Jeg var 20 år gammel da jeg første gang sad hos et døende menneske. Den gang arbejdede jeg som ufaglært sygehjælper på et plejehjem – og det var Petra, på over 80 år, der lå for døden. Da Petra nærmede sig livets afslutning troede hun, at jeg var hendes første kæreste, helt tilbage fra ungdommen i den landsby, hvor hun havde tilbragt hele sit liv. På den måde døde Petra med sin ungdomskæreste i hånden.

Man husker ofte sin ungdoms første kæreste ganske godt, og jeg husker jo Petra helt levende på tværs af alle årene og andre kærester. Så måske var vi en slags ungdomskærester, selv om Petra var over 80 år og døende. I hvert fald fristede hun mig med en kraft, som kun den første kæreste kan friste alt det uprøvede i én med. Som Petra lå der, døende, med blikket vendt indad, fristede hun mig til at eksistere.

Petra ramte mig som et lynnedslag af alvor. Mens hun skiftede mellem at hallucinere og være nærværende, undertiden angst og lidende, nu og da fjern og ligeglad, men hele tiden på grænsen til at forsvinde, på vej væk fra livet – mens jeg sad og holdt hende i hånden blev min egen angst for nogle øjeblikke opløst i fristelsen til at eksistere, til for fremtiden at gøre livet så alvorligt, at jeg hele tiden kunne mærke det. Ikke bare leve, men eksistere ved bevidst at profitere af visheden om min egen død og ikke-eksistens; at gøre mit liv så alvorligt, at jeg kunne mærke dets fulde dybde.

Digteren Tom Kristensen skrev i digtet Angst, hvordan han forsøgte at bearbejde sin egen angst ved at forløse den i forestillinger om rædsel og død: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer//og mod Hærværk og pludselig Død.” Der er ikke nogen tvivl om, at mødet med Petras død og lidelse slog mig med angst. Men min reaktion var alligevel ikke som Tom Kristensens forestillinger om død og ødelæggelse. Det var en anden slags fristelse, som Petra påførte mig.

Den sidste nat i hendes liv førte hun mig med ud til grænsen. En grænse defineres jo ofte som noget, der skal få én til at stoppe op. Men denne grænse skulle tvinge mig videre. Som alle mennesker måtte Petra passere dødens grænse alene. Dén grænse skulle jeg endnu ikke overskride. Men hendes lidelse og død tvang noget i mig ud over en anden grænse. Senere har jeg hos filosoffen Karl Jaspers læst, hvordan han beskriver den slags situationer, som Grænsesituationer. Det vil sige situationer, der tvinger vores erkendelse videre, som når vi f.eks. møder livets grænse i form af døden.

Den døende står ved livets grænse. Den tilbageværende står ved grænsen til noget andet, som kan omforme resten af dette menneskes eget liv: det, som Karl Jaspers kalder Tilværelsens Grund eller Det Omgribende – det inderste i tilværelsen, hvor det ikke alene handler om livet, men om den måde, hvorpå et menneske påtager sig den handling, at leve sit liv. Den handling det er, at eksistere.

Som i et delirium troede Petra, at jeg var hendes ungdomskæreste. Og helt, som kun en ungdomskæreste kan, fristede hun mig til at gå videre end jeg havde prøvet før. Petra fristede mig til at eksistere. Ved hendes dødsleje åbnede livets dybde sig for første gang for mig på en måde, som jeg aldrig siden har glemt stemningen fra.

Forfatteren Tage Skou-Hansen har sagt, at virkeligheden – det vi undertiden kalder hverdagen – har en dybde, som man ikke bare uden videre kan tilegne sig helt og fuldstændigt. Det er kun i visse øjeblikke, at man kan være nærværende og åben nok. Og ofte skal der en af de grænsesituationer til, som Petra i sin tid førte mig ind i. Med tanke på livet er det derfor vigtigt, at forholde sig til døden. På den måde kan der nemlig åbnes for adgang til Tilværelsens Grund, Det Omgribende. Det, der giver livet en uendelig betydningsfuldhed; en alvor, der får dagligdagen til at åbne sig, som et billede på noget helt andet end blot det hverdagsagtige.

Petras død den nat, som jeg altid vil huske, blev dybt betydningsfuld for resten af mit liv. Faktisk tror jeg, at den lange nat bibragte mig den første autentiske oplevelse af mit eget liv. Hendes død fristede mig til at kigge nærmere på min egen tilværelse.

Hverken døden eller solen kan vi betragte hele tiden. Men som solen lyser vores dage op, kan døden kaste lys over vores liv. Nu, næsten 40 år efter Petras død, tænker jeg stadig jævnligt på, hvor godt det var, at hun fristede mig til at eksistere – for det betyder også fristelsen til at se på døden, selv om den undertiden nærmest kan blinde én.

2 thoughts on “Fristelsen til at eksistere

  1. amandakroghn siger:

    Spændende! Jeg blev lidt interesseret i at læse Tom Kristensens digt Angst.

    1. Kære Amanda – tusind tak for dine ord. Her er Tom Kristensens digt “Angst” fra 1932:

      Asiatisk i Vælde er Angsten.
      Den er modnet med umodne Aar.
      Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
      som om Fastlande dagligt forgaar.

      Men min Angst må forløses i Længsel
      og i Syner af Rædsel og Nød.
      Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
      og mod Hærværk og pludselig Død.

      Jeg har længtes mod brændende Byer
      og mod Menneskeracer på Flugt,
      mod et Opbrud, som ramte Alverden,
      og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: