Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.

Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.

John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)

Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:

Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«

Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«

Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.

Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.

Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.