Kategoriarkiv: Psykologi

Grænsesituationer

Skriv en kommentar

Prøv at se lidt på det gamle fotografi af den alvorlige mand i lænestolen. Det er den tyske psykiater og filosof Karl Jaspers. Selv om mange ikke anser ham for at være ”rigtig”filosof, så er han alligevel et af mine store forbilleder. Som han sidder der i hjørnet, omgivet af bøger, ser det ud som om hans blik er rettet mod noget, der er meget langt væk, måske en fjern idé. Men Karl Jaspers var faktisk en af de mest nærværende filosoffer, man kan tænke sig. Han gør nemlig filosofi til levet liv – og netop af den grund har mange afskrevet ham som filosof.

Karl Jaspers (1883 – 1969)

Alvorlig ser han ud, og alvorlig var han. Jaspers mente, at vi skulle tage det alvorlige alvorligt og undgå den overfladiske lykke, som vi i dag får udleveret til indkøbspris. Han ville have os til ikke at flygte fra tilværelsen, men i stedet sige ja til livet i alle dets afskygninger, opleve virkelighedens tyngde, og ikke kun dens ulidelige lethed. Jaspers selv havde en grund til at se så alvorlig ud. Med stor risiko for eget liv var han en af dem, der talte den tyske nazisme imod, og det var kun i sidste øjeblik, at han sammen med sin jødiske hustru fik bragt sig i sikkerhed.

Selv om Jaspers på fotografiet udstråler stor og måske gammeldags professor-autoritet, så var han et meget ydmygt menneske. Han filosoferede ikke ud fra en styrkeposition, hvor han hævdede en absolut sandhed. Tværtimod var han enig med den græske filosof Epiktet i, at filosofi opstår når man bliver klar over sin egen svaghed og afmagt. Karl Jaspers slog fast, at filosofiens oprindelse lå i forundringen, i tvivlen og i bevidstheden om menneskets fortabthed. For mig gør dette hans filosofi åben for alt, og der er noget evigt ungdommeligt i den måde, som den gamle filosof hele tiden forsøger at tage de problemer op, som mennesket møder i livet.

Det, der gør Karl Jaspers aktuel i dag, er bl.a. hans begreb om grænsesituationer. Det er situationer, der bestemmer over os og som vi kun kan overskride i fantasien, men hvor ethvert forsøg på overskridelse altid vil kaste os tilbage i grænsesituationen. Alt hvad der har virkelig betydning i tilværelsen, har vi jo kun en ganske begrænset kontrol over: vi kan f.eks. ikke beslutte os til at undgå sorg, tab, sygdom, død og lidelse; ikke beslutte os væk fra at blive ældre eller til, at nu skal den store kærlighed dukke op. Måske kan vi udsætte, fortrænge eller bortforklare konfrontationen med disse og lignende grænsesituationer. Men – en dag står vi der igen.

Grænsesituationerne er det alvorlige i vores liv – og jo mere alvorlige ting, vi beskæftiger os med, fra kærlighed til død, jo mindre indflydelse har vi i virkeligheden selv på, hvad der sker hvornår og hvordan. Ikke mærkeligt, at man tidligere så Guds hånd eller skæbnen, når disse forhold var i spil for mennesket.

Spørgsmålet er imidlertid om det ikke netop er ved mødet med uoverstigelige grænser, at man for alvor viser hvem man er som menneske, og ikke nødvendigvis gennem den konstante overskridelse af grænse efter grænse? Det vil sige, hvad gør vi og hvordan forholder vi os, når vi ikke kan komme videre, når vores hensigter ikke bider på livet, men vi hele tiden blot bliver smidt tilbage i grænsesituationen?

I princippet er der tre reaktioner: Vi kan bryde sammen og blive knækket af ”livets kraft”, vi kan benægte det hele, eller vi kan møde grænsesituationens lidelse – ved først at fortvivle og derefter forvandles, eller som Jaspers siger, genfødes i en ny bevidsthed om os selv.

Jaspers har inspireret den del af psykologien, der kaldes for eksistenspsykologien og eksistensterapien. Den arbejder netop med, hvordan vi kan forholde os til grænsesituationerne. Men her må jeg desværre beskrive det så kort, at nogen måske kunne fristes til at tro, at jeg ikke anerkender lidelsens og angstens frygtelige byrde. Jeg er ikke naiv, og det var Jaspers bestemt heller ikke. Men – i korte glimt har jeg selv oplevet den dybde, der kan ligge i forsøget på at bøje sig for grænsesituationens uoverstigelighed.

Dette har intet at gøre med at give op og lade stå til f.eks. i forhold til sygdom og død. Tværtimod. Det handler om at gøre lidelsen til noget kendt i ens liv, så den mister sin fremmedhed; man anerkender den og gør den til en del af ens hverdag og én selv. Hvordan man gør det findes der ikke nogen modeller for. Det afhænger af hvem man er og kan ske gennem alt fra fysisk udfoldelse til meditation, men fælles er, at mange på den måde oplever, at lidelsen mister styrke ved at blive anerkendt og trukket ind i livet som en del af mig. På den måde bliver der nemlig samtidig plads til nye livsdimensioner.

For mig er det en stor trøst, at Karl Jaspers har levet. Når jeg ser på det gamle foto tænker jeg på alt det, han kunne tænke, på alle de grænseoverskridene ideer han kunne få netop fordi han insisterede på, at der er grænser som vi aldrig kan overskride, og at det er i mødet med dem, at vi for alvor bliver menneske.

Her kan du læse mere om Karl Jaspers: Bo Jacobsen: Livets dilemmaer. En bog om eksistentiel psykologi. Hans Reitzels Forlag 2009. Karl Jaspers: Hvad er filosofi? Haases Forlag 1965.

Handlingen at være menneske

Skriv en kommentar

En af mine bekendte har spurgt, hvorfor jeg skriver denne blog, når det ikke giver nogen penge? Så er det jo spildt arbejde, mener han. Jeg forstår godt spørgsmålet, men det kan kun stilles, fordi der ikke skelnes mellem det at arbejde og det at handle. En vigtig forskel, som den tyske filosof Hannah Arendt beskrev i bogen Menneskets vilkår. Ikke mindst er det en betydningsfuld forskel, hvis vi vil forstå, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på andet end arbejde.

Arbejde er naturligvis en vigtig aktivitet. Det omsættes jo til de penge, som vi har brug for til indkøb af livets fornødenheder. Men i vores del af verden kan man godt leve uden at arbejde. F.eks. hvis man som arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man få økonomisk hjælp, eller hvis man er rig, kan man få andre til at arbejde for én, og som ældre eller syg kan man leve af pension.

Man kan også godt leve uden at handle, men iflg. Hannah Arendt bliver det et liv, hvor man er fremmed for verden og for livet. Handling knytter sig i modsætning til arbejde nemlig ikke til fysisk overlevelse, økonomisk afkast, fastsatte mål og resultatstyring. Handling drejer sig mere om at være menneske i livet, og menneske bliver man først når man selv handler med livet om, hvordan man skal være menneske – ikke et hvilket som helst menneske, men mig. Menneske er i denne betydning ikke noget, som man blot er, men noget, som man bliver gennem den handling at tage livtag med eksistensens store spørgsmål. Ved på den måde at handle vender vi os ud mod verden og andre mennesker for at vise, hvem vi er og hvordan vi forholder os til livet, og det har ikke noget at gøre med, hvilket arbejde vi har og hvad vi tjener.

Alt hvad jeg skriver om på disse sider handler om ting og sager, som jeg selv oplever, det kan være problematisk at have med at gøre; svært at tale om og vanskeligt at tænke over. Men det er den måde man kommer tættere på livet. At skrive, læse og samtale om disse ting er iflg. Hannah Arendt ikke at arbejde, men derimod udtryk for en handling. Det viser, at man er i fuld gang med handlingen at være menneske.

I det moderne samfund er der imidlertid færre og færre muligheder for i fællesskab at tale om og reflektere over de dybere eksistentielle og åndelige spørgsmål. I stadig større udstrækning tilhører den slags spørgsmål privatlivets sfære. Tidligere var det seksualiteten, der hørte til i privatens inderste sovekammer. Men i dag er seksualiteten blevet et af de væsentligste elementer i vores offentlige identitet og selvforståelse. Til gengæld er de store spørgsmål,  f.eks. om døden, godt og ondt eller meningen med livet, blevet trængt ind i de bagerste gemakker. Kun i meget begrænset omfang har vi sammenhænge, hvor tilværelsens eksistentielle spørgsmål kan tages op, og derfor er vi blevet vænnet fra at tale om dem, og føler ofte en generthed når emnerne bliver bragt frem i lyset.

En artikel i fagbladet Sygeplejersken (nr. 25/2000) viser med al ønskelig tydelighed denne situation. Her siger en sygeplejerske, at det er lettere at tale med patienterne om seksualitet, end om tro og eksistentielle spørgsmål. Det er trist, for det er lige præcis ved at tale om disse eksistentielle og åndelige spørgsmål, at vi for alvor bliver fortrolige med vores eget liv. Hvis man på den måde glemmer handlingen at være menneske – dvs. at forholde sig til de eksistentielle spørgsmål om død, godt og ondt, lidelse, frihed, mening og ansvar – så resulterer det i den tilstand, som filosoffen Martin Heidegger kaldte for værensglemsel. Man glemmer, hvad det vil sige at være til i verden, og er der bare.

Det er tankevækkende, at de store eksistentielle og åndelige spørgsmål i dag næsten kun tages op inden for kunsten og i psykoterapiens rum. Filosofien er næsten forstenet til videnskabsteori, og videnskaberne er blevet så specialiserede, at spørgsmål om menneskets placering i helheden ikke længere kan stilles og heller ikke anses for at være relevante. Det er for længst slået fast, at overvejelser om meningen med det hele er meningsløse.

Tidligere var det en stor del af et menneskes identitet, hvad det mente om de eksistentielle og åndelige spørgsmål. Endnu tidligere var der myter, som fortalte om hvordan helten gik ud og erobrede verden. I virkeligheden kan disse myter fortolkes som fortællinger om, hvordan man må forsøge at erobre sin egen verden og sit eget liv. Dette var ikke heltens arbejde, men handlinger, hvormed han eller hun gjorde sig selv til menneske. Men hvor skal man i dag gå hen for at erobre sig selv og sit eget liv?

Cyperspace – hvor denne blog jo ligger – er et sted, som ikke er. Men fordi dette ikke-sted er så tilgængeligt for alle, kan det alligevel bruges som udgangspunkt for at tale om, hvad det vil sige at være til stede i verden. Alt hvad denne blog måtte resulterer i af mulige overvejelser og eftertanker er derfor udtryk for, at der handles på livet løs med henblik på at erobre en mening med livet. Og det er det, der menes med handlingen at være menneske, som ikke er noget, der kan omregnes til hverken arbejdstid eller økonomisk gevinst.

Øen i verdenshavet

Skriv en kommentar

Min by ligger på et stykke land, der har form som en skildpadde. Tyk på midten med skråninger ned til begge sider, og i forlængelse af skjoldet kigger hovedet ud mod øst. I gamle dage var det en ø, hvor præstens dyr græssede, og helt op i midten af 1800-tallet var øen kun forbundet med fastlandet gennem skildpaddens tynde hale. I dag er landskaberne vokset sammen, og min have ligger der, hvor vandet tidligere slog imod kysten. Men byen har stadig navn efter den tid, hvor den var en ø. Ikke kun en ganske almindelig ø, men en ø i ideernes store verdenshav.

I 1470 skænkede den danske konge nemlig øens kirke til antonittermunkene; en klosterorden, som ellers ikke var særlig udbredt på vores breddegrader. Munkene fik bygget et kloster i tilknytning til kirken og på den måde blev min ø forbundet med en åndelig strømning, som der faktisk stadig kan trækkes veksler på. Ikke rent turistmæssigt, for klostret er for længst væk, men nogle af de ideer, som munkene gennem antonitterordenens forfader var fortrolige med, taler lige ind i vores egen tid.

Antonitterordenen blev stiftet i 1095 i Frankrig. Men inspirationskilden til denne klosterorden rækker helt tilbage til Den Hellige Skt. Antonius, der levede i Ægypten fra ca. år 251 – 356 e.Kr. (jo, han blev over 100 år!). Han blev født ind i en velhavende familie, men afgav efter en religiøs vækkelse alt hvad han ejede, for i stedet at leve et liv som eneboer i ørknen, hvor han både kæmpede med djævelske dæmoner, nåede til dyb indsigt og fik mange tilhængere, som også ønskede at leve et liv i kontemplation, d.v.s. i selvfordybelse. Antonius oprettede ikke selv nogen munkeorden, men han anses alligevel for at være den, der lagde grunden for hele den vestlige verdens klosterbevægelse, som altså bl.a. resulterede i munkenes ankomst her til øen for over 500 år siden.

Når jeg går tur hen over det område, hvor klosterbygningerne i sin tid lå, kan jeg godt ærgre mig over, at de ikke er her længere. Men når man læser, hvordan Antonius anbefalede munkene at leve deres liv, så har klostrene blot været de ydre bygningsværker for en indre tilstand. Og det er i den sammenhæng, at man godt kan blive helt bevæget over at bo et sted, hvor en af idéhistoriens vigtigste åndelige strømninger lagde vejen forbi.

Klosterkulturen i den vestlige verden byggede på en religiøs forestilling om, at menneskets jordiske liv var en slags pilgrimsfærd på vejen mod det sande himmelske hjem. Klostrene var derfor det sted, hvor man forsøgte at leve et jordisk liv så tæt på det himmelske, som overhovedet muligt. Med andre ord, et liv i fred og fordybelse midt i den krævende og ustadige jordiske tilværelse. Men alt dette er efter min mening blot den historiske indpakning. Bag de forskellige historiske perioders specielle forudsætninger, skjuler der sig nemlig en tidløs visdom. Antonius, den gamle inspirationskilde til klostret på min ø, byggede nemlig på en endnu ældre visdom fra oldtidens græske filosoffer, om nødvendigheden af at rette opmærksomhed mod sin egen sjæls skønhed. Denne græske indstilling passede perfekt for Antonius når han læste i Lukasevangeliet: Guds rige kommer ikke så man kan iagttage det – det er midt iblandt os, himmeriget er inden i os selv.

Antonius fortalte derfor dem, der fulgte ham, at de skulle rette opmærksomheden mod sig selv; vende koncentrationen væk fra bekymringerne over alt det, som de kunne miste af jordisk gods og lykke, væk fra de store forestillinger om fremtidige herligheder eller katastrofer, og i stedet leve som om hvert øjeblik både var det første og det sidste. Dette var en øvelse i bevidst nærvær, eller mindfulness, som det kaldes i dag.

I klosterlivet mediterede munkene bl.a. over denne belæring fra Antonius for at opøve evnerne til at blive mere bevidst om livet i nuet, for at opnå større selvindsigt og ikke mindst for at kunne møde det indre himmerige. Men også fordi en stærkere koncentration om livet i nuet gør os mildere stemt over for andre mennesker, mere tilgivende og mere taknemmelige for livet – idet hver dag, som Antonius jo sagde, kunne være den sidste.

Hvad gør man, hvis man ikke kan tro og erfare det religiøse på samme måde, som den gamle Antonius for 2000 år siden og munkene her på øen for 500 år siden, og som er meget langt fra vores forestillinger i dag? I hvert fald må det ikke svække blikket for det væsentlige i deres visdom – det som uanset historisk afstand kan oversættes til vores egen situation. Og hvad har vi mere brug for i dag end evnen til at finde en fast forankring i os selv? Evnen til at være nærværende på trods af alle de rystelser og omskiftelser, som ethvert liv er underkastet, om det så kaldes det indre himmerige, bevidst nærvær, mindfulness eller blot fred og balance.

Det er måske ekkoet fra munkenes tidløse visdom, som jeg hører på min aftentur hen over det område, hvor klosterbygningerne en gang lå. Selv om klostret for længst er væk, ligger to af munkene nemlig stadig under gulvet inde i kirken. Når vejret og sindsstemningen er til det løfter de hovedet når jeg går forbi og hvisker diskret: Vi var som dig – du skal blive som os. Grib derfor dagen og lev som om det var din sidste! 

Døden som livseliksir

Skriv en kommentar

Dette er et indlæg om døden, derfor handler det om livet. Eller måske er det omvendt: det er et indlæg om livet, og netop derfor handler det om døden? Naturligvis kan jeg godt kende forskel på livet og døden, men der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livet. Det var det, som den danske filosof Søren Kierkegaard satte helt på spidsen, da han i 1847 noterede sig, at det egentlig kun er værd at beskæftige sig med de mennesker, der tænker på døden hver dag. Som et eksempel nævnte han Napoleon, der altid gik med en dødelig mængde gift på sig – den slags har det med at styrke koncentrationen om livet, mente Kierkegaard. På den måde kan tanken om døden blive til en slags livseliksir.

Det er ikke mærkeligt, at mange har været fristet til nærmest at definere livet på baggrund af døden. Sådan var det f.eks. med den franske anatom og fysiolog, Marie–François-Xavier Bichat, som i år 1800 skrev den videnskabelige afhandling ”Fysiologisk forskning om liv og død”. Her definerede han liv som det, der holder døden i skak. I barnet og det unge menneske er der en overflod af liv til at holde døden på afstand, skrev Bichat. I det voksne menneske er der mere ligevægt imellem livet og dødens anmassende kræfter, men med alderen svækkes livet, imens døden fortsat virker med uformindsket styrke.

Marie François Xavier Bichat

Livet er således gennemtrængt af døden, mente Bichat. Og så døde han i øvrigt. Som en mand i sin bedste alder, blot 31 år gammel, styrtede han af uforklarlige årsager ned ad trappen på Hôtel-Dieu hospitalet i Paris og døde efterfølgende af feber. En mand, der undersøgte de levende og de døde, og som endte med at se livet og døden som to kræfter, der virkede i mennesket på én og samme tid; som en trappe, der altid både går op og ned. En anden franskmand, nemlig filosoffen Michel Foucault, skrev senere, at Bichat var en af de første, der fordelte døden ud over hele livet.

Filosofferne i nyere tid har været uenige om, hvad det kunne betyde for mennesket, at døden på den måde ikke blot er noget, der sker på et tidspunkt, men at døden er de levendes problem igennem hele livet. Én ting har de dog været relativt enige om: bevidstheden om døden skærper opmærksomheden på livet. Uenigheden knytter sig til, om denne opmærksomhed på døden gør livet absurd og tømmer det for mening, eller om det tværtimod netop er bevidstheden om døden, der giver livet mening og dybde. Den franske filosof Jean-Paul Sartre mente f.eks., at døden berøver livet enhver form for mening. Omvendt sagde den tyske filosof Martin Heidegger, ligesom Kierkegaard, at det netop er døden, der kan give livet en mening.

For os almindelige mennesker er det nok både-og, alt efter hvem man er og hvad man har oplevet. Det er min opfattelse, at det let bliver meget frelst, at kræve et bevidst forhold til døden; at vi i vores psykiske nøgenhed skal kunne møde døden ansigt til ansigt. Den dybeste medfølelse må altid favne de mennesker, der står over for døden, både de døende og de pårørende. Der er ingen lette løsninger givet for dem. Ganske vist arbejder psykologien med, hvordan vi kan få psykisk kontrol over krisesituationer, men i mødet med døden handler det netop om at forholde sig til det, som vi aldrig kan få kontrol over, og som derfor er så angstfremkaldende.

Uanset om vi oplever døden, som en del af livet, der tilmed giver det mening, eller om vi ser den som en ydre, fremmed magt, der ikke er plads til i livet – så kan vi ikke snige os forbi den. Engang stod jeg selv over for døden, og troede virkelig ikke, at jeg skulle overleve den sygdom, som havde ramt mig. Derfor ved jeg godt hvor svært det er, at gøre døden til en del af livet; erhvervelsen af denne viden, som du gerne må kalde banal, kostede mig en del år i psykoterapi. Dødsangsten er ikke af den grund forsvundet som dug for solen, men tanken om døden kaster mig i stigende grad tilbage til nutiden, hvor jeg rent faktisk lever – her og nu. Så måske er det ikke udelukkende forholdet til døden, der er problemet, men endnu mere forholdet til nutiden, som paradoksalt nok er det vanskeligste sted for os at tage bolig.

Fortiden og fremtiden indtages langt lettere end nutiden, men betænk alligevel, hvad den ellers så dystre filosof  Arthur Schopenhauer skrev: …alene nutiden er alt livs form. Til gengæld er nutiden livets sikre ejendom, hvorfor denne aldrig kan fravristes livet. Det nu, som du nu har med din elskede, er Jeres sikre ejendom; det nu, som du er i nu, er din sikre ejendom, hvilket hverken fortiden eller fremtiden er: Nutiden og dens indhold er der altid. Begge står fast uden at vakle – som regnbuen på vandfaldet, skrev Schopenhauer i ”Verden som vilje og forestilling”.

Oldtidens filosoffer sagde, at filosofi var en slags forberedelse til døden, men samtidig oplevede de også filosofi, som en måde at leve på. Denne levemåde var karakteriseret af en intens, bevidst opmærksomhed på det levede nu. For mange af oldtidens filosofiske skoler var det netop meditation over døden, som gjorde det muligt, med størst intensitet, at leve i nuet. Disse filosofiske skoler dyrkede ikke døden som en kult, men som en eliksir, der lærte dem at leve i nuet, og prise den sikre ejendom, som nuet er. På den måde har døden altså ret meget med livet at gøre. Eller måske er det omvendt: på den måde har livet ret meget med døden at gøre?

Frygtelig lykkelig

Skriv en kommentar

En af mine venner spurgte mig i sidste uge om jeg var lykkelig? Jeg blev ærlig talt helt tom i hovedet. Det kan naturligvis skyldes visse mangler hos mig når det drejer sig om selvindsigt, men også at selve lykkebegrebet er ret svært at forholde sig til. Med hensyn til det første så tager jeg den drøftelse i enerum med mig selv; det andet vil jeg imidlertid gerne sige lidt om her.

Som dansker burde jeg jo have ganske godt styr på det med lykken. Igen i år indtager Danmark nemlig førstepladsen på den internationale lykke-rangliste. Ud af de 155 lande, der er med i undersøgelsen, er vi ganske enkelt det mest lykkelige folk, og har været det i flere år. Men hvad skal der så til for at vinde denne førsteplads? Det kan i hvert fald ikke undre, at rige lande ser ud til at have en lykkeligere befolkning end de fattige. Kigger man på ranglisten er der mindst lykke i afrikanske lande og mest i rige lande som Danmark og de øvrige nordiske lande. En stærk velfærdsstat ser også ud til at have betydning sammen med social tryghed, samfundsmæssig stabilitet og oplevelsen af sikkerhed.

I forhold til den kendsgerning, at der er flere lykkelige i de rige lande end i de fattige, er det relevant lige at indskyde et citat fra filosoffen Epikur, der levede ca. 300 år f.Kr.: Hvis Gud rettede sig efter menneskenes bønner, så ville alle mennesker hurtigt være gået til grunde, for de beder altid om mange ting, der er ubehagelige for andre. Det er jo under alle omstændigheder korrekt, at vi i de velstående lande har bedt om så meget rigdom, at alt for mange af de andre mennesker på kloden ikke en gang kan få tilfredsstillet de mest basale behov, hvilket bringer bl.a. de afrikanske lande helt i bund på listen over lykkelige lande.

Men den kloge kvinde, der spurgte til min lykke, mente også noget andet. Spørgsmålet åbner nemlig hoveddøren ind til et af filosofiens mest grundlæggende problemer: at overveje, hvad der skal til for at mennesker kan føle sig lykkelige?

For ca. 2000 år siden skrev den romerske filosof Seneca, at alle mennesker ønsker at leve lykkeligt, men at de er blinde for indsigten i, hvad det er, der bevirker et lykkeligt liv; og det i den grad at det er vanskeligt at opnå et lykkeligt liv. Samtidig med at Danmark er placeret helt i toppen på lykkelisten når det drejer sig om materielle goder er det derfor stadig vigtigt at spørge: ”Hvad skal der til for at du føler dig lykkelig?” Er der f.eks. noget i den måde, som vi har opnået denne førsteplads på, som kunne tænkes at modvirke andre former for lykke end den, der ret entydigt bygger på materiel velstand, velfærd o.l.? Antallet af danskere på lykkepiller og mængden af sygdomme og psykiske sammenbrud relateret til stress o.l. kunne godt antyde, at Senecas indsigt for 2000 år siden også gælder i dag: at manglende eftertanke over, hvad der skaber et lykkeligt liv, resulterer i at selv samme lykke bliver vanskelig at opnå.

Hvis vi f.eks. ser på dén filosofiske skole i oldtiden, der blev kaldt stoikerne, så var de ikke mere naive end at de selvfølgelig anerkendte betydningen af rigdom, velfærd, social tryghed, o.l. for menneskets oplevelse af lykke. De understregede dog, at disse goder, trods deres nødvendighed, blot var midler til noget andet og ikke et mål i sig selv. Derfor kaldte de dem for relative goder. Absolutte goder var visdom og indsigt i, hvad der førte til et liv i harmoni; det vil sige det enkelte menneskes harmoni med både den ydre og den indre verden.

Som jeg tolker det, så er mange af de stressrelaterede sygdomme og sammenbrud netop tegn på, at denne harmoni og balance ikke er til stede i det moderne menneskes liv. Det er den helt sikkert heller ikke i de fattige afrikaneres liv i de lande, der ligger nederst på ranglisten. Deres livskamp handler om fysisk overlevelse. Vores kamp handler om psykisk eller åndelig overlevelse og indre vækst; en kamp, som dog er at foretrække frem for den daglig kamp for overhovedet at overleve.

Men lykken – det var den, vi kom fra. Det er min erfaring at nogle bestemte ord og følelser går igen når mange mennesker skal beskrive deres daglige liv, f.eks.: Hvis jeg bare havde mere tid; hvis jeg blot troede lidt mere på mig selv; jeg føler en afstand til det virkelige liv; en dag vil jeg gerne…

I den dybde, som vi alle har inden i os, gemmer der sig ofte en visdom om lykkens sande væsen for hver enkelt. Tilgiv mig endnu en henvisning til en af mine gamle filosoffer fra oldtiden – men de er jo alle steder, hvor jeg vender mig, for deres visdom er tidløs. Det var filosoffen Chrysippos, som her til formiddag hviskede mig i øret, at det kæreste for ethvert menneske bør være dets egen tilstand og dets bevidsthed derom. Han talte om menneskets selvkærlighed, som forudsætningen for at kunne vise andre mennesker kærlighed. Og selvkærlighed, sagde Chrysippos, på tværs af 2000 år, er når mennesket finder en vej til at leve i overensstemmelse med sig selv. Bare overvejelsen af dette åbner nye veje til lykken.

Familiebillede fra Athen

Skriv en kommentar

Verdens første filosof levede for ca. 86 generationer siden. Det var Thales, og han kan ses på Rafaels maleri, Skolen i Athen, som øverst på denne side illustrerer min blog. Han står til højre med grøn kjortel, hvid kalot på hovedet og en stav i hånden. Man kan naturligvis mene, at 86 generationer er så lang tid, at personerne på Rafaels maleri er uinteressante for os i dag. Jeg vil imidlertid hævde, at de 86 generationer ikke adskiller os, men tværtimod forbinder os med de for længst afdøde personer på billedet.

Rafael var en italiensk maler, som levede fra 1483 til 1520. Motivet til maleriet Skolen i Athen er derfor udtænkt inden i hans hoved; alle personerne på billedet var nemlig døde adskillige århundreder tidligere, og tilmed levede mange af dem ikke på samme tid. Selv om Rafaels maleri på den måde ikke er ”virkeligt”, er det alligevel en form for familiebillede, der viser nogle af dem, som vi i dag er åndeligt beslægtet med. Et familieskab på tværs af 86 generationer, eller over 2.500 år, som alligevel er helt afgørende for den måde vi er mennesker på i dag.

Maleriet viser en lang række af de gamle græske filosoffer. I midten ser vi f.eks. Platon og Aristoteles. Sokrates er der naturligvis også sammen med stort set alle de filosoffer fra oldtiden, der formede de vilkår, som vi stadig lever under. Måske lyder det mærkeligt, men det var på dette tidspunkt, fra ca. 800 år f.Kr., at der for første gang begyndte at opstå tanker, som vi kan kalde filosofiske. Men har mennesket da ikke altid tænkt? Nej, ikke på samme måde som det begyndte at tænke for ca. 86. generationer siden. Den måde mennesket kan tænke på, og ikke mindst de ting der overhovedet kan tænkes over, er nemlig afhængig af, hvordan mennesket ser på sig selv.

Omkring den tid, hvor filosofferne på Rafaels maleri levede, begyndte mennesket at se sig selv, som enkelt-individer. Tidligere i historien havde mennesket ikke oplevet sig selv, som et særligt, individuelt væsen ved siden af naturen; tværtimod havde det været en del af naturen og oplevet sig selv som styret af naturens kræfter, faktisk som et væsen underlagt en magt, der ikke kom fra mennesket selv. Men efterhånden begyndte mennesket at opfatte sig som et væsen, der var anderledes end naturen, hævet over omverdenen, som en selvstændig, særlig skabning, med alle de muligheder og spørgsmål, som dette selvbillede rejser.

Hævet over naturen kunne mennesket begynde at undre sig over verden. Mennesket begyndte at undre sig over, hvor alting kom fra, hvorfor der overhovedet var en verden, hvad et menneske var, og efterhånden rejste der sig spørgsmålene om livet, hvad det var, hvordan det skulle leves og hvordan man skulle forklare døden og forholde sig til den?

På den måde blev mennesket imidlertid også bevidst om alt det, som det ikke vidste. Jo mere denne undren blev styrende for menneskets forhold til verden og livet, jo mere begyndte mennesket derfor også at tvivle. Det opdagede, hvor lidt man faktisk kan være sikker på her i tilværelsen, hvor lidt man kan vide med sikkerhed og hvor vanskeligt det er at forholde sig til eksistentiel usikkerhed. Med denne undren og tvivl som ballast opdagede mennesket således også, hvordan usikkerhed skaber angst og utryghed. Filosoffen Epiktet sagde direkte, at Filosofien opstår, når man bliver klar over sin egen svaghed og afmagt.

Mennesket begyndte langsomt at udvikle en ny bevidsthed om livets grænser og ikke mindst om egne grænser: Grænsen imellem livet og døden, grænsen imellem én selv og de andre, grænsen imellem magt og afmagt i tilværelsen. Mennesket var ikke længere en del af naturen og kosmos; det måtte til at stole på sig selv, som et selvstændigt væsen, og erfarede derfor både sin egen nye magt over livet og verden, men samtidig også sin egen afmagt. Det, der her er i spil, er spaltningen imellem subjekt og objekt.  At tænke over denne spaltning er at trænge ind i forudsætningen for eksistensens dybeste spørgsmål. Vi er subjekt i forhold til os selv imens andre er objekter for os, og vi er selv objekt for andre subjekter. Og verden – hvis den kun er objekt for os, er vi så ikke en del af den?

Det som filosofferne på Rafaels maleri på forskellig måde begyndte at tænke over var ikke mindst, hvordan vi som menneske kan leve med spaltningen imellem os selv og verden, imellem mit korte liv og verdens tilsyneladende evighed, imellem mig og de andre? Hermed skabes de grundlæggende forudsætninger for den måde, som vi tænker og føler på i dag; forudsætningerne for de store verdensreligioner, for filosofien, for psykologien og de eksistentielle spørgsmål, som vi slås med på godt og ondt. Når f.eks. vi lider under dårlige relationer til andre, eller når vi må gå til psykoterapeut på grund af dødsangst, ensomhed eller manglende selvværd, er det i virkeligheden udtryk for vores slægtskab med de gamle på Rafaels maleri – og vores kamp for at finde os til rette med de eksistensvilkår, som oldtidens filosoffer begyndte at sætte ord på.

For mig er Rafaels billede symbolet på, hvordan mennesket nærmest løftede sig selv op ved håret. Hvordan vi opdagede os selv og den indre kraft, der skulle til for at hæve os op over naturen og verden, blive selvstændige individer med indflydelse på eget liv og evnen til at skabe grundlaget for den fantastiske udvikling, som vi nu, kun 86 generationer senere, står midt i. Men det er også et billede af den usikkerhed og angst, som flyder fra den selv samme kilde: Mennesket, der står alene over for verden, uden andre faste holdepunkter end sig selv; som oplever en uoverstigelig grænse imellem sig selv og omverdenen og er usikker på, hvordan denne afstand skal håndteres og overvindes; hvordan man igen kan overskride grænsen imellem sig selv og den helhed, som vi forlod for cirka 86 generationer siden.

Touch

Skriv en kommentar

Når jeg underviser i etik bruger jeg et udsnit af Michelangelos billede Skabelsen, som illustration til mit materiale. Billedet viser øjeblikket, hvor Gud og Adams hænder mødes; touch, den guddommelige berøring, der giver mennesket liv. En ikke uvæsentlig detalje ved billedet er, at Gud har menneskeskikkelse. Men Gud sagde jo også: Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os. Så i virkeligheden er det altså mennesket, der har lighed med Gud.

For mig symboliserer billedet derfor menneskets guddommelige evne til at kunne give hinanden liv gennem berøring. Jeg tænker på alt det, vi kan gøre ved hinanden, ikke blot gennem en fysisk berøring, men også gennem et blik, et tonefald, en stemning i mødet med den anden. Vi er med andre ord på godt og ondt udleveret til hinandens berøringer.

Det er således et dybt menneskeligt eksistensvilkår at være kastet ind i livet til en gensidig afhængighed af hinanden. Hvordan denne afhængighed håndteres er det, som etikken handler om. Vi er hinandens skæbne, som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev. Skulle der sættes en undertekst på Michelangelos billede, kunne det netop være Løgstrups ord om, at når vi står over for et andet menneske, så holder vi altid et stykke af dette menneskes liv i vores hånd.

Touch – vi er henvist til hinandens berøringer, som kan være både livgivende og dræbende. I ethvert møde mellem mig og den anden er der derfor en fordring om at være opmærksom på betydningen af denne berøring. Løgstrup sagde, at der en en etisk fordring i ethvert møde, enhver berøring, mellem mennesker.

Berøringen kan jo være kold og afvisende eller varm og tillidsfuld, men vores henvisthed til hinanden ændrer sig ikke. Uanset hvad – touch, så rører vi hinanden, og denne berøring kan være livgivende, men også befordre, at menneskeligt liv gøres vanskeligt, trist, angstfuldt, ubærligt og måske endda går til grunde.

Det er selvfølgelig mest åbenbart i tilværelsens store øjeblikke, når vi møder kærlighed eller når vi svigtes, når vi glædes over omsorg eller efterlades alene, når mødet med andre skaber tryghed eller efterlader os i utryghed, når vi trøstes eller såres i mødet med et andet menneske. I disse situationer er det indlysende, at vi er udleveret til hinanden og afhængige af den berøring vi får eller ikke får af de andre.

På den måde kan vi også tale om fraværet som en grundlæggende oplevelse hos mennesket. Fraværet, isolationen, tabet, ensomheden; det er når vi ikke oplever livgivende berøringer. Afbalanceres denne fraværsfølelse ikke af menneskeligt nærvær, så kan livet gå i opløsning. Afhængigheden af andre er ikke i modsætning til vores egen individualisme eller personlige udvikling. Tværtimod er det når vi erkender andres betydning for os og vores egen betydning for andre, at livet er i balance.

Paradoksalt nok er vi ofte langt mere i tvivl om vores egen unikke betydning for andre end vi er om andres betydning for os, for det sidste kan vi jo mærke i nærværet eller fraværet. Frank Capras film fra 1946, It’s a Wonderful Life fortæller noget om dette paradoks. Den handler om en mand, George Bailey, som er kommet ud i en dyb krise; så alvorlig at han ser selvmordet som en udvej. Men så griber en skytsengel ind ved at vise, hvordan verden ville se ud uden George. Hermed får skytsenglen overbevist George om, at han har betydning for andre mennesker, faktisk en afgørende betydning for andres liv, og denne erkendelse redder Georges eget liv.

På den måde er vi uomgængeligt viklet ind i hinanden og skaber betydninger for andre mennesker, som vi ikke altid selv er klar over, ligesom de skaber betydninger for os. Det kan være gode betydninger eller dårlige – derfor:

Touch – rør hinanden varsomt, kærligt og livgivende, for Gud skabte jo mennesket i sit eget billede, for at vi skulle ligne ham – og hans touch skabte liv.

Ungdomskæresten

Skriv en kommentar

I weekenden opdagede jeg helt tilfældigt, at en af mine ungdomskærester er død. Hun blev 58 år, og det er helt absurd at skrive dette tal. Ungdomskærester bliver bare ikke 58 år gamle; de forbliver unge. Derfor er det en ung pige på 23 år, der er død, og jeg lyver helt sandfærdigt. Nok er det ikke historisk korrekt, at hun stadig er i live, det viser dødsannoncen, men det er følelsesmæssigt sandt, at hun stadig er en smuk ung pige på 23 år der foreslår, at vi går hjem til hende.

Sproget beskriver virkeligheden, men dét er kun en lille del af sprogets opgave, for det skaber nemlig også virkelighed. Sandfærdigheden af denne lille fortælling kan derfor kun vanskeligt betvivles. Ordene i dødsannoncen beskriver noget, der er sket: at hun er død. Mine kommende ord skaber imidlertid en ny virkelighed for min ungdomskæreste, hvor hun igen er vækket til live. Lige nu er hun nemlig der, hvor alle døde kommer hen: i hjerterne hos dem, som de har betydet noget for. Det kunne vi også kalde for den levende erindring.

Jeg ved ikke hvordan hun levede i de mange år efter vores kærestetid. Hun tænkte nok lige så lidt på mig, som jeg tænkte på hende. Og vi mødtes kun en enkelt gang, da vi for mange år siden kort stødte ind i hinanden på Rådhuspladsen. Jeg skulle dog bare læse hendes dødsannonce, så var hun installeret i mit hjerte og vækket til live gennem mindernes arkæologi. Som den tysk-engelske forfatter W. G. Sebald skriver, så er de døde jo uden for tiden, hvilket gør grænsen mellem livet og døden langt mere gennemtrængelig end vi umiddelbart regner med. I selskab med en af de døde, er det meget lettere at overskride grænserne bagud i tiden, i jagten på tilbageblevne spor, som bare endnu ikke er opdaget.

Der kan naturligvis psykologiseres meget over min pludselige opmærksomhed på minderne om min ungdomskæreste, nu hvor hun er død. Er det min egen død, jeg på den måde ser i øjnene og reagerer på? Er det en midaldrende mands vemodige nostalgi? Muligvis, for enhver rejse i hukommelsen er en rejse i både fortid og nutid. Men det blev også en slags meditation over alt det, der hele tiden går i glemme. Og for igen at tale med W. G. Sebalds ord: begæret efter at ophæve glemslen og finde ud af hvem man selv er, og hvordan man er blevet det.

I de seneste dage er der således sket en delvis afvikling af glemslen omkring min ungdomskæreste. Hendes stemme taler igen og fortæller historier, som tvinger selvrefleksionen frem. Minder er ikke afsluttet blot fordi de overlejres af tidens gang. Både glemslen og erindringen ændrer sig. Og min ungdomskæreste er ikke en millimeter mere død end hun stadig kan flytte rundt på elementer i min historie. Hun ændrer på mig og jeg ændrer på hende i rejserne mellem de forskellige tidslommer.

Jeg er ved at blive en lidt ældre mand. Men der er ting, som jeg stadig gør med ungdommens lethed. Jeg ser bl.a. på min ungdomskæreste med den unge mands betagelse: Hendes lidt specielle gang, let løftet på tæerne, fregnerne på hendes arme og modermærket i hårgrænsen. Forfatteren Milan Kundera skriver i bogen Udødeligheden, at vi med en vis del af os lever uden for tiden. Jeg tror det er når vi erindrer, tænker og genfortæller. Så er vi ikke afhængige af at tiden er gået, at ungdomskæresten er død i en alder af 58. Det der gælder, er den stemthed, helt uafhængig af tiden, som mødet med hende i erindringen fremkalder. Og denne stemthed kender ingen grænser, hverken mellem fortid og nutid eller mellem de levende og de døde: Til min dødsdag, og lang tid efter, vil hun forblive min smukke ungdomskæreste på 23 år.

Døden er umoderne

Skriv en kommentar

Da jeg var barn kendte mine forældre et ældre ægtepar, hvor konen dagligt, hen over morgenkaffen og -avisen, sagde til manden: Når en af os dør, så afbestiller jeg Berlingske Tidende. Nu døde de imidlertid med blot få dages mellemrum, så ingen af dem nåede at afbestille avisen. Der gik dog lang tid før det kom så vidt, for de blev meget gamle; begge nåede at blive langt over 90 år selv om specielt manden var meget interesseret i livet efter døden, og på eget forlag havde udgivet en lille bog om netop dette emne, hvor han beskrev sjælens gentagne liv her på jorden. Derfor er jeg også sikker på, at han ville have læst en artikel, som for nylig stod i hans gamle morgenavis, med stor forundring. Den handlede nemlig om det moderne menneskes forsøg på at bekæmpe døden.

Kort fortalt handlede artiklen om den desperate krig, som mange mennesker fører imod alderdommen og døden. Det nyeste amerikanske redskab inden for denne disciplin er et såkaldt humant væksthormon. Når det bliver sprøjtet ind i kroppen skulle der indtræde en ”foryngelse”, hvor rynkerne glattes, kropsfedtet reduceres, muskelmassen og knoglestyrken øges, libidoen tiltager og samlet set efterlader brugeren med en oplevelse af ny vitalitet og ungdom.

Den engelske historiker Arnold Toynbee sagde for mange år siden, at døden er uamerikansk. I virkeligheden kan vi tilføje, at døden tilmed er umoderne. Det Toynbee mente var nemlig, at i en kultur som vores, der lægger så meget vægt på fremskridt, styrke, ungdommelig vitalitet og skønhed, og så lidt på visdom og alderens værdighed, har døden ingen plads. Det er umoderne at acceptere grænser for sin udfoldelse. Enhver begrænsning opleves som vilkårlig og tyrannisk, og da døden er den ultimative begrænsning anses den ofte for at være en krænkelse af menneskets suverænitet.

I sådan en kultur kan alene tanken om døden opleves som en frygtelig erfaring, der gennem hele livet må bekæmpes med alle midler. Nu er det jo bare sådan, at døden, som næsten det eneste, ikke kan bekæmpes. Ethvert forsøg på at undgå den er meningsløst, men så kan man jo i stedet prøve at bekæmpe dødens årsager.

F.eks. kan man jo gøre en hel del for at undgå mange sygdomme. Man kan motionere, spise sundt, lade være med at ryge, tage mineraler, vitaminer osv. Desuden kan man forsøge at holde alderdommen på afstand, ved at glatte rynker, stramme op, indtage mikstur og humane væksthormoner, som de skriver om i avisen.

Og imens man gør alt det rigtige, er der ikke tid til at tænke over den grundlæggende forfængelighed (og forgængelighed) i alle disse bestræbelser på at fortrænge tanken om døden. Den eksistentielle uro der udløses af alderdom og død kan således næsten glemmes gennem den daglige fokusering på helbredet.

Man fortvivler ikke så længe man kan handle, og døden kan man ikke handle over for. Det kan man imidlertid i forhold til mange af de årsager, som vi mener døden har. Men vi dør ikke fordi vi bliver syge. Vi bliver syge, fordi vi er dødelige. Dødens problem kan derfor ikke erstattes med helsens problem. Prøver man det, er der fare for at overse det liv, der er her og nu til fordel for en forventning om kvaliteten og længden af det liv, der vil komme; altså en slags en tøven over for det her-og-nu-levede-liv. Det kan være svært at leve i nuet, hvis meget af ens energi er bundet op på at skabe forudsætningerne for et langt og sundt liv. På den måde vil angsten for døden på et tidspunkt kunne omskrives til angsten for at dø uden at have levet. Angsten for døden bliver altså til en slags livsforskrækkelse.

Mine forældres gamle venner motionerede ikke og de røg og levede så usundt, som man nu gjorde dengang. Det siger jeg ikke, at man skal. Men helse- og ungdomsbølgen har fået et omfang, der kan ende i en form for livsglemsel, som ville have været dybt fremmede for de to gamle mennesker. Hver morgen mindede de jo hinanden om, at én af dem en dag ville dø og efterlade den anden, som så kunne afbestille avisen. Dette daglige, næsten rituelle, memento mori– husk på døden – fik dem måske til at glædes over, at de i hvert fald var vågnet op til  endnu en morgen.

Bastard

Skriv en kommentar

For et par dage siden spurgte en meget kær veninde om jeg troede på en åndelig verden, på noget før livet og efter døden, måske på en sjæl og en mening med menneskelig lidelse? På grund af en livstruende sygdom har hun selv været tvunget til at afsøge tilværelsens grænseområder. Nu ville hun høre om jeg kunne forestille mig en åndelige dimension, selv om jeg har en videnskabelig uddannelse, hvor åndelighed og sjæle intet har at bestille. Så denne blog er skrevet til hende, som jeg kalder Glaspigen, fordi hun med dette tillidsfulde spørgsmål turde vise sin skrøbelighed og skabe et øjeblik af dyb autenticitet; men alle må naturligvis læse med, for hende kan man lære noget af.

Jo – ser du, jeg er født som en bastard selv om jeg er avlet i ægtesengen af mine lovformeligt gifte forældre. Men der er aldrig blevet indgået noget ægteskab mellem de to verdener, som har gjort mig til den jeg er, og som jeg altså er et uægte barn af: På den ene side mine forældres verden af en egensindig religiøs tro og mystik; på den anden side den videnskabelige verden, som jeg er uddannet ind i, og hvor det ikke handler om tro men om viden. Det er to verdener som i princippet er uforenelige og konflikten imellem dem har gennem historien kostet mange mennesker livet.

Man overlever bedst konflikten imellem disse to verdener, hvis man kan affinde sig med at være en bastard, et gadekryds, som aldrig vinder nogen præmie for racerenhed. Og det har jeg ikke noget problem med, for jeg har kendt de to verdener helt fra begyndelsen, fordi de allerede mødtes midt under min fødsel på Frederiksberg fødeklinik.

Som det passer sig for en bastard kom jeg kun med besvær ind i verden. Det var en kompliceret fødsel, hvor både min mor og jeg var ved at gå til. Allerede dengang var videnskaben dog så fremskreden, at den nærmest kunne udrette mirakler, så vi overlevede begge to. Mens lægerne kæmpede for at holde både mor og barn i live var der imidlertid også andre, der kæmpede for os. Det var nogle af mine forældres venner og min fars åndelige mentor, der mødtes for at gå i forbøn for os. Med den begyndelse er det vel ikke så mærkeligt, at jeg blev en bastard, som med uanstændig selvfølgelighed gør vold på grænsen mellem videnskabens og troens verden, men aldrig vinder statsborgerskab i nogen af dem.

Med min fornuft ved jeg at det var den lægevidenskabelige viden, der sikrede min eksistens i denne verden, trods alle fødslens besværligheder. Ved senere lejligheder har den samme videnskab reddet både mit og Glaspigens liv. Men netop når videnskaben har bedrevet den slags mirakler, og reddet os tilbage fra en ellers sikker død, så er det at spørgsmålene om det åndelige og eksistentielle trænger sig på.

Man kan afvise den slags spørgsmål som irrationelle, uvidenskabelige og ren overtro. Men når man er en bastard så handler det om forskellige måder at møde og håndtere det autentiske liv på; ikke om sandt eller falsk. Når man f.eks. bliver meget syg, som Glaspigen har været, så kan videnskaben heldigvis ofte redde ens liv, men spørgsmålene om meningen med lidelsen kan ikke besvares videnskabeligt. Den livsvigtige videnskab må tværtimod afvise den slags eksistentielle spørgsmål. Jeg tror ikke at nogen religion kan erstatte videnskaben, som den store gave til mennesket. Men jeg tror alligevel det er vigtig, at mærke og acceptere den dybe livskraft der ligger i overhovedet at kunne og turde stille de spørgsmål, som Glaspigen stillede om sjælen, det åndelige og om meningen med lidelsen.

Som den engelske filosof Bertrand Russell sagde så hører næsten alle de spørgsmål, der har interesse for eftertænksomme mennesker til dem, som videnskaben ikke kan besvare, og samtidig har religionens og teologiens svar ikke den styrke og overbevisning, som tilfældet var i tidligere tider.

Derfor er der brug for en bastard-filosofi, som holder håbet levende på baggrund af alt det vi videnskabeligt ved og teknisk kan gøre og samtidig tillader seriøs dybdesamtale om alt det uvisse, som vi i almindelighed ikke kan vide noget om, men som ofte er afgørende for om vi føler os hjemme i livet.

Mit møde med Glaspigen på en hyggelig café gav mig det håb, som videnskaben kan udstyre os med og den følelse af dybde, autenticitet og nærhed, som samtalen om alt det uvisse kan vække i mennesker. Hvor er det godt at vi har videnskabens sikre viden, der gjorde at Glaspigen overlevede den alvorlige sygdom og at vi ikke udelukkende skulle forlade os på bønner til den nådige Gud. Og jo, måske kommer vi alligevel et sted fra og skal et sted hen, fordi der er en mening med det hele. Det er i hvert fald bastardens privilegium både at kunne glæde sig over videnskabens fremskridt og den mystik, dybde og alvor, som alene spørgsmålene om det åndelige og uvisse bringer ind i livet.