Landkort

Skriv en kommentar

Handskerummet i min fars Opel Olympia rummede en skat. Det var et Danmarkskort fra Esso med Den Lille Havfrue på omslaget. Når vi var ude på lidt længere udflugter var det forbundet med stor spænding, at folde kortet ud og med fingeren forsøge, at følge vores rute på papirets vejstrækninger i forskellige farver.

Før i tiden, da verden var ung og fyldt med ukendte områder, var landkortet symbolet på menneskets erobring af klodens fjerneste afkroge og mest ufremkommelige egne. Op igennem historien har landkort derfor haft en aura af mystik, som appellerede både til menneskets nysgerrighed og til angsten for det ukendte. Landkortet havde en stærk autoritet, som min far stadig kunne give udtryk for, når han fra forsædet, hen over skulderen, spurgte: ”Hvad siger kortet?” I kortet lå en magt; læst forkert kunne det bringe os på afveje.Essokort

Med kortet i hænderne var det som at tage bad i hele verden, selv om kun nogle få kvadratmeter af den lå åben for sanserne. Det var et metaperspektiv på ens egen placering i den grå Opel Olympia. Linjernes én-dimensionalitet var mystiske tegn på alt det, som vi var omgivet af i det mange-dimensionelle rum, selv om vi ikke kunne se ret meget af det fra bilruderne.

Kortet gjorde det usynlige til noget synligt. Det var ikke kun det flade kort, jeg så på, når min finger fulgte de afmærkede veje rundt på papiret. Det tillod sansningen at nå et nyt virkelighedsniveau. Kortet var ganske vist kun en substitut for det landskab, som vi kørte igennem, men det gjorde dets ukendthed og storhed mere tilgængelig: Her befandt vi os på den grønne vej, mellem to mindre byer, der var markeret med rødt, på vej mod en skovstrækning – og inde i skoven lå en sø, som via en tynd streg var forbundet med havet, helt ude ved kortets kant. Fra den vej, som vi kørte på, var der adgang til søen via en sort, stiplet linje, som var en skovsti, der løb halvt rundt om søen inden den drejede skarpt til højre for at ramme en parallel rød vej, som gennem en lysegrøn plantage førte ind til en større by med bebyggelser i både rødt, sort og gråt og enkelte grønne plamager, samt en fjord, der forbandt sig med søen gennem en blå linjeføring. Forskellige farver og numre angav vejenes beskaffenhed, overflade og farbarhed, mens jernbaner trak deres lige spor hen over kortet. Og helt ude i kortes højre kant var der er lille smule af Sverige – udlandet. Alt dette kunne jeg ikke se fra min faktiske position – men kortet trak mig ud af bilen og dykkede mig ned i verdenshavet.

Det er matematik og ikke det menneskelige øje, der er grundlaget for den slags kort. Det er et gradnet af anonyme bredde- og længdegrader, men har alligevel i århundreder været en del af menneskets rumopfattelse og fået virkeligheden til at folde sig ud og give oplevelsen af, at der er langt mere end det, vi kan se fra bagsædet i en Opel Olympia.

Jeg kom i tanke om det gamle Esso-kort forleden dag mens jeg var ved at indstille min GPS, der gør et landkort, som min fars, helt overflødigt. For blot få år siden var vi afhængige af papirkortene for at kunne finde rundt. Stederne og vejene dertil krævede en vågen opmærksomhed; at bevidstheden var rettet mod omgivelserne og at omgivelserne åbnede sig for vores bevidsthed.

I dag taster vi udgangspunkt og destination ind på vores GPS, som ved hjælp af de usynlige koordinater udregner den bedste rute for os. Den giver os mulighed for at vælge mellem den hurtigste eller den korteste rute, men at følge GPS’ens elektroniske anvisninger kræver langt mindre opmærksomhed end dengang, vi var overladt til et Esso-kort af papir.

GPS’en giver os kun et ganske begrænset udsnit af verden. Det er stort set kun den del af verden, der alligevel er inden for vores synsfelt, som vises på skærmen. Man får ikke verdens-fornemmelsen af, at Sverige ligger et stykke ude til højre, at vejen, som vi krydser, forsvinder ind i en skovstrækning, hvor den ender i en havneby, der langs kysten har togforbindelse ind til hovedstaden, og videre ned gennem landet, hvor den ender ved færgeforbindelsen til Tyskland. Stederne mister deres sammenhæng; vi får kun det blik, som vi beder GPS’en om.

For et barn var landkortet en horisontudvidelse, der ikke alene tillod, men direkte lokkede, blikket til at forlade det umiddelbare og gå på vandring i det store og grænseløse perspektiv, som kortet åbnede for. Esso-kortet forlængede mine sanser, gennemtrængte rummet og overskred grænser og horisonter. Så snart jeg foldede kortet ud åbnede der sig en dybde i det landskab, som vi kørte igennem. Det, der var ude af syne, viste sig for mig gennem kortet, fordi jeg trådte ind i det på samme måde, som Alice trådte igennem spejlet, ind i en parallel verden.

Når min far tog Esso-kortet ud af handskerummet, og rakte det om til mig på bagsædet, faldt jeg ud af det rum, som den gamle Opel Olympia befandt sig i, og når vi kom hjem kunne jeg finde på at sige, at vi havde været i Rydebäck i Sverige, selv om vi endte i Humlebæk. Men det var kun løgn for dem, der havde siddet i den grå Opel Olympia – ikke for mig, for jeg havde haft Esso-kortet og nåede kun lige, at komme tilbage på bagsædet før min far slukkede motoren i Humlebæk.

En spøgelseshistorie

2 svar

1. Min far døde i 1979. Det var i oktober og man forstå sikkert, at det blev en trist jul det år. Jeg var 21 år gammel da han sammen med min mor gik ud for at lufte hunden og aldrig kom tilbage. Min mor blev enke i en alt for tidlig alder, nærmest på åben gade. Da lægen senere på natten kom for at give mig noget beroligende spurgte han, om jeg havde selvmordstanker. Nej, tværtimod – jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne overleve.

2. En trist jul – det var min mormors reaktion, da hun hørte om min fars død. Hun havde selv mistet sin mand i en ung alder. Men hun havde 7 børn, så de fremtidige julefester behøvede ikke at blive så triste. Min mor havde kun mig, og jeg var ikke meget bevendt. Jeg indså, at min far ville forfølge mig i resten af livet, hvis jeg ikke kunne blive venner med det spøgelse, som han snart blev, hvilket jo er svært, fordi spøgelser er karakteriseret ved fravær.

3. Det er lige bestemt dét, som spøgelser er: Fravær, som viser sig meget tydeligt, men alligevel ikke kan ses af andre end dem, som de er fravær for. I TV har jeg set en udsendelse, der hed ”Åndernes magt”. Den handlede om spøgelser, som man prøvede at filme. Men alt, hvad der kunne ses, var tomme stuer, og jo mere tomt der var, jo mere var det tilsyneladende bevis på, at spøgelserne eksisterede.

4. Tilstedeværelse er de levendes privilegium. Spøgelser er derimod fraværende i deres tilstedeværelse; et væsen, der fremtræder i tåget gennemsigtighed – i uhåndgribelig tilstedeværelse, som vi kan kalde en slags tæt-væk tilstedeværelse. Det er helt ligegyldigt om jeg tror eller ikke tror på spøgelser. Min far fik den slags tæt-væk tilstedeværelse, det fraværende nærvær, som spøgelser antages at være gjort af.

5. Min far blev til et spøgelse for mig, som igennem mange år repræsenterede den grundlæggende tomhed eller intethed, der på TV kaldes for ”Åndernes magt”. Selv det dummeste TV-program kan utilsigtet rumme en sandhed. I ”Åndernes magt” var sandheden ikke, at der eksisterer spøgelser uafhængigt af de levende, men at ”spøgelserne” paradoksalt nok dukker op, hvis vi ikke formår at ændre dødes negative fravær til positivt nærvær.

6. I mange år forblev min døde far så fraværende, at jeg ikke kunne bruge ham i livet, og det gjorde ham til mit spøgelse. Men livet er et fattigt sted, hvis det kun er beboet af de levende. Tænk på, hvor meget mennesket har gjort for at fastholde de døde i en relation til de levende. Fra kulter til gravpladser og mindesteder. De døde har faktisk en rolle at spille i vores liv – og det har ikke kun noget med religion at gøre. Det handler om livsfylde.

7. Gennem TV-serien ”Åndernes magt” forstår jeg, at spøgelser kan uddrives. De spøgelser, som jeg taler om her, skal imidlertid ikke uddrives. Problemet for mig var jo netop, at min døde far i dén grad var blevet drevet ud af mit liv. Og faktisk havde jeg brug for ham i livet, selv om han var død. Jeg kunne bare ikke finde nogen måde, at få ham ind i livet på igen. Så selvfølgelig skulle han ikke uddrives – tværtimod skulle han drives ind i mit liv igen.

8. Det var altså ikke en eksorcist, jeg havde brug for. Jeg manglede en, som kunne familiesammenføre mig med min afdøde far. Hvis vi et øjeblik godtager, at de døde er nødvendige for de levende og at døde, der forbliver fraværende, kan udvikle sig til spøgelser – ja, så skulle der altså det til, at den tomhed, som min far havde efterladt, fik en slags fylde, der kunne bruges som byggemateriale i mit eget liv.

9. Denne generobring af min afdøde far, i form af en ny følelse af nærvær med ham, er omvendt og positiv eksorcisme: Noget godt skulle drives ind i mit liv. Det tomrum, som han havde efterladt sig, blev på et tidsrum ganske langsomt fyldt op af en meget nærværende fornemmelse af tilgivelse (for hans død), accept (af hans fravær), medlidenhed (med hans skæbne), kærlighed (fordi han og min mor havde sat mig i livet).

10. Det betød, at jeg følte mig mindre ensom, mindre udsat og mere forsonet med mit eget liv. Ikke fordi min afdøde far blev uddrevet, som et gammeldags spøgelse, men fordi et godt og dygtigt menneske drev ham tilbage i mit liv. I dag er han et helt moderne spøgelse, som er ligeså usynligt, som spøgelserne i gamle dage – men som jeg til gengæld har et stort ønske om forbliver i mit liv. Han skal ikke uddrives, først så vil der for alvor igen blive tomhed.

 

Spor

Skriv en kommentar

Tanker er toldfrie, og det er vist meget godt, for de bevæger sig konstant på kryds og tværs af alle grænser. Intet kan holde en tanke tilbage, hverken rummets eller tidens grænser. Tanker og ideer flyder frit, selv hen over de mest velbevogtede af alle grænser – nemlig dem imellem fortid, nutid og fremtid. Det er kun vores krop, der ikke kan krydse disse grænser.

Men mennesket er et gadekryds, en bastard, hvor fortid, nutid og fremtid krydser grænser. Ingen er det ægte barn af nutiden. Overalt i vores bevidsthed er der både spor, som strækker sig tusindvis af år bagud og spor, som tøvende eller optimistisk, fører ind i fremtiden. Tiden er menneskets særlige måde, at give verden form på. Opleves begivenhederne kun på nutidens nære hold virker de ofte, som alt for tilfældige, uformidlede og uden sammenhæng – og derfor også uden mening.

Forud for det enkelte menneske er verden der. Vi fødes både ind i et nu med vores krop – og i forlængelse af de spor, som fortiden har lagt ud. Meget af det, vi oplever bliver forstået og får mening ud fra den fortid, der var før vi overhovedet kom til verden. Menneskets bevidsthed er på den måde ikke kun forbundet med verden gennem de umiddelbare oplevelser her og nu. Vi er overskridende – selv de ultimative grænser imellem fortid, nutid og fremtid brydes ned af menneskets evne til overskridelse, til at forbinde sig med verden, ved at være en grænseoverløber.

Mennesket er ikke kun bestemt til nutiden, men til ”hele-tiden”. Vi bliver ganske vist til på et bestemt sted. Men på dette sted krydser fortid, nutid og fremtid hinanden. Som den franske filosof Maurice Merleau-Ponty beskriver det:

Vores personlige eksistens er således omgivet af et område af næsten upersonlig eksistens, der så at sige går af sig selv, og som jeg henholder mig til for at holde mig i live, – den menneskelige verden, som vi hver især skaber os, er omgivet af en almen verden, som man først må tilhøre.

Jeg blev født ind i denne verden af et andet menneske. Jeg kunne overhovedet ikke blive til uden at verden havde været der i forvejen. Denne livets understrøm er der altid og er uafhængig af os. Men tilmed fødes jeg også ind i nogle spor fra en fortid, som giver mig en rettethed i verden – en forståelse, som åbner for handlemuligheder. Der kan faktisk nærmest være noget, som ”tænker i mig”.

For nylig sad jeg sammen med min familie på et sygehus, hvor en nær pårørende lå for døden. Vores måde at se på døden er i den grad betinget af de spor, som fortiden har trukket ind over vores liv – både de individuelle spor og de mere kollektive. Den naturvidenskabelige måde at anskue døden på er den, vi lever med i vores nutid. Men den bliver helt uden videre ledsaget af spor, som rækker langt tilbage i tiden, hvor døden ikke kun var en biologisk proces men i høj grad også en spirituel. Jo – vi ved det godt: Videnskaben har bevist, at vi går kødets vej når vi dør. Men om det så er i filosofiens eller psykologiens moderne sprog, så ledsages den moderne viden ofte af gamle spor, der repræsenterer en helt anden måde at se døden på

Mens vi befandt os på sygehuset strejfede spor af oldgamle tanker og forestillinger om døden ind over vores personlige og nutidige bevidsthed. Fra middelalderen tegnede et spor sig som et spørgsmålstegn: Hvad skal der blive af ham når han dør, hvad er vigtigt, at sige til ham nu, inden han dør – selv om han er i koma, hvad kan hjælpe ham med at dø afklaret og hvorfor er dét vigtigt? De selv samme spørgsmål, som mennesket til alle tider har stillet sig hen over et dødsleje, trak spor i vores moderne bevidsthed, hvor de videnskabeligt set kan anses for irrelevante. Men ansigt til ansigt med den ultimative grænsesituation i livet kunne vi mærke disse spor af det almenmenneskelige flette sig ind i vores helt moderne bevidsthed – både som spørgsmål og som antydninger af svar.

Men det er ikke kun fortidens spor, som hen over dødslejet krydser nutiden. Mens vi er i sorg og midt i savnets smerte sker det alligevel, at øjet eller tanken strejfer et spor, som peger ind i fremtiden og derfor gør noget ved den lidelsesfulde nutid. Det kan være børn, som liver op med deres fortsatte eksistens og som dermed forhindrer, at vi lukker os inde i vort personlige her og nu. Vores personlige eksistens afbrydes, skriver Merleau-Ponty, og en anden tid end vores individuelle trænger sig på med f.eks. trøstende minder fra fortiden eller forhåbninger om fremtidens lindring og nye livgivende oplevelser.

Alle mennesker blander tid. Tidsligheden er en måde at forbinde tingene på. Den franske filosof Bruno Latour mener ganske enkelt ikke, at der er nogen aktivitet, som kan kaldes homogen i den forstand, at den kun – helt og udelukkende – er fra vores egen tid. Vi kan jo bare tage os selv. En del af vores gener er 500 millioner år gamle, andre dog kun 3 millioner mens nogle af de nyere blot er 100.000 år gamle. Både vores gener, vores vaner, tanker og forestillinger går fra at være nogle få timer gamle til at trække spor, der er flere tusind år gamle. Vi er med andre ord tidsblandere. Derfor forstår vi – og overlever.

Litteratur:
Stanislav Grof: Books of the Dead, Thames & Hudson, 2013.
Bruno Latour: Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag, 2006.
Maurice Merleau-Ponty: Kroppens fænomenologi, Det lille Forlag, 2009.
Tony Walter: The Revival of Death, Routledge, 2005.

Om træer og mælkebøtter

Skriv en kommentar

Jeg vil gerne fortælle hvordan det er at blive ældre
imens man sidder under en mælkebøtte.

Havde du kendt mig som barn og ung ville du vide
at jeg ofte kunne findes under et træ.

Jeg sad og lænede mig op ad de ældste stammer
dem som havde stået der altid.

I hvert fald i over hundrede år
og tæt på en evighed.

Sådan skulle det også være med mig
jeg skulle være der altid.

I dag er det helt fint med en mælkebøtte
eller det der er mindre.

Mød mig derfor ved mælkebøttens fod
hvor vi kan sidde et øjeblik.

Lad os kigge op igennem fnughimlen
og se hvordan universet udvider sig.

Til næste år er vi måske så små
at vi kan sidde under den første forårsviol.

Navle

2 svar

Sådan cirka midt i det hele sidder navlen. Alle pattedyr har en, men den er vist mest synlig hos mennesket, hvor navlen både kan være en lille fordybning eller boble lidt ud – alt efter om den er en innies eller en outies, som det hedder. Navler er individuelle og kan se helt forskellige ud. Men på samme måde, som næsten alle andre dele af menneskekroppen, har navlen en symbolsk betydning. Navlen er nemlig den kropsliggjorte erindring om det vigtigste tidspunkt i ethvert menneskes liv.da Vinci - navlen

Hvis det stadig var muligt at tale om mennesket i mytologiens sprog, så ville det være let at forstå: kig på din navle og du stirrer lige ind i det kødelige monument over det utænkelige. Navlen minder os om det, der ikke kan huskes af noget menneske, men som vi alligevel bruger hele livet på at genskabe i en eller anden form: Navlen er arret efter ur-separationen, den grundlæggende adskillelse, hvor den ellers givne enhed og forbindelse med vores moderkosmos blev klippet over.

I myternes verden siges der meget om navlen. Bl.a. findes der forestillingsbilleder, hvor navlen både er symbolet på forbindelsen mellem det lille barn og moderen, og på forbindelsen mellem menneske, verden og kosmos. Navlen trækker usynlige tråde til det, der bekymrer mennesket mest – nemlig, hvordan vi kan træde ind i nærværende forbindelser med andre mennesker, måske med den eneste ene, hvordan vi kommer til at opleve os selv, som en del af det hele, hvordan vi erstatter det, vi mistede, da navnestrengen blev klippet over?

Navlestrengen var en sammenknytning imellem os og livmoderens trygge hule. En viden, som vi ganske vist ikke kan erfare eller genkalde i vores bevidsthed, for dengang var vi ikke et subjekt, vi var så at sige et før-subjekt indfældet i noget, der heller ikke var vores omgivelser eller stod for os som et objekt – der var hverken subjekt eller objekt; vi var enhed, eller kort og godt: vi var.

For at mennesket kan blive et selv – sig selv – før det kan blive et selvstændigt væsen og opleve sig som et subjekt, må navlestrengen klippes over. Navlen er arret efter denne overklipning, denne definitive afskæring, som vi har glemt alt om, men som sendte os i eksil fra idealtilstanden og derfor alligevel bliver ved med at være en drivkraft i vores bestræbelser på at finde tæthed, intimitet og livgivende fylde gennem nærhed med andre mennesker og med verden omkring os.

Platon tematiserer dette brud i dialogen Symposion, hvor han lader Aristofanes fortælle om, hvordan mennesker oprindeligt var enkønnede og kugleformede helheder, og desuden guderne jævnbyrdige. Netop derfor var selv overguden Zeus bange for disse kugleformede helheder og endte med at hugge dem midt over. Men – da de nu ikke længere var hele skete der det, at de forskellige halvdele begyndte at løbe omkring for at finde hinanden; de ledte efter den halvdel, som de var blevet afskåret fra. Idealtilstanden ophørte således da Zeus huggede helhederne over og dermed skabte halvheder. Samtidig opstod imidlertid Eros, som ifølge Aristofanes er det halverede menneskes stræben efter den helhed, som det mistede ved overhugningen. Eros er derfor ikke udelukkende noget seksuelt, men et udslag af menneskets oplevelse af sig selv som halvt, som afkoblet fra noget betydningsfuldt andet – og ikke mindst er Eros drivkraften for den menneskelige søgen efter dette betydningsfulde andet.

Hos Aristofanes er denne myte billedet på noget alment menneskeligt, som paradoksalt nok alligevel ikke ligger inden for vores menneskelige erfaring. Vi var der jo ikke selv, for det skete før vi blev et selv. Et selv blev vi først efter den overklippede navlestreng. Men navlen er vores bevis, selv om der også er en anden indikator, nemlig den melankoli, som hos alle mennesker kan vokse ud af det uerindrede, ud af den dunkle anelse, der næsten ikke kan formuleres, men som alligevel ofte udsiges i forskellige variationer over temaet: jeg føler, at der mangler noget i mit liv, at jeg lever på ydersiden af verden, i omkredsen af andre mennesker, ikke inde i et intimt fælleskab men i en slags følelsesmæssigt tomrum, hvor der mangler fylde, nærvær, tryghed og sikkerhed.

Denne melankoli kender de fleste mennesker. Men hvad er det, der savnes og stræbes imod? Dét kan næsten kun formuleres i kunstens og mytens sprog, som f.eks. hos Platon, hvor det er den afhuggede halvdel, mennesket stræber efter at genfinde. Sådan kan det naturligvis kun siges i den før-psykologiske tradition, men selv i den moderne psykologiske kultur kan der ikke peges på noget specifikt, noget bestemt. Det er jo ikke et bestemt andet menneske, der tænkes på, ikke noget bestemt fællesskab, en bestemt mening med det hele. Det forbliver ganske upræcist: det er det, der skal give os følelsen af intimt tilhør, helhed og livsfylde – noget andet end os selv uden dog at være noget bestemt.

I den mytiske og religiøse tradition har dette ”andet” haft navne som f.eks. skytsengel, daimon, dual, eller optrådt i skikkelse af andre åndelige væsener, moderskikkelser, hjælpeånder fra de afdøde osv. Og hos Platon altså, som den afhuggede del, der mangler for at mennesket kan føle sig som et helt væsen. I dag er det ikke helt usædvanligt at tale om sjælevenner, som opfylder den funktion, at være en særlig anden, som man møder en speciel og nærværende forståelse fra. Talismaner og amuletter blev brugt tidligere og bruges stadig, som symbol på en form for beskyttelse af det enkelte menneske. Det kan være billeder, figurer eller symboler, som indgiver følelsen af, at noget andet står ved siden af én, at man har forbindelse til noget stærkere og mere magtfuldt. Men det forklarer alligevel ikke helt, hvad det er vi søger – blot at det er noget andet end os selv. Noget som på en eller anden måde ville gøre os godt, give os følelsen af mere sammenhæng og helhed i livet, lade os mærke den intime samhørigheds dybe tryghed.

Det er ikke noget subjektivt, ikke noget i os selv. Det er heller ikke noget objektivt, ikke noget, som vi kan udpege i omgivelserne. Det er det, som den tyske kulturfilosof Thomas Macho har kaldt et nobjekt. Det er det intime et-eller-andet, som ikke kan ses, men alligevel indgiver os anelsen om en mere komplet eksistens med dybere resonans og nærhedsfølelse. Hvor har vi dog den anelse og længsel fra?

Kig ned, for navlen er svaret. Fra navlen var vi forbundet med et helt kosmos, hvor der ikke var forskel på os og verden. Her var vi ikke et subjekt, her var der ikke noget objektivt andet end os. Vi var i en opslugende tilstand af nobjektivitet; en tilstand af forskelsløshed, enhed, oceanisk medhed. Det var før navlestrengen blev klippet – og fra det øjeblik blev vi langsomt men uomgængeligt sat på sporet af os selv, af forskellen og afstanden fra de andre.

I myten, som fortælles hos Platon, blev menneskene hakket over, men samtidig kom Eros til verden for at give de forskelle halvdele mulighed for at stræbe efter fornyet helhed. Så altså – i det øjeblik, vi kysser den elskede, måske på navlen, kan vi være på vej til at skabe en lille boble, hvor fodfæstet mistes og vi glider sammen til noget, der hverken er et subjekt eller et objekt – men et oceanisk nobjekt med forbindelse til den følelse, som navlen på det tidligste tidspunkt i vores liv forbandt os med.

Vand

Skriv en kommentar

Jeg bor ved vandet – på en halvø, hvor min baghave er tidligere havbund. Blot ét spadestik nede bliver jorden hvid og grå af resterne fra skaldyrenes verden dengang, hvor stedet var en virkelig ø, hele vejen rundt. I dag aftegner den tidligere vandkant sig gennem et åløb og baghaver, som jævnligt bliver oversvømmet når vinden kommer fra øst. Og vil vi se vandet skal vi kun gå omkring 500 meter, så forsvinder ens blik ud i det drømmeagtige element, som i tidernes morgen var det eneste – dét, som Guds ånd svævede over inden han skilte vandene og skabte himmel og jord.

Det er sjældent, at mennesker stiller sig op og kigger ud over en mark eller en skov med det samme langstrakte blik, som de kigger ud over vandet med. Hver aften når vi går tur langs vandet passerer vi mennesker, som pludselig er stoppet op for at kigge ud over vandet. Ikke efter noget bestemt, men med det særlige oceaniske udtryk, hvor man kan komme i tvivl om de betragter noget ydre eller noget indre, for deres blik strækker sig langt indefra og langt udad – helt til vandets gamle betydning, som ophav til alt mellem himmel og jord.

Det har noget med vandet og havet at gøre – ikke blot med udsigten. Vandet og havet, det på én gang kendte og fremmede element. Det er ikke blot en samling vandmolekyler, der hver består af to Hydrogen-atomer og ét Oxygen-atom, og som kaldes H2O. Vandet og havet har et overskud af betydninger hinsides den overflade, vi kigger ud over, om den så er blik eller stormfuld.

Når vi står ved vandkanten er det tydeligt, at mennesket er en grænsegænger. Vi kan passere et skel i landskabet og gå ud over markerne, kravle over et stendige og fortsætte ind i en skov. Men vandet forstsætter vi ikke bare ud i. Grænsen mellem land og vand har konsekvenser; den tvinger os til at stoppe op – derfor det langstrakte blik ud over vandet, ind over grænsen.

Vandet har en overflade – og et dyb. Overfladen er kun gennemtrængelig for blikket få meter ned, og det er dybet, der tilfører vandet dets mytologi og fascinationskraft. Det er dybet, der trækker blikket langt, og som hen over grænsen mellem land og vand tager os i besiddelse. Det vigtigste ved vandet er jo netop det, som vi ikke ser, men som vi ved eksisterer og som på flere måder kan trække os ned.

Det vi ikke kan se – dybet under overfladen, har mennesket til alle tider haft kontakt med gennem metaforen, der ofte tager udgangspunkt i vandets dobbelthed som både livgivende og ødelæggende. Vandet er symbol på den urmoderlige fostertilstand, på frugtbarhed, på liv, renselse, genfødsel og på både menneskers og guders oprindelse. Fra det oprindelige kaos-ocean, med dets vanduhyrer og dæmoner, opstod der en orden, som satte vores verden i gang med at være den genkendelige verden, som vi i dag bevæger os rundt i – sådan siger mange skabelsesmyter.

Men under det hele, under overfladen, lurer igen kaotiske oversvømmelser, hvor Syndfloden, blot var et eksempel på, at mennesket kan overskylles af vandet. Ingen skal vide sig sikker på vandet, for dets karakter er at kunne stige og trække mennesker ned på bunden til dybets dæmoniske kræfter, som det skete for Jonas da han forladt og ensom måtte tilbringe tre dage i kæmpefiskens bug, dybt nede i det kaotiske hav. Det er jo også fra dette dyb, at Jorden ved Ragnarok vil blive opslugt for at en ny verden kan stige op af havet.

I min barndoms Anders And-blade optrådte der undertiden en figur med navnet Moby And. Det var en lidt forvirret and, som havde været hvalfanger på de store verdenshave, uden dog nogensinde at fange en hval. Derfor måtte han ernære sig ved at være kaptajn på et af Joakim von Ands skibe. Moby And havde fået sit navn efter Moby Dick – den store hvide hval i Herman Melvilles roman af samme navn. Nogen and var der bestemt ikke tale om i Melvilles kæmpe af en roman. Måske slet ikke en hval, selv om hele romanen er et studie i den gale kaptajn Akabs jagt på det uhyrlige væsen i havets dyb. I hvert fald er dette uhyre ikke kun en kæmpemæssig kaskelothval. Melville skriver det selv midt inde i den næsten 600 siders lange roman om hvalfangsten ude på de dybeste og farligste verdenshave:

Se, hvor listigt havet er; se, hvordan dets mest frygtede skabninger glider frem under vandet, som regel usynlige og forræderisk skjult under det søde skær af azur (…) Overvej alt det, og vend dig så mod denne grønne, milde og myge jord; se på dem begge, se på havet og landet, og finder du da ikke en sælsom analogi til noget i dig selv? For som det forfærdende hav omkredser det grønklædte land, ligger der i menneskets sjæl et Tahiti, fyldt med fred og glæde, men omgivet af alle det ubevidstes rædsler. Gud bevare dig dér! Drag ikke bort fra hin ø, thi aldrig kan du vende tilbage!

I romanen om havdybets uhyrlige Moby Dick advarede Herman Melville i 1851 mennesket mod at forlade den grønne ø, som er bevidsthedens Tahiti. Rundt om denne ø ligger nemlig det kaotiske, ubevidste hav, med alle dets trusler om undergang, rædsel og død. Det var 50 år før Sigmund Freud omkring år 1900 udviklede en systematisk teori om menneskets ubevidste. Siden da – men ikke på grund af Melville – er menneskets ubevidste ofte blevet sammenlignet med et hav, det uregerlige og magtfulde dyb, der omgiver den menneskelig bevidsthed. Et hav af ubevidste og evigt truende drifter, behov, skjult seksualitet, traumernes dæmoner og et kaotisk dyb, som mennesket slet ikke kan genkende når det er oppe på bevidsthedens trygge ø.

Carl Gustav Jung, den anden store af dybdepsykologiens grundlæggere, så imidlertid ikke kun trusler når han kiggede ned i dette havdyb, men en slags brønd, hvor mønten aldrig når bunden. Hos Jung ligger der i det ubevidste hav både dæmoniske trusler og ubegribelige muligheder for det enkelte menneske. En stærk understrøm omkring bevidsthedens trygge ø, som ikke umiddelbart lader sig hente op til overfladen, men som alligevel må opsøges, hvis mennesket vil udvide sit territorium og måske bevæge sig fra at være en ø til at være en halvø, sådan som det gik med det sted, hvor jeg bor.

Vandet, havet, oceanet er både noget ydre, der afgrænser min ø, og noget indre i sjælen hos alle mennesker – en eksistentiel tilstand. Men begge steder er det med til at definere mennesket, som en grænsegænger. Vil mennesket undersøge verden må det passere hen over grænsen og ud på vandets overflade, vel vidende at i dybet lurer alle mulige og umulige trusler, måske vores personlige Moby Dick. Men verden blev større da navigation gav mennesket mulighed for at bryde grænsen og krydse det åbne hav i stedet for blot at padle langs kystgrænsen på det mere sikre og kendte farvand, hvor man altid kan bunde.

Sted

Skriv en kommentar

Vi er altid et sted. Jeg kan ikke med nogen mening sige, at i morges klokken 8 var jeg ikke noget sted. Det er ganske enkelt umuligt ikke at være et sted. Som Aristoteles sagde, så er de eksisterende ting et eller andet sted. Begrebet “sted” kunne derfor godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Det, at vi altid er et sted, er nemlig ikke kun et spørgsmål om geografisk placering. Vi kan også tale om en eksistentiel topologi (topos betyder sted på græsk), som går nærmere ind på det forhold, at mennesket ikke alene altid er et sted, men dermed også altid er indfældet i verden – at vi altid er forviklet med det sted, hvor vi nu opholder os.

Intet sted, hvor jeg på et bestemt tidspunkt opholder mig, er blot en geografisk placering, som kan bestemmes gennem et sæt koordinater. I den tid, hvor jeg opholder mig på dette sted, er det nemlig også min omgivelse, og ikke blot det. Stedet er også en slags ophav til hvem jeg på det pågældende tidspunkt er, og hvordan det er at være mig. Menneske og sted er intimt forbundet. Det kommer jo bl.a. frem gennem udtryk som: “Her føler jeg mig hjemme” eller “her føler jeg mig truet og udsat” eller måske: “Dette sted siger mig ikke noget, mens det andet sted gav mig inspiration” og ”nu trænger jeg til at komme et andet sted hen”.

Stedet siger noget om os. Når vi ved, hvor et menneske kommer fra – så ved vi også noget om, hvem dette menneske er. Eller mere korrekt: Sådan var det tidligere, hvor begrebet “hjemstavn” (det sted, et menneske kom fra) var af afgørende betydning for, hvem og hvordan dette menneske var. Hjemstavnen var stedet over alle steder – det sted, der gjorde et menneske, til dette bestemte menneske. Tidligere tog forestillingen om et menneskes identitet således udgangspunkt i spørgsmålet om, hvilket sted dette menneske kom fra? Stedet kunne forklare næsten alt om mennesket. Da f.eks. mine forældre i 1958 flyttede fra København til en lille landsby, blot 90 kilometer fra hovedstaden, blev de aldrig kaldt andet end københavnerne. Stedet de kom fra kunne de aldrig løskøbe sig fra. Hjemstedets betydning er så godt og fint formuleret af Tove Ditlevsen i digtet “Barndommens gade” fra 1942:

Jeg er din Barndoms Gade,
jeg er dit Væsens Rod,
jeg er den bankende Rytme
i alt hvad du længes mod.

Det moderne menneskes identitet er imidlertid ikke længere så stedbundet, som i gamle dage. Der spørges ikke længere hvor du kommer fra, men hvem er du. Menneskets identitet er i de seneste årtier blevet frisat fra stedets indflydelse, og i stedet blevet koblet til den frie viljes frie beslutning om, hvem man vil være.

I langt større udstrækning end tidligere bevæger det moderne menneske sig nærmest frit rundt. Det er ikke længere nødvendigvis et særligt sted, som bestemmer hvem du er. Begge mine forældre flyttede tre gange i løbet af deres liv. Jeg har flyttet sted 12 gange. Min identitet er ikke knyttet til nogen bestemte steder, og i hvert fald ikke til ét særligt sted. Selv om jeg selvfølgelig altid er et sted i topologisk betydning, er jeg hjemløs sammenlignet med tidligere generationers stærke bundethed til et bestemt sted.

Min tilstedeværelse i verden er langt mere flydende end mine forældres. Tidligere havde man et hjemsted; i dag må man kunne finde sig hjemme næsten alle steder. For nogle generationer siden var det enkelte menneskes bevægelse skematisk således: Fra livmoderen til mor-barn-dyaden, til familien, til slægten til hjemstavnen og måske til nationens grænse. I dag er det moderne menneskes tur gennem livet således: Fra livmoderen til familien til det globale. ”Sted-chok” kunne være betegnelsen på den følelse, der rammer mange efter denne tur fra det totalt trygge til det totalt utrygge – fra det helt tætte til det helt utætte. Et sted er man naturligvis altid – men et hjemsted?

Da menneskets stedbundethed forsvandt blev den afløst af det ”serielle sted”. Stedet, hvor du er lige nu, men som ikke løser hjemstavnens traditionelle opgave – nemlig den, at give eksistentiel beskyttelse, tryghed, genkendelighed og følelsen af tilhør. Med andre ord, at være det kendte sted, hvorfra min verden går, og som giver mod og tryghed til at gå ud i verden, ud i det ukendte og utrygge, fordi man altid kan vende tilbage til det kendte hjemsted.

Men – der er ikke nogen grund til naivitet og romantiske forestillinger om tidligere tider, fra før verden gik af lave. Det faste sted var nemlig også et påtvunget sted, karakteriseret af ufrihed, social kontrol og fravær af muligheder for mobilitet, både socialt og psykologisk. Den moderne stedløshed kan således både betyde frihed til selv at vælge hvem man vil være og/eller rodløshed og fremmedgørelse.

Når der bliver færre og færre faste steder må mennesket prøve at lave små lommer, der kan tjene som det støttesystem, hjemstavnsstedet var for tidligere generationer. Dette sted kan være lokaliseret i både det ydere og det indre. Ofte vil det naturligvis være stedet, hvor de elskede befinder sig, familien eller steder, hvor man er sammen med venner. Men det kan også være indre steder – ”ikke-steder” som erindringer, fantasier, Facebook, kunstoplevelser, fremtidsforestillinger o.l., der skaber følelsen af eksistentiel tryghed – den følelse, som tidligere blev skabt af hjemstedet.

Faste steder betyder radikalt mindre for det moderne menneske end tidligere. Men det gør følelsen af tryghed og eksistentiel beskyttelse ikke – altså de følelser, som det faste hjemsted traditionelt har leveret rammerne for. Så spørgsmålet er: Hvor søger du hen, når du midt i det moderne livs turbulente flow får behov for ”hjemfølelsen” – den eksistentielle tryghed? Har du et sted i det ydre eller i dit indre, som er din eksistentielle hjemstavn?

Portræt af onkel Valde

Skriv en kommentar

Min onkel gik altid med blød hat for at skjule den permanente bule, han havde fået, da knoppen fra en flagstang faldt ned i hovedet på ham. Det var min onkel Valde, der var kommet så galt af sted da han var helt ung og sejlede som sømand på Køge Bugt. I virkeligheden hed han selvfølgelig Valdemar, men titulært var han min onkel Valde, og som fisker havde han virkelig besejlet Køge Bugt i årevis – men det var før min tid.

Man får ikke knoppen fra en flagstang i hovedet uden konsekvenser. Onkel Valde var derfor også det, som vi i dag nok vil kalde kognitivt udfordret. Men, som min far altid sagde: Onkel Valde er måske lidt tilbage, men han er god som dagen er lang. Og når Onkel Valde besøgte os var dagene lige netop gode og lange sammen med ham.

Onkel Valde boede i De Gamles By i København. Her hjalp han med at passe de store havebede og ellers talte han en hel del med portvagten ud mod Nørre Allé – de kendte begge til Køge Bugt. I fritiden samlede onkel Valde på papirservietter. Alle i familien gemte deres servietter til ham, når de havde været til en eller anden sammenkomst, hvilket ikke var så tit, for næsten alle i familien var døde i en ung alder, bortset fra onkel Valde. Da han var yngre døde næsten hele hans familie af tuberkulose, men onkel Valde overlevede. Eller han behøvede faktisk slet ikke at overleve, for han fik aldrig tuberkulose. Det ville han måske have fået, hvis ikke knoppen fra flagstangen var faldet ned i hovedet på ham. Denne ulykke begyndte nemlig et helt nyt liv for ham.

Tidligere havde onkel Valde været en hidsigprop, fortalte min far – en slagsbror. Bomstærk, som en rigtig sømand, og alle der dengang besejlede Køge Bugt kendte ham, fordi han helt på egen hånd kunne flytte master så store som telefonpæle – eller var det lysmaster, det kan jeg ikke huske, men de var af træ, som masterne på skibene i Køge Bugt.

Onkel Valdes hat

Efter ulykken blev onkel Valde blid som et lam. Mild og venlig og elsket af dem, der var tilbage af familien. Også af mig, selv om jeg reelt ikke kan huske ham. Der er et billede i mit familiealbum, hvor jeg i 1959 står i vores have med Onkel Valdes bløde hat på hovedet. Jeg var så lille, at jeg ikke kunne se bulen oppe på hans hoved, så jeg måtte godt låne den bløde hat når vi var alene. Derfor må det også være ham, der har taget billedet. Helt sikkert, for vi gik altid rundt i haven, og selv om onkel Valde havde slået hovedet så frygteligt, at han var lidt tilbage, kunne han navnene på alle vores blomster og tilmed se, at træerne var forskellige, selvom de lignede hinanden en hel del, efter min mening.

Når han besøgte os på landet, ordnede han ikke have. Så slappede han af i det fine tøj, som kun var til den slags anledninger, og så desuden til at blive begravet i. Vest med ur i lommen, jakke og pressefolder i bukserne, og så den bløde hat. Det hele i sort, så det passede til alle anledninger, fra bryllupper, hvis han skulle blive inviteret til den slags, besøg hos familien på landet og begravelser, inklusiv hans egen.

Af en eller anden grund har jeg arvet onkel Valdes tvebak. Det blev datidens lommeure kaldt – dem med kæde og kapsel, der kunne åbnes og det hele. Det hænger i kæden, sat fast i den ene vindueshaspe, så jeg får øje på det, hver gang jeg rejser mig fra mit skrivebord og kikker ud i haven. Det er gået i stå af alderdom, viserne bevæger sig kun når jeg undertiden tager uret med ned i køkkenet for at pudse det.

Hvad ville onkel Valde have sagt til det liv, som jeg lever i dag? Det ville jeg gerne vide. Jeg ville også gerne have ham en tur med ned på engen, så han kunne fortælle lidt om træernes og blomsternes forskellighed – for ofte er de stadig helt ens for mig.

Jeg var så lille da han døde, at jeg slet ikke opdagede det. Ville jeg overhovedet kunne genkende hans stemme, eller ville han være helt fremmede for mig, når han skulle gå med hen over broen ned til engen, i det sorte tøj med den bløde hat – hans begravelsestøj?

Hvad husker jeg af onkel Valde? Det er lige meget med detaljerne. For når et menneske dør er det ligegyldigt med mange ting – om han satte hatten på den ene eller den anden måde, at han kun ville spise æggesnaps til frokost, at han helt sikkert alligevel ikke kunne kende forskel på blomsterne og træerne, fordi han var lidt tilbage. Det er ligegyldigt. Onkel Valde har været død i mange år – jeg ved slet ikke hvor mange, men han blev nok begravet i det sorte sæt tøj, måske endda med den bløde hat på hovedet. Detaljerne tæller ikke længere – det der tæller er det uerstattelige i onkel Valde. At han lod mig bære den bløde hat, at han altid tog mig i hånden når vi gik i haven. Dette – ikke detaljerne – har en fantastisk skaberkraft, som i dag har fået mig til at genkalde følelsen og stemningen af onkel Valde – måske netop fordi hans tvebak er stoppet med at tælle tiden.

Alt er ikke relativt

2 svar

Engang var jorden flad. Hvad ellers? Hvis den var rund, hvordan skulle dem med hovedet nedad så holde fast? Med tæerne måske? Jorden blev i sin tid opfattet som flad, fordi der ganske enkelt ikke var tilgængelig viden, som kunne begrunde at den var rund. På samme måde var der ikke tilgængelig viden, som kunne vise noget andet dengang, hvor det dominerende verdensbillede havde Jorden i centrum for universet. Eller når man skulle beregne Jordens alder. Helt op til 1700-tallet blev dette spørgsmål besvaret med henvisning til Bibelen, som efter nogles mening viste, at Gud havde skabt Jorden ca. 4.000 år tidligere. Videnskaben kunne dog alligevel være ret præcis i dateringen. F.eks. mente den danske professor Vilhelm Lange (1624-1682), at Jorden var blevet skabt mandag d. 30. april 4042 f.Kr. I dag er videnskaben i stand til at beregne Jordens alder til 6.6 milliarder år – og den blev til ud af en urtåge i universet, ikke ved Guds hjælp.

På den måde kan man selvfølgelig sige, at sandheden op gennem historien har vist sig yderst relativ. Stort set hver dag, siden den videnskabelige revolution i 1600- 1700-tallet, har videnskaben afsløret nye sandheder til afløsning af sandheder, som man ellers havde anset for faste og uangribelige gennem århundreder. Måske har det været – og er stadig – som Platon skrev for ca. 2.500 år siden: Vi er som mennesker, der ser ting i en drøm og tror at kende dem til bunds – og så vågner op for at finde ud af, at vi alligevel intet ved.

Det er da også blevet en integreret del af det moderne menneskes selvforståelse, at nok ved vi utallige ting, men sandhedernes tid er forbi. I takt med, at vi er blevet et videnssamfund, er vi paradoksalt nok også blevet et samfund uden forestillinger om, at denne viden overhovedet kan bruges til at etablere et regime, hvor sandheden råder.

Netop forestillingen om at alt er relativt er imidlertid også blevet en ny form for regeletik: I videnssamfundet ved vi nu så meget, at vi også ved, at alt må betragtes som relativt. Det er en etisk grundregel, som man også ofte støder på når talen falder på de dybeste spørgsmål, som f.eks.: Hvad er det gode liv? Hvad er menneskelig værdighed? Hvad er omsorg? Hvad er det gode samfund? Hvilke etiske standarder bør vi holde os til? Så snart den slags spørgsmål rækkes hen over disken, så – ja, så sker der faktisk intet. For sagen er den, bliver man belært om, at det, der er det gode liv for dig, jo nok ikke er det for mig. Du kan ikke sige, hvad der er godt og korrekt for mig – eller omvendt. Vi skal altså lade hinanden være. Med andre ord, de spørgsmål, som tidligere affødte kæmpemæssige diskussioner havner i dag ofte i den tankemæssige blender, hvor hovedopgaven ikke ses som at nå ind til sagens kerne, men at hitte ud af, hvordan vi kan undgå at udfordre hinanden og ikke mindst os selv på de dybeste og mest eksistentielle spørgsmål. Det nærmeste vi kan komme en “sandhed” i denne sammenhæng er ofte dette diktum, som så til gengæld også anses for uangribeligt: På det etiske og moralske område, har ingen mere ret end andre!

Det kan faktisk være ganske vanskeligt at påstå noget andet – vores kultur rummer nærmest ikke muligheden for at sige noget andet, med mindre man er religiøs fundamentalist og fanatiker. Men netop fordi moralens og etikkens relativitet i sin alvorligste konsekvens lukker for samtale er det nødvendigt med tankens yderste anstrengelse.

Når vi nu ikke kan andet end at fastholde den etiske og moralske videns relativitet, så stilles vi overfor den store udfordring, at modstå de alt for lette svar på de alvorligste spørgsmål. Selv om man kan gå med til, at den etiske og moralske sandhed skabes regionalt i dialog mellem mennesker, så er det vigtigt at holde hovedet koldt i spørgsmålet om denne dialogs indhold og kvalitet. Ikke alle argumenter – heller ikke de etiske og moralske – er lige gyldige. Der skal ligge undersøgelser og begrundelser til grund for et udsagn om de etiske valg. Det er ikke nogen begrundelse, at det ene valg kan være lige så gyldigt og legitimt som det andet, blot fordi etik og moral er noget subjektiv og relativt.

Den noble holdning, at i etik og moral er der ikke noget som er mere korrekt end andet, betyder mærkeligt nok ofte, at vi har mere respekt for andres etik og moral end for vores egen – som jo blot er, at alle skal have lov til at mene, hvad de vil. Relativismen på dette område får os tit til helt at opgive at tænke over vores egne sandheder, fordi den etiske og moralske sandhed er blevet indskrænket til frihedens hyldest – friheden til helt ukvalificeret at kunne mene og sige hvad som helst. Men alt er ikke relativt. Det giver stadig god mening at hævde nogle etiske og moralske standpunkter, som mere sande og gyldige end andre. Det gode og troværdige argument er stadig ikke blevet relativt. I dialogen er der gyldighedskrav, som ikke kan fraviges uden at dialogen mister troværdighed. Etisk argumentation handler f.eks. også om argumenternes logik, deres begrundelse og om hvordan der foretages konklusioner med henblik på senere at kunne handle på baggrund af argumenterne.

Vi lever i et samfund, hvor meninger og følelser tit forveksles med argumenter. Vi kan mene og føle stort set alt mellem himmel og jord. Men det ser sort ud for samfundets etisk habitus, hvis de etiske drøftelser i for stor udstrækning bliver påvirket af følelsesfulde meninger.

Når det gælder etiske afgørelser, som har betydning for hvordan vores fælles liv i samfundet skal håndteres – ja, så skal der andet og mere til end meninger og følelser. Så handler det om argumenter og knivskarpe undersøgelser som virkelig viser, at vi tager det alvorlige alvorligt – for i de alvorlige ting handler det ikke kun om at have meninger og følelser. Det handler om at kaste forstandens, teoriernes og historiens klare lys på de forhold, der får mennesker til at mene og føle om de oplever det fælles samfundsmæssige liv som godt eller ondt.

Politisk dyr?

Skriv en kommentar

Mennesket er et politisk dyr, et zoon politikon, sagde Aristoteles for små 2500 år siden. Her er vi tilbage ved udgangspunktet for de politiske ideers stamtavle og nede i politikkens bløde underliv; nede ved forudsætningerne for at forstå nutidens politiske psykoser og fremmedgørelse.

Når Aristoteles kaldte mennesket for et politisk dyr mente han, at mennesket gennem sit væsen hører til i polis, i bystaten – i et “politiske system”; at det udelukkende er gennem sin deltagelse, som fri medborger i det politiske liv, at man kan realisere sig selv som menneske. Aristoteles brugte betegnelsen idiot (som på græsk kommer af idiotes = privatperson) på de mennesker, der ikke ønskede at påtage sig et ansvar i det politiske fællesskab, og som dermed fravalgte at forholde sig som søn eller bror til de andre medborgere, som Aristoteles formulerede det.

For Aristoteles var politikken videnskaben om det gode samfund – og det gode samfund forudsætningen for det gode menneske. Det politiske fællesskab “er opstået med det formål at opnå noget godt”, skrev Aristoteles.

Problemet med de politiske ideers historie er selvfølgelig deres forhold til den sociale og økonomiske udvikling. At mennesket er et politisk dyr kan godt være korrekt. Sagen er bare den, at Aristoteles’ forestilling om det politiske fælleskab, var komplet anderledes end vores. Nøglen til både Aristoteles’ politiske ideer og til den nutidige frustration over det politiske system ligger i det simple og indlysende spørgsmål om, hvad mennesket er formateret til: små enheder eller store enheder?

Som den tyske filosof Peter Sloterdijk siger, så er det vigtigt at tage størrelsen alvorligt – størrelsen på de tidligste menneskelige fællesskaber. I den politiske filosofi er Aristoteles’ præmis om mennesket, som et zoon politikon, ofte blevet accepteret helt ukritisk. Hvad nu, hvis den simpelthen ikke er korrekt, eller kun er korrekt under ganske bestemte vilkår, hvor det f.eks. er størrelsen på det politiske fællesskab, der er afgørende for om mennesket kan fungere og realisere sig selv, som et zoon politikon – et politisk dyr?

Tør vi begynde en drøftelse af mennesket, som et politisk dyr, ved at rette opmærksomheden mod den tidligste dyade mellem mor og barn, gå videre til den nærmeste og senere til den større familie og slægt, til de arkaiske horder eller flokke, der samlede sig og senere blev til mindre grupper med forskellige grader af fællesskab og fast social organisering, og videre op til de meget organiserede, men størrelsesmæssigt ganske begrænsede, græske bystater og op til de hyper-komplekse senmoderne samfund og politiske systemer, hvor fællesskabet på det nærmeste er at finde på et abstrakt metaplan?

Politologer og sociologer vil afvise dette psyko-etnologiske perspektiv, men det giver alligevel en forestilling om de før-politiske former for menneskeligt liv og ikke mindst retter det opmærksomheden mod betydningen af nogle grundlæggende små-skala fællesskaber. Det tvinger os til at undersøge, hvad det er for nogle teknikker, styreformer, integrationsmekanismer og oversættelsesprocedurer mellem individ og politisk system, der er i anvendelse for at få de største politiske enheder til at fungere. De store politiske enheder tvinger os til forudsætte effekten af nogle styrings- og stabilitetsskabende teknikker, som omvendt er dem, der skaber den moderne politiske autisme, det vil sige afstanden og fremmedgørelsen mellem det etablerede politiske system og befolkningen.

Hvordan er det muligt for hundredtusindvis, for millioner af mennesker, at være forenet inden for et fælles sprog, fælles grænser, en fælles politisk enhed, økonomi og stat? Det er den slags spørgsmål, vi må stille for at minde os selv om de komplet umulige og usandsynlige processer, som vi har med at gøre i det politiske. Problemet ligger i oversættelsen fra det lille til det store, fra det konkrete til det abstrakte – og tilbage igen. Med andre ord i formateringsproblemet. Tages dette ikke alvorligt – at mennesket som udgangspunkt er formateret til det lille, det nære, det konkrete – så er det, at den politiske psykose breder sig: ingen kan længere genkende sig selv i det politiske.

Problemet er imidlertid ikke udelukkende, at vi har bevæget os væk fra de små og nære fællesskaber. Småt er ikke altid godt. Små sociale enheder kan være frygtelige og terroriserende for dem, der er anderledes. Problemet er, at vi ikke har fokus nok på spørgsmålet om, hvordan der formidles mellem det små og det store; at det politiske system har lukket sig omkring sig selv og i stigende grad ignorerer forskellen mellem det effektive samfund på metaplanet og det gode samfund i det nære og mellemmenneskelige. Det, der f.eks. på det politiske niveau tematiseres som velfærdsstatens økonomiske problem, opleves som et etisk, moralsk og ofte dybt smerteligt problem hos dem, der ikke kan få hjælp. Her møder vi formateringsproblemet for fuldt orkester: individ og politisk system – to forskellige formater, to forskellige måder at opleve problemerne på, to forskellige løsninger, som ofte er uforenlige og uden fælles kommunikative referencer.

Der er ingen grund til naivitet; vi skal ikke tilbage til de små og lukkede fællesskaber. Men skal der gives vækstplads til mennesket, som et politisk dyr, må den offentlige debat i fremtiden have langt mere fokus på, hvordan der kan skabes sammenhæng og idémæssig udveksling mellem det store format og det lille. Der er efterhånden alt for mange, som ikke kan genkende sig selv i den måde, som politikken i stort format fungerer på. Det kan betyde både ligegyldighed, fremmedgørelse, oplevelsen af ikke at høre til og ansvarsfornægtelse, men også resultere i destruktive og voldelige forsøg på at skabe egne små enklaver med meget letforståelige regler for, hvem der er ven og fjende.