nogen. Frygten for fotografiet knyttede sig bl.a. til at det kunne være sjælen, som på den måde blev taget.

I dag har fotografiet mistet lige netop dén form for mærkelighed. Nu er det mærkelige alt det, der rent faktisk bliver fotograferet. Alt det, som man vel kan kalde for ikke-motiver.

Men der er alligevel en slags mystik omkring gamle fotografier. Der er stadig noget mærkeligt ved et fotografi, hvor personerne på billedet er de første i slægten, der bliver fotograferet. Før sådan et billede har alt været erindring, ren erindring, der ikke kunne støtte sig til fotografier, men udelukkende til fortællinger. 

Sådan et fotografi bliver jeg selv ved med at vende tilbage til. Det blev taget d. 1. maj 1933 på Rådhuspladsen i København. Foran kanonfotografen står min farmor og farfar med deres to børn; min far og hans storbror. 

Jeg sidder og skriver dette lige efter, at jeg har været i Politikens Boghandel og netop har krydset den nye Rådhusplads. I lommen har jeg Susan Sontags bog On photography, som jeg købte i boghandlen. Jeg sætter mig på en café og læser de første sider i bogen, som tilsyneladende er skrevet om det gamle fotografi i mit familiealbum: »At tage et foto er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed, foranderlighed. Præcis ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige gang.«

Fotografiet af min far med hele familien på Rådhuspladsen kan selvfølgelig på ingen måde fremkalde en direkte erindring hos mig, som det ellers ofte er meningen med fotografier. I 1933 er der stadig næsten 25 år til min ankomst og min far er bare 7 år gammel. Jeg har kun kendt drengen på fotografiet som min far, så det er ikke nogen genkendelse i almindelig forstand, det vækker i mig. 

Men som Susan Sontag skriver, hvis vi havde et fotografi af f.eks. William Shakespeare, ville det svare til at have en splint fra Kristi kors. Mindre kan gøre det, og fotografiet er en lille del af min far fra den tid, hvor han ikke var min far og levede i en verden, som jeg aldrig selv har kendt – selv om jeg lige har stået på Rådhuspladsen i København, hvor han stod for 86 år siden.

Fra Rådhuspladsen er familien gået videre mod Fælledparken, hvor der i 1933 mødte over 100.000 mennesker op for at holde 1. maj under bannere med paroler som Mod diktatur – For Folkestyre og Landets arbejdsløse kræver arbejde. I Tyskland var Hitler næsten lige kommet til magten, og de tyske arbejderpartier blev allerede forfulgt af nazisterne. Da min far og hans familie sammen med tusindvis af andre gik over Dronning Louises Bro og videre til Fælledparken var det derfor alvorligt ment, selv om det også var festligt med slik til børnene og stjerneøl til de voksne. 

Som på ethvert fotografi vises der kun en overflade, et splitsekund af min fars liv, men det er også en invitation, fordi det ellers ubetydelige fotografi åbner et vindue mod en anden verden. Det mærkelige ved et fotografi, nyt som gammelt, er dets oprør mod tiden. Fotografiet er en tynd skive af rum og tid, som Susan Sontag skriver. Det er nærvær og fravær på én gang. Den lille dreng på billedet blev senere forvandlet til min far. Den dag på Rådhuspladsen var han imidlertid langt væk, han var opslugt af at være sin egen fars søn. Selv var jeg intetsteds, vel nærmest på samme måde, som min far i dag. 

Fotografiet viser det mest intime: det sårbare og foranderlige liv. De fire mennesker har eksisteret, selv om jeg kun husker min farmor gennem fortællinger om hende, og aldrig har mødt min farfar, der døde af tuberkulose længe inden min ankomst. Og min farbror så vi ikke ret meget til. Som alle fotografier har mit gamle foto imidlertid stabiliseret det, der kun har eksisteret i bevægelse og forbigående. Billedet viser, at vi kun er besøgende.

Den lystne moralist

I sidste uge blev det slået fast, at parforholdet – tosomheden – er kilden til den sande kærlighed, den rigtige seksualitet, den normale menneskelige udvikling og den sunde forældrekærlighed!

Sådan har fordommene ganske vist været i mange år, men nu er det blevet slået fast i en artikel af en dansk psykolog, hvor meget tallet “2” betyder for den ægte kærlighed. Vedkommende beskriver endda sig selv som autoriseret, hvilket sprogligt og juridisk betyder, at han har officiel godkendelse til at drive psykologisk virksomhed og komme med domme over normalt og unormalt. 

Baggrunden for psykologens indlæg er en række artikler, der tidligere på sommeren har været bragt i Politiken, om polyamourøse kærlighedsforhold. Ganske vist beskriver psykologen dem netop ikke som kærlighedsforhold, men blot som udsvævende og ødelæggende seksuelle forhold, hvilket dog også viser hans uvidenhed. 

At leve polyamourøst betyder, at flere voksne mennesker har kærlighedsrelationer til hinanden og indbyrdes. I en polyamourøs familie kan flere voksne altså leve sammen. Som den autoriserede psykolog slår fast, har disse lystige polyamourøse også sex med hinanden, hvilket netop ser ud til at være problemet. 

Helt uden argumentation understreger han nemlig, at polyamourøse forhold bygger på en seksuel lyst, der er skadelig for både de voksne og for børnene i familien. Mennesker, der lever i et polyamourøst forhold er kort og godt “grænseløst selvoptaget”, slår den autoriserede psykolog fast, fordi de tænker så meget på sex. Det er stadig uklart, hvor han ved det fra. Men i hvert fald slår det ham ikke, at mennesker, der lever i en polyamourøs familie, med flere kærlighedspartnere, rent faktisk kan elske hinanden og er gået ind i forholdet på grund af kærlighed til hinanden, og ikke kun på grund af en savlende seksuelle lyst, som den psykologiske moralist tydeligvis ser for sit indre blik. 

Voksen og moden kærlighed forudsætter ikke at der kun er to personer involveret. Faktisk er det muligt at elske flere mennesker på én gang, at føle kærlighed til flere og nære mennesker, hvis det er sådan ens tilværelse har udviklet sig

Men det er åbenbart en helt umulig tanke for den autoriserede psykolog, at den slags mærkelige forhold begynder med kærlighed og næres af en meget moden form for kærlighed, og ikke udelukkende bygger på endeløse seksuelle udskejelser. Polyamorøs kærlighed har ikke noget at gøre med åbne forhold. Troskab, tillid, vedholdenhed, kærlighedsbånd og varme familiefølelser kan også eksistere i det polyamourøse landskab. Ligesom den slags omvendt ikke med nødvendighed eksisterer i alle former for tosomhed.

Her stopper psykologens angreb på det “unormale” imidlertid ikke. Uden belæg slår han nemlig fast, at børnene i de polyamorurøse forhold er de store tabere, fordi det jo udelukkende handler om de voksnes uansvarlige og umættelige seksuelle begær. Jeg ved ikke hvad det er for nogle scener, psykologen ser for sig. Men også i polyamourøse familier er der en hverdag med arbejde og helt almindelige forpligtelser, som i alle andre familietyper; der er hjemlig hygge, udflugter med børnene, skole-hjem-samtaler, tv-aftener, oplæsning, dans og glæde i dagligstuen, indkøb og tøjvask. »Ja, og sex,« vil psykologen tilføje. Øh, ja – har man lyst til at sige; får du ikke selv et godt knald en gang imellem, uden at det forhindrer alle andre aktiviteter og forpligtelser i dit liv?

Faktisk er det vel sådan, at børn i harmoniske familier har store chancer for at blive harmoniske, uanset om familien så er hetero, homo, poly eller solo. Kærlighed mellem de voksne, er godt for børnene. Og selv om psykologen vist tror det, så er der ikke mere kærlighed i en familie med to voksne, end der er i en poly-famile bestående af nogle flere. Psykologens ypperste viden sammenfattes i følgende udsagn: “Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold”. Det er faktisk korrekt, men hvorfor skulle det ikke også gøre sig gældende i en polyamourøs familie? 

Her er vi ved noget vigtigt, som ikke blot handler om et moralistiske trip fra en autoriseret og tilsyneladende seksuelt overopstemt psykolog. Det drejer sig nemlig grundlæggende om, at han glemmer, at tænkning og erkendelse aldrig er tilendebragt, men altid er undervejs. Det gælder ikke mindst når vi har at gøre med flygtige begreber som kærlighed, der ofte får tænkningen til at stoppe op ved fordommen. Hele den autoriserede psykologs artikel er nemlig bygget op omkring en fordom om, hvad rigtig kærlighed er, hvordan man lever sammen på den rigtige måde. Og derefter punktum; tænkningen stopper ved fordommene om det rigtige og forkerte, det normale og unormale kærlighedsforhold. Psykologen vil dømme, men ikke vide og ikke skaffe indsigt.

Den autoriserede psykolog har indsat sig selv, som en seksuel retskaffen borger, der udelukkende tænker på de lystnes – de polyamourøses – stakkels børn, der efter hans mening nødvendigvis må vantrives. Han kommer til at afsløre, hvor dogmatisk og autoritativt han bakker op omkring en af samfundets støbeforme for opfattelsen af kærlighed, familie og samliv: Kærlighed opstår når der kun kan tælles til to voksne i én familie; harmoniske forhold i familien opstår gennem forældrenes selvforglemmelse og éntydige fokus på børnene, som om overskud til børnene kunne komme fra noget andet sted, end fra forældrenes (også de polyamourøses) forsatte og vedvarende psykiske og erotiske kærlighedsliv.

Den autoriserede psykolog begynder og slutter tænkningen med fordommen om, at sex mellem flere er udtryk for en perversion og umuligt kan bygge på kærlighed og familiefølelse, mens sex mellem to er normalt og hele forudsætningen for kærlighed, fokus på børnene, og simpelthen udtryk for et normalt familieliv. 

Psykologen giver sig selv mandat til at dømme en kærlighed, som han tydeligvis hverken kender til eller ved noget om, men let kan have lystne fantasier om. Han undersøger ikke nærmere om flere voksne, der lever sammen i en polyamourøs relation, kan være andet end lystige galninge, der glemmer børnenes udvikling for selv at kunne dyrke umådeholden sex. Den autoriserede psykolog udelukker fra begyndelsen, uden undersøgelse eller argumentation, at de polyamourøse familier faktisk kan have en stærk kraft i deres hverdag; en kraft, der knytter sig til en indbyrdes kærlighed der har ligeså stor gyldighed, som tosomhedens kærlighed. 

En stille og langsom bog

I min ferie, både under fodtur og togrejse, har jeg læst Niels Jørgen Cappelørns seneste bog At leve i nuet og gå glip af evigheden. Dén bog er god at have med sig, fordi den på det nærmeste tvinger én til at stoppe op, bevæge sig langsomt og være stille. Og hvad andet end at leve langsomt skulle man da også foretage sig i ferien? Som Cappelørn skriver, er det imidlertid ikke helt ufarligt at få god tid: »For så kan man risikere at høre sine egne eftertanker og komme til at overveje, om der var mening og sammenhæng, da det gik travlt til«.

Niels Jørgen Cappelørn har været professor i Søren Kierkegaard Studier. Det viser sig at være blevet til et slægtskab når en af bogens små tekster f.eks. lyder:

»Man skal ikke pjatte med livet, ikke
bortforklare smerten i sjælen, ikke
fortone følelsen af tab og mening,
aldrig undskylde skylden

Man skal ikke borthøvle tilværelsens
knuder og knaster, men i stedet tage
livet på ordet, og det er at tage det
alvorligt, som det er«

Cappelørns bog består af petitgrammer, der er et genrebegreb, som forfatteren selv har opfundet. De knækkede linjer indikerer derfor ikke, at der er tale om digte, men om et kort-format med sansninger, eftertanker, aforismer og meditationer, præcist skrevet og så skrapt tænkt, at de snitter det vigtige ud i den tydeligste form. Ingen omveje, ikke noget overflødigt, ikke noget flødeskum, men lutter essens: 

»At leve er ikke at sikre sig;
det er at investere sig

Livet er ikke en sikker gang på stedet;
det er en risikabel affære på vej fra dag til dag«

At leve i nuet og gå glip af det evigeer en stille og insisterende samling tekster, der kræver langsom læsning. Ingen fjendebilleder, bandeord og store besværgelser af modstandere, men en selvsikker og ydmyg tro på tænkningens klare lys, som vi kun kan dele: »Tænkningen er aldrig fuldført og tilendebragt, men altid undervejs til ny erkendelse og til dybere indsigt«.

Sådan lyder de første ord i bogen. Der er budt op til med-tænkning og åben eftertanke, for at kunne nå til dybere indsigt. En form for tænkning og eftertanke, der måske ikke fører til sjov og demonstrativ glæde af den slags, der giver status på de sociale medier, men til en glæde, »jeg kan føle, selv om jeg er ked af det«. 

Min veninde fra Iran

Når stormfloder rammer, terrorister angriber og krige truer, er det ikke kun ukendte stednavne, fjerne lande, anonyme institutioner eller ansigtsløse personer i andre kulturer med en anden tro, der rammes. Det er mennesker, som vi tilfældigvis ikke har noget kendskab til eller bekendtskab med. Eller også har vi, fordi vi kender et menneske på det sted, hvor truslen er. Og så ændrer hele billedet sig fra at være noget tilfældigt i nyhedsstrømmen, eller blot endnu en voldsudøvelse et eller andet fjernt og ukendt sted, til at blive et sår i én selv. Verdens gang bliver med ét til noget, der også sætter spor i ens hjerte.

Jeg har en veninde i Iran. Vi har kendt hinanden i flere år efter et tilfældigt møde på Instagram, hvor hun reagerede på et opslag, jeg lavede om filosofi. Hun ved meget om filosofi, så vi begyndte at skrive sammen. Hun skriver også poesi, og har prøvet at gøre det tilgængeligt for mig på engelsk, og selvfølgelig har vi skrevet om vores forskellige liv. 

Selv om vi aldrig har mødt hinanden ansigt til ansigt, på samme måde som vi sidste år havde besøg af en anden veninde fra Instagram, Corinne fra Australien, er den iranske kvinde blevet min veninde. Trods afstanden har vi fået skabt en åben nysgerrighed for hinandens forskelligheder og fundet et fundament af enshed, der ikke lader sig ryste af, at der også er meget af hinanden, som vi ikke kan forstå.

Krisen mellem USA og Iran har min venindes ansigt. Her til morgen har jeg læst, at USA nu sender yderligere soldater til Mellemøsten på grund af krisen, hvor Iran angiveligt skulle stå bag angrebet på to olietankere i Golfen. Begge sider ser ud til at betragte optrapning og trusler som løsningen og ikke som problemet. 

Jeg er bekymret for min iranske veninde, fordi jeg mærker hendes tilstedeværelse i mit eget liv. Det er let at mærke hendes frygt, selv om afstanden er stor og forskellene mange. Hun er tæt væk. Min iranske veninde har været en lille åbenbaring for mig. Vores langdistance-venskab har vist mig, hvor lidt kendskab til hinanden, der i virkeligheden skal til, for at man kan forstå hinandens frygt – og leve med i hinandens liv.

Alle skulle kende en fra de områder af verden, der er ramt af konflikt, fattigdom og undertrykkelse eller krig og vold, for så tror jeg faktisk, at der ville være mindre af den slags. Det er selvfølgelig ren fantasi og drømmende utopi, og i 2019 er vi ikke naive, men måske alligevel håbefulde. For tænk hvor let det var for mig at genkende mennesket, det unikke og særlige i den iranske kvinde. Hun er 4.988 kilometer væk. Jeg har tjekket det på Google. Men vores personlige kontakt har snævret afstanden ind, så hendes tilstedeværelse i verden kalder på ønsket om fred og forsonlighed, så hun kan leve uden frygt.

Døden på Facebook

Facebook kommer til at ligne den såkaldte “virkelige verden” mere og mere. Nu viser en undersøgelse, at vi også skal dø på Facebook og må forholde os til denne Facebook-død. Berlingske skriver i dag om en undersøgelse, der spørger, om de døde er ved at overtage Facebook? Midt i kirketiden kan man således læse, at der indenfor de næste 50 år formentligt vil være flere døde brugere end levende på Facebook. 

Sociologists and anthropologists are increasingly turning their gaze towards the new types of ‘para-social’ relationships, and the ‘continuing bonds’.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det er nok et spørgsmål med dybere filosofiske implikationer, hvorvidt det er korrekt fortsat at kalde de døde på Facebook for “brugere”, som man gør i artiklens overskrift. Men det er der jo tid til at overveje. Det interessante er, at Facebook-himlen er ved at blive overbefolket. 

De døde brugere af livet her på kloden er også i flertal. Paleodemografer har beregnet, at godt 100 milliarder brugere af menneskelivet er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Vi har dog ikke overvejet om de døde af den grund er ved at overtage livet. Men de døde på Facebook er også mere sejlivede end de døde i livet. Ja, den digitale verden udfordrer vores sprog, og det kan faktisk godt formuleres på den måde, at de døde i cyberspace i princippet er udødelige. 

Her er vi ved det dybeste fællesmenneskelige: Vi skal dø. Det er så universelt og alligevel så individuelt, at det er svært at acceptere og tænke på. “The living are few, but the death are many.” De levende er få, de døde er mange, som det hedder i en buddhistisk fortælling om døden. Og det buddhistiske råd lyder da også, at man skal meditere over døden hver dag.

Nu skal vi så også til at meditere over vores kommende Facebook-død og overveje, hvordan vi vil banke på i Facebook-himlen. Som artiklen så præcist formulerer sagen, så rejser det et vigtigt spørgsmål. Og sådan er det jo med døden, den kan få os til at rejse en hel del vigtige spørgsmål. 

En af folkene bag undersøgelsen foreslår, at Facebook skal invitere arkæologer, historikere, arkivarer og etikere ind for at deltage i udviklingen af, hvordan man på en værdig måde kan håndterer den mængde data, som vi efterlader os i cyberspace. 

We argue that an exclusively commercial approach to data preservation poses important ethical and political risks that demand urgent consideration. We call for a scalable, sustainable, and dignified curation model that incorporates the interests of multiple stakeholders.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det, som vi i menneskelivet kalder for erindringer og minder, kaldes i cyberspace for data og digitale spor. Det ser nærmest ud som om, at vi allerede nu skal forholde os til, at vi dør to gange: I menneskelivet og i cyberlivet. Brugerne af menneskelivet og af cyberlivet lever to liv og må derfor også nødvendigvis dø to gange. I menneskelivet efterlader vi os erindringer og i cyberlivet efterlader vi os digitale spor og data. At leve parallelle liv kræver noget, både i livet og i døden. 

Hvad kan vi som hhv. levende og døde brugere af Facebook så forvente os? Vil de døde brugere i cyberspace blive næsten mere nærværende end de “rigtige” døde, på samme måde som de levende Facebook-brugere ofte virker mere levende end de kødelige mennesker i menneskeverdenen? 

Den potentielle overbefolkning af døde i Facebook-himlen kalder på eftertanke, som undersøgelsen og artiklen viser. Som altid er døden de levendes problem. Måske kan vores travlhed med at få styr på vores kommende digitale død og efterliv også kalde på travlhed med at tænke på døden, som bruger af menneskelivet – for eftertanke over døden er den bedste livseliksir, der findes. Døden får virkelig én til at tænke over livet, så måske kan Facebook-døden også få os til at tænke over vores digitale-liv, og på samme måde som den fysiske død, få os til at tænke over prioriteringer og hvad der er vigtigt – før vi dør.