Kategoriarkiv: Gud

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

Skriv en kommentar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.

Når der mangler en verden

Skriv en kommentar

Det er blevet marts; den første forårsmåned. Så begynder jeg igen at gå aftentur langs det inderste af fjorden og forbi kirken på øens yderste spids, hvor der også engang lå et kloster. Når det er klart vejr holder fjorden solnedgangen tilbage. Et stykke tid efter, at solens sidste stråler er forsvundet fra himlen, koger de røde, gule og orange farver stadig vandet op, og vækker sære skygger til live på det sted, hvor klostret i sin tid lå. Efterhånden som mørket fortætter luften sker det, at farverne får en skikkelse til at samle sig ved siden af mig. Inde i kirken ligger en af de gamle munke fra klostret begravet under en rødlig sten. Jeg tror det er ham, som en gang imellem får lyst til at rejse sig fra sin tidslomme og diskret træde ind i en af de aftenskygger, der samler sig omkring mig, når jeg står og kikker efter solen.

En såkaldt menneskealder er på 30 år, og dem er der gået godt 15 af siden munken gik hjemmevant rundt i klostret, der hvor kirkegården ligger i dag. I løbet af den tid er meget mere end hans kloster forsvundet. Alt i den ydre verden har forandret sig og det er nok kun kirken, som munken kan genkende, når han undertiden slutter sig til mig på aftenturen langs fjorden.

Munkene havde tilhørt Antonitterordenen. Deres klosterfader var Den Hellige Sankt Antonius, der cirka år 300 valgte et liv som eneboer ude i den egyptiske ørken. Han forlod så at sige denne verden og de menneskelige fællesskaber, vendte sig væk fra den fysiske verdens fristelser for at leve et liv i ensom stræben efter en helt anden verden end den jordiske – nemlig Guds himmelske verden. Gennem den klosterbevægelse, som Antonius senere kom til at lægge navn til, førte han andre ud på samme vej, væk fra det jordiske, til den verden, som han mente var den eneste sande og virkelige – den åndelige verden; Guds verden.

Da munken en aften rejste sig fra graven for at slå følge med mig på min aftentur, var det derfor heller ikke den fysiske verden, der undrede ham så meget, selv om det var 500 år siden han sidste havde set den. Som de fleste moderne mennesker kunne jeg holde et langt foredrag om, hvor mange forandringer fremskridtet havde bragt med sig; hvor dybtgående videnskaben og teknologien havde ændret verden. Selv i graven kunne munken ikke have undgået at høre, hvordan maskinerne havde lavet hele den kendte verden om.

Men munken og hans klosterbrødre havde aldrig været specielt interesseret i menneskenes verden. De havde nærmest betragtet den som ret ligegyldig, som noget man burde vende ryggen, på samme måde som klosterfaderen Antonius havde gjort. Det var jo ikke den virkelige verden, men en verden, hvor munkene på en måde var hjemløse, indtil de fik lov til at vende tilbage til den rigtige og virkelige verden, deres hjem i Guds åndelige verden.

I løbet af vores aftentur gik det langsomt op for munken, at den verden, der havde været den eneste virkelige verden for ham, ganske enkelt var forsvundet i løbet af de 500 år, hvor han havde været død. Som han mumlede, da vi stod i læ for vinden ved is-kiosken: det er som om der mangler en hel verden!

Jeg måtte bruge en del tid på at forklare munken, at den verden, som han i sin tid havde anset for at være af sekundær betydning, nemlig den jordiske og fysiske, af mange i dag blev betragtet – ikke alene som den vigtigste – men også som den eneste verden. I munkens bevidsthed havde det været ganske indlysende, at skulle verden gå under, så var det den jordiske verden, der ville skride i svinget, når de gode sjæle på den yderste dag blev kaldt hjem til Guds verden. Men nu viste det sig, at den historie havde udviklet sig helt anderledes. For første gang i historien havde den fysiske verden – eller den jordiske verden – vundet pladsen, som Verden par excellence.

Munken havde været vant til, at der var to verdner: en åndelige og en ikke-åndelig. Den åndelige verden blev betragtet som mere virkelig end den ikke-åndelige. Sådan havde det være på munkens tid, men også i langt den største del af menneskehedens historie. Det er kun i den nyeste tid, at den åndelige verden ikke har indtaget den dominerende plads i menneskets forståelse af virkeligheden. Det var ikke så mærkeligt, at munken følte sig lidt rystet. Han kom jo fra en tid, hvor det var den åndelige og guddommelige verden, der fungerede som vejviser for alt, hvad der foregik i menneskets jordiske verden.

Hvordan finder I vej her i den jordiske verden uden en vejviser? spurgte han. Det var faktisk også det spørgsmål, som filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) stillede, da han insisterede på, at det virkelige og det vigtige var det jordiske menneskeliv, det sanselige og den materielle verden, i stedet for de åndelige og oversanselige ideer om Gud og en åndelig verden.

Så fik vi afskaffet en verden, sagde Nietzsche, men noterede sig også spørgsmålet: Hvilken verden var det så, der blev tilbage? I hvert fald betød det, at vi måtte omvurdere alle værdier om de vigtigste og dybeste spørgsmål, fordi der ikke længere var en Gud og en åndelig verden til at fortælle menneskene, hvad der er det rigtige og det forkerte. Men det er jo omvendt også en trist kendsgerning, at den største ondskab ofte er blevet udøvet af mennesker, der ikke selv har overvejet om de ville være gode eller onde, men blot har lyttet til en eller anden autoritet – og ofte en religion.

Alligevel er et af problemerne naturligvis, at alle de vigtigste spørgsmål om menneskets liv på jorden ikke er forsvundet. De svar fra Guds åndelige verden, der blev givet på munkens tid, er imidlertid ikke længere troværdige, fordi mange mennesker oplever den jordiske verden, som den vigtigste, og det er her de vil hente deres svar og værdier. Fortolkningen af godt og ondt, meningsfuldhed, sandhed og kærlighed – af alle de vigtigste ting i menneskelivet – er derfor blevet menneskets egen opgave. Det frie menneske må efter ”den anden verdens” forsvinden, fortolke sig selv: hvem er jeg, hvordan vil jeg være menneske, hvad skal jeg gøre?

Munken kikkede på mig og spurgte: Hvordan kan det enkelte menneske rumme alt det?

Spørgsmålet er tilsyneladende påtrængende, for vi taler hele tiden om værdier i dag. Det ved jeg godt, at man ikke gjorde på munkes tid, så han forstår næppe, hvordan vi prøver at løse problemet. Dengang blev værdierne givet til den menneskelige og jordiske verden fra den guddommelige og åndelige verden. Og vi forstår vel heller ikke helt selv, hvor svært det er, at holde et menneskeliv, et fællesskab, et samfund, en verden sammen på værdier, der er blevet til en slags sociale varer. Der er nærmest ikke nogen værdier, som vi i det moderne samfund kan sige har absolut og selvstændig betydning. Alle værdier er hele tiden til forhandling, de skabes og forsvinder i relationen mellem mennesker og sociale grupperinger. Men – de er altid flygtige og kan byttes ud med andre værdier, fordi en værdi først bliver til en værdi i en bestemt sammenhæng – ingen værdi gælder til alle tider og på alle steder. Værdier om f.eks. godt og ondt, retfærdighed og om stort set alle andre dyder bestemmes på et øjeblik og i øjeblikket. På den måde kan jeg faktisk godt forstå, at munken kikkede sig om efter den verden, som var forsvundet; den verden, hvor værdierne var faste størrelser.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1818 – 1855) var dybt religiøs, men alligevel en af de første der opdagede, hvad det vil sige, at munkens verden var forsvundet. Kierkegaard sagde, at det enkelte menneske måtte træde i karakter; blive synlig for sig selv og for andre, som en autoritet i eget liv.

Kierkegaards fordring er ikke, at mennesket bekender sig til den ene eller den anden religion, men at det enkelte menneske ser sig selv i øjnene, at det vælger sig selv, tager sit liv på sig med sin personlige historie og sine individuelle evner. De andre kan ikke leve ens liv, man kan ikke give andre ansvaret, og heller ikke lægge det over på en religion. Kierkegaard skriver i bogen Enten – Eller:

”Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse Tilbøjeligheder, disse Lidenskaber, paavirket af denne bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevidst, overtager han det Alt sammen under sit Ansvar”.

Munken rystede på hovedet. Det virker som et stort ansvar at lægge på det enkelte menneske, sagde han.

Ude over fjorden var solens farver ved at forsvinde og munken blev utydelig i omridset, men jeg kunne stadig høre alt, hvad han sagde: Da jeg boede oppe i byens kloster så vi livet som Guds gave til mennesket. Vi brugte meget tid på at vise taknemmelighed for denne gave, ved at udføre gode gerninger og takke Gud i stille bøn. Men der var mange mennesker, som ikke viste taknemmelighed nok. I dag ser det ud som om I ikke alene har fået livet som gave, men også som opgave. En opgave, som I skal løse uden hjælp fra Gud.

Pludselig var de sidste lysrester forsvundet og munken væk, så jeg stod alene nede ved vandet. Måske er der alligevel ikke så stor forskel på den verden, som munken kendte og den verden, som jeg lever i. I virkeligheden har vi mennesker måske blot fået et vink med en guddommelig vognstang: Du er ikke selv årsag til dit liv, men her er det altså. Se nu at finde ud af, hvordan du vil modtage denne gave, hvordan du vil være menneske. Munken kaldte det, at vise taknemmelighed for livets gave. Og det er det vel også, hvis man som Kierkegaard siger vælger, at tage sit personlige liv på sig, at træde ind i livet og gøre det til sit eget med bevidstheden om, at det er ens eget ansvar, hvordan man forvalter gaven.

Religion eller religiøsitet?

Skriv en kommentar

De spørgsmål, som mennesket gennem tusindvis af år har stillet til de store religioner, er stadig lige betydningsfulde. Det er ikke spørgsmålene om godt og ondt, etik og moral, om ansvar og samvittighed, om døden og meningen med livet – det er ikke disse dybeste eksistentielle spørgsmål, der er noget i vejen med, for de er tidløse. Det er den måde, som religionerne i dag stiller disse spørgsmål på, og ikke mindst den måde, som de besvares på, der har mistet troværdigheden.

Mange mennesker har en levende interesse i moralske og eksistentielle spørgsmål, men kan ikke fatte tillid til religionernes rummelige samvittighed og alt for ubarmhjertige indstilling til menneskelivets mangfoldighed. Det er symptomatisk, at vi tit mødes med ildevarslende tavshed når der spørges til, hvad religionerne kæmper for. Det er langt mere tydeligt, hvad de kæmper imod – og sådan har det i stor udstrækning altid været med religionerne. Det har været kamporganisationer, og det er karakteristisk, at nogle af de værste forbrydelser har fundet sted, fordi religionerne gav dem legitimitet; nedslagtninger, der blev begået, fordi de blev kaldt nødvendige i en eller anden guds navn.

Men for mig at se har der været to spor i langt de fleste religioner. Et spor, hvor det har været kampen mod de andre, der har karakteriseret religionen; de mere eller mindre systematiske forsøg på at eliminere modstandere, tvivlere o.l. fra jordens overflade. Et andet spor har været det mere indadrettede, meditative og filosofiske, hvor religionernes bedste folk har forsøgt at omsætte de dybeste religiøse eksistensspørgsmål til en livsform og en livstolkning for det usikre og tvivlende menneske. Et spor, hvor de forskellige religioner også har haft modet til at være selvkritiske og indgå i dialog med hinanden og med en tvivlende omverden.

Det er paradoksalt, at de store religioner i dag alligevel først og fremmest kendes på deres uforsonlighed. Alt det, som trossystemerne ikke vil acceptere og ønsker at bekæmpe – det er det, vi hører om. Med en nærmest enestående uforsonlighed og intellektuel fattigdom repræsenteres f.eks. Islam af mennesker, der udelukkende taler om alt det, der ikke kan tolereres: kritik,  humor, manglende ærbødighed, kvinder i nederdel, homoseksuelle, voldtagne kvinder, mænd uden skæg og meget mere – med den ene begrundelse, at det er religionens dogmer, der uindskrænket skal sætte grænserne for menneskets udfoldelse.

Da jeg for mange år siden gik i skole havde jeg en ærkedansk lærer, som helhjertet bekendte sig til Islam. Han var klog, indsigtsfuld, sjov og uhøjtidelig. I tilbageblik repræsenterede han alt det fineste ved religiøsitet: Åbenhed, nysgerrighed, menneskekærlighed, indsigt i menneskets gode og dårlige kringelkroge. Var det ham, der repræsenterede Islam i dag, så skulle ingen høre en lyd fra mig i den anledning.

Men det er ikke dette fine spor, der i dag tegner Islam som religion. Og heller ikke de gamle arabiske filosoffers spor, som talte om, at der både var filosofiske og teologiske sandheder. Det var desværre også de arabiske filosoffer, der endte med at blive undertrykt af religionens teologer, for her bliver der kun regnet med én sandhed; alt andet skal udslettes. I dag er det da også religionens mest nederdrægtige spor, der tegner billedet. Det spor, der kun har noget at sige om, hvad religionen kæmper imod – og nærmest ikke kan formulere noget positivt om, hvad den kæmper for. Med det er jo ikke kun Islams problem, selv om det for tiden er en usædvanlig nederdrægtig religion. Kristendommen har op gennem historien også været ganske godt med når det drejer sig om praktiseret nederdrægtighed.

Det er ikke menneskets religiøsitet, der er noget i vejen med. Det er religionerne, der er problemet. Det er et problem at religionerne stort set udelukkende er blevet politiske størrelser, at Gud i de forskellige religioners forklædning er blevet den måske vigtigste politiske og kulturelle figur på globalt plan. Som religiøst og eksistentielt pejlemærke for mennesker, spiller religionerne imidlertid en stadig mindre rolle. Religion og religiøsitet hænger ganske enkelt ikke godt sammen – dertil er religionerne for menneskefjendske, og religiøsitet handler efter min mening om det enkelte menneskes frie søgen efter livsdybde og mening.

Den danske filosof Søren Kierkegaard var en af de første, der begyndte at tænke over de eksistentielle spørgsmål uden vejledning fra religionens autoritet. Han bragte så at sige tvivlen ind i de religiøse spørgsmål, gjorde dem til problemer, som det enkelte menneske måtte slås med i sit indre, uden at forfalde til religionens dogmatiske og definitive svar. I dag kan vi nærmest sige, at religiøsiteten opstår fra neden og bygger på det enkelte menneskes erfaringer med tilværelsens store spørgsmål; erfaringer hentet ud fra hverdagen, tit i kombination med en fornemmelse af at der alligevel er noget, som er større end det enkelte menneske – og ofte i direkte opposition til de organiserede religioners umenneskeliggørelse af de dybeste menneskelige anliggender.

Hvem kan tro på en religions svar på moralske og eksistentielle spørgsmål, hvis svarene går direkte imod hverdagens oplevelser af, at der er noget, som er helligt i de menneskelige forhold; det kunne være selve livet, den menneskelige ukrænkelighed, kærligheden, medfølelsen og tilgivelsen. Dette er efter min mening den sande religiøsitet – den vender religionernes umenneskelige svar og dogmer ryggen og retter blikket mod menneskelivets dybeste spørgsmål: Hvordan skal jeg leve et liv, som jeg ikke selv er årsag til – alene, som individ, og sammen med andre, som medmenneske?

Menneskeguden

Skriv en kommentar

Den måde, som mennesket forstår den ydre verden på, har konsekvenser langt ind i den indre verden hos det enkelte menneske. Prøv en gang at tage et skridt baglæns; til den tid, hvor mennesket i renæssancen så småt begyndte at forstå, at jorden ikke var universets centrum. Det syn på jorden og dens placering i universet, som i årtusinder uforstyrret havde givet indhold til menneskets forståelse af sig selv, viste sig at være en illusion.

Op og ned blev der vendt på den store og ellers så stabile jord, det mest ubevægelige i det univers, hvor mennesket havde levet uden at mærke noget til det fantasme, som videnskabsmændene nu begyndte at tale om: Jorden – dette solide hjem for mennesket – bevægede sig i virkeligheden frit og med høj fart gennem rummet, gennem himmel efter himmel, snurrende rundt om sig selv og om solen i et kæmpemæssigt univers. Nu viste det sig, at jorden under menneskets fødder blot var et fnug på himmelflugt i et helt nyt og uigenkendeligt univers. Det må have fyldt datidens mennesker med gru, for hvis jorden var et fnug, hvad var mennesket på dette fnug så?

At universet så at sige voksede, at jorden mistede sin plads som centrum for hele skabelsen, reducerede dog ikke nødvendigvis mennesket til en perifer og ubetydelig størrelse. Den videnskabelige revolutions forgangsmænd opfattede deres gennembrud i forståelsen af universet, som en guddommelig åbenbaring, der gjorde det muligt for mennesket at skue ind i skaberværkets inderste kerne. De videnskabelige nyvindinger lagde grunden for en hidtil ukendt tiltro til den menneskelige fornuft og rationalitet.

En del af dette spor trækker vi stadig næring af i dag: Det moderne menneskes tro på fremskridt, ny teknologi, vækst og kontrol med verdens gang bygger på en vedvarende udvikling af den form for menneskelig fornuft, som i renæssancen begyndte at afsløre hvad der lå bag det, som man ellers havde anset for at være Guds skjulte plan med mennesket.

Som tiden gik gled det guddommelige element da også mere og mere i baggrunden og forsvandt til sidst helt. Det guddommelige projekt med mennesket blev til menneskets projekt med mennesket. Resultatet blev en frihed og foretagsomhed, som på stadig flere områder har gjort det muligt for mennesket at ombygge det, der tidligere blev betragtet som Guds skaberværk – og ikke mindst, at forbedre det, så selv en Gud måtte blive misundelig.

Men der er også et andet spor, som fortæller om nogle lidt andre konsekvenser af den gradvise indsættelse af mennesket på Guds plads. I langt den største del af menneskets historie havde der hersket et guddommeligt styre over de ting, der skete på jorden. I de fleste mennesker havde der været en forestilling om en guddommelig orden: Mennesket, universet, naturen – hele kosmos – blev opfattet som en guddommelig skabelse. Der kunne være kampe mellem godt og ondt, katastroferne kunne vælte ned over menneskene i form af krige, sygdom og elendighed. Men de fleste oplevede alligevel, at der nok var mening i galskaben; en hensigt, hvor det, der skete, ikke blot skete, men havde en mening, endda en guddommelig mening, selv om den blev holdt skjult, og selv om mennesket alligevel fortvivlede og ofte forbandede Gud for de byrder, som han pålagde den enkelte.

Men så kom menneskeguden med den videnskabelige fornuft og indførte en uorden uden mening og uden lige: Jorden var blot én planet blandt millioner af himmellegemer, mennesket blot ét dyr blandt andre dyr og tilfældigheden indtog skæbnens plads. Godt og ondt, ret og uret, sandt og falsk var tidligere Guds område – nu blev det noget, som mennesket selv bestemte over.

Det er ganske tydeligt, at menneskeguden rent praktisk kan meget mere end den gamle Gud. Se bare hvad den menneskeskabte videnskab kan: Redde liv, udsætte døden, sende mennesker til månen, gensplejse naturen, spalte atomet, kigge ind i hjernevindingerne, bygge, regere og opfinde med en fantasi, der er en gud værdig.

Men dette historiske spor fortæller også en nostalgisk historie om tab af spirituel bevidsthed, om tabet af mening og om sammenbruddet af tidligere tiders menneskelige fornemmelse af at tilhøre et hele, hvor sjælen hørte sammen med kosmos og hvor alting skete, fordi det var meningen, fordi hele den menneskelige verden og historie var styret af en guddommelig hensigt og fornuft.

Til det moderne menneske hører fornemmelsen af at være blevet revet ud af en sammenhæng. Ikke mærkeligt, at der til beskrivelsen af det moderne menneskes vilkår ofte knyttes begreber som rodløshed, fremmedgørelse, tabsfølelse, meningsløshed, usikkerhed o.l. Men selv om alt dette kan lyde som rendyrket pessimisme, så mener jeg alligevel at mennesket lever i mulighedernes rige. Tidligere var det Gud, som kunne være et problem for mennesket. I nyere tid er mennesket blevet et problem for sig selv. Men dette tronskifte har åbnet for at spørge til langt mere end det tidligere overhovedet var muligt at spørge til: Hvem er vi? Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil vi gerne leve? Hvad vil det sige at eksistere sammen med andre? Hvad vil vi bruge den menneskelige frihed til?

Vi slap fri af båndet til religionens Gud, men blev ved samme lejlighed bundet til jorden – til det at være menneske her på jorden. Mennesket var engang i Guds verden – i dag er mennesket sin egen verden og skal skabe en hjemmefølelse i en verden, som kan virke fremmed og usikker. Vi lever ikke længere i en verden givet til mennesket af Gud, men i en verden skabt og behersket af mennesket selv. Dét burde giver os mulighed for at indrette verden lige bestemt – på en menneskelig måde.

Gud er i mellemrummet mellem menneskene

Skriv en kommentar

For et par dage siden stod jeg og kiggede på en lille dreng, som sad og tegnede. Med stor koncentration lagde han det ene menneske efter det andet ned på papiret, så det til sidst var helt fyldt af et menneskehav. Drengen fortalte mig, at han tegnede alle mennesker på hele jorden. Der er mange, sagde han, men der skal også være plads til Gud selv om han er usynlig. Da jeg spurgte drengen, hvor han så havde tegnet Gud, svarede han: Lige her – i mellemrummet mellem alle menneskene.

Sådan – det var lige grundlaget for en helt ny teologi: Gud er i mellemrummet mellem alle menneskene. I årtusinder er der blevet ledt efter Gud; kigget efter ham i himlen, mellem stjerner og planeter, mellem Biblens mystiske ord, og så er han lige her, mellem Jer og mig – så forstår jeg også meget bedre, at I kan bevæge mig på den måde, som I gør, og få mig til at føle guddommeligheden i luften mellem os.

I hvert fald er det en meget smuk og tydelig udlægning af det forhold, at vi mennesker er hinandens skæbne. At det ofte er i mødet med de andre, at vores dag afgøres – bliver den god eller dårlig? Bliver vi set eller overset? Inkluderet eller ekskluderet, holdt af, elsket eller svigtet og udstødt? Som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev holder vi nemlig et stykke af hinandens liv i vores hænder. Det er et eksistensvilkår, at vi er forviklet med hinanden, og at vi nødvendigvis må opsøge forviklethed med andre mennesker.

Det menneskelige samvær – det, der sker i mellemrummene mellem os – må derfor give anledning til ganske mange overvejelser. Jeg tror, at den lille drengs tegning af alle jordens mennesker og af de mellemrum, hvor Gud bor, var udtryk for hans oplevelse af, hvor godt det kan føles, at være sammen med andre, når de er søde og gode ved én. Så dejligt kan det være, at man næsten får fornemmelsen af Gud. I mere filosofisk forstand kan man udtrykke denne erfaring i spørgsmålet om, hvad det betyder, at de andre også er der?

Tidligere i historien var det enkelte menneskes vigtigste forhold dets forhold til Gud. I dag står mennesket med ryggen til Gud, fordi han ikke længere åbenbarer sig som før. Men i dette nye menneskeliggjorte univers har der vist sig nogle kvaliteter, som ingen gud til nogen tider har benyttet sig af: Muligheden for at opleve, hvordan man kan række ud efter et andet menneske og kontant i nuet blive modtaget i åbenhed og kærlighed, både psykisk og fysisk.

Men denne kunst burde Gud da også kunne praktisere? Det kan godt være, men for mig betyder det alligevel uendelig meget, at der eksisterer andre mennesker som mig selv – medmennesker, som jeg kan række ud efter og finde nåde og kærlighed hos, fordi vi deler vilkår, fordi vi kan genkende den menneskelige sårbarhed, angst og skrøbelighed hos hinanden. Den lille dreng, som fandt Gud i mellemrummet mellem alle menneskene, har oplevet, hvordan han kan række ud gennem denne afstand og blive holdt af mor, trøstet, nusset og kysset, fordi mor dybt inde i sig selv kan huske, hvor godt det var, at blive holdt på den måde af en mor.

Hvordan vi får det som mennesker, hvordan vi udvikler os, hvor trygt vi går ud i verden, afhænger i stor udstrækning af, hvordan vi indgår i relationer med andre mennesker. Og relationer er på en eller anden måde det der sker i mellemrummene mellem os. Fra vi er helt spæde til vi dør afhænger vores liv af andre mennesker. Måske mest tydeligt når vi er spæde og afhængige af vores mor. Men denne ur-relation til verden gennemspilles med forskellige variationer i resten af vores liv. Vi ved det: Hvis mellemrummene mellem os ikke fyldes ud af det gode trygge samvær med andre, så rammes vi af en lammende følelse af fravær, af ensomhed, meningsløshed og angst.

I begyndelsen er forholdet, skrev den jødiske filosof Martin Buber i bogen ”Jeg og Du”. Vi mennesker har et indbygget og universelt behov for at være knyttet til andre mennesker gennem tætte følelsesmæssige bånd. Det er et grundlæggende træk ved os, at vi er forholdsskabende, søger ind i et jeg-du-forhold. Paradoksalt nok opdager vi det mest tydeligt i fraværet af et tæt bånd til andre. Ikke mindst når vi har mistet et elsket menneske. Sørgende efterladte føler sig udstødt af verden, fordi nogle af de vigtigste bånd til et andet menneske brister eller gøres umulige på grund af det elskede menneskes død. Hende, der står tilbage, føler sig udstødt, fordi det bl.a. var relationen til den særlige Anden, der gjorde, at hun følte sig forbundet med verden. Efter sådan et tab kan det tage lang tid at oprette nye bånd, som kan genforbinde én til verden, og det kan være en tid præget af dyb forladthed – jeg alene i verden uden dig. Her oplever vi tydeligt det enestående ved de Andre og betydningen af forbundethed. Intet menneske er en ø.

Den lille dreng tegnede alle mennesker i hele verden. Og Gud var i mellemrummet mellem alle disse mennesker. Måske kan vi på den baggrund oversætte begrebet Gud med begrebet Fylde. Når vi mærker følelsen af fylde i livet, når vi oplever, at der er andre, som vi trygt kan lade os holde og elske af – så er mellemrummene mellem os og de andre fyldt ud af gudlignende kærlighed. Når det modsatte er tilfældet – når bånd til andre mennesker brydes, når vi mister forbindelsen til vigtige andre – så oplever vi en form for forstødelse og kan næsten fristes til at råbe som Kristus da han blev naglet til korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Så vigtig er altså den lille drengs iagttagelse: Det er i mellemrummene mellem os mennesker at livets fylde opleves eller savnes. Da tegningen var færdig rakte han den hen over bordet til mig. Da jeg selv rakte ud for at tage imod den blev mellemrummet mellem os fyldt af en glæde, som selv en Gud godt kunne have være bekendt at stå bag.

Kunsten at møde guderne

Skriv en kommentar

Tidligere i historien var det en filosofisk paradedisciplin, at formulere logiske beviser for Guds eksistens. Senere blev det et filosofisk hovedproblem, hvordan mennesket kunne leve uden sikker viden om Guds eksistens. I dag er der mange som tænker over, hvordan man kan opnå dybde og alvor i tilværelsen når det nu definitivt ser ud til, at Gud ikke lige med det samme har planer om at melde sig ind i kampen igen.

Gudsbeviser er en god og relevant beskæftigelse her i juleferien. Det kan der naturligvis grines af, men for mig handler det slet ikke om Gud eller om beviser for hans eksistens, men om at tage et menneskeligt grundvilkår alvorligt: Det helt fantastiske ved os mennesker er nemlig, at vi kan stille spørgsmål om os selv – til os selv. Mennesket har evnen til at stille spørgsmål, som faktisk kan ændre virkeligheden. Spørgsmålet om Gud er naturligvis kun et af mange alvorlige spørgsmål, der kan stilles i julen, men det er nu engang Gud der – ikke helt retfærdigt – udpeges som årsag til julehøjtiden, og dermed også til juleferien.

Historisk set har ideen om Gud ofte været et transportmiddel for den menneskelige stræben efter at finde dybde og mening i tilværelsen. Jeg tror, at søgningen efter Gud har hængt sammen med det menneskelige behov for at erfare en slags mer-betydning i verden. Med mer-betydning mener jeg fornemmelsen af, at verden ikke blot er som den fremtræder rent fysisk og materielt for os. Mer-betydning er fornemmelsen af en dybde og alvor, noget under overfladen, noget betydningsfuldt bag Isis-sløret.

Det siges at shamanerne opfattede de uventede hændelser som nøglen til livets dybde. Det vil sige alt det, der ikke afhænger af vores egne anstrengelser; alt det, som vi ikke kan beslutte os til eller fra. Et personligt eksempel: En dag for mange år siden gik jeg ind i et undervisningslokale. Der sad, ganske uplanlagt, den kvinde, som senere skulle blive min kone. Lige så lidt som jeg er herre over mit eget hjerteslag var dette møde betinget af min egen indsat; snarere tværtimod, for jeg havde helt andre planer.

Hverken mit hjerteslag eller mødet med denne mystiske kvinde har i min bevidsthed noget med Gud at gøre. Men begge dele giver mig en fornemmelse af noget uforståeligt, ubegribeligt og storslået ved tilværelsen. I virkeligheden er det sådan at alt det, der giver næring til den menneskelige oplevelse af livsdybde og livsalvor, netop er mødet med noget betydningsfuldt og livsændrende, som vi ikke har indflydelse på: Jeg kan ikke kalde kærligheden til mig og jeg kan ikke afholde døden fra at komme, for at tage to ekstremer.

At opleve verden og livet på denne måde kan bedst kaldes, at være sansende til stede: Evnen til at blive forundret og berørt. For de gamle grækere for over 2000 år siden betød denne sansende erfaring, at de oplevede verden og livet som gennemstrømmet af kræfter, der ikke havde udgangspunkt i menneskets vilje. På samme måde som mit møde med den kvinde, der senere blev min kone, ikke var iværksat, gennemtænkt og planlagt af mig. Det skete for mig, helt uden at bygge på en viljeshandling fra min side. For grækerne ville denne fornemmelse blive udlagt som et møde med det guddommelige.

Vores ord”Gud” dækker da heller ikke den levende betydning, som bl.a. de gamle grækere oplevede i forbindelse med livets magtfulde kræfter. I f.eks. kristendommen hævdes som det første Guds eksistens og derefter tildeles han egenskaber, som kærlighed, godhed, retfærdighed, skønhed o.l. Derfor siger de kristne, at Gud er kærlighed, Gud er godhed osv. Grækerne var mere optaget af det, der skete i verden og i livet. Det vil sige af de stærkeste sansninger, som gjorde det dybeste indtryk, f.eks. mødet med kærligheden, frygten, det gode eller det onde. I stedet for at sige, som de kristne, at Gud er kærlighed sagde grækerne derfor, at kærligheden er Gud, at frygten er Gud, at det gode er Gud osv.

Enhver af de kræfter, som grækerne oplevede virkede stærkest ind på deres liv, og som ikke afhang af mennesket selv – som ikke var født med den enkelte person, og som ikke ville forsvinde med den enkelte – kunne blive kaldt en Gud. Havde jeg været græker på den tid kunne jeg derfor sige, at kærligheden havde været i verden før min fødsel, at mit kærlighedsmøde med min kone ikke var min plan, og at generationerne efter mig også ville opleve kærlighed – ikke min personlige kærlighed, men dog kærlighed: Derfor havde jeg mødt det guddommelige i form af kærlighedensgudinden. Grækerne mødte da også mange guder i deres daglige liv, ikke kun kærlighedsgudinden; når de mødte frygten var det en bestemt guddom, der stod bag; når de sansede det skønne var det skønhedens gud; i mødet med døden stod de over for dødens gud osv. Der var altså tale om, at alle disse guder og gudinder havde en yderst levende og konkret betydning for datidens grækere; de mødte jo f.eks. gudinden Afrodite i den jordiske elskov og kærlighed.

Den slags forklaringer har naturligvis intet at gøre i nutidens verden. Ofte beskrives de bare for at vise hvor tåbelige fortidens mennesker var i forhold til i dag. Det er da nok også korrekt, at kærlighedens gudinde og alle de andre guder ikke findes – men det gør sansningen af kærligheden, døden, frygten, lidelsen, skønheden, godheden, glæden osv. Så lad guderne fare, men mærk alligevel mystikken når du rammes af de stærkeste sansninger og følelser, som du ikke selv er herre over – ligeså lidt som de gamle grækere var herre over dem. Men selv uden guderne kan livet godt opleves og sanses som magisk, mystisk, undertiden nærmest skræmmende ukendt og i hvert faldt som storladent og – på det nærmeste guddommeligt, hvis man altså er en gammel græker, der kom med den forkerte tidsmaskine.

Et barn er født

Skriv en kommentar

Her ved juletid siger fortællingen, at et barn blev født. Som ung havde jeg planer om at blive præst. Havde jeg fulgt dette spor kunne jeg i dag have fortalt om, hvordan fødslen af Jesusbarnet bragte Guds frelse til mennesket. Men af mange årsager er jeg aldrig blevet et menneske, som med troens paradoksale sikkerhed kan udpege jomfrufødslen af det lille barn i Betlehem, som tegnet på Guds frelse af mennesket.

I stedet blev det filosofiens langt mere skeptiske syn på verden, der skulle være min vej. Og filosofferne har gennem tiden ikke beskæftiget sig med fødsler, hverken de jomfruelige eller de helt naturlige – så jeg kan ikke uden videre bare kaste mig over julefortællingen om fødslen i Betlehem. Det er nemlig sådan, at filosoffernes favoritemne ikke er fødslen men døden. Platon sagde direkte, at filosofi er forberedelse til døden, og det mener jeg er en dyb sandhed, fordi bevidstheden om døden er en af de største udfordringer – mens vi er i live. Men jeg mener alligevel, at filosofien kunne lære noget vigtigt ved at beskæftige sig lidt mere med fødslens mirakel.

Fødslen er en urbegivenhed. Ser vi på mytologiens verden har netop fødslen været et af de mest indholdsmættede symboler på menneskets tilværelse. Man behøver slet ikke at tro på mirakler for alligevel at kunne mærke himmelsuset, der fører livet fra fosterstadiet til fødslen af det lille barn og videre til udviklingen af et selvstændigt individ. Dette er blevet det mytiske symbol på menneskets vej: Gennem historien er alle de mest smertefulde kriser og overgange i livet blevet tænkt ind i en slags fødslens metafysik, hvor de tolkes som nødvendige fødsler og genfødsler på vejen mod nye begyndelser og muligheder.

Dette skal man til mytologien, religionen, mystikken eller kunsten for at finde beskrevet. Vi kan dog stadig bruge vendingen ”jeg følte mig som født på ny” efter en voldsom begivenhed i livet. Men ingen filosof kunne have skrevet Juleevangeliet med dets stærke vægt på fødslens mysterium.

En enkelt filosof – en kvinde naturligvis – har dog alligevel forsøgt at bringe temaet ”et barn er født” ind i filosofien. Det var den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-75), som forsøgte at formulere en filosofi, hvor fødslen peger ud over livets afslutning, mod nye horisonter i fremtiden – en filosofi, hvor det ikke er døden, men fødslen, der sætter det grundlæggende eksistensvikår for mennesket: Jo– naturligvis, det er uomgængeligt at døden afslutter vores liv. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket lever for dødens skyld. Vi lever fordi vi er et levende væsen, der er blevet født ind i verden for at bringe den videre – livet er livets mening.

Hannah Arendt skrev i bogen Menneskets vilkår, at menneskets bevidsthed om dets uomgængelige vej mod døden, ville lægge alt menneskeligt i ruiner, gøre kærlighed umulig, livet alt for byrdefuldt, forhindre nytænkning og afmontere ethvert ønske om fremskridt – hvis det ikke var muligt for mennesket at afbryde dette forløb mod døden. Ikke konkret for det enkelte menneske, men ved at se livet i fødslens perspektiv. Det betyder, at se fødslen som begyndelsen på en ny verden – som den begivenhed, der hele tiden skaber fremtid og sikrer livets bestandighed.

Fødslen er ikke udelukkende et kropsligt spørgsmål – et bestemt barn, der kommer til verden – fødslen som forståelseshorisont er også det mirakel, der hele tiden frelser verden fra undergang og ruin. Ikke blot er vi alle født, men hver gang et barn fødes, fødes der også en fremtid og en ny begyndelse for såvel livet, som for verden. Den fulde erfaring af fødslens mirakel kan skabe det håb, der sætter det enkelte menneskes endelighed i evighedens perspektiv. Måske er det netop dette håb, som i religionens sprog beskrives gennem Juleevangeliets beretning om fødslen af det lille barn.

Og så vil jeg gerne for egen regning sige, at fødselsperspektivet også kan skabe denne følelse: En gang var der en tid, hvor jeg ikke var. Min eksistens skyldes ikke mig selv, men nogle andre og noget helt andet end min egen vilje. Fødslen afslører os som afhængige af noget andet end os selv; vi kan kalde det celledeling, Gud, en vellykket elskovsnat mellem to mennesker. Men miraklet bliver ikke mindre. Her er jeg, født og i live – uden selv at have gjort noget for det. I den biologiske kendsgerning, at jeg er født, ligger også den mirakuløse kendsgerning, at jeg er afhængig af noget andet end mig selv.

Et barn er født; ja, og der fødes et barn hele tiden; om man tror eller ikke tror på Gud, så ligger der i den viden, at der fødes børn, at livet ikke går til grunde, men hele tiden frelses fra døden.

Hallo Gud?

4 svar

Guds veje er uransagelige. Sådan sagde min gamle mormor, når der skete noget, som slet ikke gav nogen mening – som virkede uretfærdigt i en grad, så hun måtte antage, at kun Gud kunne forklare det. I den seneste uge har jeg tænkt meget over dette hver morgen på vej til arbejde. Selv om det stadig er mørkt når jeg kører kan jeg ikke undgå at se det: I vejkanten, lige uden for min by, ligger der blomster og afskedsbreve, hvor en ung kvinde og hendes søn blev dræbt ved en trafikulykke for kort tid siden. To familier fik deres liv smadret af savn og sorg – her leder man efter forklaringer, hvor der ingen forklaringer er, og jeg har lyst til at stige ud af bilen og råbe op mod himlen: Hallo Gud, hvor var du?

Her kommer mit håb og min daglige tro på menneskets egen magt over livet til kort. Blomsterne, brevene og børnetegningerne i vejkanten viser, at livet kan bringe os i en situation, hvor det ikke er til at bære – uanset hvor stor magt og indflydelse vi har i det daglige og uanset hvor meget vi håber på noget helt andet. Og så er det, at jeg får lyst til at skælde ud på Gud, ikke mindst fordi hans svar er så arrogant: Enten larmende tavshed eller som i Esajas Bog 55: For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.

Men Gud, dette er ikke noget svar til de ulykkelige. Desværre er jeg ikke i en situation, hvor jeg alligevel kan bede dig om at tage ansvaret for det, der skete for den unge mor og hendes barn, for jeg ved jo, at tavshed og tilbageholdenhed har været det mest karakteristiske for dig til alle tider. Selv om jeg har lyst til at gribe hårdt fat i dig og sige, at jeg ikke slipper dig igen før du har hjulpet de stakkels efterladte, så ved jeg jo godt, at du hverken vil svare eller handle.

Hvad er derfor snart det bedste, jeg kan sige om dig Gud? Måske det, at mange af dem, der har skrevet om dig, taler meget om kærlighed. Men tro mig Gud – dem, der fik smadret deres liv og fremtid den dag ude på landevejen – spurgte man dem, så ville de ikke kunne forstå, at det er kærligheden, som kaldes dit store budskab. Gud, er det derfor ikke sådan, at skal vi erfare den kærlighed, der tales så meget om af dine tilhængere, så må vi vende os et helt andet sted hen end til dig? Så må vi vende os til noget så ugudeligt, som mennesket?

Du siger det jo selv Gud: Dine planer kan vi ikke kende og vores veje er ikke dine veje. Men så kunne det jo være, at vores veje skulle skilles, for på den måde er du ikke nødvendigvis den bedste ledsager på turen gennem livet. Når jeg ser den kærlighed, som blomsterne, de smukke, dybt medfølende ord og børnetegningerne i vejkanten er udtryk for – ja Gud, så frydes jeg mere over medmenneskets kærlige omsorg end over din helt aktuelle guddommelige handlekompetence.

Gud, du hævder, at have skabt mennesket. Nu ved jeg snart ikke med din troværdighed, men skal vi alligevel et øjeblik lade dig have æren for det, så er det i hvert fald godt, at du lykkedes med det. For hvor er vi mennesker dog udleveret til hinanden, når du nu ikke har lyst til at dele dine planer med os. Hvor er vi overladt til hinandens medmenneskelige omsorg, medfølelse, hjælp og kærlighed. Hvor er det godt, at vi mennesker har hinanden, selv om vi kun formår så lidt når ulykken rammer så ubarmhjertigt, som den ramte de stakkels mennesker ude på landevejen, som jeg kører forbi om morgenen.

Vi mennesker kan ikke læge sår, som du satte din søn til da han gik her på jorden. Ej heller kan vi vække døde til live, som han også fik i sin magt at kunne. Men én ting arvede vi alligevel fra ham: Medfølelsen, som kommer fra erkendelsen af vores egen sårbarhed.

Der, hvor livet ikke er til at bære, som det ikke er for de efterladte og for alle andre, der kommer ud i dyb sorg, angst og lidelse – der kan medfølelsen ikke læge, men lindre. Medmenneskelig omsorg, nærhed, kærlighed, trøst – selv midt i det utrøstelige – det er det der giver mod når der ellers ikke er nogen løsninger. Gennem den medmenneskelige berøring kan vi give hinanden mod til at se livet i øjnene – selv når det er brudt sammen. På den måde er vi udleveret til vores menneskelige sårbarhed og afhængige af hinandens medfølende omsorgsfuldhed.

Derfor, Gud – og her kunne du lære noget: Det, som det handler om når man har med mennesker at gøre, det er kærligt nærvær – dét kan være livgivende, også når livet ellers er ved at falde fra hinanden.

Om at frelse sig selv

Skriv en kommentar

Mennesket er det eneste væsen, der slår ihjel på grund af en idé. Et enkelt individ behøver ikke at være truende i fysisk forstand, for at påkalde sig en dødsdom, når det handler om ideernes enestående og selvpålagte tyranni. Et menneske behøver blot at have nogle ideer, som anses for at være i modstrid med en stor politisk, ideologisk eller religiøs sandhed, for at miste livet på den mest grusomme måde.

Vi ved, at de politiske ideer har foranlediget millioner af komplet unødvendige drab på uskyldige og forsvarsløse mennesker, blot fordi disse mennesker havde en anden idé. Det samme gælder de religiøse ideer, som man måske ellers skulle tro var kærlighedens sande kilde, i modsætning til de politiske ideer, som mange politikere står i kø for at misbruge til personlige magtformål. Men sådan er det jo ikke: Millioner efter millioner af mennesker er gået til grunde i de store religioners nådesløshed – på grund af en idé.

I masser af bønner har mennesket igennem tiderne bedt deres gud om frelse. Frelse fra det onde, frelse fra synden, frelse fra at tænke urene tanker, frelse fra uretfærdigheden, frelse fra frygten. Men den dybeste bøn, man i virkeligheden kan sende til sin gud, er dog efter min mening: Gud, frels os fra os selv.

Den engelske forfatter D.H. Lawrence skrev engang et digt om dette tema. Gud, sagde han, du, retfærdighedens Gud, hvornår vil du lære mennesket at frelse sig selv? Stop med at sende os flere frelsere, bad han. Vi er alt for ofte blevet frelst for senere at opdage, at vi i virkeligheden er blevet solgt til en idé, som ikke ønsker modsigelse og ikke tåler kritik – og som er parat til, helt uden nåde, at slå os ihjel, hvis vi ikke tænker det rigtige på den rigtige måde.

Op igennem historien har mennesket forsøgt at frelse andre i en grad, så det ikke alene ligner selvforglemmelse, men også en skamløs forglemmelse af andre menneskers frihed til at vælge om og hvordan de eventuelt vil frelses. Denne frelse har ofte haft religionernes navne, men disse frelsesreligioner, bl.a. Kristendommen og Islam, har samtidig haft det med at være en meget aktiv del af nederdrægtighedens verdenshistorie. Efter min mening, fordi de i deres dogmatiske form ikke tillader spørgsmål og individuel søgen, men i stedet har et fast skema for frelsens form. Brydes dette skema, fordi du tænker forkerte tanker og har fejlagtige ideer, rammes du af nådesløshedens sværd.

I mit barndomshjem var der masser af ånd, men også en vis portion sund skepsis over for religionernes dræbende dogmatisme. I sine bedste stunder var den åndelighed, som mine forældre repræsenterede, præget af samtale og udvikling af ideer. De har givet mig en gave, som har været meget værdifuld i hele mit liv, nemlig bevidstheden om, at det vigtigste (og eneste) menneske, vi kan frelse – det er os selv.

Frelse har i denne sammenhæng ikke nødvendigvis noget med religion at gøre, men handler først og fremmest om, at finde frem til, hvem man selv er. Til dette formål har vi ikke brug for, at andre fortæller os det, men for samtale med andre og med os selv om tilværelsens dybeste spørgsmål. Det er nemlig i det åbne møde med disse spørgsmål, at vi finder vejen til os selv. Frelse, i denne betydning, er altså at søge efter svaret på, hvem man er – ikke at få det fortalt af andre, ikke at gøre andres ideer om, hvem man er, til ens egne. Her må man søge sine egne ideer uden at blive truet af andres.

I centrum for religionernes bekæmpelse af ”forkerte ideer” ligger spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over det enkelte menneskes historie og ideer om, hvem det er. Derfor må vi til enhver tid kæmpe imod det religiøse synspunkt, at det kan være i orden, at slå mennesker ihjel på grund af deres ideer og tanker – og desuden også imod enhver religiøs forestilling om rimeligheden i, at sætte grænser for tænkningen. Det er muligt at religionerne mener, at tankekontrol er vejen til frelse. Men det modsatte er faktisk tilfældet.

Det er ved hjælp af den frisatte evne til at tænke over os selv som enkeltindivid, og gennem åben dialog med andre, at vi finder hjem til os selv. Dét tror jeg faktisk er en slags frelse i ordets fineste betydning.

Når man ikke er født i går

Skriv en kommentar

Jeg er bestemt ikke født i går. Det bliver jeg mindet om hver dag. Grå hår, rynker, der bliver flere og dybere; jeg kan falde i staver foran spejlet, når jeg om morgenen prøver at genkende mig selv. Det siges at ældre mennesker vågner tidligere om morgenen end da de var yngre. Jeg tror det er fordi de skal bruge mere tid på at finde ud af, hvem det er der er vågnet.

En gang var der en verden, som lå mellem skoven og landevejen, der gik helt ind til København. Det var her jeg boede lige efter min fødsel, altså mange år før i går. Det var på den tid, hvor tingene ikke var, som de så ud til at være. Der er et gammelt fotografi, som min far tog, hvor jeg står og fisker i åen, der løb gennem skoven. For enden af fiskesnoren var der bare ikke nogen krog, for i virkeligheden ventede vi på at få et glimt af de særlige nymfer, najaderne, der holder til ved kilder og rindende vandløb. Jeg var lille nok, og min far stor nok, til at vi i fællesskab kunne anerkende eksistensen af disse nymfer.

Faktisk dukkede najaderne op når jeg spurgte min far, hvordan vandet kunne undgå alle de sten, der lå i åen, og som jo var meget stærkere end det bløde vand; hvordan det kunne finde nye veje, når jeg sammen med de andre drenge forsøgte at lave dæmninger? Det var najaderne, vandnymferne, forklarede han, der hjalp vandet rundt om alle forhindringerne. Det gav god mening, også selv om jeg senere lærte noget langt mere videnskabeligt om strømhvirvlers bevægelser.

Når jeg tænker på min barndoms vandnymfer og tilmed husker, at en sten med hul i var en ko, som man kunne trække ud på græsset med en snor, så bliver det meget tydeligt, at jeg ikke er født i går, men tværtimod har haft ganske mange år til at vænne mig til en affortryllet verden.

Men så er det, at jeg alligevel får øje på noget i mellemrummet – mellem alt det jeg ved, og som gennem årene har udviklet sig til at være min sikre viden, først og fremmest om mig selv. Det var helt sikkert nogle naturlove, der fik vandet til at bevæge sig på den måde, som det gjorde i min barndoms verden. Det er tilmed muligt, at den engelske fysiker Stephen Hawking har ret, når han skriver, at vi nærmer os det mål, hvor alt vil være kendt. Måske kommer denne sikkerhed engang til at gælde hele den fysiske verden, selv om jeg tvivler. Men hvis vi betragter mennesket, som andet og mere end en optimeret abe, som den amerikanske forfatter Marilynne Robinson siger, så vil der stadig dukke brudstykker af mysterier op, hvor tingene ikke er som vi troede.

Det, der gør mennesket unikt, er nemlig, at det har behovet for og evnen til at stille spørgsmål til sig selv. Næsten alle de væsentligste spørgsmål mangler vi imidlertid redskaberne til endegyldigt at kunne svare på. Det er som den engelske filosof Bertrand Russell sagde, at næsten alle de spørgsmål, der har livsvigtig, eksistentiel betydning for mennesket, hører ind under det, som videnskaben ikke kan besvare. Det er spørgsmål, der ikke lader sig udgrunde gennem dissektion, måling eller vejning og heller ikke gennem de store religioner. I mit barndomshjem var der masser af ånd og spiritualitet, og nymfer var bestemt ikke en umulighed, men religionernes dogmatiske forklaringer blev jeg heldigvis vaccineret grundigt imod.

Men spørgsmålene er der jo alligevel. Alt det, der ikke kan svares på, hører til det, som mennesket til alle tider har overvejet: Hvad er mennesket for en størrelse, hvem er man selv, hvordan er man blevet den man er, hvad er meningen med livet, hvad er det gode, hvordan skal jeg leve mit liv og hvordan skal jeg leve med visheden om min egen død? At der ikke er nogen endegyldige svar på disse spørgsmål er jo ikke en legitim grund til at afvise dem.

Når jeg nu ikke er født i går burde jeg jo nok vide bedre og mere, og ikke bare lade fornuften bukke under for den eksistentielle grundtvivl, med risiko for følelsernes sentimentale forvirring. Men det forholder sig efter min mening således, at mennesket er det eneste væsen her på Kloden, som altid har fortalt sig selv historier for at forstå, hvad det er for en skabning. Ud af disse historier dukker der en beboelig verden op.  Men det er også derfor, at vi kan forsvinde i de fælder, som de dybeste spørgsmål (dem uden svar) sætter for os. Der er således grund til at være ekstra opmærksom når nogen tilbyder os et definitivt svar på vores egne dybeste spørgsmål. Det er nemlig i den fortsatte og nysgerrige spørgen, at verden åbner sig. Det er i spørgsmålene at forsvaret mod den dogmatiske nådesløshed ligger. Det er i spørgsmålene, at man hele tiden genfødes og opdager, at hverken verden eller én selv altid er som man troede aftenen i forvejen.