Kategoriarkiv: Psykologi

Den lystne moralist

Skriv en kommentar

I sidste uge blev det slået fast, at parforholdet – tosomheden – er kilden til den sande kærlighed, den rigtige seksualitet, den normale menneskelige udvikling og den sunde forældrekærlighed!

Sådan har fordommene ganske vist været i mange år, men nu er det blevet slået fast i en artikel af en dansk psykolog, hvor meget tallet “2” betyder for den ægte kærlighed. Vedkommende beskriver endda sig selv som autoriseret, hvilket sprogligt og juridisk betyder, at han har officiel godkendelse til at drive psykologisk virksomhed og komme med domme over normalt og unormalt. 

Baggrunden for psykologens indlæg er en række artikler, der tidligere på sommeren har været bragt i Politiken, om polyamourøse kærlighedsforhold. Ganske vist beskriver psykologen dem netop ikke som kærlighedsforhold, men blot som udsvævende og ødelæggende seksuelle forhold, hvilket dog også viser hans uvidenhed. 

At leve polyamourøst betyder, at flere voksne mennesker har kærlighedsrelationer til hinanden og indbyrdes. I en polyamourøs familie kan flere voksne altså leve sammen. Som den autoriserede psykolog slår fast, har disse lystige polyamourøse også sex med hinanden, hvilket netop ser ud til at være problemet. 

Helt uden argumentation understreger han nemlig, at polyamourøse forhold bygger på en seksuel lyst, der er skadelig for både de voksne og for børnene i familien. Mennesker, der lever i et polyamourøst forhold er kort og godt “grænseløst selvoptaget”, slår den autoriserede psykolog fast, fordi de tænker så meget på sex. Det er stadig uklart, hvor han ved det fra. Men i hvert fald slår det ham ikke, at mennesker, der lever i en polyamourøs familie, med flere kærlighedspartnere, rent faktisk kan elske hinanden og er gået ind i forholdet på grund af kærlighed til hinanden, og ikke kun på grund af en savlende seksuelle lyst, som den psykologiske moralist tydeligvis ser for sit indre blik. 

Voksen og moden kærlighed forudsætter ikke at der kun er to personer involveret. Faktisk er det muligt at elske flere mennesker på én gang, at føle kærlighed til flere og nære mennesker, hvis det er sådan ens tilværelse har udviklet sig

Men det er åbenbart en helt umulig tanke for den autoriserede psykolog, at den slags mærkelige forhold begynder med kærlighed og næres af en meget moden form for kærlighed, og ikke udelukkende bygger på endeløse seksuelle udskejelser. Polyamorøs kærlighed har ikke noget at gøre med åbne forhold. Troskab, tillid, vedholdenhed, kærlighedsbånd og varme familiefølelser kan også eksistere i det polyamourøse landskab. Ligesom den slags omvendt ikke med nødvendighed eksisterer i alle former for tosomhed.

Her stopper psykologens angreb på det “unormale” imidlertid ikke. Uden belæg slår han nemlig fast, at børnene i de polyamorurøse forhold er de store tabere, fordi det jo udelukkende handler om de voksnes uansvarlige og umættelige seksuelle begær. Jeg ved ikke hvad det er for nogle scener, psykologen ser for sig. Men også i polyamourøse familier er der en hverdag med arbejde og helt almindelige forpligtelser, som i alle andre familietyper; der er hjemlig hygge, udflugter med børnene, skole-hjem-samtaler, tv-aftener, oplæsning, dans og glæde i dagligstuen, indkøb og tøjvask. »Ja, og sex,« vil psykologen tilføje. Øh, ja – har man lyst til at sige; får du ikke selv et godt knald en gang imellem, uden at det forhindrer alle andre aktiviteter og forpligtelser i dit liv?

Faktisk er det vel sådan, at børn i harmoniske familier har store chancer for at blive harmoniske, uanset om familien så er hetero, homo, poly eller solo. Kærlighed mellem de voksne, er godt for børnene. Og selv om psykologen vist tror det, så er der ikke mere kærlighed i en familie med to voksne, end der er i en poly-famile bestående af nogle flere. Psykologens ypperste viden sammenfattes i følgende udsagn: “Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold”. Det er faktisk korrekt, men hvorfor skulle det ikke også gøre sig gældende i en polyamourøs familie? 

Her er vi ved noget vigtigt, som ikke blot handler om et moralistiske trip fra en autoriseret og tilsyneladende seksuelt overopstemt psykolog. Det drejer sig nemlig grundlæggende om, at han glemmer, at tænkning og erkendelse aldrig er tilendebragt, men altid er undervejs. Det gælder ikke mindst når vi har at gøre med flygtige begreber som kærlighed, der ofte får tænkningen til at stoppe op ved fordommen. Hele den autoriserede psykologs artikel er nemlig bygget op omkring en fordom om, hvad rigtig kærlighed er, hvordan man lever sammen på den rigtige måde. Og derefter punktum; tænkningen stopper ved fordommene om det rigtige og forkerte, det normale og unormale kærlighedsforhold. Psykologen vil dømme, men ikke vide og ikke skaffe indsigt.

Den autoriserede psykolog har indsat sig selv, som en seksuel retskaffen borger, der udelukkende tænker på de lystnes – de polyamourøses – stakkels børn, der efter hans mening nødvendigvis må vantrives. Han kommer til at afsløre, hvor dogmatisk og autoritativt han bakker op omkring en af samfundets støbeforme for opfattelsen af kærlighed, familie og samliv: Kærlighed opstår når der kun kan tælles til to voksne i én familie; harmoniske forhold i familien opstår gennem forældrenes selvforglemmelse og éntydige fokus på børnene, som om overskud til børnene kunne komme fra noget andet sted, end fra forældrenes (også de polyamourøses) forsatte og vedvarende psykiske og erotiske kærlighedsliv.

Den autoriserede psykolog begynder og slutter tænkningen med fordommen om, at sex mellem flere er udtryk for en perversion og umuligt kan bygge på kærlighed og familiefølelse, mens sex mellem to er normalt og hele forudsætningen for kærlighed, fokus på børnene, og simpelthen udtryk for et normalt familieliv. 

Psykologen giver sig selv mandat til at dømme en kærlighed, som han tydeligvis hverken kender til eller ved noget om, men let kan have lystne fantasier om. Han undersøger ikke nærmere om flere voksne, der lever sammen i en polyamourøs relation, kan være andet end lystige galninge, der glemmer børnenes udvikling for selv at kunne dyrke umådeholden sex. Den autoriserede psykolog udelukker fra begyndelsen, uden undersøgelse eller argumentation, at de polyamourøse familier faktisk kan have en stærk kraft i deres hverdag; en kraft, der knytter sig til en indbyrdes kærlighed der har ligeså stor gyldighed, som tosomhedens kærlighed. 

Døden på Facebook

Skriv en kommentar

Facebook kommer til at ligne den såkaldte “virkelige verden” mere og mere. Nu viser en undersøgelse, at vi også skal dø på Facebook og må forholde os til denne Facebook-død. Berlingske skriver i dag om en undersøgelse, der spørger, om de døde er ved at overtage Facebook? Midt i kirketiden kan man således læse, at der indenfor de næste 50 år formentligt vil være flere døde brugere end levende på Facebook. 

Sociologists and anthropologists are increasingly turning their gaze towards the new types of ‘para-social’ relationships, and the ‘continuing bonds’.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det er nok et spørgsmål med dybere filosofiske implikationer, hvorvidt det er korrekt fortsat at kalde de døde på Facebook for “brugere”, som man gør i artiklens overskrift. Men det er der jo tid til at overveje. Det interessante er, at Facebook-himlen er ved at blive overbefolket. 

De døde brugere af livet her på kloden er også i flertal. Paleodemografer har beregnet, at godt 100 milliarder brugere af menneskelivet er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Vi har dog ikke overvejet om de døde af den grund er ved at overtage livet. Men de døde på Facebook er også mere sejlivede end de døde i livet. Ja, den digitale verden udfordrer vores sprog, og det kan faktisk godt formuleres på den måde, at de døde i cyberspace i princippet er udødelige. 

Her er vi ved det dybeste fællesmenneskelige: Vi skal dø. Det er så universelt og alligevel så individuelt, at det er svært at acceptere og tænke på. “The living are few, but the death are many.” De levende er få, de døde er mange, som det hedder i en buddhistisk fortælling om døden. Og det buddhistiske råd lyder da også, at man skal meditere over døden hver dag.

Nu skal vi så også til at meditere over vores kommende Facebook-død og overveje, hvordan vi vil banke på i Facebook-himlen. Som artiklen så præcist formulerer sagen, så rejser det et vigtigt spørgsmål. Og sådan er det jo med døden, den kan få os til at rejse en hel del vigtige spørgsmål. 

En af folkene bag undersøgelsen foreslår, at Facebook skal invitere arkæologer, historikere, arkivarer og etikere ind for at deltage i udviklingen af, hvordan man på en værdig måde kan håndterer den mængde data, som vi efterlader os i cyberspace. 

We argue that an exclusively commercial approach to data preservation poses important ethical and political risks that demand urgent consideration. We call for a scalable, sustainable, and dignified curation model that incorporates the interests of multiple stakeholders.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det, som vi i menneskelivet kalder for erindringer og minder, kaldes i cyberspace for data og digitale spor. Det ser nærmest ud som om, at vi allerede nu skal forholde os til, at vi dør to gange: I menneskelivet og i cyberlivet. Brugerne af menneskelivet og af cyberlivet lever to liv og må derfor også nødvendigvis dø to gange. I menneskelivet efterlader vi os erindringer og i cyberlivet efterlader vi os digitale spor og data. At leve parallelle liv kræver noget, både i livet og i døden. 

Hvad kan vi som hhv. levende og døde brugere af Facebook så forvente os? Vil de døde brugere i cyberspace blive næsten mere nærværende end de “rigtige” døde, på samme måde som de levende Facebook-brugere ofte virker mere levende end de kødelige mennesker i menneskeverdenen? 

Den potentielle overbefolkning af døde i Facebook-himlen kalder på eftertanke, som undersøgelsen og artiklen viser. Som altid er døden de levendes problem. Måske kan vores travlhed med at få styr på vores kommende digitale død og efterliv også kalde på travlhed med at tænke på døden, som bruger af menneskelivet – for eftertanke over døden er den bedste livseliksir, der findes. Døden får virkelig én til at tænke over livet, så måske kan Facebook-døden også få os til at tænke over vores digitale-liv, og på samme måde som den fysiske død, få os til at tænke over prioriteringer og hvad der er vigtigt – før vi dør.

Dybdetid og trætid

Skriv en kommentar

Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Men I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.

Der er fortid, nutid og fremtid. Grammatikalsk er der selvfølgelig også førnutid, førdatid osv. Og så er der dybdetid og trætid, som dog ikke har noget at gøre med de regler, der bestemmer sammensætningen af sprogets ord, sætninger m.m. Dybdetid og trætid er en slags eksistentiel tid, der viser ud over det menneskelige, og dermed nærmest også sprænger rammerne for, hvad der sprogligt kan tales om. For mit eget vedkommende fik jeg imidlertid sat de bedste ord på de to tider ved at læse C.Y. Frostholms bog “Træmuseet”, der har meget at sige om både dybdetid og trætid. 

Bøger kan være gode af mange forskellige grunde. “Træmuseet” er god af flere forskelle grunde på én gang. Det er umuligt at definere bogen, som enten roman, essay, erindring, fortælling eller hvad genren nu kunne være. Selv har jeg hørt Frostholm beskrive bogen som en essayfortælling. Netop det ubestemmelige og det uforudsigelige, det at teksten bevæger sig frem, tilbage, snor sig om sig selv, kommenterer verden, kommenterer sig selv – alt dette har for mig betydet, at “Træmuseet” blev en meget intens ny-oplevelse af både verden omkring mig og af tiden; to størrelser, som man jo ellers tror at kende ret godt. 

Den amerikanske forfatter Susan Sontag (1933 – 2004) blev i 1979 interviewet til Rolling Stone Magazine. Her sagde hun: “Man er ikke verden, verden er ikke identisk med én, men man er i den og giver den sin opmærksomhed (…) For jeg er meget imod den her solipsistiske forestilling om, at det hele er inde i hovedet. Det er det ikke, der er virkelig en verden, som er lige dér, hvad enten man er i den eller ej.”

Det er netop dén verdensopmærksomhed, der binder de 568 sider i “Træmuseet” sammen. C.Y. Frostholm rejser rundt i verden ikke mindst for at opsøge gamle træer. Fortællingen om nogle af verdens ældste træer bliver derpå en dyb fortælling om forfatteren selv, om os som mennesker og om verden som det sted, der er os givet.

Engang var det betryggende for mennesker at tænke, at jorden var skabt for vores skyld, og at verdens tid, var den samme som menneskets. Nu er det snarere “den dybe tid”, hvori vi bare er et sandskorn, vi må klynge os til: At verden nok skal overleve uden os.
(C.Y. Frostholm: Træmuseet, s. 423)

I “Træmuseet” skriver C.Y. Frostholm om mennesker og træer, og om deres mulige forhold: “Træer kan være så store, at man ikke ser dem. Man står for foden af dem, beundrer deres stamme, men lægger kun sjældent nakken tilbage, og end ikke da kan man rigtigt overskue kronen. Man oplever dem kun i brudstykker, ser ned på jorden, samler et blad op.” (s. 30)

Sådan tror jeg også man kan sige om tiden. Netop dét er noget af det centrale i Frostholms store værk. Vi oplever ikke træernes tid som andet end en gentagelse: de står der hver gang vi kommer forbi. Men der er mere gemt i trætiden. 

Danmarks ældste træ er Kongeegen i Jægerspris Nordskov. Den er 1500-2000 år, et tidsperspektiv som vi også kun oplever i brudstykker, nærmest som at samle et blad op. Hverken træernes krone eller deres tid kan vi helt overskue. I den sydsjællandske skov, hvor vi går tur, er der træer med rødder flere hundrede år tilbage i tiden. Efter at have læst “Træmuseet” ser vi på disse træer, som andet end bare et træ i skoven. Og det er her, at forestillingen om dybdetid er kommet ind gennem Frostholms bog. Et sted i bogen skriver han om den amerikanske fotograf Rachel Sussmans store bog “The Oldest Living Things in the World”. 

Thujaer i parken ved Fuglsang på Lolland. Denne Thuja er ganske vist ikke nær så gammel, som de træer der fortælles om i “Træmuseet” og “The Oldest Things in the World”. I parken ved Fuglsang er det dog alligevel som at gå ind i en trækatedral, og man får fornemmelsen af både trætiden og dybdetiden.

Sussman har rejst rundt i verden og taget billeder af de ældste levende ting. Hendes ramme var, at de skulle være mindst 2000 år gamle, for at kvalificere sig til deltagelse. Her falder vores lokale træer for ungdomsgrænsen. Selv Kongeegen i Jægerspris er lige på grænsen, selv om den muligvis begyndte at skyde på samme tid, som Bethlemensstjernen annoncerede Kristi fødsel. Men bare på den anden side af Øresund har Rachel Sussman fundet en repræsentant for de ældste levende ting i verden.

I Darlarna i Sverige findes en gran, der er 9.550 år gammel. Allerede her, ikke engang 10.000 år før vores liv i dag, mister man en god del af den sammenhængende tidsforståelse, der ellers holder sammen på ens livsforståelse. Måske er det en slags kronofobi, der griber én, frygten for tidens gang. 

Forfatteren Vladimir Nabokov (1899 – 1977) beskrev kronofobien i “Min europæiske ungdom”, hvor en ung mand næsten bliver panikslagen, da han for første gang ser nogle hjemmelavede filmoptagelser fra tiden før hans fødsel. Han indser, at han overhovedet ikke eksisterede på det tidspunkt, altså en slags omvendt dødsangst; en angst knyttet til tiden før ens eksistens. 

I Rachel Sussmans bog om de ældste levende ting er det ikke kun ens egen fraværstid, man møder, men civilisationernes, menneskets, historiens og nærmest den forståelige verdens fraværstid. Jo, verden var der selvfølgelig, i dén grad var den der, og i Sussmans bog er der netop billeder af livets repræsentanter i det, vi med rimelighed kan kalde for dybdetiden. 

Men den tidsrejse, hun bringer os ud på, kræver noget. Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af f.eks. den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Eller de 100.000-årige havgræsmarker ved Spanien, for slet ikke at tale om den absolut ældste levende ting, nemlig den sibiriske actinobacteria med en alder på mellem 400.000 – 600.000 år. 

Perhaps, looking through the eyes of these ancient beings, and connecting with the deepest of deep time, we can borrow their bigger picture and adopt a longer view. I can’t think of a single problem in the world that wouldn’t benefit from the perspective of long-term thinking.
(Rachel Sussman: The Oldest Living Things in the World, s. xxxiii)

Alle Rachel Sussmans levende ting er DNA baseret og viser, at livet er meget andet end menneskelivet – meget mere. Liv er ikke kun menneskeliv, det ved vi godt, det leves ikke eksklusivt af mennesket. Men vi har svært ved at tænke og forstå noget andet liv end menneskelivet. 

Både C.Y. Frostholms “Træmuseet” og Rachel Sussmans “The Oldest Living Things in the World” er tanke- og følelsesprovokerende. Centralt i begge bøger står det ikke-menneskelige. Træerne står der, når vi går tur i skoven. I virkeligheden kan de bevæge sig over århundreder, hvis det skulle blive nødvendigt for overlevelse. Og Sussman giver 31 eksempler på levende ting, som var der for mellem 2000 og 600.000 år siden, og som er der nu, i dag. 

Vi mennesker har omkring 70-80 år til at opleve disse tavse tidsrejsende. Som mennesker er vi grebet og tvunget af øjeblikket, men bare en tur i den lokale skov kan forbinde os med de ikke-menneskelige tidsrejsende og deres uforståelige organismer. Vores personlige, og i sammenligning korte tidsrejse, mister ikke betydning eller værdi, fordi den nærmest foregår her og nu. I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.

Kærlighedens Museum

Skriv en kommentar

På et museum er der en kustode. Det er iflg. ordbogen en person, der hæger om fortidens værdier. I vittighedstegninger ser man derfor ofte kustoder med en støvekost, i færd med at støve museets værdigenstande af. I moderne sprogbrug kan en kustode imidlertid også være en, der fastholder fortiden, som er imod forandring; sådan bruges ordet inden for politik. 

kærlighedens museum 1

Begge betydninger, at hæge om fortidens værdier og at være imod forandringer, gælder også kustoden på Kærlighedens Museum. Det er mit personlige museum, som ligger i hjertets labyrint, stuen midt for. I dag mødte jeg kustoden, ansigt til ansigt, da vi var ved at flytte lidt rundt på nogle værdigenstande i museets arkiv. Pludselig stod vi over for et gammelt nummer af lyrik-tidsskriftet Hvedekorn. Fra side 3 blinkede min daværende kæreste på den særlige måde, som viste, at hun var glad for gensynet, og det var jeg også.

Kustoden fik støvet digtene af; her var der noget at værne om, så det ikke ændrede sig. 40 år er som fra i går til i dag, og jeg gider stadig ikke sige andet end »Jeg elsker dig« til erindringen om hende. Jo, jeg ved det godt, hun døde for nogle år siden, men her på Kærlighedens Museum hviler hun ikke i de ukendtes grav. Jeg kendte hver centimeter
af hende og forsøgte at beskrive det, når hun lavede mirakler med mig:

Digtenes halvt fremstammede sætninger
glider ud mellem dine ben

Fra første gang
du åbnede dit køn imod mig
strømmede det frem

Kaldte på den orden
som linierne kan sætte
kærligheden og lysten i

Mine første digte blev optaget af Poul Borum i Hvedekorn og faldt sammen med, at jeg for første gang holdt op med at være forelsket i en kvinde, og i stedet begyndte at elske hende. For cirka 40 år siden låste hun benene omkring mig, i sengen, i skoven, i bilen, ved stranden. Vi kyssede og knaldede med en fremadrettet kraft, der stadig kan indløses som nærvær og samvær. Det er umuligt ikke at forbinde min kærlighed i dag med kraften og håbet fra hendes krop. Derfor arrangerer jeg nu igen ordene i montrerne. De er en af hovedattraktionerne på Kærlighedens Museum, de skal passes på, så de ikke mister den store betydning de havde, og som ændrende mit liv:

I et lyst oprør
trak du mig ind til dig

Glæden er jeg

Jeg genskaber hende ved at læse digtene højt. Der er det, ord kan; de kan opretholde alt det, vi har mistet, alt det, som ikke er her, men befinder sig uden for vores tidshorisont, hvor det stadig kaster betydning ind over os. Og i aften vil vi genbruge alle hendes kys på hinanden, for Kærlighedens Museum har altid åbent. 

Hvordan stemmer eksistenskontoen?

Skriv en kommentar

2018 var året, hvor jeg endelig blev millionær. Det var ikke til at forudse. Hvem havde regnet med, at min arbejdsplads, hen over en nat, ville gøre mig til mangemillionær? Da vores veje skiltes, var der ikke tale om noget gyldent håndtryk i klasse med de helt store kanoner fra finanssektoren, der gør sig fortjent til svimlende summer, fordi de svindler med andre folks penge. Måske havde jeg simpelthen svindlet for lidt og opført mig for godt til at kunne få et seriøst gyldent håndtryk. På den yderste dag nåede jeg kun at svindle et par gamle firmakuglepenne med forældet logo ned i inderlommen. Men skidt med det, jeg blev millionær alligevel, for tid er jo penge, som man siger.

Økonomisk kapital eller eksistens kapital?

Den version af et gyldent håndtryk, som jeg blev tildelt i forsommeren 2018, kastede forgyldt tid af sig. Skinnende, blinkende, dyrebar tid lyste optimistisk ud over mine fremtidsplaner. Med andre ord, jeg blev mangemillionær på den eksistentielle konto.

Lige inden nytår læste jeg, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv, større tragedie kan man vel næsten ikke tænke sig. Men en undersøgelse viser, at hver fjerde dansker drømmer om en markant anderledes tilværelse, om en radikal ændring af livet, med mere kontrol over tidsforbruget, et andet livsmønster, mere mening med livet, og med arbejdet – som om det var to forskellige ting.

Som faguddannet filosof ved jeg, at livet ikke varer evigt, at det kan slutte…nu, eller lidt senere på sæsonen. Jeg ved det tilmed af personlig erfaring; det er sådan livet er, det kan slutte midt i det hele, eller måske endda før det hele for alvor er begyndt, og mens vi er ved at lægge helt andre planer. Hvis man vil have millionerne til at rulle ind på den eksistentielle konto, så handler det altså om at gribe dagen. Også selv om man så måske bliver fattigere på den økonomiske konto.

Det handler imidlertid ikke alene om at gribe sin egen dag, men om at gør livsmuligheder til et politisk krav. Det vi ser i disse år er, at mennesker i et af verdens rigeste lande får indskrænket deres livsmuligheder. Mennesker reduceres til økonomiske aktører, og muligheder bliver ensbetydende med økonomiske muligheder, eller manglende økonomiske muligheder, det vil sige økonomisk ulighed og fattigdom.

Velstand er den økonomiske forudsætning for velfærd. Vi har haft en velfærdsstat, fordi det danske samfund var velstående. Men et samfund kan også være velstående uden at det resulterer i velfærd. Det er sådan det er ved at gå i Danmark. Vi er stadig et af verdens rigeste lande, men der er ikke politisk støtte til at bruge denne velstand til velfærd. Af en eller anden grund anses det for bedst, hvis pengene forbliver i de riges lommer. Dét skaber naturligvis velstand hos nogen og mindre velstand hos andre og desværre også fattigdom rundt omkring i samfundet.

Denne skæve fordeling af velstanden skaber imidlertid ikke nødvendigvis overskud på den eksistentielle konto, hverken hos de velstående eller de mindre velstående. Det kunne mere lighed måske gøre. Mange af de mennesker, der ønsker sig en anden tilværelse, har en glimrende økonomisk konto, men en noget dårligere eksistentiel konto, hvor der måske endda er underskud. Rent faktisk har de gode økonomiske muligheder, men oplever sig som truet af eksistentiel fattigdom.

Hvis nogle af mine læsere hører til dem, der gerne vil lave deres liv om, ønsker sig en anden tilværelse, som det hedder i undersøgelsen – så se at få det gjort, begynd bare i det små! Hvad vil I bruge det næste år til, og måske også det næste igen, eller resten af livet? Det er vist den slags spørgsmål man overvejer nytårsaften, med champagnen boblende i blodet, eller senest i ugen efter, hvor hverdagen igen trænger sig på.

De fleste er heldigvis glade for deres liv i bred forstand. Men måske er der alligevel en lille sprække et eller andet sted, en drøm, som kunne blive til noget andet  – til mere overskud på den eksistentielle konto?

2018 blev mit år, det år; året, hvor mit samlede livsregnskab viste et tidsmæssigt overskud i den forstand, at jeg fik foræret nogle nye livsmuligheder. Det blev et godt år, for når jeg kikker ned over den eksistentielle kassebogs forskellige kolonner, så viser der sig et overskud med endnu flere kys end året før, mere elskov, mere kreativitet, flere gåture med familien, flere kaffeaftaler med mine børn, mere læsning, mere skrivning, nærmest mere af alt det, der giver overskud i livet. Altså ingen røde tal på bundlinjen i årets eksistentielle regnskab.

Jeg er ikke naiv – det er man ikke efter over 30 år på arbejdsmarkedet. Pengene skal ind og regningerne betales. Der skal arbejdes. Men når der tømmes lidt ud i kalenderen, åbner horisonten sig. Nye muligheder kan måske alligevel opsøges. Og i hvert fald kan man så småt begynde at opstille et eksistentielt regnskab: Hvad giver dit liv værdi og mening? Hvad giver overskud og hvad giver underskud på din eksistentielle konto?

Løgn og ledelse

Skriv en kommentar

På det seneste har jeg skrevet en del om ledelse. Jeg har intet imod ledelse. Men jeg er anfægtet af den løgn, som spinder treenigheden af ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser ind i et tæt net af uigennemskuelighed og bortforklaringer.

Min kritik af ledelse og nærmeste opland har imidlertid fået nogen til at tro, at jeg er imod ledelse. Inden jeg stopper med at gøre mig klog på ledelse, for at tage fat på andre emner, vil jeg derfor gerne sammenfatte mine synspunkter i 13 teser:

Teser om løgn og ledelse:

  1. Ledelse har som mål at få en gruppe af medarbejdere til at producere så meget som muligt, så effektivt som muligt og så kvalificeret som muligt. Ledelse kan ikke handle om andet.
  2. Det løgnagtige knytter sig til, at moderne ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser i stor udstrækning skjuler og bortforklarer, hvad ledelse i virkeligheden handler om.
  3. Ledelse er blevet et modefænomen og er styret af samme innovationsdrift, som driver moden frem. Den ene ledelsesteori afløser den anden, helt efter modens logik: Der behøves ikke nogen henvisning til kvalitet, for det nye er i sig selv kvalitet. Derfor er de fleste nye ledelsesteorier selvbegrundet og behøver ikke at bygge på andet end netop nyheden. Altså en slags “Kejserens nye klæder”. Mange ledelsesteorier fremstår som komplet irrationelle og uden kobling til den virkelighed, hvori der skal ledes, fordi de efterstræber forandring for forandringens egen skyld. Heri ligger ledelsens “funktionelle stupiditet”.
  4. I stigende grad “italesættes” ledelse som noget der har med medarbejdernes psykiske og eksistentielle – måske endda åndelige – livssituation at gøre. Der tales således f.eks. om eksistentiel ledelse, om ledelse baseret på Søren Kierkegaard, om filosofisk ledelse, om inddragelse af eksistentialistisk filosofi i ledelsesgerningen.
  5. Alt dette ændrer dog ikke noget ved, at ledelse er og bliver en funktion, som skal få medarbejderne til at yde mere, bedre, mere effektivt, på kortere tid – uden at det koster virksomhederne mere.
  6. I det omfang psykologi, filosofi, meningen med livet, eksistensspørgsmål, livskvalitet, spiritualitet, åndelighed o.l. bliver trukket ind i ledelsesanliggender – er det udelukkende som redskaber til at nå ledelsesmålet, nemlig øget effektivitet, øget kvalitet, øget produktivitet. Ledelse kan som sagt ikke handle om andet.
  7. Ledelse kan godt bygge på indsigter fra psykologien, filosofien, teorier om meningen med livet, menneskets eksistensvilkår, livskvalitet eller noget andet i den stil. Men – filosofi, eksistenstænkning, spiritualitet, åndelighed, bevidst nærvær, anerkendelse o.l. bliver trukket ind for at ledelsesmålene kan opfyldes endnu bedre, endnu mere effektivt.
  8. Jo mere komplekse, sofistikerede og omfattende arbejdsmarkedets forskellige jobfunktioner bliver, jo mere er der brug for den grænseløse medarbejder. Den medarbejder, som ikke har nogen grænse mellem arbejde og fritid, fysisk og psykisk involvering, indre og ydre engagement i arbejdet.
  9. Når de enkelte jobfunktioner kræver involvering af medarbejdernes psykiske, mentale, sociale og spirituelle ressourcer, må ledelsen satse alt på at øge medarbejdernes motivation og behov for at investere netop dén slags ressourcer i jobbet og virksomheden.
  10. Dette kan man bl.a. søge at opnå gennem ledelsesmæssig intervention i medarbejdernes sjæleliv, så at sige. Blød ledelse, anerkendende ledelse, filosofisk, eksistentiel, åndelig og inddragende ledelse er bl.a. en måde, at få medarbejdernes psykiske, eksistentielle og spirituelle grundstoffer involveret i arbejdslivet.
  11. Naturligvis er det ikke kun medarbejdernes hele fysiske og psykiske habitus, ledelsen har for øje. Det handler først og fremmest om ledelsens målsætning om at skabe mere effektivitet og kvalitet på et komplekst arbejdsmarked med nye krav om øget menneskeligt engagement fra medarbejdernes side.
  12. Når f.eks. filosofiens indsigter benyttes for at opnå ledelsens målsætninger, så har dette intet med filosofi at gøre. Filosofien er et vidensområde, som i sig selv intet positivt har med ledelse at gøre. Det er en tydelig erfaring op igennem historien, at når filosofien (gennem filosoffer) har involveret sig med ledelse og politisk styring, så korrumperes filosofiens indsigter til simple redskaber for mere eller mindre skjult eller kamufleret magtudøvelse.
  13. Men der skal ledes og styres, i erhvervslivet og i den politiske verden. Så snart der er ledelse i spil er der imidlertid tale om en asymmetrisk magtsituation. Der er ledelsen og nogen som skal ledes. Her kan filosofien sige noget om ansvar, ordentlighed, medfølelse, etik og moral. Altså noget om, hvordan man skal opføre sig i en asymmetrisk magtrelation, hvor man er den, der har magten, styringen, ledelsen over andre. Men bemærk – i modsætning til den måde hvorpå ledelsesteorierne ofte inddrager filosofien, så handler det her om ledelsens adfærd og ikke om, hvordan man gennem filosofien kan få medarbejderne til at give sig helt hen til arbejdspladsens behov og værdier. Det handler om, at filosofien, etikken og moralen kan stemme lederne til ordentlighed og selvkritik i forhold til konsekvenserne af den asymmetriske magt- og ledelsesrelation.

Ikke alt skal siges

Skriv en kommentar

Det er tåkrummende pinligt at opleve, hvordan mange ledere misrøgter betydningsfulde ord og begreber, ved at lade dem danse rundt, som tæmmede dyr, i en cirkusmanege for såkaldt moderne ledelse. Det betyder bl.a., at flere vigtige ord er ved at blive talt ihjel.

Under dødskampen mister ordene deres betydning, og ender som oppustet bubblegum i munden på brugerne og som ubehageligt klister i hovedet på dem, der skal lægge ører til dette misbrug af sprogets vigtigste ord og begreber.

Og ikke nok med det; når ordene mister deres betydning, går det også ud over det, som ordene ellers skulle sige noget om. Ordene er selvfølgelig ikke ensbetydende med det, de udtrykker. Men i relationen mellem det, som ordet udtrykker og det fænomen, som det siger noget om, ligger betydningen, troværdigheden og meningsfuldheden. Der er således ord, som man skal passe på ikke at vold-bruge og tæmme, for så mister de deres indhold og det bliver uklart, hvad det egentlig er de henviser til. Og på den måde bliver der også noget, som vi ikke længere kan tale helt meningsfuldt om.

I dag hører vi ofte, at ”alt skal italesættes”. Som om det, at noget bliver sagt, også gør det sagte tydeligt og forståeligt – endda betydningsfuldt og meningsfuldt. I en del sammenhænge sker der imidlertid det stik modsatte. Nogle ord bliver brugt alt for meget til at italesætte noget, som kun bør italesættes ved særlige lejligheder. Og så er det, at ordene mister livskraft og bare bliver en tynd overflade. Sådan er det f.eks. i mange tilfælde når moderne ledere skal “italesætte” deres ledelsesvisioner.

Et par eksempler, som de fleste vel efterhånden har været ude for i mødet med en leder: Ved de såkaldte MedarbejderUdviklingsSamtaler risikerer man at møde en italesættelse af noget af det vigtigste, noget af det mest betydningsfulde, i menneskers liv, nemlig anerkendelse: “Jeg anerkender dig”. Anerkendelse hænger tæt sammen med udviklingen af menneskets identitet og selvfølelse. Selve anerkendelsesprocessen er meget kompleks, men bygger på et gensidighedsperspektiv, hvor det enkelte menneskes positive selvbillede, dets identitet og selvrealisering, er noget som sker i mødet med andre mennesker.

Her, i dette møde mellem mennesker, skal alt midlertid ikke siges, heller ikke til en MUS-samtale. At stå overfor en leder, som “talesætter” anerkendelse, denne tillidsbærende menneskelige relation, vil ofte virke direkte modproduktivt på medarbejderen. Selvfølgelig har lederen lært det på et kursus: “Du skal tydeliggøre, at du anerkender din medarbejder”. Man kunne stille et eksempel op: Hvordan skal man tydeliggøre, at man elsker sin kone? Ved at italesætte det, eller ved at vise det? Hvis man kun italesætter det, giver det bagslag. Hvis man viser det (og så må man naturligvis også meget gerne sige det), så virker det langt mere troværdigt.

Lederen vil imidlertid ofte italesætte anerkendelsen, fordi vedkommende ikke ved, hvordan man professionelt viser anerkendelse, og fordi han/hun bruger italesættelsen, som forklædt ledelsesredskab: Ledelsesmagt, nu forklædt som terapi, psykologisering og menneskelig indsigt. Men når den slags dybt betydningsfulde forudsætninger for menneskeligt samvær sættes på ord, “italesættes”, så kryber der en terapeutisk dimension ind i relationen mellem leder og medarbejder, som kan virke dybt krænkende, mistillidsskabende og slet ikke anerkendende på den enkelte medarbejder.

Selvfølgelig skal der ledes og vi ved alle sammen, at ledelse betyder magtrelationer, at der er nogen som bestemmer mere end andre. Det kræver menneskelig indsigt og pli i omgangsformerne, respekt og selvfølgelig anerkendelse. Intet af dette opstår ved ”italesættelse”, som tværtimod lægger ansvaret for oplevelsen af anerkendelsen over på medarbejderen: ”Her i firmaet er det vigtigt, at medarbejderne føler sig anerkendte, og du har selv ansvaret for at opleve det, for nu har jeg sagt det!”

For at være troværdigt (eller sandt) skal et udsagn være i overensstemmelse med det, der rent faktisk sker. Jeg har tit oplevet en leder sige: “Jeg hører, hvad du siger.” Øh, nå – gør du det? Ja, det regner jeg egentlig også med. Det er en italesættelse af den fundamentale, underlæggende, forudsætning for al samtale og kommunikation. Troværdigheden og tilliden er derfor omgående tabt. Opmærksomhed, som det drejer sig om, er ikke noget der skal eller kan italesættes – det er hele forudsætningen for, at en meningsfuld samtale overhovedet kan føres. Når opmærksomhed således italesættes, opløses denne grundlæggende forudsætning for samtalen, for opmærksomhed fortælles ikke, den vises, udøves og praktiseres, som forudsætning for meningsfuld samtale. Udsagnet ”Jeg hører, hvad du siger” er i virkeligheden udtryk for alt andet end lyttende, nysgerrig opmærksomhed: ”Jeg gider ikke høre på dig, men det kan jeg jo ikke sige, for det lyder ikke anerkendende, imidlertid skal du ikke regne med min opmærksomhed”.

Vi kunne lave en hel ordbog over ord og begreber, som er ved at blive talt eller italesat ihjel. Ord, hvis tab af mening også fjerner meningen fra det, som ordet henviser til. Som f.eks. når anerkendelse helt ukritisk og ureflekteret italesættes, så er det ikke kun ordet, der tømmes for indhold, selve anerkendelsesrelationens betydning forsvinder også i italesættelsens tåger og forplumring.

Det samme kunne siges om andre af de ord og begrebsdannelser, som ukritisk har vundet indpas i ledelsesteorier. F.eks. begreber som “medarbejderudvikling”, “synlig ledelse”, “eksistentiel ledelse”, “personligt lederskab”, “autentisk ledelse”. Disse og mange andre moderne ledelsesbegreber består af dybt betydningsfulde ord, som henviser til grundvilkår i menneskelivet. Til anvendelsen af dens slags tunge og betydningsfulde ord knytter sig derfor også etiske overvejelser. Hvad betyder det at anerkende et andet menneske, hvordan oplever denne anden, at man rent faktisk gør det, og ikke mindst – hvad kræver det af én selv?

Lidt selvkritik ville klæde den måde, som ledelsesteorierne anvender de vigtige ord og begreber på. Alt for ofte støder man på ledere, som tilsyneladende synes det er fedt at bruge ordene, men som simpelthen ikke har kapaciteten til at forstå dybden i det, som ordene både udtrykker og forudsætter.

Mærkelige ting: Postkasse

Skriv en kommentar

Dette er et device, som næsten alle mennesker brugte for nogle år siden. De unge kan spørge deres forældre. Det kaldes for en postkasse og kan overfladisk set sammenlignes med computerens mailboks eller inbox. Det, der kunne puttes ind gennem revnen, var såkaldte breve. Det var en slags mails, som nogle dage tidligere var blevet lagt i en anden postkasse. Og så kom postbuddet et par dage senere med brevet og lagde det i ens egen postkasse.

img_1638-e1536605350577.jpg

Postkasse

Der fandtes forskellige former for breve. Det kunne være breve fra venner, som var i udlandet, med længere rejsebeskrivelser og måske tegninger af det de havde set. Der var invitationer til forskellige festlige lejligheder. Så var der kærestebreve, hvor der måske var vedlagt en lille ting, som mindede om den elskede. Der var de såkaldte rudekuverter med regninger, der skulle betales på posthuset. Og der var de små julekort og nytårshilsner, med årets julemærke på. Men der var også de lange samtalebreve, hvor man gennem en længere periode, måske i årevis, udvekslede breve om særlige emner med venner som delte ens interesse for f.eks. litteratur, kunst, filosofi, fodbold, livets problemer i almindelighed eller fremstilling af hjemmebryg.

De forskellige slags breve havde forskelig effekt på modtageren. De fleste breve blev dog modtaget med spænding, for de rummede en slags hemmelighed lige til man havde læst, hvem der var afsender (nogle var dog helt uden afsender), undersøgt skriften på brevet, fået det åbnet, foldet ud, og endelig sat sig ned med en kop kaffe eller the for at læse brevet den første gang af mange. Var det et fortroligt brev, et meget personligt eller et kærestebrev skulle det efterfølgende gemmes, måske nede blandt sokkerne eller undertøjet bagerst i skuffen.

I de fleste familier var der et specielt ritual forbundet med at tømme postkassen. Hos os foregik det ofte på denne måde: Hvis der allerede var kommet nogen hjem, råbte man: “er postkassen blevet tømt?” Blev der svaret bekræftende gik man videre ud i køkkenet, hvor posten lå til venstre på køkkenbordet. Blev der svaret ”nej” hentede man nøglen til postkassen i det lille nøgleskab, som vi havde arvet fra bedstefar, og gik derefter ud for at tømme postkassen.

Jeg har stadig hundredvis af breve gemt i arkivkasser. De er meget forskellige. Kuverterne har forskellige særpræg, som siger en del om de mennesker, der sendte brevene til mig. Den skrift, som mit navn var skrevet med og som jeg for det meste kunne genkende så snart jeg fik brevet i hånden – den håndskrift var en forlængelse af det menneske, som havde den, en forlængelse af hans eller hendes sjæl. Noget, som man kunne kikke på og læse særlige kendetegn ud af om sindsstemningen hos afsenderen, da brevet blev skrevet og postet. Derfor gemte man både brevet og kuverten; det var to ting, der hang sammen. Brevets værdi var også knyttet til skriften, kuverten, papiret, skriftfarven og eventuelle dekorationer eller klistermærker. Sammenlagt blev det til et brev men også til en mindeting, fordi brevet var så tæt forbundet med brevskriveren og afsenderen, og det var ikke sjældent, at man direkte kunne dufte afsenderens særlige aura af hud, parfume, sved, røg – bare ved at åbne brevet eller dufte til kuverten. At åbne et personligt brev var nærmest som at få afsenderen gjort kropslig foran én.

Nu var det jo ikke hver dag, at man fik post af betydning. Der kunne gå dage og undertiden uger uden breve i postkassen. Derfor var spændingsniveauet mærkbart når “posten havde været der”. Det var således en stor dag, da vores børn for første gang fik post i form af et brev med deres eget navn på. Det var en slags selvstændighedserklæring. Den dag begyndte børnene på en seriøs produktion af tegninger og små fortællinger, der kunne sendes tilbage til afsenderen, ikke mindst som tegn på, at man selv gerne modtog flere breve. Det var også fra den dag, at de ville have deres navne på postkassen, som tegn på deres personlige tilstedeværelse i verden. Nu er de voksne og har fået deres egne postkasser i København, hvor der sikkert kun kommer reklamer og lokalaviser, ligesom i vores postkasse.

Jeg tvivler på, at deres børn kommer til at opleve en postkasse lavet af hardware, som den vi stadig har stående ved indgangen med vores navne på. Alt tyder dog på, at de alligevel kommer til at tømme postkasse cirka to millioner gange oftere end os. Den bippende besked om, at “You’ve Got Mail”, lyder ikke blot én gang om dagen men – ja, hvor mange gange har du tjekket mail i den seneste halve time?

Den elektroniske inbox er en postkasse, der så at sige vender indersiden udad. Den præsenterer os for et stort indre, hvor det hele ligger: Mails, vi lige har modtaget, alle dem vi i det hele taget har modtaget, alle dem vi har slettet, alle dem vi ikke har besvaret, alle dem vi bør besvare og derfor har markeret med et rødt flag, de vigtige desuden med et udråbstegn. Og så er der spam, der er alt det betydningsløse, som vi alligevel ikke kan slippe for i den elektroniske postkasse. Der er mails med nyheder, med opdateringer fra vores kontoer på Instagram, Facebook og Twitter. Det er den rene og uformidlede inderside af en evigheds-postkasse, som ved hjælp af hastighed, farver, lyde og ubegrænset leveringskapacitet på det dybeste påvirker den menneskelige sensibilitet.

Postkassen ved indgangen til vores hjem og postkassen på min iPhone skaber forskellige mentale og fysiske tilstande. Når man tidligere sad og skrev eller læste, var involveret i en middagsaftale, spiste, snakkede eller nussede med hinanden på sofaen, så ville det have været udtryk for en ganske hårdt ramt habitus, hvis man flere gange gik ud til vejen for at tjekke sin postkasse. Man vidste desuden også, at der i hvert fald ikke ville ligge noget i postkassen før posten havde været forbi. Nu ved vi, at posten er forbi mens vi går på toilettet, skriver, læser, arbejder, er under transport, elsker, kysser, samtaler – hele tiden, med andre ord. Der er tale om et mail-delirium, en chokbølge, der konstant skyller ind over os.

Tidligere var det en stående morsomhed at fortælle om det, der kunne ske, hvis konen var alene hjemme, når posten kom: “Den dreng ligner overhovedet ikke sin far, så han må være kommet med postbuddet.” Den slags morsomheder fungerer ikke længere. I dag er det et forøget stressniveau, der kommer med posten, som kommer igen og igen og igen og igen og …

Virksomhedsledelse i tynd luft

1 kommentar

Jeg har tilbragt omkring 30 år på arbejdsmarkedet, og har været præsenteret for ganske mange seancer med teambuilding, idéudvikling, innovationsøvelser, samarbejdslege, strategiudvikling o.l. Langt de fleste af disse events har været direkte meningsløse, spild af tid og dybest set et symptom på, at virksomhederne har udviklet sig til organiserede kampzoner, hvor arbejdsklimaet og mulighederne i det daglige er alt andet end indbydende til netop idéudvikling, nytænkning og samarbejde.

Jeg har prøvet at søge begrebet “teambuilding” på Google. Der kom over 10 millioner hits ud i hovedet på mig. Hvorfor i alverden har virksomhederne det enorme behov for at sende medarbejderne på kurser i netop teambuilding, innovation, nytænkning, anerkendende kommunikation, konfliktløsning, idéudvikling o.l.? Det sker i et omfang, så der har udviklet sig en selvstændig industri, som lever mere end godt af at imødekomme dette tilsyneladende uendelige behov for ”kompetenceudvikling” hos medarbejderne, som det hedder. Men det er da mærkeligt, for de selv samme medarbejdere er jo dog sammen dag efter dag, fra morgen til aften, på deres virksomhed mens de arbejder med deres kerneopgaver.Team-building

Måske er det sådan, at der i dagligdagen på langt de fleste virksomheder og institutioner er for meget ledelse og for lidt faglighed. Jeg tror, vi har passeret grænsen for, hvor meget ledelsesspecialister kan afløse faglighed. Dækningsløse ledelsesteorier om effektivisering, forandringsledelse, handlekraft, uddelegering, omstrukturering, strategiudvikling, situationsbestemt ledelse og meget mere, har for længst trængt fagligheden ud af ledelsesafdelingerne. Lederne ved ganske enkelt ikke nok rent fagligt og det betyder, at virksomhedernes kultur og daglige liv bliver tømt for den ånd, som netop skulle skabe innovation, nytænkning og samarbejde omkring de faglige kerneopgaver.

Det var vist Stephen Hacking der sagde, at den største fjende ikke er uvidenhed, men illusionen om viden. Jeg er bange for at denne fjende sidder i hjørnet ved ganske mange møder i virksomhedernes ledelse. Jo, selvfølgelig skal en leder have viden om ledelse, men ledelse er også faglig ledelse, inspiration, initiativ og åndfuldhed på de områder, som virksomheden arbejder med.

Måske er det blevet sådan, at virksomhederne må sende medarbejderne på kurser i teambuilding, innovation og lign., fordi arbejdspladserne i sig selv faktisk modvirker udviklingen af disse værdier. Jeg tror ikke lederne har viden nok om kerneopgaverne, eller også tror de, at virksomhedens kerneopgave er ledelse. Men ledelse er jo dybest set en slags servicefunktion for dem, der varetager kerneopgaverne. En funktion, der skal sørge for at klimaet er inspirerende i dagligdagen, motiverende, udviklende – innovativt, hvis man endelig vil bruge det ord.

Jeg har mødt mange ledere, som i alvor siger, at de har viden om ledelse, at det er deres opgave, for medarbejderne ved jo alt om det faglige. Så er det, at Stephen Hawkins spøgelse dukker op lige bag ryggen på dem. De tror de har viden, men det har de ikke. Den slags ledelse foregår i en boble indeholdende en meget tynd luftart. Her bliver ledelse defineret som handlekraft, organisationsevne, overblik; som om man kunne have det uden at være meget, meget fagligt velfunderet på virksomhedens kerneydelse.

Men så kan man jo vise handlekraft ved at sende medarbejderne på teambuilding, strategimøder, innovationskurser, workshops, hvor der arbejdes med udvikling, samarbejde og kommunikation. Det skaber måske en momentan oplevelse af, at nu sker der noget. Men det skaber jo ikke en ny daglig atmosfære på virksomheden, blandt medarbejderne og i forhold til de daglige arbejdsopgaver. I sidste ende er det blot et symptom på en gigantisk fejltænkning af kompetencekravet til ledelsen. De ved for lidt fagligt og tror de ved meget ledelsesmæssigt, eller tror, at man kan vide noget ledelsesmæssigt uden at vide noget fagligt.

Vejr-mennesket

Skriv en kommentar

Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.

Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.

John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)

Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:

Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«

Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«

Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.

Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.

Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.