Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.