Magt

1 kommentar

Giv magten til dem, der helst ikke vil have den. Sådan kan man formulere den mest radikale idé i Platons store dialog Staten fra ca. 380 f.Kr. Her fremsætter og forsvarer Platon det synspunkt, at enten må filosofferne blive konger, eller også må kongerne blive filosoffer, fordi filosoffer ikke ønsker magt, men til gengæld (eller netop derfor) har visdommen til at bruge magten på den rette måde.

Selvfølgelig er dette en utopi. Men, som det er tilfældet med næsten enhver utopi, er der noget, som alligevel kan bruges til at kigge det aktuelle samfund efter i sømmene med.

I hele mit voksenliv har jeg fulgt tæt med i politik. Jeg har analyseret og kommenteret politik i medier og i bøger – og her i juledagene forsøgte jeg at gøre regnebrættet op. Jeg lyttede til Helle Thornings nytårstale, til Lars Løkkes løfter for det kommende år og til udtalelser fra mange andres folketingsmedlemmer. Men – hvad ville de mig? Hvad for et samfund var det, de ville arbejde for? Hvad har politikerne på lager til mig? Hvad ønsker de af mig, som samfundsborger?

Det er her, at en lille rekurs til Platons Staten måske kan stimulere fantasien til at forestille sig noget, der ikke er specielt radikalt, men som dog igennem nogle årtier har været en mangelvare i dansk politik: Politikernes evne eller vilje til troværdigt, at kunne personificere eller være model for de normer, der stilles op for borgerne i et demokratisk samfund.

Når Platon foreslog, at filosofferne skulle være konger var det fordi han mente, at netop filosofferne havde denne troværdighed. De ønskede ikke magten, fordi de hellere ville bruge tilværelsen på at søge sandhed og visdom. Men når de så alligevel fik magten, brugte de den til at fremme det fælles gode, og ikke blot til at fastholde magten.

Når politikerne i dag f.eks. taler om, at borgerne skal tage mere ansvar, vise god moral, høj etik, mådehold o.l. i omgangen med samfundets fælles værdier; når de varmt taler for åbenhed, medmenneskelighed og omsorg i samværet med hinanden; når de beder os om at være aktive frontkæmpere for demokrati, frihed og lighed; når politikerne kræver, at vi slutter op omkring det åbne samfunds grundlæggende rettigheder, pligter og værdier – så kunne man have en forestilling om, at politikerne også ville forsøge at være en model for egne normer. I Platons utopi skulle filosof-regenterne kunne sige til folket: kom, følg os, gør som os – så opnår vi i fællesskab det gode samfund.

For nogle år siden skrev vi (et forfatterkollektiv) Magtens bog. I løbet af bogens 1000 sider dokumenterede vi, at det næppe ville komme fællesskabet og samfundet til gode, hvis befolkningen helt ukritisk fulgte politikernes eksempler. Vi skrev om politikere, som bestemt meget gerne ville have magten, og ofte var parate til at gøre næsten hvad som helst for at beholde den. I Magtens bog viste vi, hvordan dem, der var valgt til at varetage demokratiets interesser den ene gang efter den anden brugte deres magt til at manipulere, skjule, fordreje, lyve og snyde i bestræbelserne på at beholde magten.Magtens Bog

I de 30 sager vi gennemgik kunne det faktisk være svært at se, hvad politikerne ville bruge magten til – andet end som redskab til at beholde den. Magtens bog udkom i 2002. I dag må vi konstatere, at der end ikke kunne skrives en lignende bog i 2015, fordi politikerne har vedtaget en lovgivning, som forhindre deres vælgere i at få indsigt i, hvordan magten bruges.

Platons anbefaling, at gøre filosofferne til regenter, eller regenterne til filosoffer, hang bl.a. sammen med ønsket om at finde nogle regenter, der var dygtige, og som kunne få folket til at slå følge i retning af det gode samfund. Nøglespørgsmålet er selvfølgelig, hvad en god politiker er? I dag er der almindelig enighed om, at politikerne naturligvis skal vælges fra folkets midte, og at vi derfor heller ikke skal forvente særlige moralske egenskaber hos dem. På Platons tid var det omvendt en almindelig forventning, at politikerne besad nogle særlige moralske kvaliteter.

Sidste år så jeg, at Lars Løkke blev beskrevet som en af sin generations dygtigste og mest talentfulde politikere. Udsagnet blev bifaldet fra mange sider, selv om der dog også var enighed om, at han kunne have en lidt anløben moral, hvad diverse sager jo også har vidnet om. Men en dygtig politiker, det var han sgu. På samme måde bliver mange af de politikere, der har været involveret i de seneste årtiers utallige skandaler, beskrevet som meget dygtige politikere, selv om de har begået politisk svindel på højt niveau og misbrugt deres tildelte politiske magt på et endnu højere niveau. Men igen – dygtige, det var de altså.

I dag defineres f.eks. Lars Løkke, som en meget dygtig og talentfuld politiker af dem, der i samme moment siger, at hans moral måske ikke er så god! På Platons tid drøftede man, hvad en god politiker egentlig skulle kunne, fordi man vidste, at den politiske magt kunne forårsage grusomme ting. I dag er der enighed om, at en god politiker skal beherske kommunikationens vanskelige kunst, at vedkommende skal kunne skabe resultater, være en overlever og kunne performe. Men hvad med spørgsmålet om moral og ansvar i forhold til den tildelte magt?

I Magtens bog viste vi hvor meget magt politikerne ofte bruger på at skjule og fordreje sandheden om, hvordan de bruger eller misbruger den politiske magt. De seneste årtiers store politiske skandaler har faktisk deres skandalekarakter fra den mængde magt, som politikerne brugte på at skjule, at noget var gået helt galt. Som det ser ud i dag har politikerne tilsyneladende forsøgt at barrikadere sig moralsk ved at gennemføre en lovgivning, som i stadig mindre grad tillader offentligheden at tjekke, hvordan magten bruges.

Mon ikke det netop var dét problem, som Platon ville forhindre gennem forslaget om at give magten til dem, der ikke ønskede den?

Verdens oprindelse

Skriv en kommentar

Verden kommer ud mellem benene på en kvinde. Hvis det ikke er en verden, der smutter ud, hvordan skulle man så kunne forstå alt det, der næsten ikke er til at forstå: Alle de forskelle, som gør andre menneskers liv til noget nærmest uforståeligt, lige netop fordi – der ofte er en verden til forskel på mennesker?

Kineserne har kaldt stedet, hvor disse verdner kommer ud, for “Rosernes dal”. I det hele taget har digterne op igennem tiden haft et væld af metaforer for dette stedernes sted, når det drejer sig om oprindelsen til livets mysterium. Få kunstnere har dog givet et mere utvetydigt og intimt portræt af de kvindelige køns- og fødselsorganer, end den franske maler Gustave Courbet (1819-1877).

På et ikonisk maleri fra 1866 vendte Courbet så at sige op og ned på den traditionelle forestilling om kvindekroppen – og skabte skandale. Han udfordrede samtidens idealer om, hvad der var smukt hos kvinden. Ikke alene malede Courbet de blottede kønsorganer hos en anonym kvinde, men han gjorde dem tilmed til fokus for det maleri, som han kaldte L’Origine du monde – Verdens oprindelse. Man kan kun se den kvindelige models torso, hendes ene bryst, og så de kønsorganer, som på Courbets tid ellers var det sidste, der blev afsløret, både i det offentlige og i det private rum – og som Sigmund Freud senere skulle karakterisere, som ikke særligt smukke.

Dette maleri af “Verdens oprindelse” har en ret fantastisk historie. Oprindeligt tilhørte det diplomaten Khalil Bey fra det tyrkiske sultandynasti, og op igennem dets historie har der været tradition for at skjule dette maleri bag et andet og mere neutralt billede. En tildækning der blev forklaret med nødvendigheden af at skjule maleriets utilslørede erotisme. Maleriets sidste private ejer var den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som købte det i 1955. Han fortsatte traditionen med at tildække maleriet og fik konstrueret en dobbeltramme til “Verdens oprindelse”, så det blev dækket af et langt mindre kontroversielt billede.

Men en tildækning er også en afsløring, og i religiøs sammenhæng har specielt de kvindelige kønsorganer været betragtet, som kilden til verdens forfald. I deres hemmelige og djævelske liv mellem kvindernes lår har de fristet med en mystisk tiltrækning, som førte mænd i syndigt forfald. Paradoksalt nok forudsætter religionen nemlig ofte, at mænd har meget lidt moralsk modstandskraft stillet over for de syndefulde kvinder.

Men så var det, at Gustave Courbet, inspireret af geniets klare lys, kaldte billedet af dette farlige sted for “Verdens oprindelse”. Med den titel kommer han utilsigtet til at repræsenterer en filosofisk retning, der ser fødslen af børn, ud mellem kvindernes ben, som en evig tilblivelse af verden.

Før der var noget af mig, før jeg kunne gøre mig erfaringer, før noget, som jeg overhovedet kunne kalde mit, før jeg kunne begynde at indrette den del af livet, som min verden udgør – før alt dette, er det i en kvindes blod og slim, gennem hendes kropsåbning, at jeg kommer ud.

I religionerne har der været et udtalt ønske om at skjule denne biologiske del af verdens oprindelse. For både verdens oprindelse og dens fortsatte beståen har i religionen ofte sin eneste årsag i Gud. I dag ved vi det godt – selv om der skal både sædceller og æg til – så er det gennem kvinden, at livet kommer ind i verden. I dag er Courbets maleri da heller ikke længere tildækket. Det hænger på det franske kunstmuseum Musée d’Orsay, helt utildækket og fuldt anerkendt som et mesterværk.

Det sker dog stadig, at det ikke alene tildækkes, men helt fjernes og censureres. Som f.eks. i 2011, hvor Facebook bortcensurerede maleriet da en dansk kunstner lagde det op i forbindelse med en kommentar til en kunstudsendelse på tv. På Facebook kan man i ganske lang tid slippe af sted med at true navngivne kvinder med voldtægt og drab, mens det forbydes at publicere et billede af en anonym kvindes kønsorganer – tilmed blot et maleri fra 1866, som bærer titlen “Verdens oprindelse”.

For mig repræsenterer dette maleri imidlertid grundlaget for en etik. Kig på maleriet. Ud af den kvindelige kønsåbning, som maleriet så utvetydigt fremstiller, fødes der børn ind i verden, som uden disse børn slet ikke ville være en verden. Agtelsen for fødslens mirakel er det, der kan skabe oplevelsen af, at andre mennesker ikke kun er tingslige genstande, men verdner i sig selv med behov, ønsker og drømme, som os selv i vores egen verden.

“Verdens oprindelse” – jo, sådan er det: Det er de andres helt fremmede verden, der får mig til at tøve over for dem og måske afvise dem, fordi de er uforståelige, som om de kom fra en helt anden verden. Så skulle jeg lige hilse og sige, at det gør de også – og det gør alle vi andre også. For kig lige igen på Gustave Courbets maleri af “Verdens oprindelse”: Det er her vi kommer ud og bliver et spejl for livet – det vil sige, at vi begynder at gøre livet til vores. Og på den måde skaber vi hver især en verden, fordi vi alle sammen er lidt forskellige spejle for livet – og derfor også afspejler det lidt forskelligt.

Epidemi

Skriv en kommentar

Jeg følger naturligvis med i mediernes dækning af Ebola-epidemien. Med god grund frygtes denne dræbervirus, som slår 90 procent af de smittede ihjel. Og som vanligt rammer den slags epidemier med størst kraft i de lande, der har færrest ressourcer, så den bliver endnu vanskeligere at inddæmme.

Enhver epidemi giver ildevarslende erindringer. De store epidemiske sygdomme har skæbnesvangre navne som pest, kopper, kolera, tuberkulose, polio, den spanske syge og AIDS. Det er navne på epidemier, som har dræbt millioner af mennesker, og blot den hypotetiske risiko for en ny epidemi er nyhedsstof, fordi disse sygdomme defineres ved deres uforudsigelige og ukontrollerede spredning, og derfor rummer risikoen for, at vi selv kan blive ramt.

Det er dog også i forhold til de store epidemier, at lægevidenskaben har gjort nogle af de mest mærkbare fremskridt. Alene i min fars barndomshjem døde to ud af familiens fem medlemmer af tuberkulose. Det vil næppe ske i dagens Danmark, som er under sundhedsmyndighedernes overvågning.

WHO har erklæret udbruddet af Ebola-epidemien for en sundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Men alligevel er det ikke Ebola, der er den mest udbredte epidemiske sygdom i dag. Det er stress-epidemien, som igennem nogle årtier har levet sit helt eget liv i skyggen af de store og umiddelbart langt mere dræbende epidemier, der egner sig så glimrende til mediernes måde at præsentere verden på.

Det er på sin plads at nævne, at WHO en hel del år før udbruddet af Ebola også udsendte en advarsel mod konsekvenserne af det voksende arbejdspres. Den Internationale Verdenssundhedsorganisation vurderede således, at stress og arbejdspres udgør en trussel mod den mentale sundhed verden over.

WHO forudser, at i år 2020 vil depressioner være den mest udbredte lidelse næst efter hjertesygdomme, fordi der er en tæt sammenhæng mellem langvarig stress og mange former for depressioner. I it-branchen er der tilmed dukket et helt nyt begreb op, som beskriver denne tilstand: Dot-com-syndromet, der henviser til tilfælde, hvor helt unge medarbejdere pludselig bliver ramt af unaturlig træthed, søvnløshed, sukkersyge, besvimelser og fra den ene dag til den anden ikke længere kan huske fra næse til mund. De bliver syge på krop og sjæl, og nogle dør af det i en ung alder.

I Japan kalder man det for Karoshi, og fænomenet hævdes at ligne en epidemi. Tusindvis af unge mænd er døde af hjerteflimmer efter lang tid med alt for meget arbejde. Det er dem, der har et spændende job, en høj grad af fleksibilitet og stort selvstændigt ansvar på deres arbejdsplads. Det er dem, der selv tilrettelægger deres arbejdstid og ikke kan nå alle deres opgaver indenfor normal arbejdstid, men som alligevel er glade for deres udfordrende arbejde og derfor presser sig selv helt ud til kanten i måned efter måned.

Samtidig er der mange af dem, som har dårlig samvittighed over for familien, fordi der ikke er tid nok til også at engagere sig i de følelsesmæssige relationer på hjemmefronten – som så bogstavelig talt bliver en slags front, hvor der kæmpes, ligesom der kæmpes på arbejdsfronten.

Tænk lige et øjeblik på, hvad ordet ‘stress’ betyder. Det kommer fra det latinske ‘stringere’, at stramme til eller snøre til. Stress er i omfang, at sammenligne med en verdensomspændende mental kvælningsepidemi. Ebola-epidemien rammer de fattigste og mest ressourcesvage lande, og derfor er den så vanskelig at inddæmme. Stress-epidemien rammer først og fremmest de rige lande, og derfor er dén så vanskelig at gøre noget ved. Her forveksles travlheden, rastløsheden og arbejdets betydning nemlig ofte med en intensitet og livsfylde, der ligner nærvær – og med den livsdybde, der kan være så svær at opnår, hvis der ikke er tid.

Så bliver problemet, at der ikke er så mange steder, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke over eksistensens dybeste spørgsmål. I stedet resulterer hastigheden og det konstante præstationspres i en glemsel; den værste glemsel, man kan blive ramt af, nemlig selvglemsel.

Det er sygdommen og det dårlige helbred, der er ved at være det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og accepteret langsomhed. Sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet accepteres stadig af kulturen, som hurtighedssamfundets refugium. Mange mennesker når således først frem til eftertankens ro, når de møder op i det refugium, der hedder sygdom og sygemelding.

At være alderssvarende

Skriv en kommentar

Det har taget mig en del tid, at blive 58 år. Men nu nærmer det sig – her, hvor året er ved at sparke støvlerne af, som den svenske digter Thomas Tranströmer skriver.

Tiden er den måde, som mennesket bevæger sig på. I begyndelsen uden at opdage det. Efterhånden hurtigere og til sidst larmer tidens bevægelse, som et eksprestog.

At blive ældre udlægges ofte, som at blive indhentet af alderen. Men den biologiske alder er næsten altid foran bevidstheden.

Måske handler det slet ikke om at blive indhentet af alderen, men om selv at indhente den. Som det hedder om børns udvikling: man må blive alderssvarende.

At være alderssvarende betyder, at være psykisk og mentalt jævnbyrdig med sin alder. At indhente alderen, som voksen og ældre, er vel et forsøg på, at blive alderssvarende.

I tidligere tiders samfund havde man overgangsriter, der hjalp mennesket med at flytte sig psykisk og mentalt, fra livsfase til livsfase.

Der var overgangsriter og indvielsesritualer, fra livmoderen til verden, fra barndommen til puberteten, fra ungdom til voksenalder, fra voksen til alderdom og fra liv til død.

Der var ikke nogen alder, som var mere værd end andre. Hver alder havde sin betydning. Derfor var det vigtigt, at sikre menneskets indvielse til hver ny livsperiode.

Det er mere usikkert om hver alder og livsfase har ens værdi i dag. Ungdommen er alderen. Og det i et omfang så det er officielt anerkendt, at tale om ældrebyrden.

I dag knytter riterne sig mere til det, at udsætte overgangen mellem ungdommen og de ældre livsfaser. Det handler om at fastholde ungdommen.

I stedet for overgangsriter kunne vi tale om afvisningsriter. Et menneske på 58 har et problem, hvis det virker alderssvarende. Det er bedst, at virke yngre end sin alder.

Afvisningsriterne praktiseres mange steder, i mange former for kirker og templer – og ungdommen er blevet den mest efterstræbelsesværdige aldersfase.

Men det er kun børnene, der er unge for evigt. De kan kun være ét sted – nemlig i deres barndom, og samtidig minder de os andre om, at vi ikke kan forblive unge.

Børn lever evigt. Det skrev Bob Dylan om i sangen”Forever Young”. En sang, som hans lille søn inspirerede ham til:

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young

Menneskets liv er ofte blevet illustreret som en cirkel. Denne cirkel bør dog tegnes med to åbninger: den, hvor vi smutter ind i livet og den, hvor vi smutter ud igen.

Jeg kender en lille fyr, som for 8 år siden smuttede ind i livet. Når jeg kigger på ham kan jeg se, at barndommen og alderdommen kan noget særligt:

De kan intensivere vores eksistens. Men børnene er bedst til det. For dem eksisterer der ikke andet end barndommen. De er jo lige smuttet ind i livet og kender ikke andet.

For os andre eksisterer der livsfaser, hvor vi måske hellere ville være, i stedet for snart, at skulle til at smutte ud af en åbning i livets cirkel.

Jeg ser på den lille fyr. May you have a strong foundation. For dét vil jeg lære af. Jeg vil lære af dit grundlag: at du kun kan være barn – kun kan være der, hvor du er lige nu.

Så kan jeg også lettere være alderssvarende. For på samme måde som dig er jeg jo aldrig hverken yngre eller ældre end jeg er – NU eller NU…for NU er jeg den jeg er – HER.

Ord

2 svar

Ord er det særlige ved mennesket. Det der gør os til mennesker. Men også det, der kan få os til at virke umenneskelige på andre. Ord kan være opbyggende, og ord kan virke nedbrydende. Nogle ord kan redde vores dag, andre ord kan ødelægge den. Vi kan aldrig være ligeglade med ord, for de har deres egen kraft – de er så at sige en slags handling, selv om de er usynlige. Ord skal derfor omgås med forsigtighed.

Der er forsonlige ord og uforsonlige ord. Der har altid været ord, som man kunne blive latterliggjort for at bruge. Hvilke ord det har været, har skiftet fra årti til årti, og mellem generationerne. Måske er netop dét forklaringen på generationskløften: Nu lyder du som en gammel mand. Men jeg vil gerne sige, at i dag virker det som om, det er dem, der bruger de forsonlige ord, som bliver latterliggjort.

Uforsonlighed er nærmest blevet en moralsk kvalitet. No Mercy. Skam er i stadig mindre grad noget man føler, når etiske værdier krænkes, eller når almindelig menneskelig værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed og barmhjertighed. Uforsonlighed er blevet en helt almindelig og accepteret dyd.

Søg på Google: Nåde kommer ud med ca. 170.000 hits. Hævn med 1.1 million. Barmhjertighed med kun ca. 98.000, selv om det er barmhjertighed, som vores kristne kultur bygger på. Alle børn kender jo historien om den Barmhjertige samaritaner, som også udviste forsonlighed (3.000 hits), og ikke stillede sig an med en konfronterende attitude, selv om ordet konfrontation kommer ud med næsten 700.000 Google-hits.

Men det er jo bare ord. Hvis ord imidlertid blot tages for luftige vinde, der slippes ud af munden og derefter forsvinder op i det blå – så undervurderes ordets betydning. Alene skaber ord ikke virkelighed. Men ordene indgår i virkelighedens skabelse af mening, betydning og forståelse. Der var en gang en popsang, der hed ”Words don’t come easy” – ord kommer ikke let – som viste noget om dét.

Den handlede om en fyr, der ikke kunne finde de rigtige ord til at forklare en pige, at han elskede hende. Han var ung og ledte ikke alene efter ordene, men også efter den erfaring, som ordene skulle udtrykke. Han havde ikke tidligere erfaret den kærlighed, som han nu mærkede, og forsøgte at sætte ord på. Det vi ikke har erfaring med er svært at sætte ord på. Men omvendt dukker f.eks. kærligheden ikke op, bare fordi vi bruger de rigtige ord.

Barmhjertighed opstår ikke, fordi vi bruger ordet. Men vi kan være ret sikker på, at barmhjertigheden tyndes ud, efterhånden som ordet latterliggøres, eller betragtes som et taber-ord i samfundet. Der indfinder sig en voksende foragt for svaghed. De svage og udstødte ophører langsomt men sikkert med at være synlige, når ord som barmhjertighed, medfølelse, og nåde forsvinder ud af sproget.

Så ophører de efterhånden med at være et etisk problem, og så er det ikke længere et moralsk ansvar, at vise barmhjertighed over for disse menneskers skæbne. Der er allerede sket mærkelige ting med vores ord og sprog på dette område. Spørgsmålet om det moralske ansvar er flyttet fra barmhjertighed til i stedet at blive fokuseret på forsvaret for de stærkes rettigheder til at sige, lige hvad der passer dem.

Vi har noget, der hedder Modersmål-Selskabet. Med jævne mellemrum udsender det en liste over hvilke ord, der er på vej ud af det danske sprog – ord, som har en begrænset levetid i ordbøger og lignende. I de seneste år har det været ord som dorsk, langmodig, negerbolle og svanger. Til gengæld kommer der nye ord ind i sproget – og så beklager vi os over de mange fremmedord.

Men tanken om ord, der forsvinder er interessant på mange måder. Dan Turèll beskrev i begyndelsen af 1990’erene, hvordan nogle ord – som ellers var gode gamle og velkendte ord – var ved at blive forvandlet til rene fremmedord. I digtet ”Postkort til Modersmål-Selskabet” skrev han: …Næ, de virkelige fremmedord // i dansk, 1991 // er ord som: // trøst // nåde // fred…Og for egen regning vil jeg gerne tilføje ordet barmhjertighed.

Der holdes regnskab med, hvilke ord der forsvinder ud af ordbøgerne. Det er vanskeligere, at holde regnskab med, hvad det betyder, at de forsvinder. Hvad sker der f.eks., hvis ordet barmhjertighed forsvinder, eller hvis det grundlæggende skifter betydning? Måske bliver det vanskeligere at genkende situationer, der kalder på barmhjertighed – sådan må det jo være, hvis vi hverken kender ord eller betydning.

Fristelsen til at eksistere

2 svar

Jeg var 20 år gammel da jeg første gang sad hos et døende menneske. Den gang arbejdede jeg som ufaglært sygehjælper på et plejehjem – og det var Petra, på over 80 år, der lå for døden. Da Petra nærmede sig livets afslutning troede hun, at jeg var hendes første kæreste, helt tilbage fra ungdommen i den landsby, hvor hun havde tilbragt hele sit liv. På den måde døde Petra med sin ungdomskæreste i hånden.

Man husker ofte sin ungdoms første kæreste ganske godt, og jeg husker jo Petra helt levende på tværs af alle årene og andre kærester. Så måske var vi en slags ungdomskærester, selv om Petra var over 80 år og døende. I hvert fald fristede hun mig med en kraft, som kun den første kæreste kan friste alt det uprøvede i én med. Som Petra lå der, døende, med blikket vendt indad, fristede hun mig til at eksistere.

Petra ramte mig som et lynnedslag af alvor. Mens hun skiftede mellem at hallucinere og være nærværende, undertiden angst og lidende, nu og da fjern og ligeglad, men hele tiden på grænsen til at forsvinde, på vej væk fra livet – mens jeg sad og holdt hende i hånden blev min egen angst for nogle øjeblikke opløst i fristelsen til at eksistere, til for fremtiden at gøre livet så alvorligt, at jeg hele tiden kunne mærke det. Ikke bare leve, men eksistere ved bevidst at profitere af visheden om min egen død og ikke-eksistens; at gøre mit liv så alvorligt, at jeg kunne mærke dets fulde dybde.

Digteren Tom Kristensen skrev i digtet Angst, hvordan han forsøgte at bearbejde sin egen angst ved at forløse den i forestillinger om rædsel og død: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer//og mod Hærværk og pludselig Død.” Der er ikke nogen tvivl om, at mødet med Petras død og lidelse slog mig med angst. Men min reaktion var alligevel ikke som Tom Kristensens forestillinger om død og ødelæggelse. Det var en anden slags fristelse, som Petra påførte mig.

Den sidste nat i hendes liv førte hun mig med ud til grænsen. En grænse defineres jo ofte som noget, der skal få én til at stoppe op. Men denne grænse skulle tvinge mig videre. Som alle mennesker måtte Petra passere dødens grænse alene. Dén grænse skulle jeg endnu ikke overskride. Men hendes lidelse og død tvang noget i mig ud over en anden grænse. Senere har jeg hos filosoffen Karl Jaspers læst, hvordan han beskriver den slags situationer, som Grænsesituationer. Det vil sige situationer, der tvinger vores erkendelse videre, som når vi f.eks. møder livets grænse i form af døden.

Den døende står ved livets grænse. Den tilbageværende står ved grænsen til noget andet, som kan omforme resten af dette menneskes eget liv: det, som Karl Jaspers kalder Tilværelsens Grund eller Det Omgribende – det inderste i tilværelsen, hvor det ikke alene handler om livet, men om den måde, hvorpå et menneske påtager sig den handling, at leve sit liv. Den handling det er, at eksistere.

Som i et delirium troede Petra, at jeg var hendes ungdomskæreste. Og helt, som kun en ungdomskæreste kan, fristede hun mig til at gå videre end jeg havde prøvet før. Petra fristede mig til at eksistere. Ved hendes dødsleje åbnede livets dybde sig for første gang for mig på en måde, som jeg aldrig siden har glemt stemningen fra.

Forfatteren Tage Skou-Hansen har sagt, at virkeligheden – det vi undertiden kalder hverdagen – har en dybde, som man ikke bare uden videre kan tilegne sig helt og fuldstændigt. Det er kun i visse øjeblikke, at man kan være nærværende og åben nok. Og ofte skal der en af de grænsesituationer til, som Petra i sin tid førte mig ind i. Med tanke på livet er det derfor vigtigt, at forholde sig til døden. På den måde kan der nemlig åbnes for adgang til Tilværelsens Grund, Det Omgribende. Det, der giver livet en uendelig betydningsfuldhed; en alvor, der får dagligdagen til at åbne sig, som et billede på noget helt andet end blot det hverdagsagtige.

Petras død den nat, som jeg altid vil huske, blev dybt betydningsfuld for resten af mit liv. Faktisk tror jeg, at den lange nat bibragte mig den første autentiske oplevelse af mit eget liv. Hendes død fristede mig til at kigge nærmere på min egen tilværelse.

Hverken døden eller solen kan vi betragte hele tiden. Men som solen lyser vores dage op, kan døden kaste lys over vores liv. Nu, næsten 40 år efter Petras død, tænker jeg stadig jævnligt på, hvor godt det var, at hun fristede mig til at eksistere – for det betyder også fristelsen til at se på døden, selv om den undertiden nærmest kan blinde én.

Sten og stjerner

1 kommentar

Sten frem for stjerner?
De er tættere på
og alligevel gjort af samme stof

De er til at samle op
smide med for sjov eller i alvor
hvis det gælder

Er de store nok
kan man sidde på dem
og række ud efter stjernerne

Sten eller stjerner?
Det er ikke enten eller
mange sten har jo været stjerner

Aristoteles sagde
at sten falder til jorden
fordi de hører til ved jorden

Stjerner er for de unge
der nyder en himmelflugt
og ikke kigger sig tilbage

Sten er for de ældre
som trives dér
hvor de som stjerne ramte jorden

Corpus

Skriv en kommentar

Hvis mennesket blev skabt i Guds billede, så må Gud have en krop. Ganske vist er kroppen et biologisk fænomen, men det er også kroppen, som giver os vores unikke realitet og som forankrer os i livet. Kroppen er derfor noget eksistentielt. Vi har ikke en krop; vi er en krop. Da Gud satte mennesket i verden skete det jo netop gennem en krop – den krop, som er vores eneste måde er være i livet på.

Det er et kendt religiøst dogme, at der ikke kan eller må gøres billeder af Gud. Mig bekendt er der ikke nogen religiøs retning, som for alvor påberåber sig eksakt viden om, hvordan Gud ser ud. Men der er skrevet om ham, og i 1. Mosebog hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede. Derfor er der naturligvis også, trods billedeforbud, lavet bunkevis af billeder af Gud. Alle Guds mange ansigter på disse billeder minder imidlertid ganske meget om menneskets ansigt. Måske er det fordi, det eneste autentiske billede af Gud udtrykkes af mennesket selv.

Det er noget relativt nyt, at der ikke må gøres billeder af Gud. F.eks. havde de gamle grækere masser af statuer, der forestillede deres guder, men som dog er yderst menneskelige at se på. De ligner den ideale menneskekrop, som vi nok ville sige i dag. Senere hen i historien har religionerne imidlertid gjort netop kroppen – Corpus – til det mest ugudelige ved os mennesker, thi det er jo kroppen, vi synder med.

Selv Sokrates, som ellers var omgivet af de smukke græske gudestatuer, sagde, at han så frem til døden, fordi så slap sjælen endelig af med den besværlige krop, der hele tiden forstyrrede med alverdens sanseindtryk og med lidenskaber, som blot kunne tæmmes i kortere perioder, før de atter begyndte deres dominans over sjælens langt renere og mere ædle bestræbelser.

Hvis vi et øjeblik bliver i den religiøse forestillingsverden, så findes der forskellige versioner af den guddommelige skabelsesproces, men alle steder er den forbundet med dén fysiske krop, som Gud tildeler mennesket i skabelsesøjeblikket.

Kroppen er da heller ikke kun noget, som mennesket bruger til at synde med. I tiderne efter Guds skabelse af de første mennesker er det slet og ret gennem den menneskelige krop, at nyt liv kommer til verden. Kroppen manifesterer den kærlighed, som har behov for, at der fortsat skal være liv her på Kloden, nu da Gud ikke længere aktivt giver sig af med skabelse. I hvert fald kan man sige, at det alene er på grund af den menneskelige krop, at livet opretholdes – hvilket jo er en ganske guddommelig gerning af kroppen.

Mens religionen og store dele af filosofien har været mest optaget af døden, så har der ikke været særlig meget fokus på kroppen – på Corpus – som det, der så at sige betinger alt liv. Kroppen er enten blevet betragtet som et problem i forhold til sjælens videre forløb i den ukropslige og åndelige verden, eller som et uinteressant fænomen, der ikke kan siges noget dybere filosofisk om. Nietzsche sagde det i sin tid på den måde, at ingen filosof endnu har talt om den menneskelige næse.

Filosoffen Hannah Arendt beskrev imidlertid senere med indlysende klarhed den grundlæggende menneskelige betingelse – nemlig den overhovedet, at være født. Altså som det, at være en krop, det at være kropsligt i live. Kroppen er det, der gør vores eksistens i verden mulig. Derfor er der selvfølgelig enkelte filosoffer, som har beskæftiget sig med Corpus.

En af disse undtagelser er den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som i bogen ”Kroppens fænomenologi” viser, at menneskets krop ikke blot er et fænomen, der udelukkende tilhører den biologiske verden og er tilgængelig for objektive videnskabelige studier. Kroppen er også en Egenkrop – den krop, som det enkelte menneske er. Kroppen holder mig naturligvis i live rent biologisk, men det er også kroppen, der gør mig i stand til at have personlige og individuelle erfaringer med verden.

Kroppen er min mulighed for at være i verden, den er mit perspektiv. Kroppen er min permanens; ikke min permanens i verden, men en permanens for mig. Kroppen er simpelthen vores generelle måde, at have en verden på. Uden Corpus har vi ikke nogen verden, selv om verden selvfølgelig vil være der alligevel. Kroppen bringer det enkelte menneske ind i verden, betinger hele dets væren i verden og tilmed dets afgang fra verden, når den tid kommer. Vi lever med vores krop og på grund af den. Vores liv er kropsliggjort. Corpus fører os ind i dette liv, igennem det og ud af det. Kroppen bærer hele vores eksistens i dette liv.

Ikke mærkeligt, at guds mange ansigter er gjort i Menneskets billede – i den menneskelige krops billede.

Zoom

Skriv en kommentar

De er i alle revner og sprækker, og forleden dag fandt jeg en bagerst i min skrivebordsskuffe. Det er historier, jeg taler om. Ikke historier, som nogen har fundet på, men historier, der kan fiskes og hives op af verdenshavet. Ikke historier, der fortæller hvordan verden er, men at den er. Det er de historier der findes, som en konstant baggrundsstråling, vævet ind i steder, ansigter, dufte og alle de umærkelige sansninger, som skyller ind over én, når man bader i verdenshavet.

En historie er en snalling i verdenshavet forstørret op til 1:10.000. Ofte usynlige for det blotte øje, eller den sløvede opmærksomhed, mens de venter på, at der kommer nogen forbi og zoomer ind. Der er ikke nødvendigvis tale om de store skæbnefortællinger for fuld wagnersk orkester. Det kan blot være historier, der fiser forbi, hvis man ikke er opmærksom, fordi de ofte er kamufleret, som noget helt andet. Alt kan fortælle historier, og et mirakel er ofte metafor for fornemmelsen af, at noget begynder at tale til én og fortælle historier.

I eventyrene er man helt fortrolig med, at f.eks. en ganske værdiløs sten, samlet op på en mark, kan begynde at tale og fortælle de mest utrolige ting, og dermed nærmest blive forvandlet fra sten til guld. Men sådan er det vel også i den helt ueventyrlige virkelighed. En sten er måske værdiløs, men hvis den er en tilhugget flinteøkse, fra en fjern fortid, så fortæller stenen faktisk en historie, der langt overgår dens værdi som blot en sten. Den begynder at stråle og tale til os fra en helt anden verden, som den på magisk vis forbinder os med.

Magien ligger i det, som stenen sætter i gang i os; det, som peger langt ud over stenen selv og får den til at stråle som guld. Eller når man på gaden pludselig opfanger en duft båret frem af en usynlig luftstrøm. En duft, der fremkalder forestillingen om en kvinde, som man kendte for 30 år siden og lyslevende er hun mellem hænderne på én igen, med hud og hår, stemme, duft og alt det særlige, der var ved hende. Eller det kan være et ansigt i bussen, der overskrider tiden og fremkalder en historie om det, der skete engang, eller fornemmelsen af en taskes læderhåndtag, som trænger op gennem ens hånd og ind i kroppen så man med ét er på vej til København på ferie sammen med sine forældre, og sidder på den store kuffert mens vi venter på toget og fordriver tiden med at lege, at kufferten er en hest og dens håndtag seletøjet, som man rider hesten med. Så er det, at den taske, som man overvejer at købe, får en værdi, der ikke kan betales for, og denne værdi kommer fra det skjulte; fra det, der overskrider tasken og dens læderhåndtag – fra de historier, som den fortæller i mødet med min sansning og opmærksomhed.

At zoome ind, at fiske efter historier og fange dem, er ensbetydende med, at kunne blive mystificeret og blive vidne til en anden verden, hvor næsten alt kan rumme noget mere end det, der umiddelbart er mest synligt.

Zoom: For nogle dage siden var jeg ved at rydde op på mit arbejdsværelse. Bagest i en skuffe fandt jeg en gammel enkrone fra 1967. Den gang – for 47 år siden – var jeg ti år gammel og en krone svarede til cirka ni kroner i dag. For den kunne man købe så mange tiøres brød hos købmanden, at der var nok til de andre drenge. Og dét var en god forsikring, hvis der var et par af dem, som skulle få lyst til at tæve én når der ikke var voksne i nærheden. I dag findes der hverken tiører eller tiøres brød, og for den sags skyld heller ikke købmænd, og i hvert fald vil slik ikke være nok til at forhindre nogen form for voldsudøvelse.

Der findes heller ikke længere de blændende sommeraftner, hvor vi sad på stengærdet, der afgrænsede kirkegården fra markerne, og fordelte vores tiøres brød fra de brune papirsposer og indimellem spillede fodbold på kirkens parkeringsplads, mens tiden stod stille og en time virkede, som en hel evighed, så det aldrig blev nat og ikke engang bare for sent eller alt for sent, for de voksne havde bestemt, at det ikke var nødvendigt, at sætte tiden i gang, når vi nu ikke skulle i skole næste dag.

Hverken enkronen eller en time er det samme værd i dag, som dengang. For en krone kan der nærmest intet købes og der er almindelig enighed om, at døgnet ikke har timer nok til alt det, der skal klares. Men den slidte gamle enkrone foldede en historie ud for mig i samme øjeblik, den landede i min hånd; som en af de magiske genstande, der side efter side fortælles om i eventyrene fra 1001 nat. Her bliver det mest værdiløse metal også forvandlet til guld.

Selv om enkronen langtfra har samme købekraft, som da jeg var ti år gammel, så udviste den altså alligevel en anden form for kraft – nemlig kraften til i et kort øjeblik at sætte en historie fri, så jeg i et glimt kunne mærke duften af kaffe hos købmanden, høre hans kone hoste ude i baglokalet, mærke den brune pose mellem fingrene, genopleve nervøsiteten for de store drenge, erindre overvejelserne over, hvor mange tiøres brød, der skulle til for at købe sig fri for drillerier, eller i værste fald bank fra de største af drengene, føle stemningen af sen aften, hvor alt var faldet til ro, helt tæt på sommernatten, og vi stadig spillede fodbold, mens vores forældre stod at snakkede sammen.

Og så gik tiden – mest fremad, som den jo skal, men i de senere år også ofte en del tilbage. Og dengang vidste jeg ikke, at jeg skulle komme til at skrive det ned, som en historie. Det var ikke nogen begivenhed, det skete tit og ofte skete der noget helt andet, som f.eks. når jeg stod ved hækken i vores baghave og kiggede på, at bonden høstede, eller når jeg legede, at bøgetræet ind mod naboen var et bjerg der, skulle bestiges. Men når tiden går så opdager man, at alt kan genfindes i historier, men at historierne først selv skal genfindes, at der skal zoomes ind.

Jeg tror, at vi kan genfinde enhver detalje af vores liv, selv den mindste, ved at lade vores sanser stimuleres af verden omkring os. Måske kan vi tilmed genfinde noget af det, der ligger langt før for os – f.eks. ved at gribe om en sten eller et øjeblik lade hånden hvile på et bøgetræ, der er flere hundrede år ældre end én selv. Der er ikke noget mystisk eller nogen skjult naturromantik gemt i dette. Det drejer blot om, at være opmærksom på, at man faktisk kan genfinde sig selv i en gammel mønt, i et fremmed menneskes ansigt, i et træ, i en duft, et sted, et landskab, en lyd, en bevægelse. Og der hvor vi genfinder os selv er i de historier, som opstår når vi zoomer ind på alt det, vi kan sanse når vi tager verdensbad.

 

 

Trøst

Skriv en kommentar

Det er en stor trøst for mig at gå der
hvor Georg Brandes gik
eller at stå på den plads han endelig fik i København
for han bad hele nationen om at se sig selv udefra
for at gøre verden større.

Det trøster mig at Søren Kierkegaard levede
at han gad fortælle om angsten han mærkede
og om kærligheden som han oplevede lidt mindre af
men som betød alt fordi han mente
at det var kærlighedens gerninger der talte.

Det er til trøst for mine nerver
at Dan Turèll har levet
og ligger henne om hjørnet lige under en sten
der ser så hverdagsagtig ud og hvisker:
husk at gå igennem byen – og kig.

Men det er også en stor trøst for mig
at Freud har levet
for han bad mennesket om
at se sig selv indefra og om at kigge langt ned
i den indre dybsø for at forstå det uforklarlige.

Og det er en uendelig trøst i min forvirring
at både Platon og Aristoteles har levet
og at Platon pegede op mod himlen
for at vise hvor sandheden var
og at Aristoteles i samme ærinde pegede mod jorden.

Det er simpelthen til stor trøst for mig
at der har levet så mange mennesker før mig
paleodemografer siger det drejer sig om ca. 99 milliarder
og de klarede det alle sammen, både livet og døden
hver på deres måde – dét er der da fremtid i.