Kategoriarkiv: Kultur

Overskridelse

Skriv en kommentar

Hver gang vi mærker kærlighed mærker vi noget andet end os selv. Sådan er det også, hvis vi blot tænker på kærlighed – så er det noget andet end os selv, vi tænker på. Kærlighedens væsen er nemlig, at kunne åbne os mod noget større og andet end os selv.

Psykoanalytikeren Erich Fromm skrev i bogen Kunsten at elske, at menneskehedens historie dybest set er udtryk for, hvordan mennesket til forskellige tider har forsøgt at overvinde adskiltheden. Mennesket har en bevidsthed om sig selv, som et separat væsen, adskilt fra andre. Denne adskilthed er et grundtræk ved den menneskelige livssituation og er knyttet sammen med smertelige oplevelser af isolation, ensomhed, følelsen af at være udenfor, på afstand af verden og andre mennesker, manglende gensidighed og ikke mindst ofte af intens angst. Andre mennesker kan få mig til at opleve min egen isolation. På den måde kan de andre blive mit helvede, fordi de spejler min afsondrethed, isolation og ensomhed. Og så er det, at jeg må afsondre og isolere mig endnu mere for ikke at mærke min ensomhed. Erich Fromm sagde derfor, at mennesket ville blive drevet til galskab, hvis det ikke kunne befri sig fra dette fængsel og på en eller anden måde forene sig med verden udenfor – med andre mennesker.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesket stået over for dette problem: Hvordan kan adskiltheden og isolationen overvindes? Hvordan kan det enkelte menneskes snævre cirkel brydes og åbnes ud mod verden så der kan skabes forening med andre mennesker? Problemet har været det samme, men løsningerne har selvfølgelig været forskellige. At knytte isolerede mennesker sammen i noget, der er større end det enkelte individ, har bl.a. været målet for myter, religioner, ideologier, livsanskuelser, skabende kunst og meget mere – alt det, der samlet set udgør menneskets historie.

Stræben efter menneskelig forening er den mest magtfulde kraft i mennesket, mente Erich Fromm. Det er den mest fundamentale passion, det er den kraft, der holder klanen, familien, samfundet og kulturerne sammen. Opnås denne forening ikke kan konsekvenserne blive (selv)destruktive. Skal f.eks. et samfund fungere må der være en sammenhængskraft – noget, som på en eller anden måde forener de mennesker, der lever i samfundet; nogle værdier, der peger ud over den enkelte; værdier, som det enkelte menneske kan identificerer sig med. Det kunne være de demokratiske, velfærdstatslige og sociale værdier, som i nyere tid har karakteriseret det danske samfund. Er der ikke nogen værdier, som får samfundets medlemmer til at have en nok så overfladisk fornemmelse af samhørighed og symbolsk forening, så ender samfundet i selvdestruktion og destruktion af andre.

Men det er ikke kun det samfundsmæssige niveau, som er Erich Fromms hovedanliggende i den lille bog om kunsten at elske. Han undersøger kærlighed, som nøglen til den menneskelige væren og mulighederne for livsfylde. Sammen med Gabriel Marcels filosofi om kærlighed, som værens infrastruktur, sammen med håb og troskab, er der tale om en tilgang til kærlighed, som åbner for en afgørende forståelse af menneskelivet. En forståelse af, at det vigtigste i mig ikke kommer fra mig selv. Sådan er det med kærlighed – den går altid gennem den anden. I forlængelse heraf skrev Erich Fromm, at kærlighed er svaret på menneskets evige livsproblem. Som vi husker beskrev Fromm dette problem som spørgsmålet om, hvordan mennesket skal overvinde sin adskilthed og konsekvenserne af bevidstheden om sin isolation fra verden? Med andre ord, hvordan mennesket skal nå frem til en overskridelse af sig selv og sin ensomhed og dermed af den angst, der knytter sig til at være fortabt i sig selv?

For både Erich Fromm og Gabriel Marcel er kærlighed den kraft, der ved at pege ud mod andre får det enkelte menneske til at føle sig som en helhed, og ikke som en isoleret delhed. Det modsatte af angst skulle jo umiddelbart være ikke-angst. Jeg mener imidlertid, at det vil være mere præcist, hvis vi siger, at det modsatte af angst er kærlighed. Angst knytter sig til oplevelsen af tomhed; kærlighed er det modsatte af tomhed, nemlig fylde og nærvær. Derfor: Når man mærker kærlighed, eller blot tænker på kærlighed, så er det fylde og nærvær, der opleves – og fylde og nærvær kommer ved at kærligheden transcenderer, det vil sige overskrider, min isolation fra andre.

Der er vist et ordsprog, der siger noget i retning af, at kærlighed overskrider alle grænser. Det er korrekt på den måde, at kærlighed altid kommer fra et andet menneske. Hermed overskrider kærlighed i hvert fald den grænse, der er omkring det enkelte menneske. Lad mig også lige her til sidst give et eksempel på, hvor grænseoverskridende kærlighed er.

Her ved juletid ved jeg at der er mange, som savner et nært menneske, der er gået bort. Måske er der derfor nogle som siger til dig, at nu må du se at komme over det – komme dig over tabet og sorgen. Nej, du vil ikke komme dig over det, og måske er dette også et håb – for som tiden går bliver du glad for, at du ikke ”kom” dig over det, fordi det menneske, som du elskede, er forblevet i dig – som kærlighed og livsfylde. Så kan vi vel godt sige, at kærlighed er grænseløs og at den altid taler til os fra de andre; selv de døde hvisker til os om kærlighed.

Filosofi og livsfylde

Skriv en kommentar

Det er heldigvis blevet helt accepteret og almindeligt, at opsøge en psykoterapeut, hvis man har problemer i sit liv. Mindre udbredt er det, at opsøge en filosof, når man har ondt i eksistensen. I Danmark er det endnu et ret ukendt fænomen, at filosoffer nedsætter sig med egen filosofisk praksis, hvor det er muligt at bestille tid og komme i konsultation til en eksistentiel samtale om det vigtige i tilværelsen. Mange andre steder i verden er det en langt mere udbredt erfaring, at filosoffer faktisk kan have en hel del at byde på i forhold til mange af det daglige livs problemer.

Men selv om filosofien er gammel – med omkring 2500 år på bagen er der nok tale om verdens næstældste erhverv – så er der selvfølgelig en grund til at filosoffer, som f.eks. Sokrates, Platon og Kierkegaard, stadig er i blandt os som en levende inspiration til at forstå de eksistentielle grundvilkår. Måske har mange filosoffer bedrevet deres filosofi i verdensfjern isolation. Alligevel er opfattelsen af filosofi, som en slags eksistentiel kur, ligeså gammel som filosofien selv. I det antikke Grækenland præsenterede filosofien således ofte sig selv, som en form for livskunst der kunne lære mennesket en helt ny måde at leve på.

Ikke mindst Sokrates insisterede på, at filosofien skulle have en praktisk relevans og at de filosofiske spørgsmål skulle have forbindelse til hverdagslivets problemer. Siden har en kongerække af filosoffer op igennem historien filosoferet ud fra den overbevisning, at filosofi ikke kun skal være for filosoffer, men for mennesker i almindelighed.

Filosofi er med andre ord et menneskeligt anliggende. Man kunne sige, at filosofien beskæftiger sig med de vilkår, som kendetegner den menneskelige eksistens, mens psykoterapien ofte (men ikke altid) er en proces, hvor det enkelte menneske arbejder med at forholde sig til eksistensens vilkår, som de udspiller sig netop i dette personlige og individuelle liv. Psykoterapien spørger, hvordan er det at være dig? Filosofien spørger, hvordan er det at være menneske?

Det er ikke helt sjældent, at der er en form for begrebsforvirring mellem det psykologiske og det filosofiske. Psykologen og filosoffen Emmy van Deurzen-Smith siger, at man ikke skal undervurdere, hvor svært det er for mange mennesker, at komme til rette med den eksistentielle uro, der knytter sig til de menneskelige grundvilkår, som f.eks. døden, spørgsmålet om livets mening og den lidelse, der altid er forbundet med tilværelsen. Med andre ord, vanskelighederne ved at erkende sin egen iboende menneskelighed.

Nogle mennesker oplever slet ikke disse spørgsmål som relevante. Men når de en dag konfronteres med en personlig oplevelse, som med ét fjerner det ellers så sikre fundament i tilværelsen, så begynder de måske at tænke over, hvordan og hvorfor de har taget så meget for givet. Set udefra kan det ofte være mindre kriser, der kaster mennesker ud i en tilstand af voldsom uro, angst og usikkerhed. Men måske har de ydre begivenheder ”blot” åbnet for et ellers godt tildækket område i det enkelte menneskes liv, hvor de dybeste eksistentielle spørgsmål om døden, meningen og lidelsen har ligget i læ – ubemærkede, men dog alligevel til stede i menneskets hverdag.

Det er i den slags situationer at filosofien, gennem eksistentielle samtaler og dialoger, kan stille sig i hverdagens tjeneste. En af dem, som i nyere tid har været mest opmærksom på dette, er den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973). Marcels filosofi går ud på at bygge bro mellem den filosofiske tanke og den menneskelige erfaring i det konkret levede daglige liv. Man kan således se hans filosofi som refleksioner over de dramaer, som alle mennesker konfronteres med i løbet af et liv.

En af de bærende søjler i Gabriel Marcels filosofi er netop det helt almindelige daglige dilemma for mange mennesker: At fuldbyrde sig selv eller flygte fra sig selv? Dette og lignende eksistentielle dilemmaer har efter min mening ikke godt af udelukkende at blive anskuet ud fra en psykologisk og terapeutisk tilgang til det enkelte menneskes individuelle biografi, hvor der er tale om en årsag til problemet, en virkning og en løsning.

I mange tilfælde ligger der naturligvis en personlig historie bag et menneskes psykiske problemer i tilværelsen. Men som Gabriel Marcel viser, så er mange menneskelige problemer også produkter af de dilemmaer og vilkår, som generelt kendetegner den menneskelige eksistens. Filosofisk eller eksistentiel samtale er et refleksionsredskab, som kan hjælpe mennesket til at orientere sig i en tid, hvor det faktisk er meget vanskeligt at orientere sig i forhold til eksistensens dybeste spørgsmål, fordi disse anliggender kun sjældent tematiseres på en måde, hvor man opdager sig selv og sit eget liv i de evige spørgsmål.

Hvis der meget kort skal sættes ord på, hvad en filosofisk og eksistentiel samtale handler om, så har den opmærksomheden rettet imod det almene – det vil sige det, der vedrører alle mennesker, og dermed også enhver. En filosofisk samtale orienterer sig imod, hvad der er vigtigt for den enkelte. Dét lyder måske ikke som noget specielt filosofisk. Men ved at vende sig imod det væsentlige, får samtalen menneskets værdigrundlag til at stå tydeligere, så den enkelte tilbydes mulighed for at reflektere over, hvad der giver livet fylde – på trods af døden og lidelsen, og selv om det kan være svært at finde meningen med det hele.

Netop begrebet livsfylde er centralt i Gabriel Marcels filosofi. Livsfylde er ikke noget vi automatisk er født med. Kun ved gennem hele livet at tænke over, hvad der giver tilværelsen indhold og fylde kan vi bekæmpe oplevelsen af fortabthed, meningsløshed, eksistentiel uro og angst. Derfor opfordrer han os til at tænke over, hvad der giver vores liv dybde og livsfylde. Når nu det andet lys i adventskransen tændes i dag kunne det jo overvejes, hvad det er for et lys, man gerne vil holde tændt i sin egen tilværelse?

Afkaldets filosofi

Skriv en kommentar

En lørdag i april måned 1805 blev den tyske storkøbmand Heinrich Floris Schopenhauer fundet død i den kanal, der løb bag familiens hus i Hamburg. Selv om det ikke blev sagt åbent tydede mange ting på, at der var tale om selvmord.

Uanset den personlige tragedie, der altid er forbundet med et selvmord, er det ikke Heinrich Floris Schopenhauer, vi direkte skal beskæftige os med i det følgende. Det er hans søn, Arthur Schopenhauer, som på det tidspunkt, hvor selvmordet fandt sted, var 17 år gammel. Sønnen skulle nemlig udvikle sig til at blive en af den europæiske tænknings helt store og banebrydende filosoffer.

Hvis man tænker på, at Arthur Schopenhauer mistede sin far allerede som 17-årig – og tilmed ved selvmord – kan det vist ikke undre mange, at netop pessimismen skulle blive et centralt tema i hans senere filosofi. Ud over faderens død for egen hånd ved vi, at han var belastet af en barndom med store modsætninger mellem forældrene og desuden af en skelsættende oplevelse af lidende galejslaver i Toulon. Så ud fra et psykologisk perspektiv er denne pessimisme ganske forståelig. Men Schopenhauer var også barn af sin tid i den forstand, at han i oplysningstænkningens ånd anså ethvert religiøst løfte om frelse, som slet og ret bedrag. Han slog fast, at i denne verden kan lidelsen alligevel ingen ende tage – og jo, det lyder naturligvis  ganske pessimistisk. Men der kan faktisk også være en anden lektie at lære af Schopenhauer.

Arthur Schopenhauer (1788 - 1860)

Arthur Schopenhauer (1788 – 1860)

Først må vi lige se lidt nærmere på, hvorfor Schopenhauer siger, at lidelsen ingen ende kan tage. Det skyldes først og fremmest, at menneskets lidelse, i Schopenhauers optik, knyttes til en kontinuerlig stræben, en oplevelse af endnu ikke at have nået et tilfredsstillende mål, ikke at være kommet frem til det efterstræbte, hvad dette så ellers måtte være for det enkelte menneske. Alt efter temperament kan man jo sætte f.eks. penge, kærlighed, lykke, karriere m.m., som den ubekendte faktor ind i denne ligning for, hvad man hele tiden stræber efter at opnå mere af.

Endnu at være utilfreds, endnu ikke i fred, men fortsat at måtte stræbe – hertil knytter lidelsen sig, mener Schopenhauer. For så snart mennesket har fået tilfredsstillet én stræben indfinder der sig en ny, og så orienterer viljen sig igen mod forsøget på at opnå tilfredsstillelse. Denne vilje bliver som en blind drift, der aldrig kan finde varig mæthed, men hele tiden må stræbe efter tilfredsstillelse. Men, siger Schopenhauer, hver gang et mål ser ud til at være nået, viser det sig, at tilfredsstillelsen er illusorisk.

Denne endeløse og utilfredsstillende stræben kan naturligvis føre til fortvivlelse, og for Schopenhauer skulle hele filosofiens udspring findes i den erfaring, at eksistensen derfor er lidelsesfuld. Men, hvis man tænker i forlængelse af Schopenhauer, så kan erkendelsen af lidelsens udspring i den uendelige stræben også føre til en form for afkaldets filosofi

Der er ikke nogen tvivl om, at menneskets vilje til hele tiden at søge overskridelsen – det at overskride grænser, at overskride sig selv, at overskride den viden, vi hidtil har haft o.l. har resulteret i alt det, som vi kan i dag inden for f.eks. videnskab og teknologi. Jeg er ikke naiv og jeg ønsker endnu mere viden, endnu mere videnskabelig forskning og mere teknologi så endnu flere mennesker kan få gavn og glæde af, at der hele tiden overskrides grænser for, hvad mennesket kan.

Men der er også indlysende, at vi både som enkelte individer og som samfund har meget vanskeligt ved at give afkald. Vi søger hele tiden overskridelsen, stræber hele tiden mod mere og bedre. Det er dog bemærkelsesværdigt, at i samme tempo, som vi stræber efter nye mål, nye løsninger, mere af alting – så ser det også ud til, at utilfredsheden, lidelsen og den eksistentielle angst vokser.

Hos Schopenhauer endte det i en form for resignation – en opgivelse af livet, som det sted, hvor mennesket kunne frigøre sig fra den evige stræben. Jeg mener, at Schopenhauers indsigt i lidelsen, som funderet i evig stræben, har ganske meget på sig. Men jeg mener ikke, at dette nødvendigvis må ende i resignation. Selv om det, at give afkald, nok ikke er det moderne menneskes stærkeste side, så kan en lille meditation i lyset af Schopenhauers indsigt måske alligevel være på sin plads:

Hvad har du nok af? Hvad stræber du efter, som du ikke behøver at stræbe efter? Hvad af alt det værdifulde, som du allerede har, kan erstatte din kontinuerlige stræben efter noget nyt?

Dette er ikke udtryk for en pessimistisk opgivelse eller resignation, men blot en stille eftertanke: Når jeg nu er så god til at stræbe er jeg så også god nok til undertiden at give afkald på mere stræben?

Viden og tro

Skriv en kommentar

Hvor afslører jeg mig mest tydeligt som en bastard? Ikke som et ægte barn af den videnskabelige verden, som jeg er vokset ind i, heller ikke af den spirituelle verden, som jeg blev født ind i – men slet og ret som et gadekryds, en bastard, med aktier i begge lejre. Det er selvfølgelig i mødet med livets grænsesituationer, at det for alvor kommer for en dag, at jeg ikke er raceren.

Det skete bl.a. i sidste uge, hvor jeg besøgte en af mine venner, som var indlagt til et rutinetjek. På gangen, uden for hans stue, stod der et EKG-apparat; et af de instrumenter, der måler hjertes elektriske aktivitet, og grafisk viser livets rytme, som den arbejder dybt inde i kroppen, usynlig for det menneskelige øje. I gamle dage kunne lægen næsten kun tage pulsen og iagttage patienten. I dag kan vi, takket være videnskabens fremskridt, trænge ind i kroppes inderste hemmeligheder, langt hinsides øjets rækkevidde og lægens trykkende og mærkende hænder på kroppens yderside. Det usynlige, som f.eks. hjertes elektriske aktivitet, er blevet åbenbaret i tal og grafer, der videnskabeligt kan analyseres. Ikke alene har den lægevidenskabelige udvikling dermed ændret menneskets muligheder for at overleve sygdomme, som tidligere ellers var dødelige, men også selve dødens natur har ændret sig.

Hvordan ser den moderne så død ud? Svaret er ganske enkelt: Den er en flad linje på EKG-monitoren. Når der ikke længere kan måles nogen aktivitet så ved vi, at døden er indtrådt og herefter giver det ikke nogen videnskabelig mening, at tale om en rest af bevidsthed, eller hvad det nu måtte være – en ikke-fysisk sjælesubstans, et åndelegeme – noget, der går over i en anden verden, hvor døden ikke udelukkende betyder ophør af de biologiske livsprocesser, som videnskabeligt kan måles. På den måde har videnskaben så at sige fjernet dødens mystik, der ellers i størstedelen af historien har stimuleret menneskets fantasi og fundet utrolige udtryk i religioner, kunst, mytologi, filosofi og i hele kulturer og samfunds indretning.

I dag er døden ikke noget mysterium, hvilket dog ikke har gjort den mindre angstprovokerende end dengang, hvor den først og fremmest handlede om sjælens videre rejse efter livets ophør her på jorden. Urmenneskets magiske skikke, de forhistoriske fund af grave med masser af religiøs symbolik, de monumentale pyramider og stort set hele menneskets historie op til for et par hundrede år siden viser imidlertid, at dødens mysterium er det, der har formet både vores bevidsthed og historie. Det er først i nyere tid, at mennesket er blevet reduceret til noget rent biologisk, hvorved døden naturligvis også må regnes for noget udelukkende biologisk. Men beskæftiger man sig med religionerne, myterne og de fortællinger, der handler om en spirituel virkelighed bag den fysiske, er det så en dimension ved verden, som videnskaben ikke kan indfange, eller er det blot kompensationer og illusioner, som helt fra begyndelsen har hjulpet mennesket til at udholde livet i dødens skygge?

Er det udelukkende os moderne mennesker, der med vores videnskab har en indsigt, som fortidens mennesker ikke havde? En indsigt, som indiskutabelt sætter os i stand til at afvise eksistensen af en åndelig og spirituel dimension, der ellers har udgjort baggrunden for menneskets selvforståelse i størstedelen af artens gang her på jorden? Eller vidste mennesket tidligere også noget, som vi ikke ved i dag, eller helt har glemt?

Freud mente, at var det livets barskhed, der skabte det, som han anså for at være en illusion, nemlig religionen og troen på en åndelig dimension ved menneskelivet. Mennesket og kulturen skaber guderne og myterne, mente Freud, for at besværge angsten for døden. Dette er stadig i en vis forstand videnskabens udgangspunkt, stillet over for forestillinger om en åndelig verden, hvor døden ikke eksisterer på sammen håndgribelige og endegyldige måde, som i den fysiske verden.

Som sagt i begyndelsen er jeg en bastard, der på grund af min opvækst i et spirituelt miljø, og senere gennem en videnskabelig uddannelse, har haft lejlighed til at gøre personlige erfaringer med både det spirituelle og det videnskabelige. Og – jeg føler mig ikke kaldet til at vælge mellem troen på noget spirituelt og videnskabens krav om objektiv bevisførelse.

Det, jeg har lært af videnskaben er primært tre ting: For det første en nysgerrighed, som grundlæggende forbyder mig at afvise noget, om det så er et liv efter døden eller spøgelser, der optræder i tv-udsendelser om Åndernes magt. For det andet har videnskaben lært mig en kritisk tilgang, som forbyder mig at tage noget for gode vare, blot fordi en autoritet (videnskabelig eller religiøs) siger, at sådan er det, eller sådan er det ikke. For det tredje har videnskaben vist mig, hvor mange forskellige måder, mennesket op gennem historien har forholdt sig til tilværelsen på. Det betyder, at jeg er af den overbevisning, at vi slet ikke kan være færdige med at opdage veje til nye refleksioner over tilværelsens dybeste spørgsmål.

Det, jeg har lært af min opvækst i en familie med stærke spirituelle præferencer er ligeledes primært tre ting: For det første en tillid til, at der er noget, som er større end mit individuelle liv – uanset om dette så er noget åndeligt eller ganske enkelt livet selv. For det andet har min opvækst i et spirituelt miljø vist mig betydningen af, at holde livet for helligt. Ikke kun mit eget liv, men også andre menneskers liv. Livet er så at sige livets mening. Dette har givet en sund (mener jeg selv) ærbødighed for livet og gjort medfølelsen til noget af det, som jeg sætter højest. For det tredje har mine forældres spiritualitet vist mig betydningen af ikke blindt, at overtage andres tro og indsigt – men i stedet forsøge, at finde sin egen vej i tilværelsen.

Hverken logiske, videnskabelige sandheder eller spøgelser og liv efter døden kan for alvor chokere mig, Som bastard – som det uægte barn af videnskaben og troen – har jeg lært, hvordan man kan leve uden vished og i bevidstheden om en meget stor uvidenhed vedrørende alt det dybeste og mest betydningsfulde i tilværelsen – uden dog at lade sig lamme af usikkerheden. Om man er død når grafen på monitoren flader ud, eller om sjælen kommer et andet sted hen? Det ved jeg ikke, men jeg tror, at evnen til at turde stille den slags spørgsmål er vigtigere end muligheden for at give faste svar. For alene spørgsmålet udvider horisonten, og pludselig viser der sig måske antydningen af noget, som åbner endnu flere veje end et endegyldigt svar.

Om broer og floder

Skriv en kommentar

En af mine venner har rakt ud efter mig fra en helt anden verden. Hun kommer fra et land, hvor det for udenforstående er let at fare vild i historien, i fjendskaber og venskaber, i krige og fredsslutninger. Selv i områdets geografi er det svært at orientere sig, for den har ændret sig mange gange, hvor grænser har flyttet sig i den ene eller i den anden retning. Måske derfor – men jeg er ikke sikker – gav hun mig en dag romanen ”Broen over Drina”, som er skrevet af den serbiske forfatter Ivo Andric og første gang udgivet i 1945.

Drina er en biflod til en biflod til Donau – flodernes flod. For et flodfattigt land som Danmark er der dog alligevel tale om en ganske anseelig flod: 346 kilometer lang flyder den gennem Bosnien-Hercegovina, hvor den også, i en del af sit løb, udgør grænsen til Serbien. Broen, som sammen med floden, har en hovedrolle i bogen, ligger ved byen Visegrad, og har selvfølgelig et navn, der understreger dens næsten menneskelige værdighed: Mehmed Paša Sokolović-broen. Den blev bygget i slutningen af det 16. århundrede og fik i 2007 sine 179,5 meter optaget på UNESCOs liste over denne verdens anerkendte kulturarv.Mehmed_Pasa_Sokolovic_Bridge_Visegrad_1900

Sådan er de faktiske forhold omkring floden og den tunge stenbro, som ligger et helt andet sted i verden, og som jeg måtte møde J. for at lære at kende. Men det var ikke som en turistguide, hun gav mig bogen. Broen og floden er nemlig også metaforer for det møde, på tværs af kultur og oprindelsessted, som vi for nogle år siden, ved tilfældigheders sammentræf, havde med hinanden – hvorved et venskab begyndte.

Det er sådan med floder, som f.eks. Drina, at de allerede for flere tusind år siden skrev sig ind i filosofihistorien, som symbol på spørgsmålet om identitet. Heraklit, som levede ca. 500 år f.Kr., sagde således de berømte ord, at vi ikke kan stige ned i den samme flod to gange. Det han mente med dette orakelagtige udsagn var, at træder du ned i floden i dag, så er det ikke den samme flod, som du trådte ned i forleden dag – den har forandret sig, selv om den alligevel ligner sig selv. Men det er ikke det samme vand, som du træder ned i; gårsdagens vand er jo allerede flere hundrede kilometer væk. Og tilmed kan det hævdes, at ikke engang dig, som træder ned i floden i dag er den samme, som trådte ned i floden i går. Også du har forandret dig siden i går.

I bogen om broen, der går hen over floden, viser Andric, at det desuden også ofte er umuligt at gå hen over broen to gange og fortsat være den samme. Han viser, at f.eks. i krigstider har to mennesker den ene dag passeret hinanden på broen som venner, mens krigens udvikling dagen efter har forvandlet dem til fjender, der begynder at slås med hinanden midt på broen, hvor de tidligere havde passeret hinanden med en fredelig hilsen.

Broen og floden Drina er en kæmpe metafor for identitetens frygtelige dilemma: Flodens konstante bevægelse er symbolet på altings foranderlighed. Floden er ikke noget ukendt symbol på livet, der flyder og flyder – og som konstant forandrer menneskets vilkår, konstant stiller os over for nye og uprøvede livsvilkår. På samme måde, som floden hele tiden ændrer sig, ændrer livsbetingelserne sig, og er disse ændringer alvorlige nok, så føles det lige bestemt som om det ikke er det samme liv, vi træder ud i. Romanen om Floden over Drina viser, at netop som mennesket tror, at alting ligger fast, så er det faktisk helt omvendt – alting flyder, som allerede Heraklit sagde for over 2500 år siden med floden som billede på den evige foranderlighed, der hele tiden stiller identitetsspørgsmålet: Hvem er du?

Jeg er glad for bogen og har læst den flere gange. Den taler til mig, fordi floder, broer og andre overgangssteder er vigtige metaforer for mennesket og dets liv. Livets udfordringer til os – skæbnen om man vil – forandrer sig hele tiden, på samme måde som den flydende flod. Men som alle der bor ved en flod ved, så kan man ikke af den grund undlade at træde ud i floden efter vand. Undlader man det så melder tørsten sig.

Livets gang oppe på broen viser, at ikke engang ved at søge tørskoet hen over floden kan vi forblive uforandrede, for vi møder hele tiden nye vilkår, nye mennesker i nye situationer, som aldrig lader os uberørte, eller tillader, at vi forbliver nøjagtigt det samme menneske, som vi var før. Alting flyder, om du så vælger at vade over floden eller at bruge broen. Det eneste faste er – at floden, livet og broen altid møder mennesket med en foranderlighed, som også forandrer mennesket selv.

Two is a magic number

Skriv en kommentar

Når jeg ringer op på telefonen får jeg ofte en lille melodistump i øret med teksten “three is a magic number” – tre er et magisk tal. Det er reklamen for et teleselskab som imidlertid har overset, at det slet ikke er tallet tre, der er et magisk tal i vores samfund og kultur, men derimod to-tallet. Det, der er normen i dag, er ikke et, ikke tre og i hvert fald ikke fire osv. Jeg gør så meget ud af at fremhæve to-tallets norm og magi, fordi det her skal dreje sig om kærlighedens magiske tal – og det er to-tallet, uden konkurrence fra omkringliggende tal.

I weekenden havde dagbladet Information en artikel, som fortalte netop dén historie. Kærlighed mellem voksne har tilsyneladende en simpel og letforståelig matematik: 1+1=2=kærlighed. Det er to mennesker, der lever sammen i det hellige to-tals tosomhed – dog med følgende algebraiske tilføjelse, som ikke er helt uvæsentlig: 1(m)+1(k)=kærlighed. Det vil sige: én mand plus én kvinde er kærlighedens numeriske norm. Two is a magic number, specielt hvis de to et-taller er kønnet på den rigtige måde.

Jeg bliver altid lidt skeptisk når nogen forsøger at definere noget så udefinerligt, som kærlighedens kilde eller udspring. Ligeså mange, som i sin tid ledte efter Nilens kilde, har ledt efter kærlighedens kilde, og de fleste af disse opdagelsesrejsende ind i emotionernes jungle mener faktisk, at have fundet den: det sted, som kærligheden udspringer fra, kærlighedens kilde, er det heteroseksuelle monogamis tosomhed.

Det hævdes, at der findes 37 officielle familieformer i Danmark. Ganske vist bor kun omkring halvdelen af alle danske familier i den klassiske monogame tosomhed med far, mor og fælles børn. Men så skulle der altså også være 36 andre familieformer tilbage. De skulle imidlertid også have tosomheden og monogamiet, som ideal. Andre tænkelige muligheder for at indgå i kærlighedsforhold ser ud til at være illusoriske. Polyamory – dvs. kærligt samliv mellem flere end to – og andre former for samliv, der ikke bygger på heteroseksualitet og tosomhed, er ganske enkelt marginaliserede, fortæller artiklen.

Mulighederne ser ud til at være udtømt. Ikke mindst fordi neurologer, biologer, primatologer og zoologer i Informations artikel slår fast, at monogamien ligger dybt i vores dna. Sådan – kærlighedens kilde, en ganske bestemt familie- og samlivsform er hermed slået fast, som genetisk betinget. Two is a magic number, og ikke alene det; magien står skrevet i generne. Men gør den nu også det? Hvis vi endelig skal reducere det hele til biologi og genetik, så er det da omvendt ret påfaldende, at kun tre procent af alle pattedyr lever monogamt. Dét kunne godt åbne for et lidt bredere perspektiv på spørgsmålet om, hvorfor det heteroseksuelle monogami anses for at være den eneste normale, den sundeste og den kærligste samlivsform.

Bl.a. den franske filosof Michel Foucault og psykoanalytikere som Freud og Lacan har afvist ideen om mennesket, som noget uforanderligt, og de tvivler på eksistensen af en universel og ahistorisk menneskenatur. På forskellige måder siger de det samme: der findes slet ikke noget, som kan kaldes en menneskelig natur! Det siger selvfølgelig sig selv, at der må være et biologisk aspekt ved mennesket. Men, siger de, dette biologiske aspekt optræder altid i en kulturel forklædning. Mennesket er aldrig kun biologi. Det er biologi i en bestemt kulturel kontekst, i en bestemt diskurs, som på ganske mange måder bl.a. sætter rammerne for, hvad der er den normale måde at leve kærlighed, seksualitet og samliv ud på.

Det helt specielle ved mennesket er, at det lever i en kultur, som det selv frembringer, men som på sin side paradoksalt nok også frembringer en stor del af menneskets selvforståelse. I en given kultur er der f.eks. en kærlighedsdiskurs, som i meget stor udstrækning er med til at skabe det enkelte menneskes forståelse af (og accept af), hvordan “en der elsker” skal leve, hvem man kan elske, hvor mange og af hvilket køn.

Når vi siger, at den heteroseksuelle tosomhed er det normale, det rigtige, den sande kerne for en sund kærlighed og en velfungerende familie – så er det ikke nødvendigvis forkert. Undersøgelserne er dog kun korrekte i den forstand, at de viser, hvad der er normen, hvad der er den dominerende kærlighedsdiskurs. Men de siger intet sandt om, at kærligheden ikke kan have andre kilder end det heteroseksuelle monogami.

Jeg har netop læst Poul Henningsens “Erotikens historie” og Kai Aalbæk-Nielsens “Kærlighedens historie”. I sammenhæng med artiklen om det heteroseksuelle monogamis tilsyneladende naturgivne og genetiske dominans, viser disse bøger noget meget vigtigt: Hvordan mennesket udlever og realiserer sin biologi er kulturelt betinget. Mennesket har op gennem tiden realiseret både seksualiteten og kærligheden på 1000 forskellige måder, ikke mindst afhængig af den givne kultur.

Når vi i dag næsten kun kan få øje på den samlivsform, der knytter sig til det heteroseksuelle monogami, så hænger det ikke entydigt sammen med menneskets biologiske og genetiske udrustning. Det har noget at gøre med den dominerende kærlighedsdiskurs. Til andre tider har denne diskurs haft helt andre idealer end monogamiet og det heteroseksuelle. Hos mennesket eksisterer seksualiteten aldrig i sig selv. Den er altid spundet ind i noget andet, f.eks. kærligheden og forestillinger om kærligheden, som styrer seksualiteten mindst ligeså meget, som seksualiteten styrer kærligheden.

Så derfor: elsker du mænd eller kvinder, elsker man mere end to, er det f.eks. fire, der er det magiske tal eller dyrker du kærligheden på en måde, som jeg slet ikke kan tænke mig til – så viser du/I bare det, som hele historien har vist (men som mennesket ofte glemmer): at kærlighedens mange forskellige idealer op gennem tiden alle sammen har været en stræben hen imod en tilstand, hvori livet var værd at leve; noget, der er nødvendigt at tro på for at klare livet. Det er muligt, at seksualiteten er biologisk knyttet til artens overlevelse. For mig at se er kærligheden i dens utallige former imidlertid også knyttet til overlevelse – nemlig menneskets eksistentielle overlevelse i den moderne kultur. Bøssen, den lesbiske, de polyamorøse og andre kærlighedsformer, der er i mindretal i forhold til det heteroseksuelle monogami, udviser i virkeligheden slet ikke en anden slags kærlighed; kærligheden udtrykkes blot på andre måder, i en anden form – men det er stadig slet og ret kærlighed – den livgivende kærlighed, som alle ønsker at mærke.

Respekten for enhver kærlighedsform må bygge på accepten af, at kærlighed altid stræber efter det samme – nemlig at være modgift mod menneskets eksistentielle vilkår – lidelsen, ensomheden, døden, angsten og meningsløsheden. Enhver kærlighed virker som en modgift mod den fortvivlelse, som disse eksistentielle vilkår ellers sætter mennesket i. Ethvert udtryk for kærlighed skal derfor fejres, som var det vejen til følelsernes befrielse – uanset om kærligheden udleves som homo-, hetero-, bi- eller polyamorøs kærlighed.

Ord som forløser

1 kommentar

Jeg tænker, altså er jeg. Sådan lyder et af de mest berømte udsagn i filosofihistorien. Det stammer fra den franske filosof René Descartes (1596-1650) i hans forsøg på at undersøge, hvad der kan vides med sikkerhed. Sandheden skulle altså have sit udspring i det enkelte menneskes viden om at det tænker: cogito ergo sum – jeg tænker, altså er jeg.

Efter nogle hundrede år med en befæstet tro på det enkelte, isolerede individs evne til frembringelse af viden og sandhed, kom der en ny version af svaret på spørgsmålet om, hvor sandheden har sin kilde? Først var det den tyske digter Friedrich Hölderlin (1770-1843), der sagde, at vi mennesker er en samtale. Og så fortsatte den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002) ud af dette spor ved at foreslå: communico ergo sum – jeg samtaler, altså er jeg!  I modsætning til Descartes mente Gadamer, at det er ved at træde ud af os selv, at vi finder sandheden.

Denne teori skulle ikke være så vanskelig at finde forståelse for i dag. Lige netop begreber som ”kommunikation” og ”samtale” jo er nogle af de mest anvendte i moderne sprogbrug. En helt uvidenskabelig undersøgelse på internetboghandlen saxo.com viser således, at ordet ”kommunikation” kommer ud med 2021 titler og ordet ”samtale” optræder i 612 bogtitler – alene på dansk. Men – man skal jo altid være en lille smule forsigtig med konklusionerne når ellers komplicerede begreber opnår sådan en udbredelse, for så er risikoen for skamridning jo også nærliggende.

Selve begrebet ”kommunikation” betyder, at gøre noget fælles. På den måde er kommunikation langt mere end meddelelser, der gives til hinanden. Både kommunikation og samtale har en eksistentiel dimension. Som Hölderlin jo sagde, så er vi mennesker en samtale. Det er gennem samtalens kommunikation (samtalens gøren noget fælles), at vi bliver mennesker, at vi træder i eksistens.

Netop fordi vi lever i et kommunikationssamfund, fyldt med meddelelser, informationer, evig udveksling af beskeder o.l. tror vi også, at vi ganske uproblematisk kan samtale. Det mener jeg ikke nødvendigvis er korrekt. Vi er gode til at tiltale, men mindre gode til at samtale. Forskellen mellem tiltale og samtale svarer til forskellen mellem sex og samleje. Sex er to kroppe der smasker sammen. I samlejet lejrer man sig hos hinanden – lejrer sig sammen og bliver til mere end to, hvilket i denne sammenhæng sjovt nok vil sige til én.

På samme måde kendetegnes en samtale ved, at de talende, som subjekter, forsvinder. Samtalen i dens dybeste og mest autentiske form overskrider nemlig den enkelte; det er at glemme sig selv. De to samtalende bliver så at sige til et fælles tredje, til et fælles vi. I samtalen går man ud af sig selv, og ind i det fælles. Denne form for overskridende samtale er vi ikke nær så fortrolige med, som man måske umiddelbart skulle tro i et samfund, der kalder sig selv for et kommunikationssamfund. Hvis vi bruger filosoffen Karl Jaspers’ (1883-1969) begreb for denne form for åben dybdekommunikation, så kan der tales om ”grænseløs kommunikation”. Med det mente Jaspers kommunikation, der forudsætter den gode vilje til at åbenbare sig selv og til at lytte – altså igen det med at træde ud af sig selv og ind i det fælles. Denne form for samtale, mente Jaspers, er den primære form for alt menneskeligt samvær.

Hvad handler den slags samtale så om? Først og fremmest om forsøget på at blive klogere ved hjælp af hinanden. Ikke nødvendigvis om at blive enige – endsige om at afvise eller latterliggøre konkurrerende standpunkter, argumenter og holdninger – men om at kæmpe kærligt med hinanden. Den form for kommunikation og samtale forudsætter, at de samtalende hele tiden accepterer, at være undervejs – at søge ved hjælp af og ikke på trods af hinanden. Her er kommunikation og samtale ikke blot udveksling af tanker. Kommunikationen og samtalen er tanker, fordi tænkning i sin substans er kommunikativ, det vil sige bygger på samtale.

De ord, der samveksles mellem de samtalende, er forløsende – de forløser tanker, og er det helt nødvendige fundament for fællesskab. Det er ikke noget nyt, at ord på den måde har magt. Det vidste allerede grækerne og romerne, som satte denne form for magt i system gennem retorikken. Ikke alle, der har beskæftiget sig med ord, samtale og kommunikation, har dog gjort det ligeså forstandigt og åbent, som de gamle grækere og romere. I 1912 skrev amerikaneren Dale Carnegie om det ”talte ords magt”, som af største betydning, hvis man ville være succesfuld og rig. På den måde kan ord, samtale og kommunikation også være grundlaget for en hel overtalelsesteknologi, som vi kender fra markedsføring, reklame, politisk spin o.l. Her er det ikke den nysgerrige undersøgelse, sandheden, afdækningen og kærlighed til viden, der er motivet. Nærmest tværtimod, og derfor handler det ikke om dén grænseløse kommunikation, som Karl Jaspers talte om. I stedet er det en form for samtale og kommunikation, hvor det handler om at opsætte grænser for den anden, om at indvinde nyt territorium fra modparten (ikke samtalepartneren), og om at latterliggøre, ironisere og udmanøvrere.

Man behøver blot at se et debatprogram i tv eller følge en politisk diskussion. Her drejer det sig ikke om at lade ordene forløse noget fælles, men om at stræbe efter at være den, der står alene tilbage på slagmarken med den sandhed, som man selv har defineret og besejret de andre med. Karl Jaspers mente, at enhver form for politik må vurderes på om den fremmer kommunikation mellem mennesker eller ej; om den fremmer grænseløs kommunikation eller forsøger det modsatte – nemlig at sætte grænser for kommunikation og samtale. Hvordan det på den baggrund står til med kommunikationen og samtalen i kommunikationssamfundet og i nationen, der opfandt samtalekøkkenet? – tja, bum, bum, som en dansk statsmand sagde, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige!

Blod, pap og kærlighed

Skriv en kommentar

For enden af mine blodbaner er der bundet en sløjfe. Hertil og ikke længere løber blodets bånd. Mit blod flyder ikke i andre, ingen børn er blodsbeslægtede med mig. Og dog har jeg alligevel børn – på den måde, som mange mennesker har børn i dag. På et tidspunkt i mit liv mødte jeg en fantastisk kvinde, som senere skulle blive min kone. Hun havde to vidunderlige piger og sammen blev de min familie for omkring 20 år siden. Med andre ord: jeg er en del af den såkaldte moderne familieform. Jeg er papfar i en sammenbragt familie, hvor det ikke, som i traditionelle familier, er blodets bånd, der binder os sammen.

Alligevel har jeg helt fra begyndelsen oplevet et dybt slægtskab med pigerne. At jeg ikke er blodsbeslægtet med pigernes mor er naturligvis ikke raketvidenskab. Vi er i det, der kan kaldes et valgslægtskab – vi har valgt hinanden, fordi vi fattede kærlighed for hinanden og valgte at dele livet, og sådan er det i alle moderne kærlighedsforhold. Anderledes er det med børnene. I en traditionel familie, ville jeg være deres biologiske far, vi ville være blodsbeslægtede og genetisk bundet sammen. Egentlig har jeg aldrig tænkt specielt meget over dette – om kærligheden til pigerne ville være anderledes, hvis vi delte blod og gener. Da jeg mødte pigernes mor, og fattede dyb kærlighed til hende, var pigerne der også, og vi levede sammen næsten helt fra begyndelsen – de blev mine, jeg var stolt af dem, elskede dem, og vi kom til at deltage i hinandens liv, selv om jeg ikke var biologisk far, men papfar. Pigerne har haft god og kærlig kontakt med deres biologiske far, og han har generøst givet mig masser af plads og anerkendt min centrale placering i pigernes tætteste familie.

For nylig stødte jeg imidlertid på en bog, som handlede om børn i sammenbragte familier, som min. Her kunne jeg se, at der faktisk er undersøgelser som viser, at stedforældrenes kærlighed til stedbørnene kan være yderst skrøbelig. Det skulle især gælde, hvis der kommer nye fælles børn ind i den sammenbragte familie. Der er ganske vist endnu ikke kommet små nye ind i min familie, men undersøgelsen fik mig til at spekulere over, hvad det egentlig er for et kærlighedsbegreb, der opereres med.

Der er tale om et kærlighedsbegreb som forudsætter, at den dybeste forældrekærlighed gemmer sig i blodet. Men jeg tror ikke, at sagen er helt så indlysende, som undersøgelsen mener at vise, selv om det er blevet almindeligt at tale om børn, som dine, mine og vores og implicit antage, at det er lettest at elske og vise de børn kærlighed, hvor blodet er fælles. Måske er det imidlertid hverken blod eller pap, der skal tages udgangspunkt i, men slet og ret i det særegne ved kærligheden, at dens udspring – det sted, hvor kærligheden flyder fra – aldrig kan findes.

I 1847 udgav Søren Kierkegaard en afhandling med titlen Kjerlighedens Gjerninger. Han skrev ikke noget om forældrekærlighed. På Kierkegaards tid fandtes der jo ikke ”delebørn”, og hverken forældreskabet eller familieformen stod til diskussion på samme måde, som i dag. Men den danske filosof skrev noget om kærlighedens udspring, som jeg mener giver anledning til refleksioner over forholdet imellem blod, pap og kærlighed.

Et af de første afsnit i Kjerlighedens Gjerninger handler om kærlighedens skjulte liv. Med dette mente Kierkegaard, at kærlighedens udspring fortaber sig i fjernhed og skjulthed, uanset hvor langt ind i et menneske, man formår at kigge. Vi kan spørge, hvor kærligheden kommer fra, hvor i et menneske den har sin oprindelse? Kierkegaard ville sige, at dette sted ikke kan findes, og såfremt vi forsøger at trænge ind i kærlighedens skjulte tilblivelse, så vil der ske det samme, som hvis vi nysgerrigt forsøger at kigge efter solstrålernes oprindelse, nemlig i retning af solen – så vil vi blive forblindede og miste synsevnen.

Måske kan vi også blive forblindede når vi så entydigt kigger efter forældrekærlighedens udspring i blodet – i det blodsbeslægtede – og er så hurtige til at konkludere, at rinder der ikke fælles blod i årerne, så kan der heller ikke være ægte forældrekærlighed. Det er desuden næsten for smertefuldt at formulere den anden del af ligningen: fordi der rinder fælles blod i årerne behøver der ikke nødvendigvis at være ”ægte” forældrekærlighed.

Kan man virkelig entydigt kende forældrenes kærlighed til barnet på det fælles blod, der flyder i deres årer? Ikke kun, og ikke nødvendigvis. Her kan Kierkegaards tanker om kærligheden sætte perspektiv på et vanskeligt og følsomt spørgsmål.

Om kærligheden siger Søren Kierkegaard, at der i virkeligheden kun er én eneste måde, hvorpå den kan kendes: kærligheden skal kendes på frugterne, på gerningerne, på kærlighedens gerninger. Det skyldes, at kærligheden selv er skjult og derfor kun er til at kende på den måde, som den kommer til udtryk på i det levede liv.

Som sagt ytrer Kierkegaard ikke noget om forældrekærligheden, derfor kan jeg selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed – men jeg tror, at han ville sige det samme til spørgsmålet om, hvordan børnene oplever forældrekærlighed: ikke ved at I er blodsbeslægtet, ikke ved at du siger det – men ved at du viser det; gennem kærlighedens gerninger.

Det er muligt, at forældrekærlighed traditionelt er defineret og forstået som følelser, der primært bygger på, at børnene er af forældrenes blod. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvad der menes. Men som papfar må jeg også sige, at min oplevelse af kærligheden til de såkaldte papbørn knytter sig til, at de simpelthen er til stede i mit liv på samme uadskillelige måde, som mit blod er til stede i min krop. Måske er vi ikke blodsbeslægtede, men vi er livsbeslægtede. De har været omkring mig og delt livet med mig i så mange år, at de er blevet en del af min eksistens, af hele min selvforståelse.

Jeg ved godt, at mit blod ikke rinder i deres årer, men deres virkelighed er til stede i mit liv og det er for mig mirakuløst på helt samme måde, som hvis vi var blodsbeslægtede. Det ses selvfølgelig ikke på, at vi fysisk ligner hinanden, men på det, som vi i løbet af livet har vist hinanden af kærlighed – gennem kærlighedens gerninger.

Øjeblikkets evighed

Skriv en kommentar

Da jeg var barn kom der hver pinse et omrejsende tivoli til byen. Der blev slået boder og forlystelser op i skovlysningen ned mod søen, og i nogle dage var alle børnene i en stemning, som havde pinsens højtidelige fejring af Helligåndens komme fået en spejling i det omrejsende tivolis magiske tilsynekomst midt i hverdagen.

Det er ikke usædvanligt, at det allermest almindelige skal opdages gennem noget andet. I det daglige havde jeg ikke lagt mærke til luften, jeg indåndede, himlen over mit hoved, vindens usynlige, men mærkbare berøring af mine kinder. Men dét var pinsens mirakel i min provinsby:

Når min far havde anbragt mig i karrusellen fløj jeg vægtløs gennem luften, båret af et blå-hvidt lys; vinden strøg omkring kroppen, intet tyngede mig ned, alt var himmelflugt. Som apostlene i sin tid oplevede, at der i pinsen kom en lyd fra himlen, som af et kraftigt vindstød, oplevede jeg på det nærmeste, at vinden bar mig helt op til himlen. Mens lyden fra himlen dengang opfyldte apostlene af Helligånden, fyldtes jeg af lykke over luften, himlen og vinden under karruselturens få minutter, der varede evigt, så længe de varede.

Lykke kalder jeg denne følelse. I middelalderen blev lykken kaldt for visio dei – eller gudsskuet. Lykkelig var den, der havde skuet Gud. I kristendommen er det nemlig ikke muligt at finde lykken i det jordiske. Sjælen higer efter det overjordiske, det overmenneskelige – det, der ligger hinsides livet – gudsskuet. Bemærk da også, at ordet lykke ofte danner par med ordet længsel. Higen og længsel efter lykke gør i denne sammenhæng livet til en vandring, en pilgrimsvandring mod paradiset, der altid ligger et helt andet sted. Men da jeg sad dér i karrusellen var jeg på det helt rigtige sted. Det var et fuldendt øjeblik, der var ikke nogen indre eller ydre stemme, der bad mig om vente på lykken. Den var lige dér, mellem navlen og rygsøjlen.

Jeg skulle blive lidt ældre før jeg fandt ud af, at den rigtige lykke sandsynligvis var et helt andet sted end mig – ofte ude i fremtiden; at lykken var noget, som næsten altid lod vente på sig. Det omrejsende tivoli blev ved med at komme til byen hver pinse, men jeg blev for stor til øjeblikkets uformidlede her-og-nu lykke i karrusellen.

Jeg blev en af de store drenge, og i stedet for at samles omkring karrusellen stod vi nu i kø ved lykkehjulet. På engelsk hedder lykkehjulet Wheel of Fortune. Det vil sige Fortunas hjul. Fortuna var en romersk gudinde, der på den ene side nok repræsenterede lykken og heldet, men på den anden side også tilfældet, vilkårligheden og det flygtige ved menneskets tilværelse. Vi drenge satte krone efter krone ind på at fravriste lykkehjulet – fru Fortuna – en smule lykke. Vi vidste, at muligheden for gevinst var der og nærmest med forventningens mavepine længtes vi efter, at Fortunas hjul skulle stoppe netop ved vores nummer.

Men, men – anråbelse af lykkegudinden Fortuna nytter intet. Det vidste den italienske middelalderdigter Dante Alighieri, da han i den Guddommelige Komedie skrev, at Fortuna intet hører. Uanset hvor meget vi higer efter verdens forgængelige goder og stræber efter lykken, så er det Fortunas opgave, at sørge for, at goderne og lykken med tiden vandrer fra den ene til den anden. Fortuna sørger for, at der konstant sker forandringer, at menneskets vilkår hele tiden ændrer sig. Vi kunne håbe på, at lykkehjulets gevinst tilfaldt os, der stod ved boden i Pinseskovens tivoli, men det måtte forblive et håb, som tilmed altid var svangert med frygten for at miste den allerede indhøstede gevinst.

Da jeg som lille blev sat i karrusellen af min far, og lod mig kaste ud i himmelstyrtets lykkefølelse, var det en her-og-nu lykke. Da jeg som stor dreng stod ved lykkehjulet var lykken knyttet til en drøm om fremtidig gevinst. Mens jeg husker himmelstyrtets lykkefølelse, som en dyb indre lykke, da jeg susede rundt, rundt og rundt – som en nærværende tilstand, jeg var i, og ikke ventede på, så var tilstanden foran lykkehjulet en slags fravær.

Lykke er blevet defineret som oplevelsen af fylde. Men livet kan jo fyldes af ganske mange forskellige ting. For enkelthedens skyld kan vi her sige, at livet kan fyldes af noget nærværende og/eller noget fraværende.

Fyldes livet af drømme, forventninger, forhåbninger, som foran lykkehjulet, så bliver virkeligheden – her og nu – ofte til en ventesal, det uvæsentlige, mens vi venter på fremtidens lykke. På tilsvarende vis mister nuet, virkeligheden for vores fødder, naturligvis betydning, hvis vi lever i mindernes tid. Jeg husker min barndoms oplevelse i karrusellen, som en intens lykkefølelse. Men hvis jeg næsten udelukkende levede på denne tidligere lykkefølelse, så ville jeg være fraværende i det nærværende, ligesom hvis jeg levede på forventningen eller i drømmen om fremtidens gevinst ved Fortunas lykkehjul.

Det er to forskellige former for lykke, som jeg husker fra pinsefestens tivoli. Den lille drengs intense lykkefølelse og den lidt større drengs stærke og forventningsfulde ønske om at vinde lykken ved Fortunas hjul. I det første tilfælde var jeg fyldt af noget meget nærværende, i det andet tilfælde var jeg paradoksalt nok fyldt af noget fraværende. I det første tilfælde var jeg fyldt af lykke, i det andet tilfælde var jeg fyldt af forventningen om en fremtidig lykke. Det er nok ikke tilfældigt, at det var som barn, jeg oplevede den stærke følelse af intens, nærværende lykke. Som voksen skal man nemlig virkelig være opmærksom for ikke at falde for fristelsen til at erstatte disse nærværende øjeblikke med enten forventninger eller minder.

Men hvis forventninger og minder i alt for stor udstrækning erstatter det nærværende, så erstatter de på en måde også livet – som jo altså foregår her og nu. Hvis vi vil tale om lykke, så mener jeg, at man kan lære en lille smule af drengen i karrusellen. Da han blev ældre stod han ofte foran fru Fortuna, og undertiden var der gevinst på et eller andet område af tilværelsen, men han kunne aldrig vide hvornår. Som ældre erstattede han derfor barndommens karrusel med sofaen hjemme i stuen – som f.eks. i aften giver ham endnu en oplevelse af himmelstyrtets nærværende lykkefølelse – i selskab med de tre smukke.

Er du en Harold?

Skriv en kommentar

Der eksisterer mange Harolder i denne verden. De er ganske vist ikke så synlige, for de steder, hvor der Haroldes, er yderst diskrete – det foregår nemlig på kirkegårde. Begrebet, at Harolde, stammer fra den amerikanske film ”Harold og Maude”, som i 1970’erne blev en kultklassiker. Harold, filmens unge mandlige hovedperson, er besat af døden og hænger derfor ud på kirkegårde, hvor de døde jo ikke blot bliver bragt af vejen, men også med stor omhu bliver gjort tilgængelige i en ny form for eksistens, nemlig som minder for de efterladte – og for filmens Harold, som et memento mori, husk på døden.

Man kan Harolde på mange måder. Den canadiske forfatter Douglas Coupland beskriver i bogen ”Polaroider fra de døde”, hvordan han som helt ung Haroldede næsten hver uge på en kirkegård i Vancouver. Her gik han rundt mellem gravene og så på, hvem der var døde, hvornår og hvor gamle de blev.

Jeg har altid selv dyrket en form for Harolding. Da jeg var dreng elskede jeg at gå rundt på kirkegården, som lå med den røde landsbykirke i midten. Kirkegården var omkranset af et bredt stengærde ind mod landsbyen, og af en hvid kampestensmur ud mod landevejen og markerne. Det var forbundet med stor tryghed for mig, at gå rundt inde bag denne afgrænsning. Der var fredeligt og ingen, der ville mig noget, kom nogensinde i tanke om at lede efter mig her. For de fleste andre børn i landsbyen var kirkegården nemlig forbundet med uhygge. Men ikke for mig. Her var hyggeligt, roligt, og som Douglas Coupland skriver stille som livmoderen.

Douglas Coupland holdt op med at Harolde da han fandt ud af, at der huserede gravrøvere på den kirkegård, hvor han hang ud. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Man kan holde ud at Harolde, fordi kirkegårde trods alt har sat den kaotiske død i en vis form for orden, ikke fordi de døde skal række så direkte ud efter én, som de gør fra den åbne grav, som gravrøverne efterlader sig. I mindre dramatisk form har jeg selv oplevet dette.Gravsted i Præstø

Jeg kan godt lide at gå rundt på kirkegårde og læse de forskellige gravstens inskriptioner. Men en dag, hvor jeg gik tur i skoven, så jeg en bunke gravsten ligge i en lysning. De var fra nedlagte grave og skulle knuses til skærver og spredes ud på skovstierne. Da jeg skubbede til de allerede halvt knuste gravsten opdagede jeg, at de var helt anderledes end dem, jeg så på kirkegården. De var faktisk uhyggelige, her ude i skoven.

På kirkegården kunne jeg have en fornemmelse af at navnet, der var indhugget i en gravsten, stod der, netop fordi nogen huskede den afdøde, kærede sig om vedkommende, savnede og stadig elskede det menneske, der var bag inskriptionen. Navnet var kendt, husket og en omskrivning af kærlighed og hengivenhed. På den måde kan kirkegården jo virke som en trøst for os: du bliver husket og båret videre. Ude i skoven kom de gamle, opbrugte gravstene, imidlertid til at virke, som en slags opbrugte minder; som om det var de døde, der var blevet efterladt i en ensomhed, hvor ingen længere huskede dem.

Naturligvis var det min dødsfrygtende kultur, der skabte denne forestilling i mig. Men i hvert fald fandt jeg ved den lejlighed ud af, at kirkegårde ikke kun er for de døde, men mindst lige så meget for de levende. Derfor er jeg stadig en Harold. På min aftentur går jeg næsten altid hen over byens kirkegård. Under hver eneste gravsten taler jo en stemme. Det ved alle seriøse Harolder, som har læst ”Spoon River Antologien” af Edgar Lee Masters – en slags bibel for den trofaste Harolder.

I Spoon River Antologien er det de døde, der fortæller om livet i en lille amerikansk by. Det er stemmerne under gravstenene på højen ved byen Spoon River, der taler til de forbipasserende, som f.eks. morderen Hod Putt, der endte på kirkegården, fordi han blev hængt: Her ligger jeg begravet/Side om side med gamle Bill Piersol./Han tjente sine Penge på Forretninger med Indianerne,/saa gik han konkurs/og tjente endnu flere Penge ved det. Eller som digteren lader en kvinde med navnet Amanda Barker sukke fra gravhøjen: Henry gjorde mig med Barn,/skønt han vidste, at jeg ikke kunde føde et nyt Liv/uden at miste mit eget. Eller den venlige doktor Hill: Dage og Nætter gik jeg her/op og ned ad Gaderne./Alle Døgnets Timer tilbragte jeg hos de Syge og/Fattige./Ved du hvorfor?/Min kone hadede mig, min søn gik i Hundene.

Alle kirkegårde er en slags Spoon River Antologi – en krønike over livet på stedet gennem flere menneskealdre. Det er selvfølgelig mest tydeligt på en stor kirkegård, som Assistens Kirkegård i København, der fører de besøgende tilbage til alle hjørner af Danmarkshistorien. Men rigtige Harolder finder det samme på selv den mindste og mest vindblæste kirkegård. Navnene, årstallene, antallet af sten på en gravplads, gravenes udseende o.l. giver stemme til de døde i jorden under dine fødder, når du står på en kirkegård. Netop som man måske var helt opslugt af det døgnflueliv, der ofte udfolder sig uden for kirkegården, så kan de døde begynde at tale til én. De kan fortælle om det, der var før os og dermed rette vores blik mod både forgængeligheden og historiens kontinuitet.

Som Jung skriver i ”Forvandlingens symboler” sker der vigtige ting, når man bliver opmærksom på noget fjernt og fremmede – det kunne være de døde i gravene på kirkegården. De fragmenter af en livshistorie, der er hugget ind i en gravsten, peger ud over kirkegårdsmuren og fortæller, at her, hvor livet og dagligdagen nu i al hast leves – her var der også liv for mange år siden; anderledes levet liv, men af samme betydning som det, der leves her og nu. Mange af gravene fortæller tydeligt, hvad der bevægede de mennesker, som levede her før jeg blev født. Selv lidenskaber kan afsløres i en gravstens mejslede ord. Også de, der ligger under mine fødder, var sandsynligvis overbevidste om deres livs uforlignelighed og uerstattelighed.

Og sådan vil det nok blive ved.